Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - 07

da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de
begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee,
men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da
der skal tales aabenlyst uden Skrømt. Ja jeg saae endog, hvorledes
Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som
om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger. Denne syntes
imidlertid ikke at bemærke det; han rejste sig, gik med hurtige
Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter
paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at
spadsere.
»Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden«, sagde Andrea
Margrethe, »for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?«
»Ja«, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen
Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der
turde jeg ogsaa følge med.
»Det var deiligt«, sagde Andrea Margrethe, »thi der er ingen af Deres
Brødre, der kan.«
»Jo«, svarede Corpus Juris, »nu troer jeg ogsaa nok, at jeg kan det.«
Jeg blev temmelig overrasket ved at høre dette, thi jeg havde aldrig
seet Noget til, at Corpus Juris havde øvet sig i Skøjteløben.
Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skøjteløben, var
Præstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod
sig med min Færdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstændigste at
lade være. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke
allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjælpe mig op
igjen. Saa gav Præstekonen tilsidst efter. -- En ny Vanskelighed
opstod imidlertid med Hensyn til Skøjterne. Thi vel havde baade
Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem
tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af
samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa
Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans
Sønners Skøjter.
Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Præstekonens Formaninger,
der blev staaende i Døren og endnu engang tilraabte mig at være
forsigtig.
Vi gik ned igjennem Pilealleen. »Se, disse gamle Piletræer«, sagde
Andrea Margrethe, »at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae
saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden -- var det nu ikke langt
bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?«
De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. »Mellem disse
gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund«, sagde
hun, »og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester --
og nu vil Du hugge dem om?«
»Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har været fra
Bedstefaders Tid«, meente Andrea Margrethe, »saa bleve vi da tilsidst
nødte til selv at flytte ud af Præstegaarden, for ellers veed jeg
ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Træer og gamle
Møbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?«
»Jo vist har De Ret«, svarede denne, idet han bøiede sig ned og rev
et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at
det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. »Men det er desværre ikke
alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af
det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den
gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde:
»Wann wird doch das Blatt sich wenden,
Und das Reich der Alten enden?«
Men vent blot: snart kommer den yngre Slægt frem, og saa skal vi faae
noget Andet at see: den har Kraft til at -- til at --«
»Til at skrive Aviser«, fuldførte Gamle i en temmelig skarp Tone.
Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive
liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus,
og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt.
Idet vi nærmede os Fjorden, fløi en stor Fugl hen over den.
»Se en Maage, en Maage!« raabte Andrea Margrethe.
»Er det saa mærkeligt?« spurgte jeg.
»Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt. Jeg kan aldrig see en
Maage uden at misunde den.«
»Hvorfor misunder De den?«
»Tænk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see
fjerne fremmede Lande, det maa dog være mageløst!« Og Andrea
Margrethe fulgte Fuglens Flugt med længselsfulde Blikke.
Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig
undersøgte Terrænet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og
Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De løb med en
Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om
Hjertet ved Tanken om den Præstation, som vi skulde afgive ovenpaa.
»Nu skal jeg løbe mit Navn«, raabte Andrea Margrethe ind til os, og
nu løb hun i kjække raske Svingninger et =Andrea Margrethe= -- »og nu
Deres«, raabte hun op til Corpus Juris -- og øieblikkelig stod der et
zirligt =Frederik= ved Siden af.
»Vil De ogsaa løbe mit Navn«, bad jeg.
