Norsk literaturhistorie for gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler - 04

han var ugift, testamenterte han størsteparten av den til Sorø akademi.
Han blev derfor ophøiet til baron. Holberg døde 1754 og ligger begravet
i Sorø kirke.
Vi skal nu omtale Holbergs _forfattervirksomhet_ som _digter_ og som
_prosaisk_ (_historisk_ og _populærfilosofisk_) forfatter.
Det var et _digt_ som først skaffet ham ry, det store komiske heltedigt
_Peder Paars_ (1719), som blev trykt som gatevise med titel: „En
sandfærdig, ny vise om Peder Paars, som gjorde en reise fra Kallundborg
til Aars[19] o. s. v., af Hans Mikkelsen, borger og indvaaner i
Kallundborg“. Endvidere var der blandt andet i titelen gjort opmerksom
paa at i visen stod „skjønne anmerkninger nedenunder efter den nye
mode“, og at den „klang vel til alle slags instrumenter, især til
hakkebret eller lire“. I „Peder Paars“, det første betydelige satiriske
digterverk i vor literatur, har Holberg git en parodi paa heltedigtet,
idet han har brukt dettes høitidelige stil i sin skildring av de
ubetydeligste personer og begivenheter. Men det som egentlig var
Holbergs mening med digtet, og som gav det saa stor betydning, var de
skarpe angrep han rettet i det mot feil og daarskaper i samtiden
indenfor alle stænder.
„Peder Paars“ vakte vældig opsigt, og man lærte stykker av det utenad;
men mange blev ogsaa harme over skriftet, da de mente at Holberg hadde
sigtet netop til dem med det. Man kjendte nemlig den gang bare slike
personlige satirer.
[Footnote 19: Aarhus.]
En fremragende lærd, professor _Gram_, tok det saaledes for avgjort,
at Holberg hadde tænkt paa ham naar han i skildringen av et
slagsmaal mellem de lærde fortæller at „en sølvbeslagen tyk Homerus
traf med saadan fart paa en magisters pande,
at magistralske blod som øl af tudekande
af lærde hjerne flød.“
Han eide nemlig en slik bok, som nok for resten egentlig bare var
beslaat med messing. Den mægtige etatsraad _Rostgaard_, som eide øen
Anholt, klaget endog til kongen, Fredrik den 4de, forat forfatteren
kunde bli straffet og boken brændt, da den indeholdt krænkende
uttalelser om folket paa øen. Men av det blev der ikke noget, da
kongen moret sig over digtet, og fandt „at det ikke bestod av andet
end lutter fingeret (opdigtet) skjemt som heller kunde blit utelatt
end skrevet“. Likevel var det mange som længe holdt Holberg for en
farlig person, som let kunde komme til at blotte deres svakheter, om
de ikke var forsigtige. Der fortælles at en mand endog en gang bad
ham om at skrive en personlig satire over en bror han hadde, som
førte et ugudelig liv, saa denne kanske kunde bli bedre. Men Holberg
svarte med et citat: „Det er ikke mennesker, men kun deres feil vi
gjennemhegler“, og la til: „Ti dersom jeg skulde gaa utenfor denne
grænse og laste hver enkelt, saa maatte jeg begynde med mig selv.“
Holberg holdt frem med sin djerve kamp trods de mange fiender han fik
ved det. Han skjønte at det var ved satirisk digtning han for det første
hadde mest utsigt til at virke noget til gagn for folket. Det han derfor
hadde begyndt i „Peder Paars“, utførte han videre i _komediene_, som han
paa faa aar skrev mange av. Her tok han de enkelte stænder hver for sig
og gav dem med deres daarskaper til pris for latteren. I „Peder Paars“
vil man finde frøet til mange av komediene.
Vi omtaler her med nogen ord _skuespilkunstens_ utvikling i
middelalderen. Likesom det antike drama fremgik ogsaa middelalderens
skuespil av gudsdyrkelsen. Man fremstillet scener av den bibelske
historie for at gjøre gudstjenesten saa haandgripelig som mulig. Senere
blev disse forestillinger lagt utenfor kirken: paa kirkegaardene,
torvene og gatene, og efter hvert blev ogsaa andre end geistlige med.
