Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - 13

gamle Konger maa have følt sig tilmode, naar de sadde oppe paa deres
Slot og saae ud over Land og Rige. Der ligger ogsaa mit Rige nede, og
Alt, hvad jeg elsker og har kjært, finder jeg dernede.«
»Og Mere begjærer De ikke?« spurgte jeg.
»Nei.«
»De har virkelig slet ikke Mere at ønske?«
»Nu, det forstaaer sig«, svarede Emmy, og trods det dæmrende Mørke
saae jeg en flygtig Rødme dække hendes Kinder, »Ønsker og Begjæringer
have vi Mennesker altid. Men De veed vel ogsaa nok, hvad en gammel
Vismand har sagt, at vi kunne ikke hindre, at Fuglene flyve over vort
Hoved, men vi kunne vel hindre, at de komme og bygge Rede i Haaret
paa os. Saaledes ogsaa med vore Ønsker og Begjæringer: vi kunne ikke
hindre, at de flyve gjennem Sjælen, men vi kunne vel hindre, at de
fæste blivende Bo derinde.«
Vi gik ned ad Høien og vendte tilbage ad den Sti, som førte langs
Fjorden. Ogsaa her var Alt tyst og stille, det hvide Snelagen var
bredt over Alt og ligesom lyste os frem i Mørket.
»Nu er her jo ikke Meget at see«, sagde Emmy, »men om Sommeren, naar
Bøgetræerne hvælve deres tætte Løvtag over vore Hoveder, medens man
til den anden Side seer ned i Fjordens friske blaaligklare Vand, saa
er her velsignet.«
»Men det er da i Grunden ogsaa den eneste Spadseretour, som De har
her tæt ved Præstegaarden«, indvendte jeg.
»Men netop derfor er den mig desto kjærere. Som det gik med Folkene
oppe i Landsbyen, saaledes her med Træerne; der er ikke et Træ, ja
knap en Green her, uden at jeg kjender den, og naar jeg en varm
Sommerdag sidder her ude paa de græsklædte Brinker med mit
Haandarbeide, da er det mig, som om jeg midt i den lille Skovensomhed
dog var omringet af lutter gamle Venner, der Alle hviske saa
fortrolig til mig og have tusinde Ting at fortælle. Tro mig, Nicolai,
jo Mindre vi have, des større Pris sætte vi ogsaa derpaa.«
»Det er et sandt Ord«, bemærkede Gamle, »derfor siger ogsaa Apostelen
Paulus, »at det er godt at nøies med det, man haver«, og: »Tragter
ikke efter det Høie, men holder Eder til det Lave.« Det er to gode
Leveregler, som det var godt, om Alle vilde lægge sig paa Hjerte.«
»Ja men det er to græsselig kjedelige Leveregler«, indvendte jeg, »og
hvis Alle vilde leve derefter, saa vilde Verden tilsidst gaae i Staa,
ja falde reent i Søvn af bare Kjedsomhed. Nei, Livet er ikke Ro og
Hvile, men det er Bevægelse og Fremadstræben, Kamp og Anstrængelse --
»har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt« -- se det er at
leve paa den rette Maade.«
»Ja det mene jo de Fleste«, svarede Gamle, »og derfor klage de ogsaa
over den daarlige Verden, som vi leve i: istedetfor at klage over
deres Umættelighed og Begjærlighed. Saa skeer der dem heller ingen
Uret, naar det gaaer dem efter den gamle Vise: »Forgangen Nat Vor
gamle Kat En ung og lækker Muus fik fat« o. s. v.«
Ak ja, jeg tror næsten, at Gamle havde Ret! -- -- Anders Sørensen
sagde nok, at han havde gaaet meget igjennem for sin Kones Skyld, men
han var dog en lykkelig Mand, thi han blev kun forelsket een Gang,
men saa blev han det ogsaa tilgavns, medens jeg derimod -- -- ak ja,
hvem der var saa lykkelig som Anders Sørensen!
* * * * *
Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren
laaset af. »De kan ikke komme ind«, raabte Andrea Margrethe indenfor,
»De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.«
»Hvad skal der gaae for sig?« spurgte jeg Emmy.
»Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos
os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.«
Ovre hos Præsten fandt vi Præstekonen og Corpus Juris.
»Det var godt, at De kom, Nicolai«, raabte Præsten mig i Møde, »jeg
har siddet og ventet paa Dem: jeg har Noget til Dem.«
»Hvad er det?« spurgte jeg forundret.
»Jeg har fundet en ny Kjæreste til Dem, siden det ikke vil gaae med
den gamle, men hun koster tyve Daler.«
»Hvad skal det sige?«
»Det skal sige, at Christen Madsen har været her for at sælge sin
Kjæreste, men hun koster som sagt tyve Daler.«
Endnu var jeg lige klog, jeg forstod ikke et Ord af, hvad Præsten
sagde. Denne sad i sin store Lænestol med den meest alvorlige Mine og
blæste den ene tykke Røgsky fra sin Meerskumspibe efter den anden.
Præstekonen paatog sig at forklare mig Meningen af Præstens
gaadefulde Tale. »De veed nok, Nicolai,« begyndte hun, »at det gaaer
ikke altid til blandt Bønderne, som det skulde og burde, og at de
navnlig ved deres Forlovelser og Brylluper see meget mere paa Pengene
end paa Hjertelaget, saa at det mangen Gang kun er en reen Handelssag
mellem dem. Nu er der en gammel Avlskarl herinde hos Naboen ved Navn
Christen Madsen, han har i ti eller tolv Aar været forlovet med en
Pige, som ogsaa tjener inde hos Naboen, og som almindelig kaldes
gamle Ane. Gamle Ane har sparet nogle Skillinger sammen, og det var
egentlig meest derfor, at Christen Madsen vilde have hende. Bryllupet
er imidlertid bleven opsat fra det ene Aar til det andet. Men nu har
Christen Madsen pludselig faaet et godt Tilbud fra en anden Side og
vil derfor hæve Forbindelsen med gamle Ane. Men det vil gamle Ane
ikke give sit Samtykke til og først efter flere Underhandlinger har
hun forsaavidt givet efter, som hun vil give Christen Madsen hans Ord
tilbage, naar han vil betale hende tyve Daler.«
»Og nu mener jeg«, fortsatte Præsten, »at De, Nicolai, skulde betale
de tyve Daler, for at Christen Madsen kunde blive fri, og saa skulde
De selv tage gamle Ane -- hun har noget paa Kistebunden, og hun er
ikke fyrretyve Aar endnu.«
»Vil Christen Madsen nu ikke betale hende de tyve Daler?« spurgte
Corpus Juris.
»Nei«, svarede Præsten, »han synes, at det er for Meget; han mener,
at han er ikke tyve Daler værd, og det har han ogsaa ganske Ret i,
men at ti Daler ogsaa kunde gjøre det.«
»Det er altsaa gyldigt Ægteskabsløfte?« spurgte Corpus Juris atter
med ægte juridisk Betoning.
»Ja vist er det gyldigt«, svarede Præsten, »Ægteskabsløftet er nu syv
Aar gammelt, og om Sommeren gaaer det og vogter Gæs, saa Christen
Madsen kan paa ingen Maade benægte det.«
Nu kom Andrea Margrethe og bad os komme over. Præsten vilde tage sin
Lampe med, men det vilde Andrea Margrethe ikke tillade; vi skulde
gaae derover i Mørke, thi saa vilde Lysene paa Juletræet gjøre des
større Virkning. Saa maatte vi føle os for gjennem de lange Gange for
at finde Veien og stødte idelig mod hverandre, indtil vi endelig kom
over til Dagligstuen. Her maatte vi atter staae stille et Par
Øjeblikke foran Døren, og derpaa sagde Andrea Margrethe: En -- To --
Tre! rev hurtig Døren op, og -- Alt var ganske mørkt derinde, kun et
Par osende Lys laae nede paa Gulvet og udbredte et svagt Lys med
deres rødlige Tander.
»Hu ha«, raabte Præsten, »hvor de Lys skære i Øinene: jeg er allerede
bleven ganske blind deraf -- jeg kan slet ingen Ting see.«
Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjønne
Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hænge sammen? -- Omsider fik
vi et Lys tændt og saae da, at Juletræet var væltet om paa Gulvet og
laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld
heri?
