Stuk - 07

Total number of words is 4620
Total number of unique words is 1454
42.2 of words are in the 2000 most common words
55.6 of words are in the 5000 most common words
62.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden
paa Hovedet:
-Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede Stykker) jeg har i en
Maaned læst syv og firs.
Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Stær spurgte ud om Titler, og
den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdøve--han havde i fem Aar
spillet ældre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og
havde faaet en bred Diktion--blev ved paa sit halvnorsk:
-Lad os først have kompletteret vort Personale ... Og man skal høre
fra os, _høre_ fra os....
Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme
strax. Berg opløste Konsiliet; den ældre Helt maatte han lempeligt
skubbe ud af Døren, og endnu paa Tærskelen blev han greben af
Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for
Pressen.
Paa Trappen til Direktionsværelset havde der--til Ære for Hr. Stær
--samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen
talte, bøjet frem, højt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og
stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet....
Ved Porten skiltes man ... »Ørnulf«, den ældre Helt, skulde samme Vej
som Hr. Stær, og Berg naaede op i en Droske.
Udenfor Forretningen paa Købmagergade var der formeligt Opløb foran en
Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Størrelse, der
valsede i Udhængsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor
han hilste paa et Par unge spanskskæggede Malere, der dovnede med
Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der
sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle
Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker fra Forretningen.
Adolf junior rev Døren til Butikken op og raabte noget ind:
Ja--Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen.
Har De sét det? sagde en af de sløve Malere og pegede paa Døren.
-Hvilket?
-Arrangementet, sagde han ... Vi har s'gu arbejdet hele Natten.
Herluf trak Døren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der
var høj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne:
hele Rummet var paa én Nat blevet et lille Kina.
Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en
Kæmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjørnespejlene
prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskærmbrædtet, med
Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt
borte under Marokkotæpper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der
bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskærme,
hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper
... To skæve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap--»Medailloner til
Pryd over Pianoforter«, der var Forretningens sidste Nyhed--bøjede sig
halvvejs sammen over Grotten.
Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte
Skjolde og opspændte Papirparasoller, som stod og som hang.
Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra
Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval
i skrigende gult Silke--en Rest fra et Maskebals-Arrangement--der
ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden.
Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var én Beundring:
Hvad han havde for Idéer--Naar blev _han udtømt?_--Ja, man maatte
forbavses ... Alle snakkede.
-_Mig maa_ De hjælpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille
Dame og rejste sig paa Tæerne.
Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de trængtes sammen om
ham--under Kineseren--som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i
Psalmebogen, om Præsten:
-_Bedste_ Hr. Adolf--_mig_, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru
Strøm. Men Adolf hørte ikke, han blev ved at gestikulere foran
Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde
Bestillinger til den hygiejniske Kongres:
-Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds--aldeles tilfreds,
forsikrede Adolf.
Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene:
Fru Canth skulde have en »net« lille Spiseseddel--»til selv at skrive
paa--men noget net«....
Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag,
gik rundt og saa' paa Kunstblade. Lige under Trappen hørte Berg
Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saa' i en
Mappe:
-Bedste Ven--Frederiks Hospital--Frederiks Hospital erklærer vi, er
under Restavration under Kongressen.
Og Adolf, der var færdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer,
sagde pegende paa Kunstbladene:
-Ja--det er Fotogravurer, ganske nye ... Ikke til at skelne fra
Kobberstik....
Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den
gamle Adolf, der altid gik hjemløs om med en medtaget Filthat paa
Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv, og hvor han
skulde være, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i
hver Krog, var idag helt forskræmt og havde allerede lavet sig til at
traske hjemad ad Bagdøren ... Gamle Fru Adolf vovede sig sjældent
stort længere end til lige indenfor Døren i den nye Butik, hvor hun
stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til »Frøkenerne i Forretningen«,
til hun havde set Sønnen:
-Hvad er det, Mo'er? sagde han i Skyndingen.
-Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen.
Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig
tungt i Sofaen: _Det_ var en Dag, sagde han.
