Tine - 10

Total number of words is 4489
Total number of unique words is 1252
42.5 of words are in the 2000 most common words
54.2 of words are in the 5000 most common words
59.7 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Hundene sprang frem over Skovridergaardens Gaerde og fulgte Tine; hun
maerkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og saa dem ikke. Hun
vilde kun til Ulkebol, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked.
Men i Ulkebol var alt forladt, og Praestegaarden stod ode som et tomt
Vaertshus. Gaardhunden goede ikke, da hun kom og gik.
Foran Kirkegaardsporten brolede noget forvildet Kvaeg. I Taarnet
begyndte Klokkerne at ringe.
Tine gik ind; hun saa den store Kirkedor stod aaben. I Koret laa der
Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Dode saa hun ind
i Ansigtet og gik ham forbi.
Ved Alteret stodte hun mod en fremmed Mand, hun saa ham naeppe.
-De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog--hun horte det ikke.
Hun saa den naeste Raekke--en efter en; Hundene slikkede tovende Ligenes
nogne Fodder.
Hun gik ud igen; den fremmede loste bag Kirken sin Hest og saa efter
hende, saa laenge hun ojnedes.
Hun gik kun videre--ud af Byen:
-Saa maatte Staben vaere i Augustenborg--Staben vidste Besked.
Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem
Hegnene begyndte det at morknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes
lukkede Dore.
Saa halsede Ajax og saa Hektor. De lob frem ad Vejen. De fulgte et
Spor og lob atter tilbage--ind over Marken mod den naermeste
Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og goede.
Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knae som
en Haltende to Gange, mens hun gik.
I Gaardsrummet var der ingen; stille loftede hun Dorklinken. I Stuen
blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte
Tine, og hun begyndte at graede.
-Er Skovrideren her? spurgte Tine kun.
Konen graed blot og Hundene blev ved at go.
-Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen.
Den Gamle aabnede Mellemstuedoren og Tine fornam den kvalme Lugt af
Blod: _Der_--i Alkoven laa han.
Tine saa kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stodte hun bort og tog
Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rodt af hans Blod.
-_Har han talt_? spurgte hun.
Gaardkonen graed.
-Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen--paa Sonnen og paa Fruen--de
to, de er i hans Tanker--aa Gud, for Sorg--aa Gud, for Sorg.
Tine sad som hjemme, taet ved Sengen--ubevaegelig stirrede hun paa hans
Ansigt.
-Han vaagner, sagde hun.
Hendes Liv var kun et Haab: at han vilde kende hende igen.
Men den Doende slog blot Ojnene op og saa paa hende som paa den tomme
Vaeg.
-Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden--han
graeder--han graeder ...
Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og
klagede sagte.
-Se de Umaelende, se de Umaelende, graed Gaardkonen.
Det var, som om den Doende maerkede sine Hunde og vilde dreje det
saarede Hoved: han smilede halvt.
Tine rorte sig ikke.
En Time sad hun. Hun ventede, han skulde naevne hendes Navn--blot i en
Forbandelse, der aabenbarede hendes Skaendsel.
Men han huskede hende ikke mer.
Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjaelp.
Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng.
Natten var mork og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens
Milesten og hun rejste sig igen.
Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme
Plet.
-Hvor laenge du blev, Barn, sagde hun.
-Jeg har ingenting hort, sagde Tine og lagde Sjalet.
Moderen skaenkede Kaffe og rakte hende den.
-Tak, svarte Tine og drak begaerligt.
-Hvor du er bleg, sagde Moderen.
Hun begyndte at tage Sengklaeder frem og laegge dem paa Sofaen--til
Seng for Tine.
-Nej, Moer, sagde Tine--bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam
Bolling saa bange--jeg sover oppe.
Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa
Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og taendte det; og
pludselig var det, som hun vaagnede: hun _saa_ alt om sig, og hun
vidste, at _alt var sket_.
Hun saa Stuen og de gamle kendte Mobler som for forste Gang i lange
Tider--og sin Fader og Moderen, _dem_, hun nu skulde forlade.
-Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Bolling og tog hende mildt om
Haaret: hvor du sukker.
Tine holdt Moderens Haender saa fast over sit Haar som til et langt
Kaertegn:
-Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften.
