Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - 02

Endelig Corpus Juris er den Næstældste og hedder egentlig Frederik,
han er, hvad ogsaa Navnet antyder, Jurist, og Jurist lige ud til
Haarspidserne; dermed har jeg sagt Alt, hvad der kan siges til hans
Roes og til hans Dadel. Han er afgjort Choleriker, det er der ingen
Tvivl om: =fiat justitia, pereat mundus=! det er hans Valgsprog. Naar
jeg seer hans sikre bestemte Gang, da er det mig, som saae jeg
Christian den Femtes Lov lyslevende marschere forbi mig. Gamle er 24
Aar og Corpus Juris er 23, begge To har de taget Embedsexamen for et
Aar siden, og dog var Ingen af dem forlovet endnu. »Ja saa bliver de
det saamænd heller aldrig«, sagde jeg mange Gange til mig selv, »for
naar man er 24 Aar gammel og har sin Embedsexamen, hvad er der saa
mere at betænke sig paa?« Men jeg ærgrede mig i mit stille Sind
derover, for da jeg ingen Søster har, vilde jeg dog i det Mindste
gjerne have en Svigerinde, men hvor i al Verden skulde hun komme fra,
naar mine Brødre ikke vilde forlove sig? Engang, da vi havde drukket
vor The og fik os vor sædvanlige Aftenpassiar -- Corpus Juris var i
usædvanlig godt Humør -- lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg
syntes, det var paa Tide, at de begge To tænkte derpaa, men Gamle
svarede ganske rolig: »Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa,
Nicolai« -- hvorover jeg blev saa forbløffet, at jeg pludselig holdt
inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom. Hvad mig selv
angaaer, da tør jeg ikke forlove mig som Student -- thi Gamle har
mange Gange sagt, at det er det Fordærveligste, som et Menneske kan
gjøre -- men jeg har lovet mig selv, at samme Dag, som jeg om
Formiddagen har været oppe til Embedsexamen, gaaer jeg om
Eftermiddagen ud og forlover mig, for jeg vil sandelig ikke gaae og
blive en gammel Pebersvend som mine to ældre Brødre.
Vi tre Brødre ere Sønner af en Herredsfoged ovre i Jylland. For sex
Aar siden kom Gamle og Corpus Juris herover for at studere og havde
nu taget deres Embedsexamen for et Aar siden; i Sommer kom jeg
herover og er endnu aldeles fortryllet af al den Herlighed, jeg seer,
saa at jeg endnu, skjøndt jeg har været her i fem Maaneder, kan gaae
i hele Timer og see paa de store Huse, de pragtfulde Boutiker og de
mange Mennesker, hvorfor ogsaa Corpus Juris siger, at man skulde tage
mig for den pantsatte Bondedreng og ikke for en akademisk Borger. --
Vi boe paa Hjørnet af Vestergade og Vestervold, paa femte Sal, eller
som man nok pleier at sige, paa Qvisten. Jeg er meget vel fornøiet
med at boe saa høit oppe, for saa har man en deilig Udsigt ud over
Volden, og naar Gamle og Corpus Juris ere ude, kan jeg sætte mig
overskrævs i Vindueskarmen med det ene Been ud paa Taget, see op i
den klare blaae Luft og synge omkap med Fuglene, uden at Nogen beder
mig om at tie stille. Corpus Juris er ogsaa vel fornøiet med
Leiligheden: de mange Trapper op og ned give saadan en sund Motion,
man sparer hver Dag en heel Times Spadseretour derved. Gamle endelig
siger, at det er ham aldeles ligegyldigt, om han boer i Kjælderen
eller paa Qvisten, naar han bare maa faae Lov at boe et Sted.
