Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - 11

kunde finde Bifald for hans Øjne: først da Corpus Juris havde afløst
Emmy ved Pianofortet, først da var Gamle saa huldsalig at byde Emmy
op til en Dands. Hr. Hans var ikke saa kræsen i sit Valg, han
dandsede lige godt, eller om man vil, lige slet med alle Damerne,
idet han vexelvis anrettede Ulykker med Hovedet og med Fødderne. Med
de sidste traadte han Damernes Kjoler itu, med det første dandsede
han tre Gange mod Lysekronen, der hang temmelig lavt, men først
fjerde Gang lykkedes det ham at slaae den i Gulvet, hvorfor Præsten
bad ham om endelig at komme igjen til Fastelavn for at hjælpe med til
at slaae Katten af Tønden, thi deri maatte han vist være en sand
Mester.
Da Klokken slog Elleve, rullede Forpagterens Vogn for Døren, og nu
maatte vi da høre op. Atter samledes vi Alle ude i Forstuen for at
hjælpe vore Gjæster Reisetøiet paa, hvilket var højst fornødent, da
det paa Grund af Ordsprogslegene, hvor det var blevet anvendt paa
forskjellige Maader, var kastet hulter til bulter mellem hinanden,
saa det var vanskeligt at afgjøre, hvad der var vort, og hvad der var
Kjeldborgs. Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tæt
indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med
kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den
store Vægt; med sikker Haand tog han Tømmerne fra Gaardskarlen, der
hidtil havde havt sin Nød med at holde de vælige Heste, som
utaalmodigt sparkede Sneen op under sig. Ogsaa den øvrige Familie kom
nu til Sæde, og som fem mægtige Kolosser sadde de paa Vognen.
Forpagteren slog et højt Knald med Pidsken, og som en Stormvind fore
Hestene afsted, medens Vognen hoppede hen over den ujævne Steenbro.
Endnu kunde vi høre Ordet »Heste«, hvilket Forpagteren tilraabte os,
men de øvrige Ord bleve overdøvede af Vogntummelen, saa at dette Ord
blev paa en Maade Forpagterens Afskedshilsen, og siden har det altid
fremstillet sig for min Erindring som Qvintessentsen af hans
Levevisdom.
Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa
Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mørke Porthvælving,
og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den bløde
Landevej. Saa kastede vi endnu et Afskedsblik op til Carlsvognen og
Nordstjernen og den blege Maane; men det var bidende koldt; den varme
Aande frøs fast i vore Ansigter, Fingrene begyndte at blive stive --
derfor søgte vi hurtigt atter tilbage til den lune Kakkelovn.
»Det er længe siden, at jeg har moret mig saa godt«, sagde Præsten,
idet han efter Sædvane spadserede op og ned ad Gulvet.
»Ja, jeg har virkeligt moret mig ypperligt«, bemærkede Præstekonen.
»Ypperligt!« gjentoge alle vi Andre i eenstemmigt Chor.
»Og hvis er nu Skylden?« spurgte Præsten, »hvem kan vi takke herfor?
