Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - 12

laae alle Tre lunt og godt i en stor Snedrive, medens Hestene fore
indad Porten med den tomme Slæde bagefter sig.
I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i
Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. »Ja
sagde jeg det ikke nok«, udbrød han, da han saae os krybe frem af
Snedriven og ryste Sneen af os, »men det er Jeres egen Skyld! hvorfor
vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde
samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet
her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer!«
Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Søren, og
Karen og Maren og Stine, og Præstekonen og Emmy og Gamle; kort hele
Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slæde og
ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke længere
blive skjult.
»Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik«, sagde Præsten, »De var
saa stor paa det før, da jeg advarede Dem, og meente, det havde
ingen Nød. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.«
»Men det var ikke mig, der kjørte«, tog Frederik til Gjenmæle, »det
var Nicolai.«
»Nicolai!« udbrød Præsten, »den meget opfindsomme Nicolai! var
det -- --«
»Aa det var den dumme Slæde!« sagde jeg med ilde dulgt Harme.
»Ja De har Ret«, sagde Præsten, »det er nederdrægtigt, hvor disse
Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig
lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er
formelig en raffineret Grusomhed.«
»Jeg kan ikke begribe det«, tog jeg atter til Orde; »vi har kjørt saa
udmærket hele Tiden.«
»Ja da kan jeg godt begribe det«, sagde Andrea Margrethe, »for vil De
blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slæden væltet, thi De
kan forfølge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.«
»Og det er netop den Steen«, udbrød Corpus Juris, »for hvilken Du i
Morges advarede mig, da Du forlangte at kjøre Slæden.«
Jeg taug, thi jeg følte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag værre.
Forøvrigt maa jeg dog sige til Corpus Juris' Roes, at han slet ikke
omtalte den Sag mere, uagtet han her havde erholdt den skjønneste
Leilighed til at drille mig, saa gjorde han dog intet Forsøg i den
Retning. Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint
Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring
havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastødende og ubehagelig som
han tidligere havde været mod mig, ligesaa forekommende og venlig var
han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at
modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og
eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi
tilbragte i Nøddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte
mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade.
Jeg følte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort
sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed. Saasnart jeg
derfor havde forsikkret Præstekonen om, at saavel Hoved som Arme og
Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trængte til
Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og
gik over i Præstens Studereværelse, hvor jeg bedst kunde være i
uforstyrret Ensomhed. Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg
ikke have læst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for
en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lægge Beslag
paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen
havde sagt til mig selv: »Idag skal Du forlove Dig, Nicolai!« var nu
borte. Overtroisk er jeg vel ikke, men det Uheld med Slæden havde
nedslaaet min Selvtillid. Ogsaa nærede jeg et vist hemmeligt Nag mod
Andrea Margrethe, fordi hun saa haardnakket havde undslaaet sig for
at sidde ved min Side. Maaskee havde hun slet ikke tænkt herover og
var aldeles uskyldig, men jeg var alligevel vred paa hende, og i en
saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge nogen
Erklæring om evig Kjærlighed. Heller ikke forekom det mig ved nøiere
Betragtning, at Sylvesterdag var saa heldig en Dag til dette
Forehavende. Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist
Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom
om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager
sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg. Og endelig var
det jo Lørdag -- Lørdag, den mest prosaiske Dag i hele Ugen, den Dag,
hvorpaa man vadsker Trapper og tørrer Tøi, den Dag, hvorpaa man
bliver trakteret med Øllebrød og kogte Rødspætter: nei Lørdag kan
aldrig blive nogen god Dag til at forlove sig. Derimod næste Dag var
det jo Nytaarsdag, da det nye Aar kommer i al sin Straaleglands og
Herlighed, da man har Held til Alt, hvad man foretager sig, og det
var Søndag, den mest livsalige Dag i hele Ugen -- jo det var meget
bedre at vente til imorgen. Og vi skulde tilmed have Dands om
Aftenen, Venner og Frænder skulde samles i Præstegaarden -- saa kunde
det strax blive deklareret for Alle. Ja hvad vilde det ikke blive for
en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig
op og udbragte: »De Nyforlovedes Skaal!«
I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig
over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig
tilbords, da jeg kom.
»Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?« spurgte
Præsten.
Jeg svarede, at jeg havde været ovre i hans Værelse for at læse
Noget.
»Hvad har De da læst?«
»Aa jeg troer, at det var en af Ingemanns Romaner.«
»De _troer_: det er overordentlig beskedent sagt af Dem i Modsætning
til den Selvtillid, hvormed det unge Danmark ellers pleier at udtale
sine ærede Meninger. Det er virkelig forbausende at see, Nicolai,
hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men
jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere
alle Trykfeilene i Dem.«
Jeg svarede Intet, men sad og spiste min Suppe i Taushed.
»Er der gaaet Dem Noget imod?« spurgte Præsten atter, »jeg synes, De
er saa taus.«
»Nei«, svarede jeg kort.
»Det er ikke rigtig fat med Dem«, vedblev Præsten, »De har bestemt
havt en eller anden Fortrædelighed i Roskilde. Sig mig engang i al
Fortrolighed«, og Præsten bøiede sig over Bordet og sagde ganske
sagte til mig: »der har da vel ikke været Noget i Veien med
Kjæresten?«
»Aa Fa'er«, udbrød Andrea Margrethe i en ømfindtlig Tone, »jeg vilde
virkelig ønske, Du vilde lade den Spøg fare.«
»Ja tænkte jeg det ikke«, raabte Præsten, »jeg syntes nok, Nicolai
saae saa melancholsk ud.«
»Aa vist ikke nei«, vedblev Andrea Margrethe, »men det er virkelig
ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare
her -- hvad maa de ikke tænke om os?«
»Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet? Stakkels
Nicolai, det gjør mig meget ondt for Dem, men naar Andrea Margrethe
ikke længere vil, saa er der jo ikke mere at gjøre ved denne Sag.«
Jeg taug, thi jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige.
»Stakkels Nicolai!« begyndte Præsten atter, -- »nu forstaaer jeg,
hvorfor De væltede Slæden -- det var en Slags Desperation; De vilde
absolut knække Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med
denne mageløse Iver over Studierne, saa De ganske glemte
Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjøre, men De veed nok:
=philosophia est consolatio omnis doloris=. Ja Nicolai, nu kan De
sige, at De har været i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge:
»Ak Roskilde, ak Roskilde, du gode gamle Stad,
Du grusomt har bedraget mangen brav Soldat--da--dat!«
Jeg trøstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde
Visen faae en anden Lyd.
* * * * *
Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til
Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene
Herre over Valpladsen. Men Andrea Margrethe var ivrig sysselsat ude i
Kjøkkenet med Tilberedelser til næste Dag, og uagtet jeg nu havde Tid
og Leilighed til at yde hende den Hjælp, som var befunden unødvendig
om Morgenen, havde jeg dog ikke rigtig Lyst dertil. Det var ligesom
den Roskildetour havde kjølnet mig noget. Jeg besluttede derfor intet
Mere at gjøre denne Dag, men heller vente til næste Dag og da paa een
Gang uden videre Forberedelser slaae det store Hovedslag. Jeg vilde
da ikke mere plage mig selv med Tvivl og Betænkeligheder af
nogensomhelst Art, men rolig vente og da paa een Gang gjøre Ende paa
det Hele.
Emmy og Præstekonen vare alene i Dagligstuen. Emmy sad paa sin
sædvanlige Plads i Vinduesfordybningen foran sit Sybord. Jeg tog en
Bog og satte mig ligeoverfor hende: det var den Plads, som ellers
Gamle stadig havde abonneret, naar han befandt sig i Dagligstuen. Nu
stod Pladsen tom, og jeg satte mig derhen og begyndte at læse. Ja
læse gjorde jeg da egentlig ikke, thi jeg sad og tænkte paa,
hvorledes jeg bedst skulde begynde en Samtale med Emmy. Da der
imidlertid ikke vilde falde mig noget særdeles Aandrigt ind, maatte
jeg tage min Tilflugt til det gamle Æmne, Veiret.
