Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - 04

»Lad os nu gaae ud at see Haven.«
Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der
var særlige Hindringer at overvinde -- der var hverken Bjerge eller
Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man være
derude i to Minutter -- men der var saa meget paa Vejen, der maatte
undersøges og betragtes. Først mødte vi Semiramis, den hvide Kat, og
i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af
dens Levnetsløb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde
spinde og »susse«, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt
begge Hænder foran den, kunde den springe over dem. Dernæst kom vi
forbi Brønden, og her skulde vi da prøve, hvor godt Øiemaal jeg
havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brønden var; til Andrea
Margrethes store Glæde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brønd
var Præstegaardens Stolthed, eftersom Præsten selv havde ladet den
bore. Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men
det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned,
om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp. Endnu maatte jeg
kaste et Blik op til Storkereden, »at jeg kunde see, at det var en
rigtig Præstegaard, for til en rigtig Præstegaard hører der altid en
Storkerede«, som Andrea Margrethe sagde -- dernæst fik jeg at vide,
at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet
den hvert andet Aar kastede et Æg, og hvert andet en Unge ned.
Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af
Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at
skynde mig, saalænge jeg maatte see ind i hendes klare, brune Øine og
høre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I
Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men
Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen.
Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser -- i dette Bed,
der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetræ, hist var
Jasminlysthuset, og der voxede Jordbærrene -- -- ja det var ligesom
om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg
vandrede under store skyggefulde Valnøddetræer, og fornam den
yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkøier.
»Her raader De vel ogsaa ude?« spurgte jeg, thi jeg havde
uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden
Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for
hendes Skyld var Alt bygget, og Præst og Præstekone og Karle og
Piger, Alt var der kun forat tjene hende.
Jeg blev derfor noget overrasket, da Andrea Margrethe svarede Nei.
»Ikke det?«
»Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov
til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange
udmærkede Ideer, men Mo'er vil ikke følge mine Raad.«
»Hvad vilde De da have forandret?«
»Hvad jeg vilde have forandret? Kan De ikke see det store gamle
Grantræ der? det skulde ryddes, saa vilde der blive en mageløs Udsigt
herfra udover Fjorden.«
»Ja De har Ret; men veed De hvad, saa skulde vi ogsaa hugge
Valnøddetræet om, saa blev her mere lyst og frit.«
»De gamle Stikkelsbærbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde
blive en udmærket Græsplaine«, meente Andrea Margrethe.
»Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nøddehækken bort, at her kunde blive
en aaben fri Plads.«
Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til
at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men
godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de
vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad. Ogsaa kan det
gjerne være, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels
var det mig en sand Fornøielse at være paa Parti med Andrea
Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt
lettere at rive ned end bygge op, saa foretrækker jeg altid det
første.
»Men det Allerbedste har De ikke seet«, sagde Andrea Margrethe, »det
er Lindehøien -- kom nu derhen.« Saa gik vi til Lindehøien, der laa
yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetræ, der stod oppe
paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis
blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem
de sneedækte Banker paa begge Sider. »Sæt Dem nu ned paa min Bænk,
saa skal De see en udmærket Udsigt« -- -- jeg saae mig omkring, men
kunde ingen Bænk see. Andrea Margrethe lo. »Nei De skal op i Træet«,
sagde hun endelig, »der er min Bænk oppe. See her, tag fat i dette
Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De
derop -- jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.«
Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads,
før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min
Side. »Tænk Dem nu, naar det er Sommer«, sagde hun, »og en sagte
Vind gynger Træet frem og tilbage -- kan De tænke Dem noget lifligere
end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom
i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring -- ja det maa
De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De
altid ud med Deres Brødre?« -- Jo det kunde Andrea Margrethe være
ganske vis paa. »Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse«, vedblev
hun.
»Og læse?« spurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg
saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden.
»Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun
ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne
Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og
hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule
Blommer. -- -- Men jeg fryser«, afbrød hun pludselig, idet hun sprang
ned, »kom, lad os løbe omkap op til Præstegaarden.«
Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om
Vinteren i sin Fortørnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om
Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mærke sin Existens
paa en temmelig følelig Maade. Løbe omkap vilde jeg imidlertid ikke,
thi hvorfor skulde jeg løbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo
være høist taabeligt! Men derimod løbe ved Siden af hende, det vilde
jeg gjøre. Men jeg mærkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte
tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at
flytte Fødderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte
anstrænge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare
vi ved Valnøddetræet -- den, der kunde svinge først om det, havde i
Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest. Derfor
gjorde jeg ogsaa mine Skridt dobbelt saa lange som før, blot et
Spring endnu og da -- falder jeg over en af Rødderne, der strakte sig
ud i Gangen, lige i Armene paa Corpus Juris, der kom gaaende fra den
anden Side og blev høilig forbauset over denne broderlige Omfavnelse.
»Jeg kom først, jeg kom først«, raabte Andrea Margrethe, idet hun
dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne
Fjende, »ikke sandt, Frederik, jeg kom først?«
»Jo vist kom De først«, svarede han, »og derfor kommer jeg ogsaa
forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibelløg til Dem,
som ere meget sjældne, og hvis Blomster ere af en usædvanlig
Skjønhed.«
»Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler.
Tak, Frederik, tak -- vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil
blive ligesaa glad som jeg.«
»Vi ere ikke ved Præstegaarden endnu«, sagde jeg.
»Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prøve een Gang til!«
Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra
første Øieblik tog jeg Tilløb af alle Kræfter -- og foer afsted, saa
Stikkelsbærgrenene sloge mig over Benene og Kirsebærtræerne sloge mod
mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig
for at hjælpe Andrea Margrethe. Men jeg bred mig om Intet -- afsted
over Stok og Steen -- nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde
jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig -- det var, som om hun blev
baaren af usynlige Aander -- i samme Øjeblik naaede vi begge til
Foden af Trappen, der førte op til Forstuedøren, men her kunde jeg
tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet -- med et
voldsomt Tag rev jeg Døren op og tørnede lige mod Præsten, der ganske
roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe.
Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg
og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden.
»Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!« raabte Præsten, saa at Præstekonen,
Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme
Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad
Forstuedøren.
»Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?«
»Hvad der er paa Færde? Nicolai har slaaet mig ihjel!«
»Hvor har Du stødt Dig? Slog Du Dig slemt?«
»Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil
gaae over og skrive en Ligprædiken over mig selv, saa kan Christopher
holde den istedenfor den Juleprædiken, som han ikke holdt. -- -- Og
see min Pibe -- min deilige Pibe -- nei Nicolai, Nicolai -- at De
vilde slaae _mig_ ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et
syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har
voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glæde og Opmuntring, det
tilgiver jeg Dem ikke!«
»Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker«, sagde
Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, »vi kan binde dem
sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt
igjen.«
»Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai
med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige
med det Stykke Arbeide til Middag«, sagde Præsten, idet han gik.
»Blev han vred?« hviskede jeg til Andrea Margrethe.
»Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden
Maade -- nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.« -- --
»See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig«,
sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.
»Og see her, hvad Christopher har bragt mig«, sagde Emmy, idet hun
rakte en Bog til Andrea Margrethe.
»Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De
gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg
veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa
fortræffelig -- see her om Sjælens Udødelighed -- -- Spinoza -- --
Jacobi -- det er bestemt altfor lærd for mig -- det forstaaer jeg
ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?«
»Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt
Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt -- men jeg
hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa
over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne
den.«
»Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at
den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er
da Noget, som jeg kan forstaae. -- Nei men Mo'er, Du skulde blot
høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa
skee Forandringer i Haven.«
»Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?« spurgte
Præstekonen med et venligt Smil.
