Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - 01

Ved Nytaarstid
i
Nøddebo Præstegaard.
Fortælling
af
Nicolai,
18 Aar gammel
(Henrik Scharling.)
Kjøbenhavn.
C. A. Reitzels Forlag.
1889.

Niende Oplag.
Kjøbenhavn.
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).


Forord til niende Oplag.

Da i sin Tid »Nøddebo Præstegaard« dukkede op for min Phantasi i sine
allerførste løse og taagede Omrids, var min første Tanke den at
bringe Stoffet i dramatisk Form og udarbeide det til et Lystspil. Den
Anerkjendelse, som J. L. Heiberg havde ydet mit første digteriske
Arbeide (»Moderne Christendom«, Komedie i fem Handlinger, 1859) kunde
nok opmuntre til et saadant Forsøg. Imidlertid havde jeg snart gjort
Bekjendtskab med de Vanskeligheder, som stille sig i Veien for en
Opførelse paa Skuepladsen, og jeg var begyndt at komme til
Erkjendelse af, at der hertil hører en dramatisk Lykkestjerne, som
ikke synes at have lyst over min Vugge. Jeg opgav derfor denne Tanke
og valgte den fortællende Form, der vistnok i dette Tilfælde var
ulige heldigere og mere stemmende med Æmnet.
Underligt nok skulde det dog føje sig saa, at »Nøddebo Præstegaard«
skulde bringes i dramatisk Form og føres frem paa »de Brædder, som
betyde Verden«. Dette skete mange Aar senere -- Bogen havde alt
fejret sit Jubilæum -- og uden nogensomhelst Foranledning eller
Medvirkning fra min Side. En talentfuld Skuespiller ved Folketheatret
havde efter Opfordring af Direktøren ved samme Theater paataget sig
dette Hverv. Gjennem Aviserne kom jeg til Kundskab herom. I og for
sig havde jeg Intet derimod, men vilde holde mig ganske udenfor og
lade Sagen gaae sin egen Gang. Nærstaaende Venner foreholdt mig
imidlertid, at Følgen heraf vilde blive, at jeg vilde blive holdt for
den egentlige Bearbeider og følgelig komme til at bære det æsthetiske
Ansvar for Bearbeidelsen.
Forat undgaae dette lod jeg en kort Erklæring indrykke i »Berlingske
Tidende« og »Dagbladet« (17-18 October 1888). Men nu begyndte Røret
først ret, idet Spørgsmaalet om danske Forfatteres retslige Stilling
overfor slige dramatiske Bearbeidelser blev bragt frem, hvilket
tilsidst førte til et Tillæg til Eftertryksloven, der sikkrer
Forfatterens Ret paa det nævnte Omraade.
Imidlertid skulde det ikke blive ved Folketheatrets Bearbeidelse.
Ogsaa Provindsskuespillere henvendte sig til mig med Anmodning om at
maatte bearbeide »Nøddebo Præstegaard« for Scenen. Heller ikke her
blev Tilladelsen nægtet, og saaledes rasede en Slags dramatisk
Nøddebo-Mani over hele Landet. Af disse forskjellige Dramatiseringer
fik jeg kun Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med Folketheatrets,
der forekom mig at være foretagen med livfuld Forstaaelse af
Fortællingens Hovedpersoner. Den stillede sig i det Hele temmelig
frit overfor den og kunde vel egentlig snarere betegnes som en
dramatisk Omskrivning af samme. Den gjorde megen Lykke hos Publikum
og oplevede i Vinterens Løb en lang Række Opførelser for fuldt Hus.
Disse mange Opførelser saavel i som udenfor Hovedstaden vakte en
forøget Opmærksomhed for Fortællingen, og saaledes skete det, at det
efter vore Forhold betydelige Jubilæums-Oplag blev udsolgt hurtigere,
end baade Forlægger og Forfatter havde ventet, og et nyt blev
nødvendigt. Det udsendes med det Ønske, at »Nøddebo Præstegaard«
fremdeles maa bevare den glade og talrige Vennekreds, som den i
Aarenes Løb har erhvervet sig.