»Det er et kjedeligt Veir idag«, sagde jeg derfor, idet jeg lagde
Bogen fra mig og saae ud paa den tunge graae Vinterhimmel.
»Det passer godt til Dagen«, svarede Emmy, »Sylvesterdag maa ligesom
Skærtorsdag helst være lidt graa og taaget.«
»Ja De har Ret, Veiret passer godt til Dagen, thi det Ene er ligesaa
kjedeligt som det Andet.«
»Kalder De Sylvesterdag for kjedelig?« spurgte Emmy forundret.
»Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den
har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle
Aar.«
»Er De da saa glad over, at det gamle Aar forsvinder?«
»Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem
har maattet trækkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov
at længes efter noget Nyt.«
»Deri kan jeg rigtignok ingenlunde være enig med Dem«, sagde Emmy,
idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle
sine Kræfter til at gaae imod mig. »Det gamle Aar forekommer mig
altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt. Derfor er
jeg næsten altid sørgmodig paa Sylvesterdag, thi det er mig, ligesom
jeg maatte skilles fra en gammel trofast Ven, som jeg nu ikke mere
skal see. Har De aldrig følt noget Saadant?«
»Nei«, svarede jeg, »skulde jeg sammenligne det gamle Aar med Noget,
vilde jeg sammenligne det med et stort Panorama, der er trukket forbi
os, og efterhaanden som det rykker længer frem, ønsker man at faae
vel Ende derpaa, for at see, hvad der saa skal komme efter.«
Emmy fæstede sine store klare Øine paa mig, og sagde derpaa, idet hun
rystede paa Hovedet: »Det mener De vist ikke, Nicolai.« Et Øjeblik
taug hun stille, som om hun tænkte efter, hvad hun vilde sige, og
begyndte derpaa atter: »Sylvesterdag er for mig en underlig Blanding
af Glæde og Sorg. Thi naar jeg paa den ene Side betænker alt det
Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og
Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en
Sum og seer det forskjønnet ved Erindringen, da føler jeg en dyb og
inderlig Glæde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt -- men
naar jeg saa atter tænker, at Alt dette hører nu til det Svundne, til
det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrænge en vis
Smerte derover. Derfor har Sylvesterdag altid noget vist Veemodigt
ved sig, og jeg kan godt lide det stille Graaveir, thi det synes mig
at passe til den Stemning, som Dagen fører med sig.«
Uagtet jeg ganske maatte give Emmy Ret i, hvad hun sagde, og uagtet
jeg med en vis Beskæmmelse maatte sige til mig selv, at hendes Tanker
paa Sylvesterdag vare bedre end mine, kunde jeg dog ikke lade være at
sige hende imod. »Jeg har slet ikke tænkt paa det gamle Aar i Dag«,
sagde jeg, »men kun paa det nye, og hvad jeg har i Sinde at udrette
og foretage i det.«
Atter fæstede Emmy sit klare, rolige Blik paa mig, som om hun vilde
see mig lige ind i Hjertet, og sagde derpaa paa sin sædvanlige blide
Maade: »Saa slemt troer jeg ikke om Dem, Nicolai -- De gjør Dem selv
værre, end De er. De kan umulig lade den sidste Dag i Aaret gaae bort
uden at bringe en eneste Taknemlighedstanke til Ham, som i saa rigt
Maal har overvældet Dem med sine gode Gaver.«
Jeg følte mig beskæmmet ved Emmys Tale, thi jeg havde virkelig hele
Dagen været saa sysselsat med mine Fremtidsplaner, at jeg slet ikke
havde havt Tid til at tænke paa det Svundne, som Emmy saa bestemt
forudsatte om mig, thi hun, som selv var saa god, tænkte ogsaa godt
om alle Andre. -- Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad
halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy
-- Andrea Margrethe -- Andrea Margrethe -- Emmy. Der var saa stille i
Stuen; man hørte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store
bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik -- tak, tik -- tak.
