Tine - 1

Total number of words is 4742
Total number of unique words is 1525
37.8 of words are in the 2000 most common words
49.6 of words are in the 5000 most common words
56.9 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

TINE
AF
HERMAN BANG
1889


Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret
bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med
sort tryk._
_I_ Tine. _II blank. III_ Tine. Af Herman Bang. _Forlagsmaerke._
Kjobenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Graebes Bogtrykkeri.
1889. _IV blank. V_ Til Erindring om min Moder.
_VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]_
"Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes
indsat foran dedikationen].
Omslagets indersider har reklamer for boger af forskellige forfattere,
bagsiden for boger af Bang.
Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har
forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden
ramme og forlagsmaerke i guldtryk. Hojde 180 mm._


Til Erindring om min Moder.
Denne Bog tilhorer dig.
Den Gang, da du endnu var staerk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi,
mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en
"Onskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt,
hvad vi onskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke
var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du
laeste alle Bindenes Titler og sagde: Naar _du_ nu en Gang skriver en
Bog, skal du saette _mit_ Navn paa dens Blad.
Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens
tyndede Alle"--du traengte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min
Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og
af Kaertegn: Naar jeg nu er dod og du, min Dreng, en Gang er bleven en
Kunstner, vil du saa se, love mig saa at se til, at de ikke--helt
glemmer mig?
Og du graed. Moder, fordi du skulde do.
Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt.
Nu saetter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg ved, den er ikke din
Kaerlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand vaerdig. Men dens
Fortaelling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du
fodte mig. Du kaldte det til din Dod dit Hjem.
Ufredstid og fremmed Magt haergede snart den lyse Plet, hvor der var
blodt og lunt for dig, der skulde leve i Glaede og Sol. Som Fjenderne
til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os.
Og nu, hvor du laengst er dod, saetter jeg dit Navn over denne Bog om
Nederlagstid og vort tabte Hjem.
Denne Fortaelling er naeret ved Minderne om mit forste Hjem.
Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og
uforgaengelige Erindringer fra denne min forste Tid. Det var tre
Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle.
Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklaedt ved
det midterste Vindu, stum og ubevaegelig og ganske bleg, med de hvide
Haender i sit Skod. Hun talte ikke og graed ikke. Men vore Haender--vi
Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og
spurgte--strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot
hendes Kjole.
Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa
skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Soster
og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en
Mark. Vi kom til en gron Banke og vi gik derop. Vi saa Kirken hjemme
og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu ser ligge mellem Gront.
Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet,
til hun taug igen og kun graed og graed. Mig satte hun ned paa Graesset,
mens hun blev ved at stirre ud over det gronne Land--siden syntes jeg
som Barn, at vi den Dag havde kunnet se over den _hele O_--: Mo'er,
Mo'er, blev jeg ved, hvorfor graeder du?
-Fordi vi skal rejse, svarede hun.
Naeste Dag rejste vi bort fra vort Hjem.
Det sidste Minde staar i noje Sammenhaeng med dette. Vi var i Horsens,
hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi
Byvaerelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besogte os.
Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krob rystende sammen
ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa vaere sprungen hastig ud af sin Seng,
for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske
Piger rundt om sig og os, der skreg.
Og Pigerne skaelvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Dore
stod aabne og klaprede og et Vindu--skont vi naesten intet havde paa.
Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fodder og Signaler
af angstfulde Horn.
-Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi.
-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme,
og vi graed hojt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi
horte bestandig, bestandig Folk, der lob paa Gaden, og Tropperne, der
ilte, og Hornene fjern og Hornene naer--gennem Stormen.
... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skaendsel har
vaeret nok til at gennemtraenge hele mit Liv. Jeg foler endnu dets
Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning,
Tilintetgorelse, Dod, Ruin. Allerede i min allerforste Produktion har
Indtrykket vaeret staerkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og
siden har samme Indtryk forklaedt sig Gang efter Gang i Billeder af
Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes
i denne Bog.
Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre
Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det
kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament.
Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmaegtige
Haender og slaaet de uloselige Knuder i det begyndende Folelsesliv?
Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion
lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklaedte
Sorgende i Adserballig Stue--som en sortklaedt Alabasterstatue saa jeg
hende siden--er den forste Moder til Nina Hoeg og Katinka Bai. Det
Indtryk har fodt deres stumme Sorg og deres Resignation.
Og hin forste Afrejse har sat lige dybe Maerker. Opbrud, Oplosning af
Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle
Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen.
Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i
Stil--overalt, _hvor_ jeg skrev og _hvad_ jeg skrev. Lyden, Tempoet,
Skraekken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra
Horsens.
* * * * *
Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste,
min Hjerne fra min allerforste Barndom syntes at have bevaret.
Men i Udlandet brod flere frem. Det var mens jeg omgikkes med
Formlaegningen af "Stuk".
Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han
udkaster Planen til et Vaerk eller begynder paa at forme det, hitter
paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det
ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans
hykleriske Nerver, der af Skraek for alle de Anstraengelser, som venter
dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig
Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver ved om den
anden, at han snyder.
Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skraek
for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blaek.
Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjaelpetropper Storme af
fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer
ham med andre Ideer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes
selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst.
Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens
Modvilje mod at laegge sig under en kunstnerisk Plans Aag--var det
just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brod frem.
Jeg saa pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader
og horte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og
det mod min Vilje, ti jeg onskede jo helt at tilhore en ganske anden
Sfaere, Luft og Plan--ligesom fra et Morke, der langsomt lettede og
veg, hele mit forste Hjem tilbage.
Dette Sted, som jeg forlod for Krigen, og som jeg ikke har genset i
fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor
Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med
Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen
med Smedjen ved det lille Kaer og Skolen, hvis Beboere jeg gensaa.
Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt
fler. De har vaebnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de
forste Gang pludselig brod frem fra Lag i Erindringen, som
Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit
Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere
samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og _haergede_
Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende
Fodtrin.
* * * * *
Lad mig her sige et.
En Bogs Fodselshistorie vil vaere mange saerdeles ligegyldig. Der vil
heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortaeller alt dette og
forer den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst
underholde et aeret Publikum om mit fortraeffelige Jeg. _Eller_, at jeg
forsoger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og
praetenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget
Relief.
Det er dog ingenlunde _saa_.
Jeg ved saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet
ikke vedkommer Laeseren. Han dommer Kunstvaerket kun af disse samme
Minders Evne til gennem Vaerket at paavirke og overbevise ham.
Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op
for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bor
helst staa frit og tale for sig selv.
Men Tingen er, at jeg tror, det vilde vaere interessant for Psykologen
og mere oplysende for Kunstens Vaesen end visse nylig atter fornyede
aestetiske Diskussioner--_om_ Forfatterne en og anden Gang oplyste om
deres Arbejdes Fodsel og Veje og sogte at kontrollere de Hjernens
Processer, som ledsager deres Frembringen.
Maaske vilde man saaledes faa mer end et Vink, der taendte hastige og
fjerne Lys inde i Sjaelelivets Halvmorke.
* * * * *
Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens
ulidelige Uro og den traengselslignende Skare af Personer. Jeg har i
denne Fortaelling sogt at mindske Uroen og indskraenke Personantallet.
Men hvorvidt det er lykkedes mig, ved jeg lidet om. Denne Uro og
Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg ser
nu en Gang saaledes. Jeg ser mine Personer kun i Billede efter Billede
og kun i Situation efter Situation horer jeg dem tale. Jeg maa ofte
bie i Timer, for de ved et Blik, en Bevaegelse, et Ord forraader mig
deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gaette ligesom jeg gaetter
andre levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender.
Hvis jeg da ikke anstraenger mig for at gore den ene og korte
Situation, hvori jeg ser dem, Bevaegelsen, den lille Bevaegelse, hvori
de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gore det
altsammen saa _levende_, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da
haabe at overbevise?
At gore "levende" er da den tunge--og sikkert ofte
mislykkede--Bestraebelse.
Men det Levende er jo Bevaegelse og Mangfoldighed.
Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil
skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab.
Naboernes Stemmer traenger ind ad dens Vinduer, gennem dens Dore. Deres
_Liv_ blander sig med Skolens Liv.
Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skaebner Donninger frem
over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder
atter Donninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og
Smedjens vel med.
Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv der maa vi
vide, at Livet fortsaettes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund,
der goer, en Sang, der hores fjernt, maa fortaelle det og minde os
derom.
Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, fole Egnen, hvor den
ligger: vi maa _befolke_ Oen Als. Har Skolens Korsvej ikke
Vejfarende--korer ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem
og hundrede Liv?
Nu vel--vi maa fole disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Sporgsmaal,
Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilvaerelse og maa med.
Hvor kan da i al denne Bevaegelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod
just Uroen al den evige Bevaegelighed, man vil? Og dette: at Laeseren
ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gor det, naar det store
Helhedsindtryk kun kunde lofte sig med store Linjer frem af den Uro,
hvoraf det er skabt.
Kun Mangfoldighed og Bevaegelse kan for mig give Billedet af Liv. De er
mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gore
Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er
Vanskelighederne ved en Kunst, som ser Livet stift i Ojnene, og hvis
store, hvis fjerne AErgerrighed er den at faeste dette levende, dette
ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv.
* * * * *
Du bad mig, Moder, at jeg skulde se til, at de ikke helt skulde glemme
dig.
Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at
leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa
uendelig fjernt og saa uendelig klart.
To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord:
min gamle Slaegt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn
med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I et Hundredaar
havde den fostret Statsmaend, Landet ikke vil glemme, beromte Laeger,
som Generation efter Generation var de storste og folkekaereste i
Norden.
Men siden blev dens Sonner Praester, fordi de besvimede ved at se Blod,
og uvirksomme Orkeslose, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes.
_Du_ fortalte mig ofte om vor Slaegts Haeder. En af dens store Laeger
efterlod mig Fortaellingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme:
Han vilde tvinde--til Belaering--sine Traade i Slaegtshistorien.
Min Slaegt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget.
Men ogsaa du, Mo'er, skrev _dit_.
Stella Hoeg og Nina og Froken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod.
Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Born af din Glaede og Born
af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med
dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer.
Og hvis _de_ tor leve--selv kun de korte Aar--saalaenge bor _du_ ikke
glemmes.
Over denne Bog saetter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og det
Hjem, man skimter som bag en Dor, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom
over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Doden til os.
Herman Bang.


I.
Tine blev ved at lobe graedende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte
de sidste Ord hojt ud i Morket og Blaesten.
-Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften.
-Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer.
-Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes
Ord. Endnu en sidste Gang lob Tine til og greb efter hendes
fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som
en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Morket. Nu hortes den ikke mer.
Tine gik hjem gennem Alleen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte
klynkede. Hun aabnede Doren til Gangen: der var saa tomt med de ode
Knager og Herlufs Legetojskrog, hvor der nu var rommet ud. Hun gik ind
i Kokkenet, hvor Taellelyset braendte med en osende Tane mellem Resterne
fra Tebordet.
I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden.
-Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Rost, og der blev stille igen.
Kun Maren, der sad med Forklaedet over Hovedet som en rokkende Byldt,
hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl.
-Ja, sagde Lars efter en Stund betaenksomt: nu er de vaek, sagde han, og
Husmanden nikkede til Bekraeftelse.
-Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som
for, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjaelpe.
I Gangen aabnede hun Doren til Dagligstuen. Lampen braendte roligt paa
det tomme Bord, og Dorene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som
tre stille og morke Gab ind mod det forladte Rum.
-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie.
-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhojningen var tom.
-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede.
Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Maerker af
Portraetterne, der var tagne ned.
Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa
ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret.
De to Senge stod ved Siden af hinanden, daekkede af det samme
Taeppe--det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden
stod Herlufs Tremmeseng, tomt.
Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Hons igen, med
Taellelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun
havde vaeret Herlufs forste Barnepige, og der var for hende i Verden
ikke anden Dreng end han.
-Han var knap fod', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit
Kobstadjysk, en saer indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvaer med
rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er.
-Han vild' aldrig baeres af andre end af mig og saa Fruen--hun snoftede
mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke....
-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om
Morgningerne ... for _der_ vilde han over--hun smilte pludselig gennem
Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og graed igen.
-Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten.
Hun taenkte paa Vintermorgenerne, da hun med Torklaedet om Hovedet lob
herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve Dagvaerk
gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdoren med de flade
Haender for at vaekke Fru Berg og Herluf, der laa i deres sode Slummer.
Fru Berg kom sovnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun,
mens hun klaskede med Haenderne ned paa Dynen.
-Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde hore
det helt ned i Kokkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som
et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole.
Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs
Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig
for at holde Varmen.
Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med
strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru
Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede
indenfor Doren med en Slat Kaffe i en Spolkumme for at faa Del i
Lystigheden.
Men tilsidst kunde Sofie blive fornaermet paa Herlufs Vegne midt som
hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill'
Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at baere ham ned i
Dagligstuen og klaede ham paa i Varmen.
Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Oster og Vester,--Munden
stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine--indtil
Tine pludselig rog ud af Sengen i et Saet: Gangdoren var gaaet.
-Skovrideren! raabte hun og fik naeppe Skoene paa for lutter Fart.
-Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Noglen drejet om.
-Ja, ja, jeg klae'er mig paa, jeg klae'er mig paa, Henrik, raabte hun
til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtojet, saa han
kunde tro, hun allerede var oppe.
... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin
Herluf og faeldede Taarer baade over Godt og over Ondt.
-Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun.
-Ja, han var, gentog hun.
Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde
for Indfald--saa lystige Indfald.
Hun taenkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdoren,
just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig
havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede paa
Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne--han var
allerede ved Doren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg--
Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus.
Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der horte paa og
lo og satte sig ned--midt i sin Seng.
-Du saetter dig paa _Tine_, du saetter dig paa _Tine_, skreg Fru Berg,
helt aandelos af Latter ... og Tine rog ud af Sengen, hojrod i Hovedet
og med Graaden i Halsen, og lob ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil
Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun.
... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklaederne ud af
Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Doren.
-Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke se det tomte Kammer.
De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor
alle Dore stod aabne bag dem.
-Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie.
-Ja, sagde Tine, der slaebte en Madrats.
I det blaa Gaestekammer var der koldt som i en Kaelder; der havde ingen
sovet siden i Sommer. Den ene Gaesteseng skulde ud, og den anden blev
stillet op ad Vaeggen.
Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom
de gamle Bollings for at hente Datteren.
Da Madam Bolling kom ind i Dagligstuen i Traekken fra alle de Dore,
blev hun staaende paa Lobetaeppet og saa sig om med Taarer i Ojnene:
Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Haenderne.
De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved
Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i
Skovridergaarden, der skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at
gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde
anlagt "Torklaedet" imidlertid.
Torklaedet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes
Ho'edpin'". Hun fik den regelmaessig de fem af Ugens syv Dage og var
saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at
foretage sig nogetsomhelst ud over det nodvendigste. Efter en Storvask
hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset.
Tine kom frem i Doren til Skovriderens Stue: Vil I se, sagde hun, nu
er vi faerdige.
-Ja, lad os det, svarte gamle Bolling, og de gik ind gennem
Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod
forladt op ad den lyseblaa Vaeg, og der var koldt, saa de to Gamle
skuttede sig ved det.
De stod alle tre foran Sengen--Tine havde haengt Fru Bergs Billede op
ved Hovedgaerdet.
-Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bolling og sogte at
le lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres
Sorgmodighed.
-Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver
Varme.
De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa
Forhojningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en
enkelt Saetning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker.
Madam Bolling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og se ud i Stuen:
-Ja--det har vaeret et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun.
Begge de gamle Bollings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de
havde saa at sige paa Haandvaerkets Vegne fra Bollings megen Omgang med
Bibelen.
Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da
vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og
Brombaerrene var godt surrede fast til Kassen?
Brombaerrene var to Krukker Syltetoj, som Madam Bolling havde syltet,
for at Fru Berg skulde have dem med til Kobenhavn:
-For det er hendes bedste Syltetoj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og
de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombaer.
-Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine.
-Ja, vi har no'en Gange--Madam Bolling bliver ved i samme stille
Tone--faaet Brombaer hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne,
sluttede hun efter en Stilhed.
-Det har vi, sagde Tine og saa ud i Luften.
Hun taenkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen--mest
naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter Te, og
Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af
Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang.
-En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de
satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Vande" og
"I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over
Gulvtaeppet, og Fru Berg forpustet forlangte Maelkepunschen, der blev
bragt ind i en Stenkrukke.
-Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Bolling, der
stadig taenkte paa Brombaerrene--saa de derovre kan faa det som
herhjemme.