Laenge stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevaegelser gjorde hun lange og
dvaelende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv.
Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tovede endnu et Ojeblik--saa
gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet--for den spredte Halms
Skyld--og hun var inde.
Hun saa paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa
Gulvet, der var slidt af de mange Fodder, og sin Seng, hvor fremmede
Maend havde ligget.
Her havde hun levet hele sit Liv.
Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det braendende
Lys. Nede horte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til
Ro.
-Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vaekke Bolling.
-Ja! svarede Tine.
-Saa Godnat, Barn.
-Godnat, Mo'er.
Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun horte kun de
to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset.
* * * * *
Det forste graa Dagsskaer faldt ind i Kamret, og Lyset var naesten
braendt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og
aabnede varsomt Doren. Hun saa Kroen og Kirken og Smedens Hus og
vendte sig mod Skolen--en sidste Gang:
Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol.
Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Hojen steg hun over Gaerdet ind i
Skovridergaardens Have, hvor Traeerne og Buskene og Roserne, som var
indvundne i Maatter, stod som Spogelser i Skumringen.
Tine gik op ad Havetrappen, og hun saa ind gennem Doren. Hun kendte
hver en Plet, og hver en Plet var lagt ode.
Tanker havde hun ikke--de var vel allerede dode. Hun bad heller ingen
om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det vaere forbi.
Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun
holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og saa laenge ind.
Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Torklaeder om sig,
ene, i den store Seng.
Hun horte Kvaeget blive uroligt i Stalden og Hanen galede hojlydt; og
hastigt gik hun ned imod Dammen.
I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun
elskede, talte til hende paa en Gang. Hun taenkte paa Herluf og paa
Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over
Gaerdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske
lille; og paa Appel, der var dod og paa Faderen og Moderen, som nu
skulde sidde alene.
En Gru greb hende og rejste alle Nerver--her skulde hun _do--do_.
Nej, hun _kunde_ ikke, hun _maatte_ leve--kunde ikke--tusinde Udveje,
tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i et
Nu....
Men saa skod hun langsomt Skoene af sine Fodder. Angsten var dod under
hendes Hjertes traette Smerte.
Haenderne havde hun foldet. Laeberne bed hun sammen. Med Blikket mod det
lille Lysthus gled hun ned i Dyndet.
... Nu var Dammen rolig.
Dagen kom.
* * * * *
Madam Bolling var vaagnet; Bolling havde sovet saa roligt og laa saa
godt endnu.
Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bolling hvilte selv et
Kvarterstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vaekke
Tine.
Men der blev ikke svaret
Madam Bolling stod op. Tine kunde nok traenge til Sovnen. Det var intet
Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den
op, naar hun vaekkede hende--saa kunde hun drikke den paa Sengen.
Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det
var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt laenge.
Madam Bolling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men
saa vaagnede Bolling, og han maatte have sin Morgendrikke forst.
-Aa, Herregud, aa Herregud--saa snavs det er--Madam Bolling talte med
sig selv--saa snavs det er--man maa snart made ham nu--som et
Barn--naa, Bolling, naa ...
Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting.
Tilsidst kom Bolling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa
Bakken og gik op over Loftet.
Hun saa den tomme, urorte Seng, og et Ojeblik stod hun forvirret uden
at forstaa, for hendes Ben begyndte at vakle og hun lob hen over
Loftet og raabte, meningslost, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen:
-Tine, Tine!
Saa taug hun igen. Hun taenkte: Bolling horer det.
Hun sogte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke:
-Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de
Syge.
Hun gik ned, hendes Ben vilde ikke baere hende. Hun aabnede Doren, og
hun saa, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun
ventede ikke paa Svaret.
Hun sagde Gang paa Gang:
-Hvor det er Uret af Tine at gore mig saa forskraekket. Og greben af ny
Angst sagde hun:
-Men hvor er hun da? hvor er hun da?
Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at lobe gennem Huset,
som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa en Gang forlod hun alting og
hun lob ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne.
-Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka?--som om Tinka vidste
Besked.
Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun
hjaelpelos, med rokkende Hoved.
-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka.
