Sult - 08

idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig
plage ud af denne fine Silkefugl til så lang en Tur? Kosted det mig kanske
ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare
ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede
Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk? Hun
hindred mig endog fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på Tungen, en ny
Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke
Ryggen og lod mig gå Pokker ivold? . . . .
Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg
sagde:
»De burde i Grunden ikke gå sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem
midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg
mener det.«
Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun:
»Herregud dog!« Mer siger hun ikke.
»Hvad mener De med det.« spurgte jeg.
»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun
gik lidt hurtigere til.
Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads.
Da gik hun langsommere igen.
»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres
Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort,
så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.«
Pause. Jeg gik og vented.
»De har set mig før,« svarer hun.
»Ylajali!« siger jeg igen.
»Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld
dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte.
»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.«
»Det var stygt af Dem!«
Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig.
Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste
Vinduer i Numer 2.
»Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!«
Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og
stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Hånden?
»Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt,
og hun ser ned på sin Skosnude.
»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!«
»Ja, men bare et lidet Stykke.«
Og vi vendte om.
Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller
stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg
var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af
Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit
Påfund, det var hendes eget Ønske. Jeg går og ser på hende og blir mer og
mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg
glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige
Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle
Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet
Kneb.
»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var
Deres Søster.«
»Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser
på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor.
»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to
Damer, som gik foran mig.«
»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn.
»Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret
af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til
Straf.«
Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste
ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig
engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og
jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også,
desværre!
Hvorfor troed hun det?
Jo, jeg havde leet så.
Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang.
Men ikke nu længer?
Å, jo, nu også. Det var herligt at være til!
Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik
atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg
lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer.
»Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed.
»Ja, jeg må vel det,« svared jeg.
Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud,
der var da ikke noget galt i det. Vel?
»Nej,« sagde jeg.
Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig. Hvor
kunde man også holde Modet oppe, når man var så knækket sammen? Her stod
jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot
halvt påklædt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden,
dukked mig uvilkårlig ned og sagde:
»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?«
Jeg havde intet Håb om at få Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten
et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad.
»Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt.
»Hvornår?«
»Jeg ved ikke.«
Pause.
»Vil De ikke være så snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,« sagde
jeg, »så jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg må da
se, hvem jeg har talt med.«
Pause.
»De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aften,« siger hun. »Vil De det?«
»Ja, kære, får jeg Lov til det!«
»Klokken otte.«
»Godt.«
Jeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat
få et Påskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende så
nær.
»Så får De ikke tro altfor galt om mig da,« sagde hun. Hun smilte igen.
»Nej . . . .«
Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse og trak Sløret op i Panden; vi
stod og så på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hæved sig op,
slog Armene om min Hals og kyssed mig midt på Munden. En eneste Gang,
hurtigt, forvirrende hurtigt, midt på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst
bølged, hun pusted voldsomt.
Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, råbte Godnat, stakåndet,
hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . .
Portdøren faldt i.
* * *
Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store våde
Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var råt og isnende.
Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens
Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse
havde jeg ligget en Stund vågen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg
bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Så havde jeg
endelig stået op og fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå en Bif, og jeg
var ikke længer sulten; blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen.
Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske
kunde få mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have på under
Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat på en
Vest, som jeg begyndte at undersøge. Mens jeg pusled med dette, kom en
Bekendt forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg lod Vesten hænge og gik
ned til ham. Han var Tekniker og skulde på Kontoret.
»Følg med og tag et Glas Øl,« sagde han. »Men kom fort, jeg har liden Tid
. . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igåraftes?«
»Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på hans blotte Tanke, »om det nu var min
Kæreste?«
»Død og Pine!« sagde han.
»Ja, det blev afgjort igår.«
Jeg havde slået ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat
blive af med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik.
»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså
nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe
siden. Men nu skal De få dem med det første.«
»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig
tilbage de Kroner.
Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken på
Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun
nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte
Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét
spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig
forfærdet over mig selv. Tyveriet stormed ind på mig med alle dets
Detaljer; jeg så den lille Butik, Disken, min magre Hånd, da jeg greb
Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom og skulde
tage mig. Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot på
den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som
skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige
Blik: Nå, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke . . . .
Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere
og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig.
Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjålet?
Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, selv om han en Dag kom til at
huske, hvordan det hele var gået til; han havde nok sin Plads for kær.
Ingen Larm, ingen Scener, om jeg måtte bede!
Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred.
Jeg satte mig til at prøve mig selv og fandt ud på det klareste, at jeg
havde været lykkeligere før, dengang, da jeg gik og led i al Ærlighed. Og
Ylajali! Havde jeg ikke også gået og trukket hende ned med mine syndige
Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali!
Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til
Kagekonen ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanæren, det
var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til
det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver Øre i Hånden; jeg
bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde købe noget, og slog hende
uden videre Pengene i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks.
Hvor det smagte vidunderligt at være ærligt Menneske igen! Mine tomme
Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at være blank påny. Når jeg
rigtig tænkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig
Kummer, jeg havde virkelig tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg var
ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur havde oprørt sig mod den lave
Gærning. Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen Bevidsthed. Gør mig det
efter! sagde jeg og så udover det myldrende Torv. Gør mig det bare efter!