»Trækvinden kan umulig have gjort det«, meente Andrea Margrethe, »for
alle Vinduer og Døre ere lukkede.« Vi undersøgte nøie Træet: det var
øiensynligt, at der var anvendt Vold, thi flere Grene vare knækkede,
som om man med Voldsomhed havde stødt til det. Men hvem kunde have
været saa ondskabsfuld at gjøre dette? Andrea Margrethe havde været
ganske alene, det maatte da være skeet i samme Øjeblik, som hun havde
forladt Stuen.
»Hier liegt der Hund begraben!« raabte endelig Præsten, »Du skulde
have husket det gamle Ord: =cave canem=! saa havde Du ikke havt den
Sorg.«
Ja Trofast maatte være Gjerningsmanden, derom kunde der ingen Tvivl
være: en stor Honningkage, der havde været anbragt i Toppen af Træet,
var reven af, saa kun et lille Stykke endnu var tilbage. Denne
Honningkage maatte have fristet stakkels Trofast altfor stærkt, saa
Naturen var gaaet over Optugtelsen, og den havde gjort dette
voldelige Anfald paa Juletræet og derpaa listet sig ud, da Døren blev
aabnet.
»Men den har bestemt kun gjort det for at jage et Par Rotter bort,
som den maa have seet deroppe«, sagde Præsten.
Men Andrea Margrethe meente, at saa uforskammet kunde Trofast aldrig
have været.
»Ja har Trofast ikke gjort det, saa maa Nicolai have gjort det«,
sagde Præsten, »men Nicolai kan bevise sit =Alibi=, for han har været
ovre hos mig, men derimod tvivler jeg meget paa, at Trofast kan
bevise sit =Alibi=«.
Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme Øjeblik kom Niels ind
slæbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist
Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med
Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa
frisk Gjerning.
»Se der kan Præsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine
Prygl forleden Aften«, sagde Niels triumferende.
»Ja jeg veed det nok, Niels, Du er en brav Karl, som altid gjør din
Skyldighed«, sagde Præsten.
»Men nu skal jeg give ham nok en Lection, der skal lære ham, hvordan
man har at skikke sig, naar man lever mellem dannede Mennesker«,
sagde Niels, og beredte sig til at slæbe Synderen afsted, men denne
hylede saa ynkelig, at selv Andrea Margrethe gik i Forbøn for den.
»Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang«, sagde Præsten, »siden det
er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lønning op forud
forleden Aften.« Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud
sammen med Niels.
Vi henvendte nu vor Opmærksomhed paa Juletræet, der laa i en sørgelig
Fornedrelsestilstand paa Gulvet. Vi reiste det atter op, Lysene bleve
tændte paa Ny, og det straalede snart i den gamle Glands. Der var
ophængt flere Smaating til Gamle og Corpus Juris, som de egentlig
skulde have havt Juleaften, men dengang vare de jo ikke komne. Ogsaa
paa mig var der tænkt, saaledes kom Andrea Margrethe og overrakte mig
en stor Bog. Da jeg aabnede den, stod der skrevet paa Titelbladet:
»Lyriske Digte af Nicolai«, forøvrigt var den fuld af lutter tomme
hvide Blade.
»Hvad skal jeg med den?« spurgte jeg.
»De skal naturligvis skrive den fuld af Deres Digte, som der staar
paa Titelbladet, og saa lade den trykke, saa bliver De en berømt
Mand.«
»Ja De kan da aldrig mangle Stof«, sagde Præsten, »alene den
Roskildetour maa kunne fylde den første Halvdeel af Bogen med
ulykkelige Kjærlighedsdigte, den anden kan De saa fylde med lykkelige
Kjærlighedsdigte. Saa kommer Bogen til at bestaae af to Parter,
hvoraf den første skal hedde: »Ulykkelig Kjærlighed i Roskilde« og
den anden »Lykkelig Kjærlighed i Nøddebo« -- saa faaer Publikum
noget af begge Tønder, og det vil det helst have, og Bogen kommer til
at gjøre stormende Lykke, især hvis De lader gamle Anes Portræt
aftrykke foran.«
»Nei vist ikke nei«, sagde Præstekonen, »Nicolai skal hverken synge
om lykkelig eller ulykkelig Kjærlighed. Vil De være Digter, saa skal
De lære af ham her«, og hun tog et smukt lille Homerhoved ned og gav
mig, »det er min Gave til Dem. Lær at synge som han, simpelt og
enfoldig, men sandt og naturlig, om hvad der rører sig i Folkene og i
det enkelte Menneskehjerte, og da skal De ogsaa altid finde dem, der
gjerne vil lytte til Deres Sang.«
»Vil Nicolai være Digter?« spurgte Gamle meget forundret.
»Nu saadan egentlig Digter behøver han jo ikke at blive«, sagde Emmy,
der stod ved Siden af Gamle, »men har De ikke selv sagt, at naar man
er atten Aar gammel, er man altid Digter, og det har De jo ogsaa selv
givet Bevis paa.«
»Ja jeg havde tænkt paa«, sagde Præsten, »at forære Nicolai gamle
Ane, men hun var for stor til at hænge paa Juletræet, og saa maatte
jeg lade hende blive udenfor.«
Da Lysene omsider var nærved at brænde ud, bleve de slukkede, og
Juletræet flyttet til Side.
Da vi dernæst havde spist til Aften og Themaskinen og Thedugen vare
borttagne, og Præsten havde faaet sin Aftenpibe tændt, saa sadde vi
atter omkring det runde Bord, og Samtalen løb let og muntert mellem
os som sædvanlig.
»Se nu forsvinder der atter et Aar«, bemærkede Præsten. »=Eheu
fugaces, Nicolai, Nicolai, labuntur anni= -- men hvor de Aar løbe fra
os, det er mig ubegribeligt. Mangen Gang kan man synes, at man er
endnu ung og frisk, indtil man seer alt det Smaakrat, der er voxet op
omkring En, være ifærd med at blive store Træer, saa opdager man
pludselig, at man selv er bleven en gammel Cavaleer. Naar jeg tænker
paa Deres Fader, Christopher, da er det mig, som var det kun tre
eller fire Dage, siden vi sad paa Skolebænk sammen, og nu sidder her
tre voxne Sønner af ham. Navnlig Nicolai, hvis Existents jeg for et
Par Dage siden knap anede, han er pludselig skudt op for mine Øine
som en stor Paddehat.«
»Ja«, sagde Præstekonen, »men det er godt, at vi ikke selv kunne
mærke, hvor gamle vi blive, thi det er jo et Vidnesbyrd om, at Aanden
ældes ikke, men om end Aarene rulle hen over vore Hoveder, og vi
blive graahaarede og faae Rynker i Panden, saa bliver Sjælen dog evig
ung, og den mærker Intet til Aarenes Vægt.«
»Det har Du Ret i, Mo'er«, sagde Præsten. »Ja Mo'er siger ikke meget,
men det hun siger, er altid godt. Saaledes skulde De ogsaa bære Dem
ad, Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har De haft for Tanker paa
Aarets sidste Dag?«
Jeg havde ikke Lyst til saaledes at staa aabenbart Skrifte og svarede
derfor undvigende: »Aa, jeg har tænkt paa, at imorgen er det
Nytaarsdag.«
»Det var en dyb Tanke«, sagde Præsten, »den er sin Ophavsmand værdig.
Det er bestemt ogsaa Dem Nicolai, som den nyere Tid skylder hin
mærkelige Opdagelse, at naar de gamle Grækere havde fyldt det
nittende Aar, saa gik de ind i det tyvende. -- Jeg gad dog vidst, om
I Andre have havt ligesaa dybsindige Tanker som Nicolai. Lad mig nu
engang høre, hvad har Du tænkt idag, Andrea Margrethe?«
»Jeg har tænkt«, svarede Andrea Margrethe, idet hun hurtig reiste sig
for at gaae ud, »at det kunde være godt at hente noget Mælkepunsch
til at drikke det gamle Aars Skaal i.«
»Ja pyt«, sagde Præsten, »men saaledes slipper Du rigtignok ikke fra
os. Du maa bestemt have tænkt noget meget Rart, siden Du ikke vil
rykke ud med Sproget. Ja gaa Du kun og hent din Mælkepunsch: den skal
vi med al Fornøielse drikke, men naar Du kommer tilbage, skal Du
sandelig fortælle os, hvad Du har tænkt.«
Imedens Andrea Margrethe var borte, spurgte Præsten Emmy: »Nu hvad
har Du tænkt paa idag?«
»Jeg har tænkt paa alt det Gode, jeg har nydt i det svundne Aar og
takket Gud derfor«, svarede Emmy.
