Tine - 4

De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Sten og Forpagteren fra
Vollerup pludselig loftede Armene, som svingede de et Par voldsomme
Vaegte i deres Haender. Saa lostes de i Grupper paany, og talte igen--om
"Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, horte man Graa sige over dem
alle: Gud vil skaerme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod
taet ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt
det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der
var svagt snovlende:
-Min Go'e--det er saadanne Talere, som har skabt vort Land.
De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret
til. Den taette Rog i Stuen loste sig i Traekken til store og viftende
Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder.
I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men
inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe hojt, i Klynge om
Vaerten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op
paa en Stol:
-Krig, mine Venner, er en Provelse, men en Provelse,--skreg han--der
styrker Selvfolelsen; Krig er en Provelse, men det er en Provelse, som
haerder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element--
-Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Sten, der sad midt i
Stuen og uafladelig forte sin knyttede Haand ned mod sit store Knae,
blev ved at sige:
-Ja, vi skal slaa dem ned--ja, vi skal slaa dem ned.
Kun Kammerherren og Provsten horte mer; de andre gik op og ned,
rodblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa
hverandre, om tusind Ting, Haeren, Generalerne, Tysken; og--pludselig
skaeldte de Kongen, Kong Kristian.
-For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst.
Det var Postmesteren, der skreg det forst, og der blev et Raab.
Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strom af Ord
ud over de forvirrede Hoveder--om Krigen og den danske Kvindes Jens,
der vilde Afgorelsen ad den rette Vej; mens det tomme AErme, som
Traekken tog, daskede svagt mod Hojaervaerdighedens Ansigt.
Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strommede sammen, saa
Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punsch ud
til Husmaend og Kuske, Glas efter Glas: _de_ skulde vel ogsaa drikke
for deres Brodre ved Dannevirke.
Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gaarden saa de
som Skygger Husmaend og Kuske i Kreds. Ansigterne kunde de ikke skimte.
Men, paa en Gang, havde de derude loftet og tomt deres Glas, og der
lod ni lange, daempede Hurraer fast ud fra Morket gennem Stormen imod
dem--som en Ed.
Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevaegede af deres egne
Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde
med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Morket:
-Hr. Kammerherre, det er Maendene fra Isted.
Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer vaek fra
Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmaaleren:
-Det er _dem_, som skal do, du.
De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Saet, paa
en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte
han--usammenhaengende, krammende om den rogfyldte Luft med sin
lemlaestede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saa--og de blev
staaende og horte ham:
-Om _Forerne_ er der talt--mer raabte end talte han--ja, de, som har
fort de aeldre--men _os_, os de Unge, os, der skal kaempe nu, os har
andre fort: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye
Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har
fort nordisk Ungdom til berommeligt Samtogt--_hans Syn har fort os til
denne Dag_....
-Ja, og sig nu ikke--og utaalmodig bevaegede han sin Haand gennem
Luften--at det er Syner, som er bristet--de kan vel blive Sandhed
endnu ... Men selv, mine Herrer, _om_ det var Illusioner, de
Illusioner har maettet os og de har vaeret vort Brod ... Og naar der
nu--han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod,
men horte hans unge Stemme og saa Skinnet paa hans Ansigt, loftede sig
i Haenderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende
Ojne--staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som ser med tindrende
Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmaend--saa er det ham og hans,
som har naeret deres Haab og har fort dem herhen: _hans_ er Ansvaret og
AEren--leve da _han_ og _hans_.
Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men
som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro,
raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over
Engen frem over Vaenget--igen og igen.
Karlene horte ikke og vendte sig knap for at se efter Bolling, der lob
dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden:
-Hvor er Tine? hvor er Tine? og lob op ad Trappen med den samme
skingrende Raaben:
-Tine? Tine? Hvor er Tine?
Inde i Gangen faldt han ned paa Loftstrappen og kunde ikke tale, men
virrede kun maallos med sit hvidgraa Ansigt:
-Aa, Herre Jesus, hva' er der paa Faer' i Degn'gaarden, hva' er der paa
Faer' i Degn'gaarden? raabte Sofie og begyndte at lobe forvirret rundt
om sig selv med "Torklaedet" i Haanden, som hun tog af sig i
Forskraekkelsen.
-Fa'er, Fa'er--Tine kom lobende med et Lys og bojede sig ned over
ham--: Fa'er, raabte hun angst, Fa'er--er det no'et med Mo'er?
Men Bolling svarede ikke; for han med et tog hendes Hoved og forte det
ned til sin Mund og hvidskede; og Tine faldt, hvid, hun ogsaa, tilbage
mod Vaeggen og loftede sine Haender, som sank igen.
Bolling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa
Doren--Dagligstuedoren.
Tine gik ned og fik Doren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen
ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mer.
Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen.
-Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende. Og Tine svarede--og
vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd--:
-De siger, de siger, at de--er gaaet fra Dannevirke.
-Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine saa kun ham, hans
Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte--men hun
kunde ikke svare mer, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet,
paa Trappen ved det forladte Lys.
-Hvad si'er De, Mand? raabte Provsten og tog i Bollings Skuldre: Er De
gal? er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad
si'er De, Mand--saa forklar!
Men Degnen horte ikke; han vidste kun en Saetning, som han lallede, to
Gange, som en Mand, der har faaet et Slagtilfaelde, eller som en Idiot.
-De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han sogte at lofte
Haanden med et Brev, han holdt--et Telegram, som Provsten tog og laeste
og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive
Haender, over alle de andre, som var stimlede ud.
Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Sten stottede ham. De vidste det
alle nu, men ingen talte--maaske et halvt Minut talte ingen. Saa lob
Forpagteren fra Vollerup, skaelvende som et Lov, hen og slog sine
knyttede Naever ind imod Vaeggen og hulkede som en Gal.
Og man horte dem paa en Gang hulke, blege og magtlose og forbitrede;
og Postmesteren fra Augustenborg lob frem og tilbage og sagde ivrigt
Men det er umuligt--det er umuligt--Haeren--Haeren, bestandig gentagende
dette ene Ord: Haeren, og demonstrerende med sine krumme Fingre.
Udenfor horte man Pigerne graede og Karlene, der gik stille tilbage til
deres Koretojer.
Sten, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Haender ned paa hans
Skuldre og saa den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen,
Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om
han ikke kunde baere det mer. Men saa gik der som et pludseligt Stod
gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem:
-Inat har man _forraadt_ Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok.
Og som om dette Ord gav Tilflugt for alles Fortvivlelse og Skam, Aflob
for al deres raadlose Fortvivlelse, raabte de det alle i en Strom af
Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter--Ordet: Forraederi. Og
pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede
han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, fort som en Kugle af hans
lemlaestede Haand, taet forbi Hojaervaerdighedens Hoved, lige mod Kong
Kristians Billede, der knustes.
Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned
fra sit Som--Dannebrogsflagene over den afdode Konge losnede sig ved
Stodet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne--; men de
begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel
Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel--mens Provsten,
der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han stottede sig til
Bordet med en stor Gestus:
-Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag.
Ingen havde hort Doren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og
de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vaekkedes:
-Aa, her er Selskab!
Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide
Skaeg; han saa et Nu hen over Borde og Glas og de vaeltede Stole: Stort
Selskab, sagde han og saa hen ligesom gennem sin Provst, der endnu
hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet.
De andre stod alle forfjamskede, midt paa Valpladsen; Kapellanen
vilde, stille, bag om Bordet, naa Majestaetens Billede--men _slap_ det:
Bispen havde set.
-Og De ogsaa, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig.
Kammerherren drejede underlig rundt paa de velskabte Ben, som han
skyldte sin Charge--"Louise vil se de Ben i stramme Bukser", havde den
afdode Folkedrot sagt ham ved Udnaevnelsen, og det joviale Kongeord
blev ofte gentaget i Jurisdiktionen--og Biskop Dahl saa et Ojeblik ned
paa disse urolige Ben.
Saa sagde han i en helt anden Tone, mildt og meget indtraengende:
-Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gore og meget at gennemgaa
for os alle.
Han taug igen.
Det var iovrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han
saa: snart kunde man jo vente "Tropperne". Hans Stemme skaelvede
pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men folg dog forst
Deres Gaester ud.
De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Doren klaprede i
Stormen, i Gaarden var der intet Lys--Lygterne var blaest ud--og de
gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem
Vognene. Man horte rundt om Kuskenes Raab; Sten stod og graed igen,
laenet op til sine brune Heste.
De forste var kommet i Vognene og de begyndte at kore, Skridt for
Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad
Alleen gennem Morket, besvaerligt og langsomt.
