Norsk literaturhistorie for gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler - 08

_Fregatten Ørnens_ _brand_ og _Den danske soldat_). I alt han skrev, la
han likesom Heiberg stor vegt paa formen.
*Frederik Paludan Müller* († 1876) var juridisk kandidat, men ofret
sig næsten helt for digtningen. Han var paavirket av den engelske digter
_Byron_. Hans hovedverk er _Adam Homo_, et _episk-satirisk_ digt i tre
deler, hvori han med varme og begeistring for det sande og gode blotter
al den usselhet, svakhet og egenhjærlighet som kan findes hos en
saakaldt bra og skikkelig mand. Han gjør ogsaa i „Adam Homo“ nar av det
meget usunde og usande som var i romantikken. Over Paludan Müllers
senere arbeider hviler der et dypt religiøst alvor.
*Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd* († 1856), J. L. Heibergs mor,
begyndte sin forfattervirksomhet senere end sin søn, i sit 53de aar, og
blev sikkert tilskyndet av ham til det. Likesom han skildret det
kjøbenhavnske hverdagsliv i sine vaudeviller, gjorde hun det samme i
sine _noveller_. Hun skrev ikke under navn, men gik længe under navn av
_Forfatterinden til en hverdagshistorie_, som var hendes første bok.
Blandt de mange mindre fremtrædende digtere i denne tid kan nævnes
*Christian Wilster*, som skrev lyriske digt (som „Ludvig Holberg“)
og gav ut en ypperlig oversættelse av Homers _Iliade_ og _Odyssé_.
Den begeistring for frihet og fædreland som blev vakt ved
juli-revolutionen (1830), og som senere end mer blev næret ved den
første slesvigske krig (1848), gav ogsaa digtningen sit præg. Det var
mest blandt studentene begeistringen ytret sig, og deres fører var
redaktøren og digteren *Carl Ploug* († 1894). Han arbeidet utrættelig,
baade som taler og forfatter, for Slesvigs danskhet og for
skandinavismen. Han stod i spidsen for den første studentfærd til Upsala
i 1843. Hans digtning, som næsten helt er _lyrisk_, er mest
fædrelandssanger, historiske mindesanger og leilighetsdigt (_Nordens
enhet_ er især kjendt).
I høi grad knyttet til studentlivet er ogsaa *Jens Christian Hostrup*
(† 1892). Det var især det friske, muntre og ungdommelige i det han
gav uttryk for i sine _studentviser_ og _studentkomedier_. Flere av de
sidste, som _Gjenboerne_ og _En spurv i tranedans_ (hvor han stiller
studentene frem som bærere av aandslivet i motsætning til den jevne,
prosaiske borgerstand, „filisterne“), blev ogsaa opført paa det
kongelige teater i Kjøbenhavn. Baade de og hans senere _komedier_ (f.
eks. _Eventyr paa fodreisen_ og _Soldaterløier_) hører til de mest
nationale og mest yndede danske lystspil; de er blit sande
folkekomedier. De er ogsaa ofte opført paa _norske_ teatre. De er
skrevet med liv og humør.
*Hans Egede Schack* († 1859) var ivrig med i studentlivet og siden i
det politiske liv. Han er mest kjendt for sin fortælling _Fantasterne_.
Her viser han den store fare ved et ensidig fantasiliv, og paa samme tid
er der skarp satire over mange forhold i samtiden. Boken blev meget læst
og fik meget at sige for flere av de senere forfattere, saaledes ogsaa
for Bjørnson og Ibsen.
*Meïr Aron Goldschmidt* (av jødisk æt) gav først i lang tid ut
vittighetsbladet _Korsaren_ og siden tidsskriftet _Nord og syd_.
Denne aandfulde forfatter har ogsaa skrevet en række noveller; av
dem kan nævnes _En jøde_, _Hjemløs_, _Ravnen_ og
_Kjærlighedshistorier fra mange lande_. *Johan Carl Christian
Brosbøll* skrev under navnet „*Carit Etlar*“. Hans mange store og
smaa fortællinger vidner om megen opfindsomhet og evne til livlig
fremstilling; de er som oftest temmelig eventyrlige og fantastiske.
