Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - 03

Om lidt han be'er,
Men tager meer,
Indtil i dit aabne Hjerte
Fundet han har sit Qvarteer.«[1]
[1] Efter Hostrup.
Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen,
for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hørte et
svært Bums bagved.
»Vi spildte vist Herren paa Kufferten«, sagde Niels.
Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af
Vognen. Jeg sprang hurtig ned, for at see, om Gamle var kommen til
Skade -- -- nei, han var ikke: han stod ganske rolig og saae paa
Kufferten, som om han ventede paa, at den vilde stige først op igjen.
Men Corpus Juris skjændte: »Kan Du da ikke engang sidde fast paa en
Vogn, Christopher?« -- ja han havde godt ved at snakke, han sad fast
og godt paa en Agestol, og ikke som Gamle paa en Kuffert. Ved Hjælp
af Niels fik vi Kufferten og Gamle satte op igjen, og Corpus Juris
paatog sig at holde paa Kufferten, for at Ulykken ikke atter skulde
hændes. Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus
Juris: »Holder Du?« og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men
Gamle: »Ja, jeg holder«, som om det skulde hindre Kufferten fra at
falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank!
* * * * *
Det var dog et ganske mageløst Veir! Himlen bredte sit straalende
klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode
Træer og Buske i deres Juleklædning, det vil sige Rim paa alle Grene
og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var,
ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min
Yndlingssang: »Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land«, --
selv Corpus Juris istemmede: »De bergenske Møer snart vi møde kan«,
medens Gamle brummede Omkvædet: »Ohi--ohøi! ohi--ohøi!« med sine
halvanden Tone, for mere har han ikke. -- Nu dreiede vi ind til Høire
og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden
laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen. Niels
pidskede paa Gamle (naturligvis ham foran Vognen), og i et lystigt
Trav naaede vi snart Præstegaarden. Foran Porten stode to store
Træer, rundt om paa alle Sider vare tætte Buske; nu var Løvet
affaldet, saa man kunde see igjennem de nøgne Grene, men om Sommeren
maatte Præstegaarden ligge lunt og tæt som en Fuglerede indenfor det
grønne Løv, der dækkede den paa alle Sider. Jeg saae nøie paa den:
den havde i sit Ydre ikke det Allermindste, der kunde bringe En til
at tænke paa Universitetsbibliotheket eller Kongens Bibliothek -- men
maaskee des mere i det Indre, tænkte jeg med et stille Suk. Foran
Gaarden var en tilfrossen Dam, paa hvilken Landsbyens Ungdom løb paa
Skøiter eller uden Skøiter, eftersom Enhvers Formueomstændigheder
tillode ham. En lille Purk paa fem Aar med en stor rød Hue paa
Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende
paa eet Been, da vi kjørte forbi: det var Julenissen, der bød os
velkommen. Nu svingede vi ind ad Porten, en Flok dorske Ænder, der
havde leiret sig her, foer som en Flok snaddrende Forridere ind i
Gaarden for at mælde vor Ankomst, hvilken end ydermere blev bevidnet
af Lænkehundens høie Gjøen.
»Der er Andrea Margrethe«, hørte jeg Gamle hviske til Corpus Juris,
idet han pegede paa en ung Pige, som kom tilsyne i Døren, »og der er
Emmy!« hviskede Corpus Juris tilbage til Gamle, idet en anden ung
Pige nærmede sig den første. »Velkommen! Velkommen!« lød det oppe fra
Forstuedøren, og »Hurra!« raabte jeg, som om Velkomsthilsenen særlig
gjaldt mig, uagtet ingen af de unge Piger havde havt den Fornøielse
at see mig før. Nu holdt vi foran Døren; i et Nu vare vi Alle af
Vognen, jeg begriber endnu ikke, hvorledes Gamle i den Fart kom ned
af sin Kuffert. Men distrait er han jo altid, og istedenfor at række
Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte
begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen.
Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at
bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men
som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden,
saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod
Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjøre det godt ved atter at vise
for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og
trykkede hendes Hænder, var større, end som almindelig Høflighed
fordrer.
»Men hvorfor kommer De først saa seent? Vi havde saa bestemt ventet
Dem i Juledagene«, sagde Andrea Margrethe.
