Norsk literaturhistorie for gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler - 14

enkelt person (digtets _helt_) eller æt eller et enkelt folk til
midtpunkt. Eks. _Iliaden_ og _Odysseen_, Vergils _Æneide_, heltedigtene
i _den ældre Edda_, den tyske _Niebelungenlied_, den finske
_Kalevala-sangen_ og Tegnérs _Frithjofs saga_. Som eksempel paa det
_religiøse epos_ kan nævnes den italienske digter Dantes _Guddommelige
komedie_ og Wergelands _Skabelsen, mennesket og Messias_.
2) _Idyllen_ (av et græsk ord, som betyr et litet billede) viser os, i
motsætning til heltedigtet med dets storslagne begivenheter og et
urolig, skiftende liv, det stille, jevne menneskeliv i simple,
oprindelige og naturlige forhold uten større kamper og sorger. Eks.
Mauritz Hansen: _Lille Alvilde_, Goethe: _Hermann und Dorothea_,
Runeberg: _Hanna_.
3) _Fortællende digt_ skildrer menneskelivet, som det almindelig er med
stadig skifting av godt og ondt, av glæder og sorger. Eks. Jørgen Moe:
_Truls og Inger_, _Blomster-Ole_, Ibsen: _Terje Viken_, Runebergs
_Fänrik Ståls sägner_; eks. paa _komiske_ fortællende digt: Wessel:
_Smeden og bageren_.
4) _Folkesagn_ handler dels om guder (_gudesagn_), dels om historiske
personer (_historiske sagn_) og dels om overnaturlige væsener: nøk,
hulder, havfruer o. s. v. (_mytiske sagn_). Eks. Faye: _Norske
folkesagn_, Asbjørnsen: _Huldreeventyr og folkesagn_.
5) _Folke-eventyret_ er en fri lek av indbildningskraften, som fører os
ind i en trylleverden, hvor virkelig og uvirkelig, naturlig og
overnaturlig gaar i ett. Eks. Asbjørnsens og Moes _Norske
folke-eventyr_. Av utenlandske folke-eventyr er _Tusen og en nat_ og
_Grimms eventyr_ de mest kjendte.
6) _Legender_ eller sagn om helgener.
7) _Romanen_ har sit navn av at den kom op hos de _romanske_ folk. Den
skildrer livet i dets forskjellige skikkelser. Forat romanen kan danne
et sammenhængende hele, maa der være en hovedhandling som slutter sig om
hovedpersonen eller _helten_ i romanen. Man skjelner mellem _historiske
romaner_ (Walter Scotts, Ingemanns historiske romaner, A. Munch: _Pigen
fra Norge_) og _nutidsromaner_ (Camilla Collett: _Amtmandens døtre_,
Kiellands romaner, Garborg: _Bondestudentar_). Utenlandske
romanforfattere: Cervantes: _Don Quixote_ (spansk), Defoe: _Robinson
Krusoe_, Dickens, Marryat (engelske), Victor Hugo, Jules Verne, Alphonse
Daudet (franske), Topelius: _Feltskärns berättelser_.
8) _Noveller_ (et fransk ord, egentlig nyheter, nye tildragelser) og
_fortællinger_ er mindre omfattende end romanene og holder sig mest til
hverdagslivet. Eks. paa _danske_ novelleforfattere: Blicher, fru
Gyllembourg, paa norske: Mauritz Hansen, Bjørnson, Jonas Lie.
_Novelletter_ kaldes ganske smaa stemningsbilleder (Kielland).
Utenlandske novelleforfattere: Boccacio (italiensk), Auerbach, Fritz
Reuter (tyske), Fredrika Bremer, Aug. Blanche (svenske).

B. Episk-didaktisk digtning.
Ordet _didaktisk_ betyr belærende, og denne digtning vil indprente
almene sandheter.
1) Det _komiske epos_ (komisk _heltedigt_) er en komisk efterligning
(_parodi_) av heltedigtet. Eks. Holberg: _Peder Paars_. Det omvendte av
parodi er _travesti_ (ital.; egentlig omklædning), hvor det store og
ophøiede blir trukket ned i det lave. Eks. Wessel: _Gaffelen_.
2) Fortællende _satiriske_ digtninger. Eks. Horats’s satirer,
Paludan-Müller: _Adam Homo_. Om satire se under lyrisk-didaktisk
digtning.
3) _Fabelen_ (et latinsk ord, som egentlig betyr fortælling) gir en
eller anden lærdom gjennem et billede, hentet fra naturen, især fra
_dyreverdenen_. Dyrene optræder og handler her som mennesker. Den lærdom
som ligger i fabelen kaldes dens moral. Eks. Æsop, Fædrus, Holberg,
Wergeland.
4) _Parabelen_ (græsk; egentlig sammenligning) eller _lignelsen_ gir en
lærdom, især en religiøs, i et billede hentet fra _menneskelivet_.
5) _Allegorien_ (græsk; billede) gir ogsaa en _billedlig_ fremstilling
av en eller anden, ofte en religiøs sandhet. Til forskjel fra parabelen
har i allegorien altid hvert led i billedet et tilsvarende led i det som
skal bli avbildet. Eks. A. Stub: _Livets seilas_, Jørgen Moe:
_Ungbirken_, _Den gamle mester_.
6) _Kunsteventyret_ er næsten altid belærende. Eks. _Andersens eventyr_.

C. Episk-lyrisk digtning.
De digt som hører til denne slags, er nærmest _episke_; men da der i dem
altid klinger en bestemt _stemning_ eller _følelse_ igjennem, tung,
vemodig, glad, spøkefuld o. s. v., kan de kaldes _episk-lyriske_.
1) _Folkevisene._ I dem bryter den lyriske stemning mest frem i
_omkvædet_. Samlinger av norske folkeviser av Sophus Bugge og Landstad.
2) _Romanser_ og _ballader_ kaldes mindre episk-lyriske digt; de er ofte
efterligninger efter folkeviser. Romansen har likesom romanen faat navn
av at den kom op hos de _romanske_ folk. Balladen (et spansk ord,
egentlig dansevise) traadte først frem hos englændere og skotter.
Navnene blir nu ofte brukt om hverandre, saa grænsen er svævende. Eks.
Goethe: _Erlkönig_, Heine: _Lorelei_, Edv. Storm: _Sinklarsvisen_,
Welhaven: _En vise om Hellig Olav_, _Asgaardsreien_, _Dyre Vaa_,
Bjørnson: _Magnus den blinde_, _Olav Tryggvason_. Eks. paa større
episk-lyriske digt er Wergelands _Den engelske_ lods.

II. Lyrisk digtning.
I de lyriske digt er digterens _stemninger_ og _følelser_ det alt
overveiende. Da disse digt derfor nærmest taler til følelsen, gjælder
det samme om dem som om de episk-lyriske digtninger, at deres virkning
stiger naar de blir ledsaget av sang og musik. Alt de græske digtere i
oldtiden foredrog sine kvad til et strenge-instrument, som kaldes
_lyre_; derav navnet _lyrisk_ digtning.

A. Ren lyrisk digtning.

a) Personlig-lyriske digt.
I dem gir digteren _personlige_ følelser luft, glæde, haap, sorg,
fortvilelse o. s. v. De vigtigste arter er:
1) _Oden_ (græsk; egentlig sang), en begeistret lovprisning av det
store, skjønne og ophøiede. Eks. Wergeland, Klopstock.
2) _Hymnen_ (græsk; egentlig lovsang), den _religiøse_ ode, en
tilbedende lovprisning av det guddommelige. Eks. Brorson, Grundtvig.
3) _Elegien_ (græsk; sørgesang eller klagesang). Ewald: _Klagesang over
Fredrik den 5te_, Wergeland: _Kongen lider_.
4) _Dityrambiske_ digt priser livsglæden. Wergeland, den svenske digter
Bellman.
5) _Naturskildrende digt._ Tullin: _Maidagen_, Wolff: _Nordhavet_,
Wergeland: _Hardanger_, Welhavens naturmalende digt.
6) _Humoristiske_ eller spøkefulde lyriske digt. Schwach: _Mit portræt_.

