Stuk - 05

Herlufs Flamme var et Aar ældre end han. Han kom »hjemme«, og de
spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i
lyserødt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog
den frem.
Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven
ved Skt. Pederstræde og kastede Kniven i Vandet--»fordi det var dog
ingenting«.
Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var færdig med Lektierne, sad
Herluf i Stuen nedenunder; Tanten læste Berlingskes Roman med den
diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret
strittende til alle Sider.
-Hvad er det, du læser? sagde Tanten, som vendte Berlingske.
Herluf mumlede.
-Gud véd, om det passer for din Alder, sagde Tanten.
Herluf mumlede igen og slugte videre.
Tanten gabede stærkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag
Strikkepinden som en Vinds sørgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik
de i Seng.
Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener
blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten
Klokken seks gik over og »belagde« en Krog.
Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op,
mellem Frankrig og Tyskland. Lærerne lod Lektierne være og holdt i
Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen--især Geografilæreren,
som havde været med ved Dybbøl. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa
Konen med Berlingske udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige
Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, højrød i Hovedet, mens
Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende
Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hænder fast ind mod mit
Bryst: Krigen var brudt ud.
Om Faderens Billede hængte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer.
--Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var
strømmet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Støj og Stemmer op--i
en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt,
Numer efter Numer. Alle maatte ud, røre sig og føle sig sammen. Talte
blot om ét og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var
rejst fra Compiegne og stødt til Hæren.
Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin
Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i
Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre.
Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg,
for at se.
-Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lød som en Explosion,
saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle
stod op, Stokkene tabte han....
-Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Væggene var aabnede Sluser,
hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa
Rummet drønede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved
ved Hoved, paa Marseillaisen:
-Marseillaisen!
Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _sé_
det, sagde han. Jeg vil sé det. Han blev ved at tale, med rystende og
ophidset Stemme, om Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i
Flokken foran Tavlen.
-Læs 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf læste Depechen fra
Saarbrücken:
I Formiddags Kl. 11 tog Franskmændene Offensiven. Efter en alvorlig
Fægtning jagede de Preusserne ud af Saarbrücken. Kejseren og den
kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag
vendte de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ubetydeligt.
Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev længe ved
at staa foran Tavlen og førte de knugede foldede Hænder op og ned, for
de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik
frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og
nikkede.
Da de kom hjem, vilde han sé Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna
gemte. Hun hentede den--hun var ganske højtidelig og bleg--og den
gamle tog den:
-Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa
sit Skød, med rokkende Hoved.
Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen,
ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset.
-Ja, Fa'er, sagde hun. Ja--Faer. Men sov nu....
Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den
halvlyse Stue--ovre fra Tivoli naaende Sangen herind.
Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af
Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Hænder.
Herluf var ellers aldrig »kærlig« mod Tanten, men nu listede han hen
og tog hendes Haand.
-Hvor de synger, sagde han sagte.
Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand:
-Husker du din Fader? sagde hun.
-Ja, sagde Herluf. Godt.
Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa
Herlufs Hoved, sagte for ikke at vække den gamle: om den Tid, han var
paa Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom paa Bal
derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Søndagen--naar de havde fri
... hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt.
Frøken Minna blev ved at fortælle med en mild lykkelig Stemme--om
Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme.
-Ja--saa blev Kusinerne forlovet ... Tante Jette og Tante Ida ... og
kom til Jylland.
-Det var to Gange Brudepige i ét Aar....
Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den
gamle; Herluf satte sig paa Forhøjningen: ovre fra Tivoli lød Sangen
endnu.
-Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i
hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet--og tog Afsked af
Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet.
Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.
-Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg
ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Tæerne gennem Stuen.
Det var Tanten, der lo, naar Dørene knirkede.
Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjælpe:
-Du bliver stor, sagde Tanten--du er snart saa høj som din Fa'er.
De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er
snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik
Rødvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte:
-Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dør, naar
de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad
her op paa Bordet i sin hvide Kjole--lige til det blev Dag ... den
lyse Dag....
Tanten begyndte at sætte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i
Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun dækkede
for Smørkrukken.
Herluf sagde »Godnat«. Det var, som han var helt beruset, da han kom
op og stod ved Vinduet, hvor den stærke Morgenluft slog ind imod ham.
Dernede gik endnu et Par og sang:
Allons enfants de la patrie....
Han faldt knap i Søvn, før han maatte op igen og i Skole.
Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de
_maatte_ troes, førtes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de
mest ustridbare fo'r op og slog løs; og i et Nu laa den hele Klasse i
ét meningsløst vildt Prygleri--paa Livet løs, til ingen kunde mer....