Oktober 1889.
Forf.


1862-1887.

=Eheu fugaces, Nicolai! Nicolai!
Anni labuntur! -- --=
udbryder Præsten i Nøddebo med et Citat af Horats. Og nu ere fem og
tyve Aar rullede henover »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard«. Det
har for denne Fortælling været glade og lykkelige Aar: den havde
ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstød. Fra dens
første Fremtræden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt,
hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse. I Aar kan
altsaa Nøddebo Præstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilæum, og som
man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det
Svundne og mindes de fordums Dage -- saa kan det maaske være paa sin
Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige
Vilkaar, hvorunder den blev til.
Allerførst kan da her bemærkes det besynderlige Modsætningsforhold,
som finder Sted mellem Fortællingens Tilblivelse og det over samme
hvilende Grundpræg. Thi denne Digtning, der er gjennemtrængt af Fred
og Ro og Hjemmets Glæde, er bleven til under Forhold af ganske modsat
Natur. Den er skreven under et stærkt omtumlet Reiseliv og et ikke
mindre bevæget indre Sjæleliv. Den har først og fremmest havt den
Betydning at være et aandeligt Hvilepunkt for Forfatteren selv, og
det er maaske Grunden til, at den senere er bleven det for
mangfoldige Andre. Thi fra saare Mange har Forfatteren modtaget varm
Taksigelse, og det ikke blot fra glade og tilfredse Mennesker, der i
denne Fortælling fandt en Gjenklang af deres egne lykkelige
Livsforhold, men ogsaa fra syge og bekymrede Mennesker, som sukkede
under Livets Tryk, men ved Læsningen af denne Bog have fundet Lise og
Husvalelse af den Art, som Digtekunsten formaaer at give.
Men er dette nu Digt eller Virkelighed? Ere de i Fortællingen
optrædende Personer virkelige, ikke opdigtede? Atter og atter er
dette Spørgsmaal blevet gjort Forfatteren, ja der er endog sendt ham
Breve fra Udlandet derom.
Svaret herpaa bliver: den foreliggende Fortælling er gjennemgaaende
bygget paa et nøie og omhyggeligt Virkelighedsstudium, men rigtignok
ikke i den Betydning, hvori en moderne, meget høirøstet Æsthetik
tager dette Ord. Thi en photografisk Gjengivelse af Virkeligheden er
den paa ingen Maade: havde den været det, vilde den neppe have kunnet
vedligeholde Interessen i saa mange Aar. Den Art Skildringer, der
tage deres Stof umiddelbart fra Virkeligheden uden at underkaste det
nogen kunstnerisk eller poetisk Omdannelse, kunne vel vække en
øieblikkelig Opsigt og blive Gjenstand for Omtale, men de formaae
ikke at bevare Interessen, thi Publicum vil snart gjøre den
Opdagelse, at en Kunst, der ikke stiller sig anden Opgave end at give
et tro Billed af Livets Trivialiteter og Elendigheder i al deres
fattige Nøgenhed, den er det ikke værd at offre synderlig Tid eller
Penge paa.
Hvad nu først de i Fortællingen optrædende Personer angaaer, da er
det vel saa, at de henholde sig til virkelige Personer, der have
staaet Forfatteren nær. Men de kunne dog paa ingen Maade siges at
være Portræter, og Vedkommende vilde være i deres fulde Ret, om de
protesterede mod en saadan Opfattelse. Thi det er kun enkelte Sider
eller Charaktertræk, der ere benyttede, men paa den Vis, at de ere
blevne videre udførte ved Phantasiens Hjælp saaledes, at de kom til
at passe ind i Fortællingens Gang. De ere i Virkeligheden mere at
betragte som frie Omdigtelser end som Portrætligheder.
