Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - 17

mig«, svarede jeg. -- »Det er ikke Tilfældet; vi vilde kun, at Du
skulde være mere besindig og ikke storme altfor ubesindig frem, men
Du er troløs som Veir og Vind.«
Jeg begyndte at blive urolig. Thi hvis jeg nu dog havde taget Feil,
hvis Emmy og Andrea Margrethe virkelig havde fæstet deres Hu til mig?
Jeg mindedes Andrea Margrethe, hvor forundret hun havde seet ud, da
jeg ikke vilde dandse med hende, og hvorledes hun havde spurgt mig,
om jeg var vred paa hende? -- Hvis det virkelig forholdt sig saa, var
det da en ridderlig Handlemaade af mig, at jeg først vakte Ønsker og
Forhaabninger og derpaa pludselig trak mig tilbage, naar jeg saae, at
det vilde blive Alvor? Var det ikke Usselhed og Feighed? Saa havde
Præsten dog havt Ret, naar han forleden Dag havde kaldt mig en
attenaars Don Juan. Og paa den anden Side, hvor var det muligt, at
jeg kunde fare fort, som jeg havde begyndt, naar der var en Anden,
hvem mit Hjerte tilhørte?
Min indre Uro blev tilsidst saa stor, at jeg maatte have en Fortrolig
at udtale mig for. Jeg besluttede at gaae ind og tale til Gamle, thi
han pleier at være min Raadgiver ved alle vigtige Leiligheder.
Rigtignok vidste jeg, at Gamle ikke vilde lade mig døe i Synden, men
selv om han vilde prædike for mig til den lyse Morgenstund, foretrak
jeg dog det fremfor saaledes at gaae og pine mig selv.
Jeg gik da ind i Gamles Værelse. Der var ganske mørkt derinde, saa
jeg troede, at han ikke var kommen derop endnu. Men snart saae jeg,
at der stod En henne i det aabne Vindue. Jeg kunde rigtignok aldrig
troe, at det var ham, thi det lignede slet ikke Gamle at staae i
aabent Vindue ved Nytaarstide midt om Natten. Men da jeg kom nærmere,
saae jeg dog, at det var ham: han stod med foldede Hænder, og saae op
mod de blinkende Stjerner, hans Ansigt var ganske blegt, og hans
Læber bevægede sig sagte. To Gange maatte jeg kalde paa ham, inden
han bemærkede mig. Jeg sagde ham nu, saa godt jeg kunde, hvad jeg
havde paa Hjerte, Gamle hørte rolig paa mig, medens et underligt Smil
spillede om hans Læber. Da jeg var færdig, lagde han sin Haand paa
mit Hoved, og strøg mit Haar tilbage, idet han sagde: »Nu Nicolai,
din Nød er ikke saa stor, som Du troer. Hold Dig kun til Vorherre, og
giv vel Agt paa, hvorledes han vil føre Dig, saa kan din Sorg faae
Ende, førend Du aner det.« Derpaa bød han mig Godnat, og jeg gik
atter ind paa mit Værelse, idet jeg ikke noksom kunde undre mig over,
hvad der gik af Gamle, at han slet ingen Prædiken havde holdt for
mig, men affærdiget mig saa kort. Imidlertid følte jeg mig ikke
roligere i Sindet, og jeg besluttede derfor at gaae ind til Corpus
Juris og betroe ham, hvad jeg havde paa Hjerte. Vel maatte jeg være
forberedt paa, at han vilde lee mig dygtig ud og muligvis i de næste
Dage forfølge mig med sine Spotterier, men det forekom mig ogsaa, at
det kunde være en Slags retfærdig Straf, som jeg taalmodig maatte
underkaste mig.