*Herman Fredrik Ewald* har skrevet _nutidsfortællinger_ (f. eks.
_Valdemar Krones ungdomshistorie_) og _historiske romaner_ som
_Svenskerne paa Kronborg_ o. fl. Av *Vilhelm Bergsøes* fortællinger
er _Fra Piazza del popolo_[37] mest læst. Foruten romaner og
noveller har han ogsaa skrevet _lyriske_ digt. *Christian Richardt*
begyndte med at skrive studentviser, men var mest _lyrisk_ digter.
*H. V. Kaalund* var _lyriker_. (_Paa det jevne_). Han har skrevet
mange digt for barn. Endelig kan som væsentlig _dramatisk_ digter
nævnes *Erik Bøgh*. Han har dels selv skrevet, dels bearbeidet en
mængde (omtrent 100) _vaudeviller_, _farcer_ og _komedier_. Han har
ogsaa forfattet _viser_ og _humoristiske fortællinger_. Erik Bøgh
var først skolelærer og kirkesanger, saa en tid skuespiller ved et
omreisende selskap, saa i tre aar portræt-tegner i Sverige og bodde
saa en tid i Kristiania, hvor hans farce _Nytaarsaften 1848_ vakte
megen røre. Senere var han teaterdirektør i Kjøbenhavn og utfoldet
en stor virksomhet som avisredaktør.
[Footnote 37: Navnet paa en aapen plads i Rom.]
*Søren Kierkegaard* († 1855) var en filosof som fik stor betydning for
literaturen i de nordiske land, ikke mindst i Norge. I en mængde, dels
filosofiske, dels opbyggelige skrifter (f. eks. _Enten — eller_,
_Stadier paa livets vei_, _Kjærlighedens gjerninger_, _Indøvelsen i
kristendom_ og tidsskriftet _Øieblikket_) arbeidet han med aandfuldhet
og kraft for det han holdt for sand og egte kristendom. Eiendommelig for
ham er den vegt han lægger paa at den enkelte i sin kristendom skal staa
alene like overfor Gud, og at man skal vende al jordisk nydelse ryggen;
det kristelige liv, mente han, maatte være et liv i forsagelse.
* * * * *
*Realisme.* De danske forfattere i det 19de aarhundrede som hittil er
omtalt, hører i det hele og store til den _romantiske_ retning i
poesien; men hos flere av dem var der en større eller mindre
tilbøielighet til at skildre virkeligheten saaledes som den er, hvad man
kalder _realistisk_ poesi. Dette viser sig alt sterkt i _Blichers_ jyske
noveller, senere hos _J. L. Heiberg_ og de digtere som var paavirket av
ham.
De ord av „Adam Homo“[38]:
„Skal man nødvendig Mads og Mette ligne
fordi man ikke Hagbart er og Signe?“
kan i det hele brukes om den evne til at finde poesien i _hverdagslivet_
som var eiendommelig for den _heibergske_ digter-gruppe. I femti-aarene
er der meget som peker mot realismen, f. eks. Schacks „Fantasterne“. Men
et avgjort omslag i retning av _realisme_ kommer først omkring 1870.
Støtet til det kom især fra den nyere _franske_ literatur, og i
spidsen for bevægelsen i Danmark gik den begavede og aandrike
_literaturkritiker_ *Georg Brandes*, som ogsaa fik stor betydning for
utviklingen i Norge.
Vi skal i korthet nævne de mest kjendte forfattere som avgjort sluttet
sig til den nye retning. Først i rækken staar *Holger Drachmann* (†
1908). Der er en sjelden ungdommelig kraft og glød i hans digt, hvad
enten de er av lyrisk eller episk natur, og hans sprog er usedvanlig
kraftig og malende (smlgn. digtene _I cirkus maximus_ og _Androkles og
løven_). Drachmanns mest kjendte digtsamlinger er: _Ungdom i digt og
sang_, _Sange ved havet_ og _Dæmpede melodier_. Av hans _fortællinger_
staar hans _sjømandshistorier_ (f. eks. _Paa sjømands tro og love_)
høiest ved sin djerve og friske naturlighet. I den senere tid skrev han
ogsaa nogen _dramaer_; av dem har _Strandby folk_, _Der var engang_ og
_Gurre_ gjort megen lykke paa scenen.
