Tine - 8

Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa--midt i Jamren lod
hun Munden lobe:
-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et
fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?--De er ikke til at holde
ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene....
Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skaeldte hun paany sine
Piger--den hemmelige Angst for Tinka ogede Dag for Dag hendes
Raseri--:
-Om de laa ene i Naetter som disse? Taget faldt over dem og de flod med
Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Ho ... Tojter, Tojter, raabte
Madam Henrichsen, mens hun skubbede Laerredet til Side.
Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om,
gik hun gennem Stuerne og horte atter Pladsens Stoj. Som i Blinde gik
hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Traethed,
syntes hun, hun saa--et Nu--Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok
Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde
hun:
-Han er dod.
Hun gik op. Hun gav Laegen Charpi og Laerred. Han var i Arbejde: en af
de Kvaestede stonnede hojt under hans Haender.
-Aa, aa, ror mig ikke, be'er jeg--ror mig ikke, be'er jeg, be'er
jeg....
Laegens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos--kun bleg
var hun--og hjalp.
-De taaler at se Blod, sagde Laegen, der gik til den naeste.
-Ja, svarte Tine blot og fulgte.
Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han
rallede.
-Daek ham til, sagde Laegen og gik forbi.
Sygepasseren slog Kappen over den Doende.
... Laegens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til
fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem
opstillede Bukke. Madam Bolling var kommen ind for at hente Laegen.
Bolling var vaagen nu igen og saa urolig:
-Og naar der er en Doktor i Huset--og naar der er en Doktor i Huset,
sagde hun; hun saa hverken Kvaestede eller Syge, hun taenkte kun paa
Bolling, med hvem det var saa rent forkert.
Laegen gik ind og lod Tine blive.
Det begyndte at morknes. Tiere og tiere aabnedes Doren: de flygtende
Stakler bad om Nattely kun--forgaeves.
-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng.
-Ja.
Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa
faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid
hjemme, i Viborg, ved Soen--med "de unge Piger".
Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende
Ruder horte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.
-Annie, Annie, kaldte halvhojt Appel i Feberen Tak--at du kom.
-Om lidt blir her koligt--hans Stemme lod saa mildt--saa gaar Solen
ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen....
Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt:
-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden--du er saa
god ... hvor du er god....
Sygepasseren vendte Hovedet:
Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. _Der_ laa nu osse
hun paa langs henad Sengen--som en Klud.
Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig.
-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men
foj ham blot; det kan dog ikke skade--desvaerre.
-Og _gaa_ saa derind.
* * * * *
... Bolling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer.
Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bolling kunde ikke faa
Stromperne paa ham:
-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Haender.
-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge.
-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal _alle_ ud, blev han ved, hans Tunge
gik uafladelig.
-Ja, Fa'er, ja.
Han havde ti Mands Kraft, han loste alt igen; hun kaempede med ham af
alle Kraefter.
-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!--Tine famlede med ham, Klaederne
fik han forkert paa.
-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i
Taarnet.
Han tog Tine om begge Haandled.
-For det er _Jorden, der braender_, sagde han og begyndte selv at
skaelve: Forstaar I, det er Jorden, der braender ...
-Ja, Fa'er, ja!
-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og
aandelos: Der er Ild i Jorden--horer I--horer I ... der er Ild i
Jorden.
Og pludselig, greben af Raedsel, rev han sig los,--mens Madam Bolling
skreg--byldtende alt omkring sig, Klaeder og Taepper, raabende,
ustanselig, skrigende paa Lygten:
-Lygten, Lygten--skal vi ikke se, hvordan Jorden braender? Og han
begyndte at le.
-Jo, Fa'er, jo.
-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bolling.
-Hent Tinka, sagde Tine aandelos, folgende Faderen, der lob ud og ind,
ud og ind.
-Ja, aa ja,--Madam Bolling lob uden Sans.
-Lygten, Lygten, skreg den Syge.
-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og taendt.
Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold
dig til mig, hold dig til mig og pas paa.
Den Syge lo hojt og laenge gennem Larmen.
-Vi vil se, hvordan Jorden braender ... Gud har sat Ild pa jorden,
sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede.
Han gik ud Han vilde ikke stottes. Han loftede, staaende paa Trappen,
den svinglende Lygte hojt, saa Lyset faldt over de Flygtendes
Ansigter.
-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort.
Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af
forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under
Kanonernes Larm.
Bolling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den
loftede Lygte, paa det overste Trin--Hatten tog han af, som om den
strammede hans Hoved.
-Fa'er, kom.
