Tine - 9

Total number of words is 4704
Total number of unique words is 1265
43.5 of words are in the 2000 most common words
55.2 of words are in the 5000 most common words
61.8 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge,
mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne
gjorde deres Dont uden at se og uden at taenke.
Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold,
mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Doren til Majorens Stue gik op, og
Hojaervaerdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de
gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrom af, og de
vendte tilbage til deres Heste. De folte ikke mer Dyrene under sig og
ikke deres egne Lemmer, og deres Ojne braendte som hos en Lods, der
strider med Morket.
Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde sporge. Fra Majorens Stuer
horte de Hojaervaerdighedens Stemme hoj og ophidset. Han havde hort, fra
Hovedkvarteret hort, at Skanserne, at Stillingen skulde rommes.
Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke taenkes:
Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang.
Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun
med Blikket faestet paa Vinduet: i Alleen gik de stilfaerdige, ludende
Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i
Solen.
Hans Hojaervaerdighed saa intet. Han gik kun ophidset op og ned med
store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte hojere og
hojere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog.
-Men Regeringen vil kende sin Pligt--_den viger ikke tilbage_--den vil
ikke taale et nyt Dannevirke--_den_ vil give sine Befalinger.
-_Den har netop givet dem_, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog
Ojnene bort fra de Doendes Tog, som fortes hjem i Solen.
Begge Herrer taug og Hans Hojaervaerdighed brod, lidt forvirret, op: han
vilde kore om ad Hovedkvarteret.
Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen,
hvor han modte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans
Hojaervaerdighed--det var, som ingen mer turde tale rigtig hojt naesten:
kun _hans_ Tribun-Rost lod lige fyldigt op med Kanonerne.
Doren til Kokkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og
Maren i samme Raekke--de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer
og slog Affaldet ud.
Hojaervaerdigheden talte til Tine og spurgte til Bolling.
Hun loftede kun sit Ansigt og saa paa ham som forstod hun ikke, med et
Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse.
Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Ojnene glide hen over
Sofies og Marens forasede Figurer:
-Ja--ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden.
Hans Hojaervaerdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen korte
med: man maatte dog have Efterretninger.
-Ja, sagde Hans Hojaervaerdighed, da de bojede ud af Alleen: Om blot
Haeren stod ret paa Hojde med vor Regerings Energi.
Berg horte ikke den bortrullende Vogn--han saa kun Tines Ansigt, da
hun loftede det mod Provsten. Forgaeves gik han to Gange frem over den
lyse Gaard, hun saa ham ikke og rorte sig ikke. Han taalte ikke, han
udholdt ikke at se paa denne Stilling og dette Ansigt.
Og han slog paa Ruden:
-Kom, sagde han, vi gaar op paa Hojen.
Hun loftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun
fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet
og tog sit Sjal.
Hun horte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende;
heller ikke hans Stemme naaede hende laenger. Hendes forvildede Tanker
taenkte kun et: han elsker ikke mer. Og Sjael og Legeme folte kun en
Smerte: Gyset fra inat.
Fuglene sang over Engen; alle Buskes klaebrige Knopper lyste--i
Udspring--i Solen.
Lidt efter lidt var Berg traet holdt op med at tale; han fik jo intet
Svar. Og mens han gik bag ved hende--hun gik saa tungt, med halvbojet
Hoved--spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde
kunnet attraa dette Menneske.
De naaede Hojens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Don. Saa
saa de fra Toppen det haergede Land, mens de stod ved Siden af
hinanden.
De gronne Agre var nedtrampede og Flokke af herrelost Kvaeg lob hen
over Markerne. Vejene laa som morke Sumpe og de afbraendte Huses
svaertede Mure gabede op imod dem.
Bag Skoven stod Ronhaves Brandsojle op som et Sorgebaal, der naaede
Himlen.
Signalerne begyndte at lyde og de klang magtlose mod Kanonernes Brag.
Skanserne kastede Rogen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det
i Nat.
Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saa han ud over den skaendede
O og sagde sagte:
-Hvor Marie dog elskede denne Plet.
Tine horte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse folte hun
ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde
hendes Ojne ondt.
Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem
mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne,
der paa den donende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange
Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden
af tusinde vaeldige Malmklokker.
Tine var gaaet ned ad Hojens Kam.
-Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede.
-Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen.
Hun gik bort fra Hojen.
Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og
han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en naesten ulidelig Smerte
saa han alt, hvad han havde gjort.
Hundrede Billeder--og hvert stikkende som en borende Naal--kom op i
det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bolling, af
hendes Ojne, hendes Ojne, der ikke mer kunde graede, og af hende, af
Tine, saa livlos, som var Sjaelen dod i hendes Krop.
Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som
tilhorte ham og hans--saa han Plet for Plet; og han saa deres
Ansigter, de gode Ansigter; og han horte deres Stemmer, de gamle
Stemmer.
-Det var ham, ham de havde elsket som en Son....
Det var, som hans _Sjael_ var saaret. Kanonernes Don lod som et fjernt
og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saa ud som noget kravlende
Smaat.
-Ham havde de elsket som en Son.
En Officer stodte til hans Arm:
-Kanonaden stiger, sagde han.
Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham:
-Synes De? sagde han.
Og han gik bort fra Hojen.
Officeren saa efter ham--Berg naesten vaklede, mens han gik.
-Naa, ogsaa _han_, sagde Officeren til sig selv og saa efter sin
Vaabenbroder.
Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa
Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens
taendte Lys.
Saa vendte han hjem.
Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa
Side, omme, braendende Ord til sin Hustru.
... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem
Alleen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saa.
Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog.
Det var Naturalforplejningen, Kod og Mel og Brod, der transporteredes
forbi paa mange Vogne. Tines Ojne faldt paa de Heste, der gik hende
naermest. De sled sig, laadne og vanrogtede, duvende frem, med matte og
udslukte Ojne, mens de traege Kuske lod Piskene jaevnt falde ned over
deres Ryg.
Men Dyrene gik kun som for i samme traette Skridt--som om Slagene ikke
kunde smerte dem mere.
Tine blev staaende og hun fulgte med Ojnene Spand efter Spand.
Langt fremme paa Vejen horte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de
lod Piskene falde slovt over Dyrenes Rygge.
Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Ojne.
* * * * *
Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille.
Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Hovlspaaner mellem den
nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjael
sammen og bestrog dem med Sort.
Tine gik op ad Trappen og hun loftede Klinken til Skolen, hvor Luften
var tung og sodlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Son.
Timevis havde hun ikke rort sig, fra hun kom, ikke spist og ikke
drukket: hun sad kun stum og saa paa Sonnens Ansigt, der var blevet
saa lille som da han var Barn, og paa hans Haender, hans urolige
Haender.
Madam Bolling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjaelpe.
Men Fru Appel blev kun siddende ubevaegelig, og Madam Bolling stod
raadvild--med Koppen med Suppe--til hun gik igen.
Kun en Gang havde Fru Appel loftet Hovedet og, mens Taarerne brod ud
af hendes Ojne, havde hun sagt:
-Han er jo saa ung.
... Tine havde sat sig--hun vidste ikke, om Fru Appel havde hort
hende, for hun havde ikke hilst og ikke rort sig. Men saa sagde hun:
-Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han.
Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde,
maatte kalde dem frem.
Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og
stirrede paa det blege Ansigt.
Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at
ringe--man horte dem knap gennem Kanonernes Larm.
Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at laegge sig
over Rummet.
Fru Appel sad kun som for--foran sin slumrende Son.
Madam Bolling kom ind; hun turde naeppe hviske. Men hun sagde dog til
Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme:
-Du kommer dog ind? du kommer dog ind?
Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der!
-Aa--ja, aa--ja, sagde Madam Bolling, her er Elendighed nok til os
alle.
Det var naesten blevet morkt. Fra Sengen horte man de Saaredes sagte
Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred,
her, hvor et Menneske dode--og Livet var forbi.
-Han vaagner, sagde Fru Appel.
Halvt i Sovne begyndte han at klage.
Tine stod sagte op og taendte stille Lampen og satte sig igen.
Den Doende slog Ojnene op, men han saa ikke mer--de store Ojne var
brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen.
Moderen laa ned ved hans Seng:
-Ja, Max, ja--gor det saa ondt? gor det saa ondt? hviskede hun.