»Det kan De selv komme ud og skrive«, var hendes Svar, »De har da vel
ikke i Sinde at blive staaende hele Tiden paa Strandbredden.«
Det lod rigtignok til, at baade Corpus Juris og jeg havde meest Lyst
til at blive paa Strandbredden, der var i al Fald ingen af os, som
gjorde Anstalter til at komme afsted. Hvad Gamle angik, da havde han
roligt taget Plads paa en stor Steen under et Træ, men han havde jo
heller ikke sagt, at han kunde løbe paa Skøjter. Corpus Juris
erklærede som en klog General, at han vilde foreløbig blive paa
Strandbredden, for hvis der skulde tilstøde mig noget Uheld, da kunde
han strax ile til Hjælp. Jeg for mit Vedkommende tænkte, at man kunde
ligesaa gjerne springe i det som krybe i det og begyndte derfor at
spænde Skøjterne paa. Saa kom jeg ud paa Isen -- og Lykken hjælper de
Kjække, ja det er dog et sandt Ord, jeg blev ganske forbauset over,
saa godt jeg kunde løbe. Vel vare mine første Svingninger noget
usikkre, og jeg slingrede frem og tilbage som en Skibsmast i Storm,
men snart fik jeg mere Hold paa mig selv, saa at endog Andrea
Margrethe erklærede, at naar jeg fik lidt mere Øvelse, vilde jeg
kunne løbe ligesaagodt som hun selv. Hun foreslog mig nu, at jeg
skulde tage hende i Haanden, og saa skulde vi begge ile Emmy i Møde,
der var løbet et godt Stykke op ad Fjorden. Det gik jeg strax ind
paa, og nu ilede vi afsted. Jo længere vi kom fremad, des hurtigere
fløi vi -- nu fik vi Emmy i Sigte. Denne raabte Noget til os, som vi
ikke kunde forstaae. Hendes Raab blev imidlertid høiere, og vi
syntes, at hun raabte: »En Maage! en Maage!« Dette fandt vi ikke var
nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Løbet. Hun havde
imidlertid raabt: »En Vaage! en Vaage!« idet der nemlig befandt sig
en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens
Løb var bleven bedækket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde
see den. Vi vilde derfor ufeilbarlig begge være løbne lige i Vaagen,
om ikke den samme gode Aand, der vaagede over Palnatoke, da han løb
ned ad Kullen, nu ogsaa havde vaaget over os. Pludselig sprang nemlig
en af Remmene paa mine Skøjter, og jeg styrtede lige saa lang, jeg
var, foran Andrea Margrethe, som derved blev standset. Hun hjalp mig
atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde
meent. Saa styrede vi alle Tre vort Løb tilbage mod Strandbredden,
hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skøjterne paa; han
var nemlig ifærd med at ile mig til Hjælp, som han havde lovet før.
Vi naaede det faste Land i samme Øieblik, som Corpus Juris yderst
forsigtig og holdende sig fast i nogle Pilebuske vovede sig ned paa
Isen. Jeg tilraabte ham frisk Mod, og da jeg nu selv var i Sikkerhed,
var det mig en vis Glæde at skulle see Corpus Juris paa Glatis. Men
Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklærede, at der muligvis
kunde være flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden
Gang, naar vi havde undersøgt Isen nøiere, og at vi nu for denne Gang
skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da
Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen,
saa begave vi os paa Hjemveien.
Uagtet den uheldige Slutning var jeg meget vel tilfreds med mig selv.
Jeg havde viist, at jeg kunde løbe paa Skøjter, og allerede det var
mig en stor Tilfredsstillelse. Men hvad der var mig end kjærere: der
var Udsigt til, at jeg oftere kunde komme til at nyde denne Glæde
sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Denne Sidste vilde endog have,
at vi endnu samme Aften skulde gaae derned igjen for at løbe i
Maaneskin, hvilket hun beskrev som en særdeles stor Fornøielse. Gamle
satte sig vel derimod og meente, at det var høist uforsigtigt: naar
vi alt ved Dagslyset havde udsat os for saa stor en Fare, hvormeget
lettere kunde Sligt da ikke skee ved det usikkre Maanelys. Men Andrea
Margrethe paastod, at det var en overdreven Ængstelighed: nu vidste
vi jo, hvor Vaagen var, og behøvede altsaa ikke længer at frygte den,
ogsaa løb jeg jo saa godt, at jeg vist ikke vilde være bange derfor.
Jeg erklærede, at jeg ikke nærede den mindste Frygt i saa Henseende,
men at jeg med største Glæde vilde gaae derned igjen om Aftenen;
hvilket ogsaa var sandt, thi jeg kunde nok tænke, at hverken Gamle
eller Corpus Juris vilde følge med, og saaledes kunde jeg da løbe
ganske alene derude med Andrea Margrethe.