[Footnote 38: som findes i første utgave av boken.]
*Sophus Schandorph* († 1901) tok emnet til sine _noveller_ ofte
fra de lavere samfundslag. *Jens Peter Jacobsen* († 1885) er mest
kjendt for romanene _Marie Grubbe_ og _Niels Lyhne_. *Herman Bang*
(† 1912) skrev romaner og noveller fra det moderne liv. Han var
paavirket av _Jonas Lie_ og av den franske digter _Zola_. *Henrik
Pontoppidan* har skrevet mange fortællinger og romaner. Mest kjendt
er den store romanrække _Lykkeper_. *Gustav Wied* er satiriker; han
har skrevet baade fortællinger og skuespil, mest komedier.
Fra slutten av 1880-aarene var der en række _lyrikere_ som stillet
sig i motsætning til Georg Brandes og realismen. *Johannes
Jørgensen* er mest kjendt blandt dem. Fra først av hørte han med til
kredsen om Brandes. Siden har han helt vendt sig mot den, mest i
religiøs henseende; han har gaat over til katolicismen. Han har git
ut flere digtsamlinger; i de sidste aar har han mest skrevet
religiøse verker.
I slutten av 1890-aarene begyndte en retning som har faat navnet
_Den jyske bevægelse_. Først og fremst vilde den skildre bondelivet,
føre „landluft“ ind i literaturen. De fleste av forfatterne i denne
„skole“ var fra Jylland, og de tar emnene mest derfra. De bruker
mange jyske ord og vendinger. *Jeppe Aakjær* har skrevet _lyriske_
digt, oftest paa jysk dialekt, og _fortællinger_. *Johannes V.
Jensen* har i mange noveller og fortællinger skildret bonden og hans
sans for virkeligheten. Den samme virkelighetssans mener han at
finde i det moderne amerikanske liv; fra det har han ogsaa tat
emnene til et par fortællinger. Fra sine reiser verden rundt har han
git mange skildringer. Mest kjendt av hans verker er _Bræen_ med
myter fra istiden. Han bruker et billedrikt og formfuldendt sprog.
*Jakob Knudsen* har git ut en række romaner fra jysk bondeliv. Mest
kjendt er _Den gamle prest_.


V. Den nyere norske literatur.

1. Frihetsbegeistringens tid (omtr. 1814-1830).
Mens den _danske_ literatur i førstningen av det 19de aarhundrede
utviklet sig saa rikt, stod det aandelige og literære liv i _Norge_ paa
samme tid lavt. Da Norge hadde faat eget universitet 1811 (aapnet 1813),
og den politiske forbindelse mellem Norge og Danmark blev opløst 1814,
blev det umiddelbare aandelige og literære samliv mellem rikene avbrutt.
Den nyere tyske digtning, som fik saa meget at sige for den _danske_
literatur i denne tid, fik liten betydning for den _norske_. Ved den
langvarige krig var ogsaa Norges forbindelse med England blit avbrutt.
Hertil kom at de politiske begivenheter saa sterkt optok sindene. Det
var først omkring 1830 at Norge tok til at faa en selvstændig literatur
av større betydning. Flere av de gamle digterne levde endnu, som _J. N.
Brun_, _Claus Frimann_, _Zetlitz_ og _Rein_; men det var litet de skrev.
