Stuk - 10

Total number of words is 4382
Total number of unique words is 1514
39.8 of words are in the 2000 most common words
52.6 of words are in the 5000 most common words
59.3 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han
krænket: Koncertsalenes Patti....
»Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr.
Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have
Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i
Banken.
Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen....
Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til
sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som
Berg først nu blev vaer i en Krog.
Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev
Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede
dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang:
-Hvad?--Hvor? og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig
havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og
Pianisten.
Impressarioen saa´sig indigneret om: Ja--saa gaar vi vel, sagde han
med Værdighed.
Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale--at en meget
afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz
rejste dog sikkert ikke idag....
-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre
Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en
Skildpadde, der trækker sig i Skal.
Han gik med Pianisten.
Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor
der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer--Hr. Theodor
Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et
Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne
Plakater--:
-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede
Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte
sig.
Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor
han havde glemt ham for et saare muntert Selskab--med Brodersen og
Blom i Spidsen--der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde
spise godt til Middag.
Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den
anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Iventarium. Hein undte gerne
Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt
Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den
anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde
han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til
Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude.
Saa kunde man altid sé, hvordan det videre vilde udvikle sig.
Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saa' over
Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de
opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede
Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser.
De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver
paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i
deres Brunelsstøvler. Portièren over Døren hang allerede slatten i
Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af
Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt
paa Møbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.
Konferensraaden maatte undre sig--saa hurtigt det gik. Men Publikum
sled.
Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et
Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende
godt til sig--Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.
Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at
staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig
til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen
udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.
Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene
saa' man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet.
Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt
paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som
flossede. Men i Portièrerne havde Stoffet holdt sig--de var foret med
dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.
Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til
han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde
var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak
op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens
opadvendte Bagside graahvid--det upolerede Fyr.
Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de
opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik
fra det ene til det andet og løftede de kønne--shirtingforede--Bordtæpper
og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:
-Dette var _for_ usolidt gjort.
Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i
Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde
Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var
noget ramt i Luften.
-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde
Konferensraaden.
-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag--for de
Bank-Delegerede--man agtede at spise herude....
Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret
Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om
Middagen: I al Tarvelighed--i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er
saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig.
Indtil Konferentsraaden rejste sig--han havde nu anslaaet en helt
spøgende Tone og talte om Martens's Frokost--:
-Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom
hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han
berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:
-De _der_, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de
»Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor
Inventarieliste....
De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige
Bagside--Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens
talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i
Lektien:
-Jo--jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han.
-Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde
Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han:
Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa
deres Penge....
Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de
modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt
ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne--og Solen stod
ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt,
bærende Loftets pompøse Ornamentur.
Og med et virkeligt Smil--i en Følelse af Beroligelse--sagde
Konferensraaden:
-Dog et smukt Billede.
Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af
Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen
og skiltes.
Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at
Dagskassen var gjort op.
-Men noget _maa_ der gøres, sagde Adolf Men hvad? ... Satan, han
holder Øje med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par
Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten....
-Vi maa ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.
-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke
Fattiglisten.
-Nej, sagde Spenner: ikke--saa længe vi _stempler_ dem.
Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.
Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede,
uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa
Klatpapiret.
... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa
Kontoret.
Han sad genért og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han
talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple
alle Fribilletterne--foreløbig.
-Vi maa s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.
Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han.
-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel,
Jespersen.
Berg var gaaet hen til Pulten:
-Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han
saagu ogsaa Autografer.
Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende
Navnetræk....
Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet
med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed
Fattigskat af sine Fribilletter.


II
Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien.
Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet,
hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilæum som Vicedigter, og
ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne
applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med
Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig
Barsel.
-Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen--der var tre Frøkener Gravesen
tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele--: nu blir
det mig dog for hedt med de gamle. Frøken Frederikke trak sin
teologiske Student ud paa Trappen til Afkøling....
Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre
hjemmeblevne Frøkener kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre
Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han
kaldte sin Kone for »Lise-Mo'r«, og Fru Gravesen havde Taarer i
Øjnene. Hun sad og saa' paa sine seks:
Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for
det stille Haab, om »en brav Mand« ikke alligevel skulde finde et af
hendes Pigebørn.
»Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen paa, og Frøken Amalie
sad paa Skødet hos »Støderen«:
Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det.
De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havde
_sin_ Liste i Notebøger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik
det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne.
-Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden
Sal.
-Hm, vi skal maaske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede Frøken
Frederikke.
-_Du_ maatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra
Stuen.
Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun
vidste allerede hverken ud eller ind:
-Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun.
-Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om
Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige--som hun
bli'r fodret med Billetter paa »Bladet« ... Og saa ta'er vi forresten
en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke.
-Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun paa »alle de fremmede
Øjne« paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve
Aar, og svært er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth véd
vel ogsaa, hvad det vil sige--og hvad der gaar i Løbet i Aarene ...
Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hun _var_ ikke
rigtig egnet til Festiviteter.
Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men
det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrøllede
og uvaskede »Underjordiske«, som de stadig fik i Huset og hvortil
ogsaa Theodora hørte.
Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand paa hver
Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring paa
Køkkentrappegelænderet i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder med
vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners
Løn om Maaneden.
Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af
»Ballet«, og ubekymret sang videre i sin Kælder, saa hun undertiden
overdøvede alle Frøknerne.
Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indrette
Værelserne.
-Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at
inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes
Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk
Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre
Skillings-Kineserparasoller--omslynget af to kække Chenilletørklæder,
der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, naar de gik til Bad.
Iøvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande,
indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik
at »reservere sig« og samle. Paa Væggene strakte sig »Vifter« af
rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da
de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for
Mørke.
-Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men
værre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grønne Gardiner
er umulige, naar Møblerne bliver flyttede ud sagde Frøkenen.
-Ja, sagde Fru Gravesen--de synede begge de grønne Gardiner, der havde
holdt ud fra hendes Bryllup--: de er jo slemme.
-_Umulige_, sagde Frøken Frederikke afgørende.
Der maatte købes Sækkelærred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede
Vilhelmine,--det saa' udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede
allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og
fra Kontoret med Posen:
-Jeg spørger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornøjelse,
Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget
ikke var »til hendes Fornøjelse«).
To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle
Stuer--undtagen Balsalen--skulde indrettes i Dagligstuens Billede med
Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske
Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde heller
sjældent se dem fra alle Sider:
-Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke
rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte.
-Ja, ja--Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjælpeløs til.
Frederikke dækkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede
Kretonnestumper--Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis--og hun var
ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du--hvad sér man ved Lys, sagde
hun til Vilhelmine, der assisterede.
-Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at
træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget
laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større
Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om
Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos
alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen:
-Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra
Sang ved en Begravelse.
-Saa--mener du? vrissede Vilhelmine.
-Gud fri os for Stank--det var Amalie, der var gaaet videre og havde
aabnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie
draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke paastaa,
at de just duftede--: Naa--saa vi skal forgives, skingrede Frøken
Amalie og pustede.
Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle
seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke:
-Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida....
-Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.
-Hun har ikke rørt en Finger....
-Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad
trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til
_Redaktionssekretær_ Gravesen, ved »Bladet«, havde hun sagt.
-Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen.
Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert
nyt »Kar«, der manglede.
Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen,
Damefrisørinde, der skulde tage Frøknerne i Arbejde og som blev
installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne
laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken
Ida, den yngste.
De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber,
stivho'dede for ikke at skade Frisurerne.
-Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede
fra Gangen ind i Balsalen.
Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.
-Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Døren til
Værelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.
-Det var, sagde hun--det var (og hun tog hastig et Etui op af
Kjolelommen), om De maaske vilde være saa god ... at bringe denne hen
--et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid
Perle) ... Men, sagde hun, et _sikkert_ Sted ...
-Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Løbet af et lille
Kvarter, Frue.
-Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til
sig.
-Ja ... jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig.
-Ta'r saa meget, vi kan faa.... Er besørget Frue, _er_ besørget,
opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gøre sig halvt
usynlig paa--henad Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et
nyt Nik.
Det var Fru Gravesens »Hædersgave«, Brochen med Perlen; hun havde
faaet den til Sølvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det
eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge paa:
Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som
Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er
ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen.
-Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor
Døtrene allerede begyndte at klæde sig paa.
-Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til
Stuepige og Frisørinden ... Fru Gravesen regnede, mens hun gik.
-Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret
sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med
Haanden op for Munden.
Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke
behøvede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et
sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte
Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffonière-Skuffe under Gravesens
Breve fra Forlovelsestiden, som laa dèr i Bunker, omvundne med blaa
Baand.
Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Døgn holdt sig
udenfor Skudvidde og kun været hjemme om Nætterne.
-Maa jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor
man kan tage en Kjole paa?
-Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovepaa betød et lidet Hul tæt
under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketøj, men
hvor idag de ægteskabelige Senge var opstillet for Natten.
Hr. Gravesen brummede. _Der_, sagde han i en meget fornærmet Tone og
rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var
den humoristiske Vise til Bordet.
-Den gamle! raabte Frøken Ida, og to paaklædte Frøkener Gravesen, der
hørte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til
Dagligstuen. De ønskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den
megen ødsle Stads, for der var kommet et Par Gæster.
Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med
Vin: Ja, ja--det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja ...
det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervøs som de
andre) ... Redaktøren sagde, han saa' herud en Timestid, sagde han.
-_Du_ skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone.
-Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der
forskrækket løb ind til Døtrene og sagde:
-Redaktøren, Børn ... Redaktøren kommer herud. Fru Gravesen maatte
sætte sig ned, ved Tanken, inde i »Balsalen«.
-Naa--vrippede Frøken Amalie--gør han os den _Ære_? Det var svært! hun
drejede paa Hælen og forsøgte at fløjte.
Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kælderen igen for at sørge
for, at det _store_ Fad med Mayonaise blev sat til en Side.
De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Værelser
paa første Sal med forskellige mærkelige Underlivssymptomer, ikke
ulige Begyndelsen til Søsyge--til det ringede.
Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i
den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tøjet af og spærrede for
Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement,
naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jævn
Højtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bød Sukker
og Fløde rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød en
Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøkenerne Gravesen standsede al
Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtrædende for at
overøse ham med en indholdsløs Henrykkelse--højlydt som Skader for at
hæve Stemningen.
Herrerne havde allerede maattet rømme Stuerne og rykke ud paa Gangen
for at give Plads for Damerne, der ikke vilde sætte sig før Dansen,
men stod op rundt om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler,
der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og
som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort.
Og der blev stadig ved at komme fler Gæster, mens Døtrene trak i Fru
Gravesen for at præsentere:
-Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, saa meget snævert.
Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der
ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen:
-Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart
kommen alle?
-Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'er....
-Ja, ja--atten Par--og saa dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru
Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som
garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit:
-Ja--her er saa snævert, mine Herrer, sagde hun.
-Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; Kavalererne, der mest
var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den stærke
Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange
Handsker.
Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran
Balsalsdøren ventende paa Pianisten.
* * * * *
Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en
hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var
Amalie, der »snart havde faaet de Genstande ryddet til Side« i
Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele »Æsken« rystede. Alle
Kakkelovnene flyttede Fødderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne
drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde
maattet rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig med
Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede Baandsløjfer, der
syntes at have oplevet adskillige bevægede Øjeblikke.
De Herrer politiserede.
Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fraværende Ord:
Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter
Dørklokken, om Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med
Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det
var en Yndlingsbeskæftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den
Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det
var en Levebrødsinstitution--én eneste Levebrødsinstitution hele
Venstre....
Stæhr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin
Lænestol, sagde nu:
-Og jeg skal sige Dem, Kaptajn--det er netop _det_, der mangler _os_
... Højre mangler Mænd, der lever af det.
-Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De?
-Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, sagde Stæhr.
Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede
af den....
Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskøderne
falde tilbage paa deres Plads, mens Stæhr arrigt sagde:
-Ja--før er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe.
Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja--hvad er vi
Mennesker? De _har_ skaaret sig nogle nette Levebrød; og Gravesen
gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten.
Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset
vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde:
-Nej--vor Svaghed er _den_, at vi stoler for meget paa vor retfærdige
Sag.
Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og gik ned ad Trappen
igen, da han mødte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa
inderlig lettet ved: at det nu »gik«:
-De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun fortroligt og pegede
paa Døren til Daglistuen; selv gik hun videre.
Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget
trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille
Krænkelse, der har taget deres bedste Tøj frem for at sidde i Krogene.
Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte
i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Møblement og
»tog nyt«--og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:
-Ja--der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i
Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i
Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme
ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi,
sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden tænkte, den
Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for
Aldersgrænsen, maa klæde os derefter, sagde Fru Petersen.
De andre var ungdommeligt paaklædte, halvt som Teaterdamer, i farvede
Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer,
der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra
Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der
lugtede som Kongerøgelse.
De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja--de tjener deres Penge
let ... Men ingen véd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.
-Min Broder Etatsraaden, siger, _han_ skulde ikke sætte sine Penge i
Centralbanken.
Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om
Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur
bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted:
-Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med.
De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var
en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde:
-Ja, _han_ begyndte--i Nibe--bag en Disk.
Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver réusseret
Mand havde begyndt.
Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par
Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev
der valset, saa Frøken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem
Dansetrinene og Musiken--Pianisten slog i Klaveret, saa det
hvæsede--hørte man den opfarende Herres Skratten:
-Damen--fem Damer, Damen--fem Damer.
Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fik
Fru Arnesen af Landbruget til »den femte Finger«:
-Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted.
Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen var en lille
sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavalér
rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige
Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene.
Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo.
-Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den
anden Stue, de Mennesker lever lystigt....
Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke,
der var nogen i Kabinettet.
-Jo, det er mig, sagde Fru Duncker.
-Er De her? sagde Herluf forbavset.
-Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved højtidelige Lejligheder.
Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er længe siden, vi har
set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del
Ting, hun slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten som en
brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden,
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Stuk - 11
  • Parts
  • Stuk - 01
    Total number of words is 4483
    Total number of unique words is 1656
    35.8 of words are in the 2000 most common words
    48.0 of words are in the 5000 most common words
    56.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 02
    Total number of words is 4547
    Total number of unique words is 1588
    40.1 of words are in the 2000 most common words
    53.6 of words are in the 5000 most common words
    61.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 03
    Total number of words is 4521
    Total number of unique words is 1513
    40.9 of words are in the 2000 most common words
    53.9 of words are in the 5000 most common words
    61.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 04
    Total number of words is 4688
    Total number of unique words is 1467
    44.3 of words are in the 2000 most common words
    56.9 of words are in the 5000 most common words
    63.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 05
    Total number of words is 4587
    Total number of unique words is 1519
    42.7 of words are in the 2000 most common words
    55.6 of words are in the 5000 most common words
    61.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 06
    Total number of words is 4569
    Total number of unique words is 1479
    44.2 of words are in the 2000 most common words
    56.9 of words are in the 5000 most common words
    63.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 07
    Total number of words is 4620
    Total number of unique words is 1454
    42.2 of words are in the 2000 most common words
    55.6 of words are in the 5000 most common words
    62.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 08
    Total number of words is 4406
    Total number of unique words is 1643
    37.7 of words are in the 2000 most common words
    50.6 of words are in the 5000 most common words
    57.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 09
    Total number of words is 4521
    Total number of unique words is 1510
    42.5 of words are in the 2000 most common words
    56.2 of words are in the 5000 most common words
    63.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 10
    Total number of words is 4382
    Total number of unique words is 1514
    39.8 of words are in the 2000 most common words
    52.6 of words are in the 5000 most common words
    59.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 11
    Total number of words is 4650
    Total number of unique words is 1483
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    65.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 12
    Total number of words is 4665
    Total number of unique words is 1382
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    58.7 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 13
    Total number of words is 4636
    Total number of unique words is 1406
    46.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 14
    Total number of words is 4640
    Total number of unique words is 1428
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    56.1 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 15
    Total number of words is 4629
    Total number of unique words is 1351
    44.7 of words are in the 2000 most common words
    56.6 of words are in the 5000 most common words
    63.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 16
    Total number of words is 4564
    Total number of unique words is 1444
    44.7 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    66.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 17
    Total number of words is 1184
    Total number of unique words is 529
    59.9 of words are in the 2000 most common words
    70.5 of words are in the 5000 most common words
    75.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.