»De havde lovet at prædike for Fader anden Juledag«, sagde Emmy til
Gamle.
»Havde jeg? det veed jeg ikke noget af.«
»Ja saaledes gaaer det jo«, sagde Andrea Margrethe, »De lover og
lover, men --«
»Det maa Du ikke sige«, sagde Emmy, »Du veed jo ikke, hvad
Christopher har havt at bestille i denne Tid.«
Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord!
Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort -- saaledes maa det
jo ogsaa være mellem vordende Svoger og Svigerinde -- endnu sagde de
»De« til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde
ikke drømt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed
og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg følte det, her skulde
jeg finde, hvad jeg søgte. Andrea Margrethe var lille af Væxt, men
hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt
Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille
eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom.
Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider
over den hvide, klare Pande, Øinene vare store og blaagraae med et
usigeligt Udtryk af Kjærlighed og Ømhed. Hun var lille og spinkel,
men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget
Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjøndt jeg
egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var
iført en staalgraae Kjole, medens Andrea Margrethe bar en mørkebrun;
hvad Tøiet var af, seer jeg mig desværre ikke istand til at angive.
Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at
han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetørklæder
af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler
altid med stor Bestemthed, især naar det er om Ting, han ikke
forstaaer sig paa.
Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi,
kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa
Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu
Ungdommens Herlighed. »=Tandem venere bubulci=«, raabte han med en
Stemme, saa Vinduerne klirrede, »er det en Tid at holde Jul paa, naar
baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade,
men det er Eders egen Skyld.«
Præsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at
præsentere mig som det yngste Medlem af Familien.
»Altsaa tredie Udgave«, svarede Præsten, »formodentlig fuld af
Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at læse sidste
Correctur herude, saa hjælper det nok. Forresten er han jo meget pænt
indbunden. Hvad er Titlen?«
»Nicolai, theologisk Student«, svarede jeg.
»Nicolai? dog vel ikke i Slægt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie
Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til Ægte?«
»Mener De, om jeg er Mormon?« spurgte jeg, for jeg forstod ikke
Præsten.
»Mormon? Lære Mormonerne, at man ikke maa tage til Ægte? Kjære Ven,
hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er
theologisk Student?«
Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle
sig imellem ved at sige:
»Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lærte, at man maa ikke tage
til Ægte, og forøvrigt nævnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i
det andet Capitel.«
»Her er Manden«, raabte Præsten, idet han traadte tre Skridt tilbage:
»ὥδε ἡ σοφία ἐστίν: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede
med ægte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for
en stakkels Landsbypræst end at sidde og tælle Tiender og
Fattigregnskaber efter. -- Naa, har I nu taget Seletøiet af Jer, saa
kom ind og faae Foder«, dermed førte han os ind i Dagligstuen, hvor
Frokostbordet stod dækket. Her kom Præstekonen, der havde de samme
venlige brune Øine som Andrea Margrethe, os imøde og omfavnede os saa
hjertelig, som om hun kunde være vor Moder.
»Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjæle og dægge for«,
sagde Præsten. »Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de
unge Mennesker, saa er hun fornøiet: _jeg_ kan skjøtte mig selv. --
Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min
Skammel til Hovedpude og mit Skakbrædt til Overdyne, saa har jeg
opfyldt Gjæstfrihedens Pligter mod ham.«
»Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan ønske sig«, sagde
Præstekonen.
»Ja, ja, jeg spørger kun for en Ordens Skyld. Forøvrigt har hele
Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet
Krinoline paa i Anledning af Dagens Høitidelighed.«
»Det er jo ikke sandt Fa'er«, sagde Andrea Margrethe, »den har jeg
længe gaaet med.«
»Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa
Noget, som kan trække Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I
fornøiede. »Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir«,
synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst
synger I: »men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde«,
det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens
Betjente komme herud for at slæbe mig i Slutteriet.«
»Men, kjære Fa'er, vi ere da nødte til at gaae ordentlig klædte; vil
man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.«
»Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hør, veed De hvad,
Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner,
for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.«
Efter Præstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet
for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise.