Tilsidst kom den kirkelige karakter helt bort, og geistlige blev endog
forbudt at være med. Skuespillene, som fra først av var paa latin, blev
nu skrevet paa morsmaalet og handlet mest om verdslige emner. Efterat
saaledes skuespillet var plantet om paa verdslig grund, fik man i
slutten av middelalderen omreisende skuespillertrupper. Desuten opførte
elevene ved latinskolene dels latinske dramaer for sprogøvelsens skyld,
dels stykker, skrevet paa morsmaalet (_skolekomedier_). Denne skik kom
ogsaa til _Danmark_ i det 16de aarhundrede. Men de originale danske
skolekomedier var baade meget faa og litet værdifulde.
I 1722 blev den første danske skueplads aapnet i Kjøbenhavn. Her blev
alt samme aar flere av Holbergs komedier opført, først „Den politiske
kandestøper“. Før hadde skuespilkunsten staat meget lavt i Danmark, og
heller ikke nu var det store publikum, som endnu hadde mere smag for
gjøglere og „den sterke mand“, utviklet nok til i længden at holde en
nationalscene oppe. Vistnok gjorde komediene den første tid stor lykke;
men teatret maatte likevel snart lukke, da flere andre ting ogsaa kom i
veien.
Likesom „Peder Paars“ vakte komediene ogsaa paa enkelte hold harme og
uvilje mot forfatteren.
Nogen holdt det for upassende for en professor og en alvorlig mand
at skrive slikt „gjekkeri“ som komedier. En forfatter spurte ham
saaledes: „Hvorledes kan I skrive saadan skjemt, da I dog selv er
saa ærbar?“ Holberg svarte: „Hvorledes kan I skrive saadanne
alvorlige ting, da I dog selv er saa komediantisk (naragtig)?“ Man
opfattet den gang i almindelighet ogsaa komedier som bare morskap og
tidsfordriv og satte komedieforfattere i klasse med linedansere og
taskenspillere. Andre kjendte sig eller sine venner igjen i Holbergs
figurer og var fornærmet over den maate han, som de mente, hadde
ført dem frem paa. Men Holberg tænkte vistnok oftest ikke paa
bestemte personer; men det var klart, at saasandt han tok emne til
sine komedier hvor han fandt det, og saasandt disse var tro
avspeilinger av det virkelige liv, maatte ogsaa mange kjende sig
rammet av dem. En officer, som var blit harm over Holbergs angrep
paa militærstanden i „Jacob von Tyboe“, stanset ham saaledes paa
gaten med de ord: „Jeg gaar ikke av veien for en nar.“ „Men det gjør
jeg“, svarte Holberg og gik til side.
Holberg hadde, som nævnt, ingen egentlige mønstre hat for sine komedier
i den ældre danske literatur. Forbilledene fandt han andensteds, for det
første i den _klassiske lystspildigtning_, særlig hos den latinske
komedieskriver _Plautus_, saa i de italienske _folkekomedier_ eller
_maskekomedier_,[20] som den gang var meget yndet, og endelig fremfor
alt hos den franske lystspildigter _Molière_. Men der er stor forskjel
paa ham og Holberg. Det viser sig bedst i valget av emner. Molière var
hofdigter, Holberg hentet emner helst fra det jevne, borgerlige
hverdagsliv; det gjorde hans stykker i særlig grad _nationale_ og
forstaaelige for alle. Desuten forstod han, selv naar han laante av
andre, merkværdig at holde paa sin eiendommelighet.
Det som især særmerket Holberg som komedieforfatter, var hans evne til
_karakterskildring_. Hans figurer var grepet like ut av livet, saa folk
saa sig selv igjen som de gik og stod, og den tids liv er skildret saa
tydelig, at som _Oehlenschläger_ har sagt, „om Kjøbenhavn sank i jorden,
og man om nogen aarhundreder kun utgrov Holbergs komedier, saa vilde man
saa godt kjende digterens tidsalder derav som vi kjender den romanske
tid av Pompeji og Herkulanum“. De mest kjendte av hans komedier, som
_Den politiske kandestøper_, _Jean de France_, _Jeppe paa Bjerget_,
_Barselsstuen_, _Jacob von Tyboe_, _Erasmus Montanus_, _Den
stundesløse_, _Ulysses von Ithacia_ o. fl., er talende vidnesbyrd om
det. Holberg har i regelen i sine stykker en række staaende figurer som
den gamle spidsborger Jeronimus, den taapelige gaardskarl Arv og de
overgivne og vittige tjenere Henrik og Pernille. Disse figurer blir
allikevel ikke ensformige, da de er meget variert.
[Footnote 20: De blev kaldt saa fordi der var en række staaende figurer
med faste masker og dragter i dem.]
Holberg var en mester i at opfinde _komiske scener_[21]. _Dialogen_ er
fuld av træffende uttryk og vendinger fra dagligtalen; flere av dem er
ogsaa blit staaende talemaater, f. eks.: „Friskt mod, Antonius!“ „Du
drak som en skjelm!“ „Tal dansk, din hund!“ „Likesaa hos os!“
„Nachspillet (efterspillet) blir det artigste!“ Paa en fængslende
_handling_ la Holberg mindre vegt.
I Holbergs senere leve-aar brydde man sig ikke længer om komediene;
smagen hadde tat en anden retning, saa man holdt dem for simple og
grove. Vistnok kunde hans uttryksmaate stundom være noget grovkornet;
men pertentligheten begyndte ogsaa paa den anden side at gaa svært vidt.
Man vilde nu se bare riddere og fyrster paa scenen, ikke „gemene folk“;
ja, man var blit saa fin paa det, at man endog blev støtt over at Henrik
i „Den politiske kandestøber“ viste sig „med ukjæmmet haar og uten
hansker“, og man taalte ikke at høre f. eks. ordet „kanalje“ paa scenen.
Blandt Holbergs digterverker maa endnu nævnes et som mer end noget andet
virket til at gjøre hans navn europæisk kjendt, _Nils Klims
underjordiske reise_ (1741), som er en satire over Europas forhold i det
hele; det var en av grundene til at Holberg denne gang ikke brukte
morsmaalet, men latin. Nils Klim er holdt i en stil som om alt sammen
skulde være ramme alvor; en tysk lærd, som fremholdt den mening at
jorden var hul, lot sig endog narre til at bruke Nils Klim til bevis for
at han hadde ret i sin paastand. — Mønsteret til Nils Klim hadde
Holberg i de opdigtede reise-skildringer, som var meget læst paa den
tid.
[Footnote 21: Eksempler paa det er Jeppe i baronens seng og i galgen, og
den scene av „Den politiske kandestøber“, hvor Herman von Bremenfeld som
borgermester i sin knipe kryper under bordet, eller den scene av „Jean
de France“, hvor Arv sitter paa sækken som Hans Fransen har gjemt sig i;
Arv kommer med de latterligste utflugter (f. eks. at han sitter paa
smør) og siger tilsidst: „Det er min tro ikke Hans Fransen.“ Fremdeles
den scene av „Jakob von Tyboe“ hvor soldatene og studentene fører krig
med hverandre; de sidste kommer væbnet med _bøker_.]
Holberg var ikke bare stor digter, men stod ogsaa høit som _prosaisk_,
særlig _historisk_ forfatter. Han var endelig i 1730 blit professor i
historie, som var hans egentlige videnskap, endda han klager over at de
kildeskrifter han maatte bruke, ofte var slik, „at man kunde forgi
rotter med dem“. Holberg uttalte sig selv om nytten av _historien_ paa
følgende maate: „Jeg holder den historiske videnskap næst Guds ord for
den nyttigste og vigtigste af alle, naar den bliver læst med de rette
øine. Jeg lærer deraf at kjende lande; jeg lærer at kjende mennesker;
jeg lærer at kjende mig selv; ja, jeg lærer at spaa; thi man kan af
forbigangne ting dømme om tilkommende.“ Vi ser saaledes hvor stor
betydning det historiske studium hadde for ham selv, og det var hans
ønske at historien kunde faa samme betydning for andre. Med dette maal
for øie var det han skrev sine historiske verker. Han skrev de fleste av
dem efter sin „poetiske raptus“. Han siger selv i fortalen til sidste
bind av komediene (1726): „Dette bliver uden tvil mit sidste poetiske
skrift; thi jeg bliver nu meget alvorlig.“ Og i virkeligheten er der et
_vendepunkt_ i Holbergs forfatterliv ved denne tid. Han var træt av at
skrive komedier og av de ubehageligheter han utsatte sig for ved dem.
Desuten var tiden ikke god for teaterstykker. Ved Kjøbenhavns brand i
1728 brændte ogsaa teatret. Og pietismen, som fik magten især under
Kristian den 6te, banlyste skuespil; først efter Kristian den 6tes død
skrev Holberg atter nogen komedier for nationalscenen, som da blev
aapnet igjen.
Alt før han blev professor, hadde Holberg, som nævnt, skrevet sin
„Introduktion til de europæiske rigers historie“. Nogen aar efter hadde
han git ut en _Introduktion til natur- og folkeretten_. Her gjør Holberg
flere av de moderne europæiske tanker kjendt for et nordisk publikum.
Men de betydeligste av Holbergs _historiske_ skrifter var følgende:
_Danmark og Norges beskrivelse_ (1729); _Danmarks riges historie_ i tre
deler; _Almindelig kirkehistorie_; _Adskillige store heltes og
berømmelige mænds sammenlignede historier og bedrifter_; _Adskillige
heltinders og navnkundige damers sammenlignede historier_ og _Bergens
beskrivelse_. I sin historieskrivning trængte Holberg krigshistorien
tilbake som den mindre vigtige del; derimot la han vegten paa det som
kunde vise folkets „egenskaper“ og utvikling i forskjellige retninger,
likesom han skildret fremragende personligheter, gav „berømmelige mænds
portraits“, som han selv siger.
Til Holbergs _populær-filosofiske_ skrifter hørte hans _Moralske tanker_
(1744); en stor del av hans _Epistler_ hører ogsaa hit. Disse
avhandlinger i brevform var over 500 i tal og handler om adskillige
historiske, politiske, metafysiske (oversanselige), moralske,
filosofiske, item (fremdeles) skjemtsomme materier. Denne behandling av
de mest ulike ting vidner om Holbergs mangfoldige interesser, alsidige
kundskaper og hans merkelige evne til at skrive underholdende om alle
ting. Likesom hans _levnetsbeskrivelse_ i 3 brev paa latin („til en
fornem mand“), gir de mangen oplysning om hans personlighet. Hans sidste
bok var _Moralske fabler_. Flere av Holbergs skrifter blev oversat paa
fremmede sprog, og hans ry kom saaledes til utlandet.
For det meste var Holberg selv forlægger til sine skrifter og solgte
dem ogsaa selv fra sin bolig. Der fortælles en historie om en
student som veddet med en anden om at han skulde faa Holberg, som
just ikke utmerket sig ved høflighet, til at følge sig helt ned
trappene. Studenten gik op til Holberg og bad om et eksemplar av
hans Danmarks historie. Holberg lot ham selv vælge ut et eksemplar;
saa gik studenten — men uten at betale. Holberg løp nu efter for at
faa betaling, og dermed hadde studenten vundet veddemaalet.
