Tine - 3

Saa hortes en Vogn omme bag Krolaengen, og Tinka, der fniste ude paa
Pladsen med Landhandlerens Sonner fra Notmark, fordi hun saa
Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards
Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i
Saedet Naa--saa det er _ham_, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og
de spillede videre.
Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene
paa Skolens Trappe efter det lange Saede. Der er ellers nyt, sagde han,
efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet
sig sat; I har saagu' faaet Skovrider udnaevnt, Folkens--iforgaars, Berg
hedder han, sagde han og gav Kapellanen "Berlingske" til Eftersyn.
-Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Bolling.
-Og det var godt det samme, erklaerede Madammen.
Kapellanen laeste Udnaevnelsen op: H.R. Berg hed han og var
Premierlieutenant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han
kunde vaere og hvorfra han var. Det _kunde_ vaere en af de Bergs fra
Gram, mente Bolling, _der_ var en Forstraad Berg i 1829....
-Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding....
-Og var ret en herlig Familie, sagde Bolling.
De to Gaardkoner paa Flojene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende
Roster--om den _gamle_ Forstraads de havde begge to vaeret med til at
vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang--hun laa med Hovedet paa
baade sin Bibel og sin Psalmebog.... Og de blev ved at tale om Ligstue
og "Klaedning" og Begravelse, til de blev meget rorte og torrede Ojnene
med de sammenlagte Lommetorklaeder, mens den midterste Kone stadig
dyppede Butterdejgskringler, sendraegtig men uafladelig, i Madam Bollings
Kaffe og fik dem fortaerede.
-Nej, af Slaegt er han fra Kobenhavn, fortalte Sten, der nu fik Kaffe
budt af Tine; en ung Mand, sagde Herredsfogeden....
-Men gift er han, Jomfru Bolling, sagde Sten og tog Tine i Armen. Og
Tine, der, naar Kapellanen var paa Sognets Jorder, gik om med en
Sekstendels Besked paa alting og vaagnede rent som forskraekket ved
hver Tiltale, sagde med et Ryk:
-Er han?--saa de alle lo, mens den midterste Gaardkone endelig blev
faerdig og sindig fik sin Kop sat tilbage paa Bordet.
Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vindvet, havde bragt
Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav
deres Besyv i Laget: Saa blev'et vel endelig til no'et med Auktionen
efter Forstraadens da. Naa--stort var det nu ikke med Besaetningen.
-Men de Skimlede, de kunde dog taenkelig blive tjenlige til Traekkebrug,
mente Knud Smed.
Hos Degnens brod de op. Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens
Tine, af den Praestespire, sagde Sten til sin Kusk, mens de korte hjem
ad Gammelgaard til....
... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis
drev de Unge hjem bag Hegnene.
Madam Bolling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra
Dorene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet
Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjornet, og saa efter
Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Haekkene.
Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud
af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer.
Oppe paa sit Kammer slog hun op paa "Ridder Aage", der tog "Kisten paa
sin Bag". Den skrev hun af, med Skonskriftbogstaver, Vers for Vers.
Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer
lod ud i Aftenen.
Madam Bolling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun
havde vaeret inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds
Skaendsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en
Levkoj ved Korset i det mindste.
Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte
paa Baenken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran
deres Dore og strikkede tause.
Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var kolig og
fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd
blev hort--hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra
Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kaeredes.
Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine horte
Stemmerne: de talte om Skovriderens igen.
-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bolling sindigt.
Og Vognen korte videre, til Lyden dode.
En Flagermus skod forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa
Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte.
-Tine, kaldte Madam Bolling fra Trappen.
-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte torre
sine Ojne.
-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra.
-Godnat, Madam Bolling.
Og Dorene blev lukket rundt omkring....
* * * * *
Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev fodt og han voksede
til, og Vintre gik og Somre.
Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gaester hos Skovriderens--de fra
Kobenhavn og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Lob om
Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Flode--man skulde
altid tro, der var mere Forslag i Bollings fire Koer end i
Skovriderens fjorten, og Madam Bolling lagde, saa lang Ferien var, sit
Hoved i Blod med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle
de Mennesker at spise."
-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Kobstadbarn, sagde
hun.
Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var
Rullegardinerne nede endnu i alle Gaestekamrene. Fru Berg lukkede sagte
Doren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole:
-Er det Tine, hviskede hun.
-Ja.
Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i
sine Ojne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle,
som skulde laegges:
-Og De ved, Tine, at de Vandkringler altid--og Fru Berg slog hjaelpelos
i Taepperne--mislykkes for mig ... (der var mer end Vandkringler, som
"altid mislykkedes" for Fru Berg).
-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle.
-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i
Sengen.
-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun
puttede sig under Taeppet.
Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen
over Sengen.
Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden
og stansede foran Kokkenvinduet.
-Men hvor har De vaeret gemt saa laenge, Tine, sagde han og blev
staaende lidt og saa paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med
sine runde Arme.
-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig
vaere ganske kon--om Morgnerne....
Om Eftermiddagene sad Madam Bolling og Tine ved Vinduerne i
Stadsstuen, Bolling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang.
-Tine, Tine, raabte Madam Bolling til Datteren, der voksede Traad--:
de fra Ronhave....
Ronhaveren svingede om Krolaengen med en stor Holstenskvogn fuld af
Fremmede.
-Nu har de vist Snesen, sagde Madam Bolling. Hvor de faar Plads, du ...
hvor de laegger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel
kunde "laegge dem".
Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi.
-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklaerede Madam Bolling
saa til Slut og strikkede igen.
De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle _deres_ paa en
Hostvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til
Vinduerne:
-Til Storeskoven--til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang
hen ad Vejen.
Det Land endnu er skont,
thi blaa sig Soen baelter,
og Lovet staar saa gront,
og aedle Kvinder, skonne Moer
og Maend og raske Svende
bebo de danske Oer.
-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bolling.
-Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod
Sytojet ligge i sit Skod.
Saa kom Bispens--med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam
Bolling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhojningen. Og Stens korte
med deres Studenter; Hele Oen havde Fremmede nu.
Katinka, der ikke veg fra Krobaenken den lange Eftermiddag, maatte over
og udose sit Hjerte. Hun havde bevaegede Tider om Sommeren; For man
blir anskudt. Madam Bolling, af de Kobenhavnere, sagde hun.
-Aa--der var Studenterne hos Stens og ham, den sortsmudskede, hun
vidste ikke, hvad han var--fra Ronhave....
-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Haenderne rapt i Siderne,
saa hun stod som en Hankekrukke.
Madam Bolling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre.
-Men Skovrideren er kon, sagde hun, Skovrideren er kon ... _Det_ endte
Madam Bolling altid med, _hvormange_ Mandfolk der saa var paa Tale.
Fangels korte op om Krolaengen og holdt Mellemmadskurvene op foran
Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven--bare et Trip.
-Saa de farter, sagde Madam Bolling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov,
ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land.
-Blot de nu har husket Spiseskeer til Groden, sagde Tine. Hun taenkte
stadig kun paa Skovriderens.
-Du skulde gaa et Lob derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist
baade et og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa
mange liggende Personer.
Tine gik ned og "saa lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i
Storskoven.
Om Aftenen sad Tine laenge paa Baenken paa Trappen. En efter en korte
Vognene hjem med deres sovnige Gaester.
-God Aften, hilste Kusken daempet.
-God Aften, svarte Tine.
Og Gaesterne nikkede--halvt i Sovne, mens de rullede forbi.
Tilsidst gik Tine op; Foraeldrene var allerede i Seng.
Langt borte hortes en Vogn, hvor de sang; den kom naermere og rullede
forbi:
Danmark, dejligst Vang og Vaenge,
lukt med Bolgen blaa,
hvor de tapre danske Drenge
kan i Leding gaa....
-Tine, lod det nedefra, med en daempet og langt udtrukken Rost for ikke
at vaekke Bolling, der sov: Horer du?
-Ja, Mo'er.
-Det var Skovriderens.
-Ja, Mo'er.
Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere:
... mod de Tysker, Slaver, Vender,
hvor man dem paa Tog hensender--
en Ting mangler for den Have,
Leddet er af Lave.
-Nu var de ved Skovridergaarden--nu drejede de ind.
Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med
Hestene op om Krobakken--i den stille Nat.
... Naar Fru Berg kom hjem fra Sonderborg efter at have fulgt de
sidste Sommergaester, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens.
Saa--nu er _de_ afsted, sagde hun og pustede.--Og Gud ske Lov, lo hun.
Gud ske Lov for det.
Kaffen kom paa Bordet; ude i Kokkenet gik, glad, Madam Bollings Jern
til de varme Vafler.