»Spis nu, kjære Venner«, sagde Præstekonen, »og tag til Takke med,
hvad Huset formaaer.«
»Ja spis, spis«, sagde Præsten, »især vil jeg anbefale Dem denne Ost,
det er en ypperlig Ost, den smager saa udmærket af Lysetælle.«
»Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.«
»Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi
ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i
otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den
vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved
den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost.«
Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Præstekonen Ret: Osten
feilede Intet.
»De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger«, sagde Andrea
Margrethe, »Osten er meget god.«
»Ja naar Du siger det, saa tier jeg«, sagde Præsten. »=Mulier taceat
in ecclesia=, det er udlagt: »i Kirken taler Fa'er, og vi tier:
hjemme taler vi, og Fa'er tier.««
»Nu kan vore Gjæster jo selv høre«, sagde Emmy, »hvem der taler meest
herhjemme.«
»Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det
Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde
komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det
gaaer til. Emmy staaer i den ene Ende af Præstegaarden og Andrea
Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg
stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.«
Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad
aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige
staae og commandere -- og Præsten, denne svære, stærke Mand med en
Stemme, der kunde overdøve et Tordenskrald, løbe frem og tilbage for
at parere Ordrer! Præstekonen maa have seet min Forundring, thi hun
sagde: »Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan
De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.«
»Ja det haaber jeg ogsaa«, sagde Præsten, »og saa kan De fortælle os
Nyt derinde fra Kjøbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant
at meddele mig.«
Jeg svarede, at det desværre ikke var Tilfældet, men naar Præsten
vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit Ønske
opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg.
»Frederik veed aldrig at fortælle mig Andet, end hvad jeg selv veed i
Forveien«, sagde Præsten, »men jeg kan jo gjerne gjøre et Forsøg.
Jurist, =quid novi ex Africa=?«
»Hvad behager?« foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale
med Andrea Margrethe.
»Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde
blot vide, om der var passeret noget Mærkeligt inde i Hovedstaden.«
»Ja der er jo --« og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de
seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde
holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en
Tilhører: »Ja alt det veed jeg«, udbrød han, »det kan jeg jo selv
læse i Aviserne.«
»Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortælle.«
»Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn? De gaaer bestemt den
hele Dag deroppe i Kontorerne med Hænderne i Lommerne og ryger Cigar.
Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et
lille Oprør, saa at man f. Ex. den næste Dag kunde læse i Aviserne:
»Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstød Sted paa Kongens Nytorv
mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai,
blev hængt paa en Lygtepæl.« See saadant Noget, det kunde more mig!
Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er
Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste
Fornøielige ved. -- Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt
paa Eders Reise herud idag?«
»Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde«, sagde Gamle,
»jeg har været saa uheldig at brække Rygstykket paa den forreste
Agestol itu.«
»Det gjør aldeles ikke Noget, tvertimod, jeg er Dem meget forbunden
derfor. Jeg har længe nok sagt til Niels, at den Agestol vilde gaae
itu, hvis han ikke sørgede for at sætte den ordentlig i Stand. Niels
meente Nei, den holdt nok: nu har De viist, at jeg havde Ret, og det
er jeg Dem meget taknemlig for. -- Men sig mig nu en Gang, hvorfor kom
De ikke herud anden Juledag at prædike for mig, som De havde lovet?«
Gamle meente, at han ikke havde aflagt noget bestemt Løfte: men blot
lovet en Gang ved Leilighed at komme ud og prædike for Præsten.
Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prædike for
ham anden Juledag.
»Prædikede De da for ham?« spurgte Præsten.
»Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor stræng.«
»Kulden? Nu har jeg hørt det med! Nei veed De hvad, min Fa'er, jeg
kan nok mærke, hvordan det hænger sammen: til mig siger De, at De kan
ikke prædike for mig, for De skal prædike for Pastor Petersen i
Ollerup, og til Pastor Petersen i Ollerup siger De formodentlig, at
De ikke kan prædike for ham, for De skal prædike for mig: saa holder
De os begge to for Nar og bliver liggende i god Ro og Mag paa Deres
Sopha. -- Men vilde De ikke prædike for mig, saa kunde De dog i det
mindste være kommet herud og holdt Jul med os paa god gammel Viis,
istedenfor at De nu kommer med stor Fornemhed, efterat Alt er forbi.«
Gamle sagde, at han havde frygtet for at komme til Uleilighed.