Semiramis, den hvide Kat, var kommen ind og laa ganske stille ved
Emmys Fødder, som om den hørte nøie efter, hvad hun sagde.
Hyacintherne i Vinduet duftede saa stærkt, som om de ret vilde give
deres Bifald tilkjende med Emmys Tale.
Nu traadte Gamle ind. Da han saae, at hans sædvanlige Plads var
optagen, tog han en anden Stol og satte sig imellem mig og Emmy. Han
saae saa oplivet ud i det Øjeblik, som jeg kun sjeldent pleiede at
see ham.
»Bringer Du godt Budskab, Christopher?« spurgte jeg, »Du seer saa
glad ud.«
»Godt Budskab kunde jeg vel snarere vente af Dig«, svarede Gamle, »Du
som har været her, hvor der altid er godt at være.«
»Blev De færdig med Fattigregnskabet?« spurgte Emmy.
»Ikke ganske; Resten faaer at vente til siden.«
»Idag har De ogsaa været flittig«, sagde Emmy, »De har jo næsten
uafbrudt været sysselsat dermed.«
»Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. -- Og som
Belønning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en
Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.«
»Ja det vil jeg gjerne«, svarede Emmy, idet hun reiste sig: »De gaaer
vel med, Nicolai?«
Jeg lod mig ikke bede to Gange. Medens Emmy gik ud for at tage Hat og
Kaabe paa, blev Gamle og jeg siddende alene tilbage.
»Hvad har Du der?« spurgte Gamle, idet han tog det Stykke Papir,
hvorpaa jeg havde siddet og skrevet.
»Aa det er Noget, jeg sad og skrev i Tanker.«
»Ja saa«, og Gamle tog Papiret, greb Blyanten og fortsatte mit Værk,
idet han skrev den ene Gang efter den anden: Emmy -- Emmy -- Emmy,
medens jeg sad og saae paa ham: Var det et Fingerpeg, som Gamle uden
selv at vide det gav mig, idet han viste mine Tanker hen i en anden
Retning end den, de hidtil havde fulgt?
Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os
siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage
Overtøi paa. Præstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at
være forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre
lovede.
Alt for et Par Timer siden havde det hørt op at snee, Luften var mild
og frisk. Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy
under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg
gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og
Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen,
men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men
hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os. Og som jeg
hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea
Margrethe for, at vi havde følt os saa kolde og fremmede overfor
hinanden, saaledes maatte jeg her nærmest tilskrive Emmy, at vi saa
fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en
Fredens og Kjærlighedens Aand, der ligesom gjennemtrængte Alt, hvad
der kom i hendes Nærhed. Ja selv om vi end ikke talte sammen, om vi i
nogle Øjeblikke gik tause ved hinandens Side, saa var det mig dog,
som om vore Tanker ogsaa uden Ordets Hjælp fandt og forstode
hinanden, saa at vi stedse følte os i Samklang med hinanden. Atter
fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en
stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse
og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel
hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom
mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt
det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi
jeg havde lært Emmy at kjende.
Hvert et Menneske, som vi mødte paa vor Vandring gjennem Landsbyen,
det være sig Karle eller Piger, Gamle eller Børn, skulde hilse paa
Emmy, og til Hver især havde Emmy et Par Ord at sige. Men hvad der
mere undrede mig, det var, at Gamle syntes at nyde en lignende
Popularitet som Emmy; ogsaa paa ham blev der hilst, og ogsaa til ham
blev der talt. Flere spurgte ham, om han ikke snart kom ud at prædike
for dem, som han havde lovet. Jeg maatte da give Emmy Ret i, hvad hun
forleden Dag havde sagt til mig, at Gamle ingenlunde levede blot i
sin egen Drømmeverden, men kjendte mere til den virkelige Verden, end
jeg havde troet. Navnlig kunde jeg ikke begribe, hvorledes Gamle
kunde huske Navnene paa alle de fire- eller femaars Purke, hvoraf der
vrimlede i utrolig Mængde foran alle Husene, og som snart kom
springende rask imod os for at give os Haanden, snart blev staaende i
tre Alens Afstand og stirrede paa os og trak sig selv i Haaret for at
hilse, naar de ingen Kaskjet havde paa Hovedet til at hilse med.