Jeg aabnede Døren og traadte ind til ham. Men var der bælmørkt inde
hos Gamle, saa straalede Alt af Lys hos Corpus Juris. De to Lys foran
Speilet havde han antændt, og et tredie, som han formodentlig selv
havde bragt op med sig, havde han sat paa Bordet. Midt imellem disse
Lys spadserede Corpus Juris frem og tilbage, som om han havde
anstillet denne Illumination til Ære for sig selv. En stor rød Sløjfe
holdt han i Haanden, og han gesticulerede hæftig med begge Arme
omtrent som En, der indøver en Tale, han skal holde.
»Hvad vil Du?« spurgte han mig.
Jeg satte mig paa en Stol og begyndte at fortælle min Historie,
medens Corpus Juris vedblev at spadsere frem og tilbage.
»Ja hvad mener Du derom?« sagde jeg, da jeg var færdig, og han
vedblev sine Vandringer uden at svare mig.
»Hvorom?« spurgte Corpus Juris, idet han pludselig holdt inde med sin
Marsch og standsede foran mig.
»Om det, som jeg nu har fortalt Dig.«
»Ja Du maa undskylde, men jeg var saa optagen af mine egne Tanker, at
jeg slet ikke har hørt, hvad Du har sagt.«
Jeg maatte da begynde forfra igjen, og Corpus Juris skjænkede mig nu
større Opmærksomhed. Men neppe var jeg færdig, før han kastede sig
ned paa en Stol ved Siden af mig og brød ud i en høi Latter. »Ha ha
ha! nei det er mageløst! ha ha ha! nei Nicolai! Du er glimrende! ha
ha ha!«
Jeg blev noget stødt herover og foreholdt ham, at det var ingen smuk
Handlemaade af ham, naar jeg kom for at aabne mit Hjerte i
Fortrolighed for ham, at han da, istedenfor at staae mig bi med Raad
og Daad, kun svarede mig med Spotterier.
»Du maa ikke blive vred, Nicolai«, svarede han, »men det er virkelig
altfor morsomt. Nu kan jeg ikke sige Dig mere, men jeg er vis paa, at
Du vil selv lee ligesaa meget deraf, som jeg nu -- Godnat og sov
vel!«
Atter gik jeg ind paa mit Værelse og overlod mig til mine
Betragtninger. Dog følte jeg min Samvittighed noget beroliget derved,
at hverken Gamle eller Corpus Juris havde følt sig kaldet til at gaae
strængt i Rette med mig. Muligvis havde jeg dog ikke baaret mig saa
ilde ad. --
Der var Nogen der talte sammen inde hos Corpus Juris; var det maaske
Corpus Juris selv, der begyndte at tale i Søvne? -- Nei, der var to
Stemmer, kunde jeg høre -- hvad mon Gamle og Corpus Juris kunde have
at forhandle sammen? Nei det var heller ikke Gamles Stemme, og --
hvad var det? -- det lød akkurat ligesom et Kys. Hvad i al Verden mon
Corpus Juris tager sig til? tænkte jeg og lyttede nøie efter -- han
kan da ikke kysse sig selv, veed jeg. Men nu blev der ganske stille
derinde -- derimod begyndte det at rasle ganske sagte ude i den lange
Gang. Det maa jeg see, hvad er -- og jeg ud i Gangen: der var ganske
mørkt derude; men nu hørte jeg lette Fjed ned ad Trappen. Jeg hen til
Trappen: i det Øjeblik, jeg ankom der, saae jeg noget Hvidt smutte om
Hjørnet nedenfor. »Hvem er det?« raabte jeg, saa høit jeg kunde, men
fik intet Svar. Derimod trak Corpus Juris Hovedet ud af Døren og
raabte til mig: »Aa Nicolai, hvad er dog det for et Spektakel, Du
gjør! Du vækker jo hele Huset.« »Men her var Nogen herude i Gangen«,
svarede jeg. »Aa det har vel været en Kat -- gaa nu i Seng! Klokken
er jo over Et.«
Ja saa var det vel bedst at gaae i Seng; jeg forføiede mig til Ro og
slukkede mit Lys. Og nu stod atter _hendes_ Billed saa lyst og klart
for min Tanke -- hvor hendes Stemme var blød, og hendes Haand var
fin, og hendes Øine vare klare! Og hin Definition, der alt to Gange
havde været min Trøst og Husvalelse, den gjorde mig nu atter for
tredie Gang sikker i min Sag. »Enhver Forbindelse, der indgaaes
mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel
fremgaae af Tilbøielighed, som være begrundet i et Fornufthensyn.« Ja
det er dog en skjønne Ting at kunne lidt Philosophi, thi det hjælper
os til at overhugge mangen Knude, som ellers vilde være uopløselig
for os. Med Hensyn til hende var jeg nu ganske vis i min Sag, for
Tilbøieligheden var der og Fornufthensynet ogsaa, thi der var ingen
Tvivl om, at hun vilde engang i Tiden blive en ypperlig Præstekone.