Holberg blev ikke skattet efter fortjeneste av sin samtid. Hans
begravelse gik for sig i al stilhet. Liket blev ført fra Kjøbenhavn til
Sorø for at begraves der. Det heter i et brev herom: „Baron Holberg blev
hentet herfra af fire sjællandske øg; de tvende bønder udgjorde
komitaten (følget).“ Ingen sørgefest blev holdt; ingen mindestøtte blev
reist til hans ære.
Det la endog utlændinger merke til. Saaledes fortælles der at en ung
dansk reisende besøkte den tyske forfatter _Lessing_. Den reisende
talte fra først til sidst bare om Danmark, dets lærde mænd, dets
store genier og det danske borgersind, indtil Lessing endelig blev
kjed av det og avbrøt ham: „Apropos, mein Herr, wo steht denn
eigentlich die Bildsäule, die die Dänen ihrem grossen Holberg
gesetzt haben?“ Den reisende tidde.
Holberg var en _selvstændig_ og _uavhængig_ karakter og en _aapen_ og
_sand_ natur, som hadde avsky for alt hykleri. I det _religiøse_ var
Holberg adskillig paavirket av tidens engelske og franske tænkere. Han
hævdet sterkt toleranse, og mente at de religiøse spørsmaal maatte staa
under fornuftens dom. Han staar allikevel fjernt fra rationalismen slik
som den mest utviklet sig i Frankrike i anden halvdel av aarhundredet.
Han uttaler sig for resten altid med en viss varsomhet om religiøse
spørsmaal. Han vilde utrydde al vantro og var imot al død ortodoksi, al
skinhellighet og vanekristendom, likesaa vel som mot den mørke pietisme
som raadde under Kristian den 6te.
Ytringsfriheten hadde ogsaa en varm talsmand i Holberg. „Bogcensuren,“
sa han, „gjør at man ikke kan vente at se andet udkomme, end hvad flaut,
lavt, krybende, marvløst, mat og udpisket er.“
Mange som ikke hadde større kjendskap til ham, mente han var
menneskefiendsk, fordi han hadde et tillukket og tilbakeholdent
væsen. Han hatet ogsaa al paatrængenhet, vilde helst være personlig
ubemerket og ønsket frihet til at greie sig som han vilde. Men paa
samme tid lot han andre ha samme frihet, ja, for ham kunde folk
gjerne gaa med „en porcellæns spølkum paa hodet istedenfor hat“, om
de fandt nogen moro i det. De som kjendte ham bedre, delte ikke den
almindelige mening om hans utilgjængelighet. Paa sine
utenlandsreiser i tidligere aar blev den vittige, kvikke mand med
det fint formede ansigt og det ungdommelige utseende meget yndet av
dem som han kom mer sammen med. I Oxford f. eks. var han en velset
gjest blandt studentene, og han fik mange venner der. Men i de
senere aar tvang hans sykelighet (som blev større og større) ham til
at føre et meget stille og endnu mer regelmæssig liv end før, om
vinteren i byen, om sommeren paa et landgods, saa han kan sige om
sig selv at hans nysgjerrighet efter at se fremmede steder, „hvilken
tilforn haver gjort ham til et perpetuum mobile“, nu med alderen var
forsvundet i den grad, „at om Konstantinopel laa udi næste provins
Fyn, tog han udi betænkning at reise over beltet at bese samme
stad.“ „Det er“, siger han alt da han sender ut sidste bind av
komediene (1726), „med lystige poeter ligesom med katte, hvilke fra
en overmaade kaadhed, som naturen haver indplantet i dem udi
opveksten, henfalder til en overmaade alvorlighed. Mit blod, efter
min barbers sigelse, begynder nu at blive temmelig flegmatisk og ser
ikke nær saa levende ud iaar som ifjor, hvorudover jeg haver sat mig
for at slutte en evig fred med jordens klode, saaledes, at vi lader
hinanden herefter være uskaarne paa begge sider; thi jorden bliver
gammel, saa der bider ingen tugt mer paa hende, jeg bliver ogsaa
gammel og derfor gjerne planter gevær.“ Holberg holdt meget av
landlivet; „jeg finder behag“, siger han, „i at se jordens grønt
fremspire og indhøstes, at se kjør og faar gaa ligesom i procession
til deres samlingsplads morgen og aften.“ Opholdet paa landet var
ogsaa gagnlig for hans helse, saa han ikke var som den samme mand
paa landet og i byen.
