Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - 14

hans anden: Drikkehornene gik hyppig rundt og bleve flittig tømte, ja
mere, end som godt var, thi vel var Hornene af Guld, men Ordene, som
faldt, vare ikke Guld. Da Astrid mærkede dette, bad hun Sangeren, som
var tilstede for at forherlige deres Bedrifter ved sine Sange, om at
synge et Qvad. Denne gjorde, som hun bød, og qvad et Drapa til Ære
for Sigvald, hvori han priste ham som den gjæveste og tappreste af
alle Mænd. Da han havde endt, lønnede Sigvald ham med en herlig
Guldring, men Thjodolf sagde: »Det tykkes mig underligt at synge om
Glænten, naar Ørnen er tilstede.« »Jeg synger nu, som jeg har Lyst
til«, svarede Sangeren. Astrid bøiede sig over mod ham og bad ham
ikke at opirre Thjodolf, men heller at synge et Qvad ogsaa til hans
Ære. »Havde Ord kunnet dræbe mig, var jeg for længe siden død«, sagde
Sangeren, »og ei frygter jeg for Thjodolfs Mund.« »Saa frygt hans
Haand«, raabte Thjodolf, idet han sprang op fra sit Sæde og slyngede
sit Spyd mod Sangerens Bryst, saa at Odden foer ud af Ryggen paa ham.
»Derfor lever ligefuldt den Mand, som er større end Du«, sagde
Sigvald, thi ogsaa hos ham havde Vinen faaet Overhaand over Viddet.
»Men nu troer jeg ikke, han lever længer«, sagde Thjodolf, idet han
hug til Sigvald, saa ogsaa denne styrtede død til Jorden. »En Daare
er den Mand, som dræber sin bedste Ven«, sagde Astrid. »Men større
Daare den, som taaler Haansord af en Kvinde«, sagde Thjodolf, og
dermed rendte han sit Sværd gjennem Astrid. Men med det Samme kom han
til Besindelse og saae nu, hvilken skændig Daad han havde fuldbragt:
han havde myrdet sin Hustru og dræbt sin bedste Ven, og det ikke i
ærlig Tvekamp, men som en feig Stimand. Saa tyktes det ham da, at han
var ikke længer værd at leve mellem Mænd. Saa gik han ned til
Strandbredden og gik mange, mange Dage der ganske alene og saae ud
over det mørke Hav og den tunge, graae Himmel. Ofte havde han Lyst
til at styrte sig i sit eget Sværd for strax at ride til Valhalla og
der atter at samles med Sigvald og Astrid, men saa meente han atter,
at til slig Usselkarl som ham var der ingen Plads i Valhalla. En Dag
mødte han en gammel Mand i en brun Kappe, der spurgte ham, hvad der
fattedes ham. Thjodolf svarede ikke. »Men jeg veed, hvad der fattes
Dig«, sagde den Gamle. »Du har dræbt din Hustru og myrdet din
Fostbroder. Men det er ikke Dig, der har dræbt dem, men den Herre
Christus, paa det at Du maa erkjende dine Synder og omvende Dig til
ham og troe paa ham.« »Er Christus slig en Troldkarl, at han har
forledt mig til at dræbe min Hustru og min bedste Ven, da hører han
til de onde Jætter, og jeg vil Intet have at skaffe med ham«, sagde
Thjodolf og vendte den Gamle Ryggen. Men Thjodolfs Had til den hvide
Christ var atter bleven vakt ved den Gamles Ord, og det faldt ham
ind, at det var den bedste Maade at gjøre sig værdig til Valhalla
paa, om han vilde drage ud i Kamp mod den hvide Christ og dræbe
saamange Christne, som han kunde. Han vendte da tilbage til sin Borg
og sine Mænd, der modtoge ham med høie Jubelraab. Han spurgte dem, om
de atter vilde følge ham i Ledingsfærd, og de sloge paa deres Skjolde
og raabte, at de vilde følge ham til Verdens Ende.