-Ja, Max, Ja--gor det saa ondt?
Doren gik. Det var Madam Bolling igen. Hun vilde kun se efter
Tine--saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind.
Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Morket og saa paa sin
Datter, til hun stille vendte tilbage.
Den Doende rallede hojere:
-Ja, Max, ja, gor det saa ondt? gor det saa ondt?
Han blundede igen og atter vaagnede han.
Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der
dog som forunderlig stille.
-Loft ham, loft ham, hviskede Moderen--selv holdt hun hans Haender.
Hvor hans Aande blev svag og hans Haender stive.
-Annie, Annie, hviskede han ganske sagte.
-Ja, Max, ja.
De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svaert, saa tungt; Moderen
havde rejst sig--saa kastede han sig tilbage.
-Laeg ham--laeg ham.
De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han lofte Hovedet og han
sogte om Ord:
-Annie--Mo'er--Annie--horer I Fuglene?
Og idet han strakte de stivnende Haender frem og smilte, sagde han:
-Ja, hvor Livet skal blive smukt.
Munden lukkede sig med et Suk--det unge Hoved faldt helt tilbage.
Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livlose Son. Tine
trykkede hans Ojne til.
Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Haender, der
var stive, og hans Ansigt, der var koldt--laenge. Time paa Time.
Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: _hun_ vidste
ingen Trost.
Madam Bolling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Kokkenstolen bag
Doren. _Der_ kunde hun hore, naar Tine gik.
-Der var hun--nej--hun kom ikke ind.
Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor
Tine allerede var ved Doren.
-Skulde du ikke se din Fa'er? sagde hun.
-Mo'er, jeg maa jo hjem, svarte Tine kun.
Madam Bolling gik hen til hende.
-Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og vaere vrede paa hinanden, sagde hun,
skal vi nu ogsaa vaere vrede paa hinanden....
-Nej, Mo'er, nej--Tine rev sig los--men nu er det jo silde ... Godnat.
Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen
og Doren slog til. Hun var borte.
Madam Bolling vendte tilbage. Hun kom ikke laenger end til Stolen ved
Doren. _Der_ faldt hun hen--en stum og uvis Angst holdt det
stakkels, tunge Hoved vaagent. Rundtom hortes de Sovnloses Skridt over
Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer.
Uden at vide det begyndte Madam Bolling at vandre som de--en rokkende
Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer,
hun vidste ikke Rede.
Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulde Taget styrte, rystede
Skolen i sin Grund.
Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin dode Son.
* * * * *
I Skovridergaarden var der stille.
Tine horte kun nogle rastlose Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun
gik gennem Huset.
Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig,
hvorfor hun gjorde alt det--og lod alting ligge uden Tanke.
Hun aabnede Doren til Dagligstuen og hastig veg hun tilbage.
Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev.
Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik
hun tilbage til sit Kammer.
Gaaende op og ned--og undertiden pludselig stansende som vilde hun
besinde sig eller blot fange en eneste Tanke--samlede hun alting
sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse.
Kort efter Daggry gik hun hjem.
-At du kommer, at du kommer, sagde Madam Bolling, der var i Kokkenet,
og slog sine Haender om den tause Datter.
-Ja _jeg_ er just staaet op, ja, _jeg_ er just staaet op, sagde hun;
hun vilde ikke fortaelle, at hun ikke havde vaeret i Seng, det vilde jo
bare gore Tine urolig.
Tine gik ind til sin Fader.
Han havde faaet en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skriveboger var blevet
taget frem--dem med Love-og Tigerjagterne paa Bindet.
Dem sad han og laeste i--Time efter Time.
Tine sad ved hans Fodder--hun stirrede paa de store Barnebogstaver.
"Du skal ikke have andre Guder for mig"--stod der i Linje efter Linje.
Bolling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine maatte vende Bladet:
"Du skal aere din Fader og Moder"--"Du skal aere din Fader og din
Moder", laeste den Gamle Gang paa Gang, med sin svaere Stemme.
-Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og saa over paa Madam
Bolling.
-Ja, Bolling, ja, du har jo laert hende det, svarte Madammen.
-Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han laeste igen.