-- See her, her staaer Manden«, vedblev han, idet han lod sin Haand
falde ned paa min Skulder, »her staaer Ridderen uden Frygt og
Daddel. Ja Nicolai, det Kunststykke med Kartoflen kan dog kaldes et
sandt Mesterstykke, hvorved De bragte Liv i de Døde, ellers havde vi
maaskee nu siddet forstenede af Kjedsomhed og Søvnighed. -- Men hvor
er Kartoflen bleven af? Den burde indmures her i Døren ligervis som
de engelske Bomber i Kjøbenhavn, og underneden skulde skrives med
forgyldte Bogstaver: =Nicolaus fecit=. Ja Nicolai, at De har slaaet
min Meerskumspibe itu og min Hane ihjel: det tilgiver jeg Dem, thi De
har nu viist, at De har Hjertet paa det rette Sted. Med en =corona
civica= burde De smykkes, og i Deres Vaaben burde staae en halvspist
Kartoffel: saaledes var det Ret at hædre Dig, Du meget opfindsomme
Nicolai! -- -- Godnat!«
Og uden at sige et Ord mere gik Præsten bort, medens vi Andre bleve
staaende stumme og saae efter ham. Andrea Margrethe var den, der
først brød Tausheden. »Ja Nicolai«, udbrød hun, »i Aften har De viist
os, hvad de danske Studenter due til!«
Jeg blev heel overrasket over al den Ære og Berømmelse, der saa
uventet strømmede ned over mig, men Corpus Juris bemærkede haanligt:
»Det er ogsaa en stor Gjerning at forsluge sig paa en Kartoffel!«
»Saa skulde Du rigtigt selv have gjort det!« svarede jeg ivrigt, thi
skjøndt jeg oprindelig ikke selv havde anseet det for nogen synderlig
stor Bedrift, begyndte jeg dog at dømme anderledes, da jeg hørte
hvorledes de Andre roste mig.
»Ja det kan I skjændes om i Morgen«, sagde Gamle, »nu vil vi gaae i
Seng, for det er jo snart Midnat.«
Saa sagde vi hverandre Godnat, og Gamle, Corpus Juris og jeg
forføjede os op til vore Soveværelser. Da vi gik op ad Trappen
sammen, var Corpus Juris' Opførsel mig heel gaadefuld: han skiftede
paa een Gang Tone, tog mig under Armen, snakkede venligt og
fortroligt til mig og var saa gemytlig, som jeg ikke i lang Tid havde
seet ham. Jeg gik derimod og tænkte paa, hvorledes jeg skulde faae
ham lokket til at gaae i Seng uden at mærke, hvad jeg havde havt for.
Af denne Forlegenhed hjalp Corpus Juris mig selv ud.
»Hør Nicolai«, sagde han til mig, da vi traadte ind ad Døren, »om
Morgenen have vi begge To meget ondt for at komme op af Sengen; skal
vi da nu i Aften prøve, hvem af os der kan først komme i den?«
»Det kan vi gjerne«, svarede jeg, uden ret at kunne forstaae, hvad
Grund Corpus Juris kunde have til dette Forlangende. Jeg gik over
Gulvet for at nærme mig min Seng, men Corpus Juris holdt mig tilbage,
idet han sagde: »Nei, lad os stille os op her i Døren mellem vore
Værelser; hver sætter da en Stol ved Siden af sig; saa klæde vi os
hurtig af, og -- een, to, tre, springe vi rask i Seng!«
»Ja det er fortræffeligt!« sagde jeg, inderlig glad over, at Corpus
Juris selv gik i den Fælde, som jeg havde opstillet for ham.
Saa stillede vi os op, satte hver en Stol ved Siden af sig og
begyndte at klæde os af. Men jeg forhastede mig just ikke, thi jeg
vilde gjerne overvære Skuespillet, naar Corpus Juris skulde gjøre
sit Saltomortale.
»Hvorfor tøver Du?« spurgte denne, der bemærkede min Langsomhed, »er
Du maaskee bange for, at jeg har noget Ondt i Sinde?«
»Nei paa ingen Maade«, svarede jeg, idet jeg hurtigt gjorde mig
færdig. Vi vare afklædte paa samme Tid, og -- een, to -- fore vi over
Gulvet og: tre -- forsvandt vi hver især i et Hav af Dyner. Corpus
Juris havde nemlig havt den samme gyldne Idee som jeg og taget alle
Brædderne ud af min Seng, ganske som jeg havde gjort ved hans.
»I er to store Børn begge To«, sagde Gamle, der kom ind for at hjælpe
os op af den Mængde Puder og Lagener, hvori vi laae og væltede os.
Men dette Dynebad havde den gavnligste Indflydelse paa os begge To,
thi nu havde vi skaffet vor længe dulgte Harme Luft. Den Uveirssky,
der hidtil havde svævet mørk og truende mellem os, havde nu faaet
Udladning, og fra nu af fandt der ikke flere Sammenstød Sted. Da vi
atter havde bragt vore Senge i Orden, rakte vi hinanden Haanden og
lovede fra nu af at være Venner og Brødre.
Jeg sov udmærket den Nat og drømte, at jeg spiste Corpus Juris, men
fik ham i den gale Hals og blev kvalt, hvorpaa Gamle holdt en Ligtale
over os, der var saa lang og kjedelig, at vi begge To vaagnede op og
bleve levende igjen.
* * * * *
Da jeg vaagnede næste Morgen, var min første Tanke: »idag vil Du
forlove Dig, Nicolai!« Jeg sprang ud af min Seng for at see,
hvorledes Veiret var, thi ligesom en dygtig Feltherre først
undersøger Vind og Veir, inden han begynder Slaget, saaledes anseer
jeg det ogsaa for nødvendigt at have godt Veir, hver Gang jeg skal
udføre en eller anden stor Bedrift. Smukt og klart Veir medfører godt
og frisk Humør, og godt og frisk Humør maa man have, hvad enten man
nu skal op til Examen, eller man vil forlove sig. Denne Morgen var
det imidlertid graat og diset, ja der svævede endog Taager over Mark
og Eng, det syntes, som om Veiret vilde slaae om til Tøveir. Det var
slet ikke, som jeg ønskede det, thi sligt taaget Veir gjør En ganske
mørk og trist i Sindet. Men hvad er det i Dag? spurgte jeg mig selv,
thi ogsaa Dagen er det værd at lægge Mærke til ved slige Leiligheder.
Det var jo den 31te December, Sylvesterdag -- ja saa var det dog
aldeles nødvendigt, at jeg forlovede mig inden Aften. Thi med det
gamle Aar maatte ogsaa alle gamle Tanker bringes til Ende, man maa
ikke lade noget gaae ufuldendt og ufuldført ind i det nye Aar. Saa
gjorde det heller ikke noget, at det var taaget i Veiret, thi
Sylvesterdag maa altid være taaget: den bebuder os jo, at et nyt Aar
er ifærd med at bryde frem, men hvad det nye Aar bringer, er dunkelt
og ubestemt, derfor skal der svæve Taager foran dets Komme.
Gamle var allerede staaet op, men Corpus Juris laa endnu og sov. Jeg
lod ham imidlertid ligge, thi vi havde jo fra i Dag af sluttet
Venskab og Broderskab. Da jeg kom ned i Stuen, var Præsten og hans
Familie netop ifærd med at afsynge deres Morgenpsalme, jeg sluttede
mig til dem og sang med. Jeg tænkte ved mig selv, at det var egentlig
godt, om man hver Dag stod tidlig op og saae Solen staae op og sang
sin Morgenpsalme, thi det gjør En saa let og frisk i Sindet. Saaledes
bære Fuglene sig ad, men derfor ere de ogsaa altid i godt Humør og
synge af Hjertens Grund under Guds klare Himmel fra Morgen til Aften,
saa lang som Dagen er.
Da vi havde endt Psalmen, sagde Præsten til mig: »God Morgen Nicolai!
-- men er det virkelig Dem selv, eller er det ikke snarere Deres
Gjenfærd, og De selv ligger endnu oppe i Sengen og sover?«
»Nei det er mig selv«, svarede jeg, idet jeg rakte Præsten min Haand.
»Kjød og Blod har De idetmindste -- men saa er Miraklernes Tid jo
begyndt igjen, siden vi faae Dem at see lysvaagen paa denne Tid af
Dagen. -- Har De maaskee ogsaa Lyst til at gaae en Morgentour?«
»Ja, det har jeg nok.«
»Men De er jo bleven et heelt nyt Menneske, og det lader til, at De
med den Kartoffel igaar Aftes ikke alene omskabte hele Selskabet, men
ogsaa Dem selv. Sligt maa kongeligt belønnes: see her«, og han trak
en Cigar op af Lommen, »den fandt jeg igaar hændelsesvis i min
Skriverpult; den skal De trakteres med, thi slig en Selvovervindelse
bør paaskjønnes. -- -- Gaaer De med, Christopher?«
»Nei jeg vil heller blive her«, svarede denne, idet han saae hen paa
Emmy.