Atter besteg Thjodolf sit Skib og foer vide ud over Havet. Han drog
nu ned til Syden, til Vælstland og Grækland, thi der nede fra var jo
Læren om den hvide Christ kommen, saa var det jo ogsaa bedst at
begynde fra neden, om man vilde rykke den op med Rode. Thjodolf blev
heel forundret, da han kom derned og saae den klare blaae Himmel og
fornam det milde varme Klima; Sligt var han ikke vant til i sit
taagede Hjem. Ogsaa fandt han en Overflod af Vin og søde Frugter, som
han aldrig havde kjendt før. Men derfor bleve hverken Thjodolf eller
hans Mænd blødagtige; som den vilde Bjørn faldt de over Landets Børn,
og hvem de ikke strax dræbte, ham offrede de til Guderne. Thi
Thjodolf var nu bleven en vild Blotmand. Hver Morgen, naar Solen
hævede sig klar og straalende over den blanke Havflade, offrede han
Hjertet af sine christne Fanger til Odins Øie, og Ligene kastede han
i Søen.
En Dag var det ganske blikstille: Seilene hang slappe ned, der var
ikke en Vind, som rørte sig. Skibet laa og vuggede sig sagte i det
dybe klare Hav, det var næsten, som svømmede det i Himlen. Thjodolf
laa i Forstavnen og tænkte paa Danmark, som han længtes efter, uagtet
der ikke var nær saa smukt. En lille hvid Sky saae han langt borte.
Thjodolf laa med halvtillukkede Øine, thi Solen brændte varmt ned paa
ham. Da syntes det ham pludselig, som om hin lille Sky kom nærmere
og nærmere, indtil den tilsidst standsede ved hans Side og en Mand
traadte ud deraf, der saae ud som en Engel, thi hans Øine tindrede
som to Stjerner, og rundt om det kastaniebrune Haar, der faldt glat
ned til begge Sider, straalede en Lysglorie. »Tro paa mig, saa vil
jeg give Dig det evige Liv«, sagde han til Thjodolf. »Hvem er Du?«
spurgte Thjodolf. »Jeg er den, for hvem Helte skulle bøie Knæ, og som
Konger skulle tilbede«, lød Svaret. »Saa er Du Christus«, raabte
Thjodolf, idet han hurtig sprang op og skjød en Pil af imod ham. Men
i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky
langt borte. Pilen faldt pladskende i Vandet et Stykke borte fra
Skibet. »Hvorfor skjød Du den Pil bort?« spurgte en af Thjodolfs Mænd
ham, som stod ved hans Side. Thjodolf svarede Intet, men slog Buen
saa haardt mod Skibsrælingen, at den sprang.
Næste Dag blev det en rasende Storm, tunge mørke Skyer dækkede
Himlen, og Skibet dreves afsted, Ingen vidste hvorhen. I fire Dage
varede Stormen, da blev det atter klart og smukt Veir som tidligere.
Thjodolf befandt sig nu udenfor et Land, som han ikke kjendte, men
Alt havde et aldeles fremmed Udseende for ham. Langs Kysten voxede
høie Træer, der ingen Grene havde, men kun Blade oppe i Toppen;
underlige store Heste kunde man ogsaa see, men de vare langt større
end Menneskene, der red paa dem, og de havde Pukler paa Ryggen.
Thjodolfs Mænd gik i Land efter Sædvane og gjorde rigt Bytte, som de
bragte tilbage til Skibet. De havde ogsaa fanget en Yngling, som de
førte med sig; han var iført en hvid Linkjortel, hans lange
kastaniebrune Lokker holdtes tilbage af et Guldbaand, og hans Øine
tindrede som to Stjerner. Thjodolfs Mænd spurgte, om de skulde offre
ham til Odins Øje, som de ellers gjorde med alle christne Fanger. Men
Thjodolf formaaede ikke at sige Ja, han bød sine Mænd at føre
Ynglingen ned i Skibsrummet og forvare ham vel der. Siden gik
Thjodolf selv ned til ham. »Troer Du paa Christus?« spurgte han
Ynglingen. »Ja«, svarede denne. »Hvis Du vil fornægte Christus og
troe paa Odin og Thor, da vil jeg skænke Dig Livet og atter føre Dig
tilbage til din Hjemstavn, og give Dig saameget Gods og Guld, som Du
vil«, sagde Thjodolf. »Christus har aldrig fornægtet mig, hvorfor
skulde jeg da fornægte ham?« sagde Ynglingen. Thjodolf taug en liden
Stund stille, derpaa sagde han: »Fortæl mig noget om din Christus«,
thi han havde endnu aldrig hørt Christi Historie. Ynglingen fortalte
