Tine - 5

spillet paa Klaver og ved Kakkelovnen slog man paa Braendestykker til.
Ude i Borgestuen horte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt
af Madlugt og munter Stoj. Ude i Gaarden lyttede et Par Soldater til.
De rog ved Leddet en sindig Pibe, for de i Laden skulde laegge sig.
Berg blev siddende paa sin Blok--Baronen var jo Vaert--, _der_ gav han
sig ilag med Madam Bollings Frikasse.
-Den Mad gor Undervaerker, sagde Sofie, som bevaegede sig gennem
Kokkenet ud i Borgestuen. Der havde hun sit Hovedkvarter. Hun begyndte
hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende:
-Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Haenderne under Forklaedet,
trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Honsefugle for Parringen.
-Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Haand. Han var
faerdig med Madammens Hone.
-Det er jo Mo'er, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme.
Berg laenede Hovedet tilbage og saa efter Tine, der havde Toddyvandet
paa Ilden nu og satte Glas frem:
-Ja, I er saa gode, begge to, sagde han blodt og langsomt.
Og han kunde knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog--der
ved Ilden.
Inde i Dagligstuen sad Officererne rundtom, i store Rogskyer fra deres
Piber, saa maette og saa inderlig varme. De talte ikke saameget mer,
sad kun og nod stille Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine
gik rundt imellem dem i sit hvide Forklaede, sund og staerk, og bod
Toddyvand om. Officererne bojede sig frem og hviskede paa hendes Vej
til hende, mens Lieutenant Lovenhjelm blev ufortroden ved at hamre "El
Ole" paa sit Klaver.
Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra
Kobenhavn--en jodisk udseende Person, der skulde berove Berg hans gode
Seng inat for at faa Lejlighed til "at se et landligt Kvarter"--om
Faegtningen igaar: Det var attende Regiment og det havde staaet sig
godt. Men Kaptajnerne vidste ikke, om man nojere kendte Rapporten.
-Tre Dode, Hr. Kaptajn, sagde Lovenhjelm og holdt et Ojeblik op at
spille.
Den gamle Major, der talte inderlig holstensk, sad i Sofaen og
beklagede sig for Berg: hans to Dotre vilde nu ogsaa herover--til
Ambulancen.
-Ok hvat _skal_ Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer
hier? blev Majoren bekymret ved--da de pludselig gennem hele Stuen
horte Tine sige med sin hoje, glade Stemme nede ved Klaveret til
Lovenhjelm et:
-Nej Tak, Hr. Lieutenant--saa de alle lo himmelhojt, Tine ogsaa;
Majoren gik bort fra Themaet "sine Dotre" og lagde Haanden over paa
Bergs Knae, der sad ved hans Side:
-Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med Ojnene Tine i det
skinnende Forklaede--ligesom Berg, der ikke tog Ojnene fra hende.
Majoren brod op, og de andre fulgte. Der blev et Lob paa Trappen og en
Stoj oppe i Gaestevaerelserne. Stovler blev slaaet haardt af i hele
Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglaede de flade
Haender mod Vaeggene, til Signaler--det var som alle Livsaander slap los
forst nu, de kom af Klaederne igen og i de gode Senge, hvor de laa i
rene Skjorter mellem Laerredslagener. Glad Staahej var der i alle
Stuer, og i Seng krob de i hver en Krog.
-Hva', det gor godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i
Vaeggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro.
Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog
Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa
til Underlag paa sin Sofa.
Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne--i Stuen
sad kun den enarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham
om sine Englaendere. Den Enarmedes Englaendere var to skindklaedte og
gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at "se paa Krigen", og som
Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa Oen og i Skanserne, med
Tungen ud af Halsen--ivrig som en Foreviser.
-Ja--kaere Ven, sagde han, er det ikke rorende ... de siger: _vore_
Tropper--de taler om: _vore_ Saarede, som var det deres egne, kaere
Ven, deres egne _Landsmaend_--ja--det er rorende ... Baronen taug et
Ojeblik og Korrespondenten sagde:
-Ja, de Herrer foler for vor Sag.
-Og De kan rolig naevne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig
naevne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som
var det en kongelig Indrommelse af de Skindklaedte, at de maatte naevnes
i en Avis.
Korrespondenten noterede deres Navne, for han lagde sig i Skovriderens
Seng.
Tine var faerdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i
Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og rog de endnu siddende op i
Sengene. En Lieutenant, der horte lidt Stoj i Dagligstuen og aabnede
Doren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem _der?_ ind i
Dagligstuen.
-_Mig_, raabte Tine hojt og lob leende sin Vej; hun var saa vant til
Kantonnementslivet nu.
I Gangdoren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for
Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om
sine Lader.
De stod et Ojeblik sammen paa Trappen. Natten var mork, saa de kun som
Skygger saa Gaardens Laenger, og alting var stille; kun et Kreatur
skrabede i sin Baas. Saa lod der ligesom en Puslen henne ved
Bryggersets Dor.
-Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen.
-Aa, det er vel Borgestuedoren, svarte Tine og blev med et--for et
Ojeblik--forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa
Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun.
De stod et Ojeblik endnu tause i det dybe Morke.
-Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand.
-Godnat.
Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rorte ved hendes Dor.
-Tine, det var Skovriderens Stemme--nu har De taget Deres Madrats igen
og lagt ind til mig ...
Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej!
-Ja, lod Stemmen blodt, og det er alt for meget--alt for meget ...
Tak.
Hun horte hans Trin fjaerne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun
havde faaet Taarer i Ojnene. Saa klaedte hun sig af og gik i Seng,
langsomt og stille.
Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener,
naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange
mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og
nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det dode
Hus.
Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting.
Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ...
Tine laa og smilte. Hun taenkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa
Skovrideren, som han havde siddet _der_ ved Skorstenen.
Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for
Skovrideren.
... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren.
Saa blev der ganske tyst i Huset.
* * * * *
Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Kokkenet paa bare Ben, som
hun var.
Det forste Horn havde hun hort i Sovne og var faret op.
Jo--det var--det var Allarm....
Alle kom op, oppe og nede. De lob allerede i Storm over Gaarden. Tine
fandt intet Lys, fik Klaederne om sig, raabte ud i Gangen:
-Sofie, Sofie.
Skridt lod inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen:
-Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik taendt et Lys, som Traekken
slukte.
I Gangen lob Officerer forbi i Morket. Oppasserne foer gennem Stuerne
med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Lovenhjelm; bleg og raadlos
knappede han Uniformen til og knappede den op igen.
-Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Kokkenet: Saet Lys i Vinduerne.
Rask rask!
-Ja, ja, svarte Tine, ja....
-_Bliver det?_ spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu.
-_Maaske!_ Og han gik.
Signalerne lod bag Laenget, allevegne. Hestene blev fort ud i Gaarden
nu.
Tine taendte Lys paa Lys. Officerer og Soldater lob i Gaarden blege,
forbi Skaeret. Ovenpaa horte man endnu Stemmer gennem de kladrende
Dore--i Gaarden lod Majorens Kommando, som Blaesten tog.
Og Baronen skreg paa en Vogn.
Korrespondenten lob forvirret frem og tilbage og klaedte sig paa midt i
Stuen, trippede op og ned og gned Haenderne, mens han sagde:
-Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt.
-Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene.
-Ja, alle venter, at det skal gaa los, blev Bladsjaelen ved og kom ikke
i Vesten for Trippen.
-Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes
Haand, et Nu, saa fast.
Tine saa kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude.
Huset var tomt. Man horte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad
Alleen....
Sofie kom ind med et Lys, i Nattroje.
Hun sagde:
-At de skal lad' deres Liv--at de skal lad' deres Liv, og gik omkring
og graed fra Gangen til Stuen.
Tine horte hende ikke. Hun lob ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde
aldrig vaeret saa angst. Hun foer i Morket paa et Trae, ind i et Busket,
men hun blev ved med at lobe--op paa Hojen.
Kun som en stor Skygge saa hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi.
Hun stod laenge; hun vilde skelne _et_ Ansigt, men saa intet. Taus gik
den lange, ukendte Skygge forbi--forbi og forbi, ud i Morket, hvor
Trinene dode.
Saa gik Tine ned og ind. Lysene braendte bag Ruderne endnu; Traekken
stod ind gennem alle Dore. Foran de forladte og uredte Senge stod et
Par flakkende Praase.
Ude i Kokkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i
Borgestuen laa Maren paa Slagbaenken, oppustet, sovende, saa lang hun
var, ved Siden af sit Lys.
Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og
vilde forsoge at skrive--paa Brevet til Fru Berg, som hun havde
liggende.
Men hun skrev ikke; laeste kun det Skrevne, bojet under Lampen: Ja--det
var om Skovrideren alt, hver Saetning--_alt_.
Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i
Havestuen i Morket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord
og graed ...
Dagen meldte sig med sit forste Skaer. Graa listede Morgenen sig frem
over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus.
Dorene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede.
Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag.
Ude horte hun igen Horns Signaler, som Stormen sonderdelte, saa de lod
som Fugles Skrig.
Saa pludselig smilte hun: hun taenkte paa hans "Farvel".
* * * * *
Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager.


IV.
Roen var brudt.
Kanonerne god deres dybe, forfaerdende Lyd hen i den bolgende Luft,
Time paa Time, mens Vejen genlod--bestandig--af Marcherendes Trin,
Ordonnantserne jog og foer paa halvdode Heste: to Gange var der blaest
Allarm i et Dogn.
Alle Laenger i Skovridergaarden sitrede nu og da--Gulv og Vaegge--som
var de febersyge Levende.
Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom
og Tropper gik.
Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i
Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og _horte_ kun uden at kunne
rive sig los: hun _maatte_ blive der, hun _maatte_ hore.
Stoj var der i Stuerne. Officererne talte hojrostet, naesten glad:
-Femhundrede Granater var der faldet, raabte En.
Der var andre, som mente syv. Og paa Vaerkerne var der dog ikke gjort
Skade.
-Ikke for Krudtets Vaerdi, sagde en Adjudant.
Ved Kakkelovnen stod den storste Flok. Der var en Kaptajn med
Napoleonsskaeg og Pibe, som sagde:
-Sekondlieutenant Appel er saaret.
-Saa?--Han, den Nye?
-Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen,
lagde til:
-De ved, den tynde blonde.
Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mest helt unge
Lieutenanter, som bed i smaa Overskaeg og diskuterede Begivenhederne i
saerdeles fagmaessige Udtryk.
Tine gik dem forbi.
Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var spraengt. Tredive Mand
var blevet som knust og mast af Bjaelker og Splinter.
Tine stod hos og horte laenge.
-Hvor _De_ er bleg, Jomfru Bolling, sagde muntert en Kaptajn, der
vendte sig og loste sig ud af Gruppen.
-Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at hore: Fyrretyve Dode,
paastod En, at der var.
Tine levede kun i en Tanke.
-Og de skyder endnu--de skyder endnu....
Tilsidst rev hun sig los og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og
der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer.
I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen, der oste. Han
talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten--ved
Blokhuset. Tine blev staaende og horte ikke en Stavelse af hvad han
sagde. Med et sagde hun kun, daempet, og saa paa ham:
-_Var det saa forfaerdeligt?_
Lieutenanten blev ved at fortaelle--i Virkeligheden havde han ligget i
Nr. 10, hvor der i Dognets Lob var faldet to Granater--:
-Hedt var'et, sagde han, men man vaenner sig jo til Ilden.
Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han,
som i Tanker, forte Tines slappe Haand ind mod sit Knae.
-_Saa_ De de Dode? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke.
Saa kom der nogen fra Gaestevaerelset, og Lieutenanten stille bandte.
Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer
redt; hun blev spurgt og gav Svar.
Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i
Krogene og jamrede.
Nu var hun krobet ind til Tine i Kammeret.
-En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under
Kanonernes Stoj. Det kommer over os all' ... for vi ved'et ... for vi
ved'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden.
Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Dron blot voksede
gennem Natten.
Sofie blev ved at tale i en graedende, bestandig stigende og atter
synkende Tone: om Skovrideren og om "al den Elendighed" og Maren, der
"ikke vidst' hvor hun vild' slaeng' sig hen til hvert et Par Bukser".
-Nae hun ved ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen:
-Saa hun ser ejegod ud; hun saa op paa Fru Bergs Portraet, der hang
over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik.
-_Der_ sitter hun, klynkede Pigen, og ser saa hjertensglad ud ... Og
En ved ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vaer' sket, og hvem der
ka' ha' draget sit sidste Suk.
Sofie begyndte at graede hojlydt:
-Som det ligner, blev hun ved, som det ligner--just som hun gik og
stod ... herind' om Dagene.
Tine tog Billedet og betragtede det laenge:
-Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun
Haenderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Ojne--for forste Gang
i disse Dogn.
Rundt i Huset brod Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om
sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var
dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa.
I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu.
Tine gik med Lygten rundt om alle Laenger. Inde var der stille
allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved
Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen,
som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa "Runde".
Men han "bojede af", da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved
Lygten.
Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet braendte et flakkende Lys,
som Maren nu igen var lobet fra.
Inde i Kammeret klaedte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen,
taenkte hun pludselig:
-Men Appel er jo saaret,--og havde glemt det igen.
Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da
brolte de, dumpt, som mod Uvejr.
* * * * *
Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt
tilbage.
I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede
forbi, alle Regimenter var ude.
Baronen var faret tilvogns ved det forste Gry.
Nu var der ikke en Gang Stoj i det store, tomme Hus, og ingen Faerden
laenger. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem.
_Der_ tog Madam Bolling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande
fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Haender. Tine tog
i med--med opbundet Skort.
-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Bolling, der saebede Karme
med sine gamle Haender, Snavset kommer jo ind ad alle Spraekker--Smudset
kommer ind over alle Dortrin.
Madam Bolling saa ud paa Pladsens dybe AElte:
-Og det bliver kun vaerre og vaerre, sagde hun og tog fat paa
Afsaebningen igen.
-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot,--saa haardt hun tog i med Dorkarmene
--naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken.
Ovre i Krodoren var Tinka kommen frem mellem Sojlerne:
-De ta'er nok det vaerste, raabte hun over Pladsen. Nej--og hun lo og
slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med
Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa en Gang have
travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle
fire Verdens Kanter--vi la'er Skidtet gro!
Tinka satte i Lob ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende.
Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Dron. Saadan havde de endnu ikke
raset for. Ruderne, Madam Bolling polerte, dirrede i hendes Haender.
-Aa--Herregud for Jammer--aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens
Haenderne gik hen over de rystende Ruder.
Tine lod Karmene vaere, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol.
Ude ved Skorstenen skaendtes Husmandskonerne uforstyrrede om det
kogende Vand.
De var faerdige, og Madam Bolling vilde folge Tine. Hun vilde se,
hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende AElte.
Madam Balling loftede Skorter og vidste ikke, hvor hun skulde saette
sine Ben.
-Tine, Tine, kaldte hun gennem Stojen og saa om efter Datteren, der
hele Tiden blev tilbage.
Var det da ikke, som gik Tine rent i Sovne ... og mager var hun
bleven--rigtig mager blev hun:
-Aa--ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bolling og gik videre.
Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe
Snavset ind, sagde hun: Her er nok--her er nok.
Madam Bolling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Moblerne havde
faaet Skub og Vaeggene Stod og ingenting saa stod det, hvor det skulde:
-Aa--Herregud--aa Herregud--klagede Madam Bolling ved al den
Odelaeggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det for havde
vaeret:
Og--se nu, og se nu! Madam Bolling stansede og begyndte at graede.
-_Der_ stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen.
Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der sket i hver
en Krog.
-Men, Tine, du maa osse "agte" det, sagde Madam Bolling lidt heftigt.
-Ja, Moer, ja, sagde Tine.
Hun saa det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt
blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting ... Hun kunde jo
ikke overkomme det.
Madam Bolling blev ved at gaa og halvskaende:
_Noget_ kunde man gore for at holde sammen paa Tingene.
-Og du maa holde Pigerne til, sagde hun.
-Ja, Mo'er, ja.
-Men alting--og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som
skulde hun hulke--er ogsaa ude af Gaenge.
-Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bolling sagte, og hun begyndte selv at
graede igen, mens hun klappede Datterens Haender.
... Madam Bolling var gaaet over Gaarden til Leddet.
Traet satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De _andre_ talte og
_hun_ horte ikke, _de_ gik om hende og _hun_ sansede dem ikke, for hun
havde kun en Tanke, Naetter og Dage, blot en Tanke, der skar gennem
tusinde:
-_Naar de bringer ham blodig--saaret og blodig._
* * * * *
Da Madam Bolling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun
vilde ud til Per Erik's--det var saa meget kleint med ham paa det
sidste; og ingen fik jo Stunder til at haege om en syg Stakkel nu.
Men oppe paa Markhojen saa hun pludselig Bolling, helt oppe paa
Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven.
-Men at Bolling var klavret derop,--Madammen satte naesten i Lob op
over Plojelandet--: Var det et Sted--i Vind og Vejr--for den syge
Mand, elendig som han var.
-Bolling, Bolling. raabte Madammen.
Men hun horte ikke mer--ikke sin egen Rost. For hvert Sekund, mens hun
lob op imod Bolling paa Bakken, steg Kanonernes Dron. Nu naaede hun
Toppen.
Som et uhyre Taeppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den
vaeltende Rog ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund,
maegtige Sojler af sort Os, omvundne med Flammer, som vaeldige Stotter
op imod Himlen--Huse og Byer, der braendte til Grunden.
Madam Bolling talte ikke. Forfaerdet begyndte hun at ryste og forte,
som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Haender op og ned.
Bolling havde set hende. Men han rorte sig ikke.
Han tog kun sin Stok og forte den i sin rystende Haand pegende rundt
fra Sojle til Sojle og talte med sit svaere Maele:
-Det er Ransgaarde.
-Det er Staugaarde.
-Det er Dybbol
Madam Bolling kunde ikke tale. Heller ikke graed hun--blev kun ved at
bevaege de foldede Haender hjaelpelost op og ned.
-Det er Dybbol, sagde Bolling igen.
-Du maa ikke staa her, sagde Madam Bolling saa og _rev_ ham med sig,
lobende med den Syge ned over Plojelandet, baerende ham halvt:
-Du maa ikke staa der.
Det var som Kanonernes Dron sagtnede nu. Bolling gik mimrende, med det
rokkende Hoved. Og stottende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen
Ord i sin forfaerdede Hjaerne og sagde kun som Tine for--to Gange:
-Ja, alting er ude af Gaenge.
Oppe paa Hojdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr.
* * * * *
Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det
gamle Sovekammer--_der_ var Snavset vaerst.
Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; orkeslos sad hun
kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder.
Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Hojaervaerdighedens
Stemmer.
De gik ind.
Baronen kom fra Sonderborg. Han var i Ekstase, i ren Ekstase over sine
Englaendere.
-De lob frem. Deres Hojaervaerdighed, foran Skanserne, midt i
Kugleregnen--de ligefrem _soger_ Doden, sagde han.
Baronen var helt ude af sig selv.
Men Hojaervaerdigheden interesserede sig mindre for Englaenderne. Han
talte kun om Sonderborg, om Bombardementet. Han var oprort,
indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord:
-Det er en Kraenkelse af Folkeretten--en aaben By--det er en
Forhaanelse af Aarhundredet.
Tine horte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lod op med
Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret:
-Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare--sagde han, og han
maalte Gulvet--vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier ... Vor
Regering vil handle....
Han blev ved, talende hojere og hojere, udstodende sine Trusler mod
alle Ostersoens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde
vaere Prise--maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres
dumpe Dron.
-Og Europa vil ikke se derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben--det er
Draaben--Europa vil rejse sig--vaer vis derpaa....
Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde:
-Hvad si'er Deres Englaendere?
Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to
Skindklaedtes Eder. Og Hans Hojaervaerdighed nikkede stille, staaende
midt i Stuen, seende ud for sig, som saa han allerede for sine Ojne
alle disse Skarer, der brod frem fra alle Verdensdelens Hjorner:
-Ja, sagde han. Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes
om os.
Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, faegtende med sin
ene Arm.
-Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han--der skete intet Naar
_de_ ikke turde, burde _vi_ laert dem Energi. Det var Offensiven, det
gjaldt.
-Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gor vi? hvad gor
vi?--og Baronen udspilede som fem Sporgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja,
vi _staar_ der. Vi venter paa at lade os _skyde--det_ er vor
Krigsforelse--hvor det var Offensiven, det gjaldt.
Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie.
-Ja, sagde Hojaervaerdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her
fattes Energi; _det er ikke i Kobenhavn, man mangler Mod_. Men,
tilfojede Hojaervaerdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet
med en anden Haer....
Tine horte Gangdoren slaa op og i, og Sofie lob gennem Gangen og
raabte:
-De kommer, de kommer!
-_Hvem_? skreg Tine fra Trappen.
-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der lob frem og tilbage.
Aa Herre Gud, aa Herre Gud--det er de Saaret', der kommer.--Sikket
Tog--sikket Tog!
-_Hvor? hvor?_ raabte Tine--hun var nede--og tog i hende.
-Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var
saaret, hvis Skovrideren var saaret--saa var Herluf (og hun tog en hoj
Klagetone) _faderlos_....
Tine horte ikke mer. Hun lob ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende
skreg Baronen i Gaarden.
Men Tine blev ved at lobe, henad Sonderborgvejen, forbi Ordonnantser,
Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun horte Vognenes tunge Slaeb paa
Bakken--_de_ Vognes--blev hun staaende, ved Anders Taekkemands Hus:
herude paa Vejen kunde hun ikke se dem--her kunde hun ikke staa.
Hun vendte sig og gik ind.
-Det er de Saarede, sagde hun blot.
Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, _de_ skal vel til Horup Hav,
sagde hun langsomt og fik Slagbaenken vidsket af--til Saede--med sit
Forklaede.
-Ja, nu har _de_ sat Forligheden til sagde Kroblingen, der sad ved
Ovnen bag Tine.
Tine vendte sig hastig mod Svogren og saa angst paa ham: hans Ansigt,
der var underlig fortrukket som en Dvaergs og de to Benstumper, der
hang ned fra Saedet som to Byldter.
-Aa-a, Gud, ja, stonnede hun sagte og sank ned paa Baenken.
De horte Vognene komme naermere, som svaere Fragtlaes lod det taet i
Vejen. Kroblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet.
-Der er de, sagde Han: Se, Kuskene--de gaar.
Tine loftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak
den forste Vogn forbi. Hun rejste sig. Vinduernes Gyldenlakker rev hun
til Side. Hun syntes kun, hun saa nogle hvide Ansigter gennem et
flimrende Rodt--hvide Ansigter ... af Fremmede, endnu af Fremmede.
Sagte Jamren lod der. Nysgerrig var Kroblingen hoppet ud til sin Sten
ved Vejen.
Tine blev ved at staa--med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den
Jamren, der lod. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi.
Ane kom frem bag hende med de to paa Armen:
-Ja, ja--aa, ja--de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih,
nej, ih--nej, se. Herre Gud, se, saa Blodet dripper....
Tine saa dem--Vogn paa Vogn.
Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham kore med varmt
Ol nu--det var svaert saa det gav at kore med varmt Ol nu.
-Og saa saa'n Krovling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsaetning da.
-Ih nej, ih nej--ih nej, Herregud--Ane lob hen til det andet
Vindue--_det_ er de Haardtsaaret'--de er daekket te'....
Tine var der ikke mer. Hun stodte til Kroblingen paa Vejen, hun saa
intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den daekkede Vogn og
hun sagde til Kusken: Vi kan laegge dem bedre, lad os laegge dem
bedre--blot for at lofte Kapperne og se dem, et efter et, de graablege
Ansigter.
-Det er vel mestendels nok et og det samme, hvordan _de_ ligger, sagde
Kusken sindig.
Tine slap sit Tag i Vognen--hun fulgte Toget uden Med, mens Taarerne
lob ned ad hendes Kinder.
Hun horte de skrattende Englaendere bag sig. Og hun fo'er sammen med et
Gys, da de strog hende forbi. De lob omkring og de stansede Vognene
for at trykke de Saaredes Haender og de kiggede de sagte Stonnende ind
i Ansigtet og blev ved at sige:
-De tapre Folk, de tapre Gutter.