Tine - 2

Og derfor graeder Mand og Kvinde,
derfor er Glaedens Dor nu lukt;
Taknemlighedens Hjaerter binde
en Krans, som blomstre skal saa smukt
Thi _Mindet_ aldrig slettes ud
om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud!
Tine sad med foldede Haender i sit Skod, mens Ajax og Hektor laa med
store Ojne paa Gulvtaeppet ved hendes Fodder.
* * * * *
Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var
Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han
bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen.
-Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort.
Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede,
et for et. Lysene paa Klaveret, som hun havde taendt.
-Saadan kommer alt paa en Gang, sagde Berg.
_Det_ havde vaeret Tines hele Tanke: Saadan kom det paa en Gang; og saa
taenkte og spurgte hun: Ved Fruen det?
-Ja--det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet.
De satte sig ved Bordet, som Tine havde daekket, og de begyndte at tale
med lidt langsomme slovede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med
Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svaert. Lars
kom maaske med og de fleste af Husmaendene skulde ogsaa afsted.
-Skovgaerningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Haender.
-Nej, sagde Tine.
De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i
Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu.
-Ja hos Anders Taekkemand var det ren Jammer. Ane havde vaeret i Skolen
idag med sine to paa Armen--saa hun graed og graed.... For nu var Anders
vaek--saa hun graed....
Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skaelve om Munden.
-Ja, sagde Berg, _der_ sidder jo Broderen fra den sidste Krig--med
begge Benene skudt vaek....
-Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Kroblinger,
som gor Folk bange.
De blev tause lidt. Hundene gik kaelende til og fra, men de agtede dem
ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den
enarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel.
-Han _har_ jo faaet _sit_, sagde han, ved Vaadeskud.... Og naesten uden
Overgang, laenende sig tilbage mod Vaeggen og seende frem mod Lyset,
sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet.
Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Ojnene over Vandet, mens
han sagde det; og hun _vilde_ finde noget at sige, der kunde muntre
ham, hjaelpe paa Humoret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun
til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt
ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem
Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som
var det en anden. Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gotsches eller
nogen, som man ikke saadan havde "Respekten" for. Det var jo Fru Berg,
man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i en Tone,
der skulde vaere munter:
-Og vi, som har aset med det blaa Kammer--det kunde vi snart have
spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig.
-Er _det_ allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg
tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt--det gjorde det for
det mindste, naar hun var i Skovridergaarden.--Skovrideren skulde vel
se det, sagde hun, og hun aabnede Doren; men paa en Gang blev hun
staaende i Studerevaerelset, og han gik ene ind i Gaestekammeret.
-Hvor der var kont og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage.
Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende,
som om de to var ene i det hele Hus--det forladte Hus. Men Skovrideren
gik hen til Bordet og sagde:
-Der staar om Bisaettelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke laese det
forst.
Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren laeste hojt, af Aviserne,
naar de kom. Onsdag og Lordag Aften, eller af en Bog fra
Bogskabet--alle Oehlenschlaegers Tragedier.
-Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne hore med. Og hun gik ud
for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af
Skorstenen og fulgte med ind for at saette sig i Krogen ved Bogskabet,
hvor hun saa tidt havde hort til, naar de laeste.
Berg aabnede langsomt det sorgerandede Blad og lagde et Ojeblik
Haenderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevaeget
og stille.
Han begyndte at laese halv hojt Beretningen om "Kongens sidste Faerd".
Rundt i det stille Hus hortes der ikke en Lyd--uden hans daempede
Stemme.
Tine fulgte ikke Ordene; hun horte kun Rosten, som hun kendte fra saa
mange stille Aftener, og hun saa igen Fru Berg som hun sad _der_ under
Lampen, og hun horte hende le, som hun lo ad Tines strommende
Taarer--Tine, der tog Livet saa glad, graed over Boger som en
Kalv--Taarerne, der nu brod frem igen en paa en....
... "Snart taendtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste
Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den
sidste AEre. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert
Hus--til det fattigste--havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde
i den morke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...."
Henne i Krogen gik Sofies Snoften over til hojlyd Graad, men
Skovrideren blev ved at laese:
... "Taet ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste
blev spaendte fra og fortes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde
fulgt deres hoje Herre; et Sejldugsklaede spaendtes over Vognen for at
skaerme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde.
Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den
Syvende"....
Berg holdt inde lidt--hans Stemme begyndte at blive haes.