ham det da Altsammen, fortalte om, hvorledes han af egen fri Villie
var gaaet Døden i Møde og endnu paa Korset havde bedet for sine
Fjender. »Det var smukt gjort af ham«, sagde Thjodolf, »det var mere
end jeg kunde have gjort; men troe paa ham vil jeg alligevel ikke.«
»Din Time er ikke kommen endnu«, svarede Ynglingen, »men giv vel Agt
paa, hvad jeg siger. Du skal atter vende tilbage til dit Fødeland, og
den første Gang Du gaaer i Land, skal en stor hvid Fugl komme
flyvende, den skal Du følge. Den skal føre Dig hen til et stort Hus,
foran hvilket der staaer to Træer, inde i hint Hus boer en gammel
Mand med et langt hvidt Skjæg; han skal forkynde Dig om Christus, og
da skal Du komme til at troe paa ham, thi Guds Visdom er større end
din Daarskab.« Thjodolf var bleven mere blød i Hu end sædvanlig ved
Ynglingens Fortælling; men da han atter kom op paa Dækket, saae han,
hvorledes Solen gik ildrød ned bag de kulsorte Skyer: det var Odins
Øie, der mørkt og truende saae paa ham. »Det er dog idel
Kjærlingesnak Altsammen«, meente da Thjodolf, »og jeg er en Daare, at
jeg laaner Øre dertil.« Han befalede sine Mænd at gaae ned og hente
Ynglingen op for at offre ham til Odins Øie, men hans Mænd kom
tilbage og sagde ham, at Ynglingen var forsvunden. Thjodolf gik da
selv ned i Skibsrummet, men han kunde heller ikke finde ham. Nu
meente Thjodolf, at det var den lede Trolddom og Kogleri Altsammen,
som Utgardeloke havde sendt ham for at bringe ham til at fornægte de
gamle Guder, og han besluttede, om han nogensinde atter skulde møde
hin Yngling, da at hugge ham i tusinde Stykker.
Thjodolf vilde ikke vende tilbage til Danmark, thi han huskede, hvad
Ynglingen havde sagt til ham, og han vilde ikke, at disse Ord skulde
gaae i Opfyldelse, han havde en hemmelig Frygt for, at der laa noget
Kogleri skjult under dem. Saa vedblev han at hærje paa Middelhavets
Kyster, hans Skib var fuldt af Guld og Kostbarheder, og hans Navn var
frygtet overalt. Men tilsidst blev Længslen ham dog for stærk, og han
kunde ikke længere modstaae. For nu ikke at komme tilbage til
Danmark, besluttede han at drage til England, thi der saae dog ud
omtrent som i Danmark. Saa seilede han atter ud paa det store vilde
Hav og styrede ad England til. Der var Taage og Kulde, Regn og Sne,
og dog var Thjodolf saa glad herover, at han skammede sig for sig
selv, thi en Mand maatte ikke være saa blødhjertet. Endnu havde
Thjodolf ikke naaet Land, da opstod der en forfærdelig Storm, der
atter drev ham ud paa den aabne Sø. I syv Dage drev Stormen Skibet
afsted, Thjodolf vidste ikke, hvorhen han kom, thi han kunde
intetsteds opdage Land, og mørke Skyer dækkede Himlen, saa at han
hverken kunde see Sol eller Stjerner. Først paa den ottende Dag saae
han Land, men nu blev Skibet drevet med en saadan Voldsomhed ind mod
Kysten, at det stødte mod en Sandbanke, og Bølgerne splintrede det.
Thjodolf og hans Mænd sprang overbord, de kunde Alle svømme i fuld
Rustning, om det saa skulde være. Men de stærke Bølger reve dem atter
tilbage, naar de vel meente at have naaet Land, saa at de Alle
druknede undtagen Thjodolf, hvem en stor Bølge kastede op paa Landet.
Thjodolf saae sig omkring, men han kunde ikke kjende, hvad det var
for et Land, thi der laa Sne overalt, og kun hist og her ragede
nogle Pilebuske frem. Et Stykke borte saae han en Mand i en
Faareskindspels, og til ham gik han hen for at spørge, hvad det var
for et Land. »Landet hedder Danmark, og denne Ø hedder Samsø«,
svarede Manden. Da vilde Thjodolf strax drage bort igjen, men nu
havde han intet Skib længer og var da nødt til at blive. Dog vilde
han ikke gaae op i Landet, men besluttede at blive hos hin Mand, som
han havde truffet, til han muligvis kunde see et Skib, som seilede
forbi, og saa seile afsted med det.