De unge gik mest i de gamle spor, og begivenheten i 1814 paavirket for
en tid bare endnu sterkere de norske digtere i samme retning. Men
enkelte av dem var ogsaa tildels paavirket av de tyske romantikere og av
_Ingemann_ og _Oehlenschläger_. Deres digtning var mest
_patriotisk-lyrisk_; det var det frie og selvstændige „klippeland“ de
sang om. „Norges fjelde“ og „Gamle Norge“, storverket paa Eidsvold og de
gjæve fædre blev lovsunget i høie toner; men de kjendte litet til det
lands natur og folk som de priste; deres digtning blev derfor uvirkelig
og svævende. De sprang over de 400 mørke forenings-aar og knyttet det
nye, frie Norge umiddelbart til det gamle, sagatidens, da nordmanden
efter Wolffs ord gik
„i stormgang fast, saa jorden bævet“,
og da efter Bjerregaards utsagn
„kjæmpere ganger langs Dovrefjelds sider,
vandrer til ledingefærd som til dans“.
Deres fædrelandssanger var fyldt av svulst og skryt; de er temmelig
ensformige, om der end i nogen av dem er baade kraft og begeistring. I
dem alle er der en elskværdig, barnlig glæde over friheten og
fædrelandet. Sit mest høittravende uttryk fik fædrelandskjærligheten i
Wolffs nationalsang. Her heter det:
„Om kloden rokkes end, dets[39] fjelde
skal stormen dog ei kunne fælde.“
*Lyder Sagen* († 1850) var i sine student-aar ofte gjest hos Rahbeks
paa Bakkehuset. Han virket mange aar som lærer i morsmaal ved
latinskolen i Bergen. Han fik meget stor betydning ved den sans for
literatur han forstod at gi sine elever; blandt dem var digterne
_Wolff_, _Welhaven_, _P. A. Jensen_ og _Jonas Lie_, av andre _Ole Bull_,
_Herman Foss_, _Fredrik Stang_ og _Hartvig Lassen_. „Sagen var,“ er der
sagt om ham, „en av de lærere, av hvilke man lærer alt eller intet, en
fin, attisk aand, som ved sin personlighet, og næsten kun ved den, hadde
en ualmindelig evne til at vække beslegtede naturer.“ Hans undervisning,
fortæller P. A. Jensen, gik mest ut paa at vække og skjærpe sansen for
det skjønne; derfor la han særlig vegt paa et smukt sprog ved
stilskrivningen og „drev uavbrutt paa med ‚indenadlæsningen‘, og det
saaledes at man paa en gang lærte at læse, at tænke og at skjønne“.
Kjendt er hans regel for læsning: lydelig, tydelig og prydelig. Han
virket ogsaa meget til at fremme det literære og kunstneriske liv i
Bergen. „Hans hus stod aapent for alle fremmede, som, om de var av nogen
betydenhet, aldrig forsømte at avlægge ‚Bergens digter‘ sine besøk.“
Hans digtning var mest _leilighetsvers_. Han gav ogsaa ut en læsebok.
Lyder Sagen var en utpræget og eiendommelig natur, livlig og vittig.
Han var meget selskabelig og interesserte sig levende for at studere
mennesker. „Ofte traf man ham spaserende med en bondemand, en
eplekjærring, en kjører eller en drager, stundom med en halvdrukken
slusk.“
*Johan Storm Munch* († 1832 som biskop i Kristiansand) var søstersøn
til _Edvard Storm_. Han gav ut _lyriske_ digt (digtsamlingen
_Fjeldblomster_). De mest kjendte er fædrelandssangene _De tre høie ord_
og _Norges løve_. J. St. Munch var paavirket av den nyere tyske og
danske digtning, mest av _Oehlenschläger_. Han interesserte sig ogsaa
varmt for sagatiden. Han gav ut tidsskriftet _Saga_ sammen med _Jacob
Aall_. Her kom det flere oversættelser til norrøne sagaer av utgiverne.
De tok ind mange norske ord i skriftsproget.
[Footnote 39: d. e. Norges.]
*Conrad Nicolai Schwach* († 1860; sorenskriver i Telemarken) skrev en
mængde _leilighetsdigt_. Blandt hans _fædrelandssanger_ kan nævnes hans
flagsang _Mens Nordhavet bruser mot fjeldbygt strand_. Hans elskværdige
munterhet og lune kommer ofte frem.
*Simon Olaus Wolff* († 1859; prest i Telemarken) skrev ikke meget.