»Uleilighed? Og er De nogensinde kommen til Uleilighed herude? Er det
nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost
i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? -- ja det skulde da
være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne
hende.«
Jeg saae hen paa Emmy, der i det Samme rakte Brødbakken til Gamle,
jeg saae den lille fine Haand, hvor de blaae Aarer skinnede igjennem
den hvide Hud, og saa tænke sig denne Haand svinge en mægtig Feiekost
forat jage Gamle, skikkelige Gamle, der kom vandrende i sine egne
Tanker, paa Døren: nei det var reent umuligt bare at tænke sig det!
»Men jeg veed nok, hvad der var i Veien«, vedblev Præsten, »De vilde
heller blive inde i Sodom og Gomorrha for at gaae paa Dandsebod og
flytte Skilter end komme ud til en skikkelig Landsbypræst forat holde
en ærbar og sømmelig Jul.«
-- -- Samtalen dreiede sig nu hen til forskjellige Personer af fælles
Bekjendtskab, om hvilke man skifteviis spurgte og hørte Nyt.
Jeg kan nu ikke nægte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne
vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i
hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler.
Da jeg nu vidste, at Bibliotheket var Præstens Øjesteen, meente jeg,
at den sikkreste Maade at vinde hans Gunst paa vilde være at vise
Interesse for Bibliotheket, og derfor bad jeg om Tilladelse til at
maatte besee det.
»Mit Bibliothek? hvad vil de derovre?«
Jeg yttrede, at jeg besad stor Interesse for Bøger og Bogsamlinger.
»Naa saaledes!« udbrød Præsten; »De hører altsaa ogsaa til de kjære
Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i
en Bog!«
Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for
Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig.
»Et ungt Menneske som De«, vedblev Præsten, »han skal see sig om i
Verden og Livet -- den Tid kommer tidsnok, da han sidder og læser sig
blind over Bøgerne.«
Men det var jo ganske mine egne Anskuelser, Præsten der udtalte --
det var dog en yderst ubehagelig Situation, jeg var kommen i; jeg gav
med største Fornøielse baade Bibliotheket og Videnskaben en god Dag,
men det gik dog ikke an saaledes pludselig at forandre Mening, og for
Skams Skyld maatte jeg blive staaende ved mit Forlangende.
»Saa De vil endelig derover? ja, ja, saa kom da!« sagde Præsten,
idet han reiste sig og gik i Forveien. Jeg fulgte ham over i
Studereværelset, men her ventede en ny Skuffelse mig. Jeg havde
nemlig ifølge Gamles og Corpus Juris' Beskrivelser af Nøddebo
Præstegaard altid tænkt mig Bibliotheket som noget særdeles
Colossalt, hvor man reent blev borte mellem lutter Bøger -- men her
fandt jeg kun tre Reoler med Bøger, som man magelig kunde oversee paa
een Gang. Var det virkelig det Bibliothek, hvorom Brødrene havde talt
saa meget? Jeg kunde ikke skjule min Forbauselse, men udbrød: »Er det
Alt?«
»Er De ikke fornøiet dermed? Læs De først de Bøger grundigt igjennem,
saa troer jeg nok, De kan hjælpe Dem for det Første.«
»Men -- men Kirkeretten --« stammede jeg.
»Kirkeretten? den staaer her: »Provst Møllers Haandbog for Præster«
-- mere Kirkeret behøver jeg ikke.«
»Men Frederik -- Frederik havde sagt mig, at De -- De besad saa mange
Bøger over -- i Kirkeretten.«
»Frederik? Ja nu forstaaer jeg -- det er Juristen, som kommer med sin
Kirkeret forat faae Præst og Menighed i Proces med hinanden, og saa
kan han stikke Pengene i Lommen. Nei hils De Frederik og sig ham, at
vi lever sammen som gode Christne herude og forliges som Brødre --
det er vor Kirkeret. -- Ja nu skal jeg til mit Arbeid, men hvis det
kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og læse i Provst Møllers
Haandbog for Præster.«
Med al Agtelse for Provst Møller og hans Haandbog kan jeg dog ikke
nægte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab.