Næste Morgen, da han atter gik nede ved Strandbredden, saae han en
stor hvid Søfugl komme flyvende, og atter maatte han tænke paa, hvad
Ynglingen havde sagt til ham. »Du skal i al Fald ikke blive min
Veiviser«, sagde han og skjød en Pil efter Fuglen, men traf den ikke.
Thjodolf meente dog, at den Pil var for god til at skydes bort og gik
derfor hen for at tage den op. Men da han kom hen til Pilen, saae han
Fuglen sidde et Stykke derfra paa en stor Steen. Han vilde da forsøge
anden Gang, men det lykkedes ham ikke bedre. Nu blev Thjodolf
harmfuld over, at han ikke kunde træffe bedre, og vedblev at forfølge
Fuglen uden at tænke paa, hvor han kom hen, indtil han tilsidst
standsede udenfor en stor Bygning, foran hvis Port der stod to høie
Lindetræer. Da faldt det Thjodolf paa Sinde, at nu havde han dog
fulgt Fuglen, som Ynglingen havde sagt, at han skulde, og han vilde
derfor strax vende om. Men idet han saae op ad Bygningen, inden han
vendte den Ryggen, saae han hin Yngling i et Vindue deroppe, og han
vinkede ad Thjodolf. »Denne Gang skal Du ikke undgaae mig«, sagde
Thjodolf, og han drog sit Sværd og gik ind i Gaarden. Men han kunde
ikke finde Ynglingen, og Alle, hvem han spurgte om ham, sagde, at de
kjendte ham ikke og havde aldrig seet ham. Thjodolf meente da, at de
havde skjult ham for ham, og han besluttede derfor at blive der,
indtil han engang fik hin Yngling at see.
Den Bygning, som Thjodolf var kommen til, var et stort Kloster, og
Thjodolf levede nu mellem lutter Munke; Munkelivet huede ham ikke,
det tyktes ham værre end et Trælleliv. Men han kunde ikke komme bort
derfra, thi han havde intet Skib og maatte derfor vente til Foraaret,
om han da kunde blive optaget af et eller andet Skib, som seilede
forbi. Men Tiden faldt Thjodolf saare lang, thi han var ikke vant til
saaledes at ligge paa den lade Side. Saa bad han en Dag en af Munkene
om at fortælle ham Noget om Christus, thi det var dog altid en Art
Tidsfordriv. Munken fortalte ham, og Thjodolf blev heel tankefuld
derover. Han havde alt hørt det een Gang før, men denne Gang greb det
ham fast endnu mere. Thi Historien var ganske anderledes, end han
havde tænkt sig den. Navnlig det, som han tidligere havde spottet
meest over, at Christus var opstaaet fra de Døde, syntes ham nu at
være ganske i sin Orden; thi var Christus virkelig Guds Søn, saa
maatte han ogsaa kunde seire over Alt, selv over Døden. Den gamle
Munk med det lange hvide Skæg talte saa indtrængende: Thjodolf sad
ganske stille og hørte efter og ridsede med sit Sværd allehaande
Figurer i Sandet -- det var en god Tidsfordriv, han der havde fundet
paa, thi Dagene bleve til Uger, og Ugerne bleve til Maaneder, og før
han ret vidste det, var det blevet Foraar. Men Thjodolf havde ikke
Lyst til at bestige et Skib og drage afsted; en Dag sagde han til den
gamle Munk: »nu troer jeg paa den Herre Christus, lad mig nu blive
døbt.« Saa blev Thjodolf døbt, og nu blev han for bestandig i
Klostret. Thi den Uro, der tidligere havde drevet ham afsted til
fjerne Lande og Have, var nu forsvunden; han fandt saadan en Rigdom i
sig selv, at han meente, at han kunde gjerne tilbringe en heel
Evighed alene med sig selv, og han skulde dog ikke blive træt deraf.