Mest lykke har hans fædrelandssang _Hvor herlig er mit fødeland_ og det
varme billedrike digt _Nordhavet_ gjort.
*Henrik Anker Bjerregaard* († 1842; høiesteretsassessor i Kristiania)
vandt ved sin _Sønner av Norge, det ældgamle rike_ den pris som blev sat
op av en privatmand i Kristiania for den bedste nationalsang.
Bjerregaard var allikevel i det hele ikke nogen betydelig digter. Med
_syngespillet Fjeldeventyret_ (1824), som _Waldemar Thrane_ satte sin
ypperlige musik til, fik han betydning for literaturen. Dette stykke er
ikke bare morsomt, saa det endnu den dag idag øver tiltrækning paa
publikum; men det gir ogsaa virkelig enkelte gode billeder av det norske
folkeliv; især er lensmand Østmo og Mons Østmo udmerket tegnede
karakterer. Bøndene i stykket taler norsk bondemaal. „Fjeldeventyret“
var det første _nationale skuespil_.
*Mauritz Christoffer Hansen* († 1842) var længe lærer paa Kongsberg og
blev tilsidst bestyrer av middelskolen der. „Nu har Kongsberg sølv“, sa
_Henrik Wergeland_ da Mauritz Hansen kom dit. Han har skrevet en del
lyriske digt; men det er som _novelleforfatter_ han har størst
betydning. Han gav ut en mængde noveller; men da han var trykket av
næringssorger, skrev han ofte bare for fortjenestens skyld. Derfor er
meget av hans digtning mindre værdifuldt. I førstningen var han sterkt
paavirket av _de tyske romantikere_ og _Ingemann_, og derfor er mange av
hans noveller høist fantastiske og unaturlige (f. eks. _Othar af
Bretagne_, _Palmyra_ o. fl.). Han prøvde at skildre bondelivet i nogen
mindre fortællinger (_Luren_, _Den gale Kristian_, o. fl.); men det var
mest i novellene fra livet i smaastædene, som han virkelig kjendte til,
at han kunde gi gode og træffende skildringer. Til hans bedste
fortællinger hører _Moderen_, _Tolderen paa Lahelle_, den vakre idyl
_Lille Alvilde_, hans sidste fortælling _Tone_ o. fl.
Vi vil ogsaa nævne en forfatter fra denne tid, hvis største betydning
kanske ligger i det at han var Henrik Wergelands opdrager og lærer, hans
far *Nicolai Wergeland*. Slegten var fra gaarden Verkland i Brekke i
Sogn. Nicolai vokste op i Bergen og blev student derfra. Senere tok han
teologisk embeds-eksamen i Kjøbenhavn og blev saa adjunkt og prest i
Kristiansand. Han blev her gift med _Alette Thaulow_, som hørte til en
indflyttet dansk familie.
Nicolai Wergeland hørte helt til „Oplysningstiden“; han var ren
rationalist. Endda han var i Kjøbenhavn da romantikken brøt gjennem med
Oehlenschläger, var han saagodtsom upaavirket av den. Han prøvde sig
tidlig som digter; men det viste sig at digter var han ikke. I sine
digteriske forsøk er han paavirket av engelsk digtning. Og i det hele
søkte han — likesom de norske forfattere i det 18de aarhundrede — sin
aandelige næring i det franske og det engelske aandsliv.
Det var først med sin avhandling om et norsk universitet, _Mnemosyne_,
Nicolai Wergeland vakte opmerksomhet (jfr. s. 69). For denne avhandling
fik han en pris som var stillet op av fire privatmænd og blev delt ut av
„Selskapet for Norges vel“ (stiftet 1809). Der klinger en tone av harme
mot Danmark under hele fremstillingen. Denne harme faar et voldsomt
uttryk i en bok han gav ut 1816, _En sandfærdig beretning om Danmarks
politiske forbrydelser mot kongeriket Norge_.
I 1814 var han med i riksforsamlingen og blev en av førerne der. Siden
blev han sogneprest i Eidsvold. Han tok ofte del i den literære strid
som stod om hans berømte søn, og han hadde altid stor indflydelse paa
Henrik Wergeland. Han døde 1848.