Men Tiden løb, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte
* * * * *
Det var Foraar. Den franske Lærer havde ladet Vinduerne lukke op, og
den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetræsrækken stod i Knop, gjorde
Gymnasiasterne døsige. Læreren gennemgik Stilen med den røde Duks ved
Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med døde Øjne over
Bøgerne, kun Benene gik langs alle Bænkene uroligt som hidsige
Perpendikler.
Læreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og
mens han tav, og Duksen--som evindeligt--befølte, frem og tilbage, det
tætte Udslet paa sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes stadige
Smaaknirken under de urolige Ben.
-Naa--hvor var vi, Læreren vendte sig mod Duksen, der fik Hænderne ned
med et Ryk. De skulde gaa til en Læge med _det_, Sonne, sagde han og
førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.
Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdt
Benene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennem
Klassen.
-Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik videre....
Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos
Etatsraadens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var kønne og
velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske
Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede
de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:
-Men--Frøken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat
(Klaphatten forlod ham aldrig) for Frøken Kornerup, der gik ved Armen
af en Kandidat.
-Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres
Navn! Og Frøkenen gik med sin Kandidat.
Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne
resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig
til Herluf--de holdt sig altid sammen--der konverserede en fregnet
syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen:
-Nej--han kunde ikke finde det--det gjorde ham ondt: Der var intet
_Foredrag_ i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vægtigt om
hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord--med en stadig hemmelig
Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane,
der ikke mere generede.
-Ja, det nyttede ikke ... Den fregnede vidste, det var en »landlig«
Smag: Men hun elskede nu én Gang Carl Helsted....
-Han har Hjerte, sagde hun og saa' sværmerisk ud. Hun havde Underbid.
Hein blev ved at fløjte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og
Frøken Kornerup, der fløj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen
som et Par Traner paa gloende Tallerkener.
-Det er os, sagde »den landlige Smag«....
Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over
deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne
og brugte højst »indgaaende« Ord om alting--ligesom paa Danseskolen:
-Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne.
Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med
nogle gamle Møbler fra et forhenværende Rygeværelse. De talte kun
lidt, sad mest og røg og døsede.
-Du, sagde Hein langsomt. Ja--hvad mon det egenlig bli'r til?
-Hvilket?
-Med _En_, sagde Hein og stirrede ud i Luften.
-Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa ... Hvad mon?
Ud paa Foraaret, da Examen nærmede sig, fik de Extratimer om Aftenen.
Det trak ofte ud til Klokken ti, før de kom hjemad. De gik i Flok hen
gennem Stræderne mod Frederiksberggade.
En ældre »Dame« fra Kvarteret stod sædvanlig Forpost paa et af
Hjørnerne med sin Silkeparaply som Gevær ved Fod. Hun lod til
Ynglingene falde nogle stille Kæleord, der besvaredes med Skældsnavne.
Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede
hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik løs med Skældsord
igen.
-_Sludder_, sagde Ole Martens, der kom til og skød de andre væk--han
drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre--God Aften,
Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel
Vaabenbroder.
-Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han
gik videre bag de andre.
-_Rønnebær_, sagde han og spyttede ud mellem Fortænderne.
Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de
troede var sædelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag
mod Prostitutionen.
* * * * *
Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde
straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet
af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit
Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun
gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle
om.
Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »God
Nat«.
Læst blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog »Arrangementet« for
megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der læste til
Eksamen. Huen var ogsaa købt efter den skriftlige Prøve og skulde
frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Øjnene ud paa
Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rødmede mod
Morgen.
Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af
den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store
Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa
Byggepladsene Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden
Graastenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet staa midt i den
opgravede Jord--alt laa det stille, en Stund, i Dagen.
Herluf blev siddende--med Huen paa--ved Gelænderet og saa', naar de
kom til Arbejde.
De første var Daglønnerne, som sendrægtigt fik aabnet Laagerne i
Plankeværkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der
fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tøj
og kom til Vejrs--op ad alle Stiger; og Brolæggerne tog fat, paa den
bare Jord, og hamrede....
Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser
gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København.
Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige
Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang--som vilde
han overdøve alle de klingende Hamre:
Nu var det forbi--Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte _han_ at
leve--med det nye København.
Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse
Himmel, som han stod _der_, paa sin Kvistaltan, over sit store
København, med sin flunkende Hue.
... Saa blev han Student.
Om Aftenen var de alle i Tivoli--drev under Træerne, Arm i Arm, sang,
blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer.
Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen
brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken
lød dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og
Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den
lyse Koncertsal et:
-Leve København!
Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og
viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange
Hurra....
* * * * *
Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over
Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraab
igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende
Hamre.
-Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen,
tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne
Ord:
-Og man kom løs, sagde han.
Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var allerede
kommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult i
Forværelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund
(Hr. Sørensen var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig aabnede
Læber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars
Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere
Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig
sang uhørlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod
Lampen:
HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GØRE
Herluf gik ind og hængte Nøglen til sin Dør op paa Nøglebrædtet, mens
Hr. Sørensen lagde de foldede Hænder ned paa Psalmebogen og hilste.
Hr. Sørensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en
højkirkelig Foresat....
Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik staaende. Maskinen
arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lød en langtrukken Bas. Hr.
Sørensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens
Hr. Sørensens Psalmer klang klagende over den travle »Victorias«
sidste hundrede.
I Porten løb han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod
og stirrede paa det røde Himmelskær over Slottet.
-Mærkværdigt, sagde han.
-Det maa være en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden.
-Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er
Varsel om store Ting, sagde Meyer.
De lo begge og skiltes.


III
-_Kan_ han no'et?
-Véd s'gu ikke.
Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud af
Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af
Hensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne.
(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa
Handsken: Det mærker din Fa´er ikke, sagde hun; i det ægteskabelige
Sovekammer herskede kun Køllnervand).
-Véd s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu aabner han jo den
nye Forretning--paa Købmagergade.
-Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tændte en
Cigaret.
-Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en
Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men
Penge maa han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem paa
»Husholdningsbøger«....
-Jo. Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsede
Gerster efter det bekendte Avertissement.
-Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at
lé: ... Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de
fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.
-Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig.
-Og han gaar ind paa Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Han _forstaar_,
sagde han. Men kan _udrette_ noget med Adolf. Han rejste sig og gik
hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Haanden: her
trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev
handlet i dette land.
Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og
Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab--ja,
alvorligt--helt Kompagniskab--hvor de stillede den fornødne
Kapital....
-Og nu var et Teater noget værd, nu--hvor Staden voksede for hver Dag
til at blive Nordens Hovedstad.
-Ja, ja, det blir den, sagde han.
Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden
for dem, der havde Idéer og Øjne at sé med--nu, hvor Norden kun
ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles--»kun ventede«
gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften--paa _Pladsen_ til
at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, _der_ var
Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjørnson var ikke Nordmænd mer, de var
blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til
Wiborg, Wiborg i Finland ... allevegne.
-Sér du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer.
Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilføjede han med
Hovedet lænet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads for
Reklamen, du--
Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en
anden Tone: Man maa sé Tingene, som de er, du, og være praktisk,
Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil _leve_--og sidde blødt.
Forfatterne vil komme, naar man rækker dem blot den lille Finger: de
venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem....
Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles
hele Aaret, Eneret, skandinaviske Værker, sat i Scene af Forfatterne
selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gøteborg,
Kristiania og Bergen ... mens Stockholmernes Opera sang her eller
Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst....
-Man lærer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige
Lejeindtægten i den døde Tid.
Han begyndte atter at tale om »den ene Kunst«, om Malerne og
Musikerne, der vilde følge Eksemplet, Forfatterne gav, og søge til
København: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller
Dampskibene. Vi skal nok røre Trommerne, til de kommer til København
--til os.
Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al
Hemmelighed holdt han svært af at sé paa Berg, naar han saadan var
rigtig »oppe« i en Plan.
-Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har faaet
den rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i
Provinserne og--der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det
Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstæder til det nye
København.
Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja
--du, der var noget at gøre nu, sagde han. Og Gerster sagde:
-Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader »at
gribe til«--selv greb han aldrig til).
-Naa, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede med en flot Kno paa
Døren til Entréen. _Der_ har vi Lange.
-Kom ind, sagde han.
Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og løftede
Skuldre:
-Goddag--saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drøv
paa?
-Paa din Fremtidsberømmelse, sagde Gerster og tog Plads igen.
-Tak--det maa smage af mere, sagde Lange.
Samtalen slæbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med
en Dør, saa Døren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som
kom hjem fra Kliniken og vilde have »frisk Luft i Stuerne«.
Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax,
hørte man Professorinden. Og der blev stille.
-Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen.
-Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald. Hvad
man bedriver--gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes--af Kedsomhed.
Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget
for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles
glimrende Historie ... om blonde Krause--I véd, ham med Haarene i
Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen--Lange efterlignede
Frøken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde--I
kender hende, naar hun er »diskret« med Haanden op for Munden:
-_Du_--han er »Susse«, sagde hun; (sér I hende? sagde Lange og blev
ved med Paulas Stemme)--han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer
jeg dig--detvar, som han _sank_, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind
til mig--ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde
lukket Øjnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa
sagde han--ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han.
-Jeg havde ved Gud Taarer i Øjnene, sluttede Lange med Paulas Røst.
-Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Hænderne.
-Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard
langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden
nogensinde at faa noget rigtigt at vide ... _Jeg_ spørger endnu nogle
Gange, sagde han, om »_det_« er at elske?
-Saa spørger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og
viftede.
-Saa? sagde Gerster--du siger mig maaske nogle bedre ... Jeg har
ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa' et Øjeblik ud af
Øjnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde brækket sin Pote)
saadan omtrent søgt overalt....
-Men Paula er forresten en ækel snakkesalig Pige, sagde han i en anden
Tone.
-Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om
alt; Lille-Gerster selv var ét af hendes Yndlingsæmner:
-Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud
for?
-Hvad mener du med det? havde Herluf sagt.
-Han græder tit, du, sagde hun fortroligt.
-Ja saa. Saa græder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf.
-Ja. Jeg græder da tit.
-Hvorover?
-Man _har_ da Følelse, havde hun sagt, halvt fornærmet.
Herluf kom til at le ganske højt ved at tænke sig de to travrige
Grædepile paa Paulas røde Sofa--ved Siden af hinanden.
-Hvad ler du af? sagde Lange.
-Af noget meget sørgeligt, svarede Berg.
-Ja--jeg synes ogsaa, Humøret staar paa Frost, sagde Lange, der var
halvkrænket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det
har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Løb herop, sagde
Lange, for at sé, om du levede. Han tog Afsked og gik.
De to andre blev siddende tavse.
-Vi var i »Konstantia« igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen og
Damerne....
-Hm, sagde Herluf blot.
-Vi drak Kaffe paa Balkonen--du, og saa skød vi til Skive efter
Flagstangen med Underkopperne ... Du skulde ha' set Buffetjomfruen og
Kellnerne hvor de »spjættede« ... Erhard spilede Fingrene ud
Sprællemand--for at vise, hvor Kellnerne havde »spjættet«: De var
ganske blege, du, sagde han.
Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til »at
spjætte«. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var
mangeartede. Det siste Eksperiment igaar--eller imorges tidligt--havde
været _det_ højst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den
brændende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere--hvad der dog
havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlægge
»Eksperimenterne« hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og
Lille-Gerster hjemad.
Gerster tog Portnøglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Bæster.
-Ja, sagde Gerster. Det er vi.
-God Nat.
-God Nat.
Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til det aabne
Vindu--han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede
det.
Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professorinden, der ikke kunde
vænne sig af med at ligge søvnløs, til hun havde hørt Erhard komme
hjem.
... Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster,--da de atter
havde talt lidt om ligegyldige Ting--lidt dybt, med Øjnene i sit Skød:
-Du--tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt.
Herluf saa'hen paa ham: Jeg véd ikke, sagde han sagte.
De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort
et Bekendtskab, sagde han, tøvende og med Ansigtet mod Vinduet ... Jeg
tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende ... Hun er meget
sød....
-Gift, sagde han.
Gerster stod lidt og i den samme--tovende eller ubestemt misfornøjede
--Tone som før sagde han:
-Og du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet?
I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frøken Asta Heltz' Hjem: Man
»talte« jo nu i Aarevis om Asta og Herluf.
Herluf trak træt paa Skuldrene og saa' i Gulvet.
-Nej, sagde Gerster med et Suk--det er det: man har s'gu mistet
Tilliden, du, til det, man selv gaar rundt og føler.
-Ja, sagde Herluf.
-Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig.
-Ja--jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. Der var ingen Døre mellem
de tre Dagligværelser, det samme brunlige Tæppe gik over alle Gulve.
Alt var polstret, men i dæmpede Kulører. Professorinden stod op fra
Skrivebordet, da de kom ind.
-Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg.
-Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en
Følelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue
som en Værtinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) ...
Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilføjede
hun og smilte, mens hun tog Plads i »Visithjørnet« bag et mindre
Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens
privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topsøe, Martensens Ethik og
Meyers Fremmed-Ordbog.
-Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard.
-Aa, det er kun nogle Sektionsmøder ... Sektionerne, der skal dannes,
sagde Fruen, og saa spiser de her hos os ... Gerster finder, disse
tørre Komitémøder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun.
-Maa jeg spørge Mo'er, sagde Erhard. Skal saa Fruerne med?
-Ja--vi ta'er dem dog med, Erhard ... Det er det mildnende Element,
mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede
Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden