Norsk literaturhistorie for gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler - 02

Danmark skrev mange adelsdamer dem ned. Samlet og trykt blev mange av de
_danske_ i det 16de og 17de aarhundrede, en stor del ogsaa i den sidste
tid[11]; de _norske_ er samlet i vore dager[12]. Folkevisene har
naturligvis i tidens løp undergaat flere forandringer.
[Footnote 10: Jørgen Moe har skildret en stevkamp i „_Besøg i et
bondebryllup_“.]
[Footnote 11: De første samlinger er av _Vedel_ og _Peder Syv_, de
senere av _Svend Grundtvig_, _E. T. Kristensen_ og _Axel Olrik_.]
[Footnote 12: av _J. Moe_, _Landstad_, _S. Bugge_ og _Moltke Moe_. En
meget stor del av de norske viser er endnu utrykt. En liten samling
„Norske folkeviser fra middelalderen“ ved _Knut Liestøl_ og _Moltke Moe_
kom ut 1912.]
I alle tre nordiske riker var der en rigdom paa folkeviser, som vældet
frem „som en frisk rindende strøm“. Deres indhold er ofte beslegtet. Om
de fleste kan det derfor være vanskelig at avgjøre hvor de først er blit
til. Men denne likhet viser at der har været livlig samkvem mellem de
nordiske folk i den tid.
Forfatterne av denne folkedigtning kjender man ikke; bare saa meget kan
man slutte sig til at ialfald en stor del av de _danske_ viser er blit
til blandt de høiere stænder; for det første dreier de sig oftest om
riddernes liv, og for det andet var de danske bønder den gang saa
underkuet og stod saa lavt, at de i det hele var litet skikket til
digtning. Folkevisene blev først sunget paa ridderborgene av omvankende
sangere, siden trængte de ned til folkets hytter, hvor de i senere tider
for en stor del er fundet igjen. I _Norge_ derimot hørte forfatterne
vistnok ofte til bondestanden.
Efter indholdet kan folkevisene deles i _to hovedarter_: _sagnviser_
eller _mytiske_ viser, som fortæller om overnaturlige væsener, personer
og handlinger, og de _historiske_ viser, som gir skildringer av
middelalderens begivenheter og liv. Hertil kommer _kristelige_
folkeviser.
Av _sagnvisene_ maa først og fremst nævnes _kjæmpevisene_, som er de
ældste. De henter emnene fra gude- og heltesagn, som altsaa har holdt
sig gjennem tidene, men litt efter litt er blit ændret under paavirkning
av kristendommen og den voksende kultur. De gamle æser og hedenske
helter er blit til kristne kjæmper og helter. „Trymskvida“ i „Den ældre
Edda“ f. eks. blev gjort om til en vise, hvori Tor blev til Torekall og
Trym grimme jutulen. I Norge har man to viser om idrætshelten Heming,
_Hemingen og Harald kongen_.
Ogsaa helter fra fremmede land (f. eks. _Karl den store_ og hans
kjæmper, _ridder Roland_ og _Holger Danske_) blir ofte behandlet i
visene; disse viser eller emnet til dem er da kommet til Norden fra
utlandet, især fra Tyskland, et vidnesbyrd om den samfærdsel som den
gang fandt sted mellem de nordiske riker og sydligere land. Ofte er
flere emner smeltet sammen i én vise. Kjæmpevisene er i almindelighet
fyndige, djerve og malende.
En anden art av sagnvisene er de _naturmytiske_, som fortæller os om de
forunderlige væsener man i den tid og like til vor tid har opfyldt hele
naturen med: riser og troll i bergene, alver og huldrer i skog og eng,
havmænd, havfruer og nøkker i havet og elvene, og om den maate disse
væsener griper ind i menneskelivet paa. En av de smukkeste og mest
kjendte av de naturmytiske viser er visen om _Elverhøi_. Ogsaa om
gjengangere handler enkelte av disse viser, f. eks. _Den onde
stedmoder_.
De _historiske_ viser er to slags, dels _ridderviser_, dels saadanne som
handler om bekjendte historiske personer, de _egentlig historiske_
viser.