Endda Holberg syntes bedst om at leve et rolig liv, blandet han sig
likevel tit med glæde i folkelivet og studerte det i vertshus og paa
andre steder. Han gav sig ofte i samtale med menigmand, især paa landet,
og han vilde overhodet gjerne være tilstede der hvor han kunde gjøre
iagttagelser.
Holberg likte godt „fruentimmerselskap“. I mandfolkselskap fik han
vin og tobak, og det var ikke efter hans smak, i fruentimmerselskap
derimot te, kaffe og jevn snak, som han likte bedst i sine ledige
timer. „Naar jeg haver studeret mig en hovedpine til,“ siger han,
„besøger jeg ingen hellere end madame N. N., som fortæller mig intet
uden hvad hun haver spist den dag, eller hvormange egg hendes høns
haver udlagt den uge eller andre saadanne materier hvorved hjernen
ikke brydes, eller hovedets sener strækkes.“ Dette kan synes at tyde
paa en viss ringeagt for kvinden, ialfald som hun den gang var; men
at han paa den anden side ikke tviler paa hendes evner og dygtighet,
naar hun fik rikere anledning til at prøve sine kræfter end
tilfældet den gang var, viser han bl. a. i sit _Forsvarskrift for
kvindekjønnet_, hvori han f. eks. lar kvinden uttale:
„Hvis mere os betroet var,
vi kunde mer forrette.“
Om kvindens stilling uttaler han sig ogsaa i „Nils Klim“ paa
lignende maate.
De mange særegenheter og peppersvendvaner Holberg efter hvert la sig
til, hindret ham i at gifte sig. Han satte ogsaa for store krav til
en hustru, og efterat han i et av sine epigrammer har regnet op alle
de egenskaper en saadan skulde ha og ikke ha, føier han til: „Kort
at sige: Jeg vil ha en saadan hustru som neppe er at finde; det er
at sige: Jeg vil ikke gifte mig.“ I et selskap tok en gang en dame
fat paa ham og spurte ham hvorfor han ikke giftet sig; „jeg spurte
hende da,“ fortæller han, „om hun snorkede i søvne, og da hun
tilstod saadant, sagde jeg, at saadan ringe ting var nok for mig til
at paastaa en skilsmissedom, hvorpaa jeg gik bort og efterlod hende
i heftig latter.“ I en av sine satirer taler kan ogsaa paa en meget
morsom maate om alle de sorger og ubehageligheter man kan bli utsat
for i egteskapet. Hvorledes barneflokken kan gi grund til stadig
uro, viser han i følgende ikke meget lyse skildring:
„ — — — — Nu en, nu anden tid
du høre maa med sorg, fortræd og hjerteklappen,
_Lars_ faldt med stolen om, _Mads_ hovedkulds af trappen;
i fingeren sig skar _Marie_ med en kniv.
_Pernille_ med en saks har bragt sig fast om liv.
_Jens_ brød sit ben itu, _Per_ fik et hul i panden,
_Nils_ viklede sin fod, _Paul_ stødte sig med kanden,
_Hans_ har udi sin hals en mægtig knappenaal.
_Frans_ hartad briste vil, har sig forædt af kaal.