* * * * *
Jeg omtalte før, at jeg ved Synet af den store Hushane havde
undfanget en Plan. Der var nemlig, som jeg oftere har berørt,
opstaaet et vist spændt Forhold mellem Corpus Juris og mig, og jeg
meente mig forurettet af ham. Synet af Hanen gav mig nu Idee til en
Hævnplan. Jeg havde nemlig ofte hørt fortælle om, at det skulde være
saa morsomt at stille en Hane ind i Soveværelset og da at see
Vedkommendes Forskrækkelse, naar han pludselig bliver vækket af
Hanegal. Dette havde jeg nu i Sinde at forsøge næste Morgen med
Corpus Juris, thi det havde været mig en ikke ringe Tort at see ham i
al Magelighed tage sin Morgenslummer, medens jeg maatte ud at
spadsere Morgentur med Præsten. Da det imidlertid ved slige
Forehavender er godt at have en Deeltager, saa besluttede jeg at tale
til Andrea Margrethe derom; hun vilde sikkert skænke mig en virksom
Understøttelse. Virkelig gik hun ogsaa strax med stor Beredvillighed
ind paa min Plan, da jeg fortalte hende, hvorledes man havde at bære
sig ad ved en saadan Leilighed. Men da jeg fortalte hende, at det var
Corpus Juris, der skulde være Gjenstand for Spasen, saa blev hun
uenig med mig, idet hun bestemt vilde sætte Hanen ind i Gamles
Værelse. Dette var mig meget imod, thi jeg havde aldeles ingen Grund
til at vække Gamle, der jo ikke i mindste Maade havde viist Uvillie
mod mig, ja hvem jeg endog kunde takke for, at jeg var kommen med til
Nøddebo. Men Andrea Margrethe stod haardnakket paa sin Mening, ja hun
truede endog med, hvis jeg ikke gav efter, da at aabenbare Alt for
Corpus Juris. Dette var egentlig et Forræderi af hende, men jeg blev
nødt til at give efter, idet jeg dog trøstede mig med, at i Grunden
var det ligegyldigt, i hvis Værelse Hanen blev sat, thi da Døren stod
aaben mellem de to Soveværelser, vilde de i hvert Fald begge to blive
vækkede. -- Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den
Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og
før Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hønsehuset og
bemægtige os Hanen. Dette vilde være den bedste Tid, eftersom det da
var mørkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjøre det
ubemærket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde
røbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris.
Enhver, der har lagt en Plan, den være sig stor eller lille, længes
altid med Utaalmodighed efter Øieblikket, da han kan udføre den, og
saaledes længtes jeg da ogsaa med største Utaalmodighed efter det
Øieblik, da Tusmørket skulde falde paa. Endelig kom det, og jeg vilde
strax afsted, men Andrea Margrethe meente, at for en Sikkerheds Skyld
var det bedst at vente til Klokken henved fem, thi paa den Tid vilde
det være aldeles mørkt. Saa maatte jeg styre min Utaalmodighed endnu
en Times Tid, men nu fremstode nye Hindringer. Corpus Juris vaagede
nemlig som en Argus over hver af Andrea Margrethes og mine
Bevægelser, saa jeg næsten kunde fristes til at troe, at vor Plan var
bleven røbet for ham, skjøndt det var mig umuligt at begribe,
hvorledes. Men aldrig saasnart stod Andrea Margrethe op for at gaae
ud, og jeg reiste mig for at følge hende, før Corpus Juris
øieblikkelig spurgte, hvor vi vilde hen. Vel undgik Andrea Margrethe
ham et Par Gange ved at sige, at hun skulde besørge Noget ude i
Kjøkkenet, men Følgen heraf var, at jeg maatte blive tilbage, og da
jeg engang gjorde et Forsøg paa at komme ud med hende ved at tilbyde
hende mit Følgeskab, erklærede Corpus Juris, at han vilde ogsaa følge
hende. Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun
hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i
Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter. Paa denne Maade lykkedes
det os at skuffe Corpus Juris' Opmærksomhed, skjøndt jeg nærede Frygt
for, at han skulde følge vore Bevægelser fra Vinduet af. Men da vi
kom ud i Gaarden, saae jeg, at alle Gardinerne vare nedrullede, saa
at vi i den Henseende kunde være rolige.
Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven
funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse
Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over
Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men
der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare
lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see
Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os
til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin
Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at
frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en
Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede
vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi
Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og
sov med Hovederne skjulte under Vingerne -- oppe paa Hjalet sad
Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi
aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen,
eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men
Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte
jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren
og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede
ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi.
Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen
let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at
see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde
lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til
at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle
høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod
en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med
Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med
deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette
hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud
i Gaarden: »Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset
igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!«
Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage
Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at
blive overraskede af Niels i en =tête à tête= inde i Hønsehuset,
besluttede vi skyndsomst at tage Flugten. Men af et Par klapprende
Træsko, der bestandig rykkede nærmere og nærmere, kunde vi slutte os
til, at Niels allerede var rykket i Felten, og at det var umuligt at
komme ubemærket bort. »Lad os skjule os herinde, følg blot mig!«
hviskede Andrea Margrethe, idet hun greb mig i Armen og trak mig
bagefter sig ind i et mørkt Rum, hvorpaa hun skjød en Dør i efter os.
Det var Brændekammeret, der stødte op til Hønsehuset, som hun havde
ført mig ind i, og hvor der akkurat var saa megen Plads tilovers, at
vi To kunde staae derinde.
Lidt efter kunde vi høre, at Niels marscherede ind i Hønsehuset, men
det lod ikke til, at hans Nærværelse tjente til at berolige de
oprørte Gemytter. Larmen og Uroen vedblev, medens Niels undersøgte
Alt paa det Omhyggeligste. Omsider gik han atter ud og raabte over
til Præsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter være
løben bort. »Ja, ja«, lød Svaret, »saa kan Du give ham nogle Prygl,
naar Du siden finder ham; foreløbig er det bedst, at Du lukker Døren
godt i og stænger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!«
Niels efterkom Befalingen og lidt efter kunde vi høre, hvorledes han
fjernede sig med tunge Skridt. Vi listede os frem af vort Skjulested
-- men hvad skulde vi nu gjøre? Takket være Præstens Forsigtighed
stode vi som to Fanger, der ikke kunde komme bort. Døren til
Brændekammeret, som førte ud til Gaarden, var stænget, og nu havde
Niels lukket Døren til Hønsehuset. Vi søgte efter en Sprække i Døren,
gjennem hvilken man muligvis kunde stikke en lille Pind og paa den
Maade aabne Døren, men forgæves, der var ikke et eneste Hul eller
Sprække at opdage; den syntes at være gjort saa forsvarlig, at den
gjerne kunde bruges til en virkelig Fængselsdør. Jeg foreslog, at vi
skulde banke stærkt paa og kalde Nogen til; vor Raaben og Banken
maatte snart blive hørt, eftersom Kjøkkenet og Folkestuen var i
Nærheden. Men netop derfor forbød Andrea Margrethe det, thi Følgen af
vor Banken og Kalden til saa usædvanlig Tid og Sted vilde kun blive
den, at hele Mandskabet, baade Karle og Piger, kom ud, og vi vilde
blive en Gjenstand for almindelig Latter. Hun vilde derfor, at vi
skulde slaae os lidt til Taals; det kunde ikke vare længe, før man
bemærkede vor Fraværelse inde i Dagligstuen, og da vilde enten
Præstekonen eller Emmy eller en af mine Brødre komme ud for at søge
efter os, og da kunde vi kalde en af dem til for at aabne Døren. Saa
gave vi da os til at vente, men det var ikke videre fornøieligt:
Opholdsstedet var yderst ubehageligt, bælmørkt var der derinde,
Luften var qvælende, der var knap saamegen Plads, at vi kunde finde
Fodfæste, og vi turde ikke røre os af Pletten af Frygt for atter at
fremkalde et almindeligt Oprør. Dertil kom en vis Uro, hvori vi begge
og navnlig Andrea Margrethe befandt os. For dog at faae Tiden til at
gaae med Noget begyndte vi at gjætte Gaader. Men heller ikke dette
vilde hjælpe: hvert Øieblik standsede vi og lyttede til Døren for at
høre, om Ingen skulde komme. Forgæves -- det syntes, som om hele
Gaarden var uddød. Ved at søge efter fandt jeg en Svovlstik i min
Vestelomme: den besluttede jeg at tænde, skjøndt Andrea Margrethe
ivrig formanede mig til at være forsigtig, at jeg ikke satte Ild paa
hele Præstegaarden, og vi To bleve levende indebrændte. Jeg rev til
-- for et Øieblik blev der ganske lyst derinde, saa jeg kunde oversee
Alt. Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand
støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et
gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i
tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede
paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel
havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem. I det
Samme gik Svovlstikken ud, og vi stode atter i det tidligere
Bælmørke. Hvorlænge vi egentlig bleve saaledes staaende, veed jeg
ikke: mig forekom det at være en lille Evighed. Tilsidst kunde jeg
ikke holde det ud længer, jeg hævede alt Armen for at slaae et
Dommedagsslag paa Døren -- da i det Samme en af Dørene i den
modsatte Ende af Præstegaarden blev aabnet, og vi hørte en Mængde
Stemmer, der alle talte i Munden paa hinanden, men blandt hvilke
Gamles og Corpus Juris' overdøvede alle de Andres. Kort efter hørte
vi et Regiment Træsko galoppere over Gaarden ud af Porten -- saa blev
Alt igjen stille. Vi ventede, om Nogen skulde nærme sig os, men nei,
der kom Ingen -- Alt blev ligesaa roligt, som det havde været før.
Der var al Sandsynlighed for, at Husets Folk vare sendte ud for at
søge efter os, altsaa kunde vi gjerne begynde at banke og raabe uden
at blive overraskede af dem. Men paa den anden Side var der heller
ikke stor Rimelighed for, at Nogen kunde høre os, thi Dagligstuen laa
for langt borte. Dertil kom, at ved det første Slag, jeg førte mod
Døren, begyndte Hønsene at flagre op, saa jeg øieblikkelig maatte
lade være. Atter maatte vi slaae os til Taals: Folkene maatte dog een
Gang komme hjem igjen, og da fik vi at overgive os paa Naade og
Unaade. Saa ventede vi atter en Stund, da hørte jeg pludselig lette
Fodtrin ile forbi. »Halloh«, raabte jeg, saa høit jeg kunde -- -- den
Forbiilende standsede -- nok et »Halloh«, der blev besvaret med et
»Hvor?« -- det var Corpus Juris' Stemme. »Her, her«, raabte jeg --
»ja hvor? hvor?« blev der raabt tilbage -- »her, her i Hønsehuset!«
»I Hønse-!« men inden Corpus Juris fik fuldendt sit Forundringsraab,
stod han alt ved Døren, rev den op i Hast, og ud styrtede jeg som en
Død -- nei jeg vilde sige som en Ikke-Død af sin Ligkiste, naar denne
atter bliver aabnet. »Men hvor -- hvor er Andrea Margrethe?« spurgte
Corpus Juris forfærdet -- »der«, svarede jeg, idet Andrea Margrethe,
som først havde holdt sig lidt tilbage, nu traadte ud. Men hvad gik
der dog af Corpus Juris? I Begyndelsen frygtede jeg, at han havde
taget Skade paa sin Forstand -- han var lige ved at kaste sig paa Knæ
for hende, greb hendes Hænder, trykkede dem og begyndte en Strøm af
usammenhængende Ord, hvoraf jeg kun kunde opfatte ganske enkelte,
som: Is -- løbe paa Skøiter -- Vaage -- drukne o. s. v. Saaledes trak
han os efter sig, uden at det var os muligt at forstaae, hvad han
egentlig meente, indtil vi kom ind i Dagligstuen. Her gik Præsten op
og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der
venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af
Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet
Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. »Her er de!« raabte
Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en
seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig.
»Hvor kommer I fra?« spurgte Præsten overrasket.
»Fra Hønsehuset!« svarede Corpus Juris i en selvtilfreds Tone, som om
det var hans Sindrighed, man kunde takke for denne Opdagelse, medens
han dog aldrig vilde have fundet os, om jeg ikke havde raabt ham an.
»Fra Hønsehuset!« udbrød Præsten, »og hvad« -- mere fik han ikke sagt,
thi Præstekonen var som ude af sig selv af Glæde over at see os
igjen, ja selv Emmy syntes at være kommen i en stærk bevæget
Tilstand, -- og jeg saae endog en Taare blinke i hendes store klare
Øie.
Men vare de Andre forbausede ved at erfare, hvor vi havde været, saa
var vor Forbauselse ikke mindre over at finde dem i en saadan
Bevægelse. Først efterat Præstekonen havde omfavnet os fire eller fem
Gange, og den første Glæde over Gjensynet havde faaet Luft, først da
fik vi efterhaanden Forklaring over, hvorledes Sagerne forholdt sig.