»Dog hvad er ustadigt som Menneskets Sind og Tanke? Thi da jeg i
nogen Tid ret havde qvæget min Sjæl ved Beskuelsen af hendes Billed,
saa fremstege pludselig atter Emmys og Andrea Margrethes Billeder for
mine Tanker, og denne Gang ikke blege og sorrigfulde som før, men
leende og muntre og friske og straalende, saaledes som de vare i
Virkeligheden. Og næsten troer jeg, at de har været ude at hente
Hjælpetropper, for de førte med sig en heel Skare af unge Piger, som
jeg alle tidligere havde kjendt og alle tidligere havde elsket.
Bestandig kom der flere og flere: der var Etatsraadens Datter i
Kjøbenhavn og Amtmandens Datter i Aarhus og Biskoppens Datter i Ribe
og Doctorens to Døttre i Ringsted og Præstens tre Døttre i Slagelse
og -- -- -- ja der var saamange, saamange, at jeg blev ganske svimmel
deraf. Og Allesammen sagde de til mig: »det er mig, Nicolai!« men
vilde jeg gribe en af dem, saa var der strax ti andre bagved mig, der
hviskede til mig: »Du ta'er Feil, Nicolai! Du ta'er Feil, Nicolai!«
-- o det var til at fortvivle over. Forgjæves søgte jeg Hjælp hos
Philosophien for at faae at vide, hvem det egentlig skulde være,
forgjæves fremtog jeg atter hin Definition for at see, paa hvem af
dem den bedst passede, thi jeg opdagede til min Forskrækkelse, at den
passede lige godt paa dem Allesammen. Thi der var ikke een af dem,
uden at jeg jo elskede hende, og der var ikke een af dem, uden at hun
jo med Tiden kunde blive en fortræffelig Præstekone. -- Saa søgte jeg
min Redning i Flugten, men de fulgte Alle efter mig, bestandig
omsvævende, ombølgende og omdandsende mig, indtil jeg tilsidst faldt
i Søvn og drømte, at jeg var Ridder Oluf, der i den maaneklare
Sommernat bliver forfulgt af Ellepigerne. Jeg red hele Natten
igjennem, først i den lyse Morgenstund vaagnede jeg og fandt mig til
min Forundring i min Seng, badet i Sved af det voldsomme Ridt.
Klokken var henimod Ni; jeg stod derfor op, thi jeg vidste, at
Præsten var ingen Ven af, at man blev liggende længe om Morgenen. Men
jeg var heel fortumlet og havde Hovedpine, og hele Tiden havde jeg en
Fornemmelse af, at jeg havde gjort noget Urigtigt. Mine mørke
Betragtninger fra den foregaaende Aften med Hensyn til Emmy og Andrea
Margrethe vendte atter tilbage. »Der er ikke Andet for«, sagde jeg
til mig selv: »jeg maa afbryde dette Forhold. Imorgen reise vi jo
herfra, og jeg kommer da aldrig mere her tilbage. Hver Gang Brødrene
komme herud, ville Emmy og Andrea Margrethe spørge: »Kommer Nicolai
da aldrig mere?« -- men Nicolai kommer aldrig mere. Og Glandsen i
Emmys Øine slukkes, og Andrea Margrethes friske Kinder bleges, og en
Dag bæres to sorte Kister ud fra Præstegaarden. Saa kommer Nicolai.