Det Samme gjælder om de Begivenheder og Forhold, som forekomme i
Fortællingen. Ogsaa her ligge ofte virkelige Tildragelser til Grund,
ligesom ogsaa de Sjælstilstande, der skildres, hyppig ere
Gjengivelser af Forfatterens egne indre Oplevelser. Men Hovedsagen
bliver atter her, at Personer, Begivenheder og Forhold, der i
Virkeligheden stode langt fra hinanden og Intet havde at gjøre med
hinanden, i Fortællingen ere bragte ind under et fælles digterisk
Synspunkt og i Stemningens Inderlighed sammensmæltede til Enhed. Og
det er vel det, som man til Syvende og Sidst trods alle moderne
æsthetiske Doctriner kalder Poesi.
Hvad nu Fortællingens ydre Tilbliven angaaer, da er den fra
Begyndelsen til Enden nedskreven i Udlandet. Vel havde jeg allerede i
Hjemmet fattet den Plan at skrive en Digtning af denne eller lignende
Art, men den stod for mig i de løseste Omrids. Det var først efter at
have forladt Hjemmet, at jeg for Alvor tog fat paa den og gav den
fast Form og Skikkelse.
I Juni 1861 forlod jeg Danmark forat tiltræde en længere
Udenlandsreise i videnskabelige Øiemed, der kom til at vare henimod
halvfjerde Aar. Strasburg blev det første Sted, hvor jeg gjorde et
længere Ophold for at høre Forelæsninger ved det derværende, den Gang
franske, Universitet. Under det stille ensformige Liv, som jeg her
førte, vaagnede Længselen efter Hjemmet med fuld Styrke og tyngede
ofte haardt paa Sindet. Da tog jeg fat paa Fortællingen for at
frigjøre mig for Hjemveens Tryk. Gjenstanden for den skulde være de
første Elskovsrørelser i det unge Gemyt og de Skuffelser, som
Ungdommens Uerfarenhed og Selvovervurdering gjerne medfører. Bogens
Navn skulde være »Mit første Felttog i Amors Regiment« -- en Titel,
som dog maaske var lidt søgt og derfor snart blev opgiven. Handlingen
skulde henlægges til en Præstegaard: til disse havde jeg ganske godt
Kjendskab paa Grund af talrige Besøg i adskillige af dem, og mange
glade Minder knyttede sig til dem. Jeg valgte Navnet Nøddebo
Præstegaard efter først at have forvisset mig om, at der vel findes
en Kirke i Nordsjælland af dette Navn, ovenikjøbet en af de ældste i
Danmark, men derimod ingen Præstegaard. Endelig blev Fortællingen
lagt i Munden paa en attenaarig Student, thi i denne Alder udfolder
Elskoven sig i sin første umiddelbare Friskhed, men spiller kun paa
Overfladen uden at fremkalde de dybere Sjælsrørelser, som først ytre
sig i en modnere Alder. Hermed var det givet, at hele Fortællingen
kunde holdes i en let og munter Tone.
Samtidig med, at jeg hørte tydske og franske theologiske
Forelæsninger og studerede Schleiermachers Dogmatik, tog jeg fat paa
Fortællingen. De Omgivelser, hvorunder jeg færdedes, vare vel
skikkede til at sætte mig i den rette Stemning. Elsaß er et frugtbart
og kornrigt Land ligesom Danmark; de gyldne Sædemarker, de mange
Frugthaver, Lunde og Smaaskove, Alt hvilende i Midsommersolens stærke
Hede, fremkaldte levende Mindet om Hjemmet, medens atter de blaae
Bjærge i det Fjerne og Strasburgermünsterens høie Spir, der behersker
hele Landskabet rundt omkring, bare tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at
jeg var i det Fremmede. Minderne om Hjemmet sammenknyttedes med de
lyse Forventninger om fjerne og ukjendte Egne, som jeg snart skulde
gjennemreise, og satte Phantasi og Stemning i rig Bevægelse. Og hvad
der mellem alt det Øvrige fik særegen Betydning, var Tanken om hint
mærkelige Ungdomsaar, som Goethe havde tilbragt i Strasburg, og
navnlig hans Besøg i Sesenheim, der gjør ham saa stor Ære som Digter,
men kun ringe Ære som Menneske. Jeg læste de paagjældende Steder i
hans Levnetsløb, steg jævnlig op paa Strasburgermünsteren, hvor den
store Digter ofte havde staaet ved Solnedgang og skuet ud over det
skjønne Landskab, ja jeg gjorde endog en Udflugt til Sesenheim.
Præstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de
samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bænk i Haven, hvorom der
fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved
hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger
og Phantasier, der maatte være frugtbargjørende for min Fortælling.
Denne skred da ogsaa godt fremad. Men i Slutningen af August forlod
jeg Strasburg for at tiltræde en længere Reise til Grækenland og
Palæstina. Nu fulgte et Par Maaneders meget omtumlede Reiseliv, hvor
der slet ikke kunde være Tale om at skrive Andet end de nødvendige
Breve til Hjemmet. Først i Athen kom jeg atter til Ro. Naar bortsees
fra de vidunderlige Mindesmærker og de skjønne Naturomgivelser er
Athen en meget stille By uden forstyrrende Adspredelser; der fandtes
den Gang hverken Theater eller Concerter. Des bedre Tid var der til
Studier af forskjellig Art og til Digtning. Vistnok vare alle
Omgivelser i høi Grad forskjellige fra Hjemmet, men Fortællingen var
jo nu sat godt i Gang, Tonen og Stemningen var slaaet an, og det
gjaldt kun om at holde den fast og føre den videre i samme Retning.
Aftenerne, der begyndte at længes, udfyldtes ved Samtaler med min
kjære Reisefælle, Valdemar Schmidt, der var stødt til mig i Triest.
Han, der selv er Præstesøn, havde endnu bedre Kjendskab til
Præstegaardene end jeg og hjalp mig til Kundskab om Et og Andet, der
var mig noget usikkert, uden at jeg dog meddelte ham Noget af
Fortællingen eller om det Arbeide, jeg havde for. Billedhugger
Hertzog, der samtidig var i Athen og jævnlig besøgte os, saae
tilfældigvis de mange beskrevne Ark ligge foran mig og udbrød,
formodentlig i den Tanke, at det var en videnskabelig Afhandling: »De
er dog en flittig Mand!« -- men heller ikke han fik noget at vide
derom.
Den gode Hygge, vi havde i Athen, endtes i December, da vi tiltraadte
Reisen til Pharaonernes gamle Land. Nye Indtryk, nye Mærkværdigheder,
store og herlige Skjønhedssyner! det pragtfulde Kairo er som et
Æventyr af Tusindogeen Nat, men den, som ikke forfølger særlige
videnskabelige eller kunstneriske Øiemed, vil dog efter nogle Dages
Forløb have nok af dette Æventyr. Nu traf det sig saaledes, at efter
en Uges Tids Forløb reiste Vald. Schmidt op til Alexandria forat leie
en Nilbaad og ordne Alt til Reisen opad Nilen. I en halv Snes Dage
var jeg da overladt til mig selv og vandrede alene om i den store
brogede By mellem de mylrende Turbaner. Jævnlig spadserede jeg
gjennem de skyggefulde Sykomore-Alleer ned til Nilen og saae over til
de gaadefulde Pyramider, hvis spidse Toppe reiste sig paa den
modsatte Bred. Under alle disse fremmede æventyrlige Indtryk kunde
der paakomme mig en stærk Længsel efter Hjemmets Fred og Hygge, og
saa tyede jeg ind i Nøddebo Præstegaard.
Saa kom Nilreisen istand. Det er en herlig Reise, især naar den ikke,
hvad nuomstunder er Tilfældet, foretages paa en Dampbaad, men paa en
Dahabieh (d. e. ægyptisk Seilbaad). Man glider forbi Palmelunde, der
speile sig i Floden, og skuer herlige Tempelruiner. Men det er ogsaa
en meget ensformig Reise, især naar det er Vindstille eller Vinden er
contrær, thi da maa Baaden trækkes op imod Strømmen af de arabiske
Baadsfolk. Paa Nilfloden fuldendtes min Fortælling. De sidste Sider
skrev jeg om Aftenen i vor lille Kahyt ved tændte Lys. Da den sidste
Side var skreven, gik jeg op paa Dækket. Det var blevet Nat; en
pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over
mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede
jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver
blev trykt som en Hilsen til Hjemmet.
Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig. Den strakte
sig over Palæstina, Syrien og Constantinopel, Tydskland og Schweiz,
saa et Par Maaneders stille Ophold ved Universitetet i Erlangen -- et
fortræffeligt Sted at samle sig efter en Reise i Orienten -- endelig
en Vinter i Rom. Under alle disse Omvandringer var Nøddebo
Præstegaard min stadige Ledsager, den blev hyppig tagen frem, paa Ny
gjennemlæst, pyntet og pudset.
I Juli 1862 kom jeg pludselig hjem, uden at Nogen ventede det. Hvad
der drev mig hjem, var Længselen efter at gjensee mine Kjære efter to
Aars Fraværelse og Ønsket om at faae min Bog udgivet i Trykken. Det
sidste skete, uden at Nogen fik Noget derom at vide. Jeg var
tvivlraadig, om jeg skulde sætte mit Navn paa Titelbladet eller
udgive den pseudonymt. Forlæggeren raadede til det Sidste, og det var
vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt, om Bogen havde
faaet saa god Modtagelse, dersom den havde baaret Forfatterens Navn.
I October 1862 reiste jeg atter bort -- denne Gang gjaldt Reisen
Holland og England. Faa Dage efter min Bortreise kom Bogen ud. Jeg
tog indtil videre Ophold i Utrecht, hvor jeg gjorde mig bekjendt med
hollandske Kirkeforhold og studerede hollandsk Theologi. Om min Bog
hørte jeg Intet, hvad der var rimeligt nok, da jeg ingen danske
Aviser saae og heller ikke i Breve kunde vente at høre Noget, efterdi
jeg ikke havde betroet mig til Nogen. Dog begyndte den lange Taushed
at ængste mig, og jeg frygtede for, at Fortællingen, der havde været
mig selv til saa stor Glæde og Opmuntring, skulde gaae upaaagtet hen
mellem de mange andre Noveller og Romaner. Endelig henad Jul kom de
første Efterretninger; Bogen var omsider naaet frem til mine
Nærmeste, der snart havde gjættet paa mig som Forfatter. Og nu fik
jeg Budskab om den gode Modtagelse, som den havde faaet.
I Efteraaret 1865 udkom anden lidt forkortede Udgave. Forfatterens
Navn var nu blevet almindelig bekjendt, og dette var formodentlig
Aarsag i, at Kritiken stillede sig temmelig kjølig og fandt
Fortællingen ubetydelig. Kritikens Indsigelse kom imidlertid for
seent, thi Publicum havde nu engang vundet Bogen kjær og lod sig ikke
mere foreskrive nogen Dom om den. Nye Oplag fulgte efter hinanden med
faa Aars Mellemrum.
Ogsaa i Udlandet blev Fortællingen kjendt og vandt mange Venner. I
England udkom en Oversættelse i Pragtudstyr -- i Sverig og Tydskland
fulgte forskjellige Oversættelser efter hinanden. Den sidste
autoriserede tydske Oversættelse er besørget ved Hr. P. J. Willatsen
i Bremen, der med stor Flid og Omhu har arbeidet paa at gjøre den
nordiske Literatur bekjendt i Tydskland. Ogsaa paa Fransk udkom en
Oversættelse i =Bibliothèque universelle=.
Man kunde have ventet, at en Fortælling, der havde havt saa afgjort
Held med sig, snart vilde have fremkaldt flere lignende. Naar dette
ikke skete, var Aarsagen dels de eiendommelige Vilkaar, hvorunder
Nøddebo Præstegaard var bleven til, dels og fornemmelig den, at andre
Opgaver lagde Beslag paa Forfatterens Kræfter. Hertil kom det
ulykkelige Krigsaar, som drog Sind og Tanker i en anden Retning
(»Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter« 1866 -- andet Opl. 1886).
Først flere Aar efter følte Forfatteren Lyst til at digte en lignende
Fortælling og skrev da, under jævnlige Afbrydelser af en stærkt
optaget Universitets-Virksomhed, »Min Hustru og jeg« (begyndt i Juli
1870, endt i December 1872). Den udkom i Efteraaret 1875 i tre Oplag
umiddelbart efter hinanden; et fjerde Oplag fulgte 1881. Den er dog
ikke saa meget en Fortsættelse af som snarere et Modstykke til
Nøddebo Præstegaard. Naar denne skæmtende fortæller om Elskovens
første urolige Rørelser og Skuffelser, saa har hin sat sig til Opgave
at give en Fremstilling af Ægteskabets Lykke i al dets rige Fred og
Velsignelse, der udfolder sig over en Skildring af den danske
Sommerfriskhed som sin Baggrund. Ogsaa denne Fortælling udkom i en
svensk, tydsk og engelsk Oversættelse og synes navnlig at have vundet
Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversættelser;
den sidste, autoriserede, er besørget ved P. J. Willatsen i Bremen.
Paa den omtalte Vis er Nøddebo Præstegaard bleven til:
Strasburger-Münsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med Ægyptens
Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et
Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter
Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige
Levnetsløb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet
Forfatterens Forventninger, da tør det vel haabes, at den ogsaa i
kommende Aar vil fremkalde Glæde og Munterhed samt et lyst og glad
Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom.
Kjøbenhavn, October 1887.
Henrik Scharling.


Til mine Kjære i Hjemmet!

Ombord paa Nilfloden, i Februar 1861.
Dagen nu svinder, og Solen nedglider
Hisset bag Palmernes skyggende Hang,
Nilfloden vugger mod Baadens Sider,
Mumler saa tyst en underlig Sang.
Snart paa Ægyptens Nathimmel funkle
Tusinde Stjerner i underfuld Pragt,
Aftenens Skygger, de tause og dunkle,
Over den speilklare Flod har sig lagt.
Ene jeg sidder, langt borte fra Eder,
Tankerne flyve da op imod Nord,
Ile mod Danmarks de elskede Steder,
Der, hvor min Kjærligheds Længsel boer.
Ei kan blandt prægtige Templer jeg glemme
Straatækte Hus og den duftende Vang,
Krogede Pil omkring Søen derhjemme,
Hjemlivets Fred og mit Modersmaals Klang.
Stille -- jeg lytter -- jeg synes at høre
Velkjendte Røster fra velkjendte Kyst,
Og som et Echo møder mit Øre
Toner, der juble af Liv og af Lyst --
Ja det er Eders, nu kjender jeg atter
Stemmernes gamle fortrolige Klang,
Ordet, der lyder i Spøg og i Latter,
Sindigt, alvorligt, i Tale og Sang.
Se, hvad jeg hørte, det flux jeg fremstilled,
Hastig jeg nedskrev de vingede Ord.
Lidt efter lidt der sig danned et Billed,
Da var min Glæde usigelig stor;
Ofte, naar Savnet og Vemod og Længsel
Laa paa mit Sind som et tyngende Bly,
Da tog jeg Billedet frem -- og mit Fængsel
Sprængtes, og Livslysten vaagned paa ny.
Nu dog til Eder mit Billed jeg sender,
Kjærlige Tanker har fostret det frem,
Tag det som Hilsen til Venner og Frænder,
Hilsen til Sjællands skovkrandsede Hjem!
Derhen jeg længes, naar Stjernerne funkle
Hist paa det Blaae i vidunderlig Pragt,
Derom jeg drømmer, naar Natten den dunkle
Over den speilklare Flod har sig lagt.


Du stille, venlige Præstegaard, Dig bringer jeg min Hilsen! Som den
blysomme Martsviol skjuler sig mellem det yppig voxende Græs,
saaledes skjuler Du Dig bag de mægtige Lindes skyggende Bladehang, og
Vandreren seer kun et Glimt af dine hvide Vægge titte frem bag det
grønne Løv. Flygtig iler han Dig forbi, han veed ikke, hvilke Skatte
Du bærer i dit Skjød. Men jeg veed det, og jeg kjender Dig! Jeg kom
til Dig i de hede Sommerdage, da Solens Straaler faldt brændende
henad den støvede Landevei, og hvert Græsstraa gispede efter en
forfriskende Regndraabe; træt og mødig var jeg, men indenfor dine
Vægge fandt jeg Skygge og Ly, naar Døtrene modtoge mig med en munter
Velkomsthilsen, medens Husmoderen rakte mig den qvægende Lædskedrik.
Og jeg kom til Dig i de tunge, mørke Vinterdage; Taage og Mulm
hvilede over Mark og Eng, og Taage og Mulm hvilede over mine Tanker,
men indenfor dine Vægge fandt jeg Sommerfriskhed og Sommerglæde, og
som en kraftig Nordenvind forjog Præstemandens muntre Tale de tunge,
døsige Tanker. Derfor takker jeg Dig, og derfor bringer jeg Dig min
Hilsen! Var jeg langt borte fra Dig, jeg skulde ikke glemme Dig --
vandrede jeg blandt Resterne af Hellas' svundne Herlighed, dog
skulde jeg mindes Dig; stod jeg i Pharaonernes gamle Land, dog skulde
dit lave Straatag med de hvide Skorstene rage høiere op for min Tanke
end Ægyptens høieste Pyramide.
* * * * *
Se det er Ouverturen, men den er ikke af mig, den er af Gamle. Hermed
hænger det saaledes sammen. Da jeg havde tilbragt den sidste Halvdeel
af min Juleferie i Nøddebo Præstegaard, fik jeg Lyst til at
nedskrive, hvad jeg havde oplevet derude, og da jeg havde skrevet
det, fik jeg ogsaa Lyst til at lade det trykke, for saaledes gaaer
det altid: Skridt for Skridt gaaer man fremad paa Fordærvelsens brede
Bane, til man tilsidst ender med at blive Forfatter. Imidlertid følte
jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb
med at gjøre, og derfor besluttede jeg først at høre, hvad Corpus
Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor
Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg være saa
temmelig rolig for mit Værks senere Skjæbne. Saa skrev jeg det først
meget zirlig af, for at der ikke skulde være saameget som en skæv
Linie, der kunde vække Corpus Juris' Mishag, og derpaa overleverede
jeg ham Bogen, idet jeg tillige fortalte ham min Plan. Corpus Juris
tog Bogen; i to Dage sagde han ikke Noget: jeg troer ikke, at Noah
kan mere spændt have ventet paa sin Dues Tilbagekomst, end jeg
ventede paa min Bogs Tilbagekomst -- men jeg turde ikke spørge. Paa
den tredie Dag rakte Corpus Juris mig Bogen og sagde: »Ja der bliver
jo saameget Jux trykket nuomstunder, saa kan Du ogsaa gjerne lade dit
trykke!« Det var ikke meget opmuntrende for en ung Forfatter, og i
Grunden var jeg ikke klogere end før. Jeg besluttede derfor at
appellere til Høiesteret, det vil sige, at spørge Gamle om hans
Mening. Gamle var mere human i sin Dom: han sagde, at der var meget
Godt i Bogen, men man kunde jo nok mærke, at Forfatteren var vel
ungdommelig. Dog herpaa kunde der ogsaa raades Bod: jeg kunde jo lade
trykke paa Titelbladet, hvor gammel jeg er, saa vidste Folk, at de
maatte ikke stille store Fordringer, og kjøbte de saa Bogen, maatte
de selv tage Skade for Hjemgjæld. Kun fordrede Gamle, at da Bogen
blandt Andet ogsaa handlede om ham, vilde han skrive en lille
Indledning, der kunde være som en Slags Ouverture. Herover blev jeg
heelt forskrækket, thi jeg kunde nok tænke, hvordan den Ouverture kom
til at lyde, men jeg maatte lystre Gamle. Nu staaer Ouverturen der:
og naar man har læst den igjennem og bagefter læser min Bog, bliver
man vist ligesaa overrasket, som man vilde blive, naar man efter
Ouverturen til Hakon Jarl fik see Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Thi ligesaa høitidsfuldt som Gamle har stemt Harpens Strænge, ligesaa
muntert og let agter jeg at røre dem. Om Nogen skulde vente at finde
dybe psychologiske Blik, store verdenshistoriske Begivenheder eller
maaskee endog dæmoniske Tanker her, han vilde blive høilig skuffet.