_Dorthea_ man med magt maa trække udi skole;
hun trodsig er og stiv, fast som en utæmt fole.“
Holberg blev ofte beskyldt for gjerrighet. Selv siger han at „han
holder karrighed for en ligesaa stor lyde som overdaad“. Det var
vistnok nærmest hans i høi grad tarvelige og regelmæssige levevis
som var skyld i at man trodde han var gjerrig. Trods sin meget
omtalte gjerrighet kunde han være meget godgjørende, og „han gav
aarlig de fattige saa meget som andre pleier at koste paa en dagtyv
af lakei“. Dog saa han sine folk an. Derfor kunde det i én gate hete
om ham: „Se, der gaar den gnier som gjør ingen mand godt!“ Men i en
anden: „Gud lade den mand leve som er saa god imod fattige!“ Han
gjorde ogsaa meget for bøndene paa sit landgods og hjalp dem paa en
klok maate, lettet deres byrder og gjorde husene deres bedre eller
bygget dem op fra grunden av. „Og da jeg saadant havde gjort,“
fortæller han selv, „kaldte jeg bønderne sammen og sa: ‚Nu har jeg
gjort mit; nu maa I gjøre eders!‘“
Som nævnt hadde Holberg daarlig helse; han led meget av hodepine,
hadde ofte feber-anfald og var brystsvak. Han var derfor tit
opfarende og pirrelig. „En hund som gjør, en dør som tilslaaes, kan
bringe mig af skik,“ siger han. Naar han skrev vers, „kostede moksen
(næsten) hvert blad ham en dygtig hovedpine og tolv skilling udi
kaffe at jage den paa dør med“. Hans tilstand var saadan, siger han,
at „glæde, bedrøvelse, frygt, mod, mathed, hurtighed, hidsighed og
koldsindighed“ idelig skiftet hos ham, „ligesom de onde væsker
sætter sig nu i en del, nu i en anden del av legemet“. For at jage
bort det daarlige humør tok han sin tilflugt enten til at læse
lystige skrifter eller selv at skrive skjemt; det viser at
tungsindet slet ikke var ham medfødt, men hitført av ytre aarsaker.
At denne hans fremgangsmaate ofte hjalp, viser følgende fortælling
herom av den danske digter _Hauch_: En mand som bodde i samme hus
som Holberg i den tid han skrev sine første stykker, forsikret til
en av Hauchs bekjendte at han og de andre i huset næsten hver dag
hørte Holberg le høit under arbeidet. Ja, stundom naar han kom ind
til ham, var han faldt ned av stolen av latter og laa og lo paa
gulvet. Det er da ogsaa rimelig, mener Hauch, at „den mand fra hvem
et slikt væld av lystighet er utgaat over verden, tillike selv i
høieste grad maatte gripes av sine egne digtersyner, og at de
komiske skikkelser han visste at fremmane, ogsaa maatte virke paa
ham selv med den samme magt hvormed de endnu den dag idag likesom
springer frem av hans digtninger og virker paa læserne“. Musikken,
som han hadde megen sans for, var til stor opmuntring for ham. En
aften i uken, fortæller han, var han „gemenligen i det musikalske
collegio (forening)“. Han spilte selv fløite og fiolin; ja, i Oxford
blev han holdt for en av dem „der aller bedst forstod at traktere
(behandle) en fløite“. Musik kunde røre ham til taarer. Det
fortælles at han engang ved en kirkekoncert gik bak en kirkepille
for at skjule sine taarer hver gang et visst rørende sted blev
gjentat.
Holberg var helt igjennem satirisk anlagt. I _satiren_ og _komedien_,
hvor han ret kan faa bruk for sit vid og lune, er han i sit rette
element. Skjønt Holbergs digterbegavelse saaledes var avgrænset til et
bestemt omraade, har han dog faat en betydning for den dansk-norske
literatur som ingen anden. Hans digtning vil aldrig bli forældet, og vi
føler ogsaa dens indflydelse utigjennem hele den følgende tid.
Men nogen egen skole av forfattere er ikke gaat ut fra ham. I sin
komedie-digtning fik han for saa vidt likesaa litt nogen efterfølger som
han hadde hat nogen forgjænger i den dansk-norske literatur. Overhodet
har han hat mere indflydelse paa folket og literaturen i almindelighet
end paa nogen bestemt forfatter.
Og ikke bare i Danmark og Norge blev hans navn kjendt og hans verker
læst, men ogsaa i de fleste andre landene i Europa.