»Og han gik langt videre end jeg«, vedblev Andrea Margrethe, »han vil
ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men
ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.«
»Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De
bestemt ikke«, sagde Emmy.
Nei vist meente jeg det ikke -- det kunde jeg strax mærke blot ved at
høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.
»Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!« vedblev Emmy. »Hvad skulde der saa
blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og
samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.«
Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte
være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige
Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre
hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag;
jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg
havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven
ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.
»Forandre Mening!« udbrød Andrea Margrethe, »jo De er en trofast
Hjælper -- udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De
skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti.
Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den
allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den
anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.«
»Holder De saa meget af det Gamle?« spurgte jeg Emmy.
»Ja«, svarede hun, »jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt
paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et
Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter
sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine
Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle
Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da
er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider --
hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?«
»Men jeg elsker det Nye«, sagde Andrea Margrethe ivrigt, »deri er Liv
og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af
samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire
Aarstider, men kun een.«
»Havde Vorherre været af din Mening«, svarede Emmy, »da havde han vel
den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor --«
»Knak!« sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde
siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong
Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev
til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han
rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy
tusinde Gange om Forladelse.
»O det gjør Intet«, svarede denne, »Saxen var gammel og sløv.«
»Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.«
»Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden Sax.«
Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer
næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.
Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an.
»Skal vi have en Sang?« spurgte han.
»O ja, en Sang, en Sang!« istemmede Andrea Margrethe strax.
»Kan De synge?« spurgte jeg.
»Ja naturligvis kan vi synge«, svarede Andrea Margrethe ligesaa
forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.
»Hvad kan De da synge?«
»Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.«
»De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?«
»Ja dem kan vi rigtignok -- de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg
sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad
og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud
fra Hald -- vi kan alle syvogfirsindstyve Vers -- eller vil De høre:
Svend Vonved sidder i Bure -- eller Svend Feldings Vise?«
»Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden«, sagde Corpus Juris,
der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. »Lad os
begynde med Svend Vonved.«
Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om
Jomfru Kirsten -- Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge
dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man
ikke synger alle Versene, sagde hun.
»Se her holder De altsaa dog af det Gamle«, sagde jeg til hende.
»Men de Viser ere heller ikke gamle«, svarede hun, »de blive aldrig
gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at
jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder
gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller
for fjorten Aarhundreder siden -- blot de ere smukke, saa holder jeg
af dem.«
»De har Ret«, sagde Corpus Juris, »de Sange blive aldrig gamle. I
hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med
Digtekunsten.«
»Det veed jeg dog ikke«, meente Gamle, »tvertimod skulde jeg mene, at
hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore
Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og
klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og
svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun
formaaede svagt at fremstamme.«
Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og
Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig,
underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende
Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe,
der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var
temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det
just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han
vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte
Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden
naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han
blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre
muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme,
var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt
under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.
»Skal vi saa have Middagsmad?« spurgte han.
»Strax«, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.
»Hvorom dreiede Striden sig?« spurgte Præsten, idet han tog Plads i
den store Lænestol.
Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte
opmærksomt efter. »Ja jeg holder med Christopher,« sagde Præsten
tilsidst, »jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de
Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med
aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte,
at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat,
uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske
Behandling. -- De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De
derom?«
»Ja«, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse,
da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.
»Det var fornuftig meent«, sagde Præsten. »De sidder nok og tænker
paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer
Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den
Ære?« og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i
Sophaen ved Siden af sig.
»Nei der skal Christopher sidde som den Ældste«, indvendte
Præstekonen.
»Nei, Nicolai skal sidde her«, svarede Præsten, »han vilde slaae mig
ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire
Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.«
Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen
Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig
veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og
Emmy.
Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige
til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde
Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.
»Hør Nicolai«, sagde Præsten efter endt Bordbøn, »det er nu strax en
Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger
man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.«
»Men det kunde Nicolai jo ikke vide«, sagde Præstekonen.