Hvad Husbestyrelsen angaaer, da er den fordeelt saaledes mellem os,
at Gamle som den Ældste staaer for Alting, hvilket i Virkeligheden
vil sige, at han staaer for Ingenting. Han er nemlig meget upraktisk
og lever for det Meste i sine egne Tanker og er derfor i høi Grad
uskikket til denne Verdens Anliggender, derfor gaaer Alt i Grunden
efter Corpus Juris' Hoved, saa at Forholdet mellem Gamle og Corpus
Juris er, som det pleier at være i et velordnet Ægteskab: Manden
fører Overcommandoen, men Konen commanderer over Alt. Dog maa jeg
sige, at naar Gamle engang imellem ligesom vaagner op og siger,
hvorledes han vil have det, saa skeer det ogsaa efter hans Villie,
hvormeget end Corpus Juris har at sige derimod. Jeg som den Yngste
har naturligvis Ingenting at sige, ikke engang saa meget som Lov til
at kriticere, uden at Corpus Juris lader mig vide, at jeg er altfor
meget en Kik-in-die-Welt, til at jeg kan tale med om nogen Ting.
Ogsaa Omsorgen for de forskjellige Livets aandelige Sphærer er
fordeelt mellem os: Gamle forestaaer de kirkelige Anliggender i
Ordets bogstavelige Forstand, forsaavidt som han strængt overholder,
at vi hver Søn- og Helligdag gaae i Kirke. Det Æsthetiske er mig
anbetroet, forsaavidt man ved et æsthetisk Liv forstaaer et saadant,
hvor man snart fri og ubunden driver om paa Gader og Stræder midt i
den travle Folkemasse og glæder sig ved Beskuelsen af det mangfoldige
Liv, som rører sig overalt, snart staaer og stirrer ud ad Vinduet og
bygger Luftcasteller af de graae Efteraarsskyer. Corpus Juris staaer
for det Politiske; det vil sige, han læser hver Dag Aviserne, og
meddeler os Indholdet af disse tilligemed et belærende Foredrag over,
hvorledes Sagerne uden Tvivl inden kort Tid maae komme til at staae:
begge Dele ere af stor Nytte for Gamle og mig, da Ingen af os
nogensinde læser Aviserne: jeg har ikke Tid dertil, thi naar man hver
Dag skal passe sine Forelæsninger og Informationer, være i
Studenterforeningen og desuden være til Stede ved alle mulig
forefaldende Begivenheder, og saa ovenikjøbet studere lidt, hvor
skulde man saa faae Tid til at læse Aviserne? Gamle læser ikke
Aviserne af Princip, og det giver Anledning til jævnlige Disputer
mellem ham og Corpus Juris. Den Sidste anvender nemlig hver Morgen
ved sin The en Time til at studere Dagbladet, og denne Lecture har en
synlig oplivende Virkning paa ham, thi medens han forinden er ordknap
og utilgængelig, saa er han efter Studiet af Dagbladet det
omgængeligste og behageligste Menneske. Men nu er det en af Gamles
Yndlingspaastande, at Aviserne tjene kun til at bortødsle Folks Tid:
i gamle Dage, siger han, baade skrev og læste man store Bøger,
nuomstunder gjør man ingen af Delene, bare fordi man skal læse
Aviserne. Corpus Juris priser derimod Aviserne saa høit, som om al
aandelig Velsignelse udgik fra dem. Hvem af dem, der har Ret, veed
jeg ikke: dog troer jeg, at Gamle er noget ensidig, thi efter min
Mening bestaaer Forskjellen mellem nuomstunder og før kun deri, at de
Folk, som nu blot læser Aviserne, læste i gamle Dage slet Ingenting.
Hertil kommer, at medens Corpus Juris er en meget ivrig Politiker,
saa er Gamle det slet ikke: Gamle mener nemlig, at Hovedsagen er, at
Alle blive gode Christne, og naar dette først er Tilfældet, saa er
det aldeles ligegyldigt, om Bondevennerne eller Professorpartiet
staaer ved Roret, thi »Naar hver sin Dont ret gjøre vil, Saa staaer
det vel i Huset til«, det gjælder ogsaa om Staten. Dog Gamle har nu
saamange underlige Meninger. Men det er naturligt, at disse
Meningsforskjelligheder mellem ham og Corpus Juris give Anledning til
jævnlige Disputer, der i Almindelighed finde Sted ved Middagsbordet,
som jeg overhovedet har lagt Mærke til, at Folk ere altid meest
oplagte til at disputere ved Middagsbordet; Morgen og Aften er man
meget mere føielig og eftergivende, men om Middagen viger man ikke
en Haarsbred fra sin Mening; hvori dette kan have sin Grund,
overlader jeg til Psychologerne at bedømme, men Enhver vil vist have
Leilighed til at kunne overtyde sig om Sandheden af denne Bemærkning.
