Norsk literaturhistorie for gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler - 03

*Peder Claussøn Friis*. Han blev sogneprest og provst paa Lister alt da
han var 21 aar gammel, og det var han hele sit liv, til han døde i
70-aarsalderen (1614). Peder Claussøn har i mange maater lært av de før
nævnte humanister i Bergen; men han staar over dem alle baade i
fremstillingsevne og i kundskaper. Han har læst mer baade av den gamle
norrøne literatur og av nyere fremmed. Størst betydning har han som
_saga-oversætter_. Han oversatte Heimskringla og de kongesagaer som
fortsætter den. Snorre Sturlasson var den gang ikke kjendt som
historieskriver, saa den lærde islænding _Arngrim Jonsson_ siger at
Peder Claussøn har „utgravet Snorre av glemselens sorte nat“. Hr. Peders
oversættelse blev en folkebok i Norge. Den blev i det 19de aarhundrede
avløst av _Jac. Aalls_ oversættelse. — Peder Claussøn skrev den første
norske naturhistorie, _Om Diur, Fiske, Fugle oc Trær udi Norrig_. Han
skriver her i et klart og letfattelig sprog; men han fortæller mange
fabler som viser han er bundet av sin tids overtro; av og til nævner han
likevel uttrykkelig at dette er „superstits“ (ɔ: overtro). Et par
stykker her er oversættelse av det gammelnorske „Kongespeilet“. Likesom
Absalon Pederssøn skrev han en _Norrigis Bescrifuelse_ og desuten andre
geografiske verk. Ingen av hans skrifter blev trykt før efter hans død.
Peder Claussøn var en kraftig og nidkjær prest og maatte utstaa mangen
kamp med de stridige listerbønder, især om ordningen av tienden. Men han
var en folkelig prest, som personlig var avholdt av sin menighet. Efter
hans død har folkesagnet beskjæftiget sig med ham. Og paa Lister lever
endnu hans minde.
Ogsaa i Oslo levde der nogen humanister som bispen _Jens Nilssøn_. Men
baade han og de andre skrev paa latin og fik derfor ingen betydning for
folket. Litt mer betydning fik forskjellige beskrivelser over enkelte
landsdeler som _Lauritz Hummers_ „Beskrivelse over den fordums
blomstrende by Hamar“ (1565), en beskrivelse over Namdalen (1597), over
Lofoten og Vesteraalen (1591) o. fl.

Den poetiske literatur.
_Den poetiske literatur_ i det lærde tidsrum stod i almindelighet meget
lavt. Der var ingen mangel paa poeter, men paa poesi. Den tids digtere
var i regelen aand- og smag-løse rim-smeder uten nogensomhelst poetisk
sans. En bergensk lénsmand leverte endog „den danske lov“ paa vers.
Deres digtning hadde oftest ingen rot i det virkelige liv, og for at
vise sin lærdom, spækket de, likesom de prosaiske forfattere, sine digt
med lærde hentydninger og citater av den klassiske literatur. Det var en
_kunst-poesi_, som næsten bare la vegt paa formen. Denne smagsretning
var fra Tyskland trængt ind i Danmark. Ogsaa den opstyltede franske
_hyrdepoesi_ (hvori de høihælede hyrdinder gik omkring med lam med røde
silkebaand om halsen) fik mange efterlignere.
Meget faa av disse digtere har hat nogen indflydelse paa aandslivet i
sin eller følgende tider, og selv de bedste er i større og mindre grad
smittet av de gjængse feil.
*Anders Arrebo* († 1637) blev i ung alder bisp i Trondhjem, men blev
avsat paa grund av onde rygter, som blev spredt ut om hans levnet, og
som han selv ved sin uforsigtighet for en del gav grund til. Siden blev
han prest i Danmark. Hans betydeligste arbeider er hans _oversættelse av
Davids salmer_ paa vers, som fik sine fleste læsere i _Norge_, og hans
digt om skabelsen _Hexaëmeron_ (Seksdagsverk), som handler om: „Verdens
første uges seks dages prægtige og mægtige gjerninger“, frit bearbeidet
efter en fransk digter.
„Hexaëmeron“ er ogsaa merkelig ved at Arrebo brukte et regelmæssig
versemaal, det aleksandrinske[16], og derved la grunden til den senere
versekunst. Før hadde man bare brukt at tælle stavelsene. I den nyere
tid har han derfor faat navn av den danske digte_kunsts_ far.
*Anders Bording* var meget anset i samtiden for sin „behagelige
rimkunst“. Han skrev ogsaa vers med en viss lethet og hadde et
merkelig herredømme over sproget. Han gav ut den første danske
politiske avis, _Den danske Mercurius_, skrevet paa vers.
En betydelig digter var *Tomas Kingo* (av skotsk æt, † 1703 som bisp
over Fyn). Hans salmer lever endnu den dag idag paa menighetens tunge i
Norden; hans verdslige digtning stod derimot ikke over hans samtids og
har derfor delt skjæbne med den. Han fik i opdrag av styrelsen at
utarbeide en ny kirkesalmebok for de forenede riker. Han gav nu ut en,
hvori halvdelen var hans egne salmer; men den møtte motstand og blev
ikke godkjendt. En kommission blev nedsat til at arbeide ut en ny; den
fik navnet _Kingos salmebok_, da den ogsaa for en stor del skylder Kingo
sin tilblivelse, om den end ikke er av ham. Den blev indført som
kirkesalmebok i begge riker. Kingos _passions-_ og _paaskesalmer_ hører
til hans bedste og mest kjendte. Av enkelte salmer skal her nævnes: _Som
den gyldne sol frembryder_; _Skriv dig, Jesus, paa mit hjerte_ og _Lov
og tak og evig ære_ (se Landstads salmebok).
Kingo hadde varm interesse for morsmaalet og utviklingen av en national
literatur. Han siger ogsaa han har til hovedformaal for sin digtning at
gi sine landsmænd salmer og sanger, som ikke var laant andenstedsfra.
„Thi,“ siger han selv, „de danskes aand er dog ikke saa fattig og
forknyt, at den jo kan stige ligesaa høit mod himmelen som andres,
alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske vinger.“
Herfor leverte Kingo selv det bedste bevis. Med ædel harme lastet han,
med tanke paa det tyske hofparti, dem, „der maaske i _tredive aar_ haver
ædt fædrelandets brød i Hans Majestæts tjeneste og haver dog ikke villet
lære _tredive danske ord_, fordi de ikke haver villet tage dette
vadmelssprog paa sine silketunger.“
[Footnote 16: Dette navn efter et fransk episk digt fra det 13de
aarhundrede om Aleksander den store, hvori det første gang blev brukt.]
I _Norge_ var det fra Bergen det første „poetiske“ tilskud til
fællesliteraturen kom. Her blev omkring 1560 skrevet _Bergens
rimkrønike_; man kjender ikke forfatteren til denne „krønike“, som paa
vers gir Bergens historie fra de ældste tider. I Bergen levde ogsaa
_Dorothea Engelbrektsdatter_. Men det var utenfor Bergen, helt oppe i
Nordland, at den eneste virkelige _digter_ levde. Det var *Petter Dass*,
som har faat navnet „digteren paa Alstahaug“. Han blev født i Alstahaug
paa Helgeland og døde som prest sammesteds i september 1707, 60 aar
gammel. Han var utpræget _folkelig_ digter, et særsyn i dette tidsrum.