»Det var smukt tænkt af Dig; Du er din Faders Datter.«
Nu kom Andrea Margrethe tilbage med Mælkepunschen, og Præsten spurgte
hende paa Ny, hvad hun havde tænkt.
»Jeg har tænkt det samme som Emmy«, svarede Andrea Margrethe hurtig.
»Og Du var borte, da Emmy talte, hvorledes kan Du saa vide, hvad hun
har tænkt? Nei Du har bestemt tænkt noget, som ikke er rigtig, siden
Du ikke vil fortælle os det. Men det forstaaer sig, Tanker ere
toldfrie, og tvinge Dig kan vi jo ikke. -- Nu De, Frederik, hvad har
De tænkt?«
»Jeg«, svarede Corpus Juris tøvende, som om han søgte at finde paa
Noget, »jeg -- jeg har havt saa travlt med det Fattigregnskab idag,
at jeg ikke har havt Tid til at tænke paa Andet.«
»Ja det kan De bilde Andre ind, men De skal ikke mene, at jeg troer
det. De skal ikke bilde mig ind, at De saaledes er gaaet op i mine
Anliggender, at De slet ikke har passet Deres egen lille Gryde imens.
Men vil De ikke sige, hvad De har tænkt, saa skal jeg sige det. De
har tænkt, om De ikke muligvis kunde gjøre nogle Hokuspus med det
Fattigregnskab, saaledes at De kunde faae Sogneforstanderskabet og
Menigheden sat op imod mig og muligvis bringe tre-fire Processer i
Stand. Jeg har ikke glemt den Kirkeret, som Nicolai talte saa meget
om, strax da han kom, og jeg veed nok Deres onde Hensigter.
Formodentlig skal Nicolai og Andrea Margrethe staae Dem bi i dette
Foretagende, og derfor vil de heller ikke sige, hvad de har tænkt. Ja
muligvis er det derom, at de har lagt Raad op i Roskilde, medens
Nicolai, den sorte Sjæl, har søgt at lede mine Tanker i en anden
Retning. Saa sidder jeg stakkels Mand da omgiven af lutter Forrædere,
der alle søge at bedaare mig med deres falske Tale. -- Nu da,
Christopher, har De havt ligesaa onde Tanker som de Andre? Eller hvad
har De tænkt paa?«
»Jeg har tænkt paa Verdens Undergang«, svarede Gamle med sin
sædvanlige Alvor.
»Paa Verdens Undergang!« udbrød jeg forbauset og var lige ved at
briste i Latter.
»Ja paa Verdens Undergang«, sagde Præsten, »det skulde De ogsaa have
tænkt paa, men De har naturligvis meent, at dette syndige Leben, som
De fører herude i Nøddebo, med at ryge Cigarer, spise Pebernødder,
forlove Dem og slaae op igjen, at det skulde vedblive bestandig, men
det tager De Feil i. -- Men hvad har De tænkt om Verdens Undergang,
Christopher?«
»Jeg har igjen idag læst efter, hvad der staaer fortalt derom i
Bibelen, og dermed jævnført en Afhandling, jeg for nogen Tid siden
har læst af en fransk Astronom, om hvorlunde Maanen engang vilde
falde ned paa Jorden, og fundet, at det kunde egentlig stemme godt
med hine Skildringer i Evangelierne.«
»Saa De troer altsaa virkelig, at Maanen engang vil falde ned?«
spurgte Andrea Margrethe.