»Saa De vil heller gaae over til de andre Dagdrivere?« sagde Præsten,
»ja saa gaa da, jeg tænkte nok, at Deres Studier i Kirkeretten ikke
vare saa overdrevent ivrige.«
* * * * *
Jeg gik da over til de andre Dagdrivere, det vil sige, til Emmy og
Andrea Margrethe, for det var nærmest dem, jeg vilde have en Passiar
med. Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en
munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var stræng Vinter udenfor.
Dette kunde man imidlertid herinde have ondt nok ved at begribe, thi
naar man saae, hvor lifligt Solen skinnede gjennem de røde Gardiner,
hvor blaae og klar Himlen hvælvede sig udenfor, naar man saae, hvor
Vinduerne vare fulde af duftende Zwibler og gule og blaae Kroskus'er,
og fremfor Alt, naar man saae paa Andrea Margrethe, da kunde man
rigtignok fristes til at troe, at det var ligesaa frisk og varm
Sommer udenfor som indenfor, ja jeg var bestemt gaaet hen og havde
aabnet Vinduerne ud til Haven, om ikke de lange Istapper, der hang
ned fra Taget og med tusindfoldigt Spil glimrede i Solstraalerne,
havde fortalt mig, at det var fem Graders Kulde udenfor.
-- Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe vare hver beskjæftiget med
sit Haandarbeide; Gamle sad ved Siden af Emmy, Corpus Juris ved Siden
af Andrea Margrethe, men mellem Emmy og Andrea Margrethe stod en tom
Stol, og den besatte jeg: skjøndt sidst ankommen havde jeg dog faaet
den bedste Plads!
Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde
sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over
Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i
Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først
har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.
»Jo«, svarede han langtrukkent, næsten som om han søgte efter Ordene,
»Præsten har ogsaa gode Bøger over Kirkeretten, for -- for jeg skal
sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af
Bøgerne.«
»Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald være en om end nok
saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bøger han har?«
»Ja -- han har -- han har jo kun et Par, men det er ogsaa de
allerfortrinligste Værker i den Retning.«
»Nei han har kun een, kun een eneste een!« raabte jeg triumferende,
for nu var det jo aabenbart, at jeg havde fanget Corpus Juris.
»Ja, men det er ogsaa den allerbedste; naar man har studeret den
rigtig grundigt igjennem, saa behøver man ikke mere.«
»Ja hvad er det da for en?«
»Det er -- det er Kolderup Rosenvinges -- --«
»Nei det er Provst Møllers Haandbog for Præster«, raabte jeg, stolt
af saaledes i enhver Henseende at have overbevist Corpus Juris paa
uigjendrivelig Maade om hans Uret. Men man skal ikke glæde sig for
tidlig over sin Seir; jeg fik pludselig en ny Modstander i Andrea
Margrethe, der følte sig krænket, fordi jeg, som hun sagde, spottede
over hendes Faders Bibliothek.
»Jeg vil ikke i mindste Maade tale ilde om Bibliotheket«, sagde jeg,
»det er sandelig mere end stort nok for mig, men jeg vil blot, at
Frederik skal erkjende, at han har Uret. Baade han og Christopher
have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Præstegaarden
herude: vil De tænke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at Præsten
herude var gift og havde Børn, saa at jeg til den Dag idag ikke har
anet hverken Deres eller Deres Søsters Tilværelse. Hvad siger De
dertil?«
Andrea Margrethe sagde ikke Noget, og de Andre taug ogsaa stille, saa
at der opstod en Pause. Jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode herved,
thi jeg havde en Fornemmelse af, at jeg havde sagt noget galt, for
hvorfor skulde de ellers tie? Jeg sad og tyggede paa det Bibliothek,
for det var uden Tvivl der, at Feilen laa, men jeg vidste ikke ret,
hvorledes jeg skulde gjøre det godt igjen.
Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee
Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader.
»Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see«,
indvendte Præstekonen. »De skal komme herud igjen til Sommer,
Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.«
»Jo vist er der Noget at see«, svarede Andrea Margrethe, »der er
Udsigten over Fjorden fra Lindehøien af, den er bestandig lige smuk,
og desuden har De vistnok saa megen Phantasi, Nicolai, at De kan
tænke Dem, hvorledes der seer ud om Sommeren.«
Jo saamegen Phantasi havde jeg magelig, og i mit stille Sind tænkte
jeg, at var der ikke Andet at see paa, saa var der i al Fald Andrea
Margrethe, og i hendes Selskab vilde jeg betragte selv en Reise til
Siberien som en lille Sommerudflugt.