Nei, der er saamænd ikke det mindste Dæmoniske hverken ved mig eller
ved min Bog, men, som Taskenspilleren pleier at sige, naar han gjør
sine Kunster: det gaaer Altsammen ganske naturligt til. Værre var
det derimod, at Corpus Juris havde indvendt mod min Bog, at der ikke
var Handling nok i den: men dertil svarede Gamle, at det laa i Sagens
Natur, for en Præstegaard er ikke Skuepladsen for et stort fem Acts
Drama, men kun for en lille Idyl: i en Præstegaard handler man ikke
-- man passiarer. Det var et gyldent Ord af Gamle. Thi i min Bog
handler man heller ikke, nei man passiarer. Ja saaledes vil jeg
fortælle, som naar man en dunkel Vinteraften sidder i en fortrolig
Kreds af Venner og passiarer, i hin Stund, hvor Dagen saa smaat
lister til Sengs, og Natten kommer og holder Hænderne for vore Øine
og spørger: hvem er det? Saaledes vil jeg fortælle, at mine Ord maa
løbe som den rislende Bæk: Ingen veed, hvor den kommer fra, og Ingen
veed, hvor den løber hen, man hører den kun surre og surre og surre
-- saaledes netop vil jeg fortælle, og falder saa ogsaa En og Anden i
Søvn, nu vel, saa lad ham sove og -- drømme!
Men hvem er Gamle, og hvem er Corpus Juris? Ja det har jeg jo reent
glemt at sige -- det er mine to ældre Brødre. Det forstaaer sig, de
er da ikke døbte Gamle og Corpus Juris, men saaledes har jeg kaldt
dem, fordi jeg synes, at disse Navne passe saa godt paa dem. Vi ere
nemlig tre Brødre: Gamle, Corpus Juris og jeg. Jeg, Nicolai, er atten
Aar gammel, som der staaer paa Titelbladet, og theologisk Student,
det vil da sige vordende theologisk Student, for i Aar er jeg kun
Rus. Jeg er af et meget muntert Gemyt, og jeg seer da heller ingen
Grund, hvorfor jeg skulde kalde Jorden en Jammerdal. Hertil mener dog
Corpus Juris, at jeg kunde have Grund nok, naar der var mere Alvor i
mig, men trods mine atten Aar er jeg et reent Barn, hvorover jeg
burde skamme mig. Men hertil mener nu atter Gamle, at jeg ingen Grund
har, thi det er i mange Henseender godt at bevare Barnesindet saa
længe som muligt. Overhovedet maa jeg sige til Gamles Roes, at han er
meget mere human end Corpus Juris, hvad han jo ogsaa lagde for Dagen
ved Bedømmelsen af min Bog. Gamle er min ældste Broder, han hedder
egentlig Christopher, men jeg har kaldt ham Gamle, for det Første,
fordi han er theologisk Candidat, og det synes mig, at alle
theologiske Candidater have noget vist Gammelagtigt ved sig: det er
ligesom man saae den spirende Velærværdighed allerede begynde at
udfolde sig. Dernæst er han min Manuductør, eller rettere min
vordende Manuductør, thi hidtil har jeg endnu ikke fortaget mig paa
Theologien. Endelig er han som den Ældste øverste Bestyrer af Huset,
den, til hvem der appelleres i alle Tvivlsspørgsmaal, og hvis Dom da
staaer ved Magt uden at kunne ændres. Med Hensyn til Temperamentet
kunde jeg næsten troe, at Gamle er Phlegmatiker; dog er det muligt,
at jeg gjør ham Uret, thi Gamle er mig i mange Henseender en Gaade,
som det endnu aldrig er lykkedes mig at blive rigtig klog paa.