-Tine--hvor er Tine?--Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam
Bolling at graede.
-_Hvor_ er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. _Hvor_
ikke?
-Ja--_hvor? hvor?_ gentog Madam Bolling forvirret og hun fortalte,
tonlost, gentagende samme Ord, i Saetninger uden Mening:
-At hun var der ikke--at hun var gaaet op--iaftes--og var der
ikke--hun vilde sove deroppe--iaftes--og nu var hun der ikke--nu var
hun der ikke ...
-Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun
rystede over hele Kroppen.
Madam Bolling stod et Nu--og gav sig saa til at le gennem
Kuldegysningerne.
-Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun ... At
man ikke taenkte paa det strax.--Hun har villet ha'e Efterretning--hun
har jo villet ha'e Efterretning--om Skovrideren--om Skovrideren--
Hun begyndte at gaa, folgende efter Tinka, det lob hen ad Vejen,
gentagende de samme Ord, mens hun lob: Skovrideren, Skovrideren,
Skovrideren ...
Men med et stansede hun, og hun forte Haenderne som til Slag ind mod
det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst.
Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, saa hun hende ind i
Ansigtet, som vilde hun tale, sporge: Sandheden gennemborede hende som
et pludseligt Svaerd.
-Kom, kom, bad Tinka angst.
Men Madam Bolling rev sig los--med en stille Klynken som et faeldet
Dyrs, der synker--og hun lob.
Hun havde forstaaet.
-Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet
sammen.
-Det var Skovrideren--det var _ham_, som havde taget hendes Barn.
Hun lob ind over Gaarden. op ad Trappen, Doren slog hun op.
_Han_ havde taget hendes Barn.
Hun _faldt_ ned i en Stol og hun sad i de ode Stuer. Hun mimrede Ord,
hun ikke vidste selv; _saa_ forbandede hun _dem_; saa jamrede hun over
_hende_; _saa_ bad hun "Fruen" om Tilgivelse--loftende de rystende
Haender.
-Aa, Gud, aa Gud, for _min_ Skyld--hun har vel ikke vidst, hvad hun
gjorde--Gud, aa Gud, for min Skyld ... hun har ikke vidst, hvad hun
gjorde.
Hun blandede "Fruen" og Gud i et og hun bad til dem begge med samme
Ord:
-Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har fodt hende, jeg, som
har fodt hende--be'er--jeg be'er.
Og Ordenes evige Gentagelse loste Taarestrommene, saa hun hulkede med
Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede.
* * * * *
Tinka havde kaldt paa Lars. De sogte--Husmanden ogsaa--i Huset, i
Haven. Sofie lob bagefter, jamrende, med begge Torklaeder i Haanden.
Det var hende, der fandt Tines Sko i Graesset.
Lars stagede fra Bredden med Staenger i det taette Mudder. Husmanden
hjalp til, da de fik Liget trukket op.
Tinka lagde sig hulkende ned paa det gronne Graes og glattede Haaret
bort fra det skaemmede Ansigt: Kom og loft hende, sagde hun, og de
lagde den Dode op paa et hentet Sejl. Tinka loste sit Hovedklaede og
bredte det over Venindens Ansigt.
De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene.
Sofie lob--hun turde ikke rore ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i
Kammeret om den Dode: hun laa med foldede Haender paa sin Seng under
Fruens Billede.
Tinka gik ind til Madam Bolling. Det var, som Madam Bolling var blevet
affaeldig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen
kendtes ikke igen.
Hun saa kun op paa Tinka og rejste sig.
-Hvor er hun, spurgte hun.
Tinka kunde ikke svare.
Moderen saa Vandpyttene i Gangen og hun spurgte:
-Er hun i Kammeret?
-Ja, hviskede Tinka.
De gik begge derind. Madam Bolling loftede Lagenet fra sin Datters
Ansigt.
-Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer lob ned ad hendes
Kinder, og, som vilde hun troste hende, sagde hun, mens hun lod
Haanden glide ned over hendes Haar:
-_Det har jo vaeret ham--det har jo vaeret ham ..._
Og hun havde tilgivet alt.
Under sagte Klager, der ikke var Ord, graed hun med Hovedet ind mod sin
Datters Seng.
Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Sovne, sagde hun:
-Nu skal hun hjem.
Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand
bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker.
* * * * *
Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset horte man hvert
Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen faestede de hvide Lagener.
Sofie listede ind i Kokkenet, hvor Husmandskonen syslede, raed for hver
Stoj.
-Hun ska' da vel i ordenlig Ligtoj? hviskede Sofie, som var hun angst
for sin egen Stemme. Det var da en Dodsens Synd, om hun ikke skulde i
ordenlig Ligtoj.
-De gaar jo og klae'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage.
-Herregud, gaar de og klae'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget
tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrovelsen. Hun fik Skoene af, mens
Bollings lange Lallen lod gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen
og aabnede Salsdoren uden Lyd.
Tinka og Gusta gik blege om i det saere Lys fra de mange Lagener.
-Maa En se hende, hviskede Sofie skraemt og sky.
Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide
Baare.
Sofie graed en Tid, mens hun loftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa
gik hun rundt om Sengen og eftersaa laenge "Klaedningen".
-Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende.
Men de svarede hende ikke.
Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre
i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slor.
Madam Henrichsen kom ud for at hjaelpe hende og sagde, at "Tine i
Skolen" var dod til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt,
som horte hun ikke og uden at vente paa Svaret--som om der ikke
fandtes andre Dode end hendes Son.
Sofie vendte tilbage til Kokkenet.
-Ja--nu har de klae'et hende, sagde hun graedende og fik Skoene paa
igen: Hun ligger forresten rigtig kont--i lutter hvide Taepper.
Hun torrede sine Ojne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone:
-Gi'es her ikke en Kop Kaffe?--En taver rent sin Fatning under all' de
Sorgens Tildragelser.
Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af
Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud.
Men Madam Balling kom ikke ud. Hun sad hos Bolling og klappede og
klappede hans famlende urolige Haender. Helst havde hun begravet
sig--langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle
de Folk, der nu kom sammen, og Praesterne, der vilde komme--nu skulde
de alle "domme over hendes Tine".
Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krobet frem
fra Husene for forste Gang efter Dybboldagen og horte nu om Ulykken.
De listede stille omkring, som om de ikke turde traede paa Fodderne, og
hviskede med sky og skraemte Stemmer foran de tre lagendaekkede Vinduer.
Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og graed rundt fra Klynge til
Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snoften.
-Saa ser jeg jo hendes Sko at staa _der_ paa Graesset--og saa begyndte
jeg jo strax at _skrig'_ ... Aa--Gud, for Syn--Gud, for Syn....
De tre Gaardkoner, der om Sondagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og
stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue,
til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang,
gravitetiske og tause. De graed ikke, men saa kun ud, som maalte de
Vaeggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte
sig i Rad. De havde ikke bevaeget en Mine.
Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude.
Ude paa Pladsen horte man AEreskompagniet, der rykkede op, og de forste
Praesters Vogne, som holdt ved Skolen.
Tinka tog imod dem; men Madam Bolling var allerede ude i Kokkenet
--ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e
Kaffe--alle Pastorerne.
Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange
for hver eneste.
Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ...
aa, gor De det ... Og Sondagskopperne ... ja, gor De det.
Madam Bolling var saa angst for Praesterne.
-Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saa paa hende med
sine smaa Ojne, der snart ikke var Ojne mer:
-Hvad har de _talt_? spurgte hun saa angst og skraemt.
Praesterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede
dem lidt og de nod Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed.
Gamle Pastor Gotsche sagde til Tinka i en Krog:
-Hun ligger vel derinde? Lad mig se hende.
Og han gik derind med Tinka. Den gamle Praest saa paa de hvide Traek.
-Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja--ingen Spurv
falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene.
Han pudsede Naesen og vendte tilbage til de andre, med foldede Haender.
Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i
Skarevis ovre fra Ostsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen,
hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed:
-Ja--Gud ved, hvorfor hun har sogt til de sorte Vande.
Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dor. Hun saa ud, som havde hun
meget stor Lyst til at hugge i Sofie.
-Ja--hun var det gronne Trae, sagde hun og saa ufravendt over paa
Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, for Madam Henrichsen tog
sin Tilflugt til Bibelord.