Corpus Juris havde strax lagt Mærke til vor Fraværelse og yttret Uro
derover, uden at de Andre havde bekymret sig synderlig derom. Men da
en halv Time gik, og vi endnu ikke vare komne tilbage, begyndte ogsaa
de Andre at undre sig. Saa kom Præsten over fra sit Værelse, og da
han ikke saae os, havde han spurgt efter os uden at kunne erholde
nogen Underretning. Dog meente Præstekonen, at vi vare maaskee gaaede
ud at spadsere sammen, skjøndt Præsten fandt, at det var en underlig
Tid at spadsere paa. Man havde raabt ud i Haven paa os i den Tanke,
at vi muligvis kunde være der -- men der var intet Svar kommet paa
Raabene. Medens man nu anstillede forskjellige Gisninger om, hvor vi
vel kunde været gaaede hen, fik Gamle pludselig den ulykkelige Idee,
at vi maatte været gaaede ned til Fjorden sammen for at løbe paa
Skøjter. Han erindrede sig, at vi havde om Morgenen talt om, at det
kunde være morsomt at løbe paa Skøjter i Maaneskin, tillige erindrede
han sig Vaagen, som vi nær vare styrtede i, og af Alt dette kom han
til det Resultat, at der maatte være skeet en Ulykke. Præsten meente
vel, at det havde ingen Fare, for »Ukrudt forgaaer ikke saa let«,
men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til
Fjorden for at søge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han
atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at
vi vare druknede. Nu var ogsaa Præsten bleven urolig over vor lange
Udeblivelse og havde derfor sendt Gaardens Folk ud for at søge efter
os: det var denne almindelige Afmarsch, som vi havde hørt inde fra
vort Skjulested. Efter at man en Tid lang havde anstillet frugtesløse
Undersøgelser nede ved Fjorden, var Corpus Juris atter ilet tilbage
til Præstegaarden for at see, om vi dog ikke skulde være komne. Det
var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne
fundne.
Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren
op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til
nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store
Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme
rislede ned ad ham. Ansigtet var ligeledes dækket af Jord og Støv, og
i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet løb ned ad den høire
Kind. Jeg blev staaende stum af Forskrækkelse ved dette Syn, men
neppe fik Gamle Øie paa mig, før han styrtede hen imod mig, omfavnede
mig og slap mig ikke, før jeg var bleven et nøiagtigt Afbillede af
ham selv. Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis
standsede Præsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage
hans Lykønskninger paa Afstand. Først nu kom Gamle til Besindelse om,
hvorledes han egentlig saae ud. Han fortalte os da, at han, efter at
man forgæves havde søgt os nede ved Stranden, var aldeles overbevist
om, at vi vare forulykkede, at han ude af sig selv af Sorg og
Fortvivlelse var løben tilbage til Præstegaarden; paa Veien var han
snublet og faldet i en dyb Grav, hvor Bevidstheden et Øieblik havde
forladt ham. Derpaa havde han atter reist sig op og var løben videre,
indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare.
Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at
sige, hvem af os der saa værst ud.
»Se der staaer Originalen«, sagde Præsten, idet han pegede paa Gamle,
»og der staaer Copien«, idet han pegede paa mig -- »Ligheden er
slaaende: det er dog Jammerskade, at Bogtrykkerkunsten alt er
opfunden, ellers var det falden i vort Lod at gjøre Verden bekjendt
med den herlige Opfindelse.«
Præstekonen havde imidlertid hentet Eddike og Vand for at bade Gamles
Pande, og det viste sig, at Saaret var ubetydeligt. Vi gik nu begge
op paa vore Værelser for at skifte Klæder. Det var godt, at jeg kunde
hjælpe Gamle hermed, thi han var endnu saa bevæget, at han hverken
kunde sandse eller samle. Først vilde han iføre sig Corpus Juris'
Klæder, og da jeg havde gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, vilde
han trække Frakken paa før Vesten. Endelig blev han færdig og gik
atter ned. Da jeg derpaa i Hast havde omklædt mig selv, tøvede jeg et
Øieblik. »Endnu er der Tid«, sagde jeg til mig selv, »Slaget er ikke
tabt endnu. Der er Ingen, der egentlig har faaet vor Plan at vide,
vort Forehavende er ikke blevet røbet. Endnu kan det udføres: nu
kjender Du Leiligheden derovre -- Du kan i Hast løbe derover og tage
Hanen, sætte den i Corpus Juris' Værelse og atter gaae ind, uden at
Nogen, ikke engang Andrea Margrethe har nys om Sagen.« Som tænkt, saa
gjort: jeg foer afsted over til Hønsehuset, saae mig forsigtig
omkring til alle Sider, at ikke Trofast eller Niels eller Præsten
skulde være i Nærheden, aabnede Døren, gav nøie Agt, at jeg ikke
atter skulde træde paa Ænderne, og fik Hanen lykkelig og vel fat. Saa
tilbage, ind paa Corpus Juris' Værelse: der stod et stort Klædeskab,
som næsten naaede heelt op til Loftet; ovenpaa det kunde jeg bedst
gjemme Hanen. Pladsen var imidlertid kun knap, men jeg gav Hanen et