Og gamle Bolling, der sad med foldede Haender og ikke horte, hvad de
andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt
ind her i Sognet, havde han talt sammen--gamle Bolling sagde:
-Ja, ja, Guds Vilje ske, sagde han og rejste sig.
De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa
Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte forst hjaelpe hende;
hun kunde ikke taale at se de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet,
de _maate_ haenge noget andet op--noget, der kunde daekke. Hun tog "Kong
Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og
de to Gamle bar Billederne, mens hun loste Spejlet.
Madam Bolling stod med Heltene fra Isted, der kaempede endnu med de
hvide Bind om Panden. Hun blev ved at se paa dem, og et Par smaa
Taarer faldt ned paa Glasset--hun taenkte paa dem, der nu skulde miste
Forligheden og Livet.
-Kom, Mutter, sagde Bolling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det
saa laenge, at Tine maatte tage det af hans Haender.
Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtojet paa,
satte sig igen paa de to Stole og saa op paa Heltene fra Isted og paa
"Kongen".
Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portraet
af Kong Kristian som Tronfolger i Hestgardens Uniform, der havde haengt
i et af Gaestekamrene. Hun slog et Som ind under Kong Frederiks Billede
og haengte Portraettet paa den tomme Plads.
De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder.
-Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Bolling, det er dog
_Kongen_.
De Gamle kom ud i Gangen, Taellelyset i Kokkenet var ved at braende ned.
Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i
Gaarden for Foraeldrene. Fra Bryggerset lod der et stort Spektakel, det
var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den morkeste
Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo ved, hvor naer mig er min Ende",
saa det skingrede mod Laden:
Kong Fred'rik hviler nu paa Baare
og slumrer sodt i Dodens Blund;
nu rinder Folkets Takke-Taare for
Drotten fra hvis djaerve Mund
det lod saa tit: min Tak modtag!
Jeg svigter ej paa Farens Dag!
Foraeldrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen. Hun
lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur.
Saa smilte hun: hun vilde tage dem over--det vilde glaede Skovrideren,
naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham.
Og hun gik over Gaarden og aabnede Doren til Loen og til Hundenes
Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Goen og lob saa
iforvejen ind ad den aabne Gangdor.
Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhojning. Hun syntes
aldrig, hun havde vaeret saa bedrovet--saa beklemt og bedrovet som nu,
mens hun stirrede ud i den ode Gaard. Lyset i Kokkenvinduet flakkede
endnu en Gang hen over Ladens Hvidt--saa var ogsaa det slukket, og hun
saa' bare Valdnoddetraeets Skygge midt i den morke Gaard.
Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhojningen og
saa' ud paa det bladlose Trae: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er
sprunget ud? havde hun sagt og hun havde graedt og lagt Armen om hendes
Hals.
Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lod skingert ud i
den morke Gaard:
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Tine - 2
  • Parts
  • Tine - 1
    Total number of words is 4742
    Total number of unique words is 1525
    37.8 of words are in the 2000 most common words
    49.6 of words are in the 5000 most common words
    56.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 2
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1424
    38.4 of words are in the 2000 most common words
    51.9 of words are in the 5000 most common words
    58.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 3
    Total number of words is 4684
    Total number of unique words is 1492
    37.6 of words are in the 2000 most common words
    49.6 of words are in the 5000 most common words
    56.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 4
    Total number of words is 4814
    Total number of unique words is 1352
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    59.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 5
    Total number of words is 4609
    Total number of unique words is 1354
    38.8 of words are in the 2000 most common words
    50.0 of words are in the 5000 most common words
    55.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 6
    Total number of words is 4749
    Total number of unique words is 1312
    42.8 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    60.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 7
    Total number of words is 4654
    Total number of unique words is 1433
    36.1 of words are in the 2000 most common words
    48.6 of words are in the 5000 most common words
    54.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 8
    Total number of words is 4671
    Total number of unique words is 1329
    39.9 of words are in the 2000 most common words
    52.2 of words are in the 5000 most common words
    58.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 9
    Total number of words is 4704
    Total number of unique words is 1265
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    55.2 of words are in the 5000 most common words
    61.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Tine - 10
    Total number of words is 4489
    Total number of unique words is 1252
    42.5 of words are in the 2000 most common words
    54.2 of words are in the 5000 most common words
    59.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.