Sin meste tid levde han i Nordland, som han ogsaa har skildret i sit
hovedverk, _Nordlands trompet_, en beskrivelse av Nordlands amt paa rim;
den arbeidet han paa i 14 aar. „Nordlands trompet“ er endnu sammen med
enkelte av Petter Dass’s viser (f. eks. den djerve _Dalevise:
Fjeldbyggen agter paa tiden_),[17] hans _Dr. Martin Luthers lille
katekismus, forfattet i bekvemme sange under føielige melodier_ og hans
_Aandelig tidsfordriv eller bibelske visebog_, en yndet folkelæsning,
mest hos nordlændingen. Han skrev ogsaa en mængde _leilighetsvers_, mest
bryllups- og begravelsesvers, „salve for rindendes øine“, „ligstøtter“,
„liglagen“ eller „blæksalver“, som det hette i den tids sprog. I disse
leilighetsdigt viste han sig som egte barn av sin tid og delte dens
feil. Først flere aar efter hans død kom hans skrifter i trykken. Mens
han levde, fandtes hans arbeider, saa nær som „Dalevisen“, bare i
avskrifter. Siden er hans bøker kommet i mange oplag. Av
katekismussangene er der mindst 27 utgaver.
[Footnote 17: hvorav følgende vers hitsættes:
„Gjennem granskov og furu
kom jeg til en, hedte Guru,
gav mig møsse-brømme[18]
og rømme.
Udi bunken laa
fluer, stor’ og smaa,
ilde ud det saa,
maatte gaa derpaa;
blev det maaltid ædet,
jeg sveded,
saa jeg nær nedstyrted af sædet.
Som det nu lakked til kvelden,
ind kom fru Guru med felden;
feldens haar var mange
og lange;
fremmed rytteri
paa fribytteri
skjulte sig deri,
ginge paa parti;
de rede ei paa sale,
de kale;
men min ryg fik det at betale.
Ryggen den blev skrammereret;
ve dem, hvor de mig skamfered!
Ak, hvor bide kunde
de hunde!
Hver sin skaal ei sveg,
plukked surt min steg,
grædende og bleg
gik jeg af den leg;
jeg blev vis for silde,
hvor ilde
mig bekom fru Guru sit gilde!“
]
[Footnote 18: bløt ost, laget av myse.]
[Illustration: Petter Dass.]
Hans _religiøse_ digtning er kraftig og naturlig. Av hans salmer er
kanske _O Jesus, for din alterfod_ (se Landstad), den mest kjendte. I
sin _verdslige_ digtning skrev han ofte om de mest hverdagslige ting.
Han skildrer for os jevnt og simpelt, men friskt og levende Nordlands
natur, nordlændingen og hans liv, hans møie, hans næring, hans hytter og
hans naust, hans klædedragt, hans baater og hans garn, alt like til
torsken paa hjeld og silden i tønde. Han digtet om det han selv hadde
set og oplevd; derfor fik hans digtning noget for den tid usedvanlig
selvstændig og eiendommelig ved sig. Over det strenge, alvorlige liv der
oppe og det haarde stræv for det daglige ophold la hans digtning paa
samme tid et poetisk skjær, og paa grund av det hjemlige indhold slog
hans sanger saa merkelig an blandt folket og har holdt sig paa
folkemunde til vore dager. Blandt de høiere klasser fik hans bøker
derimot næsten ingen indgang. Den kjærlighet og varme interesse som
baade hans person og hans skrifter endnu den dag idag blir omfattet med
av nordlændingen, vidner om at han har hat en indflydelse som faa paa
det folk han har levd og virket iblandt. Hans digtning blir sammenfattet
under navnet: „Hr. Petterdigt“.
Som et eksempel paa hvor høit hans digtning staar blandt almuen, kan
følgende fortælling tjene: En vefsen-væring kom ind i en boklade i
Bergen og spurte om de hadde Petter-digt. Det hadde de ikke, men mange
andre gode bøker. „Nei,“ sa han, „har I ikke Petter-digt, saa gir jeg
det en god dag altsammen!“
Høsten 1908 blev et monument over ham avslørt paa Alstahaug.
Som gut var Petter Dass meget kvik og opvakt. Der fortælles saaledes
et skjelms-stykke av ham fra gutte-aarene, da han gik paa skole i
Bergen. En gang, heter det, kom han ind til en kjending, en
kjøbmand, som sat i sin slaabrok ved et bord og talte penger.
Kjøbmanden moret sig over gutten, som med en liten hammer banket i
vægger og gulv, og la ikke merke til at han hadde listet sig til at
slaa nogen smaaspiker gjennem slaabrokken, som hang ned paa gulvet.
Da det var gjort, sprang Petter op, tok næven fuld av penger paa
bordet og rendte ut gjennem døren. Kjøbmanden skulde sætte efter
gutten, men kom ikke av flekken.
Da han blev voksen, var han temmelig liten og undersat. Han var
meget livlig, talte fort og manglet aldrig et godt svar. I sine
yngre aar var han en aarrække kapellan i Nordland. En slik
kapellanstilling var den gang ikke meget misundelsesværdig. Han
pleide at faa 12 riksdaler om aaret og en støvlehud foruten mat og
drikke.
„Mit embeds indkomster var aldrig saa god’,
at jeg kunde kjøbe en sko til min fod
og hoser at skjule min’ hæle,“
siger han selv. Men da han blev sogneprest til Alstahaug, blev hans
kaar gode. Alstahaug var paa hans tid „det rigeste og formuendste
kald, ikke alene i Nordlandene, men i al Trondhjems stift. En prest
kunde leve der oppe som en herre.“ Som prest var Petter Dass likesaa
samvittighetsfuld og nidkjær som modig, kraftig og djerv. Peder
Claussøn siger om Alstahaug at kaldet for presten var forbundet „med
stor livsfare til sjøs, naar han uddrager til de kirker paa øerne,
som ligger to eller tre mile ude i aabenbar hav.“ Petter Dass siger
ogsaa selv i sin „Nordlands trompet“:
„Vort Nordland saaledes beliggendes er:
Guds lov maa forkyndes blandt øer og skjær
uagtet al fare og møie;
thi sker det og tit,
at en talendes mund
maa søge sin grav i den dybeste grund
og lukke blandt fiske sit øie.“
En enkelt gang kan ogsaa et suk undslippe ham over den barske natur,
som naar han siger:
„Naar andre kan frydes ved straalende sol,
er vi elementernes slaver.“
Men han bevarte sin freidighet. Da saaledes hans riktladde jægt en
høst gik under paa Stadhavet, utbryter han: „Mit gods er nedsjunken,
men ikke mit sind.“ Og at han ikke var ræd for at finde sin grav paa
havet, ser vi av følgende vers:
„Hvad vil en Guds tjener bekymre sig ved
at ham er udvalt et begravelses sted
som mennisken ikke kan finde?
Om han ikke bæres af venner herud,
han kan dog med Mose begraves af Gud
og lukkes saa rolig derinde.“
I sine sidste leve-aar var han plaget av haarde legemlige lidelser.
Herom siger han selv saa gripende:
„I seks aar har jeg været svag
og aldrig havt en rolig dag.
Forløs mig nu, min fromme Gud,
det syvend’ aar af fængslet ud!
Og om min pine fattes prov
og flere skudsmaal har behov,
spørg hver en stolpe og hvert bret
som er udi mit sengested!
Spørg bjelkerne i huset er,
spørg døre, vægge, tag og spær,
spørg bord og bænke, de skal dig
fortælle hvor det er med mig!“
Der findes i folkemunde mange sagn om hr. Petter. Mest kjendt er vel
det sagn, at han paa en og samme søndag skulde ha holdt fropræken i
Bergens domkirke, høimesse i Kjøbenhavn og saa igjen aftensang i
Bergen. — Da han døde, var sorgen saa almindelig at alle
jægteskippere i Nordland da skal ha sat et stykke sort vadmel paa
hver side av jægtens seil. Like til bortimot vor tid brukte nogen at
gjøre det.
*Dorothea Engelbrektsdatter* († 1716), „Bergens sangmø“, en from
prestekone i Bergen, digtet mest _salmer_ (_Sjælens sangoffer_,
_Taare-offer_), f. eks. _Dagen viger og gaar bort_ (se Landstads
salmebok). Mange av dem er endnu vel kjendte blandt de norske bønder.
Dorothea Engelbrektsdatter blev sat høit av samtiden; kravene til en
digter var den gang ikke meget store. Endog _Kingo_ siger til hendes
pris:
„Gaar nu, gaar hen, I ni berømteste gudinder!
at bukke eder dybt for en af Nordens kvinder,“
og _Petter Dass_ uttaler sin beundring med lignende ord:
„Nymferne beregnes ni,
én dertil, saa tælles ti,
det skal Dorthe blive.“
Selv _Holberg_ yder hende sin ros som „den første poetinde som de
nordiske riker har havt.“ Av en unavngiven beundrer blev der sagt
hende en mere velment end egentlig heldig kompliment i følgende
linjer:
„Ei Nilus selv, ei Rhen
er nær saa vanderig
som Dorotheæ pen.“
Hun hadde derimot selv ikke store tanker om sin digtergave. I
fortalen til en utgave av hendes samlede digt siger hun likesaa
smukt som beskedent:
„En fugl med nebbet kvidrer smukt
og skaberen tør love.
Hvi skulde da min mund staa lukt
og ingen lovsang vove?
Er ikke rimene saa net
som de vel burde være,
da lad det være ret og slet,
naar Gud kun faar sin ære!“
I et digt til _Petter Dass_ kalder hun sig mer beskedent end
smagfuldt „en poete-unge, der byder frem hvad hun formaar“. Kingo og
Dorothea traf hinanden en gang i et selskap i Kjøbenhavn; ved bordet
skulde der rimes, som sedvane var paa den tid. Kingo begyndte:
„Jeg havde rimet nær, men vidste ikke hvad;
for mesterinden mig saa nær paa armen sad.“
Dorothea svarte straks:
„O mageløs poet! du kald mig ikke saa!
At du min mester est, al verden skjønner paa.“
Disse rim gik et helt aarhundrede fra mund til mund, og man fandt
dem høist merkelige. Under hendes portræt, som pryder utgaven av
hendes samlede digt, staar følgende vers, som sandsynligvis er av
hende selv:
„Jeg sidder slet for verdens flok,
som paa mig kaster øiet,
men pyntet og stafferet nok
naar Gud kun er fornøiet.“

3. Ludvig Holberg og hans samtid (omtr. 1710-1750).
I det lærde tidsrum var avhængigheten av _det fremmede_ blit større og
større i _Danmark_, mens det langt mindre hadde været saa i _Norge_. Til
skriftsprog brukte man næsten bare _latin_. Og ikke bare det; men de
lærde stelte mer og mer med snurrepiperier, disputationer og gagnløse
undersøkelser, som efter Holbergs ord var at ligne med „keglespil,
hvorunder man nedslaar for at opsætte og igjen opsætter for at nedslaa“.
_Tysk_ tok paa samme tid mer og mer overhaand som talesprog eller fyldte
dansken op med fremmede ord og vendinger. I den mængde egenhændige brev
man har fra Kristian 4, blander han tysk, dansk og latin paa den mest
ugenerte maate sammen. Ved hoffet talte man oftest tysk; da Holbergs
komedier blev opført, „blev der i den kongelige loge lagt en tysk
oversættelse til hjælp for dem som ikke kunde forstaa den danske
Holberg“. Hæren blev kommandert paa tysk. Den danske adel, som var blit
knækket ved indførelsen av enevældet i 1660, blev trængt unda av en ny,
tysk hofadel; den blev fulgt av en sværm tyske haandverkere og
handelsmænd. Det førte med sig at tyskheten bredte sig ogsaa i de lavere
samfundslag. Det tyske sprog blev talt og læst i byene, især i
Kjøbenhavn, likesaa almindelig som det danske, saa morsmaalet blev
stadig brukt næsten bare av bondestanden og almuen i byene. Tyske bøker
var meget billigere end danske og blev derfor meget utbredt. Desuten fik
i denne Ludvig den 14des tidsalder, da Frankrike var mønster for de
europæiske stater, _fransk_ sprog og _franske_ moder indpas, til og med
blandt borgerstanden. Heller ikke de danske bønder var i sin underkuede
og fornedrede stilling paa nogen maate skikket til at virke noget til
fremme av et nationalt liv. De tænkte bare paa sin daglige gjerning, og
slog sig til ro naar de hadde maten for dagen og kunde betale skat i ret
tid.
_Overtroen_ hadde i den lærde tid faat en grænseløs utbredelse. Hekser
var blit brændt i mængdevis; saaledes blev der f. eks. i kort tid paa
Als og øene omkring brændt 52 hekser. I Kristiania blev i aaret 1670 paa
én gang brændt 7 hekser. Kometer, formørkelser, jordskjælv o. s. v.
holdt man for varsler om ulykker. En „professor i den hellige skrift“
skrev endog, at da der et aar var set en komet paa himlen, saa var der
ganske rigtig ogsaa _det aar tilforn_ i Krakau født en kalv med to
hoder. Det er ikke overdrivelser naar Holberg i „Erasmus Montanus“ lar
Jeronimus sige, at der 14 dager efter sidste formørkelse faldt 6
kandidater gjennem til eksamen, alle fornemme personer og blandt dem to
provstesønner. Prestene var ofte ikke stort bedre end menigmand.
Saaledes fortælles det at en prest stundom pleide at kaste en levende,
rød hane ind i ilden for at slukke en ildebrand. Overtroen hadde ogsaa
sin literatur, som blev meget læst av folket.
Overtroen, det lærde pedanteri og ringeagten for det hjemlige raadde
hvor man vendte blikket hen. Danmark var, siger Holberg, „fast det
eneste land paa jorden hvor man fandt folk som gjorde sig en ære av ikke
at forstaa sit eget morsmaal, og som heller læste pølsesnak paa fransk
end de grundigste skrifter paa sit eget sprog“. Der hadde, som vi har
set, bare været enkelte lyspunkter (vi minder om navn som Vedel, Peder
Syv og Kingo), som tydet paa en forandring til det bedre.
En sand skildring av denne tid har vistnok den danske digter _Christian
Wilster_ git os i sit digt „Ludvig Holberg“:
„Hver mand som med kløkt gik i lærdom til bund,
_latin_ paa papiret kun malte,
med fruene _fransk_ og _tysk_ med sin hund
og _dansk_ med sin tjener han talte.“
Intet under derfor at Wilster senere i digtet lægger Holberg disse ord i
munden:
„Nu, der skal en dygtig lukekniv til
det ukrud i veksten at kue.“
Det var i slike samfundsforhold folk som den lærde pedant Erasmus
Montanus, den storskrytende officer Jakob von Tyboe, den forkuede bonde
Jeppe paa Bjerget og den indbildske nar Per degn kunde bli til.
Der skulde mod til at ta fat her og viljekraft til at holde ut i kampen;
for der var nok at rette angrep mot i alle stænder, nok at rydde av
veien og bygge op for den som hadde aapent øie for det sørgelige ved
tilstanden og for det man trængte for at faa den forandret. En mand med
disse egenskaper kom i _Ludvig Holberg_, som med sin skarpe forstand og
det utviklede blik paa livet han hadde faat ved læsning og reiser i
utlandet, ikke kunde andet end se al denne vranghet i det rette lys. Han
kunde ogsaa fremstille den saa sandt og træffende at folk maatte faa
øinene op, enten de vilde eller ikke.