»Umuligt er det i al Fald ikke«, svarede Gamle. »Der behøver blot at
skee en Sagtning i Maanens Rotation paa Grund af en større Modstand i
Ætheren, der atter har sin Grund i en eller anden os ubekjendt
Aarsag. Men naar Maanens Rotation formindskes, saa bliver atter
Følgen heraf, at den ikke længer vil formaae at modstaae Jordens
Tiltrækningskraft saa stærkt som tidligere, og Jorden vil da
bestandig drage den nærmere og nærmere til sig, indtil tilsidst
Tiltrækningskraften bliver saa stærk, at Maanen falder ned paa
Jorden.«
»Og slaaer os Alle ihjel?« afbrød Andrea Margrethe ham.
»Det behøver den ikke strax at gjøre; thi eftersom Havet indtager den
største Deel af Jordens Overflade, vil Maanen sandsynligvis falde ned
i Havet og saa vil dette paa Grund af Maanens store Masse stige over
sine Bredder og foraarsage en ny Syndflod. Saaledes skeer det da,
hvad der staaer skrevet om, at Himlens Kræfter skulle røres, om
Havets Brusen og Menneskenes Skræk og Fortvivlelse. Hertil kommer, at
da, som De veed, Jordskorpen kun er meget tynd, og indenfor denne
brænder den vulkanske Ild, saa vil Maanen ved sin Tyngde slaae Jorden
itu, saa at de underjordiske Flammer bryde frem, og da vil det
ligeledes skee, hvad der staaer skrevet om, at Elementerne ville
komme i Brand og opløses. Og saaledes kan man ogsaa tænke sig den
almindelige Forfærdelse, som der maa blive, naar Menneskene flygte op
paa de høie Bjerge for at undgaae Havets Bølger og da mødes af de Alt
fortærende Flammer.«
»Hu ha, det var græsseligt«, sagde Andrea Margrethe, »det maa være
rædsomt at leve paa de Tider.«
»Det vil det ogsaa blive«, sagde Gamle, »navnlig den Tid, der gaaer
forud, naar Maanen bestandig rykker nærmere og nærmere og stedse
bliver større og større, saa at den om Natten staaer som en uhyre
blodrød Skive, der dækker den halve Himmelhvælving, og om Dagen som
en kulsort Masse, der hindrer Solens Straaler i at komme til os, thi
da skal det ogsaa opfyldes, hvad skrevet staaer, at Solen skal
forvandles til Mørke og Maanen skal blive til Blod, og Stjernerne
skulle kun give svagt Skin. Og saaledes see Menneskene Maanen Dag for
Dag blive større og større og komme nærmere og nærmere som en uhyre
stor Fenrisulv, der kommer for at opsluge Jorden. Og hvor de end
flygte hen, kunne de ikke undgaae den, ja da vil det være Tid at
raabe: »Falder over os, I Bjerge! skjuler os I Høie!« og med Alt
dette ville de dog ikke omvende sig, men vedblive i deres Ugudelighed
at trodse og spotte lige til det Øjeblik, da Menneskenes Søn kommer
og skal sees ligesom Lynet, der lyser fra Øster til Vester.«
»Men nu de andre Stjerner«, sagde Corpus Juris, »hvad har Du vel
tænkt, der skulde blive af dem, Christopher?«
»Hvad der skal blive af de andre Stjerner, kommer ikke os ved«,
svarede Gamle.
»Og egentlig talt heller ikke, hvad der skal blive af Jorden«, sagde
Præsten. »Alt, hvad Christopher der har udspeculeret, kan være godt
nok, men om det er rigtigt, kan dog Ingen sige. Naar vi blot ere fast
overbeviste om, at Herren een Gang vil komme for at dømme Jorden, saa
er det nok, og vi behøve ikke at vide, hverken hvornaar eller
hvorledes han vil komme. Men vi ville bede ham om, at hvad enten han
kommer tidlig eller sildig, vi da maa være blandt dem, hvis Navne ere
opskrevne i Livets Bog. Og kom nu og lad os synge vor Psalme og takke
Vorherre, fordi han har holdt sin Haand over os og naadigen bevaret
os i det gamle Aar.«
Derpaa reiste Præsten sig ligesom vi Andre, og vi gik hen til
Pianofortet, hvor Emmy spillede Psalmemelodien, medens Præsten førte
an med sin kraftige Basstemme, og vi Andre stemmede i med:
Det gamle Aar henrinder,
Saa sagtelig det svinder
Og synker i sin Grav.
Mens Alt er tyst og stille,
En Takkesang vi ville
Ham bringe, som det gav.
Hans stærke Haand har ledet
Os sikkert frem og fredet
Om os jo hver en Dag.
Var Hjertet angst og bange
I Timer mørke, lange,
Han antog sig vor Sag.
Ja sluktes alle Sole,
Blev alle Stjernepole
Saa mørk som Natten hist --
Din lyse Sol ei slukkes,
Og aldrig skal tillukkes
Din Naade, Herre Christ!
Din Stjernelil oprinder
Og Mørkets Magter binder
Hver Julenat paa Ny;
Ja altid klart den brænder,
Saa tidt som Du os sender
Det unge Nytaarsny.
O hvilken salig Glæde,
Naar een Gang skal indtræde
Det store Juleaar,
Naar Himmelklokken ringer
Og Nytaarsbud os bringer
Om Evighedens Vaar.
Ja naar den Time kommer,
Da Evighedens Sommer
Skal bryde herlig frem,
Du Fader os bønhøre
Og naadigen os føre
Til Himlens lyse Hjem!
»Og nu Godnat mine Børn, og Tak for al den Glæde, jeg har havt af
Eder i det gamle Aar«, sagde Præsten, da vi havde sunget Psalmen.
»Vorherre holde sin Haand over Eder Alle i det nye Aar -- men Dem,
Nicolai, giver jeg endnu særlig den Formaning, at De maae ikke more
Dem med at slaae Potter mod Dørene i Aften, for saadan Skik have vi
ikke her i Præstegaarden.« Og med denne Formaning forlod Præsten os,
ledsaget af Præstekonen.
Vi Andre bleve tilbage; vi skulde sidde oppe til Midnat for at
oppebie det nye Aars Komme. Jeg ventede, at vi skulde have os en
fornøielig Samtale, men det syntes, som om dette Haab skulde blive
skuffet. Thi for det Første skilte Corpus Juris og Andrea Margrethe
sig fra os Andre, idet de satte sig hen i Vinduesfordybningen ved det
lille Bord for, som de sagde, at spille et Parti Schak. Og det lod
til at være et meget morsomt Parti Schak, for de hviskede idelig
sammen og havde hvert Øjeblik Noget at lee af. Men da jeg gik hen til
dem for at see, hvad det vel kunde være, der var saa morsomt, vare de
endnu ikke komne videre, end at hver af dem havde trukket to Bønder
frem. Jeg undrede mig herover, men Corpus Juris sagde, at de havde
Tiden for sig, men nu vilde de forøvrigt ogsaa begynde at spille for
Alvor, og nu taug de pludselig stille for ret at hellige Spillet al
deres Opmærksomhed. Saa satte jeg mig hen i Sophaen ved Siden af
Emmy. Paa den anden Side af Emmy sad Gamle og læste i sit lille nye
Testamente formodentlig om Verdens Undergang. Men hans Andagt kunde
ikke være synderlig stor, for jeg kunde ikke tale to Ord til Emmy,
uden at Gamle strax gav sit Besyv med, ja tilsidst bemægtigede han
sig hele Samtalen, saa at jeg ogsaa blev tilovers her. Jeg reiste mig
og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet, idet jeg ønskede af mit
ganske Hjerte, at Klokken snart maatte blive Tolv, for jeg kjedede
mig i Grunden dygtig. Læse havde jeg ikke Lyst til; jeg saae hen paa
det store bornholmske Stueuhr: Klokken var ikke Elleve endnu -- hvad
skulde jeg tage mig til i den Tid, som endnu var tilovers? Jeg
begyndte at blive søvnig og gabede et Par Gange temmelig lydelig.
»De kjeder Dem, Nicolai«, sagde Andrea Margrethe til mig.
»Ja det er da ikke saa underligt«, svarede jeg, »jeg gaaer her som
femte Hjul paa en Vogn og er aldeles tilovers.«
»Saa maae vi see at finde paa Noget at more Dem med. Emmy vil vistnok
fortælle os en Historie, naar vi bede hende derom.«
»Kan Emmy fortælle Historier?«
»Ja hun kan fortælle smukke Historier. I de lange Vinteraftener, naar
Fader mangen Gang har travlt og ikke har Tid at læse høit for os, saa
sidder Mo'er og Emmy og jeg ganske alene herovre, og saa fortæller
Emmy Historier for at more os.«
»Er det morsomme Historier?« spurgte jeg.
»De er just ikke til at lee af«, svarede Andrea Margrethe, »men
man kan altid lære Noget deraf, og det er da i hvert Fald bedre
end at gaae og kjede sig. -- Emmy, vil Du ikke nok fortælle os en
Historie?« --
Emmy holdt ikke af at sige Nei, naar hun blev anmodet om Noget,
og hun indvilligede derfor strax. Andrea Margrethe gjemte
Schakbrikkerne, Gamle lukkede sin Bog i, og vi toge Alle Plads om
Emmy, der efterat have tænkt et Øjeblik efter begyndte at fortælle.
* * * * *
»Ovre paa Samsø boede engang en vild Vikingehøvding, der hed Knud.
Hans Borg var opført paa Toppen af en høi Brink og skuede vide ud
over Havet. Knud havde en Søn, han hed Thjodolf. Thjodolf var kun
tolv Aar gammel, men haard og vild af Sind, saa at selv Knud havde
Møie med at tvinge ham. Men dette glædede Knud, thi »haard er
Fjeldets Væg, men haardere skal Mandens Sind være«, pleiede han at
sige. Thjodolfs Moder Ingeborg derimod var mild, blid og elskelig, og
hun græd ofte sine modige Taarer, naar Thjodolf mishandlede Trællene.
Paa den Tid begyndte Læren om den hvide Christ at udbrede sig i
Norden, men Knud hadede denne Lære, thi den tyktes ham at være en Tro
for Qvinder og ikke for Mænd. Han troede paa de gamle Guder, og hver
Morgen offrede han til Odins Øie, naar det blankt og straalende
hævede sig over Havet for at skue ud over den ganske Jord. Thjodolf
troede, som hans Fader troede; men Ingeborg var hemmelig Christen,
og hun bad Dag og Nat til Gud, at han vilde omvende hendes Mand og
hendes Søn. Men hun turde aldrig tale et Ord derom, thi Knud hadede
de Christne til Døden, og Thjodolf hadede, som hans Fader hadede.
Engang spurgte Knud ham: »Hvad vilde Du gjøre ved den hvide Christ,
om Du nogensinde mødte ham?« -- »Jeg vilde gjøre saa ved ham«,
svarede Drengen og jog sin Kniv til Hæftet ind i Bordpladen. »Derfor
skal Du i Morgen faae Lov til at ride paa min sorte Hingst«, svarede
Knud glad. Og Thjodolf kunde tæmme den sorte Hingst, men der var
Ingen, som kunde tæmme Thjodolf. Hans Moder græd saameget over ham,
at hun døde af Sorg, men Thjodolf blev ikke mildere for det.
Da Thjodolf var tyve Aar gammel, døde ogsaa hans Fader. Men Thjodolf
vilde ikke sidde ene hjemme paa sin Faders Borg og sove i Arnekrogen;
han besteg sit Skib med sine bedste Mænd og fulgte Kongen af Danmark,
der paa den Tid gjorde Tog mod England. I England fandt Thjodolf
mange flere Christne end i Danmark, thi der var næsten Alle Christne,
og Landet var fuldt af Kirker og Klostre. Men Thjodolf stormede
Kirkerne og brændte Klostrene og ihjelslog de blege Munke. I Kongens
Hær var der en anden ung Mand, der hed Sigvald, han var ligesaa
tapper som Thjodolf og ligesaa vild en Hedning: saa blandede de To
Blod sammen og bleve Fostbrødre. Sigvald havde en Søster, Astrid, der
var blaaøiet og lyshaaret, og Thjodolf elskede hende, og han tog
hende til Hustru. Nu var Thjodolf en lykkelig Mand: han havde en
elskelig Hustru og en trofast Ven, hans Navn var kjendt over Land og
Hav, og Gods og Guld havde han fuldt op af. Men det gamle, vilde Sind
boede endnu stedse i ham. Saa skete det en Dag, at Thjodolf sad til
Bords med alle sine Mænd, Sigvald sad ved hans ene Side og Astrid ved