Stuk - 04

Grønsværkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede
paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Søjler og
ved Siden af Gangbrædtet, hvor han listede sig frem skævende og bange
for at kigge ind i »Lunden«, hvor der var ganske stille, og hvor
Barnepigerne sagde, at _der_ boede »den store Mand«....
Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krøb han op
paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene
i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa »Fa'ers Skov«--til han
faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa--saa ... og
fik ham samlet op.
Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsværet,
mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen.
Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af
Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen.
Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen paa
Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens lille Herluf løb rundt
i Fløjelsblusen og bød Kager om.
Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit
Vindu. Han jog--langt borte--efter Kalvene, saa de satte i Galop fra
Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehønen laa med bredte Vinger over
Kyllingerne i Solen ved Stalddøren--de rullede ligesom smaa gule Æg
mellem Gaardstenene ... Og Lars kørte Hø ind, mens Moderen lukkede
alle Vinduer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og saa kom
Ruglæssene med alle Ørentvistene....
Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over Toftene, det var en
hel Kurv fuld af smaa, snøftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i
Køkkenet for at give dem Mælk ... Da de blev druknet i Dammen,
allesammen i en Sæk, græd Herluf saa længe, til han tilsidst kom i det
mørke Kammer....
Og saa blev det koldt, og Havedøren blev til et Vindu, og Moder lo ad
Fader, naar han gik i sine store Træskostøvler til Skoven og slog paa
Ruden til Farvel.
Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i
hendes Skød; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven,
mens Moderen syede--Plejlens Lyd hørte man gennem den stille Gaard.
Lars og Daglejeren tærskede i Loen....
-Mo'er, sagde Herluf paa én Gang, midt som han laa over sin Billedbog,
er du lykkelig?
Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde hun.
-Ja, sagde hun saa og lod Sytøjet synke: jeg er lykkelig.
-Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave
over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krøb ind til smalle Striber
henover Gulvtæppet.
Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til
Huen og tærskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjælkekant med
Fødderne højt op under sig og saa' til. Herluf krøb ogsaa op--han
dukkede altid frem bag Moderens Skørter--og Søren tog Sæd op i den
hule Haand og viste Fruen, hvor den skæppede.
Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalléen forbi Haven
til den lille Bænk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden,
og Klokkerne begyndte at ringe.
Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Hovedet. Munden stod ikke
paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler
ud i Sømmene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte lé, bare de
saa' hendes runde Ansigt.
Paa »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi paa
Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen:
-Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel ...
Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op
og faa dem i Solen.
-Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka'
løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr«--som Tine kaldte
ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken.
De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe,
og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede
Gaardporten.
-Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han
kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen.
I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om
Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og
den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod
altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv.
Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling.
Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét
satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bøllings
fine Sandstjerner fløj; Tine var Kavallér og svingede, saa Skørterne
viftede:
Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hør hvor bankende mit
Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jæger, nej.
Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple,
Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap.
Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede,
Madam Bølling nynnede med paa sin Stol.
Smukke Pige med det sorte Haar, Sé lidt paa mig....
Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden:
_Han_ skulde danse--han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg
pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han
hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Bølling lo, saa
hans Mave gyngede under Vesten.
Saa satte Tine i igen og valsede og sang:
I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil
Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa,
Til Festen i Kongelunden. Trallera....
De svingede, saa de ikke havde Vejr.
-Syng, syng, raabte Tine aandeløs: De Gamle sang; gamle Bølling slog
Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt
vild og fór om i Rundkreds som Hesten »Zampa«, han havde set paa
Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:
Til Festen I Kongelunden....
-Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i
Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik
Berg budt op og valsede.
Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun
sang ved Klaveret--det var Visen om »Lille Grete«--med en svag, dæmpet
Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem,
Herluf sad ganske stille paa sin Skammel.
Ak, kæreste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser
fra mig I Dag til København. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester
Vig, At gøre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille
Grete!
--Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom
forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet
ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i
Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der
ikke.
Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde
Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer.
-Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs. De sad
igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde
ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og
Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet.
-Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen?
-Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde
saa underlig en Stemme.

--Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bænken, skønt det længst
var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning--med de
Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i
sig--om det eneste, man talte og tænkte: om den syge paa Glücksborg.
Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen.
Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mørket.
-Mon han er ved Samling, sagde Tine.
-De siger jo Nej, sagde Moderen.
De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det
er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mørket
vandrende ved Siden af sit Øg.
-Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et?
-Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De sier, han er død,
sagde han saa.
-Iaftes.
Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten
satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans,
sagde Tine gennem Graaden.
De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde
Tine. Uglerne var saa slemme iaftes.
Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til
ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille.
-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine.
-Ja, sagde Berg.
-Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen.
De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf
ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver:
-Kongen er død, og saa' paa, hvordan hele Huset græd.
* * * * *
--Man ventede Krigen hver Dag. Brød den ud, maatte Berg med som
Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle
Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han
vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin
Fader og Søster i København.
Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet,
som anløb Sønderborg ud paa Natten.
Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert
et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Hælene. Hun stod i
Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Mælk til
Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham--; hun stod og kløede
Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var saa kælen og vilde slikke
hendes Haand:
-Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.
-Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at
vande en Høne foran den blissede.
Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet,
mens »Fruen« lukkede Stalddøren.
De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast
... den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved
Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset
standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille
Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at græde igen og brød den af.
-Mo'er--kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf.
-Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd.
De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over
Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne;
foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem
derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og
stille.
-Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.
Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf
stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.
Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele
Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet.
-Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage
tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd
med Hovedet mod Stolpen.
Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde
over Hovedet.
-Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre
Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par
Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.
Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snøften i
hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf,
du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet
Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden,
gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog
Forklædet op om Hovedet.
Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf
ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og
»Kontoret« og saa over Poppeltræerne--de var ude af Gaarden.
Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun
løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf
paa at græde.
Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og
stønnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene løb rundt
med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under sig
og saa' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham
paa Skødet paa Toften.
De var snart ude. Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var
oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte
op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.
-Nej, sagde Berg, jeg bliver.
Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden
saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.
-Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd.
Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i
Mørket endnu--hendes Mand.
Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot.

De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det
var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og
som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun
bandt om hans Billede over Sofaen.
Hun syntes, hun havde _altid_ siddet ørkesløs her i disse trykkende
Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens
langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte
forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel
Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af
lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade.
-Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie....
-Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.
-Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det
mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i
Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber _hænge_, blev han
ved.
-Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem
derind? Her kom Herluf saa sjældent....
-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ...
Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid
skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med
sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som
dog fyldte hele Huset.
-Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.
-Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil....
Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og
flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu ...
Hvor er Minna? sagde han.
-Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun
sukkede.
-Ja--ja, du sukker min Pige ... ja, ja, det er ikke Skovridergaarden
... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar ... tit baade
_Sommer_ og Vinter, sagde han. »_Sommer_ og Vinter« glemte han aldrig,
det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været
inviteret til Skovridergaarden.
Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til
sit Vindu.
-Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende
ikke--hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa
Læsningen.
Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs.
Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa
Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.
-Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, _kan_
du dog ikke ta'e dig iagt?
Herluf dukkede over Misgerningen--han var paa Veje til at blive rent
ud skeløjet af evig ond Samvittighed--og fik lykkeligt Jorden smurt ud
over endnu et Stykke Gulv.
-Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk.
Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod
Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den
listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er
kommet til at rive min Azalia ned....
-_Kan_ du Tabellen? sagde Moderen.
Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog ... Han gik i Skole
ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han saa leddeløs og
blegnæbbet som et Vinterskud.
... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var
i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.
-Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til
Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst--et halvt Pund
mere, véd du....
-Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det
behøves jo ikke, Minna....
-Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken
Berg var altid saa anstrængt af Tavlen.
-Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med
»Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben
for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst.
-Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexlede
»Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys.
Hun gik saa slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var
Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén.
-Nej--hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den
Smule Klæder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og
Værelset her i Leje....
-Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før
hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge
alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa.--Mo'er--gaa i Seng,
hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og
stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød.
-Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til
Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over
Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu....
Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf
stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes
Hovedgærde.
-Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde
stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket
tæt ind til hinanden.
-Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?
-Fjenderne, sagde hun.
-Og har Bøllings Fanny? sagde han.
-Ja--Bøllings har Fanny.
Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt
sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare
Fødder, hen i hans egen Seng.
... Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet
ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget
pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille
Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og
Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen.
Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede
ud for at lukke Dørene paa Klem.
Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle.

Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru
Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og
klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen.
Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle
Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.
-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men
hendes Øjne kunde ikke sé mere.
-Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille
Dreng.
... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa
stille i Kammeret.
Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa
Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.
Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og
Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres
sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra
Bordet.
Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han
græd--til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra
Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.
Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog
til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned,
Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han
syntes, nu var først hans Moder rigtig død.
Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen.
* * * * *
Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne.
Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen
stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af
de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende
stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er
kommet i Dagen.
Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var
begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv
»Skrabnæse«.
-Godt Jensen, godt Jensen--det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i
Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav
Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han.
Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom;
Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog
Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede
Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted?
Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et
rystet Træ.
-Naa, for Satan--_om igen_. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede
om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke
Vand, han havde Trykken for sit Bryst.
-Naa, Appel, Hesten frem....
Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle
ynkværdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater
krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til
Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden.
Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver
i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte
Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og
Opførsel.
Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og
smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente
Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og
var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af
deres Kroge for at syne ham:
-Ja, vrængede han til alle Forespørgsler ta' 'en, Mariane....
-Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi
Jensen--godt, godt--han ta'er som en _Danser_ ... Naa--frisk, Hr.
Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne....
Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar
han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og
spyttede i Hænderne.
-Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver
et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan
for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns.
-Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg,
er' et ikke Kællinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper....
Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen
og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rødhaaret
Arrigskab og Forlæsthed.
-Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu
Kællinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte
Hesten. Nu skulde de have Skraastangsøvelser til Slut.
Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.
Han lagde sine Bøger sammen for at gaa--under arrige Hvislelyd fra
Væggen--og Ole Martens slog ham Følge.
De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang.
Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor
Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod
ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste
rørte sig i Baasen.
-Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved
Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:
-Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.
Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen.
Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad
Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring,
saa den knirkede--alting var snævert, og alting knirkede hjemme i
Vestergade:
-Om du vilde tænke det _mindste_ paa din Bedstefader, sagde Tanten, da
han stormede ind.
Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Værelse. En Gang
imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned
ad Gulvet, med Hænderne i Lommen.
Der blev dunket i Gulvet nedefra--det var Bedstefaderen, som nu mest
laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet--Herluf krøb til
Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han vant til
det snævre Hus.
Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig paa og gik ned:
-Nu gaar jeg, sagde han.
-Naa. Tanten skulde til at tage fat paa »Tavlen«. Hvis du saa vilde
huske iaften at lukke Gadedøren _lidt_ sagtere.
Herluf mumlede og kom afsted.
Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog
Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen--God Aften, Hr.
Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud.
-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var
en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knækkede Ledemod, der bar
blød Krave som Malerne i »Mesterens« Pontemolle.
-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt.
Holdning, Holdning--mine Damer--Damerne var kommet ud fra Toilettet
og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer--runde Albuer....
Undervisningen begyndte. Damerne og »min Laura« kom paa Plads til
Polonæse. »Min Laura« var en barhalset og strygebrædtsformet Niece,
som dansede for i fodfri Kjole og hæleløse Laksko. Damerne travede
afsted efter Laura, Salen rundt, som Gæs over en Stubmark, mens Hr.
Bonnesen rettede:
-Mine Damer, pas paa Ryggen--Gratie, Gratie--Frøken Hilda, Maven ind
... Smaa Trin--tænk Dem, det er paa Østergade ... bedre, strax bedre
... lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmelskaftet....
-Altsaa _nu_, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til »den mødende Herre«
... Altsaa nu en sart Hilsen ... Hænderne i Muffen: Jeg er Herren ...
Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet.
Ved Herrevæggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne
trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med
Øjenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele
Damekorpser regaleredes med Fællesbetegnelsen »Hønsehuset«.
-Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ ... Mine Damer,
mine Damer, De _afviser_ jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en
veltalende Gestus over mod Herrevæggen) ... Min Laura--du, sagde han.
Laura traadte frem og hilste ved at bøje den bare Hals som en Svane,
der bliver fodret med Tvebak.
-Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hænder frem i Luften som
en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo:
-Ja--sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og
ikke for meget.
Derpaa var der pavse.
-Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de »Paarørende« ved
Vinduerne: Man underviser for Livet.
Naar Damerne gik, »peb Herrerne dem ud« ned ad Trapperne: Aanden
blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,--naar de gik i Flok.
Men henne i en Port eller paa et Hjørne ventede hver enkelt i Skjul,
til _hun_ kom forbi.