*Ludvig Holberg* blev født den 3dje december 1684 i Bergen. Hans far var
oberstløitnant _Christian Holberg_, som vist var av trøndersk bonde-æt
og kjendt fra forsvaret av Halden 1660. Da baade faren og moren døde
tidlig, kom gutten i huset hos sin morbror Peder Lem. En gang hadde han
her laget et satirisk vers om en slegtning av morbrorens kone. Hun blev
meget sint over det og bad sin mand straffe ham. Morbroren, som var en
spøkefuld mand, tok ham ind til sig og satte først et morskt ansigt op,
men sluttet med at sige at naar han en anden gang vilde gjøre vers,
skulde han være saa god at file dem noget bedre. Sine barne-aar levde
Holberg, paa et kort ophold i Gudbrandsdalen nær, i Bergen. Denne
livlige handelsby, som var saa nøie forbundet med utlandet, har sikkert
faat stor indflydelse paa ham, og den har git ham en mangfoldighet av
indtryk, som har været av betydning for hans senere utvikling. Han siger
selv at Bergen „kan lignes med Noæ ark, hvorudi der er alleslags
kreaturer; thi folk fra alle verdens kanter strømmer did hen, sætter sig
ned der og forener sig med indbyggerne. Der er idelig en raaben og
skrigen, som der høres saa stor at den ene ikke kan høre hvad den anden
siger.“ Holberg har vistnok tat flere av typene til sine komedier fra
denne by.
[Illustration: Ludvig Holberg.]
Ogsaa en stor del av sin ungdom levde Holberg i Norge. Da han var blit
student 1702, reiste han nemlig straks fra Kjøbenhavn og drog tilbake
til Norge; for at tjene sit brød blev han huslærer paa Voss. Da han
siden (1704) hadde tat teologisk eksamen, tok han en lignende post i
Bergen. Her vaaknet nu hans reiselyst, som snart blev saa sterk at han
solgte det lille han eide for 60 riksdaler; med denne sum reiste han da
trøstig ut i verden. Nu begynder hans utenlandsreiser, som fik saa stor
betydning for hans senere livsgjerning. I flere av Europas hovedstæder
og universitetsbyer lærte han nemlig den almindelige europæiske dannelse
at kjende paa nært hold; her fik han et videre, mer fordomsfrit syn. De
mange ulike forhold han kom ind i, og den skare mennesker han kom til at
træffe sammen med, skjærpet hans syn og gjorde hans menneske-kundskap
rikere.
Paa sin _første_ reise kom han til _Holland_, som hele Norges vestkyst
den gang stod i livlig samkvem med. Paa denne reise gjorde han ogsaa en
avstikker til _Tyskland_, hvor han hadde flere eventyr.
I Aachen drev nøden ham saaledes til at forsøke en gjerning „som han
aldrig enten før eller siden har tænkt paa at ville gjøre“, nemlig
at rømme gjennem en bakdør, da han ikke kunde betale sin vert. Men
da verten længe hadde forstaat hvorledes det stod til, laa han paa
lur efter ham; han blev grepet og maatte betale sin sidste skilling.
„Dette,“ siger Holberg, „svævede mig en lang tid derefter for
øinene, enten jeg vaagede eller sov; jeg drømte tit at jeg havde
samme kromand over halsen paa mig, og over ti gange at han slæbte
mig ind i vertshuset igjen.“
Endelig kom han tilbake til Norge (1705), efterat hans penger for længe
siden var brukt op. Han slog sig nu ned i Kristiansand, hvor han for
sine sprogkundskaper blev saa anset at folk pekte paa ham paa gaten og
sa: „Der gaar den lærde kar som kan snakke baade fransk, italiensk,
polsk, moskovitisk og tyrkisk“, saa han blev „ligesaa berømt som
Mitridates, kongen af Ponto, hvilken, som historierne fortæller, har
kunnet 22 sprog“. Han blev saaledes her langt mer paaskjønnet end under
sit ophold i Amsterdam paa sin første reise. For der agtet man ikke „de
lærdeste professores saa meget som en skipper“.
Da han hadde samlet en del penger, drog han ut paa sin _anden_
utenlandsreise vaaren 1706, denne gang til _England_; han var to aar i
_Oxford_ og greide sig ved at undervise.