De gik og de stodte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bolling
var forrest; Stormen naesten udblaeste Lyset. De foer imod Kirkegaardens
Haekker og snublede over Stene.
-Horer I, horer I, raabte den Syge. Det lod som Jordskaelvs Dron.
Tudende lob Ajax og Hektor om mellem deres Ben.
Stormen stod mod Kirketaarnets Dor og holdt den til. Men Bolling rev
den op. Der var en Luft derinde som i en Grav.
Doren slog i for de hylende Hunde.
-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine.
Madam Bolling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun
tog den.
Stigen stod for dem, op i Morket. Dens Trin var altfor hoje--mellem
dem laa Natten, som vilde den sluge dem.
-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka.
De gik bagest, for at gribe Bolling, om han faldt. Men han klavrede
op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne
over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod
alle Luger.
-Tinka, pas paa, pas paa.
Bolling vaklede i Morket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe
og de ogsaa--paa det faste Loft.
-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!--Bolling rev i Lugerne, og
Tine sled dem op. Uglerne floj dem, skraemte, forbi med korte Skrig, og
Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til
Brand.
Den Syge talte ikke mer. Forfaerdede stod de alle foran de aabnede
Luger.
De saa gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rodt--som Randen af
et Hav, mens bag det, paa Hojderne, Huse braendte i Grunden med dunkel
Flamme, som vilde den rode Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den
tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af
glodende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes
Tros--Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres
Trin--naaede dem som den rappe Knitren af et Kaempebaal.
Under sagte Jammer, med sammenknugede Haender faldt Madam Bolling ned
mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.
-Det er Oen, der braender, hviskede hun.
Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte
alle Vande over Jorden, mens i den rode Rand Rogens Skygger sprang som
onde Dvaerge.
Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dor. Hundene foer jublende ind dernede.
Tine havde vendt sig. Lygten greb hun--hun troede, hendes Hjerte
skulde stanse.
-Den dejlige O, den dejlige O, hviskede Madam Bolling de utallige
Gange.
Tine havde loftet Lygten, hojt over Trappen--hun lyste for Berg, der
kom op:
-Det var ham, det var ham.
Hun talte ikke, rorte sig ikke heller. Hun skaelvede kun, fra Isse til
Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Haender.
De andre vendte sig knap.
Han stod hende ganske naer, uden at vide det, faldt hun ind imod ham,
mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Foraeldrenes Ryg. _tog_ han
hende, daekkende hende med Kys.
Bolling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte
dem med Jubel.
Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bolling Sovemiddel.
-Men _De_ traenger til Sovn, vendte han sig til Tine, hvis Ojne var
blanke og vidtopspaerrede, som saa hun et Syn.
-_Ja, hun gaar med mig,_ sagde Berg.
De gik.
Heste og Vogne og Mennesker blev til et i Natten. Berg og Tine _lob_
gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde.
Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede,
tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begaer.
* * * * *
Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet
til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt
oploste Seng.
Hun satte sig op og mumlede:
-Det er en Bespottels' af Gud.
Men Maren faldt kun ned uden at hore hende og sov som en Sten.
* * * * *
Regnen var stanset. Luerne fra Sonderborg flammede over Landet.


VII.
Nu var det glemt--altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks
Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem.
Tine lob hen til Lars Husmands; _der_ vilde hun staa, naar han kom.
Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblodte Vej. De
vendte Hovederne og saa efter Tine, der lob dem forbi--hendes Ansigt
var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Slojfe faestet i sit
Haar under Sjalet.
Ved Stien ned til Huset holdt den Kroblede med sin Vogn. Han havde to
"Filialer" nu og solgte sit tynde, sukkerblandede Ol over hele Oen.
Han talte med sin kvaekkende Stemme--Tine saa op i den lyse Himmel,
Luften var saa mild og alle Fugle kvidrede--:
-Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin hoje, klare
Stemme, og hun lob ind til Ane.
Ane sad, mens de to Born kravlede paa Gulvet, foran Bordet og ordnede
mange Kobberskillinger i Kraemmerhuse.
-Naa, sagde Tine, det er Fortjenesten?
-Ja, sagde Ane, Gud ske Tak--det er Ollet.
Tine slog Haanden ned i de mange fedtede Monter.
-Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod Ruden:
-Men _Luft_ maa her ind.
Hun stodte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men
det var spigret.
-Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Sommene bort
med et Par rappe Haender. _Saa_!
Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende
ved Vinduet--Signalerne lod saa grant og kaekt under den lyse Himmel.
-Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte.
Ane horte ikke.