2. Norskhetstiden (omtr. 1830-1840).
Den retning som hadde fundet uttryk i Nicolai Wergelands bok om
„Danmarks politiske forbrydelser mot Norge“, blev henimot 1830 sterkere
og sterkere. Flere og flere gav Danmark skylden for vor nationale
nedgangstid; de vendte sig fra alt dansk og vilde gjerne vise sin
selvstændighet og norskhet i alt, ogsaa i klædedragt og levemaate; man
skulde klæde sig i vadmel og hjemmetøi og spise bjørnekjøt. I loven for
en forening som blev stiftet 17de mai 1833, heter det: „Mænd og kvinder
skal herefter kun gaa i hjemmevirkede tøier; ingen maa kjøpe silkebaand,
bomuldsstrømper, kostbare kammer, utenlandske knapper. Dog har mændene
tilladelse til at kjøpe kaliko (en slags bomuldstøi) til halskraver“.
Til grund for al denne norskhetsiver laa en oprigtig kjærlighet til
fædrelandet og til den frie forfatning, en kjærlighet som striden med
Karl Johan om 17de mai ogsaa sterkt virket til at fremme. Denne strid,
som naadde sit høidepunkt i det bekjendte „Torvslag“ (se s. 112), fik
nordmændene til at staa paa post og verne grundloven mot mulige
overgrep.
Bøndene hadde før næsten ingen del tat i statslivet, men overlatt dette
til embedsmændene. I det blev der nu en forandring. Bøndene begyndte at
gjøre sin magt gjældende, og mange bønder blev valgt til Stortinget. I
pressen fik man et ytterliggaaende bondeblad _Statsborgeren_, som mest
prøvde at efterspore „lovstridige handlinger“ av embedsmænd. Bladet tok
gjerne ind de løseste rygter og egget derved til hat mot embedsstanden.
Paa samme tid gav det sit hat mot danskene luft; især var det forbitret
over at der var danske skuespillere ved teatret.
„Vil I lære vort Dovre at herme
efter Frederiks pjattende by!“
heter det blandt andet. Fra den anden side lød det derimot at norsk
sprog var ubrukelig paa scenen, og nordmænd umulige som skuespillere.
Omkring 1830 brøt striden løs mellem de to partier som efter hvert hadde
dannet sig. Striden blev haard og kvass, ikke mindst fordi de to partier
hadde faat to likesaa begavede som stridslystne førere i _Henrik
Wergeland_ og _Johan Sebastian Welhaven_. „_Norskhetspartiet_“ var
størst, og det fik Wergeland til fører; det andet parti,
„_Intelligenspartiet_“, som vilde holde paa forbindelsen med det danske
aandsliv, blev ført av Welhaven. Striden stod paa utigjennem
treti-aarene, og man har kaldt dette tidsrum _Norskhetstiden_.
[Illustration: Henrik Wergeland.]
*Henrik Arnold Wergeland* blev født i Kristiansand 1808. Der var
sogninger, striler og søndmøringer i fars-ætten; i morens slegt var der
dansk og skotsk blod. Han kom i 1817 til Eidsvold, da faren, Nicolai
Wergeland, blev sogneprest der. Her vokste sønnen op under paavirkning
av sin patriotiske far. Da han var 11 aar, kom han paa Kristiania
latinskole. Alt da han var skolegut, skrev han vers og komedier, som
blev opført naar han var hjemme i juleferiene. Faren sa i sin dagbok om
ham: „Henrik har et besynderlig glimt i øinene som jeg ikke ser hos mine
andre barn“. I 1825 blev Henrik student, og han begyndte at studere
teologi. Han kastet sig med liv og lyst ind i studentlivet. Han siger
selv at han længtet efter „at trykke verden til sig som en bror“, og sit
liv skildrer han paa følgende maate:
„Mit liv var vintersolen
under polen.
Morg’nens gyldne, aft’nens røde
straaler blidt hinanden møde
med et kys;
den hele dag
var et gyldent vingeslag.“
I denne tid skildres han, siger professor _Olaf Skavlan_ i sin bok
om ham, som „en sterkvokset, skulderbred kar paa 69 tommer.