»Ja, ja da«, sagde Præsten til Gamle, »nu skal De faae Lov at gjøre,
hvad De vil, for siden skal De gjøre, hvad jeg vil. Jeg har Noget at
glæde Dem og Frederik med: Fattigregnskabet, ja det husker De nok fra
ifjor af, da De maatte sidde to hele Dage og regne efter. -- Kom nu,
Nicolai!«
»De skal faae en udmærket Kop The, naar De kommer hjem«, raabte
Andrea Margrethe efter mig, idet Præsten lukkede Døren.
»Vi vil gaae den samme Vej, som vi gik iforgaars«, sagde Præsten,
»først ned til Fjorden, dernæst bag om Landsbyen og saa hjem. Men i
Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang,
thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tænke over min
Prædiken til i Morgen.«
Saa gik vi da og taug stille begge To, Præsten tænkte paa sin
Prædiken, og jeg paa min Forlovelse. Vi vare begge saa fordybede i
vore Tanker, at vi bleve meget overraskede ved at see, at vi havde
tilendebragt Spadseretouren og atter stode udenfor Præstegaarden.
»See hvor Tiden gaaer, naar man tager sig noget Nyttigt for«, sagde
Præsten, »hvad har De nu gaaet og tænkt paa?«
»Aa paa forskjellige Ting!« svarede jeg.
»Ja det var Ret, Mennesket maa ikke forfalde til Ensidighed. -- Gaa
De nu ind og drik Deres The; jeg vil over at passe min Dont. Nu har
jeg faaet saa mange Kræfter, at jeg tænker, jeg kan nok vedblive at
arbeide til Middag. Farvel, hils Familien!« og dermed gik han over
til sit Værelse.
I Dagligstuen fandt jeg kun Emmy og Gamle. Andrea Margrethe havde
overordentligt travlt, hun skulde gjøre Tilberedelser til den næste
Dag, da vi skulde have »Dandsebod«, som Præsten kaldte det.
»Er Frederik ikke kommen op endnu?« spurgte jeg.
»Han er nok ude at hjælpe Andrea Margrethe«, svarede Gamle.
»Saa vil jeg ud at hjælpe med.«
»Een kan vist være nok«, sagde Gamle tørt.
»Ja jeg vil dog derud«, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea
Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris.
»Jeg vilde netop ud at hjælpe Dem ligesom Frederik«, sagde jeg.
»Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det
Første.«
Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an.
»Nei, De maa ikke spille i Dag«, sagde Andrea Margrethe.
»Maa jeg ikke spille? hvorfor ikke?«
»Fordi det er Lørdag, og Lørdag skal der altid være stille i
Præstegaarden, veed De nok.«
»Men Præsten kan jo umuligt høre, at jeg spiller; der er jo fire
eller fem lukkede Værelser imellem os.«
»Ja det kan gjerne være, men det er nu een Gang gammel Skik og Brug
hos os, at der ikke maa spilles om Lørdagen.«
»Men det er jo en taabelig gammel Skik og Brug, som burde afskaffes.
-- Og hvordan skal jeg nu faae Dagen til at gaae, naar jeg ikke
engang maa spille?«
»Den Bemærkning er just ikke meget smigrende for os«, sagde Andrea
Margrethe.