Mange Aar tilbragte Thjodolf i Klostret, hans Sværd var forlængst
fastrustnet i Skeden, og dog tyktes det ham, som havde han kun været
der en saare liden Tid, thi der var saa meget, som han havde at tænke
over. Tilsidst blev Thjodolf syg. Det var første Gang, at han var
syg, men han følte paa sig selv, at det vilde vist ogsaa blive sidste
Gang. I tidligere Dage vilde han have betragtet det som den største
Vanære at døe Straadød, men nu dømte Thjodolf anderledes om den Ting,
som om saamange andre Ting. Han laa stille og taalmodig, hans største
Glæde var at samtale med de andre Munke om den Herlighed, som han
snart skulde skue.
Saaledes laae han en Midsommeraften ganske alene, Vinduet stod
aabent, de store Lindetræer udenfor duftede saa stærkt, Solen var nær
sin Nedgang. Thjodolf havde vendt sit Ansigt mod det aabne Vindue,
han laa og saae ud i den blaae, klare Himmel -- langt borte kunde han
see en lille hvid Sky, og hin Formiddag paa Middelhavet randt ham
pludselig igjen i Hu. Og atter syntes det ham nu som dengang, at den
lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst svævede ind ad
det aabne Vindue, og En stod ved hans Side, hvis Øine lyste som to
Stjerner, og om hans Hoved straalede en klar Lysglorie. »Troer Du
nu?« -- »Ja Herre, nu troer jeg«, svarede Thjodolf. »Saa har Du
vundet Livet« -- og saa døde Thjodolf.«
* * * * *
Her taug Emmy og vi Andre taug ogsaa. Det var mig næsten, som hørte
jeg de susende Vingeslag, der bare Thjodolfs Aand ind i den klare
blaae Himmel. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden.
»Det var en smuk Historie, Du der fortalte os, Emmy«, sagde hun, »men
jeg holder ikke af, at alle den Slags Fortællinger ende med, at
Helten gaaer i Kloster. Havde jeg været i Thjodolfs Sted, da var jeg
ikke bleven siddende i det Kloster, men jeg var atter dragen ud
ligesom tidligere over Land og Hav, for at forkynde Christus
overalt.«
»Men jeg kan dog ogsaa nok tænke mig«, svarede Emmy, »at En, hvis
hele Liv havde været en Række af Misgjerninger, som Thjodolfs jo
havde været, at han kunde synes sig selv at være altfor stor en
Synder til, at han turde tiltage sig en Evangelist' Gjerning.«
»Deri kan jeg dog ikke give Dem Ret«, sagde Gamle, »thi havde Paulus
været af den Mening og overhovedet Apostlene, saa var Christendommen
aldrig kommen videre end til Christus og de tolv Apostle. Deri
bestaaer jo netop Christendommens Naadebud, at alle vore tidligere
Synder, de være store eller smaae, ere udslettede, og vi agtes for
hellige og retfærdige af Gud. Men ikke destomindre havde jeg vist i
Thjodolfs Sted handlet ligesom han og var bleven i Klostret, thi det
er ikke Enhvers Sag at blive en Paulus, og det gjælder dog først og
fremmest at frelse sin egen Sjæl, inden man tænker paa at frelse de
Andres.«
»Men Klokken, Klokken!« udbrød Andrea Margrethe, »den mangler kun to
Minutter.«
»Ja hvad saa?« spurgte jeg.
»Hvad saa? det nye Aar er istand til at komme, uden at vi lægge Mærke
dertil; vi maae op at tage imod det.«
»Hvordan skal vi da bære os ad for at tage mod det nye Aar?«
»Det skal jeg vise Dem: vi lukke først Vinduet op og see op mod
Himlen og Stjernerne; naar saa Klokken slaaer Tolv, saa veed vi, at
det nye Aar kommer ned fra Himlen til os, og saa ønske vi hverandre
glædeligt Nytaar.«
Dermed gik hun hen og aabnede Vinduerne ud til Haven, og vi Andre
fulgte hende. Atter stode vi som hin første Aften i det aabne Vindue
og saae ud over de tause Marker og Enge, der vare dækkede af det
hvide Snelagen, medens Maanen og Stjernerne spredte deres blaalige
Straaler som et Tryllenet over Alt.
»Se, hvor smukt Maanen skinner ned til os«, sagde Andrea Margrethe.