Men naar dette undtages, da leve vi forøvrigt sammen i broderlig
Samdrægtighed, som sig hør og bør. Engang imellem hændes det jo, naar
jeg ikke længer kan styre den overstrømmende Glæde, som boer i mig,
at jeg maa give den Luft i min Yndlingssang, en Stump af en norsk
Matrosvise, som jeg engang har hørt dem synge ude paa Toldboden:
»Hive langsomt fra Land -- hive langsomt fra Land!
De bergenske Møer snart vi møde kan --
Ohi--ohøi! ohi--ohøi!«
hvorpaa Gamle hæver sit majestætiske Hoved fra Bogen og siger:
»Stille, Nicolai!« -- eller ogsaa, at jeg i min Harme og Forbittrelse
over ikke at kunne forstaae Propædeutiken, aftegner den philosophiske
Professor hængende i en Galge, hvilket tildrager mig en streng
Straffeprædiken af Corpus Juris, der finder det høist upassende at
aftegne en af Universitetsprofessorerne i en saadan Stilling, hvori
jeg ogsaa maa give ham Ret -- saadanne Smaasammenstød have vi flere
af, men de ere i Regelen strax bilagte, og derfor regner jeg dem ikke
for Noget.
Det var en Tirsdag Eftermiddag i Juleferien: de to Juledage vare
forbi. Klokken var henimod fire; Tusmørket var begyndt at rykke frem,
alle Gjenstande begyndte at faae dette usikkre, taagede Udseende, der
kunde bringe En paa den Tanke, at de vare ifærd med at løse sig op i
Mørket og selv blive til bare Mørke. Gamle laa henne paa Sophaen i
den mørkeste Deel af Værelset; man kunde kun kjende ham paa noget
Lyst, det var hans Krave og hans Ansigt, alt det Øvrige var paa Grund
af Mørket blevet til Eet med Sophaen. Han laa i sine egne
Betragtninger, i hvilken Tilstand han befinder sig allerbedst; hans
Pibe var for tredie Gang gaaet ud: Gamle vil nemlig gjerne have Piben
i Munden, for saa tænker man bedre, siger han -- men naar han saa
begynder at tænke, gaaer Piben ud og skal tændes paa Ny, hvorfor jeg
er overbevist om, at han bruger mange flere Penge til Svovlstikker
end til Tobak. Som sagt, Gamle laa paa Sophaen: Corpus Juris sad i
Gyngestolen med alle det svundne Aars Dagblade foran sig og qvægede
sig øiensynligt ved alle de lykkelige Morgentimer, som Læsningen
heraf havde forskaffet ham. Jeg stod i Vinduet, saae ud i de
dunkelviolette Skyer, bag hvilke Solen var gaaet ned, og trommede
ganske sagte paa Ruden: »Hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer
snart vi møde kan -- ohi--ohøi!«
Paa en Gang siger Gamle: »Hør, Frederik, skal vi tage Nicolai med til
Nøddebo imorgen?«
»Nicolai har vist ingen Penge«, svarede Corpus Juris.
Nei det var da soleklart, at jeg ingen Penge kunde have, med mindre
jeg havde stjaalet nogle fra Corpus Juris; den 27de i Maaneden, hvor
er det saa muligt at have en Skilling i Lommen?
»Har Nicolai ingen Penge«, sagde Gamle, »saa vil jeg betale Reisen
for ham«.
Jeg blev høilig overrasket over denne Rundhaandethed hos Gamle, der
kom saa aldeles uventet.
»Men der er Ingen, der venter ham derude, han kommer blot til
Uleilighed«, indvendte Corpus Juris.
»I Nøddebo Præstegaard kommer aldrig Nogen til Uleilighed, mindst
Nogen af Faders Sønner.«
Nu var jeg aldeles overbevist om, at jeg kom med til Nøddebo, i hvad
saa end Corpus Juris havde at sige, thi det var klart, at Gamle
_vilde_ det.
»Men Nicolais Tøi er heller ikke i Orden«, yttrede Corpus Juris, der
endnu ikke vilde give tabt.
»Saa laane vi ham Noget af vort«, svarede Gamle, og dermed var Sagen
afgjort.
Nu maa jeg imidlertid oprigtig talt tilstaae, at jeg havde ikke nogen
overdreven Lyst til at komme til Nøddebo. -- Nøddebo Præstegaard
ligger to Mil fra Roskilde ved Roskildefjordens Bredder, og Præsten
her er en gammel Ungdomsven af Fader. Gamle og Corpus Juris havde
tilbragt de to sidste Sommerferier derude og ligeledes i Efteraaret
hyppig aflagt Besøg. Jeg havde aldrig gjæstet Nøddebo og var heller
ikke synderlig ivrig derefter, thi naar jeg spurgte Gamle, hvad Rart
der var derude, svarede han mig, at Præsten havde saadant et godt
Bibliothek, og spurgte jeg Corpus Juris, fik jeg samme Svar, hvad der
ikke undrede mig lidet, da denne ellers ikke er nogen synderlig ivrig
Theolog; men han sagde ogsaa, at navnlig med Hensyn til Kirkeretten
var Bibliotheket særdeles godt forsynet. Efter paa et Par nærmere
Forespørgsler aldrig at have faaet andet Svar end: Bibliotheket og
Kirkeretten, fik jeg tilsidst den Idee om Nøddebo Præstegaard, at man
ikke bestilte Andet derude end sidde i Bibliotheket og studere
Kirkeret fra Morgen til Aften. Da man ligesaagodt kan gjøre det
hjemme i Kjøbenhavn, saa ansaae jeg det ikke for Umagen værd at drage
derud. Men da nu Gamle tilbød at betale Reisen, og da jeg ikke ret
vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig selv i Juleferien, naar Brødrene
vare borte, saa tog jeg imod Tilbudet i den Tanke, at jeg maaskee
ogsaa kunde finde Noget i det Bibliothek, som kunde særlig
interessere mig.
Saa gave vi os da til at pakke Tøiet sammen, og da jeg saae Kuffert
og Vadsæk opstillede paa Gulvet, følte jeg endog heftig Lyst efter at
komme til Nøddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg
faaer Lyst til at reise.
Næste Morgen bleve vi vækkede ved en stærk Banken paa Døren: det var
Karlen, der kom for at bære Tøiet til Banegaarden. Corpus Juris foer
i Veiret: »Hillemænd, Klokken er over et Qvarteer til Syv; op,
Christopher! op, Nicolai!« Jeg for mit Vedkommende havde mere Lyst
til at blive liggende i Sengen og synge: »Hive langsomt fra Land!
hive langsomt fra Land« -- men der hjalp ingen Kjæremoer, jeg maatte
op af Sengen. For da at blive rigtig vaagen og ligeledes purre Gamle
op, istemmede jeg med kraftig Røst det gamle Bjarkemaal: »Vaagner,
vaagner, danske Helte! Vaagner, spænder Sværd ved Bælte!« men blev
afbrudt af Corpus Juris: »Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo
ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed!« Jeg taug,
for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke læst Dagbladet endnu,
men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: »Sæt, de nu ikke
holder Dagbladet i Nøddebo Præstegaard, saa er Corpus Juris jo i
daarligt Humør hele Dagen igjennem!« -- ja havde der bare været Tid,
saa havde jeg gjerne søgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al
Fald kunde have dem at læse derude. Men der var ingen Tid at give
bort, vi maatte klæde os paa i størst mulige Fart. Corpus Juris stod
allerede i fuld Reiseklædning med Haanden paa Laasen og skyndede paa
os; det var knap nok, at Gamle kunde faae Tid til at trække
Galoscherne paa og tage sin uadskillelige Paraply med sig. Ja i sin
Iver for at komme afsted væltede Corpus Juris et tomt Blækhus og tog
deraf Leilighed til at skænde paa mig, fordi jeg nu i tre Dage havde
glemt at komme Blæk i det, hvad der dog virkelig under de nærværende
Omstændigheder snarere syntes mig at fortjene Paaskjønnelse. Omsider
vare vi alle færdige og forlode Værelset.
Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imøde, jo det
var en rigtig Julekulde. Himlen var ganske dunkelblaa, Maanen var
endnu ikke gaaet ned, men stod bleg og forfrossen paa Himlen, og gul
og gusten saae den ud, som En, der har været paa Svir hele Natten
igjennem. Sneen knirkede under vore Fødder, idet vi mere løb end gik;
imidlertid kom vi dog endnu i rette Tid, men hvordan vi fik Billet,
kom ind i Vognen og tog Plads, det maa Corpus Juris fortælle, for
det besørgede han: jeg veed kun, at der skete en heel Deel omkring
mig i stor Hurtighed, og at jeg først kom rigtig til mig selv, da vi
vare ved Valby. -- Om selve Jernbanefarten er der forøvrigt ikke
videre at fortælle, og hvad skulde der vel ogsaa være at fortælle om
en Jernbanefart, hvor man den ene Gang kjører akkurat som den anden?
Vi tre Brødre vare alene i Coupéen: Gamle og Corpus Juris satte sig
hver ved sit Vindue, ingen af dem lod til at være synderlig
conversabel. Ved Hedehusene indtraadte et Par nye Passagerer, en ung
Pige med hendes Moder. Den unge Pige havde det deiligste Par
lyseblaae Øine, som man kan tænke sig, hvorfor jeg naturligvis satte
mig ligeoverfor hende og havde den største Lyst at tale til hende,
men jeg syntes ikke rigtig det gik an, da vi jo slet ikke kjendte
hinanden. Saa sad jeg i al Taushed og saae paa hende; det vidste jeg
da, jeg havde Lov til, indtil hun pludselig slog Øinene op og saae
paa mig. Jeg blev noget flau, thi hun havde bestemt mærket, at jeg
havde siddet og seet paa hende. Derfor vendte jeg hurtig mit Blik ud
ad Vinduet, men kunde nu mærke, hvorledes hun sad og saae paa mig.
»Tør Du see paa mig, saa tør jeg vel ogsaa see paa Dig«, tænkte jeg
og saae atter paa hende, men nu vendte hun hurtig Blikket mod det
andet Vindue, som om hun slet ikke havde seet paa mig. Saa kunde jeg
en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa
mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at
føre en taus Øienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden,
saalænge indtil den Anden mærkede det, og saa saae den Anden paa den
Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen
ud, og den unge Pige fulgte bagefter. Idet hun gik forbi mig, kunde
jeg ikke lade være at sige »Farvel« til hende. »Farvel!« svarede hun
med saa sød en Stemme, at jeg bitterlig fortrød, at jeg ikke før
havde talt til hende. Men nu var det for silde: endnu kunde jeg
skimte hendes blaae Silkehat skinne frem mellem Folkemængden, og saa
var hun borte.
Vi Andre stege nu ogsaa ud og gik hen for at see, om Præstens Vogn
var der -- jo, der holdt den; ved at see os reiste Kudsken sig, og
idet han med den ene Haand holdt et Par stolte Brune i Ave, tog han
til den lodne Peltshue med den anden.
»Goddag Niels«, raabte Corpus Juris, »hvordan staaer det til i
Præstegaarden?«
»Tak, ellers Godt«, svarede Niels, »de har længe ventet paa
Herrerne.«
»Derfor komme vi ogsaa tre Mand stærk, for naar det kommer, saa
kommer det Alt paa een Gang.«
»Ja saa«, svarede Niels, »det var ellers slemt nok.«
»Hvorfor det? Er der ikke Plads i Præstegaarden?«
»Jo, der er Plads til tyve endnu, om det skulde være -- men her paa
Vognen« -- og Niels saae sig betænksomt om -- »jeg har gjort nogle
Indkjøb idag og derfor -- --«
»Er der ikke Andet i Veien«, raabte jeg, »den Sag skal vi snart
klare. Vi stille Kufferten op her bagest i Vognen, og saa sætter jeg
mig paa den.«
»Ja det kan vi«, raabte Corpus Juris og sprang op, »kom nu! hurtig!«
»Vi vil først hen at see Domkirken«, svarede Gamle rolig, »Nicolai
har ikke seet Domkirken endnu.«
»Den kan han jo altid faae at see en anden Gang, lad nu dog ikke
Niels vente længer.«
»Nicolai skal see Domkirken«, lød Gamles Svar, »Niels venter nok for
min Skyld saa længe.«
»For _min_ Skyld! ha ha ha! Du vil maaskee studere Aarstal derhenne?«
og Corpus Juris blinkede hen til Gamle.
»Nicolai skal see Domkirken«, svarede Gamle, der selv begyndte at lee
og tog mig under Armen, medens Corpus Juris atter sprang af Vognen
for at følge os.
En af Dørene til Kirken stod heldigvis aaben, og vi gik ind i Kirken.
Corpus Juris førte mig rundt, viste og forklarede mig Alting. Gamle
derimod, som havde paataget sig at vise mig Kirken, forsvandt
øjeblikkelig; formodentlig var han henne at studere Aarstal. Jeg
savnede ham imidlertid ikke, thi jeg var aldeles optagen af det
Skjønne og Herlige, som jeg saae. Jeg tænkte paa alle de navnkundige
Mænd, hvis Been hvile her, det forekom mig, som om deres Aander
omsvævede os under de høje Kirkehaller og sagte talte sammen om de
svundne Tiders Stordaad. Corpus Juris fortalte og fortalte, jeg
lyttede til: det var mig, som om de døde Navne bleve levende for mig,
som om jeg saae de purpurklædte Konger og de kutteklædte Klærke træde
os imøde -- jeg glemte Nøddebo og mig selv og Alt, indtil Corpus
Juris endelig sagde: »Ja nu tør vi ikke blive længer.« Det var mig,
som vaagnede jeg op af en dyb Drøm; fra de svundne Tider kaldtes jeg
tilbage til Nutiden.
»Men hvor er Christopher?« spurgte jeg.
»Der kommer han henne, nu er han færdig.«
»Har han da virkelig siddet og studeret Aarstal i al den Tid?«
»Ja han har«, svarede Corpus Juris smaaleende, »Du veed, at han
interesserer sig for Sligt.«
»Han arbejder maaskee paa en Afhandling desangaaende?«
»Ja, han arbejder af alle Kræfter derpaa«, svarede Corpus Juris, idet
han med Møie holdt Latteren tilbage. Jeg saae forundret paa ham, men
han løb fra mig hen til Gamle, som han tog under Armen, og de gik i
Forvejen tilbage til Vognen, medens jeg fulgte langsomt bagefter,
ganske opfyldt af Alt, hvad jeg havde seet og hørt.
Men nu gjaldt det om at faae Plads paa Vognen. Gamle skulde sidde paa
den forreste Agestol ved Siden af Niels, Corpus Juris paa den anden
ved Siden af en heel Deel Pakker, som vare opstablede der, og jeg bag
i Vognen paa Kufferten. Corpus Juris og jeg kom snart til Sæde, men
ikke saa med Gamle. Han er ikke nogen stor Gymnastiker; et Par Gange
sprang han op paa Hjulet, men hver Gang dumpede han ned igjen. Saa
vilde Corpus Juris hjælpe ham, og ved fælles Bestræbelser lykkedes
det dem tilsidst at brække Rygstykket paa Agestolen itu.
»Nej veed Du hvad, Christopher«, raabte jeg, »lad Du før mig sidde
hos Niels, saa kan Du sætte Dig op paa Kufferten her.« Saaledes
skete det da, og vi rullede afsted.
Da vi vare komne udenfor Byen, maatte jeg idelig vende mig om for at
betragte Domkirken, der havde fængslet alle mine Tanker. Der stod den
med sine lette, ranke Spir knejsende op i den blaae Luft høit over
alle Smaahusenes Vrimmel. Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to
Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store
Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og
Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til
Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og
tænkte.
»Det er dog underligt med Gamle«, sagde jeg til mig selv, »altid
tænker og tænker og tænker han. Hvad kan han dog have saa meget at
tænke paa? Eller sidder han maaske ogsaa og tænker paa Domkirken, paa
Aarstallet, som han har fundet derinde?«
»Naa, Gamle, falder Du nu i Tanker igjen«, raabte Niels. Jeg blev
ganske forskrækket over, at han turde tiltale min Broder paa den
Maade, men opdagede snart, at Tiltalen gjaldt den ene Hest.
»Hedder den Gamle?« spurgte jeg forundret.