Tine sad med sin Fader i Kokkenet, ved Siden af Skorstenen, _der_
havde hun bragt ham ind.
-Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og
klappet ham igen--han var som livlos, gamle Bolling--indtil han brast
i Graad, laenet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen,
laenge.
Nu tog Tine Haenderne bort, hvormed hun havde stottet sit Hoved, og som
om den nye Stilhed vaekkede hende, sagde hun:
-Saa kommer Skovrideren hjem.
Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig
med store Ojne.
Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i
AErmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa
Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt
paa Trappen:
-Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske--vil
De staa op! Og han ruskede i ham.
Men det var, som om den lille Kapellan ikke maerkede det. Med sit
Dvaergeansigt, der saa ud som forvaaget, helt op til Fangels, sagde han
kun:
-Men--hvad vil da Gud med sit Danmark?
Og gamle Fangel folte selv sine Ojne svide, da han efter at have
besorget Kapellanen kom i sin Vogn.
Bispen var endnu alene. Laenge stod han og saa' ud over denne haergede
Stue, hvor Gardinerne losnede sig for Vejret, med de forladte Glas og
Bollen og Piberne rundt omkring--Levningerne som af umyndige
Russtudenters Sold "Bladet" var faldet paa Gulvet og laa og klappede
op og ned i Traekken. Biskoppen tog det op og laeste et Ojeblik deri, og
mens den gamle "Reaktionaeres" Ansigt fortrak sig til Spot eller
Smerte, blev han ved med at laegge det sammen og sammen ligesom til en
lang Svobe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tomte Glas.
Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen.
AErbodig tog han Kongens Billede op. Naensomt, mens Lampens Lys faldt
paa hans Ansigt, losnede han de splintrede Glasstykker ud, et efter
et, og haengte Kongebilledet hen.
De smaa Flag stak han op derover.
Saa loftede han Blikket og saa' paa Kong Frederiks Billede.
Laenge betragtede Biskoppen den hojsalige Majestaet--med et
besynderligt, med et respektstridigt Smil.
Vinduerne slog i Stormen, Paa Vejen horte man, langt borte. Vognenes
tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog.


III.
Det var efter Middag, og rundt i Porte og Dore til Lader og til Stalde
laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars
Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Baesterne frem og
fik lagt dem i Tojet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt
Ojnene efter ham, hvor han gik--til han var ude og Gaarden var tom
igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden.
Sofie kom frem i Bryggersdoren med en Spand og skulde til Bronds. Hun
var naesten altid uden "Torklaedet" nu og havde et Par Tillob til
Alexandralokker bag Orene, udenfor Nettet:
-Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun
havde faaet en egen smidskende og koket Maner at tale paa, som om hun
altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser
"Skortet" over Gaarden.
Ogsaa ved Bronden haengte et Par Soldater, som begyndte at hjaelpe hende
med Spanden.
-For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til
Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk.
Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne,
tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde.
-Naa--en Gang braender det vel los, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i
Sofaen og strakte de lange Ben utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte
vel for tusinde Gang om "_dem_" derovre og om Uvirksomheden.
-Ja, det gor vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog
ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt
og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdaek.
Ellers horte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved
Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med
Kaffen:
-Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par
Lieutenantsben at komme forbi i Dorene, naar man skulde ud eller ind.
Der blev en hoj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til
Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevaer. "Wrangel" var et
Slags Fugleskraemsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle
Stave med en Hat paa og et gammelt Taeppe; en Kost havde vaeret
Gevaeret--nu havde Blaesten revet det los og slaaet det ned.
Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne--til de igen
vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt,
begyndte paany.
Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa
deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Ben eller paa
sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plaenen,
stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Haenderne i Lommen--om
og om Plaenen. Nu havde de vandret _der_ en Time.
De to Kaptejner blev vaekkede op af Tine--Officererne havde altid et
Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med
Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog
sig til, baade ude og inde--de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min
Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var
saadan et Dusin Lieutenantsojne, der ligesom altid hang ved dem:
Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod
dem ganske gavmildt kysse sig vaek bag Dorene.
-Ja, idag skal det _vaere_, Jomfru Bolling, sagde den ene Kaptejn og
fik rejst sig af Sengen.
-Ja--Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med et, som hun stod.
Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han.
Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev
lavere; og han stod et Ojeblik, seende frem i Stuen som saa han for
sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og
komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa
Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten--kun ventende, uden knap
at losne et Skud.
-Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra
sig.
Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde
den anden Kaptejn.
-Ja, sagde Tine og for lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem--Kl.
6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun saa ud i Luften.
Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af
Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende
paa en Kasse; de plejede at fange Tine _der_ til en lille Passiar,
naar hun gik ud og ind. Men idag lob hun dem forbi.
-Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en
Arm--hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor
hun stod.
Lidt efter kom hun over Gaarden med et Torklaede om sig, som Blaesten
tog i. Da hun naaede Enden af Alleen, sprang Lieutenant Appel over
Havegaerdet ud til hende: Maa jeg folge med Dem? spurgte han med en hoj
Stemme naesten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende.
Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Haeren, saa
han havde ikke vaeret med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt
Officererne talte han aldrig, men sad kun, genert eller drommende, hen
og smilte saa undertiden med et Par store Ojne, som saa han et
pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med et og uden Anledning
ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var ensomt--rundt om Dammen.
_Der_ traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gaerdet, og med
hende begyndte han at tale--halvfrygtsomt eller kun nolende--om _det_,
som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme.
-Om Vejen langs "Soen"--det er saadan en dejlig So, sagde han, med et
Smil, som saa han den pludselig for sig fuld af Sol--hvor "de unge
Piger" kom, om Eftermiddagene og om Sondagen efter Kirke, to og
to--"for de gaar saadan i Viborg," sagde han....
Saa taug han lidt, bestandig smilende:
-Aa--de unge Piger er saa konne i Viborg, sluttede han saa langsomt og
taug igen.
Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Morkningen; hun
sad i Skovriderens Stue--_der_ var dog _lidt_ Fred--og havde forsogt
at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens
Tine blev siddende med Haenderne i Skodet og stille taenkte paa Brevet
endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om
alting....
Appel sad og fortalte:
-Det var i Julen; de havde vaeret til Bal; om Natten var det
stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne--Herrer og
Damer--allesammen i en Flok--for saadan er de i Viborg--hjem til
Appels Foraeldre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til
Morgen....
-Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, _hun_ og De kommer nok overens,
Lieutenant.
Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og
tilbage, laenger henne i Morket, med et paany greben af Tanken, han
ikke turde tale om--ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken
om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom:
-Naar mon det dog bryder los? sagde han og blev ved at gaa.
Han satte sig paany, men laengere fra hende og han sagde igen:
-For det maa dog bryde los! Og de taug begge, i Skumringen.
... Idag gik de tause henad Vejen--Tine saa rask, at hun naesten lob.
-Saa skal vi ud, sagde Appel med et som i et Ryk.
-Ja, svarte Tine blot: De skal jo det.
-Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saa
mod Jorden.
Tine horte vist ikke rigtig--der var altid saa mange Ting, som skulde
huskes lige i de sidste Timer for Skovrideren han kom, og Afdelingerne
drog jo altid ud og kom hjem, og der var saa laenge sagt, at nu kunde
de ventes--:
-Hvor skal De ud? spurgte hun kun.
-I Nr. 2, sagde han hastig, og en staerk Rodme slog pludselig op i hans
Ansigt. Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han saa ud i
Luften--to Gange:
-Saa er man der paa en Gang--saa er man der paa en Gang.
Tine lob op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden.
Han vilde ikke vaere sammen med nogen--han maatte vaere alene; han var
ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa
det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse--frem og tilbage, som
skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun taenkte en Tanke: nu er
det der, nu kommer det--Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord.
Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergaarden.
Inde i Stadsestuen, hvortil Doren stod aaben, laa et Par Kaptejner med
opknappede Uniformer paa Sengene.
Madam Bolling var ved Opvaskningen i Kokkenet Hun saa saa inderlig
traet ud, med mange smaa Rynker om Ojnene. Hun forte en endelos Kamp
med "alt det Smuds" i sit Hus--det kom jo ind baade paa Gulve af
Stovler og paa Vaegge af Kapper og paa Borde af Piber--i alle Kroge.
-Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun, man har ikke det Sted
for sig selv ... Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage.
Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om
det, hun "havde" til Skovrideren:
-Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem....
Det var _det_, Tine var kommen for. Madam Bolling plejede at lave lidt
Extra de Dage, Skovrideren kom hjem--nede i Skovridergaarden fik man
jo aldrig Tid, saa stor Indkvartering _der_ var.