»Derfor siger jeg ham det ogsaa«, svarede Præsten.
Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt
oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet
her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og
Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at
kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid
ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb
hendes husmoderlige Stolthed.
»Det maa jeg sige«, endte Præsten, »at vore Gjæster faae en temmelig
tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for
siden at overraske dem desto mere.«
»Anretningen er tarvelig, men god«, svarede Andrea Margrethe.
»=Persicos odi semper separatus=.«
»=Apparatus=«, rettede Gamle.
»Saa? Fader siger altid =Separatus=.«
»Taler De tidt Latin?« spurgte jeg.
»Ja«, svarede Andrea Margrethe, »der gaaer aldrig en Tallerken itu,
uden at jeg siger: =sic transit gloria mundi=, og naar jeg vil bede
Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: =sic volo, sic jubeo,
stat pro natione voluntas=.«
»=Ratione=, ikke =natione=«, rettede atter Gamle, »=natione= giver jo
ingen Mening.«
»Ja men Fader siger altid =natione=.«
»Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin«,
sagde Præsten, »naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at
have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig
Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og
Rygte.« --
Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev
mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par
Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt
angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for
Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende.
»Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker«, endte han
med at sige, »nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle
Landeveie af dem.«
»Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed«, sagde Gamle med
en vis Bitterhed, »de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa
er man fri for at see paa dem.«
»Ikke i Fængsel, men i Fattighuus«, svarede Corpus Juris, »der er
rigelig Understøttelse til dem.«
»Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets
Opsyn«, spurgte Gamle, »siden Du taler om den »rigelige«
Understøttelse?«
»Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads«, lød Svaret, »men
det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man
istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro
og Mag til Fordærvelse for det Hele.«
Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det
Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor
Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea
Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere
dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes
kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen,
Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige
efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare
eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham,
saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en
Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand
mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var
umuligt at høre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig
rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde
Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den
Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om
han vilde sige: »Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!«
Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi
Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde
benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange
uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal
øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed -- saa blev
Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe
og sagde: »Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for
paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg
virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale
Halte-Ane to Mark.« Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark,
hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie
Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke
flere Disputer at frygte for denne Dag.
* * * * *
Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter
sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn,
der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse -- snart
faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte
an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som
ledede den.
»Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu«, sagde Andrea Margrethe
til mig.
»Og heller ikke Deres«, svarede jeg.
»O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at
være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.«
»Har De Lyst til at see mit Værelse«, sagde Emmy, »saa skal De gaae
derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.«
Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes
Værelse. »Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem«,
sagde hun til mig, »ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.« Og
dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt
drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem
alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. »Buk Dem, at De
ikke støder Deres Hoved«, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren
til Værelset op; »smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies
med Lidet.«
Ja vel var Værelset lidet, og dog forekom det mig at være saa rigt.
Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen
kostbare Møbler, rigt broderede Tæpper, eller store Speile med
forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede
saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det
næsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som
om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede
sig. Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode
Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et
Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og
bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind. Jeg
satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider,
det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg
saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa
Væggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en
Evighedskrands. Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen,
uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tænkte i dette Øieblik.
»De seer paa den Violin«, sagde Emmy til mig, »De vil maaskee vide,
hvad den har at gjøre her hos mig: det har været Bedstefaders, derfor
gjemmer jeg den.«
»Ja saa -- spillede han paa Violin?« spurgte jeg -- det var egentlig
et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste
ikke selv, hvad det skulde være.
»Ja han gjorde -- jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar
gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og
kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han
kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor
gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle«,
tilføiede hun med et stille Smil.
»Ja det veed jeg«, svarede jeg, »men jeg veed ikke, hvorledes De
faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke
paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger
foran mig, saa meget, som skal udrettes -- hvad der ligger bagved
mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.«
»Saaledes gaaer det vel de Fleste«, sagde Emmy, »men derfor føle de
saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og
Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi
tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da
ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først