»Men hvor i al Verden kjender Du alle de Børn fra, Christopher?«
spurgte jeg tilsidst.
»Emmy har lært mig Navnene paa dem i Sommer, da jeg var herude.«
»Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den
anden?« spurgte jeg Emmy, »Jeg synes, at de seer allesammen eens ud,
guult Haar og blaae Øine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det
er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.«
»Hvad man holder af og har Kjærlighed til, kan man altid kjende«,
svarede Emmy.
»Men saadan en Mængde«, sagde jeg, »og det er jo ikke alene Børnene,
men ogsaa de Voxne. Og saa er Navnene ovenikjøbet eens paa dem Alle!
der er lutter Jeppe Peersen og Peer Jepsen, Mads Eriksen og Erik
Madsen -- det er jo umuligt at finde Rede i.«
»Jo seer De«, sagde Emmy, »jeg er voxet op blandt dem og har tilbragt
alle mine Leveaar her. De Ældste af dem har baaret mig paa Armen, og
saa har jeg atter baaret de Yngste paa Armen. Seer De ham her« -- og
hun pegede paa en lille treaars Gut, der kom henimod os og rakte Emmy
den venstre Haand, medens han i den høire holdt et stort Stykke
Smørrebrød, af hvis rige Velsignelse han vilde have meddeelt Noget
til mit Frakkeærme, om jeg ikke hurtig var vegen til Side -- »ham har
jeg holdt over Daaben, det er min Gudsøn -- -- og Dig skulde jeg have
glemt?« og hun bøiede sig ned og kyssede Barnet -- »men Du maa give
mig den høire Haand og ikke den venstre -- saaledes.«
I en halvaaben Dør stod en gammel Mand med Piben i Munden: »Seer De
der«, sagde Emmy, »der staaer nu En af dem, som har baaret mig paa
Armen. -- Ikke sandt, Peer Olsen«, sagde hun, idet hun gik hen til
ham, »I har jo baaret mig paa Armen, da jeg var lille?«
»Jo vel saa, jo vel saa«, sagde den Gamle, »men den Gang var jeg
raskere end nu.«
»Hvordan gaaer det med Helbreden?« spurgte jeg, thi jeg fik ogsaa
Lyst til at gjøre mig populær.
»Otte og halvfjerdsindstyve Aar«, var Svaret.
»De maa tale høiere til ham, thi han er noget døv«, sagde Emmy.
»Men jeg taler jo ligesaa høit som De.«
»Mig kjender han«, svarede Emmy, »derfor kan han omtrent see paa min
Mund, hvad jeg siger. Men De er en Fremmed, derfor kan han ikke
forstaae Dem.« Derpaa vendte hun sig atter til den Gamle: »Se det er
to unge Herrer inde fra Kjøbenhavn, der begge skal være Præster.«
»Ja saa, ja saa -- kjøn Fyr«, mumlede Peer Olsen, »saadan en Mand
skulde Jomfruen have.« Jeg følte mig smigret ved denne hæderlige
Omtale, hvilken jeg antog maatte gjælde mig, for Gamle var det da
Synd at beskylde for at være en kjøn Fyr.
»Det haster ikke«, meente Emmy, »jeg er ung endnu. -- Se imorgen skal
Peter Olsen jo for nioghalvfjersindstyvende Gang see Nytaarssolen
rinde op, det er mere end Nogen af os Andre har seet.«
»Ak ja, ak ja«, sukkede Peer Olsen, »gid Vorherre snart vilde løse op
for mig!«
»Det maa Peer Olsen ikke sige«, irettesatte Emmy ham.