Kindskjeg, lyst, gult haar, strøket glat til siden, briller med
sterke rammer, stort, sort halstørklæ, grøn frak med høie opslag,
høit opknappet i halsen. Blaa vest med blanke knapper. Ansigtet
avlangt, overordentlig lys, skjær, hvit hud, frisk og rødmusset
farve i kindene. Temmelig stor næse, graa eller graablaa, litt
glasagtige øine, som ser ned til siden, sterke buler i panden, ikke
store øienbryn. Litt storlemmet, med et temmelig litet hode, sterkt
tilbaketrykt ved panden foran og indklemt i nakken, et eiendommelig
kast med hodet og glimt i øinene, blikket halvveis tilveirs over
brillene.“
Henrik Wergeland var en helt igjennem _eiendommelig_ natur, barnslig og
troskyldig, djerv, aapen og likefrem. Sa en ham et varmt og venlig ord,
var han straks hans ven; hans venner sa ogsaa at det var som et
gjestebud at være sammen med ham paa tomandshaand; men likesaa let kunde
venskapet ryke, dersom han opdaget noget hos vennen han ikke likte. Han
var heftig, voldsom og stridslysten. Han var i det hele i høi grad et
øiebliksmenneske; „jeg kan la mig ene og alene lede av den første impuls
uten at overveie tid, sted og de rimelige følger“, siger han; følgen var
at han fik mange ubehageligheter, som f. eks. den lange og kostbare
injuriesak med prokurator Praëm, som han hadde kaldt „en forbryder mot
stat og menneskehet“. Han kunde naar noget gik ham imot, kjende meget
sterk smerte ved det; men det gik snart over; han hadde en freidighet og
livsfriskhet som overvandt alt. Sin øieblikkelige sorg sang han ofte
bort i et digt:
„Se, min vemod blir fryd, min fryd sang!“
Han siger selv i et digt da „Morgenbladet“ hadde beskyldt ham for at
være i daarlig lune:
„Jeg i slet lune, Morgenblad? jeg som kun behøver et glimt av solen
for at briste i høi latter av en glæde jeg ikke kan forklare mig?
Naar jeg lugter til et grønt blad, glemmer jeg bedøvet
fattigdom, rigdom, fiender og venner.
Min kats stryken mot min kind utglatter alle hjertesaar.
I min hunds øie sænker jeg mine sorger som i en dyp brønd.
Jeg hate? Naar en fugl flyver over mit hode, er mit hat fluks tusen
alen borte.
Det flyver hen med sneen, det gaar med de første bølger fra land og
langt ut i havet.
Men hvi skulle ikke mine aarer vredes?
Berøv ikke landskapet dets brusende bækker!
Høistærede vidjebusker, tillat bækken at skumme naar den gaar imellem
stener!“
Hans venner klaget over at det var umulig at føre en samtale i
sammenhæng med ham; han sprang fra det ene til det andre, og naar man
trodde man hadde ham inde i en fornuftig passiar, bad han om pen og blæk
og rablet ned et digt. Han siger ogsaa om sig selv i et digt, at
„om manges dom er sand,
er et raskt nedrablet digt,
hvad i verden mest er likt
— Henrik Arnold Wergeland.“
At han var saa avhængig av øieblikkets stemning, gjorde at han i
ungdommen ikke sjelden var vild og utskeiende og gjorde mange gale
streker. Men det skjulte han aldrig. Han gjorde sig heller værre end han
var. Han hadde en viss trodsig lyst til at male sig sort, og naar han da
hørte: „Nei, har du nu gjort det gale igjen!“ — saa svarte han: „Ja,
naturligvis — og det — og det!“ Han var meget godhjertet og gavmild
mot alle nødlidende og fattige; hadde han set sin fiende lide nød, hadde
han gjerne git ham sine klær og sin sidste skilling. Naar han var
hjemme, maatte moren gjemme sengeteppene, saa han ikke skulde gi dem
bort, og hans far sa om ham „at han delte sit brød med den fattige og