Andrea Margrethe kastede hurtigt en Kaabe om sig, tog en lille Kyse
paa Hovedet, der om muligt gjorde hende endnu smukkere, og derpaa gik
vi ud, først til Kjøkkenet, hvor Tallerkener og Fade vare opstillede
i en Orden, der maatte bringe ethvert Husmoderhjerte til at svulme af
Begeistring.
»Her commanderer jeg ude«, sagde Andrea Margrethe, idet hun med en
vis Stolthed saae sig omkring.
»Det vil da sige, i Fællesskab med Deres Moder og Søster,« tilføiede
jeg.
»Nei de har ikke meget at sige herude, thi vel har Emmy og jeg deelt
Husbestyrelsen mellem os, saa at vi skifteviis have Uge, men Emmy kan
ikke ret komme udaf det alene, hun maa altid have mig til Hjælp i
hendes Uge.«
»Deres Søster holder maaske ikke synderlig af de huslige
Forretninger?« spurgte jeg.
»Nei, hun holder mere af at læse.«
»Holder De da ikke af at læse?«
»Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men -- see der kommer
Gamle for at faae Brød.«
Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget
Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det
aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom
Talen var.
Andrea Margrethe gav Hesten et Stykke Brød, idet hun klappede den og
talte godt for den.
»Hvor gammel er den egentlig?« spurgte jeg.
»Den er ligesaa gammel som jeg: vi holde Fødselsdag sammen.«
»Hvorledes høitideligholder da Gamle sin Fødselsdag?«
»Jeg fletter en Blomsterkrands, som jeg sætter paa Hovedet af den, og
som den bagefter faaer Lov til at æde. -- -- Men kom nu ind og see
Fadeburet!«
Jeg fulgte hende ind i Fadeburet, hvor en krydret Duft af Kager og
Syltetøi strømmede mig imøde og bragte min Phantasi til at vugge sig
i allehaande ubestemte Forestillinger om et Slaraffenland, hvor
Husene ere byggede af Pandekager og Gaderne brolagte med Pebernødder.
»Holder De af Jødekager?« spurgte Andrea Margrethe mig.
Jeg vidste ikke, hvad Jødekage var, men da jeg uden Undtagelse holder
af Alt, hvad der ender paa -kage, svarede jeg øieblikkeligt Ja.
»Saa tag nogle af disse her -- dem har jeg selv bagt: smage de ikke
godt?«
»Udmærket«, svarede jeg med Munden fuld af Kage, »men de ere noget
tørre.«
»Nu skal De faae Mjød at drikke dertil,« sagde Andrea Margrethe, idet
hun tog en Flaske ned og skjænkede mig et Glas fuldt, »see nu kan De
bilde Dem ind, at De er i Valhalla og drikker Mjød og spiser
Jødekager.«
»Og bliver opvartet af skjønne Valkyrier«, tænkte jeg, men jeg turde
ikke sige det høit, thi der var Noget ved Andrea Margrethe, som
gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter,
skjøndt jeg ellers ikke pleier at være forknyt i den Retning.
»Nu skal vi ned i Mælkestuen -- denne Vei -- hold Dem godt fast i
Rækværket, Trappen er steil« -- men selv løb Andrea Margrethe ned af
den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de
øverste Trin. Dernede stod det ene Mælkefad ved Siden af det andet --
min Tanke druknede i et Ocean af Tykmælk, oplagt Mælk og Jordbær med
Fløde. Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende
Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun
stræbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nøie som muligt --
jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden
Bibliothekar, end jeg havde drømt om, og jeg maa tilstaae, at jeg
fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket,
og Bibliothekaren langt elskværdigere end dem oppe paa Kongens
Bibliothek. -- Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, »for De
skal vide Besked med Alt«, sagde Andrea Margrethe, »De vil jo selv
være Præst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en
Præstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.«
Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Præstegaard, men ogsaa
hvordan min Præstekone skulde see ud.
»See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem«, sagde
Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe.
»Men det kan vente til siden«, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet
ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe.