Tine - 7

Total number of words is 4654
Total number of unique words is 1433
36.1 of words are in the 2000 most common words
48.6 of words are in the 5000 most common words
54.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Hun gik ud i Bryggersgangen gennem Borgestuen og aabnede Doren til
Pigekamret.
Den store Dobbeltseng var tom.
Tine kastede sig pludselig paa Knae ned paa Stengulvet, og, med Hovedet
boret ned i den snavsede, forkrollede, misbrugte Seng, hulkede hun
fortvivlet.
Bryggersdorene klaprede stadigen, hid og did, paa deres villige
Haengsler.
* * * * *
Naeste Dag kom der et Par Feltlaeger til Skolen, Der maatte laegges Syge
i Skolestuen. Tine maatte indrette alt.
De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget
paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer.
Lieutenant Appel var iblandt dem.
Tine vilde ikke have kendt ham igen. De runde Kinder var faldet ind,
og Ojnene var maelkede som hos en, der har graedt baade Dage og Naetter.
Han var truffen i Siden og Lungen var odelagt.
De seks var alle haardtsaarede, og Transporten havde givet dem Feber.
Nu og da horte man deres Stonnen gennem Huset, og Saarenes kvalme
Stank stod ud i Gangen.
Tine kom ikke et Minut ud af Skolestuen mer.
-Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Bolling, der
gik ud og ind, fra Sovekammer til Kokken og talte til Bolling og til
sig selv og til Husmandens Petra--for nu var da alting af Led, nu
vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer.
-_Derinde_ sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre
har vi _dem_ til at gi'e Aanden op--og Huset er fuldt, Huset er
fuldt.--Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran
Husmandens Petra med rystende Hoved.
_Det_ var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om.
-Og Blod torrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre
igen.
Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som
Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen.
Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Bolling--hun var _helt_
forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Bolling paa den anden Side af
Sengen.
Saa taenkte hun pludselig paa Skovrideren: til ham kunde hun gaa. Han
havde da "Magten over Tine"--ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod
alting staa og gik--hun vilde strax derned.
Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik.
Hun blev ved at snakke med sig selv om Bolling og de Saarede og om
Vejen.
-Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et
Ojeblik efter gentog hun paany:
-Og saa vil Tine rejse ... som om _det_ stod i Forbindelse med Vej og
Blod paa Trappen og alle Sporgsmaal under Solen.
Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Bolling kom.
-Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang.
Madam Bolling begyndte at gore saa mange Undskyldninger, mens hun
satte sig, fordi hun "altid skulde plage ham og hver havde nok i
Sit"....
-Men det er _det_, at Tine vil ta' bort, brod hun ud. Og hvad _ska'_
vi gore?
-Bort? sagde Berg; der kom en egen, besynderlig, lys Klang over det
hurtige Ord.
-Ja, til det Lasaret.
Der blev en lille Stilhed, mens Madam Bolling ventede. Men Berg sagde
kun i den samme hastige Tone og vendte sig:
-Ja--de traenger til Hjaelp derude.
Madam Bolling saa op, som om hun ikke havde forstaaet ham:
-Traenger? traenger? sagde hun. Hvem? hvem?
-Var'et de Syge? Var'et de Syge?--var Bolling da ikke syg?
Og Madam Bolling begyndte pludselig at tale i en hoj, skaendende,
fortvivlet og gennemtraengende Tone, som Berg aldrig havde hort:
-Hvem skulde hjaelpe, naar hun rejste? _hvem_? Var _her_ da intet at
hjaelpe? her--baade her og der? hvem? _Saa_ han da ikke sit eget Hus,
sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Vaeg uden
Plet--og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt ode....
Hidsig blev hun ved at tale, pegende paa Gardinerne, der var graa, paa
Gulvtaeppet, der sledes bort, paa Bordene, som var stovede--skaeldende
foran den blege Berg, som forte de knyttede Haender op og ned foran sit
Bryst uden at kunne tale--til hun pludselig brast i Graad:
-Aa, nej, aa, nej, men ingen staar det ud, ingen staar det ud, jamrede
hun, mens hun graed.
-Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at
sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at
faa dette Menneske til at holde op, der graed, faa stanset den Graad,
den ulidelige Graad.
-Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart.
Han gik op og ned, op og ned.
-Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst.
Det var, som Berg selv folte en pludselig Ro, efter mange Timers
stumme Hidselse, ved sine egne Ord.
-Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt ... Ogsaa Madam Bolling
blev paa en Gang roligere og begyndte at torre sine Ojne; og, ligesom
undskyldende sig paany, sagde hun:
-Aa--ja--se, man gor jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider....
Men, hvem har sine Sanser--hvem har sine rigtige Sanser?
-I disse Tider, sagde hun.
Madam Bolling rokkede hjemad. Skovrideren havde lovet at tale med
Tine.
Han havde staaet paa Trappen da hun gik og set ud i Luften:
-Nej, _vi kan ikke undvaere hende_, havde han sagt.
-Nej, det kan vi ikke, havde Madam Bolling svaret.
Og saa var hun rokket hjemad.
Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom--hun saa, hvor bleg han var:
-Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De traenger til
Luft.
-Er Vejret smukt, spurgte Appel.
-Ja, svarede Berg og taenkte: Hvor hun har lidt.
-Skinner Solen?
-Ja.
-Saa gaa dog--saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord.
De gik ud og de bojede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne stojede, ned
langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed--uden at tale.
Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at
tale--losrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle
Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de
Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede
den Lidenskab, han ikke naevnte; han forfulgte den med sine Ord lige
til dens Fodsel i sine Tanker--han forsvarede sig med alt, skaeldende
Naetterne, Vaerkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der
ikke havde Arbejde, Naetterne, der ikke kendte Sovn.
Han gik igen hurtig, saa hun naeppe kunde folge; stille forstod hun
alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han
ikke behovede, sagde hun blodt og naesten bebrejdende:
-Hvorfor vil De dog sige mig alt det?
Berg stansede--to Gange mumlede han hendes Navn.
-Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg
har talt med Deres Mo'er.
-Vi to, sagde han, behover vel ikke at vaere bange for hinanden.
-Nej, hviskede Tine og loftede Hovedet.
De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var
mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der naermer sig Foraar.
Kanonerne taug. Kun et enkelt Dron bares hen i den klare Luft med en
Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem.
De gik ned over Engen og steg ind over Gaerdet. De saa Dammen og
Lysthuset med de hvide Sojler, hvor Rosernes Ranker hang nogne ned--og
de taenkte det samme.
Gennem Laagen i Buxbomhaekken kom de ud til Laengen.
Fra Dagligstuen lod Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den
halvaabne Vaskehusdor, rykkede vaek fra sin Sergeant. Men Maren blev
staaende ubekymret, hojt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre
ved Leddet--de fulde Spande havde hun stillet fra sig.
-_Kom afsted med Deres Spande,_ raabte Berg som i en pludselig
Forbitrelse. Og Maren satte ind efter--uden en Lyd--saa Skorterne floj
om hendes Laegge og Maelken skvulpede; Officererne, der drev paa
Gaardstrappen, skoggerlo, da hun lob.
Berg og Tine skiltes.
Hun vendte ad Alleen hjem til Skolen. Den sodligt kvalme Luft fra de
Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne
Kort.
Madam Bolling var i Kokkenet--hun kogte Honsekodsuppe til "dem
derovre".
-Det er smaat--det er smaat med dem derovre, sagde hun.
-Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille.
-Aa, saa Gud ske Lov, aa, saa Gud ske Lov, sagde Madam Bolling og
satte sig af Bevaegelse.
-Og her er jo ogsaa nok at gore her, sagde Tine som for.
-Aa ja--er det ikke sandt?--Aa--saa Gud ske Lov ... Bolling, Bolling,
raabte Madammen ind hojt og glad, vi beholder hende--aa, jeg vidste
det, aa, jeg vidste det, naar _han_ lovede det.

-Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bolling tyssende. Tine
havde helt krampagtig slaaet Armene om hans Hals.
* * * * *
... Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng.
Rundtom var de Syge ved at falde til Ro.
Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bojet ned ved et
Taellelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kaereste, siddende
halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at taenke og med at
skrive.
Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede
Ojne.
Henne fra Vinduet horte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle
Bogstaverne, ligesom om han stavede.
Appel slog Blikket op:
-Aa--De ved ikke, hvor hun har konne Ojne, sagde han og saa op mod
Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte.
Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille.
Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Haek
brod en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat.
I Morket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Kroblingens Vogn
med Ollet--han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at
tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tonde:
-Jo, _den_ gik godt nok--om man saa'n ku' hold' 'en gaaende--Ane
forstod' et at bland' det tynde ol....
Den Kroblede blev ved at snakke.
Tine gik fra ham: Han havde vaeret til Kros.
* * * * *
To Naetter efter blev Tine hentet hjem.
Det var Madam Bolling selv, som kom og slog paa hendes Rude.
Det var rent forskraekkeligt med Bolling. Maelet havde han ligesom faaet
helt igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var
ikke til at holde i Sengen.
Laegen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen.
Tine maatte blive derhjemme.


VI.
Paa anden Nat sad Tine hos Faderen.
Han talte uafbrudt og bad og vilde hore laese--Psalmer og Skriften.
Tine laeste og laeste.
Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Sovne rokkede og
rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs.
Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Vaeg. Madam Bolling havde
faaet en Dyne ud paa Kokkengulvet for at finde lidt Hvile.
-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder!
-Ja, Mo'er, ja--men sov nu, sov nu....
Som en Orkan forte Stormen Kanonernes Don hen over det rystende Hus.
Blaesten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det lod
som Gevaerernes Knitren. Og fra Vejen i Morket horte man i Larmen de
utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra
Sonderborg--paa fireogtyvende Time.
-Hor, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bolling i sit
Kokken.
-Ja--men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet.
Madam Bolling blundede hen og stonnede let i Sovne. Dagen begyndte
graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, laenet mod den sitrende Mur.
Rundtom sov alle--Officerer og Soldater og Syge--den samme Sovn,
horende Kanonernes Dron dumpt gennem Blundet.
Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin
Plads.
-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Dogn havde hun knap vaeret
udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lod.
-Ja, Barn, gaa--gaa, sagde Madam Bolling, der tog fat paa det daglige
og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun foler Selen og
slider.
-Og det ta'er kun til--det ta'er kun til, sagde hun.
Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk.
Vogn efter Vogn sled sig endelost op forbi Kroen. Kvinder og Born sad
paa de usikre Laes som dinglende Bylter i Regnen, sovndrukne midt under
Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans,
ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slaebte.
Born, hvem Regnen blindede, lob mod Vogne og Traeer, og skreg, mens de
tumlede videre.
Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne horte man ikke under Kanonernes
Brol.
Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gaerde. I Huset
var alt opgivet. Natten lang havde Dorene ikke staaet. Fra alle Veje
lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Sovn eller Ro.
Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser.
I Gaarden holdt forladte Flyttelaes, som var uden Ejermaend, midt i
Regnen. Tre Maend laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte
Kapper, og et Par vildfarne Born var faldet i Sovn paa Loftstrappen,
indsvobte i et Sjal.
Ingen Dor var lukket, og Snavset, som var fort ind af hundrede
Vejfarne, var storknet paa alle Taerskler. I Dagligstuekakkelovnen
taendte to Fremmede Ild.
Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor
de var, og de sogte Hvile for det tunge og bedovede Hoved ved at laene
det mod Vaeggen, der skaelvede. Faa talte. Fra Bergs Stue horte man en
skinger Kvindestemme, der blev ved at sige--mens den Talende
uafladelig, sanselos og jamrende, slog de udbredte Haender ned mod sit
Skod--:
-Alt, hvad vi ejer og har--aa, alt, hvad vi ejer og har!
Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen
skottede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne
Dore, som vilde den slynge dem los fra de sitrende Karme under
Kanonernes Larm.
Tine kaldte og Stojen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst--i
Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved
viklet i et Lamasjal.
-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over
Sengen: aa, den treenige Gud--aa, den treenige Gud!
Tine gik og kaldte igen:
-Maren, Maren!
Ingen svarede.
Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr,
frem over Gaarden, som stod alle Laenger i Brand, ud, hvor Lars
Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var lobet bort. De stod
paa Markhojen--forfaerdede foran det braendende Land.
Orkanen slog Rogen som vaeldige Skypumper frem over Landet; Gaarde
braendte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften
saas Granaternes rode Buer, og Jorden skaelvede under Fodderne som et
Dyr, der stonner.
Rundtom paa alle Hojder stod i den strommende Regn Maend og Kvinder som
Stotter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud
over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer.
-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag--blev Sofie
uafladelig ved; hun fulgte i Haelene paa Tine hvor hun gik og stod,
mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Maelk og Brod (der var ikke
anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste
Bornene at spise.
-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var
inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'--Sofie
jamrede hojt--det er det bedst' af alle Billeder--det ligner bedst af
alle Billeder--_der_ var han ind' at si' Farvel--da han drog ud....
-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der oste Maelk op i Tallerkenerne, som
Sofie skulde baere rundt.
-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfaerdigere; hun faldt i
Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte hore igen om
"al den Elendighed".
-Og--det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet.
Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev
Kanonernes Bulder hen over Huset.
En ny Strom af Flygtninge begyndte at banke paa Dorene. Baronen lod
dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedoren, geskaeftig som
en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrebillet af hver: en
Skildring af Bombardementets Raedsler.
Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til
Saede.
-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den
fordaervede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klaeder.
En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsaek og lob
omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, for den
barsler, bad om blot et Braedt til at laegge over sine Knae, saa han
kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor
allerede to Born sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med
Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Raekke i
Vindueskarmen.
Der kom bestandig fler; gennemblodte, overdaengede med Smuds stod de i
Gangen foran de overfyldte Stuer og slovt, uden Ord, vendte de tilbage
til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Ojeblik, en
halv Time--og de satte sig, med Born i deres Arme, paa Loftstrappen, i
Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Sovn det Nu, hvor de
satte sig.
Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev
lagt i Pigernes Seng.
Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "to op" og de vaagnede til
Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, graedende for deres
Hjem--uden at hore paa hinanden, hver kun optagen af sit--krammende ud
med Ejendom, Pengevaerdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst,
der intet horte, men kun talte selv, ramt af samme Skaebne, hidsig og
fortvivlet som en bedragen Jode paa en Markedsplads, taellende
Vaerdipapirerne, han har reddet--og pludselig stansende, uden at kunne
taenke, forstenet igen, foran Hjemlosheden; deres Hus, der var styrtet
sammen, deres By, der var lagt ode, deres Hjem, som var skudt ned.
Mens Modre, med Born ved deres Knae, kun blev ved at graede stille.
De traengte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende
alle Kroge, traengende sig ind allevegne, som var de Folk, der var
komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals--mens
Baronen blev ved at lobe om, purpurrod, sporgende om "nye Detailler",
udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra
Kobenhavn, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortaelling, ingen
horte:
-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke
hyggeligt.
Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden
havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet
at ligge.
-Over hans Seng--lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt
under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt:
-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt.
Et Par Kobmaend talte om Assurancen--det var Held for _dem_, som havde
godt forsikret gamle Ronner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert
Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager horte man
uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme
Ord--uafladelig, som en Sindssyg--ligesom et Refraen.
Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke
mer; her gik hun kun rundt som en dov mellem fremmed Jammer.
Tine gik Baronen forbi, der stod taet ved Doren, og hun horte ham
raabe:
-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det
gaelder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retraeten,
har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gaelder ... Og der falder en
Granatregn nu over Broerne....
I Gaarden stod de dodtraette Heste ludende og dog med loftede Oren
under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Laes. Tine gik dem forbi
og ind i Stalden--hun vilde kalde paa Lars eller Maren--: med
fremstrakte Halse brolede Kvaeget kort og angstfuldt, med store, bange
Ojne, mens Tojret raslede svagt.
En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den
Blissede, Herlufs gamle Ko.
Og overvaeldet, afmaegtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og
som hun kendte, graed Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at
slikke hendes Haender.
Hun gik ud, mens Koerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet
ved Loen horte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede
dem ud og med skaelvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme,
som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig
Angst og trykker sig op imod Jaegeren.
I Alleen kom der atter Flygtninge imod hende--Korende og Gaaende.
-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden
Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig--en Hjord
uden Vilje.
Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne,
gik mellem Vognene, bedovede, svaertede og blege. Officerer af Staben
red ind paa Marken for dog at komme videre.
Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte:
-Hvor ligger tredje Regiment?
-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren.
Tine blev staaende--de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at
lyde, Praestens Kaleche kom, Tine stod der endnu:
-Han laa ved Broerne.
Hun horte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede naeppe hendes Rost.
-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.
Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som horte
Klokkerne og vilde ud af Sengen.
Tine lob ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Haenderne, mens han
raabte:
-Bed, bed, lad os staa op at bede.
-Ja--ja, hun holdt ham i Sengen.
-Lad de Ugudelige bede....
-Ja, ja!--Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog
Praestekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slor
og hun horte dem ikke:
-_Han_ laa ved Broerne.
-Laes, laes, skreg den Syge hojt; han satte sig op og hans glasagtige
Ojne var som ispraengte med Blod. Laes, laes, og han krammede om Bibelen
paa sin Dyne.
Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Don. Ude i Kokkenet hulkede Madam
Bolling hojt.
-_Der, der,_ skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Laes,
--horer du--laes ... lad os alle bede.
Tine knaelede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran
hendes Ojne, og hun laeste og laeste og vidste ikke, hvad hun laeste:
-"Herre vaer os naadig, vi have biet efter dig, vaer aarle vor Arm, vor
Frelse i Nodens Tid".
-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Ojne: bed, lad os bede. Gud er
almaegtig.
-"Og Himlens Haer skal svinde og al deres Haer skal visne. Til Dom skal
mit Svaerd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban".
-Gud er almaegtig. Gud er almaegtig--
Tine laeste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv horte hun
ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Oren kun
tomme Lyd:
-_Han_ laa ved Broerne.
Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han hojere end hun, naesten
som med Triumf--alle Esaias' Raedsler.
-"Herrens Svaerd kender Blod og det er maettet af Fedme, af Lams og
Bukkes Blod, af Vaedderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i
Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land...."
Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge horte efter den og
talte sagtere:
-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Rogen deraf skal opstige
evindelig. Det skal vaere ode fra Slaegt og til Slaegt, fra Evighed til
Evighed skal ingen gaa igennem det".
Langsomt blundede Bolling hen, og de febrilske Haender blev stille.
Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken horte hun Soldaternes Sang:
Vor egen Magt, den er kun svag,
let kan os Fjenden faelde;
men En antager sig vor Sag,
omgjordet med Guds Vaelde:
Det er den Herre Krist,
og Sejer faar Han vist!
Der er ej anden Gud,
Han drager med os ud.
Han Marken skal beholde.
Den Syge mumlede i Sovne, men Tine horte det ikke: hvor staerkt de dog
sang derinde--_de, som skulde do_.
Og myldred Djaevle frem paa Jord
og os opsluge vilde,
vi frygte dog ej Fare stor,
de deres Trusler spilde.
Lad rase Morkets Drot
med Logn og Mord og Spot.
Han har dog faaet sin Dom,
da Krist til Jorden kom:
Et Ord ham nu kan faelde.
_De_, som kunde do--do og faa Fred!
... Tine stod op. Faderen sov endnu, og Praesten var allerede kommen
tilbage og tog Praestekjolen af paa den anden Side Sengen.
Madam Bolling bragte ham Kaffen og Kringlerne.
-Aa, var det nodvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne?
Og han nod Kaffe og Tilbehor, siddende ved Fodenden, med et rort Blik
paa den sovende Syge.
-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhorere, sagde han
og pegede ud mod Kirken.
-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt.
Hun bragte Praestekjolen ud til den ventende Vogn, men Koretojet kunde
ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kaempende
Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhoje Mudder og
Hestene stansede skaelvende og blindede. Familjevis kaempede Menneskene
sig frem. Born og Kvinder og Maend, bukkende sig for Storm og Regn,
der piskede deres Ansigter, foleslose--naar de blot kom frem, kun frem.
De skubbede sig forbi Kanoner og stonnende Dyr, forbi Saarede, der
jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Born, der skreg ved
Vejkanten, og de saa dem ikke, fordi de ikke var _deres_.
Og selv deres Klager var dode. De bar heller ikke mer, mens de sled,
rimelige Ejendele, men de slaebte kun bevidstlose, hvad Skraekken havde
givet dem i Haenderne. Born bar Husgeraad uden Vaerd, gamle Kvinder
holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der
strommede, udviskede Billedet af deres forfaerdede Ansigt. Modre bad om
Ly, blot for deres Born, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik
videre fra Dor til Dor, for der var ikke Rum.
Gennem alt, Storm og Kanondron, der fik Pladsen til at skaelve, horte
man som Knive de Saaredes Skrig--naar i Stimlen de nogne Vogne
stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dodtraette under altfor stor
Elendighed, havde kastet dem uden Medfolelse.
Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade
Gravstene. Foran Porten spaerrede en Marketender Vejen for alle og
solgte ud fra sin Vogn, geskaeftig udskrigende sine Aagerpriser, mens
hungrige Born spiste begaerligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr
og Mennesker jog den Kroblede, falbydende sit Ol, mens den fyldte
Skindpung slog klingrende mod hans Krykker.
Forfaerdet stod Praesten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn
satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Bornene faldt og skreg og Vogne
tornede mod hinanden.
Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun
skulde i Forretning.
Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spoge og
raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle
Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og traengte sig sammen, mens
de blev ved at le. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for
at folge i Kolvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de
Flygtende.
Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at
skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slaebte
Vognparkens vanrogtede Dyr nye Saarede.
Det var en Vogn med haardt Kvaestede. Der _maatte_ skaffes Plads. De
_kunde_ ikke bringes videre. De Naermeste stansede ved Skrigene, da de
Saarede bragtes op ad Skolens Trappe.
En Laege fulgte. Forvirrede lob forasede Sygepassere efter Vand og
efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne
Kvaestede stonnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Laerred og der
var ikke Charpi.
Tine lob efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa
der, paa udbredt Halm, Born og Kvinder, Side om Side. Frysende Born
graed rundt om Skorstenen paa Stengulvet.
Madam Henrichsen fik Laerred og Klude frem, siddende i sit plyndrede
Spisekammer, vragende laenge, mens Tine ventede, utaalmodig, med de
Kvaestedes Stonnen i sit Ore.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Tine - 8
  • Parts
  • Tine - 1
    Total number of words is 4742
    Total number of unique words is 1525
    37.8 of words are in the 2000 most common words
    49.6 of words are in the 5000 most common words
    56.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 2
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1424
    38.4 of words are in the 2000 most common words
    51.9 of words are in the 5000 most common words
    58.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 3
    Total number of words is 4684
    Total number of unique words is 1492
    37.6 of words are in the 2000 most common words
    49.6 of words are in the 5000 most common words
    56.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 4
    Total number of words is 4814
    Total number of unique words is 1352
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    59.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 5
    Total number of words is 4609
    Total number of unique words is 1354
    38.8 of words are in the 2000 most common words
    50.0 of words are in the 5000 most common words
    55.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 6
    Total number of words is 4749
    Total number of unique words is 1312
    42.8 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    60.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 7
    Total number of words is 4654
    Total number of unique words is 1433
    36.1 of words are in the 2000 most common words
    48.6 of words are in the 5000 most common words
    54.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 8
    Total number of words is 4671
    Total number of unique words is 1329
    39.9 of words are in the 2000 most common words
    52.2 of words are in the 5000 most common words
    58.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 9
    Total number of words is 4704
    Total number of unique words is 1265
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    55.2 of words are in the 5000 most common words
    61.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 10
    Total number of words is 4489
    Total number of unique words is 1252
    42.5 of words are in the 2000 most common words
    54.2 of words are in the 5000 most common words
    59.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.