Blandt _riddervisene_ findes de skjønneste folkedigtninger; de gir et
friskt, levende og farverikt billede av riddernes liv fra vugge til
grav; de fortæller os om deres daader og om deres daglige færd, deres
jagt og deres vennelag, om deres troskap i kjærlighet, deres tapperhet
og deres ædle eller ialfald djerve tænkemaate. Som eksempler paa
riddervisene kan nævnes: _Axel og Valborg_, _Dalebu Jonson_ og _Bendik
og Aarolilja_.
De _egentlig historiske_ viser handler om historiske begivenheter eller
personer som i særlig grad har gjort indtryk paa folket, som f. eks.
Valdemar Seiers dronninger _Dagmar_ og _Bengjerd_, og _Kristjern den
anden_ o. fl. Av de _norske_ har vi bare faa bevart, f. eks. om jarlen
_Alv Erlingsson_ og _Kungssonen av Norigsland_. Ogsaa gjennem disse
simple, men gripende viser faar man en levende forestilling om
middelalderens liv og tænkesæt i Norden, om man end ikke kan bygge paa
dem som paalidelige historiske kilder.
Av de _kristelige_ visene er der ikke saa faa. Den mest kjendte er
_Draumkvæe_; det fortæller om drømmene til Olav Aasteson, som sov fra
julaften til trettendedagen, og da fik han se den skjæbne de onde og de
gode fik efter døden.
Endelig kan nævnes de norske _skjemteviser_; av dem er flere av senere
oprindelse, f. eks. _Ramnabryllaup i Kraakelund_, _Han Mass og han
Lasse_, _Truls med bogin_, _Mannen og kjerringi_ o. fl.
Eiendommelig for mange av folkevisene er _omkvædet_, som er med hvert
vers. Oprindelig hadde omkvædet ikke noget at gjøre med den episke
folkevise. Det er en levning av „stevstammen“, en indledning av lyrisk
indhold („gamlestev“). Disse viser var oprindelig _danse_viser, d. v. s.
de blev sunget under en slags dans, idet de som var med, tok hverandre i
hændene og dannet en ring. Den som førte dansen, sang visen, og efter
den gik ringen i takt. I Norden blev der saa til den lyriske indledning
knyttet en episk vise, som ingen sammenhæng hadde med indledningen. For
hvert vers blev en linje eller flere av stevstammen tat med, og omkvædet
var der. Dette omkvæd sang alle med. Senere søkte man stundom at knytte
omkvædet til visen, saa det i fyldig form gav det indtryk visen skulde
gi (f. eks. „Ve da vorde hende Bengjerd!“ „Kjenner du Dalebu Jonsson?“)
— Sangdansen, som kom fra Vesteuropa, blev utbredt over hele Norden og
har holdt sig paa Færøene til vor tid. I Norge kom den i glemme ved
Hardanger-felen, som førte med sig runddansene.
De egte gamle folkeviser har været kilden til ny digtning og har
fundet efterlignere baade ute blandt folket og blandt digterne. Av
dem som har efterlignet folkevisen, skal vi av digterne i
fællesliteraturen nævne _Ewald_, _Edvard Storm_ og _Claus Frimann_,
av de nyere danske _Oehlenschläger_, _Ingemann_ og _Hertz_ og av de
nyere norske _Landstad_ og _Welhaven_. Folkeviser har ogsaa stundom
ligget til grund for senere tiders dramatiske digtninger, f. eks.
for _Oehlenschlägers_ „Aksel og Valborg“ og _Ibsens_ „Gildet paa
Solhaug“, og for _Garborgs_ episke digtning „I Helheim“.
Ved siden av folkevisene har vi *folkesagn*. De er dels _mytiske_ (især
_naturmytiske_), dels _historiske_.
De _naturmytiske_ sagn handler om de samme overnaturlige væsener som de
naturmytiske viser.
De _historiske_ sagn er mest om _Hellig Olav_, og om hvorledes han gjør
riser til sten og faar troll til at bygge kirker for sig (smlg.
Welhavens _En vise om Hellig Olav_). Hellig Olav er guden Tors
efterfølger, og han har Tors røde skjeg. Mange av de historiske sagn
fortæller ogsaa om _den sorte død_, „mannadauden“, om hvorledes den la
hele daler øde (_Jostedalsrypa_ o. fl.).
Mens visene og sagnene ofte knytter sig til historiske begivenheter, er
dette aldrig saa med *folke-eventyrene*. Det som eventyret fortæller, er
ikke bundet til noget enkelt sted eller nogen bestemt tid. Her heter det
oftest bare: „Det var engang.“ Personene og stedene i eventyrene har som
regel ikke en gang noget navn, og hænder det, er det almindelige navn
som _Per_ og _Paal_, eller ogsaa er det navn som er en ren lek av
indbildningskraften (_Mumle Gaase-egg_, _Soria Moria slot_, _Østenfor
sol og vestenfor maane_ o. s. v.). I eventyrene blir det overnaturlige
og naturlige blandet om hinanden. Troll og trollkjærringer forekommer
ved siden av konge, amtmand, prest og skriver. En stor del av dem er om
_Askeladden_ (den klodsete, fillete, som graver i asken). I dem faar man
se hvorledes den som blir regnet for ringe og ubetydelig, ved egen
dygtighet kommer frem til herlighet og lykke. Det gaar gjerne saa i
eventyret, at klokskapen seirer over tankeløsheten og dumheten, at det
gode faar sin løn og det onde blir straffet. I mange av dem er der et
kostelig og eiendommelig lune, som f. eks. i _Manden som skulde stelle
hjemme_, _Far sjøl i stua_, _Gudbrand i Lia_, _Kjærringa mot strømmen_,
_Mestertyven_ og _Herremandsbruden_.
Næsten alle sagn og eventyr er skrevet op i den seneste tid[13].


III. Den norsk-danske literatur under rikenes forening.
(Fællesliteraturen.)

1. Reformationstiden (omtrent 1500-1560).
Da tyrkerne tok det bysantinske rike, fremkaldte det en ny
kulturstrømning, som alt var forberedt ved korstogene. En mængde græske
videnskapsmænd flyttet til Italien, og her økte de den interesse for den
gamle klassiske literatur som før var vakt. Her vokste ogsaa fra det
14de aarhundrede frem en national literatur (_Dante_, _Petrarca_,
_Boccaccio_). Interessen for den klassiske literatur bredte sig saa til
de andre landene i Europa. Den nye _almenmenneskelige_ dannelse, som
blev grundlagt ved de klassiske studier, er det man har kaldt
_humanismen_. Den førte til _renæssanse_ (gjenfødelse) av kunst og
videnskap. Det var humanismen som mest virket til at gi pavekirken
dødsstøtet i saa mange land; for den fremkaldte bibelkritikken (_Erasmus
fra Rotterdam_) og en dypere og mer videnskabelig drøftelse av de
religiøse spørsmaal. Ved dette blev veien ryddet for den lutherske
_reformation_, som ikke længe efter Luthers egen optræden med rivende
fart trængte ind i Danmark. Alt paa riksdagen 1536 blev den vedtat
indført i riket, efterat den i flere aar under stor tilslutning var blit
præket rundt om i landet.
[Footnote 13: De _norske_ sagn av _Faye_, _Asbjørnsen_ og _Johannes
Skar_, eventyrene av _Asbjørnsen_ og _Moe_, _Sophus Bugge_ o. fl.]
Opfindelsen av _boktrykkerkunsten_ virket ogsaa sterkt til fremme av
aandslivet rundt i Europa. Nye idéer gik ved hjælp av den fortere end
nogen gang før fra land til land og trængte ogsaa ned til de lavere lag
av folket. I de fleste landene, ogsaa i _Danmark_, gav reformationen og
opfindelsen av boktrykkerkunsten støtet til en _literatur_ paa
_morsmaalet_, som fort blomstret frem.
I Danmark var der i den senere middelalder en sterk _tysk_ indflytning,
og den fik stor indflydelse blandt alle stænder og i alle forhold. Den
satte ogsaa sine dype merker i sproget, som i høi grad blev fortysket;
de nu saa almindelige forstavelser _an-_, _be-_, _for-_ (ver-) tok
saaledes den gang til at trænge ind i sproget. Det _tyske sprog_ blev i
høiere lag endog ofte brukt til _talesprog_, mens _latinen_ blev
_skriftsprog_. De for resten temmelig faa skrifter Danmark har at opvise
i middelalderen, var næsten alle paa latin. Selv fædrelandshistorien
skrev Saxo paa latin, som vi har hørt. Rigtig nok gjorde som nævnt
reformationen for en tid morsmaalet igjen til skriftsprog, for det var
reformatorene om at gjøre at virke paa den menige mand og vende hans hu
til den nye lære. Den latinske messe skulde overalt avskaffes og dansk
gudstjeneste indføres; de katolske helgenhistorier maatte bort, og
bibelen bli git menigmand i hænde. I reformationstiden blev (navnlig ved
Kristiern Pedersen) den grundvold for en dansk national literatur lagt
som ialfald enkelte mænd (f. eks. Vedel og Peder Syv) bygde paa i det
følgende saakaldte lærde tidsrum. Først da blev den tyske indflydelse
paa sproget sterk igjen.
Reformationstidens literatur var næsten bare _religiøs_, en naturlig
følge av at det var trosskiftet som den gang mest optok sindene.
Øverst blandt forfatterne i denne tid staar *Kristiern Pedersen*, en
trofast ven av Kristiern den 2den. Han har skrevet saa betydelige
arbeider paa morsmaalet og brukt det saa dygtig at han i Danmark endog
har faat navn av den danske literaturs far. Ham skyldes for en væsentlig
del _den første fuldstændige danske bibeloversættelse_ (1550), som blev
kaldt _Kristian den 3djes danske bibel_ (oversat efter Luthers tyske
oversættelse).
„Ingen skal tro,“ siger han selv, „at evangelierne er helligere paa ett
tungemaal end et andet; havde nogen af apostlerne skrevet evangelierne
til Danmarks rige, da havde han dem visselig skrevet paa ret danske; thi
hvert menneske bør at kunne dem paa sit eget maal.“ Ved siden herav gav
han ut _Saxos historie_, som ellers let kunde gaat tapt.
Kristiern Pedersen byttet gamle uforstaaelige ord med nye brukelige og
fik større fasthet i retskrivningen, „særdeles for unge folks skyld,
piger og drenge, som gjerne ville lære at læse og skrive ret danske og
stave hende tilbørlig, som hende bør at staves og skrives,“ siger han
selv.
Kristiern Pedersen blev mer og mer optat av reformationsstriden. Hans
største motstander her var en anden dansk humanist, *Povl Helgesen*, en
elev av Erasmus fra Rotterdam. Han stod først velvillig til
reformationen, men stilte sig siden ivrig mot den. Hans motstandere
kaldte ham derfor „Povl Vendekaabe“. Hans _strids_skrifter var mest
kjendt.
Mer som taler end som skribent virket *Hans Tausen* († 1561 som biskop
i Ribe). Han har bl. a. git ut en _postil_ og digtet en del _salmer_.
Den _poetiske_ literatur var i den tid naturlig nok mest _salmer_. De
færreste var originale; de fleste var oversættelser av _tyske_ (f. eks.
_Vor Gud han er saa fast en borg_) eller omarbeidelser av _latinske_
salmer (f. eks. _Et barn er født i Betlehem_).
I _Norge_ var der i reformationstiden _ingen_ selvstændig literatur;
reformationen fremkaldte der ikke et eneste skrift. Mens
_boktrykkerkunsten_ naadde til Danmark alt under kong Hans i 1482 (den
første bok paa dansk, _Den danske rimkrønike_, blev trykt i 1495),
tryktes der i _Norge_ ingen bok før omkring midten av det 17de
aarhundrede. Men nu begyndte atter interessen at bli vakt for den gamle
norske literatur, og man tok til at oversætte kongesagaene fra
gammel-norsk til _dansk_; dette sprog blev nemlig under foreningen med
Danmark og især efter reformationen _fælles skriftsprog_ for Danmark og
Norge. Dette gik naturlig for sig. I de sidste aarhundreder av
middelalderen merker vi en utvikling i alle de vest-europæiske sprog.
Denne utvikling griper ogsaa sprogene i Norden. Likesom gammel-dansk
blev uforstaaelig i Danmark, blev gammel-norsk vanskelig at skjønne for
nordmænd. I vort land hadde vi da ingen norsk overklasse som kunde skape
et mer moderne skriftsprog. Magthaverne var danske; det var da deres
sprog som blev vort officielle skriftsprog. Da saa reformationen kom med
religionen og bibelen paa dansk, var det naturlig at de spirer som
maatte være til et norsk skriftsprog, blev kvalt. Talesproget derimot
blev ved at være norsk i by og bygd, og det var først i langt senere tid
at den „dannede dagligtale“ mistet det meste av sit norske præg.

2. Det lærde tidsrum (omtr. 1560-1710).
I dette tidsrum blev morsmaalet efter hvert atter sat tilside i Danmark
likesom i det øvrige Europa, og _latinen_ paany det almindelige
skriftsprog. Det fortælles om en prest at han endog skrev skudsmaal for
sine sognefolk paa latin. Bare enkelte røster hævet sig mot dette.
Ved de lærde skoler drev man oplæringen helt paa latin. Barna maatte
betale pengebøter for hvert dansk ord de talte, eller de fik ris naar de
talte sit morsmaal, likesaa vel som naar de „stimede eller sloges“; de
skulde ikke en gang bruke det naar de lekte. Lærebøkene var alle paa
latin, ogsaa grammatikken. Det var saavidt barna overhodet fik lære at
læse og skrive paa dansk. Ved universitetet gik likeledes alt,
forelæsninger og samtaler, for sig paa latin. Dersom nogen paa én gang
sa mer end tre ord i morsmaalet, uten i forveien av en eller anden grund
at ha bedt om lov, skulde han for hver gang bøte en hvid. Almuebarna fik
bare gjennem mundtlig undervisning litt kristendomskundskap. Der var
ingen skoler paa landet. Hele oplæringen bestod i, „at degnen nogen
ganger om uken, eller hvor flere (lands-)byer hørte til ett sogn, i det
mindste én gang hver maaned, samlet landsbyens ungdom i en gaard og med
høi røst læste Luthers lille katekismus for dem, samt nogen sanger og
bønner, og lot barna gjenta det saa længe til noget hang ved. Fire
ganger om aaret overhørte presten dem, og ved visitasen lot biskopen dem
sige frem Fadervor, de tre trosartikler og de ti bud; én sa for og de
andre efter“.
I denne tid blev dansken sterkt fyldt op med tyske ord, baade plattyske
og høityske. Nu var det mest ord med forstavelsene _ge-_ og _er-_ som
trængte ind. Men mens mange av de tyske ordene som trængte ind i slutten
av middelalderen, endnu har fuldt liv i dansken, er en mængde av de
tyske laane-ordene fra denne tiden trængt ut igjen siden, og de er
aldrig blit folkelige ord. Ogsaa mange franske laane-ord trængte ind i
denne tid, men de er næsten alle sammen trængt ut igjen.
Den gamle danske _adel_ hadde nu sin glanstid; tidsrummet (indtil 1660)
er derfor ogsaa blit kaldt „_Adelsperioden_“. Adelsmændene var oftest
rike, mægtige og dannede, og de arbeidet i sit fædrelands interesse.
Flere av dem var ogsaa lærde videnskabsmænd.
Et rikt _videnskabelig_ arbeide, først og fremst i _teologisk_ retning,
blev utført i dette tidsrum, mest i den første halvdel; men trods sin
store flid fik den tids lærde forfattere liten betydning for menigmand,
som i det hele blev stillet utenfor paavirkning av literaturen. Det
gjaldt i denne saakaldte _ortodoksiens_ (rettroenhetens) tid fremfor alt
at slaa fast den rette lære. Ja, man syslet ogsaa med slike ørkesløse
spørsmaal, som f. eks. om hvad Adam og Eva spiste i paradis, hvilket
sprog de salige taler o. s. v. Prestene gav fra prækestolene oftest
lærde og tørre avhandlinger, som tilhørerne ikke forstod, og som derfor
gjerne dysset dem i en blid søvn. Kristian 4 gav endog ut en forordning
om vækkere i kirken.
Der var i det hele tilbakegang med hensyn til den folkelige literatur,
som var begyndt at komme frem i reformationstiden.
Aandslivets tilstand i _Norge_ var ikke lys i det 16de og 17de
aarhundrede. De gamle stormands-ætter fra sagatiden var blit knækket i
de foregaaende aarhundreder, og den nye _adel_ Norge fik, var meget
faatallig og desuten fremmed; for det var næsten bare danske indflyttere
som fik adelsbrev. _Borgerstanden_ gjorde sig vistnok fri i det 16de
aarhundrede fra hanseaterne; men det var først ved slutten av det 17de
aarhundrede at Norge kunde siges at ha faat en nogenlunde velhavende og
oplyst handelsstand (særlig i Bergen). _Embedsmændene_ stod dengang paa
et temmelig lavt standpunkt. _Bøndene_ var, som vi straks skal høre,
oftest raa og uvidende.
Indførelsen av reformationen, som var gaat meget raskt for sig i
Danmark, og som der hadde fremkaldt et nationalt aandsliv, gik det
langsomt med i Norge. De nye danske prester, som efter hvert kom op til
Norge, blev ofte i begyndelsen jaget bort eller slaat ihjel, da bøndene
ingen forandring vilde ha i de katolske kirkeskikker. Lister-presten,
forfatteren _Peder Claussøn_, fortæller saaledes at i somme prestegjeld
var én eller to, i andre flere, ja, i et sogn endog 7 prester
ihjelslaget. Han har kjendt en telemarking, siger han, „hvis fader haver
ihjelslaget 3 prester, og naar denne var drukken, bad han Gud at han
ikke maatte dø førend han havde slaget saa mange prester ihjel.“ Det var
derfor i lang tid meget vanskelig at faa prester til at reise hit op.
Rent uvidende mennesker, som saavidt kunde læse op en præken av en
postil, eller studenter, som var faldt igjennem til eksamen, fik ofte
norske preste-embeder paa landsbygden. Pengebegjærlighet, drukkenskap og
andre laster var hyppige beskyldninger mot de geistlige i Norge i det
16de og førstningen av det 17de aarhundrede. En slik sjeldenhet var
prester som hadde studert ved „svarteskolen“ i Wittenberg, at almuen
holdt dem for trollmænd, som „kunde mer end sit Fadervor“ (f. eks.
Røken-presten med „svarteboka“). Følgen av alt dette var, at den største
vankundighet og overtro bredte sig mangesteds blandt almuen, ja, man
faldt enkelte steder tilbake til hedensk vildskap. Regjeringen gjorde
ikke noget for at utbrede oplysning og kundskap. Sproget la ogsaa
hindringer iveien; det varte længe før bøndene lærte at forstaa det
danske sprog som blev talt i kirkene, og som alle bøker var skrevet paa.
Skole-oplæringen stod sørgelig lavt. Elevene ved de lærde skoler maatte
to ganger aarlig gjøre tiggerreiser rundt i bispedømmet, forat de kunde
holde sin skolegang ved like. Bare faa av dem kunde siden studere videre
ved universitetet. Folkeoplæringen var ynkelig. Bøndene kunde oftest
ikke læse. Skolelærerne „tjente mer ved at ligge og fiske“, heter det,
end ved at undervise, og desuten gjorde de ofte militærtjeneste. Først i
1736, da konfirmationen blev indført, blev det paabudt at alle skulde
lære at læse; men det blev likevel ikke fuldt ut fulgt.
Landet led ogsaa i den tid av mange ulykker (hungersnød, pest osv.). At
den boklige sans ikke kunde trives under slike forhold, siger sig selv.
Det vigtigste literære arbeide som blev gjort i denne tid, var _Peder
Claussøns oversættelse av de norske kongesagaer_. Denne bok gjorde ikke
litet til at vække nationalfølelsen, følelsen av at være et eget folk,
og denne nationalfølelse var det som i løpet av det 18de aarhundrede ved
den stigende oplysning og velstand sterkere og sterkere traadte frem,
ikke mindst i literaturen, og som gjorde folket modent til at staa paa
egne ben.

Den prosaiske literatur.
Av lærde _teologer_ staar professor *Niels Hemmingsen*, „den danske
Melanchton“, høiest. Han blev endog kaldt „Danmarks almindelige lærer“.
Han gav ut en mængde fremragende teologiske arbeider paa latin. Av store
_videnskapsmænd_ for resten skal først nævnes *Tyge Brahe* († 1601),
som gjorde store opdagelser i _astronomien_.
Ogsaa *Ole Rømer* var en fremragende astronom og naturgransker. Han
opdaget saaledes lysets forplantning og hastighet. _Lægevidenskapen_
hadde betydelige dyrkere i *Tomas Bartholin* og *Niels Steensen
(Steno)*. Den sidste grundla ogsaa en ny videnskap, _geologien_.
*Ole Worm* dyrket foruten lægevidenskapen ogsaa _oldgranskningen_ og
er blit kaldt „den danske oldgransknings far“. Han var den første
som vakte opmerksomheten for de islandske haandskrifters[14]
betydning for Nordens historie. Alle disse skrev paa latin.
Islændingen *Tormod Torfæus* (Torvesen) skrev en stor _Norges
historie_ paa latin og oversatte flere _islandske sagaer_ til latin.
Han bodde i Norge.
I én gren av literaturen hævdet morsmaalet for en tid sin ret; det var i
_historieskrivningen_. *Anders Sørensen Vedel* (rikshistoriograf og
Fredrik den 2dens hofprest), † 1616, en vel begavet mand, som
interesserte sig varmt for morsmaalet og det nationales fremgang i det
hele, ryddet vei her, idet han _oversatte Saxo Grammaticus’s historie_ i
slutten av det 16de aarhundrede.
Da der manglet papir til trykningen, rettet _Tyge Brahe_, som var Vedels
personlige ven, i et latinsk digt en opfordring til folket: „I danske
kvinder! Skaane har en papirmølle; ofrer av kjærlighet til fædrelandet
eders lintøi, at ikke vore herlige forfædres ros skal dølges i glemsels
nat!“ Efter opfordring av den danske dronning, gav Vedel ogsaa ut
_hundrede danske folkeviser_, som derved blev tilgjængelige for alle, og
sansen for dem blev holdt levende i folket (se side 17).
[Footnote 14: Paa denne tid blev haandskrifter baade til Snorres Edda og
den ældre Edda fremdrat.]
Av Vedels egentlige hovedverk, en fortsættelse av Saxos historie, blev
bare litet færdig; men alt hans samtidige, rikskansleren *Arild
Huitfeldt* († 1609), gav ut paa morsmaalet en _Danmarks riges
krønike_, som strakte sig like ned til Kristian den 3djes død. Med det
16de aarhundrede slutter næsten al historieskrivning paa morsmaalet i
dette tidsrum.
Noget senere blev _morsmaalet_ selv gjort til emne for behandling,
særlig av *Peder Syv* († 1702), en tid rektor, senere prest paa
Sjælland. Foruten _danske ordsprog_ og _danske folkeviser_ gav han ut en
_dansk grammatik_, det første arbeide av den slags som kom i morsmaalet.
Men hvorledes latinen var trængt igjennem, kan man se av at selv han,
som for sine fortjenester av morsmaalet har faat navnet „den danske
sprogforsknings far“, fandt det nødvendig „sommesteds at give en ganske
mening paa latine for des bedre at blive forstaaet“.
Endelig skal vi nævne et _mindeskrift_, som blev skrevet paa den tid, og
som er drat frem i vore dager. Det er *Leonora Christina Ulfeldts*
_Jammersminde_. Hun blev uskyldig kastet i fængsel og sat der i 23 aar,
utsat for de skammeligste forhaanelser av høie og lave. Da hun endelig
blev fri, gav hun i „Jammersmindet“ en gripende skildring av sit
kvalfulde liv i fængslet. Hvad formen angaar, er dette skrift blit kaldt
„det 17de aarhundredes første danske prosa-verk“.
Som nævnt var det mest i Bergen at vi merker noget til _norsk_ aandsliv
i den tid. Bergen var den største by i Norden, og den by i Norge som
stod i livligst samkvem med utlandet. Her maatte de nye idéer derfor
først vise sig. Herfra gik den „første literære fornyelse“ ut. — Bispen
_Geble Pederssøn_ i Bergen var vor første humanist. Han interesserte sig
især for skolen i sin by. I Bergen var det ogsaa at interessen for
Norges gamle historie holdt sig. Flere arbeidet med oversættelser av de
gamle sagaer. Blandt dem skal vi især merke lagmand _Mattis Størssøn_
(† 1569), som gav et utdrag av de gamle kongesagaer. Han skrev ogsaa
et klageskrift mot de tyske kjøbmænd. Han var en anset mand og
regjeringen brukte ham til flere vigtige hverv.
Mest kjendt av Bergens-humanistene var allikevel *Absalon Pederssøn
Beyer*, Geble Pederssøns elev og fostersøn. Han studerte ved
universitetene i Kjøbenhavn og Wittenberg, hvor han tok magistergraden.
Siden blev han lektor ved stiftsskolen i Bergen og til slut slotsprest.
Han døde i 1574.
I sine 14 sidste leve-aar førte Absalon Pederssøn en dagbok, som er
bevart under navnet _Bergens kapitelsbog_. Han fortæller her de mindste
smaating, som f. eks. at et par elever fra stiftsskolen en
søndagseftermiddag gaar i vinkjelderen istedenfor i kirken. Men
smaatingene gjør netop boken til et levende og egte kulturbillede fra
Bergen i den tid. Desuten har Absalon Pederssøn skrevet en _Norges
beskrivelse_.
Den sidste bok er merkelig ved at forfatteren viser sterk
nationalfølelse og med styrke uttaler sin sorg over Norges
tilbakegang og sit haap om at landet igjen maa reise sig av dvalen.
Han siger om Norge i gamle dager, at da „var hun udi agt og ære; da
havde hun en guldkrone paa sit hoved og en forgyldt løve med en
blodøks; — — da udbredte Norige sin magt og vinger,“ og at
„Noriges rige haver standet udi sin blomster og været et sterkt og
mandigt rige blandt andre kongeriger; men,“ siger han senere: „Fra
den dag Norige kom under Danmark og miste sin egen herre og konning,
saa haver det og mist sin manddoms styrke og magt og begynder at
blive gammel og graahærd og saa tung, at det ei kan bære sin egen
uld. — — Idet at hun er vorden træt og gammel af seilas og formaar
ikke mere at drage udenlands, haver hun i sin rasendes alderdom, i
hvilken hun bliver til barn paa det ny igjen, tilbudet en stor hob
af hansestæderne, at de maa ikke alene seile her i riget, men ogsaa
garpe[15] plante sig fast blandt disse klipper, hvilke som haver
faaet det norske sand i deres sko, at de vil ikke gjerne herud
igjen, men vil dø derpaa, at bergefisk og norsk smør er udi deres
hansestæder en god ret.“ Han mener om Norge, at „hun gaar paa
krykker og stylter og vil snart falde omkuld. — — Dog kunde vel
Norige engang vaagne op af søvne, dersom hun finge en regenter over
sig; thi hun er ikke aldeles saa forfalden og forsvækket, at hun jo
kunde komme til sin magt igjen. — — Udi folket er endnu noget af
den gamle dyd, manddom og styrke.“
[Footnote 15: Garp var før navn paa de tyske kjøbmænd i Bergen.]
Litt senere end disse humanister i Bergen levde sogneprest til Undal