* * * * *
Saa kom Efteraaret og AEbleplukningen og siden den store Slagtning.
Hele Huset lugtede af Ingefaer og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru
Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i
Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Polser. Fru Berg
fortalte Polsehistorier, og Maren skulde synge.
Hun kvaedede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i
Rullepolsen med nogle vaeldige Sting; Fru Berg satte i med Omkvaedet,
saa det klang;
Polse, Vin og Kaerlighed, det er Livets Herlighed!
Tine rorte Indmaden til de hvide Polser, mens Sofie, der var dobbelt
saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saa
ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes.
-Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'vaesen, sagde
Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mest og saa til, med Haenderne
under sit Forklaede.
Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en
Kende Vanille med. Hun og Tine lob ind med et Lys for at finde den i
Sekretaeren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste
Solvtoj.
Lyset stod paa den nedslaaede Sekretaerklap, mens de sogte.
Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind--de fandt ikke
Vanillen. _Der_ var bare hendes Lommetorklaeder, og der bare Breve ...
Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo:
-Det var Bergs Breve fra det _forste_ Aar, de var forlovede ... Hun
loste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og
laeste, ved Taellelyset. Hun lo og begyndte at laese hojt: det var lutter
Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte--alt.
Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler
foran Taellelyset: "Du godeste Gud--ja--det var _den_ Gang," sagde
Fru Berg og holdt pludselig op at laese.
-Og det troede man var Kaerlighed, sagde hun og slog den flade Haand
ned mod Brevpakken, mens hun lo.
De sogte videre og endelig fandt de Vanillen. I Kokkenet var
Fedtegreverne paa, og der stod en Damp over Skorstenen.
Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Baenken ved
Doren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft
Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens.
-Se god Aften, god Aften--ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg.
-Tine, nu henter vi Peberne.
De gik ind i Spisekamret, hvor de faerdige og trinde Polser skinnede i
lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til
hver.
-Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste
Sortepolse som en tyk Snog hen til Ane Taekkemands:
-Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til
Huskonerne, som rullede Peberne omhyggeligen ind i Bomulds
Klaeder og kyssede paa Haanden baade "Fruen" og "Jomfruen".
-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det
med Helsen ... nyd det med Helsen.
-Nu faar I Greverne i Spandene.
De oste op med den store Slov i Spand efter Spand:
-For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt
som en Kat ved Ild.
-Ja--ja, det kildrer i Naeserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af
Fryd og Fornojelse.
Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted.
-Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser--hun gik
som den sidste med Spanden og sine Polser, der var pakkede ind som en
Byldt.
Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade
paa Fru Bergs Stol midt under Lampen:
-Ja--jeg har hort om 'et for--sagde hun. Jeg har jo hort om 'et for
--og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af
Begaerlighed efter at hore det en Gang til.
Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindode Datter hos
Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa en Gang, midt i
Ligstuen, i alt sit hugne Ligtoj.
... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren folge hende. Men hun lob
alene--det var jo maaneklart og ganske lyst.
-Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun lob,
kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker,
hun kunde dem jo udenad--Saetning paa Saetning.
* * * * *
Julen blev naer. I den sidste Tid maatte Tine hjaelpe Fru Berg med
hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig faerdig med sine Gaver og der
var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet.
-Aa--hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar.
Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved
et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op,
saa koldt som det var.
Og Julen kom og den gik.
Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i
Morkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet
det sidste Dagslys.
-Saa de dog snakker om den Kaerlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun
flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine....
-Ja, sagde Tine langt og saa ind paa Favnebraendet. Men hvad er den da?
spurgte hun.
Fru Berg lo hojt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa
holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden:
-At vaere to sammen, tror jeg--og vaere glade, sagde hun sagtere. Og de
sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at taende Traeet.
Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys
braendte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rent
galt, nu efter Nytaar. Nu stod Korehestene da ikke stille en Dag i
Stalden.
Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhojt,
hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saa paa Traeet.
Herluf sad stille ved Faderens Knae og stirrede blot op paa Lysene.
-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys
tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at se det--og
alle de andre ogsaa: han lob ud og han hentede alle Folkene ind, lige
til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Doren i en
Klump paa deres blaa Sokker.
Halvmorkt var Traeet blevet og Stuen; der braendte kun seks-otte
flakkende Lys endnu.
Berg loftede Herluf op og han pustede: Pyh--nu er Julen ude....
-Pyh--nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han
almaegtigst Julen paa Doren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre
saa opmaerksomt efter Lys paa Lys.
-Det _sidste_, raabte Fru Berg. Det sidste.
Nu var det sidste slukket, og der var morkt, mens Faderen stille satte
Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause
gik de alle ud af Stuen.
De havde spist Syltetojet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde
hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de
fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje.
Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grofter. Fru Berg og
Tine gled--Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted
saa fejende og bred som en Fregat, der saettes paa Vandet.
Saa gik de stille igen, mens Sneen knirkede under deres Fodder. Langt
borte horte de over Marken Lyden af Violin og Flojte.
-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine.
Paa Pladsen var der lyst--med Sne over Muren og paa alle Kirkens
Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket.
-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude.
De var stansede alle tre og stod nu tause taet ved det islagte Kaer.
-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over.
-Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul.
Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.
Og alle tre stod de et Ojeblik bevaegede, med Ojnene ud over de hvide
Marker under den stjernehoje Himmel.
Det var sidste Jul.
* * * * *
Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Laenge graed
hun og graed hun.
En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var
Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen.
Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund.


II.
Der var Fremmede hos den enarmede Baron. De var kommet tidlig, lidt
efter Middag allerede--Folk holdt af at vaere sammen i de
Dannevirkedage--og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punschen i
Dagligstuen, hvor der stod en Rog af Piber.
Lhombrebordene var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som
havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og
nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre
kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i
Smaaklynger og blev ved at tale, hojt, om Bustrup og Vaerkerne og
Mysunde og om den sidste Krig.
Over alle Stemmerne horte man Kapellan Graa, der stod foran Sten fra
Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om
Slaget ved Isted og den kaere Drot, hvormed han mente den afdode Kong
Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrom, hvorunder meget
Spyt var flojet ud paa Stens Vest, og han sagde som et Slags Resume:
-Ja, da sejrede _Danmarks Hjertemagt_.
Kapellanen blev staaende--borte i et stort Troens Smil. Han var
Grundtvigianer og kvaekkede som en Fro.
Ovre i Hjornet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring
Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved
Frederits--_da_ havde han vaeret med: Det var Storm paa Skandser og
Brand af Vaerker og Gaaen paa med Bajonetten under glade
Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken
spille, og naar de stormede, sang de.
Som Hostfolk havde de klaedt sig ud og nappet Projserne i en Kornager.
Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet Man drog fra Frederits til
Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Sten fra
Gammelgaard havde ogsaa vaeret med, han havde kaempet under Helgesen.
-Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Roverkaptejn.
De blev ved at tale om Ryes Ord: "den _skal_ tages og _nu_ frem--"; om
Schleppegrel; og om de Meza, der skiftede Handsker midt under
Kugleregnen. Hver fortalte hojlydt _sit_--undtagen Kammerherren,
Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om
Regeringen, der kendte sit Ansvar.
Ellers var det en Vise om Lystighed og de spiddede Projsere, saa
Krigen lod som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig
Spog og glade Signaler--indtil Frederik Klint, en Student, der var her
i Besog og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han
havde faaet skudt af ved Skydeovelse i en Skytteforening, greb sit
Glas og raabte, hed af Krig og Punsch:
-Ja, lad dem komme, lad dem komme--vi ta'er imod dem.
De raabte alle med, med skinnende Ojne, og paa en Gang sang de, "den
tapre Landsoldat", med hoje, larmende Roster, alle--undtagen Provsten,
der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store
Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide
Skjortebryst frem og smilte.
Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde
han--med den Saetning plejede han at fortsaette sit Livsvaerk efter hver
Skraber--, og han begyndte at nynne med dem, der sang--hojere og
hojere (Studenten oppe paa en Stol) saettende i paa hvert et
"Tyskerne", de sang, som slog de dem ned med Naever for deres Fod.
Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang
endnu, og de holdt alle op som med et Ryk:
-Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter
Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu.
-At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og sogte sin Avis i
Bunken.
-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa
glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko.
-Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni
Fingre.
De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde
laese: Lad Provsten laese, sagde Sten.
-Ja, vil Hojaervaerdigheden laese, bad de alle, mens de satte sig rundt
om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne
var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i
"Bladet"--den kunde han laese;
-Ja, laes, laes, raabte de alle.
Hans Hojaervaerdighed holdt det lovemankede graa Hoved rankt, og med sin
myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blodt, laeste han bredt og
klart Korrespondancens Ord, som oplaeste han en Proklamation; mens de
andre sad med Blikket faestet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par
med foldede Haender--og han blev ved at laese.
Sofie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun graed.
Korrespondenten skrev om Vogne med "praegtigt Kod" og en Maengde Brod og
Skaale fulde af Gryn, og om de "troende" Soldaters Mod. Saa gik han
over til at tale om "Stillingen", og Hojaervaerdigheden laeste
uvilkaarlig med hojere Rost, dvaelende og endnu bredere som en Digter,
der, kaelende, oplaeser sit eget Vaerk;
"De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud at der er en lang Vold,
det gamle kaere Dannevirke, som vi i et Aartusind have kaempet om, og
som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide ogsaa, at der langs
denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen stottes ved
Oversvommelser. Og mere behove de ikke at vide: Mere er det ikke vaerdt
at fortaelle. Det er en Fryd at staa paa disse Skanser, hvoraf hver er
en stejl Faestning, fra hvis Ildsvaelg Dod og Fordaervelse ville spredes
i Fjendens Raekker,--at se derfra ud over Terraenet og at taenke sig vor
Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme.
Modtagelsen vil blive varm"....
Sten havde lagt sin Naeve over i Forpagterens fra Vollerup, som
trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr.
Graa sad og slog sine smaa runde Haender, knyttede, ud i den tomme
Luft.
Provsten blev ved at laese:
"Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og Ore ved at
hore den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde paa Forberedelserne
til Kampen. Vejene vare glatte, de plojede Marker, over hvilke jeg
red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvaer ved at arbejde
sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo
vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder
vil Fjenden faa at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham
at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser paa disse Veje,
hvor Ilden fra Skandserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt.
Det vil blive besvaerligt for ham at storme los"....
-Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Taender.
-"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over
Jordklumperne, medens vore Kugler gor lyst imellem ham og hans Blod
farver de hvide Marker rode...."
Provsten holdt inde. Men der hortes ikke en Lyd; det var som de alle
med deres skinnende Ojne saa baade Marker og Blod.
"Mangen kraftig Mand"--laeste han igen--"vil laegge sine Ben her i
den fremmede Jord; mangt et omt Moderhjerte vil faa det Budskab, der
er tungest af alle. Men det maa vaere vor Trost, at Ulykken vil ramme
vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans
Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid
Modet maa blive lonnet, og gid mit naeste Budskab maa lyde: Sejr. _Jeg_
haaber det, vi haabe det _alle_; men Afgorelsen ligger i Guds Haand".
Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knae, men Kapellanen
sagde med vidtopspilede Ojne:
-Ja, Gud vil vaage over sit Danmark.
Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et Ojeblik sit
Caesarhoved frem over Bordet: Ja, brod han ud og lagde sin Haand
myndigt ned paa Dugen, de Ord, vi har laest, _spejler Nationens Haab_.
Det er vor Fortrostning og vort Haab--og han rettede sig rank, saa det
hvide Bryst stod frem som et Pantser--at Dannevirkedagen, den vil
vaekke vort gamle Land. Femten Aar har vi ventet, til vi naesten fik
ventet os i Sovn. Bojet os har vi--og Provstens Stemme sank, den havde
saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber--til vi blev naesten
en duknakket Flok....
-Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa.
-Der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sorgeligt gik
Indrommelsernes Spogelser gennem Lande. Men saa en Dag ilede Folkets
bedste Maend forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden naaet, den
Stund, som disse Maend har _villet_. Ja--og Praesten loftede Rosten,
mens det gav ligesom et pludseligt Saet gennem alle de Maend, der
lyttede. Skulder ved Skulder--vi har deres Ord derfor, som de "med
velberaad Hu" have villet. Ti Danmarks Hjertesag--de vidste det--den
maatte faegtes ud. Nu kunde der--forstod de--ikke krybes laenger som
Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af
ubodelig Eje og--_Selvagtelsen_ skulde glemmes i dette Land....
De raabte alle Bravo og "Hor" og hede Ord, som ingen forstod, mens de
saa paa ham med aabnede Munde.
-Ja, raabte han og loftede Haanden halvt, mens han selv aandede svaert,
den har de villet redde ad _den lige Vej_: Danmarks Selvagtelse er
det, som vaernes i denne Stund.
Han taug.