Sult - 12

»Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .«
Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig
henne ved Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og så, at
han rysted; ude på Gaden foregik der også noget, som adspredte mig. En
liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over på det andet Fortoug; han
aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde
ingen Fortræd. Pludselig springer han op og bander; han rykker baglænds ud
i Gaden og får Øje på en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, som lå udaf
et åbent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd af
Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet;
der gik måske fem Minutter på den Måde. Jeg vendte mig bort, for ikke at se
Guttens Gråd.
»Så byder mig og min egen Samvittighed, at . . . .«
Det var mig umuligt at komme længer. Tilsidst begyndte alt at rable for
mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt,
ja, at hele Idéen var noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale om
Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev først opfundet af
Danselærer Shakespeare, følgelig var min hele Tale urigtig. Var der altså
intet godt i disse Blade? Jeg løb dem igennem påny og løste straks mine
Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor
Mærkværdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang
til at tage fat igen og få mit Drama færdigt.
Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at agte på Værtens rasende Tegn til
mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen,
opad Trapperne til anden Etage og trådte ind i mit gamle Værelse.
Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der så ivejen for, at jeg kunde
sidde her et Øjeblik? Jeg skulde ikke røre nogen af hans Sager, jeg skulde
slet ikke bruge hans Bord engang, men slå mig ned på en Stol ved Døren og
være glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud på mine Knæ.
Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. Replik efter Replik opstod
fuldt færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side
efter den anden, sætter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af
Henrykkelse over min gode Stemning og ved næsten ikke af mig selv. Den
eneste Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt
mig også ind en såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smælde i at
ringe på et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvældende.
Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg skælver og er næsten fra mig selv,
sidder sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og
ophidset af Sult; jeg lytter nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og
lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren går op; Parret nede fra Stuen
træder ind.
Endnu førend jeg havde fået Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg
havde gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden:
»Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder han ikke her igen!«
»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke længer.
Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg:
»Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!«
Jeg rejste mig.
»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på
Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .«
»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad
Manden være, han!«
Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende på denne
tykke, opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, forat få mig hurtigt væk,
og jeg stod et Øjeblik stille, med Munden fuld af de værste Øgenavne, som
jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug blot
af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne
høre det. Værtinden fulgte stadig efter mig og skældte ustandseligt, mens
samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik.
Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg
skulde give mig af med Værtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret
af Raseri, og jeg tænkte på den værste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde
lægge hende død på Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud går forbi mig i
Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag
mig, og jeg hører, at han spørger efter mig; men jeg vender mig ikke om.
Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser påny og standser
mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en
Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord.
Jeg ser på Manden og spørger:
»Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?«
»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men det var en Dame, som gav mig det.«
Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i
Konvolutten, krøller det hele rigtig godt sammen, vender om og går hen til
Værtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende
Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg
iagttog blot, at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik
. . . .
He, det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet! Ikke sige noget,
ikke tiltale Pakket, men ganske rolig krølle sammen en stor Pengeseddel og
kaste den i Øjnene på sine Forfølgere. Det kunde man kalde at optræde med
Værdighed! Således skulde de have det, de Dyr! . . . .
Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden og Jærnbanetorvet, begyndte
pludselig Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det sused tomt i mit Hoved,
og jeg faldt ind mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke gå længer, kunde
ikke engang rette mig op fra min skæve Stilling; således, som jeg var
falden ind mod Væggen, således blev jeg stående, og jeg følte, at jeg
begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes blot ved
dette Anfald af Udmattelse, og jeg løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg
gjorde også forskellige andre Ting, forat komme til Kræfter, bed Tænderne
sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, og det begyndte at
hjælpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt på at forgå. Jeg
satte Hænderne frem og stødte mig tilbage fra Væggen; Gaden dansed
fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af
min inderste Sjæl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke
at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde dø stående. En
Arbejdskærre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den
Kærre, men af Raseri, af Halsstarrighed finder jeg på at sige, at det slet
ikke var Poteter, det var Kålhoveder, og jeg bandte grusomt på, at det var
Kålhoveder. Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang
efter Gang på denne Løgn, blot forat have den desperate Tilfredsstillelse,
at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte
mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Læber i Faderens, Sønnens og
den Helligånds Navn, at det var Kålhoveder.
Tiden gik. Jeg lod mig falde ned på et Trappetrin ved Siden af mig og
tørred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at
være rolig. Solen gled ned, det led ud på Eftermiddagen. Jeg begyndte igen
at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle
Timer vilde det atter være Nat; det galdt at finde på en Råd, mens der
endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var
bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men
kunde alligevel ikke lade være at tænke på det. Egentlig havde Konen været
i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos
nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig
Mad nu og da; endog igåraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt
mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at
jeg trængte til dem. Så jeg havde intet at beklage mig over, og jeg
begyndte mens jeg sad på Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind
om Tilgivelse for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, at jeg havde
vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i
Ansigtet . . . .
Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor
kom det fra? Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over dette og aned
med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smærte og Skam,
jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted på Hovedet. Var
det ikke mig, som endog så sent som igår havde bestemt mig til at gå hende
stolt forbi, når jeg traf hende, og vise hende den største Ligegyldighed?
Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende
en Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende på min
Nedværdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hævde en
skikkelig Stilling; jeg sank, sank på alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen,
sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under i Vanære og kom aldrig op
igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, uden at kunne
slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramse Ører sammen med begge
Hænder, hvor de bødes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods
sin egen inderste Modbydelighed . . . .
Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner på en eller anden Måde?
At gå tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret af hende,
nytted nok ikke; der måtte også gives en anden Råd, når jeg tænkte mig om,
når jeg bare anstrængte mig rigtigt meget og tænkte mig om. Her var det ved
Gud ikke nok at tænke blot på almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled
mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og
jeg satte mig til at tænke svare.
Klokken kunde vel være omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske
træffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama færdigt. Jeg tager
Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt få istand de tre
fire sidste Scener; jeg tænker og sveder og læser over fra Begyndelsen, men
kommer ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her!
Og jeg skriver løs på mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot
forat blive hurtigt færdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at
jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig fuld, bedrog mig åbenlyst og
skrev væk, som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. Det er godt! det
er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned!
Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistænkelige;
de stak så stærkt af mod Replikerne i de første Scener, desuden havde der
slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker min Blyant
over mellem mine Tænder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert
Blad itu, kaster min Hat på Gaden og tramper på den. Jeg er fortabt!
hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg
siger ikke andet end disse Ord, sålænge jeg står der og tramper på min Hat.
En Politibetjent står nogle få Skridt borte og iagttager mig; han står midt
ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slår
Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske stået der i længere Tid og
bare set på mig. Jeg tager min Hat op, sætter den på og går hen til Manden.
»Ved De, hvormange Klokken er?« siger jeg.
Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne
bort fra mig imens.
»Vel fire,« svarer han.
»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting,
hører jeg, og jeg skal tænke på Dem.«
Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og
så efter mig med åben Mund og holdt endnu Uret i Hånden. Da jeg var kommet
udenfor Royal, vendte jeg mig om og så tilbage: endnu stod han i samme
Stilling og fulgte mig med Øjnene.
He-he, således skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte
Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skræk i Dyrene . . . . Jeg
var særdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump.
Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende
noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet,
drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers.
Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone
tilbage eller ej? Når jeg havde fået den, så var den min, og der var
visselig ikke Nød der, hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage imod den,
når den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade
Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden
Tikrone, end den, jeg havde fået. Så der var intet at gøre ved det.
Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring på Torvet foran mig og sysselsætte
min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg
beskæftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne og blev
vred. Det vilde såre hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor
skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg gå og holde mig for god til
alt muligt, ryste hovent på Hovedet og sige Nej Tak. Nu så jeg, hvad det
førte til; jeg stod atter på bar Gade. Selv når jeg havde den bedste
Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt,
sprang op ved det første Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner
tilhøjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig
selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstændighed.
Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den
Tikrone, og jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne engang, men
givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg
aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste
Hvid, når det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred hun heller
ikke på, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for?
Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, at sende mig en Tikrone nu og
da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske dødeligt forelsket
i mig endogså . . . . Og jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv ved
denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den
stakkels Pige! . . . .
Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse
og begyndte påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem,
holdt Øjnene stive og så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased
rigtig stærkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder således og ser
ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en
Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er
Kagekonen ved Elefantapoteket.
Jeg rykker til, retter mig op på Bænken og begynder at tænke mig om. Jo,
det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord på det
samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op
fra Bænken og begynder at gå henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav
Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Høkerpenge af Sølv fra
Kongsberg! Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde dø af formeget Hovmod
. . . .
Jeg går frem til Hjørnet, tager Sigte på Konen og stiller mig op foran
hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en
Selvfølge, at jeg vilde komme tilbage engang.
»Goddag!« siger jeg. »De kender mig kanske ikke igen?«
»Nej,« svarer hun langsomt og ser på mig.
Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spøg, at hun
ikke kendte mig, og siger:
»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke
noget ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer
jeg ikke at gøre. Når man har med ærlige Folk at skaffe, så er det
unødvendigt at aftale noget og så at sige oprette Kontrakt for hver liden
Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.«
»Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok også, når jeg tænker mig
om . . . .«
Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg
siger derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med mine Øjne omkring på
Bordet efter Madvarer:
»Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.«
Det forstår hun ikke.
»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, forat få dem. Ialfald endel,
første Forsyning. Jeg trænger ikke alt idag.«
»Kommer De, forat få dem?« spørger hun.
»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« svarer jeg og ler højt, som om det
burde have været indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat få
dem. Jeg tager også nede på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, som jeg
begynder at spise på.
Da Konen ser dette, letter hun sig op i Kælderhullet, gør uvilkårlig en
Bevægelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forstå, at hun
ikke havde ventet mig tilbage, forat berøve hende dem.
Ikke det? siger jeg. Jaså, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone!
Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en
Slump Kroner, uden at vedkommende havde krævet dem tilbage? Nej, ser De
der! Troed hun kanske, at det var stjålne Penge, siden jeg havde slængt dem
til hende på den Måde? Nå, det troed hun dog ikke; det var endda godt,
virkelig godt! Det var om jeg så måtte sige snilt af hende, at hun dog
holdt mig for en ærlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god!
Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og råbte højt
derom.
Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dæmpet
og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå frem på den Måde, fordi jeg
troed alle Mennesker så godt. Bestandig når nogen bød mig en Kontrakt, et
Bevis, så rysted jeg på Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at
jeg gjorde!
Men Konen forstod det fremdeles ikke.
Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad mig mig Vrøvl. Havde det
aldrig hændt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud på lignende Måde?
spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Råd, for Eksempel
nogen af Konsulerne? Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, at det
var en hende fremmed Omgangsmåde. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun
havde kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? Nej, ser De der! Da
kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog efter flere
Kager på Bordet.
Hun knurred vredt, vægred sig hårdnakket for at udlevere noget av, hvad hun
havde på Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Hånd og lagde det
tilbage på sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet.
Jeg skulde være nådig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var,
Så vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge,
jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så meget, jeg
vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke
komme igen mer. Det måtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags
Mennesker . . . .
Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker,
som hun taksered til det højeste, hun kunde finde på, og bad mig tage
dem og gå min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, påstod, at hun snød
mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine
blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger?
sagde jeg. Gud bevare Dem, De kunde komme på Slaveriet for Levetiden,
gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage hen til mig og bad mig næsten
tænderskærende om at gå.
Og jeg forlod hende.
He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden,
mens jeg gik hen ad Torvet og åd på mine Kager, talte jeg højt om Konen og
hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til
hinanden, og syntes, at jeg havde været hende langt overlegen. Jeg åd af
Kagerne i alle Folks Påsyn og talte om dette.
Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog
tillivs, jeg var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde
forslå! Jeg var så grådig, at jeg endog nær havde forgrebet mig på den
sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare,
gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med
Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme
hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig ona mod mit
Vindu, da Manden spytted ned på ham, og han havde ligefrem set efter, om
også jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom derned!
Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden,
passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu
endel Papir lå tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset
så ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde
siddet.
Han var der ikke. Gaden var næsten tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde
ikke blive Gutten var; han var måske gået ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt
ned, rejste den på Kant mod Døren, banked hårdt på og sprang min Vej med
det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det første, han gør,
når han kommer ud, det er at finde den! Og mine Øjne blev våde af Glæde,
over, at den lille vilde finde Kagen.
Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen.
Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde Mad, jeg havde nydt, begyndte at
volde mig ondt. I mit Hoved støjed også påny de vildeste Tanker: Hvad om
jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg
pludselig gav mig til at råbe på Brand? Jeg går længer ud på Bryggen,
finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne og føler, at mit Hoved
blir mer og mer fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet intet, forat
holde mig oppe mer.
Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, Barken med det russiske Flag. Jeg
skimter en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne lyser ned på hans Hoved,
og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at
tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at få noget Svar. Jeg sagde:
»Sejler De iaften, Kaptejn?«
»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. Han talte Svensk.
»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« Jeg var i dette Øjeblik lige glad,
enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar
Manden vilde give mig. Jeg stod og vented så på ham.
»Å, nej,« svared han. »Det skulde da være en Jungmand.«
En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på mig, sneg mine Briller af og stak dem i
Lommen, trådte op på Landgangen og skræved ombord.
»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men jeg kan gøre det. De sætter mig til.
Hvor går Turen?«
»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.«
»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det
bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.«
Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om.
»Har du ikke faret før?« spurgte han.
»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det.
Jeg er vant til noget af hvert.«
Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at
jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland
igen.
»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre,
hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg
ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i
Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.«
»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. »Går det ikke, så kan vi jo
skilles i England.«
»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. Og jeg gentog endnu engang, at vi
kunde skilles i England, hvis det ikke gik.
Så satte han mig til Arbejde . . . .
Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, våd af Feber og Mathed, så indad
mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor
Vinduerne lyste så blankt fra alle Hjem.