Jeg havde glædet en gammel, fattig Kagekone, så det havde Skik; hun vidste
hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Børn gå sultne tilsengs
. . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde båret
mig udmærket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hænder.
Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glæden over at
kunne gå Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i Ansigtet, løb ganske
af med mig; jeg havde ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og tomt, det
var som det skulde være et Hoved af idel Lys, som stod og skinned på mine
Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, begå forbausende Ting,
sætte Byen på Ende og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en
vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i
fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gå hen og opgive
min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i
Hånden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen
Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i de forbigåendes Stemmer og Latter,
iagttog nogle Småfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at
studere Brostenenes Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige Figurer i
dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads.
Jeg står pludselig stille og stirrer ned på Droscherne. Kuskene vandrer
samtalende omkring, Hestene står og luder forover mod det stygge Vejr. Kom!
sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den
første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled
afsted.
Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lægge sig ned og kige ind i
Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistænksom? Der var
ingen Tvivl om, at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom.
»Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte jeg til ham, forat komme ham i
Forkøbet, og jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut måtte træffe
denne Mand.
Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til
tredje Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; Bjælden gjorde seks,
syv forfærdelige Slag indenfor.
En Pige kommer og lukker op; jeg lægger Mærke til, at hun har Gulddobber i
Ørene og sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. Hun ser forfærdet på
mig.
Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg så måtte sige, en
Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . .
Pigen ryster på Hovedet.
»Bor ingen Kierulf her,« siger hun.
Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig til at trække sig tilbage. Hun
gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til
at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om,
den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad
Trapperne igen.
»Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken.
»Var han ikke der?«
»Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.«
Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han
troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han
slog stærkt på.
»Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig på Bukken.
»Kierulf, Uldhandler Kierulf.«
Og Kusken syntes nok også, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han
ikke plejed at gå med en lys Frakke?
»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en
Tékop, jeg spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt,
spolered hele Manden for mig, således, som jeg havde tænkt mig ham.
»Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?«
»Javist,« svared jeg, »er der noget underligt i det? Navnet skæmmer ingen.«
»Har han ikke rødt Hår?«
Nu kunde det gærne være, at han havde rødt Hår, og da Kusken nævnte den
Ting, var jeg med engang sikker på, at han havde Ret. Jeg følte mig
taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget
Manden ganske på Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det
vilde være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan Mand uden rødt Hår.
»Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde
en Knortekæp?«
Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde:
»He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden
Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.«
Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte
ham igen . . . .
Og vi kørte på, så det gnistred af Hesteskoene.
Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt
Åndsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til,
at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, står med en
Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme
det!
Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb
sammen derinde under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og
gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem
Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under
for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og
lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas
Øl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro
vender mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min såre Finger, og jeg stak
den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Således kom vi ned til
Tomtegaden. Kusken holder an.
Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg
går indad Porten, kommer ind i en Baggård, som jeg går tvers over, støder
mod en Dør, som jeg åbner og går indad, og jeg befinder mig i en Gang, et
Slags Forværelse med to Vinduer. Der står to Kufferter, den ene ovenpå den
anden, i den ene Krog, og på Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, hvori
der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste Værelse, hører jeg Stemmer og
Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jærnplade, som der
hamres på. Alt dette mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind.
Jeg går roligt tvers over Værelset, hen til den modsatte Dør, uden at
skynde mig, uden Tanke på Flugt, åbner også den og kommer ud i
Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem:
Beværtning & Logi for Rejsende.
Det falder mig ikke ind at søge at komme væk, stjæle mig bort fra Kusken,
som venter på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt
og uden at være mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som
havde spøgt så længe i min Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var til,
og som jeg nødvendigvis måtte træffe, var bleven borte for min Tanke,
visket ud sammen med andre gale Påfund, som kom og gik efter Tur; jeg
husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde.
Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert som jeg vandred frem, følte mig tung
og mat og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, våde
Filler. Tilsidst kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte
mig til at hvile på en Bænk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget
forundret. Jeg faldt i Tanker.
Du gode Gud, hvor det var dårligt fat med mig nu! Jeg var så inderlig ked
og træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Møjen værd at kæmpe
længer, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhånd, den havde været
for grov; jeg var så mærkelig ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg
engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var
kommet i Vane med at lude meget forover, når jeg gik, forat spare mit Bryst
det lille, jeg kunde. Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage siden,
en Middagstid oppe på mit Rum, og jeg havde stået og grædt hele Tiden over
den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv
af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud
af Såret, men det smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt at have
dette Sår midt på Maven. Jeg havde ingen Råd med det, og det vilde ikke gro
igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den
samme Skjorte atter på. Der var intet at gøre ved det . . . .
Jeg sidder der på Bænken og tænker over alt dette og er temmelig trist. Jeg
væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder forekommer mig modbydelige. Dette
slattede, næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage piner mig, volder mig
Ubehag; jeg føler mig ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, jeg
hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bære på det, føle det om mig.