»Jeg er næsten vred paa Dem, Christopher, for alt det Onde, De har
fortalt mig om Maanen; før kunde jeg altid saa godt lide den, den
forekom mig at være saadan en god gammel Ven, der nikkede saa mildt
ned til os: men efter hvad De har sagt, saa er den jo egentlig en
lumsk Røver og Bandit, der kun sidder og lurer paa en bekvem
Leilighed til at falde ned paa Jorden og slaae den ihjel.«
»Nu«, svarede Gamle, »Maanen er kun Bud for Ham, der maaler Tid og
Time for os. Snarere kan De derfor betragte Maanen som en god
Juleengel, der kommer for at fortælle os, at den gamle Tid med al
sin Kummer og Smerte er forbi, og at den nye Tid med Evighedens
Salighed skal oprinde for os.«
Andrea Margrethe lagde Fingeren paa Munden og tyssede paa ham, thi
den gamle Bornholmer begyndte at slaae sine tolv Slag. Vi taug ganske
stille og lyttede efter -- ni -- ti -- elleve -- tolv! »Glædeligt
Nytaar!« udbrød Andrea Margrethe, »se nu er det nye Aar kommet!
glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar Allesammen!« Vi
Andre besvarede hendes Glædesudbrud med det samme: »glædeligt
Nytaar!«
»O hvor jeg er glad«, sagde Andrea Margrethe, »at det nye Aar er
kommet. Det er ligesom Alting var blevet ganske nyt og jeg selv med
-- det er mageløst at have Nytaar, ikke sandt Nicolai?«
»Ja vist«, svarede jeg, »det er deiligt at faae Nytaar, det giver jeg
Dem Ret i. Og tak for det gamle Aar!«
»Ja Tak for det gamle Aar, det havde jeg jo nær glemt at sige. Vi har
kun kjendt hinanden i ganske kort Tid, Nicolai, men alligevel ere vi
dog blevne godt bekjendte med hinanden, og i det næste Aar ville vi
være som Broder og Søster.«
»Ja vi ville være som Broder og Søster«, svarede jeg, idet jeg rakte
Haanden til Emmy og Andrea Margrethe -- »og lidt til!« tilføjede jeg
i mine egne Tanker.
Nu havde vi jo gjort vor Pligt og taget mod det nye Aar, som sig hør
og bør, nu kunde vi altsaa gjerne forføie os til Sengs. Saa skiltes
vi fra hinanden, men endnu i Døren vedbleve vi at tilraabe hinanden:
»Glædeligt Nytaar og Tak for det gamle Aar.«
-- Ja det var deiligt at være i Nøddebo Præstegaard, Alt var saa
hyggeligt, og Alt, hvad man havde Lyst til, kunde man gjøre -- nei
det er sandt, een Ting kunde jeg ikke: sove. Thi de Dage, som jeg
tilbragte derude, vare saa indholdsrige, at jeg som oftest maatte
tage et Stykke af Natten med for ret at tænke over dem. Saaledes
ogsaa denne Nat. Thi jeg var om Morgenen staaet op med det bestemte
Forsæt at forlove mig med Andrea Margrethe, og nu gik jeg i Seng med
det bestemte Forsæt at forlove mig med Emmy. Thi saaledes var det,
det kunde ikke nytte at skjule det for mig selv. Jeg havde den Dag
ret lært Emmy at kjende, jeg havde seet saameget Skjønt og Yndefuldt
hos hende, at jeg -- ja jeg kan ligesaa gjerne sige det kort og godt
-- jeg elskede hende. Og naar jeg nu tænkte paa den Sætning af
Propædeutiken, der Dagen i Forveien havde overbevist mig om, at jeg
burde forlove mig med Andrea Margrethe, saa lod denne sig ligesaa
godt anvende med Hensyn til Emmy. Thi denne Sætning sagde jo: »Enhver
Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal
svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøielighed, som være
begrundet i et Fornufthensyn« -- men dette lod sig udmærket anvende
med Hensyn til Emmy. Thi hvad Tilbøieligheden angik, saa var jeg jo