Der blev en storre Bevaegelse, da Hojaervaerdighedens Vogn korte frem.
Provsten havde taenkt, der kom vel en Del Embedsbrodre sammen og var
saa ogsaa taget herhen. Ojeblikket var vigtigt og det var godt at have
Rede paa Stemningen--for at retlede efter Evne.
Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan.
Hans Hojaervaerdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis.
Men saa gik han ind, hvor alle Praester modtog ham i Taushed.
-Det er jo en Sorg, jeg horer om, sagde han og hilste paa den Naermeste
... Ja--_Sindsforvirring_ kan vel falde paa de Svage.--Og ogsaa for
Kvinderne har Gud haft en Provelsens Tid ... en mojsom Tid, sluttede
Provsten.
Praesterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe
igen.
Provsten og flere Praester gik ind i Salen, hvis Dor blev staaende
aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det
opmaerksomt frem gennem begge Stuer.
Hans Hojaervaerdighed mumlede et Skriftsted, og Praesterne havde foldet
Haenderne.
Saa vendte Hojaervaerdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han,
omgiven af Embedsbrodrene, om Haerens Bevaegelser og Konferencen i
London. Han talte halv hojt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede
sit Caesar-hoved frem og tilbage.
-Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmaegtige fandt den rette
_Tone_, sagde han. Hvad det nu frem for alt gaelder, er, ikke at opgive
Nationens Vaerdighed.
Han blev ved at tale--hojere, henover det stille Hoved, der laa, som
det lyttede paa sin Pude.
-Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han.--Og hver Plet af denne Jord
vil koste Blod.
Ude paa Pladsen var der naesten blevet Traengsel. Den Kroblede var
kommen og rullede, skrigende, omkring med sit Ol mellem Klyngerne.
-Men hun ligger kont, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Naerheden
af Skoletrappen: Hys--der er de.
Provsten og alle Praesterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter
vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette Ojeblik ikke havde rort
sig fra deres Plads.
Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende
tilbage til Kokkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en
Kop Kaffe--nu igen.
Solen skinnede ind i Kokkenet og Sofie fik Vinduet op.
-Maaske ka' En hor' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten
saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligpraekener, lagde hun til i en
Slags Parentes.
-Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede
hun.
Hun fik Kaffen.
Madam Bolling havde fra Sovekamret hort, at nu var der blevet roligt.
Skraemt aabnede hun Doren: Nej--nu var der ingen.
Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter
og lukkede.
Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bolling.
De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne
--det var, som den staerke Sang vilde fylde det tause Hus.
Hvo ved, hvor naer mig er min Ende?
Se, Tiden meget hastig gaar,
hvor let og snart kan det sig haende
at jeg mit Vandrebudskab faar.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
i Afskedstimen Trost og Ro.
Gamle Bollings famlende Haender faldt lidt til Ro, og det syntes
naesten, som han lyttede.
Madam Bolling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne
med hastige, rystende Haender som en Tyvs: den _fremmede_ Sang turde
hun da lukke ind over sin Datter.
Hjaelp mig i Tide at bevare
mit Hjerte fra Letsindighed,
at, naar du kalder, jeg kan svare;
Ja, Herre, se, jeg er bered.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
I Afskedstimen Trost og Ro.
Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for
at se, hvem det var, der kom saa silde.
-Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte saette sig
strax ved Doren: det er Bispen--det er Bispen.
Lise lob ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret:
-Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen.
Madam Bolling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet
ikke. Saa sagde hun: "Bispen"--og begyndte at ryste.
Benene vilde naeppe baere hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde
ikke se ham--hun kunde ikke se ham ... nej....
Men hun maatte jo: Det var _Bispen_.
Og hun maatte have sin sorte Kappe paa....
De fik den frem; men Madam Bolling kunde naeppe faa den paa med sine
stakkels Haender.
-Det var Bispen, Bispen--nu var de der da _alle_ til Doms.
Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde
ikke tale, og hun turde ikke se op i hans Ansigt.
-Jeg horte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog se herind, sagde
Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Haender:
Stakkels Barn--Deres stakkels Barn.
Madam Bolling loftede Ojnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde
sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt.
-Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Haender.
Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Laenge stod han med sine
Ojne faestede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig
Andagt.
-Ja, sagde han og loftede de foldede Haender naesten op til sit Hoved:
Gud tilgive os--Gud tilgive os alle.
Madam Bolling havde bojet sit Hoved ned mod sin dode Datters Pude. Og
angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den
hojeste Dom, hviskede hun, mens hun igen forte sine Laeber hen mod hans
Haender:
-Og maa ... ogsaa Klokkerne ringe?
Bispen loftede Hovedet.
-Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel hore sine egne
Klokker--sidste Gang.
Madam Bolling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved.
I Kirken sang de igen--staerkt lod de mange Stemmer. Biskoppen rorte
sig ikke:
"Hvor er Lammet, Offerlammet?"
spurgte Isak, syg i Sind,
da Slagtofret var berammet
med ham selv paa Bjerget ind.
Bange for sit unge Liv,
paa den blanke Offerkniv
peged han og sagde: "Lammet,
hvor er det, til Dod opammet?"
Her er Lammet, Offerlammet,
siger Jesus, ydmyg spag,
i min Faders Raad berammet
er den store Offerdag.
Bange vel af Hjertens Grund
er jeg for den morke Stund.
Men for hele Verdens Brode
Den Uskyldige maa blode.
Sangen var ophort, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra
Kirkegaarden lod AEressalverne knitrende over Graven.
Folk brod ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen horte man mange
Stemmer--Praesterne vendte tilbage, faamaelte og overraskede. De havde
genkendt Bispens Vogn.
Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans
Hojaervaerdighed Doren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og
Praesterne bukkede tause.
Bispen rakte gamle Gotsche Haanden og sagde mildt:
-Vore stakkels Bollings--vore stakkels gode Bollings.
Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevaegelse, sagde han, mens han
hastig og naesten krampagtig forte Haenderne op til sine Ojne:
-Ja, ja--"Se vi er kun dine Tjenere--_giv os at fatte dine
Vidnesbyrd_".
Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn.
Svaermen var borte, og Landet var atter stille. Som dod laa den
stivnede Jord.
En Vogn naesten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen stak Hovedet ud af
Kaleschen for at se, hvem det var.
Det var Madam Esbensen, der blev saa forfaerdet ved at se Bispen, at
hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var
hojrod og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i et--i
disse Skraekkens Tider.
Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen.
Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende.
Foran ham korte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, hojt
Koretoj, mens Vinden tog i hendes lange Slor og loftede det hojt--op
over Vejen.
Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre
efter "den Hojaervaerdige", mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over
Markvejen i sin Fjederstol--bort til sin Forretning.
... "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd".
You have read 1 text from Danish literature.
  • Parts
  • Tine - 1
    Total number of words is 4742
    Total number of unique words is 1525
    37.8 of words are in the 2000 most common words
    49.6 of words are in the 5000 most common words
    56.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 2
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1424
    38.4 of words are in the 2000 most common words
    51.9 of words are in the 5000 most common words
    58.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 3
    Total number of words is 4684
    Total number of unique words is 1492
    37.6 of words are in the 2000 most common words
    49.6 of words are in the 5000 most common words
    56.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 4
    Total number of words is 4814
    Total number of unique words is 1352
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    59.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 5
    Total number of words is 4609
    Total number of unique words is 1354
    38.8 of words are in the 2000 most common words
    50.0 of words are in the 5000 most common words
    55.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 6
    Total number of words is 4749
    Total number of unique words is 1312
    42.8 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    60.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 7
    Total number of words is 4654
    Total number of unique words is 1433
    36.1 of words are in the 2000 most common words
    48.6 of words are in the 5000 most common words
    54.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 8
    Total number of words is 4671
    Total number of unique words is 1329
    39.9 of words are in the 2000 most common words
    52.2 of words are in the 5000 most common words
    58.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 9
    Total number of words is 4704
    Total number of unique words is 1265
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    55.2 of words are in the 5000 most common words
    61.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 10
    Total number of words is 4489
    Total number of unique words is 1252
    42.5 of words are in the 2000 most common words
    54.2 of words are in the 5000 most common words
    59.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.