IX
Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet.
Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud.
Stimmelen blev taettere foran Kroen. Der var _dem_, som fik
Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den forste Ration var gaaet med,
mens de fik Munderingen i Orden--det gik lidt langsomt fra Haanden--og
en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter
"Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle.
Den Kroblede jog rundt--men idag var hans Ol for tyndt: _saa_ raabte
han paa Pladsen og _saa_ raabte han i Gyden, uden Rist.
Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst
_der_, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar.
Fire Lolliker raabte hojest--de spillede Kort--liggende plat paa
Maven.
Men Lystigheden kom kun som korte Vindstod og saa blev der svaert tyst
igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget staerkt.
En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod taet ved Smedens
Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde en af
Soldaterne, fast og stille:
-Ja, Hr. Lojtnant, vi ved jo, at vi _skal_ derud.
Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officeren gik.
... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I
Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det
igen. De var i Stuerne og ude.
For tyvende Gang spurgte Berg i Kokkenet, om Tine var kommen.
Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der _skete_ i
Skolen.
Hun var ikke kommen.
-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke:
-Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun
haenger ellers trofast nok ved dette Hus.
-Ja, sagde Berg.
-Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den forste Dag,
sagde Sofie.
-Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja.
Kvarter efter Kvarter blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som
led han ikke nok.
-Og det har da forresten hele Degnens Hus, graed Sofie videre.
-Indtil den sidste Dag, sluttede hun.
-Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjaelen.
Han rejste sig og gik ud.
Et Kvarter forlob--han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen.
Men der var intet.
Saa gik han.
Han vilde se dem, han vilde derhen.
Men atter flakkede han rundt--han var paa Paradisvejen, i Gyden, til
han tilsidst slog Folge og gik med Laegen op ad Trappen.
Tine horte ham forst, men hun rejste sig ikke.
-Tine, Tine, raabte Madam Bolling, og hendes Stemme blev helt hoj og
lys af Glaeden, det er Skovrideren--det er Skovrideren.
-Nej--at vi ser Dem igen, nej, at vi ser Dem, blev hun ved.
-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren.
Tine kom ud. Et Ojeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt,
der var lidende og furet og blegt.
-Det gor ham dog ondt, taenkte hun.
Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svaert at faa
Laeberne fra hinanden:
-Bolling er jo saa syg.
-Aa ja, Bolling, aa ja, Bolling--det bliver vaerre og vaerre....
Det var, som Berg undgik at se ind i Stuen, hvor Bolling sad--hans
Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Kokkenet.
-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam
Bolling, som forte den ene Haand rastlost over den anden i sin
Bevaegelse. Det var saa laenge, rigtig laenge siden, at Skovrideren havde
set her indenfor.
-Ja, jeg maa dog se til ham, sagde Berg som for.
Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind.
Berg saa Bolling--lille og affaeldig sad han ved Sengen; han vilde ikke
have kendt ham igen.
-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil se
til dig.
-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Maele, uden at lofte Hovedet
fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem.
-Aa, Herre Gud,--aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam
Bolling og blev ganske rort paany.
Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte
holde den i sin--et Nu.
-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet.
Berg fik intet Ord over sine Laeber. Det var som alting hos ham led og
pintes: Ojnene, der saa det kendte Rum, Orene, der horte deres
Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans.
-Men Tine--sagde Madam Bolling, der rastlos gik ud og ind--skovrideren
skal da vel ha'e en Bid.... De skal vel ikke saadan gaa?
Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte
laegge Dug paa og Berg vaegrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og
vidste selv ikke hvilke; han saa kun Tine, der gik hid og did og
daekkede, bleg som en Dod og med langsomme Bevaegelser, som om hver
Muskel, smertende, naegtede sin Tjeneste.
-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde--Madam Bolling kom
ikke frem mellem Bordet og Sengen--: Og hvad _kan_ man lave? hvad har
man Tid til at lave?--Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e,
som i gamle Dage.
Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden.
-Det var dog Deres Livret--det var dog Deres Livret, sagde Madam
Bolling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen
ved Kommoden--det gamle Ansigt var helt lyst af Glaede, og hun talte om
Herluf og Fruen.
-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en
Plads.