»Saadant et gammelt Skrumpelskud som jeg, hvad Nytte er jeg til?«
klagede den Gamle.
»Saalænge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalænge er Peer Olsen
altid til Nytte.«
»Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord«, sagde Peer Olsen og
kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham.
»Troer De nu, De kan huske Navnet paa ham?« spurgte Emmy mig.
»Paa Peer Olsen? jo det kan jeg vel nok.«
»Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa. Nu
har De lært en af de Gamle at kjende -- nu skal De ogsaa lære en af
de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle
boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Sørensen; han hænger
ved Fader og os Alle med Liv og Sjæl. Men han kan ogsaa takke Fader
for sin Kone.«
»Hvorledes det?«
»Jo, for Anders Sørensen var kun Husmandssøn og tjente hos en rig
Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han
Kjæreste. Men Forældrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance,
Datteren skulde naturligvis gjøre et anderledes glimrende Parti end
med en fattig Husmandssøn. Fader, der kjendte ham som en flink og
rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke
sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i
Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader
overtalte nu Anders Sørensen til, at han skulde gaae med som
Frivillig, thi Fader vilde nemlig prøve ham, om han vilde blive
trofast saalænge. Datteren fik imidlertid det ene gode Tilbud efter
det andet, men hun sagde nei til dem alle, skjøndt Forældrene vare
haarde imod hende, og hun havde mange bittre Timer. Paa samme Tid fik
Fader stadig Breve fra Anders Sørensen, hvoraf han kunde see, at
dennes Tanker vare uforandrede. Saa besluttede Fader da for Alvor at
tage sig af Sagen, og naar Fader først beslutter Noget for Alvor, saa
pleier det ogsaa at gaae igjennem. Han talte Forældrene haardt til og
foreholdt dem, at de havde ikke Ret til at raade over deres Barn
efter eget Tykke, men de skulde være Vorherre ansvarlige derfor. Det
gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra
Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog
tilsidst Datteren.«
»Men det er jo en heel lille Roman«, udbrød jeg forbauset.
»Dem har vi mange af«, svarede Emmy, »men desværre ere de ikke altid
saa glædelige. Men de Fleste mene ligesom De, Nicolai, at i en saadan
lille Landsby kan der ikke være Noget at lægge Mærke til, og saa er
der ikke en Gaard eller et Hus, uden at det jo har sin Roman. Men vi,
som leve sammen med disse Mennesker og kjende deres Sorger og deres
Glæder, vi voxe ogsaa tilsidst saa fast til dem, at vi ikke kunne
skille os fra dem igjen. Men de hænge da ogsaa af deres ganske Hjerte
fast ved os -- og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig
Modtagelse, vi faae hos Anders Sørensen.«
Den første Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor
glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nød og Neppe, at
Gamle kunde værne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og
kaldte Hunden til sig.
Den Første, vi dernæst mødte, var en lille gullokket Pige, der kom
løbende mod os. »Goddag, lille Bodil«, sagde Emmy, idet hun bøiede
sig ned og kjærtegnede Barnet, »er Fa'er og Mo'er hjemme?«
Inden lille Bodil kunde svare, traadte en ung, smuk Bondekone med et
Par store brune Øjne ud og bød os Velkommen og førte os ind i Stuen,
hvor Anders Sørensen sad og læste i en Bog. Saasnart han saa os,
reiste han sig øjeblikkelig op og lukkede Bogen i.
»Guds Fred og Velkommen«, sagde han, idet han gav os hver især et
djærvt Haandtryk, »saa faae vi dog endelig engang igjen Folk fra
Præstens at see hos os; det er da ogsaa længe siden. Værs'go at tage
Plads!«
Konen beklagede, at hun ikke kunde modtage os oppe i Storstuen, som
det egentlig burde sig, men nu var der altfor koldt deroppe.
»Nu ja, ja«, sagde Manden, »denne Stue er da ogsaa meget pæn«, og han
kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetræskister, der stode
opstillede langs Væggen. »Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at
vi fik saa fint Besøg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen
istand til Dem.«
Nu blev der budt frem, hvad Huset formaaede: to store Fade Smørrebrød
bleve satte for os, og der blev budt Kaffe om; bagefter maatte vi
ogsaa smage Anders Sørensens Øl og drikke hans Vin. Jeg spiste som en
Helt, men min Tapperhed blev dog overgaaet af Anders Sørensens
Gjæstfrihed, der vedblev at nøde mig saalænge, at jeg tilsidst maatte
erklære, at nu kunde jeg ikke faae en Bid mere ned. Den unge Kone
førte os dernæst om for at vise os Husets Rigdomme. De store Egetræs
Kister bleve lukkede op, og det ene Stykke blev taget frem efter det
andet -- det var, som om det aldrig skulde faae Ende; og Alt det
skulde lille Bodil have, naar hun engang skulde holde Bryllup: ja
lille Bodil kunde da magelig holde syv Gange Bryllup paa al den
Herlighed. Og alt Lintøiet havde Konen selv spundet og vævet og syet
med sine egne Hænder, for saa var hun vis paa, at det var godt gjort.
Manden stod ved Siden og beundrede ikke Tøiet, men Konen. »Er det nu
ikke en mageløs Kone, jeg har«, hviskede han til Gamle, »hendes Lige
finder De ikke i hele Sognet, ja ikke i hele Verden. Men jeg har da
ogsaa gaaet en Deel igjennem for hendes Skyld, for det er, som
Præsten siger, at vi har allermest Glæde af det, som Vorherre først
lader os døie en Deel Ondt for, inden han giver os det.«
Det begyndte nu at blive mørkt, og vi toge derfor Afsked. Manden og
Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store
Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et
Par Rap af Anders Sørensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra
Præstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et ærligt Haandtryk
til Afsked.
»Det var en prægtig Mand, ham kunde jeg godt lide«, sagde jeg til
Emmy.
»Tror De nu ogsaa, De kan huske, hvad han hedder?«
»Ja det tror jeg nok.«
»Der kan De see, naar man først lærer dem at kjende, saa husker man
ogsaa nok Navnene paa dem. Naar De nu kommer herud til Sommer og
tilbringer Sommerferien hos os, saa skal De snart kjende alle deres
Navne ligesaa godt som jeg selv.«
Det var paa Tide at gaae hjem, men Emmy vilde gjerne først op paa den
lille Høi, der ligger bagved Landsbyen, og hvorfra man kan oversee
hele Byen. Saa gik vi da derhen; der laa vel et temmelig tykt Snelag
ved Foden af Høien, men det lykkedes os dog at komme lykkelig
derover. Netop som vi kom op paa Høien, begyndte det at ringe til
Solnedgang. Solen var rigtignok gaaet ned for en halv Time siden, men
dengang havde Klokkeren formodentlig været sysselsat med sin
Vesperkost og derfor meent, at Solen gjerne kunde vente lidt endnu
med at gaae ned. Vi Tre stode nu oppe paa Høien og saae nedover
Landsbyen. De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil
var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydækket; men som en
samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig,
Klokketonerne løde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds
Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille
Vinteraften stode vi tause oppe paa Høien og hørte paa Klokketonerne.
Nu kom de tre sidste Slag for Gud Fader, Søn og Helligaand -- stærkt
og kraftig løde de, det sidste vedblev endnu i lang Tid at bæve
gjennem Luften, og saa blev alt ganske stille.
»Det var for sidste Gang i det gamle Aar«, sagde Emmy, idet hun
foldede sine Hænder, »Gud være lovet og takket for alt Godt, som han
har givet os.«
En lille Stund taug vi ganske stille, derpaa begyndte Emmy paa Ny:
»Naar jeg staaer oppe paa denne Høi, føler jeg mig tilmode, som de