»Men De har saa travlt«, sagde jeg undskyldende, »De skal jo være
hele Dagen i Kjøkkenet.«
»Saa slemt er det dog heller ikke -- nu skal jeg f. Ex. kjøre til
Roskilde for at gjøre nogle Indkjøb; har De Lyst at kjøre med, saa
kan De komme til at kjøre i Slæde.«
»Nei virkelig? De skal kjøre til Roskilde i Kane -- og jeg maa kjøre
med Dem?«
»Ja saamænd maa De saa, hvis De har Lyst.«
Hvem der var glad, det var mig -- det var jo den allerønskeligste
Leilighed for mig: i en lethenflyvende Kane, hvor den vælige Hest
farer frem under Bjældernes Spil, medens de røde Topper kneise og det
blaae Tæppe bølger ud for Vinden som et Silkeseil -- alene sammen med
Andrea Margrethe: der kan siges Meget paa en saadan Tour!
Jeg saae ud af Vinduet: »hvad er det for et gammelt Skrumpelskud,
Niels der trækker frem?«
»Det er jo Slæden eller Kanen, som De saa fornemt kalder den«, sagde
Andrea Margrethe leende.
»Ja saa«, sagde jeg noget skuffet, men trøstede mig med, at jeg kunde
vel tale ligesaa godt i en Slæde som i en Kane; Hovedsagen var, at vi
vare alene.
»Men De har rigtignok Ret«, tilføiede Andrea Margrethe med et Suk,
det er græsseligt at tænke sig, at vi skal kjøre ind i Roskilde i en
saadan Dragkiste: alle Folk vil da vende sig om og see efter os.«
»Hvem tror De vil see paa Slæden, naar De sidder i den?« spurgte
Corpus Juris.
»Fy Frederik!« sagde Andrea Margrethe, idet hun truede med Fingeren,
»begynder De nu at sige Complimenter, saa faaer De ikke Lov at kjøre
med.«
»Hvad for Noget? kjører Du med, Frederik?« spurgte jeg forskrækket.
»Ja naturligvis; hvorfor skulde jeg blive hjemme?«
»Men Fattigregnskabet, som Præsten talte om?«
»Aa det kan vente, til vi kommer hjem igjen. Desuden vil Christopher
først begynde derpaa, saa skal jeg siden komme og hjælpe ham«.
»Jeg skal nok passe Fattigregnskabet: kjør Du kun ganske roligt«,
sagde Gamle.
Slæden var imidlertid kjørt op for Døren: ved at see nøiere paa den
blev jeg mere forsonet med den. Let og elegant var den jo langtfra,
men den havde noget vist Gemytligt ved sig, hvad der overhovedet var
charakteristisk for alt Bohavet i Præstegaarden.
»Der er Niels med Slæden«, sagde Andrea Margrethe, »saa maa vi skynde
os at blive færdig.« Hurtigt kom hun igjen, iført Kaabe og Hat.
»Skal Niels være Kudsk?« spurgte jeg, idet jeg steg op i Slæden.
»Nei Frederik vil selv kjøre«, svarede Andrea Margrethe.
»Saa tager De vel Plads her ved Siden af mig paa Bagsædet?«
»Nei jeg maa sidde paa Forsædet ved Siden af Frederik for at vise ham
Veien.«
»Men vi kjøre jo ligefrem ad den slagne Landevei?«
»Ja, men jeg maa være ved Haanden for at hjælpe, hvis der skulde skee
et eller andet Uheld.«
Og Andrea Margrethe satte sig op paa Forsædet ved Siden af Corpus
Juris, medens jeg maatte sidde alene paa det bageste Sæde. Det var
ogsaa en Fornøielse! saa kunde jeg ligesaa godt være bleven hjemme og
opgjøre Fattigregnskabet for Gamle.
Præsten aabnede sit Vindue og raabte ud til os: »Hvad er
det, Frederik? De skulde jo blive hjemme og hjælpe mig med
Fattigregnskabet, og nu kjører De bort?«
»Det skal jeg nok besørge, naar jeg kommer hjem igjen.«
»Ja vist: morgen, morgen, nur nicht heute o. s. v. -- kjender De den
Vise? -- -- Skal De være Kudsk?«
»Ja«, svarede Corpus Juris, idet han slog et mægtigt Knald med
Pidsken.