Moderen fik hentet en Skaal. Det er saa lidt, sagde hun. Men hvordan
skal man faa det lavet, min Pige. hvordan skal man faa det lavet?
-Og Bolling, og Bolling--Madammen sagde nu _alting_ to Gange, det var
en Slags Traethed i Hjernen--ja gaa ind til ham, min Pige, gaa ind til
ham.
Gamle Bolling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de
havde for sig selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet
forvinde den Nat den sjette--det var, som trak han tungt paa det hojre
Ben, og Laaget vilde ikke rigtig op fra det hojre Oje.
Tine satte sig med Skovriderens Skaal paa Skodet: Naa, hvordan gaar
det dernede? sagde han; ogsaa Maelet var blevet lidt besvaerligt.
Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Taeppet
bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa
holde det om dig.
Og hun fortalte.
Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Stoj i hele Huset,
oppe og nede.
-De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Ojne.
Men Bolling der ikke horte efter mere, sagde kun med sin svaere Tunge:
Ja--hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede
paa Tine med et Par tomme Ojne.
Tine stod og glattede hans Haar og smilte: Naa, Fa'er, det kan jo
blive godt endnu--man maa jo haabe.
Tine gik ud paa Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af
Soldater, der kobslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt.
Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gaarde, mens Signalerne
lod, kaldende, hojt, ud over Markerne.
Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige--Blaesten
bolgede den staerke gronne Rug paa Lodden, mens Karlene droftede dens
Kvalitet.
-Det er jo fin Jord, sagde En sindigt.
-Ja-a, svarte en Anden langt.
-Men saa givtig som paa Lolland er hun li'godt ikke, lagde en Tredje
til.
-N-ej, saa givtig som paa Lolland er hun ikke, gentog de andre
langsomt; og tause stod de alle lidt, seende frem over den gronne Saed,
stottede til deres Gevaerer.
-Farvel, Moer, raabte Tine, der skulde bort igen, ind fra Trappen.
-Farvel og hils ham, svarte Madam Bolling, som lob ud i Doren.
Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel--hun kendte jo
de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni
forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have lod Gevaerernes Raslen
og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab.
Skovridergaarden var allerede ode. Tine gik rundt og slog Vinduer op i
de tilrogede Stuer. Der skulde ogsaa Lagener laegges paa Skovriderens
Seng. Ude fra horte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at
synge.
Saa kom Appel lobende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast
og bleg, og lob hen, hvor hun stod:
-Ja, de kan ventes, sagde han og kunde naeppe tale, medens han tog
hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det--de
kan ventes.
Og han stod kun et Ojeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes
Haand krampagtig i sin, for han lob igen, ud gennem Gaarden med
flagrende Kappe--han havde blot _maattet se et Menneske og sige det_,
for han skulde derud.
Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden.
Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man se
Regimenterne, naar de kom hjem.
Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som
Ojet gik over det vide Land, saa hun paa Bakker og paa Veje og bag
Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al
Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin
tabte sig bag Hojderne som Dron.
Der var Appel--midt paa Vejen svingede han sin Sabel.
Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte
horte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud--i
kortere Stod.
Tine vidste ikke, at hun selv sang med, hojt, fra Toppen af sin Banke.
Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren
og Sang, mens Solen gik ned.
Saa saa hun Skovriderens Folk--_der_--paa den naeste Bakke--jo, jo, det
var _dem_. Hvor de sang!
Og Tine lob ned og hjem.
* * * * *
Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og
Tallerkenklirren og Latter og Tale lod gennem Huset, naar Sofie gik ud
og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af
Maren; og ude i Gaarden lob glade Soldater hojrostet frem og tilbage.
Berg sad, med skraevende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine,
der stod og spejlede AEg. Det var naesten blevet hans bedste Plads, naar
han kom hjem--her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine
brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at sporge om
og faa noje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred.
-Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det saa ud, som
Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole.
Men Tine lo og blev ved at fortaelle.
I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt
Flaesk med AEbler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Doren.
-En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med
tomte Fade.
-_Der, der_, sagde Tine og gav hende de nye AEg paa et Fad. Berg laeste
ved Taellelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet
med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store
Bogstaver.
De talte om Fru Berg--laenge, med halvdaempede Stemmer. De talte jo
naesten altid om hende.
-Men hun trives ikke derovre, sagde Berg.
-Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine.
-Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have
saamegen Sol.
Inde i Dagligstuen var Officererne faerdige med at spise. Der blev