Her maatte han ta mot mange stikpiller for sit ungdommelige
utseende. Saaledes hændte det ham i et vertshus hvor han tændte sin
pipe og begyndte at røke, at en engelsk borger som sat ved siden av
ham, brast i latter og utbrøt: „Gutten vil røke tobak!“ I Holland
var det før gaat ham likedan; saaledes var han i det reisepas han
fik da han skulde reise fra Amsterdam til Aachen, blit kaldt
„_drengen_ Ludvig Holberg fra Amsterdam“, et uttryk han ikke likte.
Paa veien gik det ham ikke bedre. En prest gav ham en gang det
spørsmaal: „Hør, min lille mand, naar rømte du av skole?“ Men
Holberg bombarderte ham saa med latin, at presten snart kom paa
andre tanker.
Fra Oxford drog han til _London_; der saa han alt det merkværdige „man
kan se uten penger“. Derfra vendte han tilbake til Danmark (1708).
Holberg saa aldrig mer Norge igjen og slog sig efter sin tilbakekomst
ned i Kjøbenhavn; Danmark blev saaledes hans andet fædreland. Men det
norske præg han hadde faat i barne- og ungdomsaarene, blev aldrig
utslettet hos ham. Man kan derfor sige at den _norske_ indflydelse med
ham begyndte at gjøre sig gjældende i fællesliteraturen gjennem hans
lune, virkelighetssans, forstandsmæssige nøkternhet og naturlige sprog.
Av Holbergs skrifter kan man ogsaa se at han ikke glemte Norge og
nordmændene. Likesom sin far bar han for at vise sin norske herkomst
„fjeld og gran“ i sit segl, og da han blev baron, likeledes i sit
adelsvaaben. Med sine skrifter tænkte han ikke bare paa Danmark, men paa
Norge ogsaa; det var begge „_disse rigers almue_“ (almenhet) han hadde
for øie.
Fra Kjøbenhavn gjorde Holberg senere _tre_ nye utenlandsreiser. Paa sin
_fjerde_ reise (1714), som var den vigtigste, var han halvandet aar i
_Paris_; derfra tok han veien til _Italien_.
Han blev en tid liggende syk i Genua og hadde senere fjerdedagsfeber
under næsten hele reisen. I Rom indrettet han sig for længere tid.
Her var han sin egen kok og blev da saa dygtig i kokekunsten at man
ikke skulde kunne sige om ham „at han kom som en dosmer til Rom og
kom likesaa klok tilbake igjen“. Men forat ikke matlagingen skulde
hindre ham i hans literære sysler, „hadde han pen og blæk ved ovnen
og sat der med boken i den ene haand og sleven i den andre“. Da han
hadde været en vinter i Rom, vendte han tilfots tilbake til Paris og
var da „blit saa brun i ansigtet at man skulde tænke han var blit en
morian, og saa tyk som en borgermester“.
I sit 32te aar kom han tilbake til Kjøbenhavn. Han hadde her før søkt at
slaa sig gjennem ved at holde private forelæsninger for studentene; „de
kom i hobetal paa mit kollegium“, siger han, „hvor de med stor flid
baade hørte og optegnede alt, hvad jeg dikterede; men da jeg skulde
betales derfor, fornam jeg de havde lært den kunst at gjøre sig
usynlige, saa den eneste frugt jeg havde af mit arbeide, var, at jeg fik
en dyb kompliment naar jeg mødte dem paa gaden, hvilket var vel
kjendetegn paa taknemmelighed, men hjalp lidet paa min fattigdom.“ Nu
var han saa heldig om kort tid at bli lønnet professor (1717), vistnok i
et fag han foragtet, nemlig metafysik; men han blev endelig derved sat i
stand til at slippe næringssorger; han var før blit utnævnt til
ekstraordinær professor uten løn, nogen aar efter utgivelsen av sit
første verk: _Introduktion_ (indledning) _til de europæiske rigers
historie_ (1711). Siden blev han professor i latin, saa i sit egentlige
fag, _historie_. Tilsidst blev han kasserer (kvæstor) for universitetet.
Ved sin forfattervirksomhet tjente han efter hvert en stor formue. Da