»Ja han gjør.«
»Hvor gammel er den da?«
»Aa han er endelig ikke saa gammel endda, men han er saa speculerende
og falder gjerne i Tanker, helst naar han skal trække Vognen. Men det
maae vi curere ham for«, og Niels slog et Knald med Pidsken, der
bragte baade Gamle bag i Vognen og Gamle foran Vognen til at fare i
Veiret, og den Sidste til at paaskynde sin Gang noget mere.
Nu var jo Samtalen kommen ind paa det Punkt, hvor man altid skal
begynde med Kudske, nemlig om Heste, men da jeg ikke er nogen
synderlig stor Hestekjender, søgte jeg at dreje Samtalen bort herfra
for at faae noget at vide om Præstegaarden, hvilket interesserede mig
ulige mere.
»Præsten er vel en meget lærd Mand?«
»Aa ja det kan nok hænde sig.«
»Har han mange Bøger?«
»Ja flere, end jeg kan læse«, (derfor behøvede Bibliotheket nu ikke
at være saa grumme stort).
»Men han har aldrig været gift?«
»Ja, hvorfor ikke?«
Jeg blev noget forundret over dette Spørgsmaal, thi jeg kunde da ikke
vide Grunden, hvorfor Præsten ikke havde giftet sig.
Niels saae lidt hen for sig, derpaa sagde han: »Ellesens er Præsten
da gift.«
»Er han gift?« udbrød jeg, »han har maaskee Børn?«
»To Døtre.«
To Døtre! ih men du store chinesiske Keiser med tre Haar paa din
skaldede Isse, det havde jo Gamle og Corpus Juris aldrig talt om!
»Er de smukke?«
»Aa ja«, svarede Niels med et polisk Smil.
»Og muntre?«
»Ja nu kan Herren jo selv see.«
To Døtre, smukke og muntre! og saa gaaer Gamle og Corpus Juris kun
og roder i Bibliotheket og Kirkeretten! jo, det var rigtignok paa
høie Tid, at jeg kom til Nøddebo for at hævde Familiens Ære og vise,
at den dog ikke bestaaer af lutter Læseheste.
Vi kjørte forbi en lille Bakke, paa Toppen af hvilken der stod en
Bænk, fra hvilken man maatte have en prægtig Udsigt over Fjorden. Om
det var Præstens Døtre, eller hvad der var Grunden, veed jeg ikke
-- nok, det forekom mig i samme Øieblik, som om det pludselig blev
mildt og varmt Sommerveir, Buskene oppe paa Bakken vare fuldt
udsprungne og dækkede med deres skyggende Løv over Bænken, og paa
Bænken sad (ja, jeg behøver vel ikke at sige hvem), og ved hans Side
en ung Pige, Haand i Haand sadde de og saae udover Issefjorden, hvis
sagte rislende Bølger forgyldtes af den nedgaaende Aftensol, og de
saae ind i hinandens Øine og --
»Holdt, her vil jeg af«, raabte Corpus Juris.
»Hvad nu«, sagde Gamle, »vil Du maaskee ogsaa studere Aarstal?«
»Ja vist, ja vist«, svarede Corpus Juris, der i et Par Spring var
oppe paa Toppen af Bakken, undersøgte omhyggeligt Barken paa et
gammelt Lindetræ deroppe og kom derpaa ned igjen, hvorpaa Reisen
fortsattes. Men jeg var forstemt og ærgerlig, jeg var bleven afbrudt
i et af mine yndigste Drømmerier, saadant et, som man maa takke
Apollo og alle ni Muser for, naar det vederfares En, og hvorfor? bare
fordi Corpus Juris skulde op og søge efter nogle gamle Aarstal. Ja
vel veed jeg, at Roskildeegnen er rig paa gamle Minder, men leve vi
da i Fortiden, slet ikke i Nutiden? Og skal den hele Verden kun være
en stor Bog, hvori vi læse om hvad Forfædrene have gjort, medens vi
reent glemme, at nu leve vi, og nu er Tiden for os til at handle? Jo,
det kunde blive nogle fornøielige Dage, vi skulde tilbringe i Nøddebo
-- formodentlig hele Dagen trave om i Bibliotheket og støve op i
gamle Folianter!