»Bliv saa bare liggende ganske roligt derude; om en halv Time skal
Niels komme ud for at samle Dem op igjen.«
»Jeg skal nok bringe baade Heste og Slæde hjem igjen«, sagde Corpus
Juris med Selvtillid, idet han slog nok et Knald, saa Hestene sprang
frem, og vi fore ud af Gaarden. Derved kom vi saa hovedkulds afsted,
at vi nær strax havde opfyldt Præstens Spaadom, idet nemlig Slæden
tørnede stærkt mod en stor Sten, der laa ved Indkjørslen. Jeg greb
med Begjærlighed denne Leilighed for at foreslaae en Forandring.
»Lad heller mig kjøre, Frederik«, sagde jeg, »jeg forstaaer det
bedre.«
»Nei vist ikke nei«, svarede han, »det var kun en Begyndelse: nu
gaaer det bedre.«
Og i stærkt Trav fore Hestene hen ad Landeveien. Godt var det, at de
kjendte Veien saa vel, thi Corpus Juris værdigede dem ikke synderlig
Opmærksomhed, dertil var han i altfor ivrig Samtale med Andrea
Margrethe. Ogsaa jeg søgte et Par Gange at komme til at deeltage i
Samtalen ved at spørge om dette eller hiint, som vi kjørte forbi, men
Andrea Margrethe fik knap Tid til at give et ganske kort Svar, for
Corpus Juris optog hendes hele Opmærksomhed.
»Ja bi Du min Bro'er«, tænkte jeg ved mig selv, »det er sidste Gang,
vi lege paa den Maade. Næste Gang vi kjøre ud sammen, saa er det mig,
der sidder ved Siden af Andrea Margrethe, og saa kan Du faae Lov at
sidde bag i Slæden og synge »der arme Peter!«
Veiret var mørkt og trist, en kold Østenvind strøg henover Mark og
Eng; er man saa først i daarligt Humør, er det ikke underligt, om man
snart begynder at fryse -- Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var
»den Røde«, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i
Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tænke paa Alt, hvad han havde
berettet mig om den. Og alligevel kunde jeg selv ikke nu finde
nogetsomhelst Interessant ved »den Røde«, i mine Tanker saae den ud
som enhver anden Hest. Desmere Opmærksomhed skjænkede jeg den anden
Hest, det var »Gamle«, thi den syntes mig at svare ganske til sit
Navn og bære sig ad, som jeg kunde tænke, at Gamle selv, det vil sige
Christopher, vilde have gjort. Først spidsede den Øren og lagde dem
tilbage for at høre, hvad Corpus Juris havde at sige Andrea
Margrethe. Dernæst begyndte den at gaae langsommere for ligesom bedre
at høre efter, nu rystede den paa Hovedet for at tilkjendegive sit
Mishag, ja tilsidst begyndte den at pruste, ganske som Gamle pleier
at rømme sig, naar han vil begynde en Tale.
»Ja bare Gamle vilde tale«, tænkte jeg, »saa skulde Corpus Juris faae
en Prædiken, som han længe vilde mindes.«
Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom
den vilde sige: »han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke
hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.« Og Gamle gik ganske
langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter.
»Kjør dog lidt til, Frederik«, raabte jeg, thi det syntes mig, som om
den Slædetour aldrig fik Ende; »vi kjøre saa langsomt, som om vi
fulgte Lig.«
»Vi kjøre hurtig nok: Hestene maae ikke overanstrænges«, var Svaret.
»Overanstrænges? jeg frygter snarere, at de falde i Søvn. Og see,
hvor mørkt det seer ud i Øster, vi faae stærkt Snefog inden en Time.«
»Det forfrisker«, meente Corpus Juris, dog gav han Gamle et lille Rap
af Pidsken forat føie mig, saa at vi atter kom hurtigere afsted.
Vi kjørte forbi den lille Høi, hvor jeg den første Dag, da vi kjørte
fra Roskilde til Nøddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg
havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes
Haand og i den rødmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne
Bølger. Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han
pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop.
Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien,
hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende
Havremark, thi den travede henimod Grøften og havde besørget os alle
derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket
Tømmerne til den anden Side.
»Der vare vi nær væltede, Frederik«, sagde hun leende. Jeg vilde sige
hende noget Smukt om, at det var umuligt at vælte, naar man havde
Andrea Margrethe ved sin Side, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet
og rev mig Brødet ud af Munden ved at gjøre netop den samme
Bemærkning.
Omsider kom vi til Roskilde: Heste og Slæde bleve stillede ind i en
Gjæstgivergaard, og glad var jeg, thi nu kunde jeg uhindret gaae ved
Andrea Margrethes Side, skjøndt jeg maatte finde mig i, at Corpus
Juris gik ved hendes anden Side. Men Samtalen vilde slet ikke ret
komme istand. Een af os kunde vel sige et Par Ord, men de to Andre
svarede Intet, saa jeg erfarede da ret ved den Leilighed, hvad jeg
for øvrigt oftere har erfaret, at Tre er et daarligt Tal til at
spadsere. Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde
Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af
os en Bemærkning, fik han i Regelen kun et ganske kort »Saa?« eller
»Nei virkelig?« til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod
Sædvane taus og ordknap. Jeg gik i mit stille Sind og ønskede Corpus
Juris hjem igjen til Fattigregnskabet, saa skulde jeg have benyttet
Tiden langt bedre end til at gaae og tælle Brostenene i Roskilde
Gader. Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi -- og der havde Corpus
Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde
hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den
syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at
see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi
Grad havde vakt min Beundring. Ligesaa ivrigt som jeg før havde
ønsket at komme af Slæden, ligesaa ivrigt ønskede jeg nu at komme paa
Slæden, og jeg troer i Grunden, at Corpus Juris og Andrea Margrethe
vare ligesaa glade som jeg, da vi havde besørget vore Indkjøb og
atter kunde berede os til Hjemreisen.
Jeg forlangte at være Kudsk paa Hjemtouren for ogsaa at prøve den
Fornøielse, og Corpus Juris gav strax efter. Men da jeg fordrede, at
Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som før ved Corpus
Juris', svarede hun, at det behøvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad,
og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde
have Hjælp af hende i paakommende Tilfælde, svarede hun atter, at det
var unødvendigt, thi jeg behøvede blot at holde Tømmerne i Haanden og
forresten lade Hestene løbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig
tilstøde noget Uheld: og med denne Erklæring satte hun sig paa det
bageste Sæde ved Siden af Corpus Juris.
Det begyndte at snee; Vinden var sprungen om til Nordenvind, saa jeg
havde Sneen lige i Ansigtet. »Ja kjørte vi langsomt ud, saa skal vi
sandelig komme hjem i en Fart«, sagde jeg til mig selv, og jeg
svingede Pidsken og slog løs paa den Røde og Gamle, saa de i strakt
Carriere fore henad Veien, og Slæden slingrede stærkt til begge
Sider.
»Hvordan er det, Du kjører?« raabte Frederik til mig, »bliver du ved
paa den Maade, saa vælte vi.«
»Jeg kjører, som jeg skal kjøre«, svarede jeg, »pas Du blot Dig
selv«, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den
ulykkelige Gamle.
»Nicolai, De er jo ond mod Dyrene«, sagde Andrea Margrethe til mig.
Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod
for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Røde vare nu engang
komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid
tiltaget, tykt og tæt faldt Sneflokkene over os og dækkede os med
deres hvide Lagen. Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine
Fødder vare som to Istapper, jeg ønskede af ganske Hjerte snart at
naae til Nøddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see. Hvert
Øjeblik ventede jeg at see Kirketaarnet dukke op, thi det maatte
kunne sees i en temmelig betydelig Afstand, og efter den Fart at
dømme, hvori vi kjørte, meente jeg, at vi alt for længe siden maatte
have naaet Præstegaarden. Men forgjæves speidede jeg igjennem de
tætte Sneflokke efter et eller andet Kjendemærke, som kunde forkynde
mig, at vi nærmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg
saae til Høire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde
see et Huus eller Træ, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjørte
ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare. Men heller ikke
noget saadant kunde jeg see, tværtimod Alt, hvad jeg saae, syntes mig
at være saa fremmed, saa ubekjendt. Der stod f. Ex. to høje Bøgetræer
inde paa Marken, dem kunde jeg slet ikke huske at have seet før. Jeg
begyndte at frygte for at være kjørt feil, skjøndt jeg ikke kunde
begribe, hvorledes det var muligt, da Landeveien fra Roskilde til
Nøddebo var snorlige. Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt
derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre
hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og
talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig
omkring.
»Ja hvad er det?« udbrød hun, »vi er jo aldeles paa feil Vei; de to
Bøgetræer der kjender jeg ikke. Men bi nu lidt«, vedblev hun og saae
op mod Himlen. »Hvor er Solen nu henne -- den er ganske dækket af
Skyer -- jo der er der lidt klart, der maa den være: men saa kjøre vi
jo mod Øst, istedenfor at vi skulde kjøre mod Nord.«
»Ja det er Følgen af, at De ikke vilde sidde ved min Side og vise mig
Veien«, sagde jeg.
»Vi finde nok hjem igjen, det har ingen Nød«, meente Andrea
Margrethe. »Vil De ikke give et Øjeblik Tid, saa skal jeg sige Dem,
hvor vi ere. De maa være kjørt henved en halv Mil forbi Nøddebo, for
saa svinger Veien af til Højre ind mod Strømbygaard, hvor Kjeldborgs
boer -- De vilde da vel aldrig ind og besøge dem? -- ja nu kjender
jeg ogsaa de to store Bøgetræer: de staae kun en lille Fjerdingvei
fra Strømbygaard.«
»Ere vi virkelig kjørte en halv Mil for langt frem?« spurgte jeg
forbauset.
»Ja det kommer der ud af at pidske saaledes paa Hestene, som De
gjorde før. -- Men vil De nu vende Slæden, for vi maae samme Vei
tilbage.«
»Men vil De da ikke komme over til mig for at vise mig Veien, at jeg
nu ikke skal kjøre for langt mod Syd, og vi saaledes blive ved at
flakke frem og tilbage mellem Strømbygaard og Roskilde.«
»Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder --
foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal
nok sige Dem, naar vi skal dreie af til Nøddebo.«
Saa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det
Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen. En god
Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig
over mig og sagde: »Kan De see den store Kampesten derhenne -- der
sidder tre Krager paa den -- ja nu fløi de bort -- men der hvor
Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.«
Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg
see Kirketaarnet lige for mig. »Men nu maa De kjøre lidt forsigtig«,
sagde Andrea Margrethe til mig, »for Veien er ujævn og fuld af
Steen.«
»Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være
fornødent«, bad jeg atter.
»De maa vænne Dem til at kjøre et Par Heste alene; naar De blot er
lidt forsigtig, saa er der ingen Fare.«
Men maatte jeg ikke have Andrea Margrethe ved min Side, saa brød jeg
mig heller ikke om at være forsigtig, og atter hævede jeg Pidsken og
lod Slag paa Slag regne ned over Hestene, der paa Ny fore frem i
strakt Carriere, saa at Slæden hoppede fra Steen til Steen og hvert
Øjeblik truedes med at kastes omkuld.
»Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt«, raabte Andrea Margrethe bag mig, idet
hun greb mig i Armen -- jeg hørte ikke, men blev ved at drive Hestene
fremad. Nu vare vi lige foran Porten, endnu et Pidskeslag -- og vi