Hun laa med hele Kroppen fremme over Bordet for at faa Tal paa sine
Stabler. Baade Fingre og Kridtstreger havde hun til Hjaelp under
Regningen.
En af Ungerne havde fundet en tabt Skilling og vilde ikke af med den
og brolede, da Ane tog den.
-_Kom_, sagde Tine og tog Knaegten op; hun lob gennem Stuen med ham i
de loftede Arme:
Og det var Ridder Ro
og det var Ridder Rap
Tip-Tap.
Og det var Ridder Snip
og det var Ridder Snap
Tip-Tap.
Knaegten lo, mens hun sang og loftede ham hojt:
-Og skal du med Preusserne _slaaes_, og skal du med Preusserne
_slaaes_, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten.
Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med
Drengen paa sit Skod.
Ane blev ved at taelle sine Tutter.
-Hvor er Himlen dog hoj, sagde Tine, der ufravendt saa ud i den blanke
Luft.
De Bortdragendes Signaler var doet hen, og Solen var ved at gaa ned.
Tine satte Drengen bort med et Saet.
-Der er de, sagde hun og stod op.
Ane havde intet hort. Men der lod Skridt bag Bakken af en kommende
Trup.
-Nu naaer de Bakken, horer du?
-Ja, nu kommer de, sagde Ane traegt.
Tine lyttede, mens de kom naermere med tunge og traette Trin--ned ad
Bakken nu.
-_De synger ikke,_ sagde hun sagtere, og hun bojede Hovedet lidt ned
bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende.
-Jo, det er _dem_, sagde Ane og saa op fra sine Skillinger.
De forste Raekker kom forbi--tyndede og sorgmodige. Officererne gik
ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Raekke fulgte paa
Raekke--tunge og tause, ingen hilste det vante Kvarter.
-Saa stille de bli'er, sagde Ane.
Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne--nu stod hun op igen:
-_Der_ var han--_der_ saa hun ham--saa bleg og saa stille som de andre ...
nej, han drejede ikke Hovedet; han saa hende ikke, at hun var der; gik kun
saa traet som de andre--forbi som de andre.
De var alle forbi, og man horte kun den Krobledes skingrende Stemme og
et Par pludselige Kanondron over Landet, der syntes at hilse Solens
Nedgang.
-Farvel, sagde Tine, der stod ved Doren; og hun gik hen over Markerne.
Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende,
sagde hun:
-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glaede: hun
skulde troste ham, pleje og troste ham.
Hun lob staerkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken.
Hun maerkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, skont den var fuld
af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var dodt
og uden Stoj.
Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og graed, sagte, uden
Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de gronne Bukkar
og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen.
Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun
lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og
daekkede, og hun saa til hans Livret, som hun havde lavet--iaftes
silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han
skulde drikke.
Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med
ingenting; hun taenkte ikke paa, at han tovede--lykkelig ved kun at
sysle her, hvor de skulde vaere sammen.
Saa horte hun hans Trin, og hun gik hen mod Doren.
Hun rakte Haenderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke
igen--han saa dem ikke; og Ordene, hun havde laengtes efter at sige,
hun fik dem paa en Gang ikke frem; hun stod kun maallos, ventende, i
uforstaaende Angst foran hans aandsfravaerende Ojne, der ikke saa
hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende.
Hun gjorde kun en Bevaegelse--pludselig, maaske uden at vide det: hun
gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte
det, mens han traet satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig.
Tine blev staaende--gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brod (vel
ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og
frygtsom, mens hun naeppe berorte hans Skulder med sin Haand, sagde hun
sagte:
-Var det saa forfaerdeligt?
Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme.
-Forfaerdeligt, sagde han kun.
Og ligesom om han overhovedet forst nu huskede "det", holdt han hendes
Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine
trykkede Ansigtet ind mod hans Kind--Taarerne brod frem af hendes
Ojne.
Saa bojede han sig--og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed--kyssede
han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Laeber.
Tine stod stille op og hun begyndte at tale som en, der
fryser--frygtsomt om Naetterne, om Skanserne der ude, om de Faldne.
Han svarede kort, i en Tone uden Liv.
Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det naeste Sporgsmaal
endnu mere tonlost.
Hun taenkte kun paa et: at faa Bordet bort, om bag sin Seng.
Over dem hortes Officerernes traette Skridt; deres traege Tale var gaaet
helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme
hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod
sit Bryst.
Tine losnede hans Haand fra sit Hoved og stod op:
-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden
Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun haengte ved denne ene Tanke.
-Jo--det er vel Tid, sagde Berg og han gik.
Tine fulgte. Hun gjorde i Kokkenet alt i Stand. Officererne kom tause
ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste,
graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Ojne.
Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe
den ind.
"Skovriderens Ret" bar Tine selv.
Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise,
mens Sofie bod om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en
ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevaegelig.
En og anden talte nu og da med et Udtryk, som horte han ikke sine egne
Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig
samme Udtryk i alle Ojne som en stirrende, bestandig Grunden.
Tine bod "Retten" om og kom til Berg. Han saa op paa hende, men hun
var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere
bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme.
-Aa--det har Deres Moder bragt, sagde Berg.
Der gik blot en hastig Skaelven hen over Tines Ansigt og hun forsogte
at smile som til et Ja.
Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamaelte, satte de sig rundtom
og fulgte med Ojnene Rogen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op
og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre,
mekanisk, som En, der forfolger en eneste, fix Tanke--og satte sig
igen paa den Plads, som han lige havde forladt.
Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik
eller maaske blot for at hore hans Stemme og vaere, hvor han dog var.
Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge--faa Stemmer og altfor
skingert.
En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund:
-Der er _de Nye_, sagde han tungt til Berg.
Sangen blev ved derude--fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der
stod op:
-Naa, Lieutenant, har _De_ glemt at synge? Svar Folkene med en Vise.
Lovenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig
stiv--som en Automat--mens han sang:
Har I laest den Berlingske Avis--
eller har I hort'et,
at en fornem Hertug i Paris
har sin Kone mordet?
Hun var lige gaaet i sin Seng,
dromte om sin Manne,--
han hed Hertug Choiseul Praslin,
hun hed li'esaadanne.
Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Folge--en Englaender og
den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens
Lovenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede
Munde, laenede Hovedet mod Vaeggen, stirrende ud i Luften:
... Ind kom Kammerpigen trippendes galant,
spurgte: "Hvad behaver?"
Men ved nojere Eftersyn hun fandt
Fruen rent Kadaver.
Hertugen den Tyverad
vaskede sig i et Fad,
aad en Ret forgiftet Mad,
braendte saa sin Slobrok.
Tralala, lalala, tralala.
Sangen var holdt op, uden at nogen maerkede det--knap nok de, der sang.
Og i den pludselig stille Stue horte man Englaenderens Stemme, der
sagde:
-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol.
Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom
horte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til
hinanden.
I Dagligstuen sad kun den kobenhavnske Korrespondent, der holdt fast
paa en enlig Kaptajn og endte alle Saetninger med at sige:
-Nej--jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne.
-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet horte--i hans Oren lod
kun bestandig Skansernes fortumlende Stoj.
-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over
Broerne.
Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Kokkenet,
langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa.
Hun horte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Doren--men
han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer.
Hun taenkte ikke mer paa at afdaekke det lille Bord og ikke paa at tage
Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng--hun saa det ikke mer:
hendes _Liv_ hang kun i magtlos at vente.
Det slog et Par Dask paa Doren. Det var Tinka, der kom bralrende ind.
-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog se, om Huset stod endnu--jeg
kommer fra Per Eriks'.
Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt.
-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der losnede sit Sjal.
Ja--li'saadan hos os ... Men--hvor er Skovrideren? spurgte hun.
-Vel derinde, sagde Tine uden at rore sig.
Nu saa forst Tinka paa hende--ved Lyden af den ligesom dode Stemme--og
pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen
havde spist, og Vaeggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som
var hun uden Liv og Blod.
-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany.
Det var som Tine forst rigtig horte nu, da hendes Navn blev naevnt; men
hastig vendte hun atter Oret mod Vinduet.
-Nu gik han forbi.
Tinka var begyndt at ryste--taus gik hun hen mod Veninden og hun tog
hendes Haender, der var kolde og stive, som var de livlose. Hun fandt
ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det,
glatte og glatte det.
-Tine, Tine, sagde hun.
Tine loftede blot sit tunge Hoved og et Ojeblik saa hun paa Tinka med
Ojne som en Hinds, der doer--_uden at fatte Doden_.
Tinka lod sine Haender synke, og endnu en Gang saa hun rundt i
Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spejlet.
-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde.
Hun tog Tines Haender, der ikke gengaeldte hendes Tryk; og stille gik
hun ud.
Da hun kom frem ved Laengen, modte hun Berg.
-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra?
-Fra Tine, svarede Tinka haardt.
-Godnat.
Tinka lob ned ad Alleen--og, mens hun taenkte paa Lovenhjelm og paa ham
den anden, den Fremmede, der havde vaeret der i Kroen kun den eneste
Nat, loftede hun pludselig sine Haender som til en Trudsel eller kun i
Fortvivlelse.