Tine blev ved at gaa omkring som en Stotte, der bevaegede sig, mens
Berg sad--med hver Bid usvaelgelig i sin Mund--og maatte spise foran
Madam Bollings Ojne.
-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i
sin Iver.
Tine bod ham; han syntes, at hendes Haender, der bod ham, var blege; og
han tog paany.
-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den
anden Side af Sengen.
-Ja, Bolling, ja.
-Ja--Herre Gud,--aa Herre Gud, det er nu hans Glaede, forklarede Madam
Bolling. Jeg har jo gemt de gamle Boger ... Bolling har jo laert hende
det ... han har jo selv laert hende det ... og Tine _har_ altid haft
rigtig en kon Skrift ... det har hun ... Og nu sidder han jo og ser i
de gamle Boger--han er jo ikke til mere--han er ikke til mere,
Skovrider.
Madam Bolling blev ved at byde:
-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,--hun smager ikke Mad,
Skovrider, hun smager ikke Mad.
Berg vidste ikke, hvorfor han naesten tvang hende til at spise, hvorfor
han _vilde_, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og
de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bolling.
-At man en Gang er samlet--at man er samlet, sagde hun, men pludselig
saa hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter
og hun holdt inde, paa en Gang greben af den samme uforklarlige og
uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun
satte sig:
-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svaert det er blevet for
os alle....
I nogle Ojeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde
de hore op at aande.
Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig los og kom op og
kom ud--Madam Bolling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig
endnu en Gang.
Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det
opdaekkede Bord. Hun saa ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun
horte ikke Faderen, der laeste op af de gamle Boger.
Kanonerne lod som det maegtige Brus af en bortrullende Flod; paa
Pladsen horte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.
Stojen tog til, og Tine horte Kommandoraabene gennem Larmen--hver
enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.
Og atter lod Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem,
der drog bort.
Madam Bolling stod igen paa Trappen og gik atter ind.
-Aa Gud--aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; _at de skal
derud og do_.
Tine horte kun Skridtene--de blev svagere, svagere.
Han var borte nu.
Og et Ojeblik var det, som al Bedovelsen veg fra hende. Hun talte til
sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar
derned. Sofie gor ingenting.
Og ilfaerdigt gik hun ud og lob ned gennem Gyden--hvor hastigt den jog,
hendes ilende Skygge--ned over Marken. Der modte hun Tinka.
-Hvor skal du hen? spurgte Tinka.
-_Derned._
Tine stansede ikke, men lob kun.
Laenge stod Tinka og saa efter hende, til hun forsvandt, over Gaerdet,
ved Dammen.
Hun lob ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte se dem igen. Hun vilde
vaere _der_.
-Og saa drog de da bort!--det var Sofie, som flaebende lob hende i
Haelene, varierende samme Ord uafladelig.
Tine slog sig ned paa _hans_ Plads ved Skrivebordet med Lampen.
-Nu er de derud', graed Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus,
nu er de derud'....
Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine laeste Datoen den 16. April.
-Og hvem ved, hvem der om en Tim' drages med Doden, sagde Sofie.
Tine vendte det forste Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at
laese: Det Brev _kendte_ hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve
--dem, Fru Berg havde laest saa tidt. Her havde hver Saetning samme
Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne--til Fruen.
Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bollings Hoved tungt ned
mod Skovriderens Bord.
Han havde kun _taget hende_--taget hende for et Nu.
... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Sovn i sin Krog.
Kanonerne lod med Helvedslarm som ingensinde for. Fra Staldene brolte
det skraemte Kvaeg med tudende angstfulde Brol som paa en Sommermark,
hvor Lyn slaar ned i Hjorden.
Tine laa ned paa Knae--med Hovedet mod Fruens Brev. Hun maerkede noget
varmt mod sine Haender: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa
Taeppet.
De slikkede hendes Haand.
* * * * *
Det var Hans Hojaervaerdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen.
Han vilde blot se til gamle Bolling.
Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bolling, og vilde igen staa
op i sin Kaleche, da en hojtstaaende Stabsofficer red med et Par
Ledsagere over Pladsen.
Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik
de ind paa Kirkegaarden--han og Bispen.