virkelig forelsket i Emmy, og hvad Fornufthensynet angik, saa var der
jo ingen Tvivl om, at Emmy vilde blive en fortræffelig Præstekone:
derpaa havde jeg jo havt Beviser nok under vor Vandring igjennem
Landsbyen. Hvad nu endelig Alderen angik (thi dertil maa man vel
ogsaa fornuftigvis tage Hensyn), saa var Emmy tyve Aar og jeg atten
Aar: det passede ogsaa meget godt. Forsaavidt var Alt i sin Orden,
thi der var jo Intet til Hinder for, at jeg næste Dag forlovede
mig med Emmy, men Ulykken var, at jeg kunde ikke glemme Andrea
Margrethe. Thi Andrea Margrethe besad dog et Liv og en Friskhed og
Fornøielighed, hvori jeg stemte saa godt med hende. Saaledes skete
det, at hver Gang Emmys Billed fremsteg for mine Tanker, saa kom
Andrea Margrethes strax bagefter. Men hvorledes skulde jeg da
lykkelig og vel komme ud af denne =casus mixtus et quidem
compositus=? Ellers naar en eller anden alvorlig Sorg trykkede mig,
da pleiede jeg at henvende mig til Gamle derom; saa maatte jeg vel
som oftest høre en lang Prædiken af ham, men til Slutning fik jeg dog
ogsaa et godt Raad, som jeg kunde følge. Men her kunde jeg ikke
raadspørge Gamle, thi Gamle kunde dog virkelig ikke sige mig, om jeg
var meest forelsket i Emmy eller i Andrea Margrethe, saa Følgen vilde
kun blive, at jeg vel fik en lang Prædiken, men intet godt Raad.
Corpus Juris kunde det heller ikke nytte at tale til, thi han vilde
lee mig ud og kalde det Hele for Børnestreger.
-- -- Hør hvor Gamle og Corpus Juris snorkede omkap ved Siden af! De
lykkelige Mennesker, de kunde sagtens sove trygt og rolig; de kjendte
Intet til Kjærligheds Uro og Kjærligheds Vee. Men jeg derimod! jeg,
som havde troet, at her i Nøddebo skulde al min Uro faae Ende, jo her
begyndte den først ret. Thi i Kjøbenhavn, hvor jeg var forelsket i
dem Alle tilhobe, der havde jeg ingen Nød, men her, hvor jeg kun var
forelsket i To -- ja nu vidste jeg, hvad ulykkelig Kjærlighed vil
sige. Thi Folk troe i Almindelighed, at ulykkelig Kjærlighed er at
være forelsket i _Een_, som man ikke kan erholde -- bah, det har
Intet at sige, thi man har dog altid det Haab, at man ved en eller
anden Lykkens Omvexling kan vinde hende. Nei ulykkelig Kjærlighed,
det er at være forelsket i To -- thi sæt ogsaa det allerlykkeligste
Tilfælde, at jeg vinder den Ene, saa er dog den Anden, som jeg ogsaa
elsker, tabt for mig.
»Tikke-tik! tikke-tik! tikke-tik!« sagde mit lille Lommeuhr, der hang
paa Væggen over min Seng: det lød akkurat, som om det sagde: »Skynd
dig lidt! skynd Dig lidt! skynd Dig lidt!« Ja skynde mig, det maatte
jeg. Thi hvem kunde vide, hvormange og hvor farlige Rivaler jeg
havde! Jeg kjendte slet ikke Familiens Omgangskreds; hvilken Skare af
Fættere og Husvenner kunde der ikke være, der lumskelig snege sig
frem og snappede baade Emmy og Andrea Margrethe bort fra mig, medens
jeg spildte Tiden med mine Grublerier. Imorgen ved Dandsen marscherer
vel sagtens hele Mandskabet op, og da kunde jeg mønstre dem og skulde
snart finde ud, hvor Rivalerne var henne, men imorgen ved Dandsen --
hvad kunde der ikke skee imidlertid! Nei der var intet Andet for --
jeg maatte haste saameget som mulig: inden fire og tyve Timer maatte
jeg være forlovet -- og dog, ulykkelige Nicolai: sæt, Du bliver
forlovet med den Ene og er forelsket i den Anden!