Tine sad og saa frem for sig: hun taenkte paa Tragedierne, de havde
laest om og om igen, den om Axel og saa den om Dronning Zoe.... I femte
Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at graede og, kom der noget rigtig
smukt, trykkede de hinandens Haender under Bordet.
Berg foer fort med at laese om den sidste Procession og om Talen. Hans
Stemme blev bevaeget, saa man horte den knap:
... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kaerlighed ledsager ham
til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets
Kredse, fra Krigeren, der kaempede for ham og Faedrelandet paa Valpladsen,
fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand
under ham er stegne; fra Bondens haederlige Stand, for hvem Frederik den
Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte"....
-Ja, sagde Berg, det er sandt.
Tine for sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, horte hun
efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de laeste--for saa laenge,
for hvor laenge....
... "Atter loftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet,
ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Folget havde opstillet sig.
Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets
Indgang, Kisten sattes paa sin Plads. Sjaellands Biskop holdt fra en
sortbetrukken Talerstol en Bon, den sidste Begravelsesceremoni fandt
Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong
Frederik bisat".
Sofie holdt Haenderne op for sit Ansigt, Tine blot saa paa Berg, der
laeste:
... "Under Orgeltoner forlod Folget i Taushed Kirken, og Deres
Majestaeter vendte tilbage til Kobenhavn."
Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til
Farvel.
Saa sagde Berg, i det han laenede Hovedet mod Vaeggen og saa saa langt
ud i Stuen--som en Gang for:
-Hvor Drengen dog graed, da han kom i Baaden.
Sofie skulde folge Tine, og de fik Lygten taendt. Dens dinglende Lys
faldt ujaevnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn:
Der var nok af dem--der ha'ed' ikke vaeret for rart i Skovridergaarden,
nu i Sommer--saa det huseret' ved Nattetider.
-"Vognen" ha'ed hun da hort den alene tre Gang'--saa tydelig den var
svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke
mer Vogn end bag paa en Haand--ikke mer end bag paa min Haand, det
saa ogsaa Fruen.
-Og _det_ ved en da, sluttede Sofie og snoftede, hva' saa'en Korsel
betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'....
Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Morket. Hunden i Per
Eriksens Gaard for op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen.
-Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en
Tone, som kastede hun Jord paa dem begge.
Tine drog Vejret som En, der frysende vaagner.
-Hvor det bliver _koldt_ ved Dannevirke, sagde hun.
De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var
angst for at komme _for_ naer til Kirkegaarden Nattestunder.
-Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu--Sofie. Og saa passer
du nok Skovriderens Te, saa den bliver, som den plejer--ikke?
-Ja--farvel, jomfru Tine.
-Farvel.
Tine horte Hundene, der for op igen paa Sofies Vej--mens hun langsomt
gik hjem imod Skolen.
* * * * *
Tine bankede og horte forst Dagge, der tog paa at go, og saa Moderen,
der kom af Sengen og ud:
-Det er mig, Mo'er, sagde hun.
Madam Bolling lukkede op i Nattroje og Kappe med Strimler: Skovrideren
er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen.
-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dorene staa
helt ind til Bolling, mens hun gik; aa Herregud--aa, Herregud!
-Det var jo ventendes, sagde Bolling, der sad op i Sengen.
Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved
Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at
vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa
hun fik 'et at vide, Staklen....
-Ja. Gud vaere med os, sagde Bolling med foldede Haender, da der omsider
blev stille.
Tine var traet, og hun sagde Godnat. Hun tog i Doren til "Skolen" for
at prove, om den var laaset, for hun gik op ad Trappen; og henover
Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne
var spredt.
Inde i Kamret stillede hun Vaekkeuhret til Slag og flyttede
Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet.
Nedenunder smaasnakkede Foraeldrene endnu, det lod, som var det naesten
i den samme Stue.
-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er
det fjorten herfra Sognet.
Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine horte deres vante
Aandedrag, roligt og taktfast naesten, op gennem Huset.
Hun kunde ikke sove. Hun laa og taenkte paa en Dag i Efteraaret--den
sidste, hvor de havde vaeret i Skoven Skovriderens og hun....
De skulde ned med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at mode
Skovrideren ved den forste Lysning. Forpagterens fra Ronhave modte de
i Kalechen, _de_ skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt paa
Vejen, for de skiltes.
De gik videre. Herluf rodede efter Brombaer op ad hvert et Gaerde. Fuldt
af Nodder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik.
De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad
fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af
Brombaer:
-Se Drengen, se Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham los; selv
lob hun op imod Markhojen.
-Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt.
Det var, som saa man den hele O idag i den klare Luft--Bakke og
Dal--saa gron og blod. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige
Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Gront. Og i Himlen
var der ikke Bund.
-Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg.
Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de lob, lob, alle tre,
Hojen rundt.
-Ja--her er det dejligste Land, raabte Tine, der loftede den fangede
Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Klover.
De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved
Braendestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt.
Haekletojerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede:
-Det var svaert, saa de fra Ronhave korte til Bispens nu--det var anden
Gang.
-Tredje var det--i to Uger.
-Og saa hang Herredsfogeden bagpaa--som Fjerdemand til Lhombren.
De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og
godt _underrettede_ var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne
rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Doren; og _der_ blev vekslet
Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bolling eller Madammen eller
Tine kom ud paa Trappen.
Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under
Traeerne:
-Hvor dog Skoven holdt sig, saa gron den stod.
-Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer.
-Ja. Men huskede Tine ifjor--de lod begge Haekletojet synke og saa ud
mod det brunlige Skovbryn--da den var gul i September.
De blev ved at tale om Skoven: _naar_ de havde vaeret her sidste Gang
_det_ Aar og _det_.
-Nej--ifjor var det knap man fik Nodderne bjerget.
-Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg.
Herluf raabte, lidt derfra, mellem Traeerne: Tine skulde komme, Tine
maatte komme derhen. Det var en svaer og bojet Gren, der hang som en
Gynge, taet ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han graed
og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende:
-Op Tine--op.
-Den knaekker, den knaekker, raabte Tine--det _var_ en Vaegt--mens Fru
Berg svingede til Grenen, saa Tines Skorter floj om hendes Ben.
Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines
bomuldsbestrompede Laegge:
-Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug--Fru
Berg maatte le ud med Ryggen til et Trae, for hun kunde komme hen og
faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet.
Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa
en Traestub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var
snart paa Tide at tage sig af dem nu. Naetterne var _dog_ blevet kolde.
Haven var Bergs og Tines stadige Faellesvirke. Skovrideren var
Rosenelsker og krydsede ogsaa Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra
Horsens, fik aldrig rigtig Haandelaget i en Have. Saa var det Tine
mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik tilhaande. Om
Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe paa
Havetrappen i sit Sjal og saa til og snakkede over Plaenen til de to,
som syslede og beskar og vandede. Hun saa dem tilsist kun som et Par
Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede.
... De havde pakket ind for at gaa. Herluf og Tine legede Tagfat over
Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm.
De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de plojede
Marker--hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen!
-I saadan Luft _horer_ man Tine, sagde Berg, der standsede.
Skovrideren mente altid, Tine havde en Rost for fri Luft, saa frejdig
som Vorherre havde givet hende den.
-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og
de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i
Verset, satte Berg en halvdaempet Bas til, saa det lod over Marken:
Flyv, Fugl! flyv over Furesoens Vove!
nu kommer Natten saa sort:
alt ligger Sol bag de daemrende Skove,
Dagen den lister sig bort.
Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage,
til de gulnaebede smaa;
men naar i Morgen du kommer tilbage,
sig mig saa alt, hvad du saa!
Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmaend
frem; i Rad rog de sindig Piber.
-God Aften--god Aften, kom det fra Rogerne stille ud mod Vejen til dem.
-God Aften, Anders Nils.--God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem
alle ved Navn.
Foran Lars Eriks stod hun lidt--den Gamle var saa plaget af Gigten--:
Naa, hvordan er det saa? spurgte hun op til Porten.
-Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersonnen.
-Naa, saa Gud ske Lov da.
-Ja, saa Godnat, Hans Lorents. sagde Tine og gik igen.
De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i
Haanden. Foran dem laa Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rod
bag ved det gamle Taarn.
Flyv, Fugl! flyv over Furesoens Rislen.
Kaerlighed kalder dig hjem;
saet dig nu kont mellem Lovbuskens Hvislen,
syng saa din Kaerlighed frem!
Kunde, som du, jeg i AEtheren svomme,
ved jeg nok, hvor gik min Flugt;
jeg kan i Lunden kun sukke og dromme,
det er min Kaerligheds Frugt.
De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene.
Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Graesning paa en Vejkant,
for hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Haenderne, da de kom
hende forbi.
I Skolen sad gamle Bolling paa Trappen med sin Pibe, og kom ned og
hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrompen, i Doren: hun havde
Butterdejgskringler, frisk bagte, idag; og Fru Berg og Herluf kom op,
til Saede paa Baenken, mens Bolling blev staaende nedenfor med Berg og
talte om Skovauktionen.