Berg gik videre; i Laengerne var der stille, alt var til Ro.
Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dodtraethed ikke en Gang
kunde sove.
-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne.
-Ja, haard, sagde Berg.
Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Morke, saa det gav dumpe Genlyd
i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod.
-Og heller ikke Sovnen er kvaegende, sagde han langsomt.
Berg svarede ikke. Men de taenkte begge paa den tunge Dvale, der faldt
over de Dodtraette, mens Dagens Raab: "Daek Dybbol--Daek Avnbjerg--Ragebol
daek" blev ved at skraemme de lammede Sovende.
-Nej, sagde Berg, _man kan knap sove mer_.
De gik ind og de skiltes med et Haandtryk--de var blevet saa faste,
Haandtrykkene Kammerater imellem.
Berg aabnede Doren til Dagligstuen, og i Kammeret horte Tine hans
Skridt, der dode bort.
Hun bevaegede sig ikke, stille sad hun og skaelvede kun som af Kulde:
-De var endnu ikke til Ro--Huset var endnu ikke stille--han venter,
til det bliver stille.
Man horte Kanonernes stigende Dron og en enkelt Sovnlos' Fodtrin frem
og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst.
Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine horte
Korrespondenternes Stemme paa Trappen:
-Nej--ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den
Sortsmudskede.
Og Baronen svarede:
-Som sagt--som sagt--nu maa man vente de store Begivenheder.
Doren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin dode hen over Loftet.
Kun den Sovnlose gik og gik.
Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun
tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen--"for om han dog
kom".
... Hun foer sammen--det var hans Trin.
Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret--hun smilede til ham, da
han kom.
Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Laender
smertede:
Hun smilede og sagde:
-De kom dog.
-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bojede sig over hende.
... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dodt. Ord fandt han
ikke, men kun Kaertegn, mens hun laa som frysende i hans Arm--uden Liv.
Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun
ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om
Tilgivelse--hun, der havde givet alt og hvem alt var berovet:
-_Er De vred?_ hviskede hun ganske svagt.
-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Sporgsmaal.
Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begaer--mens
Kanonerne sang.
* * * * *
Det var over Daggry.
Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt
loste Klaeder foran den store Seng. Der var hun falden hen og sad og
nikkede.
Maren vaekkede hende.
Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse:
-En ved virkelig ikke, hva' du taenker--det er den lyse Morgen....
-De _tor_ jo ikke mer ligge _ene_, sagde Maren kun med halv Foragt og
smed sig i alle Klaeder, yderst paa Sengestedet.
Maren kom ikke af Tojet mer.


VIII.
Det var naeste Formiddag:
Tine gik bort fra Vinduet, da hun saa sin Moder komme gennem Gaarden.
Hun vilde gaa--bort--blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke
vaeret hjemme.
Hun lob ind i sit Kammer, men hun horte allerede Moderens Stemme i
Kokkenet, og hun aabnede Doren.
-Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lod utaalmodig eller
vred.
-Aa, Tine, saa laenge vi ikke har set dig, sagde Madam Bolling, der kom
ind. Og din Fader har vaeret saa syg--og din Fader har vaeret saa syg ... saa
laenge, saa laenge ... Aa--det har vaeret slemt--det har vaeret meget slemt.
Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den aeldede
Moder--hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag--under dette Overmaal
af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt:
-Tror du, her har vaeret bedre?
-Nej--aa, nej, sagde Madam Bolling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt
ind i Tines Tone, skaendende eller hidsig, sagde hun:
-Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot se dig.
Tine svarede og de blev ved at tale--hidsigt, om et Intet, der faldt
for, hojt, saa man horte de skaendende Stemmer ud gennem Doren.
Madam Bolling brod op.
Paa Taerskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var
forresten Lieutenanten, der gaerne vilde se hende.
Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun folte, da hun var gaaet, kun som
et stumpt Ubehag mer. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var
haendet en Fremmed, et andet Menneske eller for laenge siden....
Rundtom gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde
de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer var ridende i
Gaarden--de kom fra Stillingen bedovede og tilintetgjorte af Stojen
blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren.
Officererne samledes i Klynger, og paa en Gang--ingen vidste, hvorfra
Rygterne kom--hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, et,
to, havde vaegret sig ved at gaa over Broerne.
Kanonernes Don holdt ikke inde et Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind,
og fra Majorens Stue hortes korte, hastige Stemmer, mens de Unge
ventede, raadvilde og tause.
Hans Hojaervaerdighed rullede ind i Gaarden. Han var ophidset og sogte