Heldigvis vendte mine Tanker snart tilbage til det sidste Æmne, som
havde været Gjenstand for Samtalen mellem Niels og mig, og jeg søgte
at faae lidt nærmere at vide af Niels om de unge Piger. Niels
iagttog imidlertid en vis diplomatisk Taushed, svarede kun med
Eenstavelsesord og et polisk Smil, saa at Alt, hvad jeg fik at vide,
var, at den ene hed Emmy og var tyve Aar gammel, den anden hed Andrea
Margrethe og var atten Aar gammel.
Disse Efterretninger satte mig i en vis blandet Stemning af Uro og
Glæde. Thi jeg har lagt Mærke til en forunderlig Egenskab, som jeg
har, og som jeg næsten troer er noget Eiendommeligt for mig, den
bestaaer nemlig i, at jeg bliver forelsket i alle de unge Piger, som
jeg seer. Jeg har undertiden hørt ældre Personer sige, at Grunden,
hvorfor de ere forblevne ugifte, er, at de ikke have kunnet finde
nogen, som passede for dem. Det er forunderligt! mig gaaer det lige
omvendt, saa at hvis jeg forbliver ugift, saa vilde det være, fordi
de passe Alle saa godt til mig, at jeg ikke veed, hvem jeg skal
vælge. Thi ved at foretrække En kommer jeg til at tilsidesætte ti
Andre, som jeg i Grunden holder ligesaa meget af. Derfor er det mig
ordentlig en vis Beroligelse at høre, nu er enten denne eller hin
bleven forlovet, thi saa har jeg altid een mindre at vælge imellem.
Men hvad hjælper det? Det gaaer her som med Hydras Hoved, thi for
hver en ung Pige af mit Bekjendtskab, som bliver forlovet, lærer jeg
ti andre at kjende, og saa er Nøden lige stor. Jeg er ofte bange for,
at det virkelig tilsidst skal gaa mig som Burydans Æsel, især da
Corpus Juris siger, at jeg har flere Egenskaber tilfælles med samme
Æsel. Engang betroede jeg mig til Gamle herom, da vi Arm i Arm ved
Nattetid vandrede hjem fra et Bal, hvor jeg ved min Ankomst ikke
kjendte en eneste af Damerne og ved min Bortgang var bleven forelsket
i dem Alle tilhobe, men Gamle trøstede mig med, at jeg kun skulde
være rolig; naar Tidens Fylde kom, fik jeg nok at vide, hvem det
skulde være. Og saa har jeg da slaaet mig til Ro ved Tanken om, at
der jo endnu er fem Aar, til jeg tager min Embedsexamen. -- Men nu
skulde jeg atter lære to unge Piger at kjende, og det var at
forudsee, at min Uro derved vilde stige to Grader paa Ny. Men paa den
anden Side var der en hemmelig Stemme indeni mig, som hviskede til
mig: »Trøst Dig, Nicolai, Tiden er kommen, da al din Uro skal have
Ende. Thi hvad Du nu faaer at see, er saa livsaligt, at det overgaaer
Alt, hvad Du hidtil har seet. Hvad Du længe har søgt og søgt
forgæves, skal Du nu finde -- al din Tvivl skal have Ende.« Denne
Stemme lød med en saadan Sikkerhed, at jeg i mit Hjerte var aldeles
overbevist om dens Sandhed. Hvorledes den var opstaaet i mig, veed
jeg ikke; det var Synd at beskylde Niels for at have ophidset min
Phantasi med nogen flammende, begeistret Beskrivelse, thi han taug
næsten ganske stille, men hvilken Vismand har endnu formaaet at kunne
gjøre Rede for alle de underlige Tanker, der kunne opkomme i et
Menneskehjerte?
Alt som vi kjørte, bleve disse Tanker mere og mere levende hos mig,
en Række liflige Billeder stege frem for min Sjæl, og tilsidst maatte
jeg give mine overstrømmende Følelser Luft, jeg sang derfor af mine
Lungers fulde Kraft:
»Paa Landet i den stille Vraa
_Studentens_ Ankomst er en Fest,
Men, smukke Glut, pas bare paa,
Han bliver Dig saa dyr en Gjæst,
Du gjerne ham vil beværte --