Nede ved Kaeret blev Smedien lukket, og ovre ved Kroen kom Madam
Henrichsen, bred og stormaegtig, ud paa sin Baenk mellem de to hvide
Sojler. De hilste alle over Pladsen--ogsaa til den svaere Knud Smed,
der gik hjem med sin Hund.
Det var som alle maatte trives og blive runde og sunde i dette
Nabolag, her paa "Torvet", saa velnaerede de alle var, baade hos
Bollings og i Kroen og Smedien.
Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og
Bolling talte hviskende nedenfor Trappen. Sine drev sindig sin Ko til
Vands over Pladsen. Den drak og brolte, dumt og langt, ud over Kaeret.
Klokkerne horte op. Saa skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Tine
fulgte med dem. Himlen var dunkelrod over Hegn og Marker.
Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret--den
om "lille Grethe". Skovrideren lod Doren til sin Stue staa paa Klem.
Herluf var traet og faldt i Sovn paa sin Skammel med Hovedet op mod
Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede
ogsaa hun.
Hun vaagnede halvt. Tine ser nok efter Bordet, sagde hun saa med en
sovnig Stemme, og Tine rejste sig for at se efter Sofie--Fru Berg blev
sjaelden rigtig vaagen, for Lampen var taendt og Theen inde.
-Nej, er der daekket, sagde hun da, helt overrasket, og kom nok saa
rank op i Sofaen.
Efter The plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i
Badstue saa gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren.
Eller Berg laeste, i den store halvmorke Stue, hvor der kun var lyst
rundtom Lampen. Mest var det Oehlenschlaeger, han laeste, eller ogsaa
Palludan Mueller--Tine havde Lommetorklaedet fremme i sit Skod.
Bagefter, naar Tine skulde til at gaa, lob Fru Berg og hun paa Vejen
ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af
samme Kop:
-Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud,
for de havde faaet den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo. Mand.
Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sent, han vilde selv
folge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som
taettere Skygger i det stille Morke. Hundene vaagnede kun halvt og
sendte en sovnig Knurren efter dem.
Berg loftede Lygten for at finde den torreste Vej i Solet. Her, Tine,
her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen
loftet--at blive "fulgt" af Skovrideren var det aerefuldeste, hun
vidste.
-Vi ses, hilste Berg, naar de skiltes.
-Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Doren
var lukket op. Men Madam Bolling var gnaven. Det lignede dog ingenting
at komme hjem her den sene Nat.
Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen:
der var altid noget at tale eller sporge om fra Skovridergaarden.
Tine gik op, mens Foraeldrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos
Madam Bolling, at blev hun forst vaekket om Natten og kom op i
Underskortet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Kokkenet og ind
igen, mens hun stadig talte med Bolling.
-Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekraeftede Bolling dernede.
-Tine, sagde Madam Bolling op gennem Loftet.
-Jo, Mo'er.
-Tine, du, husk det lille Stykke Smor imorgen Barn, jeg har lagt til
Side--det artede sig saa vel i Kaernen, saa jeg lagde det til en Side ... de
kunde dog smage det dernede.
-Ja, Mo'er sagde Tine og blundede ind med Foraeldrenes Ord i sine Oren.
-Jo, _de_ har gode Hjerter, sluttede Madam Bolling af; hun kom endelig
af Underskortet og op til Bolling.
* * * * *
Tine kunde ikke falde i Sovn inat. Foraeldrenes rolige Aande lod
bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun taenkte paa alle
disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf
og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom.
Hun huskede Vintermorgnerne, naar alle "Faers Born" korn til Skole i
Morke og Moder trillede dem ud af det meget Toj--Trine og Lars Erik's
Lene--inde i Sovekamret, mens Tine saa forundret til fra Sengen. Og
saa sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe paa Dynen.
Om Sondagen var der Glasvaeg for Praestens Vogn, og Kordrengene sad i
Kokkenet paa Baenken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes
Spolkummer for at varme sig, mens Praesten praedikede.
Men lidt efter lidt laengedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I
Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene saa de uden Lys.
Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede "Faers" Drenge
hen over Pladsen, og hun og Kroens Katinka havde den ene--de spillede
Paradis, mens det skumrede.
Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Torklaeder frem i Dorene, og
Fader rog sin Pibe paa Trappen.
-Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden.
-Hun lider, svarte han, som skoede Lars Erik's Skimlede.
Staerene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork
ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store
Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke,
gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Maerker og Varsler at
tage af, om den floj hojt eller om den floj lavt og naar den gik i
Mose--baade for Somren og Saeden og for Regn for Skt. Hans.--Den kom
sent. den bringer Varme, sagde Balling. Han vidste Datum for, naar
Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han forte
Bog med baade Stork og Staere i sin tyske Almanak.
Foraaret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen.
Ud over Pladsen horte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort
og Katekismus.
Saa sang de tilslut med hoje Stemmer, mens Bolling slog Takten med den
store Pegepind; Madam Henrichsen gik saamaen tit ud i sin Dor blot for
at hore til.
-Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier.
Baade Faedrelandssang og Psalme lod der over Pladsen, til Bornene
tilsidst jublende slap fri og Bolling kom ud paa sin Trappe at svale
sig en Stund, efter Dagens Sved.
Om Aftenen, naar Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Haanden og
fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad paa en Sten ved Doren,
bag Buxbomhaekkene, eftertaenksom og stille.
Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de
fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i
Fjederstolen paa sin Vogn:
-Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam
Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet--i Maj
Maaned.
-Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som
ved at blive faerdige med Hosten.
Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder
Sladder halve Timer om baade Nedkomst og Barsel, foran Trappen.
-Ja, ja, det gi'er Offer, nikkede Madam Esbensen til "Farvel" og jollede af
i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bolling
maatte forst give Madam Henrichsen Besked--hun kom ud for at hore,
_hvor_ det var, og hvordan det stod.
-Hos Hans Lorentz'?--Ja, jeg taenkte del. Det er vel Tiden....
-Naa--_der_ gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen.
-Ja, svarte Madam Bolling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og
Madammerne gik ind.
... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med
Maelken, sad Madam Bolling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden
fra Kirkegaarden og gik hjemefter.
-Naa, Niels Lars, sagde Madam Bolling, _er_ det saa gjort?
-Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads.
-Ja, Gud ske Tak, hun maatte stride haardt--ja, Gud ske Tak ... Ja,
saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bolling.
-Godnat, Madam.
Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev
stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind.
Naeste Morgen blev Pladsen stroet med Blade og Sand. Det var tungt for
Baererne at naa op forbi Krolaengen med Liget; de hvilte midt paa
Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind
paa Kirkegaarden. Graven var taet ved Muren og Madam Bolling og Tine horte
Talen ind i Kokkenet.
Om Aftenen gik Madam Bolling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet
kom hun til Saede paa Trappen med sin Strompe. Madam Henrichsen sad
ovre hos sig mellem de to hvide Sejler.
-Saa er _hun_ henne, sagde Madam Bolling; Og Gud ske Tak--hun stred
sin Strid.
-Ja, hun var et Skrog, bekraeftede Madam Henrichsen.
-Men Gud loser op til sin Tid, sluttede Madam Bolling, og de strikkede
tause.
Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm--de gik til Praesten sammen
nu--; de sang, mens de lob hen over Sand og Buxbom.
Aarene gik.
Helg og Sogn og Hostens Tid--Uge paa Uge, fra Sondag til Sondag.
I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; en
maatte jo blive ved Huset; Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe
efter Tjenesten.
Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge
Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes
Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser.
Psalmen med dens mange Roster i Diskanten lod ind gennem Haven. Det
var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens
hun gik.
En Kirkegangskone kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af
Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhaekkene:
-Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmaelte,
begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren.
Selv satte Tine sig--det hvide Bord var faerdigt--paa Forhojningen
saa andaegtig, som kunde hun hore Kapellanen praeke helt herind.
Naar hun horte den unge Praest i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og
graed som et sprukket Kar, saalaenge han var paa Praedikestolen. Hun
havde nu i det Hele svaert nemt tilvands i denne Sommer, og det tog
hende og kom over hende, alting, som en Bedrovelighed--saa Kroens
Katinka lo hende ud, saa det klukkede.
-En lille Hjerteve, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa
Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrovelse.
Tine blev ved at sidde paa Forhojningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst
og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa
Krobaenken sad kun Praestens Nils i Skjorteaermer og rod Vest og spyttede
saa langstrakt ud i Solen.
Psalmesangen begyndte igen, og de forste Karle listede, varsomt og
skrattende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med
Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen
kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder.
Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med taendte Piber i store
Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en
undselig Klump.
Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner baenkede og sad lavmaelte og
stramme rundt om Madam Ballings Flodekumme, mens Tine bod Kaffen om
til dem og Kapellanen--det var, som fik hun det saa underligt i
Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen.
Og Ojnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte
til hende, som nu.