Fra Hojen over Paradisvejen saa de over mod Vest.
-Skal der rommes? spurgte Bispen.
-Nej, _vi bliver.--Man vil_, vi skal blive.
Officerens Stemme var saert tydelig og han saa frem for sig, mod
Skanserne.
Bispen taug lidt; hans Mund skaelvede en Smule. Saa sagde han;
-Ja, de Maend er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste.
Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang naer. Den sank i et
luende Rodt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod.
Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene.
Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officeren slap ikke hans Haand Saa
mumlede Bispen et "Lev vel" og korte bort.
Paa Pladsen drog en Time efter de Naeste ind. En Stund var Kroen
belejret. Soldaterne havde megen Torst Saa blev der hurtig stille.
Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gaestestuen,
gennem Doren mellem Sojlerne. Hendes Piger kom ikke og man horte
hendes Raab ude i Gaarden.
... Kanonerne lod uforstyrrelig gennem Natten.
Det bankede paa Skolens Dor, der allerede var i Laas.
-Det er mig, sagde Tine.
Madam Bolling lukkede op. Hun saa kun sin Datter som en Skygge imod
Morket.
* * * * *
Natten gik, og Dagen lysnede.
Det var naer ved Middag naesten, for man paa Pladsen vidste, at nu
stormedes Dybbol.


X
... Til ud paa sidste Nat havde de hort de Saaredes Jammer, der
slaebtes forbi til Horup Hav--nu horte man hver Stonnen saa langt
gennem Stilheden.
Og saa var alt blevet tyst.
Dagen kom. Det var, som var Pladsen dod. Smedjen stod tom, og Smeden
kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dor.
Madam Bolling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun
stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bolling sig og, raadlos,
gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen--som et sygt Dyr.
-Vil du ikke spise? sagde hun.
-Nej Tak.
Atter satte Madam Bolling sig. Bolling vaagnede. Ordene blev kun til
utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine
tog den og laeste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke
horte.
Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Bolling sig og gik
medlos rundt, i sin Krog.
-Vil du ikke gaa derned? sagde hun.
-Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonlose Stemme.
Og de sad, i deres Krog, igen.
Saadan var Dagen gaaet--som vogtede de et Lig.
Nu var det snart henimod Aften.
Tine gik ud.
I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv.
Fjaelene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den
nedtrampede Rug. Kun de herrelose Koer brolede uroligt paa de fremmede
Marker.
Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun en Tanke: Hun vilde _se_ ham,
der var dod. Han var ikke kommen tilbage--saa var han dod.
Alting var stille.
Selv Fuglene taug. Og den opblodte Jord, hvor ingen traadte mer, var
storknet som et dodt Taeppe.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Tine - 10
  • Parts
  • Tine - 1
    Total number of words is 4742
    Total number of unique words is 1525
    37.8 of words are in the 2000 most common words
    49.6 of words are in the 5000 most common words
    56.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 2
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1424
    38.4 of words are in the 2000 most common words
    51.9 of words are in the 5000 most common words
    58.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 3
    Total number of words is 4684
    Total number of unique words is 1492
    37.6 of words are in the 2000 most common words
    49.6 of words are in the 5000 most common words
    56.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 4
    Total number of words is 4814
    Total number of unique words is 1352
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    59.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 5
    Total number of words is 4609
    Total number of unique words is 1354
    38.8 of words are in the 2000 most common words
    50.0 of words are in the 5000 most common words
    55.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 6
    Total number of words is 4749
    Total number of unique words is 1312
    42.8 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    60.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 7
    Total number of words is 4654
    Total number of unique words is 1433
    36.1 of words are in the 2000 most common words
    48.6 of words are in the 5000 most common words
    54.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 8
    Total number of words is 4671
    Total number of unique words is 1329
    39.9 of words are in the 2000 most common words
    52.2 of words are in the 5000 most common words
    58.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 9
    Total number of words is 4704
    Total number of unique words is 1265
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    55.2 of words are in the 5000 most common words
    61.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 10
    Total number of words is 4489
    Total number of unique words is 1252
    42.5 of words are in the 2000 most common words
    54.2 of words are in the 5000 most common words
    59.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.