b) Samfunds-lyriske digt.
I dem gjør digteren sig til tolk for de følelser og stemninger som
samler _hele_ folket eller _en del_ av det.
1) I _salmen_ uttrykker han den kristne menighets religiøse følelser.
Den synger man til den saakaldte _koral_ (græsk; salmemelodi).
Salmedigtere: Luther, Kingo, Brorson, J. N. Brun, Grundtvig, Ingemann,
Wexels, Landstad, Blix.
2) I _fædrelandssangen_ (patriotisk lyrik) tolker han hele folkets
fædrelandskjærlighet. Fædrelandssanger av Bjerregaard, Bjørnson og
Garborg.
3) _Leilighetssanger._ Hit hører _kantater_, _mindesanger_ (eks.
Wergeland, Bjørnson), _krigssanger_ (_Bjarkemaalet_, Faber: _Den tapre
landsoldat_), _bryllupssanger_, _selskapssanger_ o. s. v. Rahbek,
Zetlitz, den svenske digter Bellman.

B. Lyrisk-didaktisk digtning
vil gi en eller anden lærdom. _Tanken_ (reflektionen) træder her gjerne
vel saa meget frem som følelsen.
1) _Læredigtet._ Petter Dass: _Nordlands trompet_.
2) _Satiren_ (latin; egentlig blanding, dernæst spottedigt) refser
daarskaper og ufuldkommenheter i livet. Satiren kan være _alvorlig_
(bitende, skarp) eller _spøkefuld_. Wessel: _Brodne kar i alle lande_,
Welhaven: _Norges dæmring_. _Parodi_ og _travesti_, som er satiriske
digtarter, er omtalt under episk-didaktisk poesi. Naar digteren lar
satiren gaa ut over en enkelt bestemt person, fremkommer _pasquillen_
(ital.) eller smædedigtet.
3) _Epigrammet_ (græsk; egentlig indskrift) er et litet, ofte satirisk
og vittig digt. Holberg, Wessel, Fasting. Epigrammet nærmer sig ofte til
den episk-didaktiske poesi.

III. Dramatisk digtning.
Drama er et græsk ord, som betyr _handling_. I den dramatiske digtning
lar digteren forskjellige personer optræde talende og handlende.
Det som især blir krævd i et drama, er sammenhængende handling og
træffende karaktertegning. Handlingen dreier sig gjerne om en
hovedperson (_helt_), som altid flere bipersoner samler sig om.
Samtalene i dramaet kaldes _dialoger_. Desuten er der ogsaa _monologer_
eller enetaler; men senere dramatiske forfattere bruker dem mindre;
Ibsen bruker dem slet ikke i sine sidste dramaer.
I et drama maa forfatteren først gjennem dets _eksposition_ (latin;
redegjørelse) i de første scener vise os de forhold den følgende
handling vokser frem av; saa begynder handlingen selv; for den vil
interessen vokse alt efter den spænding forfatteren forstaar at holde os
i. Jo større evne den dramatiske forfatter har til at stramme _knuten_ i
handlingen før han paa en eller anden maate løser den, i desto høiere
grad vil han magte at vække opmerksomhet for digterverket.
Navnet skuespil har dramaet faat fordi det i regelen er bestemt til at
bli opført paa et teater eller en skueplads. Den sceniske fremstilling
av et drama er beregnet paa at gi det større liv og anskuelighet, la det
gjøre mer indtryk; den skal fremhæve _illusionen_, d. e. den
indbildning, at det er virkelige tildragelser vi ser for vore øine.

A. Tragedien eller sørgespillet
behandler et alvorlig og storslagent emne, ofte et historisk. Man kan
dele tragedien i 3 slags. I _skjæbnetragedien_ er det overnaturlige
eller hemmelighetsfulde magter som styrer skjæbnen. Skjæbnetragedien
blev mest dyrket i den græske literatur, især av Aischylos og Sofokles,
i senere tid især av Schiller. I _karaktertragedien_ er det heltens egen
karakter som avgjør tragedien. Shakespeares tragedier er
karaktertragedier (_Macbeth_, _Hamlet_). _Situationstragedien_ skildrer
en konflikt som skyldes forholdene; ofte er det en pligt som kommer i
konflikt med en anden pligt (Sofokles: _Antigone_); helten kan kjæmpe
for en idé som tiden ikke forstaar, eller som den har forlatt (A. Munch:
_Salomon de Caus_; Oehlenschläger: _Hakon jarl_; Ibsen: _Keiser og
Galilæer_). Ibsens nutidsdramaer har ofte motiver fra alle tre slags
tragedier paa én gang (_Gengangere_).
En _parodi_ paa et sørgespil er Wessels _Kjærlighed uden strømper_.
Tragedie er et græsk ord, betyr egentlig bukkesang og har rimeligvis sit
navn av at en buk blev ofret ved Bakkus-festene, hvor visse sanger blev
sunget.

B. Komedien eller lystspillet
tar emnet fra hverdagslivet og gir menneskenes feil og daarskaper til
pris for latteren, for at vise hvorledes menneskene _burde_ være. Ved
siden av at more vil den altsaa oftest ogsaa _belære_. Eks. Holberg,
Hostrup.
Til komedien kan regnes _farcen_, (fransk egentlig blanding = satire,
dernæst løier), hvori baade de komiske forviklinger og de komiske
figurer er meget overdrevet. Eks. Wergelands farcer, som mest er
_satiriske_.
Eks. fra verdensliteraturen paa komedie-digtere: Aristofanes (græsk),
Plautus og Terents (latinske), Calderon de la Barca (spansk), Molière
(fransk).
Komedie kommer av et græsk ord, som betyr drikkelag; oprindelig var
komedie navnet paa lystige sanger, som blev sunget ved Bakkus-festene.

C. Det egentlige drama eller skuespil
ligger midt imellem tragedien og komedien og skildrer menneskelivet med
alvorlige og komiske sider, med lys og skygge, slik som vi daglig ser
det for vore øine.
1) _Historiske dramaer_ handler om historiske personer og begivenheter.
Eks. A. Munchs, Bjørnsons og Ibsens historiske dramaer.
2) _Romantiske dramaer_ handler om det forunderlige og hemmelighetsfulde
og henter gjerne emnet fra middelalderens ridderliv, fra folkeviser og
sagn. Eks. Hertz: _Svend Dyrings hus_, Ibsen: _Gildet paa Solhaug_.
3) _Nutidsdramaet_ eller det _borgerlige drama_. Eks. Bjørnsons og
Ibsens nutidsdramaer. Det er i vor tid den almindeligste form for
skuespillet.
4) _Proverbe_ (fransk; egentlig ordsprog) er et ganske litet
konversationsstykke; oftest ligger et ordsprog til grund for det. Dette
ordsprog nævner man ofte som slutningsreplik til publikum. Proverber er
skrevet av den franske digter Alfred de Musset og Octave Feuillet og av
Alexander Kielland.

D. Sangskuespillet
forbinder musikken med den dramatiske fremstilling.
1) I _operaen_ (ital.; sangspil) er alt eller det meste beregnet paa at
bli sunget sammen med musik. Teksten (_librettoen_, ital., egentlig en
liten bok) er det underordnede, musikken det væsentlige. Den kan være av
_alvorlig_ indhold (_opera seria_)[58] eller av _komisk_, muntert
indhold (_opera buffa_)[58]. Sangpartiene kaldes _arier_ (ital.;
egentlig sang, vise) eller _recitativer_ (ital.; egentlig det
fremsagte), naar én synger; _duetter_, naar to synger vekselvis eller
sammen; _terset_, naar det er tre; _kvartet_, naar det er fire; _kor_,
naar det er flere som synger sammen.
2) _Operetten_ er et litet sangskuespil. Ogsaa der er musikken det
overveiende; men dialogen har større plads end i operaen.
[Footnote 58: _seria_ (lat.) = alvorlig; _buffa_ (ital.) = løier.]
3) I _syngespillet_ træder dialogen mer frem; bare enkelte sangpartier
er indflettet; disse kaldes oftest _kupletter_ (fransk; egentlig enkelte
vers av en sang). Eks. Ewalds _Fiskerne_, Bjerregaards _Fjeldeventyret_.
4) _Vaudevillen_ (fransk; egentlig folkesang, gatevise) er et litet
syngespil, som altid henter emnet fra det jevne hverdagsliv og gjerne er
humoristisk. Eks. J. L. Heibergs vaudeviller.