* * * * *
Klokken var vistnok henved To, inden jeg faldt i Søvn, men saa sov
jeg til Gjengjæld til den lyse Morgenstund. Jeg sprang hurtig ud af
Sengen for ligesom den foregaaende Dag at iagttage Veiret; det var
ganske efter Ønske: store Isblomster dækkede Ruderne, men udenfor
skinnede den unge klare Nytaarssol saa lyst og velsignet, Himlen var
saa reen og blaa, at jeg følte alt mit gamle freidige Mod vende
tilbage. Nattens Tanker vare forsvundne med Nattens Mørke: jeg var
enig med mig selv om, hvad jeg vilde gjøre: jeg vilde lade Lykken
raade. Thi det er Lykken, som skaber den berømmelige Feltherre, det
er Lykken, som fremkalder den store Kunstner, og det er Lykken, som
hjælper den ulykkelige Elsker. Saaledes vare mine Tanker. Jeg
behøvede ikke længer at plage mig selv med allehaande Tvivl og
Betænkeligheder: jeg vilde ganske lade Tilfældet raade -- det var det
allerbeqvemmeste. Om da Emmy eller Andrea Margrethe skulde blive den
Udkaarede, det kom til at beroe paa, hvem af dem jeg først kunde faae
i Tale.
I Forstuen mødte jeg Præsten. »Glædeligt Nytaar, Nicolai«, sagde han,
»og en Kjæreste, inden Aaret er omme!«
»Ja jeg haaber, inden Dagen er omme«, tænkte jeg, men det sagde jeg
naturligvis ikke høit.
»Har De i Sinde at gaae i Kirke idag, eller bruger de maaskee ikke at
gaae i Kirke om Søndagen?« spurgte Præsten.
»Jo det bruger jeg dog.«
»Ja man kunde jo ikke vide det -- Folk finder paa saa mange nye
Skikke derinde i Kjøbenhavn. Gudstjenesten begynder forøvrigt
Klokken Ni, ifald Deres mange Forretninger tillade Dem at komme til
den Tid«, og dermed gik Præsten over til sit Værelse, medens jeg gik
ind i Dagligstuen.
Her traf jeg Corpus Juris, der talte ivrig sammen med Emmy og Andrea
Margrethe. Den Sidste vilde imidlertid gaae bort, da jeg traadte ind.
»Det er da vel ikke for min Skyld, at De gaaer«, sagde jeg, thi det
forekom mig at være et ondt Varsel, at Andrea Margrethe gik, ligesom
jeg kom.
»Nei det er ikke«, svarede Andrea Margrethe, »men i Dag har jeg saa
travlt med at faae Alt bragt i Stand til i Aften, saa De faaer mig
vist neppe at see hele Dagen«, og med disse Ord gik hun ud i
Kjøkkenet.
»Saa bliver det altsaa Emmy«, tænkte jeg, »det er jo Skjæbnens
Villie.«
Men det lod heller ikke til at være Skjæbnens Villie, at det skulde
være Emmy, thi ogsaa denne reiste sig og gik bort for at blive færdig
i rette Tid til at gaae i Kirke. Saa blev jeg alene tilbage med
Corpus Juris, ham kunde jeg tale med, ligesaameget som jeg lystede,
men det var just ikke hans Selskab, som jeg attraaede. Imidlertid
besluttede jeg dog at drage saamegen Nytte deraf som mulig. Det faldt
mig nemlig ind, at naar jeg vilde bære mig lidt fiffig ad, kunde jeg
maaskee faae Corpus Juris til at sige mig, hvem der i Grunden var at
foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, uden at han kunde ane,
hvorfor jeg spurgte ham derom. Corpus Juris havde taget Plads i den
store Lænestol og sad og læste, dog heldigvis var det ikke
Dagbladet, han læste, thi da havde jeg aldrig vovet at tale til ham
om slige Bagateller, men det var en gammel Roman, han havde fundet.
»Hør Frederik«, sagde jeg, idet jeg satte mig ned ved Siden af ham,
»sig mig engang, hvem synes Du bedst om, Emmy eller Andrea
Margrethe?«
»Hvad mener Du dermed?« spurgte Corpus Juris, idet han med et uroligt
Blik saae hen paa mig som En, der har en ond Samvittighed.
»Jeg mener, hvem af de to unge Piger tiltaler Dig meest?«
»Det forstaaer jeg ikke«, sagde Corpus Juris, idet han reiste sig op
fra sin Stol og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet -- men det
er aldrig gode Tegn, naar Corpus Juris begynder at spadsere op og ned
ad Gulvet.
Alligevel tabte jeg ikke Modet, men vedblev med en vis
Haardnakkethed: »Det synes jeg dog ikke, er saa svært at forstaae: