Norsk literaturhistorie for gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler - 13

i Tyskland fordi han var lei av striden hjemme. Da skrev han: „Jeg vil
bo i Norge; jeg vil pryle og pryles i Norge; jeg vil synge og dø i Norge
— vær viss paa det!“
Bjørnson blev kjendt og læst langt utenfor Norge. Hans bøker er oversat
paa mange sprog, og mange av hans stykker er blit spillet paa teatrene i
utlandet. I 1903 fik han Nobelprisen i literatur i Stockholm.
I et hyldningsdigt til Bjørnson siger _Knut Hamsun_:
„Alt saa du dig tid til: at rydde, at hegne, at nære,
og alt tok du paa dig, din bredde var skapt til at bære.“
* * * * *
„Saa en kveld vil stumhet ruge
langs vor lange kyst.
Fjeldet staar og lytter, bier —
ingen svarer, landet tier.
Naar han tier, blir det tyst.“
Bjørnson døde i Paris i april 1910, men ligger begravet i Kristiania.
*Henrik Ibsen* sendte hjem drama efter drama fra utlandet. Av og til var
han hjemme paa korte besøk. Da han var hjemme i 1874, blev han hyldet av
studentene med et fanetog. Først fra 1891 bodde han fast i Kristiania.
I 1877 sendte Ibsen ut _Samfundets støtter_; med dette drama gik han
„over fra nationalpolemik til samfundspolemik.“ Stykket er en motsætning
til „De unges forbund“ og er nærmest et angrep paa det officielle
hykleri; det er et sterkt indlæg for sandhet og frihet. To aar efter kom
_Et dukkehjem_, som drøfter kvindens stilling i egteskapet og samfundet.
I 1881 kom _Gengangere_ om slegtsansvaret, med emne fra den moderne
arvelighetsgransking, en slags skjæbnetragedie og samfundstragedie paa
én gang. Det vakte stor strid og „et kritisk uveir“. Teatrene i
Kristiania og Kjøbenhavn negtet at spille det. Næste aar gav Ibsen svar
paa angrepene i dramaet _En folkefiende_, hvor han som kjæmper for
sandheten, blir kaldt „en folkefiende“ av „den kompakte majoritet“. To
aar efter kom _Vildanden_, som er det første av hans egentlig
_symbolske_ dramaer. Efter det kom — altid med to aars mellemrum:
_Rosmersholm_, _Fruen fra havet_, _Hedda Gabler_, _Bygmester Solness_,
_Lille Eyolf_, _John Gabriel Borkmann_ og _Naar vi døde vaagner_ (1899).
I alle disse stykker møter vi mer eller mindre det symbolske; der er et
mystisk præg over dem, og som en kritiker siger, møter vi det „dæmonisk
romantiske“ her som i hans første arbeider.
Ibsens nutidsdramaer har et naturlig og klart sprog. De følger altid en
skarp og sikker plan. Ibsen hadde en merkelig sans for det som gjør
virkning paa scenen. Karakterskildringene er ypperlige; især har han
forstaat at fremstille forskjellige kvindeskikkelser.
Ibsen blandet sig ikke som Bjørnson direkte op i den politiske,
religiøse eller kulturelle strid. Han hadde en indelukket og
tilbakeholden karakter. I „Ballonbrev til en svensk dame“ siger han:
„Ser De vel, min kjære frue, —
i beleiringsringen spændt,
lukker jeg min lune stue
for at leve indadvendt.“
Og senere:
„— Jeg har en skræk for sværmen,
vil ei stænkes til av bermen.“
Han talte bare gjennem sine digterverker[55]. Ibsen svarer aldrig
direkte paa de spørsmaal han satte op i sin digtning. Han siger selv:
„Jeg spørger helst; mit kald er ei at svare.“
Allikevel kan man tydelig se hvor digteren staar, især i
samfundsdramaene. Han hævder altid individets ret mot samfundet, og her
er han paavirket av _Søren Kierkegaard_.
Ibsen er mer end nogen anden norsk digter blit kjendt og læst ute i
verden. Alle hans verker er oversat paa mange sprog, og de blir opført
paa teatrene over hele verden. Der er kommet ut en mængde verker om ham
paa mange sprog, men mest paa tysk. Han har faat betydning for den
literære utvikling i de fleste landene i Europa.
Henrik Ibsen døde i Kristiania 1906. Efter hans død er hans _Efterlatte
skrifter_ kommet ut i 3 bind. I dem staar der dels nogen
ungdomsarbeider, som ikke var trykt før, dels en del digt og
avhandlinger, som er spredt omkring i aviser og tidsskrifter, dels
endelig en del utkast til digt og dramaer. Her kan man tydelig følge
Ibsens arbeidsmaate og se hvilket arbeide han har lagt paa sine verker.
Ogsaa en samling _Breve_ fra Henrik Ibsen er kommet ut i to bind.
[Footnote 55: _G. Brandes_ skrev en gang: „Man kan vanskelig tænke sig
en skarpere motsætning end den mellem _Ibsen_, denne digter som sitter
ensom, til alle sider avsluttet mot omverdenen, nede i syden og uten
nogensomhelst distraktion fra sit kald utformer og tilfiler kunstneriske
verker, og saa hans store kaldsbroder i norden, _Bjørnson_, som av
fulde, altfor fulde hænder øser store og smaa artikler om politiske,
sociale og religiøse spørsmaal ut i pressen, sløser med sit navn, aldrig
tar hensyn til den klokskapsregel som byder at gjøre sig sjelden eller
la sig savne, holder taler, agiterer, reiser fra folkeforsamling til
folkeforsamling og befinder sig bedst paa talerstolen med tusen venner
og hundrede motstandere om sig, holdende den hele skare i aande ved sin
djervhet og sin kunst.“]
*Jonas Lie* var født paa Eker 1833; men han levde barndoms-aarene sine
paa Tromsø og fik derved kjendskap og kjærlighet til livet nordpaa. I
tretten-aarsalderen blev han sendt til sjøkadet-institutet i
Fredriksvern; men efter et aars tid maatte han slutte her fordi han var
nærsynt. Han kom nu ind paa Bergens katedralskole, hvor _Lyder Sagen_
den gang endnu var lærer. Sin sidste forberedelse til artium fik han paa
Heltbergs skole sammen med Bjørnson. Samlivet med Bjørnson fik meget at
sige for hans senere utvikling, da han, som han selv siger, „gik der i
Kristiania som ung student, uutviklet, dunkel og uklar som en slags
poetisk seer, en nordlandsk skumrings-natur, som i visse maater skimtet
det som rørte sig i tiden, men utydelig, i tusmørket som gjennem en
vandkikkert“.
[Illustration: Jonas Lie.]
Da han hadde tat juridisk embeds-eksamen, var han i flere aar sakfører
paa Kongsvinger, men skrev samtidig _lyriske_ digt, mest leilighetsdigt,
og avisartikler. Paa grund av pengevanskeligheter maatte han slutte med
sakfører-virksomheten og flyttet ind til Kristiania. Her skrev han
(1870) sin første fortælling _Den fremsynte_, en liten historie fra
Nordland, simpelt og rørende fortalt. Den vakte stor opmerksomhet, og
Lie fik navn som en betydelig digter. Han fik stipendier til reiser
baade hjemme og i utlandet. Fra nu av ofret han sig helt for sit
digterkald. „Skal man bli noget tilgagns her i verden“, skrev han selv i
en fortale til en digtsamling han gav ut før ‚Den fremsynte‘, „maa man
ofre kaldet sin hele udelte kraft“. I ham fik sjømandslivet, lodsen og
fiskeren sin digter. Snart efter „Den fremsynte“ kom _Tremasteren
Fremtiden_, _Fortællinger_ _og skildringer fra Norge_ (med bl. a.
fortællingen _Nordfjordhesten_) og _Lodsen og hans hustru_; fremdeles
kan nævnes _Rutland_ og den friske _Gaa paa_. Samtidig hentet han av og
til emnene til sine fortællinger fra de høiere samfundsklasser (_Thomas
Ross_, _Adam Schrader_). Disse romaner er paa en maate rettet mot den
_realistiske_ retning; men i sine senere romaner slog han selv avgjort
ind paa den nye problemdigtning, saaledes i _Livsslaven_ og i _Familien
paa Gilje_ (med ypperlig tidsskildring fra embeds-gaardene paa landet i
første halvdel av det 19de aarhundrede). Senere kom _En malstrøm_,
_Kommandørens døtre_, _Et samliv_, _Maisa Jons_, _Onde magter_, _Niobe_,
_Naar sol gaar ned_, _Dyre Rein_, _Faste Forland_, _Naar jernteppet
falder_, _Ulfvungerne_ og _Østenfor sol og vestenfor maane og bagom
Babylons taarn_ (1905). Her skildrer han hverdagslivet med slaaende
sandhet; med sine varme og fine skildringer „fængsler han vor tanke og
griper vor følelse.“ Oftest har hans bøker „tendens“. De er rettet mot
det han fandt var uretfærdig og hykkelsk i samfundet. Til hans senere
verker hører ogsaa hans to samlinger („tylvter“) eventyr: _Trold_. Han
har ogsaa skrevet nogen dramaer (_Grabows kat_, _Lindelin_ o. fl.).
Jonas Lie fik som Bjørnson[56] og Ibsen en aarlig digtergage av
Stortinget.
Jonas Lie levde mest i utlandet. Men derfor blev ikke landet og
menneskene her hjemme fremmede for ham. Han fører frem for os med like
stort mesterskap „sjøfolk og bønder og sakførere, matadorer i smaabyene,
sjø-officerene paa verftet, sypiken i det daglige slit, embedsfamilien
oppe i bygdene“. Han døde 1908 i Bærum kort efter sin trofaste hustru,
_Thomasine Lie_.
*Kristian Elster* († 1881) viste tidlig digterevne. Men han fik ikke
anledning til at dyrke sit kald. Han var journalist og forstmand og
levde i tunge kaar. Sygdom kom til, og hans arbeide var slitsomt, saa
han fik hverken tid eller kraft til meget literært arbeide. Han døde 40
aar gammel. — Før sin død hadde han skrevet et par fortællinger, blandt
dem _Tora Trondal_. Kort efter hans død kom _Farlige folk_ ut, en roman,
som vakte megen opsigt. Samme aar gav Alexander Kielland ut fire
fortællinger av Elster med titelen _Solskyer_. Da man læste disse bøker,
som kom ut efter forfatterens død, hadde man „en vemodig følelse av at
vor literatur paa samme tid hadde faat og mistet en betydelig digter“,
siger _Henrik Jæger_.
[Footnote 56: _Bjørnson_ frasa sig i 1887 sin, da _Kielland_ blev negtet
digtergage (se s. 170); men han fik den igjen i 1892.]
*Alexander Lange Kielland* var født i Stavanger 1849. Han sluttet sig
helt til den nye realistiske retning; hans bøker drøfter ofte tidens
„problemer“. Han var omtrent 30 aar da han begyndte som digter; han
viste sig at være færdig og moden fra første stund av.
[Illustration: Alexander Kielland.]
Kielland var i høi grad _satirisk_ digter. Og det er med satiriske
vaaben han i sine _noveller_ og _romaner_ strider mot hykleri og fordom.
Hans bøker er ofte _polemiske_; de vender sig direkte mot det han finder
skjævt og skakt i samfundet. Men ved siden av det satiriske og polemiske
har han ofte latt det _poetiske_ faa raade helt, saaledes især i de
mange _naturskildringer_ som er flettet ind i hans verker. Han viser sig
paavirket av _franske_ forbilleder, især _Emile Zola_.
Av hans verker skal vi nævne de to samlinger _Novelletter_ og av de
større romaner: _Garmann & Worse_, _Skipper Worse_, _Arbeidsfolk_
(rettet mot embedsmands- og departements-styret) og _Gift_ (nærmest
rettet mot den gamle _latin_-skole). Kielland har ogsaa skrevet nogen
skuespil: _Paa hjemveien_, _Tre par_, _Professoren_ o. fl. Flere av hans
bøker henter sit milieu fra Stavanger. Kielland var en fremragende
stilist, og han behandlet sproget med mesterskap.
I 1885 stod der en meget skarp strid om Kiellands digtning. Bjørnson og
Lie søkte om digtergage for Kielland. Det blev haardt ordskifte om dette
i Stortinget. Det blev den ytre grund til at regjeringspartiet kløvde
sig i moderate venstre og rene venstre. Moderate og høire stemte mot
digtergage, og de var i flertal.
Kielland var en tid redaktør i Stavanger, i 1891 blev han borgermester
der. Senere blev han amtmand i Romsdals amt. Han døde 1906. Efter hans
død er flere _brev_ fra ham offentliggjort. De gir en god forstaaelse av
hans karakter og digtning.
[Illustration: Arne Garborg.]
*Arne Garborg* er født i Time prestegjeld paa Jæderen 1851. Hans far var
mørkt pietistisk, og Garborg vokste op under megen tvang. Han blev
omgangsskolelærer like efter konfirmationen. Siden kom han til et
seminar og blev saa lærer og bladmand i Risør, og siden redaktør i
Tvedestrand. Saa reiste han til Kristiania og vilde bli student. Han
slet meget vondt her, men fik artium med udmerkelse i 1875. Han var nu
bladmand en tid og skrev i „Aftenbladet“. Men da han helt sluttet sig
til landsmaalet, opgav han sin stilling der og begyndte at gi ut et
ukeblad _Fedraheimen_. Her skrev han om alle spørsmaal og søkte især at
gjøre europæiske tanker kjendt her i landet. Han kastet sig samtidig ind
i maalstriden og skrev avhandlinger om _Den ny-norske sprog- og
nationalitets-bevægelse_.
Garborg stod i førstningen i strid med den nye retning i literaturen.
Men det varte ikke længe før han slog om, og helt sluttet sig til den. I
„Fedraheimen“ skrev han flere smaafortællinger og likesaa sin første
større bok _Ein fritenkjar_.
Han blev i 1883 statsrevisor og gav samme aar ut _Bondestudentar_ om
bondegutten som vil bli embedsmand, men som i striden for det tar skade
paa sin sjæl. Nu blev Garborg almindelig anerkjendt som digter. I
1880-aarene var der skarp literær strid. Den realistiske digtning gik
over i den _naturalistiske_, som i særlig grad skildret det stygge og
uhyggelige i livet. En bok av _Hans Jæger_ var saa vidtgaaende at
myndighetene konfiskerte den. Mange saa i det et brud paa aandsfriheten,
og der var stor strid i avisene baade om det og om de moralske spørsmaal
ellers (bohême-striden og „Hanske“-striden). Garborg sluttet sig her til
de ytterliggaaende. Hans roman _Mannfolk_ vidner om det. Denne bok vakte
ogsaa strid, og Garborg mistet sin statsrevisorpost. Han reiste da fra
Kristiania og flyttet til Kolbotnen i Østerdalen. Her skrev han sine
_Kolbotn-brev_ med skildringer fra livet oppe i fjeldene. Her skrev han
ogsaa skuespillet _Uforsonlige_, som er rettet mot politikerne. Kort
efter gav han ut romanen _Hjaa ho mor_. Baade den og flere av hans
senere bøker hører til den „psykologiske“ literatur.
Garborg fik nu reisestipendium, og han reiste til Tyskland og Italien.
Han beskjæftiget sig mer og mer med religiøse spørsmaal. _Trætte mænd_
handler om den livstrætte som finder trøst i religionen. I en
sammenhængende række bøker (romanen _Fred_, skuespillet _Læraren_,
fortællingene _Den burtkomne faderen_ og _Heimkomin son_) drøfter han
indgaaende de religiøse spørsmaal og samfundsspørsmaalene. Han gir ogsaa
flere skildringer fra Jæderen i dem. Det samme gjør han i
_Knudaheibrev_, skrevet under sommerophold paa Jæderen. Her gir han
ogsaa mange interessante oplysninger om sit liv. I det lyriske digt
_Haugtussa_ og fortsættelsen _I Helheim_ er det ogsaa religiøse
spørsmaal som er det centrale. I „Haugtussa“ er der mange
naturskildrende lyriske digt som er kjendt og blir sunget over hele
landet. Garborg har ogsaa ellers skrevet mange lyriske digt;
fædrelandssangen _Gud signe Norigs land_ er kjendt over hele landet.
Han har ogsaa skrevet mange polemiske avhandlinger, særlig i
maalstriden, men ogsaa om mange andre samfundsspørsmaal.
Garborg bor nu i Asker ved Kristiania.
*Amalie Skram* († 1905) var født i Bergen. I ungdommen gjorde hun
mange reiser til sjøs med sin første mand, som var skibskaptein. I
80-aarene stod hun paa den ytterste naturalistiske fløi. Hendes mest
kjendte verk er slegtssagaen _Hellemyrsfolket_ i 4 deler. Det er en
fattig og elendig strilefamilie hun skildrer, og hun kommer meget ind
paa spørsmaalet om arvelighet. Sproget er kraftig. Hun har skrevet mange
flere romaner og noveller. Hun blev gift med en dansk forfatter, Erik
Skram, og bodde i Kjøbenhavn de sidste 20 aar av sit liv. Hun var sterkt
nervøs, og det kommer ofte frem i hendes bøker. Hun var misnøid med
forholdene i Norge og vilde helst kaldes „dansk forfatterinde“.

5. Tiden efter 1890.
1880-aarene hadde været fyldt av strid om mange spørsmaal, politiske og
sociale, religiøse og moralske, literære og sproglige. 1890-aarene blev
en meget roligere tid. Det kom ikke mindst av at det ikke længere var
problemene som blev sat op til debat i literaturen. Man var lei av de
naturalistiske livsskildringer. Ogsaa i Danmark vendte man sig mot
naturalismen. Her i Norge brøt Garborg med naturalismen i „Trætte mænd“;
og han skrev mer „psykologiske“ verker eller lyriske digt. Ibsens
dramaer fra 1890-aarene er sterkt „symbolske“ (se s. 166). Der blev
mange forskjellige strømdrag i det literære liv; men endnu ligger tiden
for nær vor tid til at den kan faa _historisk_ behandling. Vi skal
derfor bare gi en kort oversigt.
*Knut Hamsun* var en av dem som vendte sig sterkest mot
problemdigtningen, som han kaldte „ukunstnerisk tendensdigtning“. Han
hævdet „kunsten bare for kunsten“[57] (_artisme_). Hamsun er født i Lom
i Gudbrandsdal 1859 av gammel bonde-æt; men han var ikke mer end 4 aar
da han flyttet til Nordland med forældrene. I ungdommen var han en tid
skomaker i Bodø, og da gav han ut et par bøker. Men snart reiste han ut,
og da fik han prøve noget av hvert. Han var baade skolelærer og
lensmandskar, stenbryter og veiarbeider. Saa reiste han til Amerika hvor
han prøvde mange ting. Siden kom han hjem og begyndte at skrive i aviser
og holde foredrag.
[Footnote 57: „l’art pour l’art.“]
I 1890 gav han ut romanen _Sult_, og den skaffet ham med en gang navn
som digter og stilkunstner. Den er en „psykologisk“ roman, og
forfatteren gransker og skildrer sjælstilstanden og de indre oplevelser
hos en forfatter som maa kjæmpe sig frem i sult og nød. Et par aar efter
kom romanen _Mysterier_, som er fuld av mystik og lyrik og en mængde
fantastiske indfald. Men ogsaa her er det sjæleskildringen forfatteren
har lagt mest vegt paa. I et par mindre bøker (_Redaktør Lynge_ og _Ny
jord_) angrep Hamsun presseforholdene og de literære forhold i samtiden.
I 1894 kom _Pan_ med fine naturskildringer fra Nordland. Siden har
Hamsun git ut mange romaner og en del skuespil. I dem alle lægger han
vegt paa sjæleskildringen; i mange av dem er der polemiske utfald mot
forhold i samtiden. Ofte er der lyriske naturskildringer; stilen er
artistisk og fantasifuld. Hamsun har ogsaa git ut en digtsamling.
Hamsun har gjort en lang reise til Rusland og Kaukasus, og git fine
skildringer fra reisen (_I eventyrland_). Hamsun er sterkt paavirket av
russiske forfattere, især av _Dostojevskij_, desuten ogsaa av den tyske
filosof _Nietzsche_. Hamsuns bøker blir læst meget i Rusland, og de er
oversat til russisk alle sammen. Han bor nu paa Hamarøy i Nordland.
*Gunnar Heiberg* er født i Kristiania 1857. Han gav ut sin første bok i
1884; det var skuespillet _Tante Ulrikke_. Heiberg er først og fremst
satiriker, og hans første skuespil er en samfundssatire og hører nærmest
sammen med problemdigtningen i 1880-aarene. Emnet er tat fra den sociale
kamp i samtiden. Først seks aar efter kom Heibergs næste bok,
skuespillet _Kong Midas_. Det var rettet mot den moraliserende digtning
og særlig mot den, slik som Heiberg fandt den repræsentert hos Bjørnson.
Den er et av de verker som vidner om omslaget omkring 1890. Siden har
Heiberg git ut mange skuespil, saaledes flere satiriske samfundsdramaer;
mot norsk politik rettet han _Folkeraadet_ og _Jeg vil verge mit land_.
I en række dramaer skildrer han den magt den erotiske kjærlighet har
over sjælelivet. Det mest kjendte av dem er _Kjærlighetens tragedie_.
Flere av Heibergs stykker er blit opført paa teatrene. Heiberg har
skrevet mange avisartikler. Baade i dem og i dramaene bruker han et
klart og kunstnerisk sprog. Som Hamsun er Heiberg først og fremst
kunstner.
*Sigbjørn Obstfelder* var født i Stavanger 1866. Han reiste meget
omkring baade i Amerika og Europa og levde meget i Danmark. Han døde i
Kjøbenhavn 1900. Obstfelder skrev ikke meget; men det han skrev, gir ham
en særstilling. I 1893 kom en digtsamling ut; siden kom der flere smaa
noveller (f. eks. _Korset_), et drama, og efterat han var død _En prests
dagbok_. Han skildrer især smerten og sorgen ved livet, og han er altid
fyldt av forundring over tilværelsen. Formen var original og ny; sproget
er rytmisk og melodisk.
*Thomas Krag* var født i Kragerø 1868; han vokste op i Kristianssand. I
1891 kom hans første bok, fortællingen _Jon Græff_; som flere andre av
hans bøker var emnet og miljøet hentet fra Sørlandet. Der er mystik og
lyrik i hans fortællinger og romaner baade over menneskeskildringene og
naturskildringene. Svært ofte er det den hjemløse og ulykkelige han
skriver om. Krag bodde i mange aar i Kjøbenhavn og døde der 1913.
*Johan Bojer* er født i Trøndelagen 1872. Han har mest skrevet romaner,
saaledes _Et folketog_ og _Den evige krig_ rettet mot politikken. Av
hans andre romaner skal vi nævne _Troens magt_ og _Vort rike_. Han har
ogsaa skrevet nogen skuespil.
*Nils Collett Vogt* er lyriker. Han er født i Kristiania 1864; han har
mest bodd i utlandet, og derfra har han sendt hjem flere digtsamlinger
(den første i 1887).
*Per Sivle* var født i Sogn 1857, men vokste op paa Voss. Han var
bladmand i Kristiania i flere aar. Han døde der 1904. Sivle har skrevet
en mængde digt; i unionstiden skrev han mange politiske kampdigt og
fædrelandssanger (f. eks. _Vi vil os et land_, _Varde_). Han er sterkt
paavirket av den norrøne digtning, mest i _Olavskvæde_ (der staar det
kjendte digt _Tord Foleson_). Sivle skrev ogsaa mange _Sogor og stubbar_
og _Fortællinger_. Han skrev baade paa landsmaal og riksmaal.
*Hans E. Kinck* er født i Finmarken 1865. Han vokste op i Sætersdalen og
siden i Hardanger. Han studerte filologi og fik endog en videnskabelig
pris ved Universitetet. Han har reist meget, mest har han været i
Italien. I 1893 kom Kincks første bok; det var fortællingen _Huldren_ om
en stakkars halvtomset bondegut. Miljøet er fra Hardanger; og siden har
Kinck stadig git folkelivsskildringer enten fra Hardanger eller fra
Sætesdal. Men midt i folkelivsskildringene gir han ogsaa dyptgaaende
skildringer av sjælelivet hos den enkelte. Han har ogsaa git mange
naturskildringer. Bjørnson skrev en gang om Kinck: „Hans bondeskikkelser
stiger lyrisk op som dalens, fjeldets, havets utløste indhold;
bygdefolket er en mangestemmet forkyndelse av naturen de lever i og
basker med“. Ogsaa fra Italien har Kinck ofte hentet emnene til
sine verker. Kincks mest kjendte verker er novellesamlingen
_Flaggermusvinger_, romanen _Emigranter_ og det vældige skuespil
_Driftekaren_. Sproget er sterkt fyldt med dialektord.
*Jens Tvedt* er født i Søndhordland 1857. Han har været lærer og
bibliotekar i Stavanger. Tvedt har mest skrevet om folket i
vestlandsfjordene. Som ingen anden har han vist os bondelivet og selve
bøndene paa Vestlandet. Han fortæller alt aapent som det er. Han skriver
paa landsmaal med en fin humoristisk stil, og han bruker mange ord fra
hjembygden. Tvedts første bok var _Inn i fjordane_ (1885). Av hans
senere bøker nævner vi fortællingene _Vanheppa_, _Godmenne_, _Briteper_,
_Madli und’ apalen_ og _Djup jord_.
*Ivar Mortensson* er født i Østerdalen 1857. Han var sterkt med i den
politiske strid i førstningen av 1880-aarene. En tid var han redaktør;
nu er han prest. Han har skrevet baade digt og skuespil paa landsmaal.
Mest kjendt er „sogespelet“ _Varg i veum_ med emne fra vikingtiden. Han
har oversat _Edda-kvadene_ til landsmaal.
*Vetle Vislie* er født i Telemarken 1858; nu er han rektor i
Kristiansand. Han har skrevet et par skuespil, saaledes _Utan hovding_
med emne fra politikken; han har skrevet flere fortællinger; i
_Solvending_ vender han sig mot naturalismen.
*Rasmus Løland* var født i Ryfylke 1861. Han blev tidlig sykelig og
kunde bare ha let arbeide. Han begyndte at sende bygdebrev til
„Fedraheimen“ (se s. 171), og nogen fortællinger paa landsmaal sendte
han ind til Garborg, som hjalp ham til at faa bøkene ut. I 1894 kom han
selv til Kristiania. Løland skrev mange bøker; men sygdommen øket, og
han døde høsten 1907. — Løland skrev mange større fortællinger; av dem
skal vi nævne _Paa sjølvstyr_ og _Aasmund Aarak_. Løland har ogsaa
skrevet flere guttebøker, saaledes _Smaagutar_. Han skrev en god og klar
stil.
*Hans Aanrud* er født 1863 i Gausdal. Han var en tid journalist i
Kristiania. Han har skrevet ypperlige folkelivsskildringer fra
hjembygden. Det første bind fortællinger kom ut i 1891, og siden er der
kommet flere samlinger. Høiest staar han naar han fortæller om gamle
eller om barn. Han har ogsaa git ut et par større fortællinger _Sidsel
Sidsærk_ og _Sølve Solfeng_ med ypperlige barneskildringer. I
fortællingene hans er der ogsaa mange fine naturskildringer. Han har en
stor humoristisk evne; det kommer sterkt frem i hans skuespil _Storken_,
_Høit til hest_ og _Hanen_. Sproget er fint og friskt.
*Jacob B. Bull* er født 1853 i Østerdalen. Han har mest skrevet
folkelivsskildringer fra Østerdalen og historiske romaner og skuespil.
Foruten dem som er nævnt, har der været flere forfattere. _Alvilde
Prydz_ og _Tryggve Andersen_ har skrevet romaner, _Vilhelm Krag_
romaner, lystspil og lyriske digt, _Kristofer Randers_ og _Theodor
Caspari_ lyriske digt, _Anders Hovden_ fortællinger og lyriske digt paa
landsmaal, _Peter Egge_ romaner og fortællinger, _Mons Lie_
fortællinger, dramaer og lyriske digt, _Bernt Lie_ fortællinger og
guttebøker, _Ragnhild Jølsen_ († 1908) fortællinger, _Jacob Hilditch_
folkelivsskildringer og fortællinger, _Sven Moren_ og _Hans Seland_
fortællinger paa landsmaal.
I de sidste aar har mange nye digtere sendt bøker ut. Men de staar endnu
vor tid for nær til at vi kan nævne dem her.


De forskjellige literaturarter.

Et folks _literatur_ (av det latinske ord literæ, egentlig bokstaver) er
de skrifter som er forfattet paa folkets sprog.
Literaturen deles i *poetisk literatur* (skjønliteratur) og *prosaisk
literatur*. Poesi kommer av et græsk ord som egentlig betyr
frembringelse. Prosa er latinsk ord, som betyr likefrem (neml. tale).
Den poetiske literatur er overalt vokset frem før den prosaiske.
Den prosaiske literatur kan vi dele i _videnskabelig_ literatur,
_religiøs_ literatur og _politisk_ literatur. Literaturhistorien har
egentlig bare med skjønliteraturen at gjøre; fagliteraturen, som er
særlig videnskabelig, særlig religiøs og særlig politisk, ligger utenfor
den. Men ofte vil fagliteraturen eller visse grener av den ha stor
betydning for skjønliteraturen, f. eks. den _historiske_ literatur. Og
ofte vil fagliteraturen høre ind under skjønliteraturen. Det gjælder f.
eks. salmer og religiøse sanger. Literaturhistorien maa ta hensyn til
det og tar derfor ofte med meget av fagliteraturen.

Den poetiske literatur eller skjønliteraturen.
Literaturen viser et folks dannelsestrin. Især er det tilfældet med
skjønliteraturen; for digteren gjengir det som lever og rører sig i
folket, og det folket tænker og føler:
„Og folket lever først paa skalders munde,
dets tanker maa sit mæle faa.“
siger _Henrik Wergeland_.
_Digtekunsten_ hører likesom _tonekunsten_, _malerkunsten_,
_billedhuggerkunsten_ og _bygningskunsten_ til de _skjønne_ kunster. Den
videnskap som handler om kunsten og dens væsen og former, kaldes
_æstetik_.
Den poetiske literatur er dels i _bundet_, dels i _ubundet_ stil.
_Bundet_ kaldes stilen naar den er avhængig av visse bestemte regler,
naar tankene blir ordnet i regelmæssige avsnit (_vers_), og der er et
regelmæssig skifte av betonede og ubetonede stavelser (_versemaal_ eller
_metrum_). Paa øret virker dette skifte som en slags musik (_rytme_), og
_rimet_, som nu almindelig blir brukt, øker dette indtryk. Men rimet er
ikke nødvendig for den bundne stil. _Ubundet_ kaldes stilen naar den
ikke er knyttet til slike faste regler. Man maa merke at poesi ikke bare
er det som er skrevet i bundet stil, en sprogbruk som stundom forekommer
i daglig tale, men al skjønliteratur.
Den poetiske literatur deler man i _tre_ hovedgrener:
I. Episk digtning eller fortællende digtning.
II. Lyrisk digtning eller stemningsdigtning.
III. Dramatisk digtning eller skuespildigtning.

I. Episk digtning.
Episk kommer av det græske ord _epos_, egentlig ord, saa fortælling. Den
episke er den ældste og oprindeligste av digtartene. Den fortæller
oprindelig om stordaader eller om begivenheter som har vakt hele folkets
beundring og deltagelse og saaledes virket samlende og styrkende paa
folket. Den episke digtnings inddeling:

A. Ren episk eller likefrem fortællende digtning.
I den fortæller digteren almindelig bent frem forskjellige begivenheter,
som enten er virkelige eller opdigtet uten at fremsætte de tanker og
følelser som de vækker hos ham.
1) _Det heroiske epos_ eller _heltedigtet_ er den ældste av al slags
digtning. Det fortæller om en række storartede begivenheter, med en