Efter sine egne uttalelser i forskjellige skrifter hadde Holberg selv et
_tredobbelt maal_ med sin literære virksomhet. Det var _fædrelandets
ære_, _morsmaalets utvikling_ og _folkets vel_ han vilde fremme, og
derved, som han siger, „gjøre sig vel fortjent av fædrelandet“.
Det var sit _første_ maal, _fædrelandets ære_, han hadde for øie naar
han taler om at han ved sine skrifter vilde utfylde manglene i de
forenede rikers literatur, saa disse land ikke længer skulde staa
tilskamme for fremmede nationer og faa bebreidelser av dem. Om den
danske kultur hadde de saa smaa tanker at Holberg i et brev til en
hollandsk lærd fandt at burde underrette ham om at „det kongerige
Danmark ligger udi den part af verden, som gemenlig kaldes Europa;
indbyggerne gaar paa 2 ben og har en næse mellem øinene ligesom de
leydenske borgere“. Hvor ilde det før Holbergs tid stod til med en
alsidig, folkelig literatur i Danmark og derfor ogsaa med den boklige
sans baade blandt borgere og bønder, fremgaar f. eks. for borgerstandens
vedkommende av et sted i „Den politiske kandestøber“. Henrik har fortalt
Antonius at hans husbond sitter og læser; saa siger Antonius: „Da er han
mere gudfrygtig end jeg.“ For bondestandens vedkommende ser vi det av
„Erasmus Montanus“, hvor denne vil kaste en bok i hodet paa broren
Jakob; her siger Jakob at det maa være en bibel da den er for stor til
at være en evangeliebok eller katekismus. Disse eksempler viser at der
blandt menigmand paa den tid neppe var tale om at læse i andre end
religiøse bøker, og av dem var igjen størsteparten ikke originale, men
oversatte. Av andre skrifter fandtes der meget faa som var forfattet paa
morsmaalet og saaledes forstaaelige for menigmand.
Det blev derfor Holbergs _anden_ opgave at skaffe _morsmaalet_ dets ret,
gjøre literaturen til folkets eiendom og derved vække sansen for en mer
omfattende læsning. Han vilde ogsaa at de studerende skulde lære at
kjende morsmaalet og bruke det i tale og skrift. „En grundig
optugtelse,“ siger han selv, „bestaar derudi, at den studerende oplæres
først i gudsfrygt og gode seder, dernæst i landets sprog og endelig
aller sidst i fremmede tungemaal; ti det sidste er sirlig og nyttig, men
det første fornødent.“ Det var som _national_ forfatter Holberg vilde
gjøre sin europæiske dannelse frugtbar, og det var hans ønske at gjøre
sit til „at morsmaalet som uforskyldt lidet eller intet taltes udi store
huse, med tiden kunde blive hofsproget“; han siger ogsaa selv at han
skrev „for folk ei ene, men og sproget at polere,“ og han mener at „det
i sig selv haver alle de behageligheder som noget sprog kan bryste sig
af“. Naar man husker paa hvor litet morsmaalet til hans tid var utviklet
som skriftsprog, maa man ogsaa undres over den lethet han bruker det
med, og den fuldkommenhet han fører det frem til. Hans stil var jevn og
naturlig. „Hvad jeg skal sige, siger jeg enfoldig og tydelig,“ siger han
selv, og han følte „væmmelse ved alt det som var affekteret og ligesom
sat paa stylter“.
Holberg forstod at han bare ved at gjøre literaturen _folkelig_ og
forstaaelig kunde naa sit _tredje_ store maal: _at virke paa hele
folket_. Sit folks vel og fremgang hadde han nemlig altid for øie med
sin forfattervirksomhet. Han vilde ved sine skrifter vække folket til
_selvtænkning_ og _selvkritik_; han siger ogsaa selv om de studerende
mænd at de heller burde „skjærpe sine hoveder ved _idelig eftertanke_
end opfylde dem med vidtløftig læsning og med _andres_ tanker og