Tine - 6

Som langt borte saa Tine paa Skovriderhavens Hoj Hojaervaerdigheden ved
Siden af Baronen. Her stansede Toget helt--saadan parlamenterede
Englaenderne med den Enarmede--og en lang Stonnen lod fra Vogn til Vogn
ved det pludselige Ryk; mens Hojaervaerdigheden sagde, idet han loftede
sin store Haand:
-Ja--de Tapre har givet deres Blod for Faedrelandet.
Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen
raabte ned over Vejen:
-Jomfru Bolling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ...
Mr. Arboun har bragt det.
Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa forte hun Haanden hen
over Ojnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig
saa--saa de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrogtede Dyr--og hun
smilede.
Og hastigt--bestandig smilende--gik hun frem til den naermeste Vogn: en
Haardtsaaret stonnede svagt, laenet til dens Fjael; og, folgende med
Vognen, loftede hun ham op og gav ham, mildt, Stotte i sin Arm.
-Er _det_ bedre? spurgte hun.
-Ja, hviskede han og smilte.
Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm.
-Men hvor jeg torster, sagde den Syge.
-Vand er til at faa, sagde Tine--som talte hun til den gigtsyge Per
Eriks--og lagde ham varsomt ned. Hun lob langs Hegnet hen til Jens
Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus--hvor hun lob.
-Hjalp _det_? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen
igen og tog med den anden Haand det tomte Krus.
-Ja--Tak.
Den Saarede slog de matte Ojne op: Men til de andre, sagde han ganske
sagte.
-Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Ojnene. Hun lagde ham ned igen
og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i
deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skaenkede
hun og rakte dem Vand, en efter en. Hun lob helt frem forbi Vognene,
op forbi Krolaengen, og raabte hojt ind mellem Sojlerne med sin klare
Stemme:
-Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas!
Tinka lob ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande oste de Vand
i Glas og Kopper.
Tine "rettede" og Tine hjalp. Madam Bolling kom ogsaa ned, med Saft og
Vand i et Par Skaaler.
Tinka og Pigerne maatte vende sig bort--nu og da--naar de Saarede
takkende trykkede deres Haender.
Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; laedskede for en Stund, sad
og laa de Saarede roligt.
Madam Bolling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bolling i det
aabne Vindu. De unge Liv--de unge Liv, sagde hun og fulgte med Ojnene
den sidste Vogn, som langsomt bojede bort.
Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa saa hun
Foraeldrene--de to Gamle--staa deroppe i det samme Vindu.
Og hurtigt slap hun alting og gik ind.
Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme
og vaere her en Aften igen og sove paa Sofaen--det var ingen
Ulejlighed. Bolling sad med hendes Haender i sine i den gamle Krog. Han
var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse.
Det begyndte at morkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa
Baenken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var dod hen og Alt var
blevet tyst--stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante
og hjemlige Hamren.
Saa horte ogsaa den op; Drengen fik lukket og staengt, og Smeden kom
hen over Pladsen med sin Hund.
-Saa holdt de da inde en Gang. sagde han og hilste op til Tine.
-Ja, svarte hun.
-Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt.
-Godnat, Jomfru.
-Godnat, Knud Smed.
Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende.
Stille ragede Hegnenes Pil op i den morknende Luft.
... De havde drukket The. Bolling var kommen til Ro i sin Stol og
Madammen var ilag med at strikke Hael. Tine sad nede paa Forhojningen,
med Haenderne i sit Skod.
Madam Bolling talte om "dem derovre"--Fruen og lille Herluf.
-Ja, hvad maa hun lide--at sidde _der_ og vide ingenting--ja, hvad maa
hun lide.
-Ja, sagde Tine langt og mildt.
Hun laenede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og
hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge--Sangen om "Lille Grete":
Ak, kaereste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn,
min Grete rejser fra mig idag til Kjobenhavn.
Nu vil jeg gerne be'e ham, min gode Mester Wiig,
at gore mig en Guldring og skrive indeni.
Farvel, farvel, lille Grete!
Madam Bolling nynnede Omkvaedet med over sin Hael.
-Ja--saa hun sang den kont, sagde hun, da Sangen var forbi.
Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Haenderne i sit Skod.
-Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede
sin Fader.
* * * * *
Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun
gik og blev ved at hjaelpe med _det_ og med _det_.
-Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bolling--_hun_ havde
saamaen ogsaa Huset fuldt--: Og her gaar det nok, her gaar det nok! ...
Hun vilde have Tine derned.
-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Bolling--han var snavs
igen.
-Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg.
-Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet--der var noget eget
mildt og stille over Tine--: Farvel.
-Farvel da Mo'er, sagde hun i Kokkenet og lob.
Hun gik over Gaerdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie modte hun
i Gangen; hun gik og bragte Mad ind:
-Aa Gud, at se Skovrideren igen--saa frisk og sund--den Glaed' at se
ham--Sofie glemte Maden af Rorelse--aa Gud, om Fruen kun' se ham, saa
frisk og sund han er.
-_Er_ han? sagde Tine blot og smilte.
Sofie gik ud og ind og serverede; i Kokkenet snoftede hun: Saa
Skovrideren er kon--det er Herlufs Ojn'--det er Herlufs Ojn', blev hun
ved. Men Lovenhjelm--og hun smilte pludselig--han har li'egodt en flot
Figur.
-At taenk' sig, de kommer der fra Dodens Mark, just direkt' fra Dodens
Mark og er i god Behold--Sofie gik ind og kom ud--:
-Jo, Lovenhjelm, han har en flot Figur, erklaerede hun igen. Sofie var
i det Hele tilbojelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom
lig' fra Dod'ens Mark".
Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede
til--til Maden, og naar Doren blev lukket op, horte hun nu og da Bergs
Stemme.
Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved
Vinduet, da hun horte Bergs Skridt i Haven med en anden--og _saa_ ham,
saa rank og staerk.
Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har _De_ gemt Dem? (og selv
havde han dog heller ikke sogt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod
han lidt:
-Har det ikke sunget for Deres Ore? sagde han og blev ved at se paa
hende: _Jeg har taenkt paa Dem_.
Han tog ikke Ojnene fra hende. Paa hans Sporgsmaal svarede Tine ikke.
Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte:
-At De er kommen hjem.
Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han horte knap
de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at se paa hende, som hun sad,
staerk og sund og ren--saadan som han saa hende altid og altid
nu--derude i Kulden og Natten og Dyndet--derude i Skansen.
-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort.
-Ja.
Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rorte ved
Doren--hurtigt, som havde han siddet Tine alt for naer: Kom ind.
Det var blot Madam Bolling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle,
som hun vilde bringe herned"....
-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er
fuldt og Bolling ... og Bolling er snavs.--Og Tine gaar osse rundt og
mister Humoret--jo, du gor Tine--hun gaar helt hjerteangst--man ser
det ud af Ojnene--naar de Kanoner broler.
-Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bolling og saa op og ned ad
Berg med sine gode Ojne. Jeg si'er jo til Bolling: naar kun
Skovrideren er sund.
Hun blev ved at se paa ham. Berg tog hendes Haand, lidt hastigt, og
gik.
Madam Bolling og Tine gik ud i Kokkenet; _der_ stod Kringlen. Ude i
Gaarden gik Berg forbi med en Flok Officerer.
-De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Bolling, der var ved
Vinduet og saa efter de gode, ranke Skikkelser.
Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke.
... Lidt efter fulgte hun Madam Bolling paa Vej.
Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger,
mens Aftenklokkerne begyndte at ringe.


V.
Paa Pladsen rog Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i
aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen.
Tine fik Bolling ned ad Trappen og stottede ham, mens han orkede ned
forbi Laengen.
-Nej, Bolling er snavs, sagde Madam Bolling, der stod og saa efter dem
fra Krodoren--hun var kommen over til Madam Henrichsen lidt i det milde
Vejr.
Madammen stod og blev ved at se efter Manden og Datteren; hun syntes
ikke heller Tine "stod det rigtig ud"; hun sad mest kun hos Bolling og
puslede om ham baade tidlig og silde.
-Hun kommer jo baade Middag og Aften, sagde Madam Bolling, og kaert er
'et jo, rigtig saa kaert ... aa, hun er jo saa go'e ... at hun haeger
sin Fa'er, for ingen kan laegge Bolling en Pude til rette som Tine.
-Men "_dernede_" sagde Madam Bolling--hun horte Skovriderens Stemme
over Pladsen, han kom saa tidt og besogte Officererne i Skolen, nu, om
Eftermiddagene--; men "dernede", sagde hun bekymret, bliver alle
Lofter sorte.
Madam Henrichsen svarede ikke; hun havde _sit_ Ore efter Gaestestuen,
hvor Tinka lo og glanede.
-Og saa taler hun dog om at ta'e til Lasarettet, sagde Madam Bolling
efter en Stilhed, aa Herregud, at ta'e til Lasarettet, som om _her_
ikke ... aa Gud hjaelpe det ... var Lasaret nok alle Vegne.
Madam Bolling sad og rystede paa Hovedet som En, der ikke forstod:
-Som om hun behovede at ta'e til Augustenborg for at finde Syge at
passe, sagde hun. Men vi gaar alle om--alle om i dette her og blir
helt sanselose, sagde hun.
-Ja, sagde Madam Henrichsen, der var inde i sin Tankegang og stadig
havde Oret efter Tinka i Gaestestuen; iaar gaar der Skaar i no'en skore
Potter.
-Og jeg si'er det, sagde Madam Bolling, hvis Tanker stadig gik ud og
ind og ikke rigtig kunde hitte Rede, jeg si'er hende det: Skovrideren
kommer _her_, fordi han ikke finder nogen Hygge dernede....
-Men Tine, sluttede Madam Bolling, er jo blevet saa taus, som var der
slaaet en Laas for hendes Mund.
Begge Madammer stod tause og saa hen for sig--inde slog Tinka leende
Doren i for Naesen af et Par Lieutenanter.
Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle
Artillerister red deres Heste tilvands ved Kaeret i snavsede Trojer.
Madam Bolling gik hjem til sit.
Berg sad ved Vinduet naermest Trappen--_der_ kunde man se hele Laengen,
hvor Bolling, stottet af Tine, blev ved at stotre frem og tilbage i
den sidste Sol:
-Ja, _der_ kravler han, sagde Madammen, der kom op ad Trappen og
fulgte Bergs Blik--: aa, ja han faar dog slikket lidt Sol.
Berg gik ud, ned over Pladsen til Laengen. Ja, her er Lae, Skovrider,
her er Lae, sagde Bolling og tog hans Haender i sine. Og Tine stotter
mig--Tine hun har Kraefter.
De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Bolling. Den Gamle lod ikke den
svaere Tunge stanse. Han talte og talte--om "den gamle Tid"
-Nae, nae--det husker De ikke--det var for Deres Tid--det var jo Aaret
for Forstraadinden dode--Tine var ikke storre end _saa_--det var det
Aar, den nye Krolaenge braendte, du husker, Tine--du havde de hvide
Duer, de to hvide Duer, som floj i Ilden--de spiste af Haanden, da du
ikke var storre end _saa_....
-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham--hendes runde Arm
laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen.
Men Bolling blev ved--han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine
endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos
Bolling om Eftermiddagene nu.
-Ja, Tine har Kraefter, sagde han--hun naesten loftede ham op ad
Skoletrappen--: hun har Kraefter.
-Hun er vel ikke kon, sagde han og stansede paa Trinet og saa paa
hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund.
-Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er.
-Og _god_, sagde Bolling og tog hende om Haaret.
Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran
Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt begyndte Klokkerne at
lyde. Gamle Bolling var stavret ind, paa Trappen stod Berg og Tine
alene ved Siden af hinanden.
Paa Pladsen var der stille, nogle af Karlene havde foldet Haenderne
under Klokkeklangen. Kun fra Kroen horte man Tinka--hun var som i en
evig "Tagfat".
Klokkerne holdt op at ringe. I Smaaklynger begyndte Soldaterne at
drive hjem.
-Bliver De her, spurgte Berg, der gik ned ad Trinet, pludselig
hastigt.
-Nej ... jeg kommer vel ned....
Der var kommet som en hastig Rodme over begges Ansigter; det kom der
let nu, naar de talte med hinanden, ligesom sagtere, noget sky og
helst, naar Tredjemand var tilstede.
-_Tak_, sagde Berg kun kort og gik ned, over Pladsen.
Tine var indenom i Kroen for at tage Tinka med, da hun gik.
-Jeg kommer gerne, min Pige, sagde Tinka og tog Sjal paa sig.
-_Krohold_ er der jo allevegne, sagde hun: men hos Jer er der
lystigst.
-Ja, sagde Sofie, hvem Tine og Tinka traf sammen med en Sergeant i
Bryggersdoren: En gaar og ta'er 'en med Ro nu. Skytset ska'er ikke
Vaerkerne ... Sofie blev frygtelig smittet med tvivlsomme Vittigheder i
Sergeantstuen.
Tinka lo himmelhojt ad Vittigheden og slog sig ned i Tines Kammer.
-Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et
nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der
sad paa Skovriderens Knae.
Men Tinka blev ikke laenge i Ro--hun horte, Lovenhjelm var inde hos
Tine i Spisekammeret. Den rogede Skinke skulde ned fra Loftet, og
Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Haelene.
Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Dorene saa' hun
Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe.
En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel
Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys.
Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i
Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet.
Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmaessig
ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke laenger:
-Det er det blote Als, sagde han, det blote Als--og gik ind til
Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet.
-Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun
endelig kom og gik ind med Maden.
Tinka satte sig med skraevende Ben paa Blokken og pustede:
De har 'et jo saa haardt, min Pige, sagde hun til Tine, hun havde
maaske en Fornemmelse af, at der kunde tiltraenges en Undskyldning for
hendes Tilstand.
Efter Bordet sad Tine og Tinka i Kammeret. Berg kom derind. Forst blev
han staaende i Doren, laenge laenet til Karmen og rygende; indtil Tine
sagde, med bojet Hoved:
-Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men
Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De
dog siddende, sagde han.
Det var Tinka og ham, der talte--og mest ham. Han fortalte naesten
altid om sin Ungdom nu: om da han var paa Skolen og da han blev
Lieutenant--om "de forste Aar", "de glade Dage", sagde han.
-Da man folte det raske Hjerte banke, Hr. Skovrider, sagde Tinka og
gav sig selv et antageligt Rap til venstre.
Og Berg lo og blev ved at fortaelle.
Tine taug og forte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og
ind--lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende.
Hun rejste sig og hun bragte Maelkepunschen ind og tre Glas; og de
drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Taeppe--mens Tinka og
Berg blev ved at tale.
Hen gennem Huset horte man Lovenhjelms Klaver og Majorens Stemme.
-At taenke sig, der er saa kort _der_ ud, sagde Berg; der havde vaeret
en lille Stilhed:
-Hvor her er Fred, sagde han og saa rundt i det lille Kammer.
-Ja, her er _rart_, sagde Tinka og slog Haenderne mod sit Skort.
Berg rejste sig igen, men blev atter staaende laenge i Doren, for han gik.
-Nu ka' man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De
Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid.
-Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til
Sengetaeppet, hvor Skovrideren havde siddet.
Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun laeste dem saa urolig
og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom floj bare hen over hver anden
Linje. Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun
kunde laese dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at
hun med et tog dem op og laeste dem hojt.
Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Lovenhjelm at synge. Man horte
Ordene helt herud:
"Hej, Vaegter! Hvor skal Slaget staa?"
"Oppe paa Hjornet af Aabenraa!"--
"Ih Gud bevares, skal den Sorg
ramme det praegtige Pjaltenborg!"
Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa!
Brevet var mest Sporgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage
med "Husker De?" og "Husker De?" igen.
Tinka sad og vuggede i Hofterne til Lovenhjelms Sang, mens Tine blev
ved at laese det lange Brev--Side efter Side.
-Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er laenge
siden.
-Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Laengesiden.
Nej--hun horte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saa ikke
hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa
langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjaelp nu hos Minderne
mer.
Inde i Dagligstuen sang Lovenhjelm og slog i Tasterne til; Tinka
kvaedede med, mens hun lo:
Og hvem der nu i Sengen laa,
naaede knap at faa Buxer paa,
men hvem der stod og sov--Hurra!
frelste sit Liv og sit Toj endda.
Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!
Sangen holdt op.
-_Du_, sagde Tinka og slog ud med Haanden, ind mod Dagligstuen: _Han_
er dejlig.
Tine loftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste
ikke, at hun laeste og laeste atter og atter de samme Ord deri:
"Hvorfor skriver Henrik saa sjaeldent, og naar han skriver, saa kort og
hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i
den sidste Tid."
-Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort.
... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op.
Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu--det, han
skrev og skrev paa og ikke fik afsted.
-Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort.
Tine stod ved Lampen, blussende--og lykkelig lukkede hun Mappen.
... Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie folge hende.
-Nej Tak, min Pige, vi lober Storm i Morke, raabte Tinka og lob.
Ude ved Havehojen sprang Lovenhjelm over Gaerdet for at folge.
... To Gange gik Berg--som i Tanker--rundt om sine Laenger iaften.
Natten var stille. Kun en enkelt Gang rullede fjernt et enligt Dron
tungt gennem Luften. Fjenden var vaagen.
* * * * *
Alle Veje var fulde af Regimenter, der sang. Svaertede, blege, tyndede
vendte Tropperne hjem med Sang.
Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glaeden, mens det sagte
rullede frem gennem Landet.
Men Sangen tog paa igen--hojt i den foraarsfriske Luft--mens Folk og
Born lob ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer:
Nu skal vi nok atter med Projseren slaas,
han skal ikke finde os bange;
vi har jo dog viist, vi tor byde ham Trods,
skont vi vare Faa mod saa Mange.
Men heller en Kamp med et aabent Visir,
end Raenker i Lon og en Kamp paa Papir.
Lidt Torden og Lynild gor Himlen saa klar,
den taagede Luft kun paa Kraefterne ta'r!
Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt;
nej, kun Krigerens Daad knaekker Tyskerens Magt.
Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land.
Tine stod paa Markhojen og vinkede med sit Sjal. Stormen paa Dybbol
var afslaaet.
Huset genlod allerede af Tummel. I Gaarden lob Baronen rundt og
trykkede hver Mand i Haanden, mens han spurgte hver Menig:
-Men hvad "folte" De? Hvad "folte" De, min Ven?--og lovede Punsch.
Sofie, der lob stundeslos hid og did og lo til alle, sagde:
-Ja, En maa gor' de Krigere en munter Aften--de har fortjent en munter
Aften.
Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt
paaklaedte og dodtraette, mens de blev ved at tale--fra Stue til Stue,
hojt og glad Ude fra Vejen horte man Afdelingerne, der sang.
Berg var gaaet ud i Tines Kammer. _Der_ saa hun ham, da hun kom--han
sad foran den lille Ovn.
Hendes skinnende Ojne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes
Haender.
-Ja, sagde han og beholdt hendes rystende Haand det har vaeret en
lykkelig Dag.
Hun taug et Ojeblik, hun kunde ikke tale. Saa sagde hun mildt og
sagte:
-Hvor Fruen vil blive glad
Berg stod lidt:
-Hvor De er god, sagde han. Og han slap hendes Haender. Tine vidste
ikke, at Taarerne lob ned ad hendes Kinder.
... Baronen var i Kroen for at kobe Rom tit Punschen. Tinka og Jessens
Augusta aste selv afsted med Ankeret i to Hanke. Soldaterne, som kogte
Suppe udenfor Laengen, hilste dem med et langt Hurra, da de arriverede.
Tinka og Gusta kom, i Kokkenet, med i Arbejde: Piskejern og Slove gik
rapt i alle Fade. Gennem Doren i Bryggerset saa man Maren midt i den
taetteste Os.
Ude i Gaarden blev Soldaterne ved at synge; Baalene, som de kogte ved,
lyste i Morket nu:
Og nu vil jeg slaas som en tapper Soldat,
og livet jeg ringe vil agte;
lad Tyskeren gore sig helt desperat;
jeg skal ham dog mageligt magte.
Og naar vi saa modes engang i et Slag,
jeg tager i Fyren et ordentligt Tag.
Hurra! det vil blive en ypperlig Fest
at kaste paa Porten den ubudne Gaest.
Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt;
nej, kun Krigerens Daad knaekker Tyskerens Magt
Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land.
-Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med
opsmogede AErmer, saa Piskejernet i Roraegsfadet klang, mens hun satte i
med Lovenhjelms Vise:
Og hvem der nu i Sengen laa,
naaede knap at faa Buxer paa,
men hvem der stod og sov--Hurra!
Frelste sit Liv og sit Toj endda.
Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!
Det var ret, det var ret, sagde Sofie, der gik omkring og samlede
Tallerkener og satte dem fra sig igen: En maa skaff' dem en munter
Aften.
Tine stod i Spisekamret og skar Steg ud; stille og smilende nynnede
hun uden at vide det Tinkas Vise med.
Baronen--der ogsaa ventede sine Englaendere, som vilde rejse nu og
korte omkring for at sige Farvel--begyndte at brygge Punschen, mens
Officererne spiste, og Tinka og Gusta og Sofie bragte Drikken ned i
Loen, hvor Lars Avlskarl havde haengt et Par Lygter op under Bjaelkerne.
Soldaternes lange Hurra'er slog ud i Aftenen hver Gang, de fik en ny
Forsyning.
Sofie gik rundt og opmuntrede dem med mange Nik.
-Tom bar' Baegern', sagde hun, saa En ser Bunden.
Tre, fire Soldater fik Harmonikaer frem--hver spillede i sin Takt,
mens de andre blev ved at synge. Ingen horte Orenlyd; Harmonikaerne
slog ind i en Trippedans, og Maren sang til.
Pludselig dansede alle Soldaterne med hinanden, midt i
Loen--Fodtrampen hjalp paa Takten--saa Stovet stod op i det gamle Rum
under de dinglende Lygter.
Officererne kom ned og saa til i Doren.
En havde budt Sofie op, Marens Kavalerer dansede holdende hende om
Halsen.
-En gaar fra Arm til Arm, sagde Sofie, der pustede, saa hun naeppe
kunde staa og foer villig afsted med den naeste. Harmonikaerne hylede
og Soldaterne trampede Takt.
-Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun floj afsted
igen.
Ude i Gaarden horte man gennem et aabnet Vindue Lovenhjelms Klaver.
Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp.
Officererne var forst nu som rigtig vaagnede; Dorene stod aabne mellem
alle Stuer; Latter og Stoj lod fra Rum til Rum.
Majoren havde Tinka inde i en Krog, hvor hun hvinede af Latter. Ovre
fra Loen horte man Folkenes Lystighed.
-Jensen, en Polka, raabte Lovenhjelm og sprang op fra Klaveret.
Lieutenant Jensen satte i paa Klaveret, og Lovenhjelm var ude over
Gulvet med Tinka. Officererne trak deres Stole tilbage og flyttede ind
imod Vaeggen for at give Plads. Gusta kom paa Gulvet--og Tine; de
dansede tre Par.
Rundtom blev Officererne ved at samtale. To Kaptajner kom med deres
Toddyglas frem i Doren til Havestuen. De talte igen om det attende
Regiment, der havde holdt sig saa bravt.
Lieutenant Jensen slog over i en Vals, Herrerne skiftede, skiftede
igen. Inde fra Bergs Stue nynnede Officererne med. Og midt i Stojen
sov inde i Havestuen en udmattet Lieutenant trygt, liggende udstrakt
paa sin Seng.
-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine.
Svimmel saa hun kun hans Ansigt.
-Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse.
Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saa hun og horte hun om sig
som med hundrede Sanser--og saa dog kun ham, hvis Ojne hvilede paa
hendes Ansigt, mens de dansede--laenge.
Majoren fortalte Historier igen, og hun horte de to Kaptajners
Stemmer. Inde i Bergs Stue blev Officerernes Nynnen til Sang.
Og Baronen foer ud og ind. Hans Englaendere var komne i en Vogn.
Berg talte ikke; han saa kun ufravendt og fast paa hendes Ansigt, mens
de blev ved at danse og ovre fra Loen de hoje Hurraer lod igen.
Saa stansede Berg--et Nu beholdt han krampagtigt hendes Haender i sine.
Englaenderne var fra Gangen kommet frem i Doren og trykkede Alverden i
Haanden:
-Den troskyldige Glaede, den uskyldige Glaede, blev de ved at raabe.
Lovenhjelm svingede Gusta over Gulvet.
Tine gik de Fremmede forbi, stille gik hun ud i sit Kammer.
... I Loen var der stille og inde i Stuen holdt Musiken op. Tinka kom
ind og satte sig midt i Sengen; et Par Knapper i Kjolelivet fik hun op
og pustede, mens hun snakkede og spurgte.
Tine svarede med tankelose "Ja", mens Munden knap stod paa Tinka.
Saa sagde hun med et og tog ikke Ojnene fra det braendende Lys:
-Tinka--kunde du--kunde du ikke nok se til hernede?
-_Hvor_? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod
Armene falde ned paa sine Ben.
-_Her_, sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Ojne fra
Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de
traenger til Folk derhenne.
Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka;
-Ja--hjemmetil kunde der vel nok skaffes et Kvindfolk Hun gav sig til
at knappe sit Kjoleliv:
-Ja--saagu', min Pige, sagde hun, Lasarettet ka' kanske vaere
_sundere_....
Hun talte i en helt anden Tone, og ogsaa hun saa ind i Lyset.
-Man maa jo "redde sig", sagde hun. For de blir naergaaende. Tinka slog
Sjalet om sig med en resolut Bevaegelse, som om hun vaergede sig.
-Godnat, da, sagde hun.
Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alleen. Alting var
stille, og man horte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik
bort ad Vejen.
Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til
Laengen:
-Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde.
-Ja.
Det var, som tovede de begge taet ved hinanden, uimodstaaeligt,
Hundrededelen af et Ojeblik.
-Godnat, sagde saa Berg og gik videre.
-Godnat.
Tine gik ind. I Kokkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smorret i
Kanderne og samlede Brodet til "Tonden" og lagde Osten i Klaede.
For oppe maatte hun blive--oppe og gaa omkring.
Saa kom hun i Tanker om Tojet, der skulde i Blod ved Daggry. Hun
maatte vaekke Sofie og give hende endnu en Besked.