trak sin kjole av og gav den til den som ingen hadde“. Hans
_menneskekjærlighet_ var grunddraget i hans karakter. „Maten blir mig
bitter i munden,“ siger han et sted, „ved at vite saa megen elendighet;
jeg synes ikke jeg har ret til at spise mig mæt.“
Han reiste ofte hjem til Eidsvold paa besøk, og hans søster fru
_Collett_ har i sin bok _I de lange nætter_ git en livlig skildring
av ham i hans hjem:
„Jeg ser og hører ham endnu naar han kom i tre sæt ned ad trappen,
fór sagte fløitende og i dansetakt gjennem stuen med den
evigblomstrende nellik i brystet. — — Jeg husker at jeg stod en
gang ved vinduet og saa ut; han fór fløitende gjennem stuen og var
alt i døren, da han kom tilbake, tok mig om halsen og kysset mig, og
ut fløi han igjen, uten et ord. — — Hvor han kunde være
elskværdig, hvor han _var_ elskværdig! Selv lo han næsten ikke, han
fløitet likesom latteren ut; men i hans nærhet sprudlet der evige
fontæner av latter, liv og lystighet. Man kunde ikke bli rigtig vred
paa ham, hvad han end sa og tok sig for. Henrik hadde anlæg til alle
huslige dyder, til alt som gjør familielivet let og dog høiere
beaandet. Alle hans egenskaper hadde noget av barnets. Han var
snild, nøisom, altid glad, taknemlig for det mindste, en elskværdig
søn.“ Om hans værelse fortæller hun: „En barkstol stod foran hans
bord, en tiurfjær tjente ham som pen. Paa muren hadde han malt en
legemsstor, dansende neger, hvilket sigtet til et sagn om at de
sorte tror, at de, naar de syngende og dansende styrter sig i
flammene, kommer tilbake til sit fædreland. Bøndene korset sig naar
de kom i døren. — — Midt paa væggen et kolossalt eksemplar av
grundloven, bevogtet av tvende jetteskikkelser i døledragt med biler
og økser. Dyreriket var ogsaa mangfoldig repræsentert. Fugler
flagret løse omkring, fisker og levende snoger i glas. Bella (hans
hund) paa en pute, med forgyldt halsbaand, hvorpaa den indskrift:
‚Er du lydig, klok og from,
saa skal du hete Bella;
men er du lumsk og bisk og dum,
saa skal du hete _Nella_ —‘,[40]
ikke at glemme hans yndling, den gamle kanin, som ‚enøiet[41],
trebenet, fiolblaa og fin‘ hinket gemytlig omkring mellem mose,
stener og løvbusker. Paa bordet raget en uhyre kvast av vilde
vekster og blomster op av et gammelt drikkehorn, og her sat han,
visselig selv det sælsomste naturprodukt.“ Et andet sted siger hans
søster om ham: „Et barn, et godslig, snildt barn var han. Kritikløs,
uberegnet, blot følgende sit hjertes tilskyndelser. Altid forelsket,
altid i ekstase! Alle originalers, for ikke at sige karikaturers
velynder og trofaste beskytter! ... Alle oversittende damers trøst
paa ballene! Ja, saadan var han!“
Wergeland skildrer paa en meget morsom maate i sin bok _Hasselnødder
med og uden kjerne_ sine mange ungdomsforelskelser. En gang — det
var da han endnu var skolegut — hadde han set av en avis at hans
tilbedte var i byen og bodde hos sin tante; han fik en kamerat til
at bli med sig til tantens hus. Da det var blit mørkt, stod
kameraten buk for ham mens han kiket ind gjennem vinduet. Han blev
henrykt over skyggen av hendes skjønne græske profil paa væggen. Da
saa kameraten skulde se, blev han bristefærdig av latter ved at
opdage at det var skyggeridset av ryggen til tanten som hadde
pukkel, som Wergeland hadde tat for den græske profil. Da Wergeland
kom hjem, fik han se at den avis det hadde staat i at hans elskede
var i byen, var aarsgammel. En anden gang var han forelsket i to paa