Og i den milde Sommeraften, naar de stille Aftenvinde vifte sagte
gjennem Grædepilens Grene, vandrer han ud til deres Hvilested.
»Grusomme Skjæbne, hvorfor adskiller Du, hvad der hører sammen? Thi
_min_ var Skylden ikke!« siger han, og med sine Taarer vander han de
hvide Roser paa deres Grave. Og Solens rødlige Straaler belyse de
hvide Marmorkors med et gyldent Skjær, og Nicolai bøier sig og bryder
en Rose af hver af Gravene og siger: »Stakkels unge Roser, hvorfor
visnede I saa tidlig, hvorfor -- -- --««
Nu trak Corpus Juris sine Støvler paa i Værelset ved Siden af og rev
mig ud af mine Phantasimalerier. Thi ved denne Leilighed pleier
Corpus Juris at trampe saaledes i Gulvet, saa man kunde fristes til
at troe, at der var et heelt Regiment Dragoner inde hos ham. Hvor
gjerne jeg end vilde vende tilbage til den lyse Phantasiverden,
hvori jeg nys havde qvæget mig, saa vilde det dog ikke lykkes mig,
thi Corpus Juris' Støvler havde atter kaldt mig tilbage til den raa
Virkelighed. Jeg fuldendte min Paaklædning og gik ned.
Hele Familien var som sædvanlig forsamlet om Thebordet.
»Godmorgen, Nicolai«, sagde Præstekonen til mig.
»Godmorgen«, svarede jeg mekanisk, aldeles fordybet i mine egne
sørgelige Betragtninger.
»Godmorgen, Nicolai«, sagde Emmy og Gamle.
»Godmorgen«, svarede jeg i den samme mekaniske Tone, som før.
»Godmorgen, Nicolai«, raabte Præsten med en Stemme, der kunde kalde
en Død frem af Graven.
»Godmorgen«, svarede jeg, idet jeg atter kom til mig selv, og --
»Godmorgen, _Svoger_«, sagde Andrea Margrethe, idet hun rakte mig en
Kop The.
»Hvad -- hvad for Noget?« og Kopperne faldt paa Gulvet og gik i
tusinde Stykker.
Corpus Juris holdt Andrea Margrethe i Haanden, og Gamle sad i Sophaen
og holdt Emmy i Haanden. Jeg saae fra den Ene til den Anden og fra
den Anden til den Ene.
»Men er det -- er det nu ogsaa virkelig sandt?«
»Nei det er ikke«, sagde Præsten. »De skal ikke troe et Ord deraf.
Det er bare Julespøg og Nytaarsløier Altsammen, ligesom iforgaars med
Dem og Andrea Margrethe. Imorgen lave vi det Altsammen om igjen.«
Men jeg kunde nok see paa Gamle og Corpus Juris, at det ikke var
Løier og Comediespil.
»Er Du saa længer vred, fordi jeg lo igaaraftes?« spurgte Corpus
Juris.
»Om jeg er vred?« og jeg foer hen til dem og omfavnede dem og knugede
dem og trykkede dem, som om jeg ikke havde seet dem i mange, mange
Aar.
»Men sig mig dog en Gang, _naar_ er det da skeet?« spurgte jeg, men
det kunde jeg ikke faae at vide. Thi Gamle sagde, at Sligt skeer ikke
paa een Gang, for man kan godt forstaae hinanden, uden at man har
talt til hinanden, saa man er i Grunden forlovet, længe inden man
bliver forlovet. Dette syntes mig at være lidt meningsløst; men man
maa ikke være altfor nøieregnende med, hvad Gamle sagde den Dag. Jeg
vilde dog i det Mindste gjerne vide, om der ikke var skeet Noget paa
hin Slædefart til Roskilde, men heller ikke det kunde jeg faae at
vide, thi Andrea Margrethe sagde, at det kunde være akkurat det
Samme, om det var skeet igaar eller iforgaars: Hovedsagen var, at det
var skeet. Ogsaa hine mystiske Aarstal fra Domkirken og Landeveien
randt mig i Hu, og jeg fik da at vide -- ja det kan jeg vel gjerne
lade være at fortælle, thi Enhver, der ikke af sig selv kan begribe,
hvad det har været for en Slags Aarstal, han behøver heller ikke at
vide det.
»Men hvad gjør vi nu med Dem, Nicolai«, sagde Præsten, »for jeg har
ikke mere end to Døttre. Men alligevel, hvis De vil have gamle Ane,
saa skal jeg gjerne laane Dem tyve Daler i rentefrit Laan, som De
først skal tilbagebetale paa Bryllupsdagen.«
Men jeg vilde hverken have gamle Ane eller halte Ane. Thi nu tænkte
jeg ikke mere paa at forlove mig; nu havde jeg paa een Gang faaet to
Svigerinder, og det to Svigerinder som Emmy og Andrea Margrethe.
-- -- -- Ja her ender min Beretning om hine mærkelige Dage i Nøddebo
Præstegaard, for jeg kan ikke huske Mere. Jeg erindrer blot, at vi
gik om som i en halv Ruus og saae paa hverandre og talte med
hverandre og loe ad hverandre, men hvad vi talte om og hvad vi loe
ad, det har jeg glemt.
Hvor Gamle dog saae lykkelig ud! det var, ligesom han var bleven til
et heelt nyt Menneske, og saa faldt han ikke mere i Tanker. Og Corpus
Juris var saa elskværdig, som jeg aldrig har seet ham før, han sagde
mig ikke mere imod, og hvert af mine Ønsker søgte han paa Øjeblikket
at efterkomme. Kun kunde han ikke lide, at jeg vilde spadsere alene
med Andrea Margrethe, men tilbød altid sit Følgeskab ved slige
Leiligheder. Og Emmy og Andrea Margrethe! -- hvor det var morsomt at
sige »Du« til dem, skjøndt i Begyndelsen sagde jeg rigtignok hele
Tiden »De« og maatte idelig rette mig selv.
Og jeg selv -- ja jeg var saa glad, saa glad, som jeg aldrig før
havde været. Ja selv naar hin store Dag kommer, da jeg om Formiddagen
tager min Embedsexamen, og om Eftermiddagen gaaer ud og forlover mig,
troer jeg neppe, at jeg kan blive mere glad, end jeg var det i hine
Dage.
Men hvor jeg havde været blind, at jeg slet Intet havde mærket og
slet intet havde seet -- ja det er rigtignok et sandt Ord, at det
Første, man bliver blind paa, det er paa Øinene. Nu forstod jeg det
Altsammen, nu forstod jeg hele Corpus Juris' Opførsel mod mig, thi
naar Folk først har trukket Frierhandskerne paa, saa ere de ikke
længer til at spøge med. Og nu Gamle -- jeg Daare, som ikke havde
kunnet ane, at Emmy, der holdt saa meget af det Gamle, ogsaa maatte
holde af Gamle! Og nu forstod jeg ogsaa, hvem det var, som Emmy altid
havde bragt mig i Tanker, uden at jeg dog ret kunde klare det for
mig: det var Gamle, som jeg kjendte ham i hans lykkeligste og bedste
Timer, ja Emmy var Gamle i forbedret Udgave, om jeg maa tale i
Præstens Lignelser.
-- -- -- Ved Middagsbordet, hvor den bedste Rødvinsflaske var bragt
frem, udbragte Præsten de Forlovedes Skaal. Da jeg nu den foregaaende
Aften havde faaet Blod for Tand med Hensyn til at holde Taler, fandt
jeg, at det var en passende Leilighed til at indhente det Forsømte.
Og da denne Tale var min Jomfrutale, kan jeg ikke nægte mig den
Fornøielse at meddele den her. Den lød, om jeg husker ret, omtrent
saalunde:
»Kjære Venner! Man pleier i Almindelighed at lykønske Folk, der
heldigen have overstaaet deres Embedsexamen, thi nu have de jo ikke
flere Examiner tilbage. Men det er i mine Tanker en stor Feiltagelse;
thi i Reglen staaer baade den farligste og den vanskeligste Examen
tilbage. Den farligste kalder jeg den, thi ved alle andre Examiner,
naar man har det Uheld at blive rejiceret eller, som =terminus
technicus= lyder, at falde igjennem, saa kan man dog altid forsøge
sin Lykke paa Ny i Haab om næste Gang at have bedre Held. Men sligt
gaaer ingenlunde an her, og den, som een Gang er bleven rejiceret,
tillades det ikke at indstille sig paa Ny, og alt, hvad man formaaer
at gjøre, det er at bære sig ad som de tydske Studenter, der, naar de
ere blevne viste tilbage fra et Universitet, søge hen til et nyt, for
der at finde bedre Optagelse. Men ikke alene, at denne Examen er saa
farlig, den er ogsaa overordentlig vanskelig, og atter heri adskiller
den sig fra alle andre saadanne Prøver. Thi om disse gjælder det, at
jo mere man læser, des mere Udsigt har man til et heldigt Udfald, men
her er det lige omvendt, saa at man gjerne kunde fristes til at
udraabe med Berlinerstudenten: »ach wai mir, je länger ich lese,
desto dümmer werde ich!« saaledes seer man ikke saa sjeldent, at
medens mangen Skomagersvend, og Skræddersvend i en Haandevending
bestaaer denne Examen, saa blive derimod velstudeerte Folk, der
gjerne kunde tage Doctorhatten i alle mulige Faculteter, ynkelig
rejicerede, saasnart de indstille sig til denne Prøve. Da nu dette
forholder sig saa, kan man vel begribe min Hjertensglæde over, at
mine to Brødre havde havt saadant Held med sig. Thi et Held er det
jo, og det være langt fra mig at tilregne dem det som nogen særegen
Fortjeneste, at de have bestaaet, nei Ære den, som Ære bør -- ikke
for Christopher og Frederik udbringer jeg denne Skaal, men for de
klare Øine og de venlige Smil -- eller hvad jeg vilde sige, for
=Professoribus et Censoribus= ved de to Universiteter, hvorved de
have bestaaet deres sidste og vanskeligste Examen!«
Hermed stødte jeg mit Glas mod Emmys og Andrea Margrethes.
Præstekonen lo saa mildt til mig, og Præsten rakte Præstekonen
Haanden, idet han sagde til hende: »Jo Mo'er, den Skaal vil vi To
drikke med. Thi Nicolai har Ret: den sidste Examen, jeg havde at
bestaae, var den værste, og jeg takker Gud, at jeg ikke blev
rejiceret.«
* * * * *
Og saa har jeg altsaa fortalt om mit første Felttog i Amors Regiment,
men det bliver vist neppe mit sidste. Om Nogen skulde mene ligesom
Corpus Juris, at jeg har baaret mig meget barnagtig ad, og at den
hele Historie ikke geraader mig til synderlig Ære, saa at det var
meget bedre, om jeg taug stille dermed, istedenfor ovenikjøbet at
lade den sætte paa Tryk, saa vil jeg bede enhver Saadan mindes den
første Gang, da han selv drog ud i samme Hensigt, og da vil han vel
ikke mere dømme mig saa strængt. Den, som er fri for Skyld, kaste den
første Steen!
-- -- Forøvrigt gaae Tingene hjemme paa Vestergade deres gamle Gang.
Gamle ligger endnu bestandig paa Sophaen og falder i Tanker; kun har
han ikke som forhen sin Pibe i Haanden, men et lille Portræt af Emmy,
som denne har foræret ham. Corpus Juris udvikler sine politiske
Anskuelser med samme Iver som altid. Den Nydelse, som han stedse har
fundet i Studiet af Dagbladet, er ingenlunde bleven formindsket,
fordi han er bleven forlovet. Tværtimod, han har endog ved Andrea
Margrethes Hjælp faaet Dagbladet indført i Nøddebo Præstegaard. Og
jeg selv -- ja jeg studerer philosophisk Propædeutik og søger ved
dens Hjælp at fordrive alle Elskovsgriller. Og nu synger jeg ikke
længer: »hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde
kan -- ohi -- ohøi!« men naar Dagen er til Ende, og Propædeutiken
bliver lagt til Side, saa staaer jeg i Vinduet og seer, hvorledes
Solen sagte synker bag Voldens Træer, og idet jeg trommer med
Fingrene paa Ruden, synger jeg ganske sagte, saa hverken Gamle eller
Corpus Juris kan høre det:
»Ak bare jeg havde Examen endt!
For saa kommer Solen og saa kommer Lykken,
Og saa vil jeg strax vende Sorgerne Ryggen;
Og saa vil jeg gaae -- vil jeg gaae
Med en Guldring paa!«[6]
[6] Chr. Richardt.
Hver Søndag drager jeg med Brødrene ud til Nøddebo Præstegaard. Og
jeg ved ingen større Glæde, end naar mine Bekjendte om Mandagen
spørge mig: »Hvor var Du henne igaar, Nicolai?« -- da at svare dem:
»Jeg var ude at besøge mine _Svigerinder_.«
Men er det nu ganske vist, at jeg selv først forlover mig om fem Aar,
naar jeg har taget Embedsexamen? Ja bestemt love det vil jeg ikke,
for jeg er jo kun et Menneske, men for Tiden vil jeg kun tænke paa
den philosophiske Propædeutik. Og siden jeg har seet, at Gamle og
Corpus Juris, om hvem jeg reent havde opgivet Haabet, at de
nogensinde skulde blive forlovede, i al Fald ikke i denne Verden,
virkelig omsider ere blevne forlovede og det med saadanne Piger som
Emmy og Andrea Margrethe, ja saa skulde jeg næsten troe, at man gjør
bedst i at vente, thi jo længere man venter, des bedre bliver det.
Men den Lysblaaøiede da? -- Ak tal ikke om hende, for saa blive strax
alle mine gode Forsætter til Intet. Jeg vil kun sige saameget, at
igaaraftes drak jeg Dus med hendes Broder i Studenterforeningen, og
at han er et meget vakkert Menneske, men dog ikke saa elskværdig som
Søsteren.
Og nu Farvel -- dog det er sandt, Eet har jeg endnu at sige. Dersom
Nogen af dem, som læser, hvad jeg her har fortalt, skulde være saa
ulykkelig, aldrig at have været i nogen Præstegaard, da vil jeg sige
til enhver Saadan: »Reis derud, reis strax, reis heller i Dag end i
Morgen, thi ligesom den, der ikke har været i Danmark, ikke kjender
det Bedste i Verden, saaledes kjender heller ikke den, som ikke har
været i en Præstegaard, det Bedste i Danmark. Og dog -- hvad kan det
nytte, at Du reiser til denne eller hin Præstegaard? -- nei Du maa
komme netop til saadan en Præstegaard som Nøddebo Præstegaard, og
netop til saadan en Præstemand og til saadan en Præstekone og fremfor
Alt til _saadanne to Præstedøtre_!«