Herregud, om der bare blev en Ende på det nu! Jeg vilde inderlig gærne dø.
Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget i min egen Bevidsthed, rejste
jeg mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. Undervejs kom jeg forbi en
Port, hvor der stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru Andersen,
tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige
Rum på Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket nede ved Døren,
Fyrdirektørens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brød. Å, ja,
jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet
en Føljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde
aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, såsnart jeg
forsøgte. Ja, jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg gik og gik.
Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmere Husholdningshandelen, havde jeg
halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig en Fare; men jeg holdt fast
ved mit Forsæt, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg
møder i Døren en liden Pige, som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper
hende forbi og lukker Døren. Betjenten og jeg står for anden Gang overfor
hinanden, alene.
»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt Vejr.«
Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev
rasende og sagde:
»Jeg kommer altså ikke, forat prate om Vejret.«
Denne Heftighed forbløffer ham, hans lille Høkerhjærne slår Klik; det havde
slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner.
»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« siger jeg utålmodig, og jeg puster
heftigt, skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer
til Sagen.
Men den stakkels Mand aner ingen Ting.
Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var nødt til at leve
iblandt! Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det
hele var gået til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Gærningen
skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min
Hånd og lukket Hånden sammen om dem, — og han forstår altsammen, men gør
alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter
Fodtrinnene i Sideværelset, tysser på mig, forat få mig til at tale lavere,
og siger tilslut:
»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!«
»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op;
det var ikke så lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved
forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig
falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det
bød min bundærlige Natur imod . . . .
»Hvor gjorde De af dem da?«
Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver Øre, måtte han vide; den
Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så aldeles . . . .
Han står og tænker en liden Stund på dette, blir åbenbart meget tvivlrådig
om, hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. Endelig siger han:
»Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?«
»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg
vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ædelmodig. Nu
står jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund,
gør simpelthen ingen Anstalter til at få Striden udjævnet med mig. Derfor
vasker jeg mine Hænder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!«
Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig.
Men da jeg kom hjem på mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd
af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg
øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen påny. Jeg angred mit Overfald på
den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min
usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis været i den
dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for
disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af
hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert
Ord, som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv havde måske siddet indenfor i
Værelset ved Siden af og følt sig på et hængende Hår opfordret til at gå ud
til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer
for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting!
Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Så var det kommet til en
Afslutning. Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene. Jeg
vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have
hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt
Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang!
. . . .
Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske
vilde dø om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule
i min Seng, så det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg
folded Hænderne og valgte min Stilling.
Så med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende så ganske hele
Aftenen udover! Og Lyset trænger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden
Stråle Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt,
fint Silkelys, der strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen blir
stærkere og stærkere, brænder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og
glødende i min udmagrede Hjærne. Og der flammer tilsidst for mine Øjne et
vanvittigt Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af
Ild, Bjærge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i
Brand, en rygende yderste Dag.
Og jeg så og hørte intet mer . . . .
* * *
Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig;
Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Førstningen havde jeg ingen
klar Bevidsthed om, hvad der var foregået med mig, jeg så mig omkring med
Forundring, følte mig totalt forbyttet i mit Væsen, kendte mig slet ikke
igen. Jeg følte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse
over, at Vinduet stod på den Væg og ikke på den stik modsatte Væg, og jeg
hørte Hestenes Trampen nede i Gården, som om den kom ovenfra. Jeg var også
temmelig kvalm.
Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned
på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen på den, i små Dotter. Mine Fødder
havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg
kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive.
Da det led ud på Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt,
stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved
mig frem med små, forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten og
spared så meget som muligt mine Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd
ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet
tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være
anderledes end den var.
Så gik jeg ud.
Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel
Sulten. Jeg begyndte at føle en skammelig Appetit igen, en indre glubende
Madlyst, som det stadig blev værre og værre med. Det gnaved ubarmhjærtigt i
mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde være et
Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet på den ene Side og gnaved lidt,
lagde derpå Hovedet på den anden Side og gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles
stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod
tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . .
Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tænkte mig hen på
Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var
jeg dog næsten fremme, jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden
randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var
netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg
stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig.
Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hører dette Råb, hører
det meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, gor et Skridt så hurtigt,
mine dårlige Ben kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn stryger mig forbi
og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde
jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været lidt hurtigere, ganske lidt
hurtigere, hvis jeg havde anstrængt mig; der var ingen Råd med det, det
gjorde ondt i min ene Fod, et Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom
krølled sig sammen inde i Skoen.
Brødkøreren holder Hestene an af alle Kræfter; han vender sig om på Vognen
og spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det kunde gået langt værre
. . . . det var vel kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, at der
var nogen Ting knust . . . . Å, jeg be’r . . . .
Jeg drev hen til en Bænk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker,
som standsed op og gloed på mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det
ikke noget Dødsstød, det var gået forholdsvis heldigt, når Ulykken endelig
skulde være ude. Det værste var, at min Sko var trykket istykker, Sålen
revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op og så Blod inde i Gabet. Nå, det