Herluf lo: Naa--hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt
til Væggepryd, sagde han.
-Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre--dem sælger vi jo med
Tab ... Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Døre.
Han rejste sig igen og tændte Gassen for at vise Berg
Indbydelseskortene til Teatrets Belysningsprøve for Pressen.
I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre
»Frøkener« sad trætte foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaet
ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i
Skumringen, mens han nikkede.
-Tænder vi saa? sagde Adolf fra Trappen.
* * * * *
Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede
i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod paa Langvæggen, prydet
med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner
svømmede under en Aakande--en Fødselsdagsgave fra Konstantin til sin
Moder.
-Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf--hun havde den Vane at
trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar
Konstantin gik ud af Stuen--jeg holder ikke af det ... det »Elektro«
... Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde »ægte« ...
Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten....
-Naa, min Pige, du har saamæn forstaaet at samle godt med Sølvtøj,
sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev
opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan.
-Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand.
Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe,
men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden
Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs
efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru
Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle
Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene. Men det var
og blev hende en svær Ting--»de putter saa meget sammen«, sagde hun
til Berg--og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne.
-Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen.
Konstantin turde hun ikke spørge.
-Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den gamle, der pustede med
Ganen helt forbrændt af alt det stærke Stads.
-Udmærkede, sagde han.
-Ja--de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior.
-Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, Marie, sagde Fru
Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud--helt nervøs af
Glæde.
Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, før
Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til i
Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa.
Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen--gamle Adolf sov inde i
Spisestuen med »Dagbladet« i Skødet i sin Hvilestol--og kaldte den
gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortælle om »Drengen«.
Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun
ikke--For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved,
sagde hun--; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle
deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Øren og Øjne op:
-Ja--de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle,
Marie.
Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn.
* * * * *
Der skulde første Gang »tændes« i Viktoriateatret, og alle
Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe
over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun
blev helt forskrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en anden
»Kvindeperson« listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i
Mørket.
Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke Hus, og oppe bag
Tæppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med ét blev lys, og der
lød et langt »Aah!« fra Parkettet: man saa' Tæppet for første Gang.
Engle trak et Fløjelsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man en
Foraarsmorgenstund saa' gennem Ørstedspark ud mod det ny København.
Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.
Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt
begyndte at sænke sig--den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og
Vaarens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de
plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes
Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens
Engle dansede, mens de blæste paa deres luende Tuber.
Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede
fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs det straalende Monstrum, der
dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod
Loftet--Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var
mørkt.
De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste
Kulisse. Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig
første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort,
i Angst, ned i Kælderrummet.
Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede
Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skælnede man endnu ikke ret. Men nu
gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var
»Fader Holbergs« Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle
danske Skuespilhus, der laa i Maaneskæret.
Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt;
oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strække Hals og se.
Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var
kommet op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for
Rampen.
-Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held.
Skuespillerne brød larmende op, under Hurra, og man hørte dem jage ud
gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen
gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne
fyldte Glassene:
-Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal.
-Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas.
... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa én Gang oppe i
Logen glædesstraalende til Fru Adolf--de var i Ivren rykket hinanden
ganske nær, midt paa Bænken, uden at vide det--:
-Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevægelse.
-_Hans Moder_, sagde hun og nikkede til Fru Martens.
Hurraerne døde hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede
igen.
-Og saa et »Leve Konsortiet«, raabte Regissøren: Det leve højt.
Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens
de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Hænderne:
Og dette skal være Konsortiet til Ære: Hurra. Og Skam faa den, som
ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra--Hurra, Den Skaal var bra'
Hurra.
-Hva'--Børn--det kalder man Akustik, raabte Ørnulf fra Trondhjem, da
det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens
svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.
-Bliv ikke forskrækket, mine Damer og Herrer, sagde paa én Gang en
fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket
frem i en Kulissedør: Det er kun mig, sagde Konferentsraad Hein og
traadte frem; lad Dem ikke forstyrre.
De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og
febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og
Konferentsraaden af Herluf blev præsenteret for Selskabet, der bukkede
og nejede, af Respekt for Kapitalen.
-Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der førte mig paa Lur,
smilte Konferentsraaden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad
Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest--i Familiens
Skød--det var iaften første Gang Lys i Huset, sagde han.
Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham.
Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne
Gæsts Sag at trænge sig frem med en Tale--men takke Dem maa jeg dog,
fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er
med Glæde--og Konferentsraaden vendte sig halvt mod Salen--at jeg
tømmer dette Glas med Dem for første gang i Deres nye, skønne Hus ...
Skal vi tømme det paa Foretagendets Held--de foretagsomme til Lykke!
Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Øjeblik: Og
--mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen søgende om Ordene
--nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus--jeg kan vel sige med noget
af _dens_ Glæde, der ser, begynder at se en Livsdrøm gjort til
Virkelighed--slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer,
hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Værk og ligesom
Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig
Mærke paa Mærke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er trængt
ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv ... skal vi hilse
dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier--med løftet Glas vendte han
sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele
Rum som i ét Blik og saa lod Øjnene hvile paa Balkonrandens legende
Engle, noget af den halvdæmpede og hemmelighedsfulde Klang, der
beruste Generalforsamlingerne--udstrør deres nye Rigdomme, skal vi
hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens
København, det _vort_ København, der brød Voldene ned for at bygge paa
ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu
staar.
-Et Leve for et stort, et Leve for det nye København.
Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som et Lyn fo'r Glassene
klirrende i Gulvet, mens de hævede Hænderne og raabte, næsten ligesom
om de vilde sværge:
-Leve--leve København.
Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Højmesse.
Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset.
Ogsaa de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem
Gangene.
De kom ned i Foyeren, Latteren og Støjen af Skuespillerflokken døde
bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev staaende i den
store Sal, de begyndte saa smaat at vande Høns igen, hver paa sin Side
af den gyldne »Victoria« ... Og dumpt lød helt herud Lyden af
Jerntæppet, der rullede sig ud som en truende Væg og faldt tungt i
Gulvet, for første Gang.
Alle var gaaet, og »Konsortiet« sad, lidt mat, i Kontoret.
-Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom
ind.
-Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Aal: Og den
første Prioritet bliver tolvhundredetusind i Centralbanken.
-Hva'?--Satan, Adolf forsøgte at rejse sig, men faldt igen tilbage i
Sædet, med Hænderne ned mod sine Laar.
-Ja ... Konferentsraaden havde netop Lejlighed iaften ... Og man skal
vel ikke købe Katten i Mørke, Hr. Spenner gned Hænderne og lo: Satan,
sagde Adolf blot igen. Der var Øjeblikke, hvor Adolf, der i det Hele
taget var anlagt til at beundre, var helt »borte« over Spenners Geni
for Forretninger.
Konsortiet havde i Stilhed trængt til en stor Prioritet.
* * * * *
-Asta--du blir forkølet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz,
der raabte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru
Jürgens, ind i det mørke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent
Vindu.
Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i
Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne.
-Ja--det var dem--hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se
hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne
dernedefra.
-Det er Teatervogene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen ...
Fra Vitoriateatret....
-Naa, saa er da ogsaa _den_ Fest forbi, sagde hun.
-Der er saamæn ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Jürgens. Asta sad
stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi--Trin og Stemmer og Latter
... Hun bøjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs
Navn--Gang paa Gang hans Navn.
-Ja--det var gaaet godt ... det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned
mod Karmen.
Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. Asta mærkede ikke,
at Vinden fra det aabnede Vindu tog unænsomt i de lange Gardiner, med
Hovedet støttet mod Karmen stirrede hun frem for sig.
-Asta--men det _trækker_, raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen.
-Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet.
-Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Døren.
-Ja--der ser man, Asta, du har forkølet dig ved det Vindu, sagde
Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg....
-Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rødme i Kinderne med de flade
Hænder, mens Frøken Julie gav sig til at nynne ganske højt ved
Bordet.--
Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter
Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede højrøstet
»Aftenen«, mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sæde i
Stuerne, hvor lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det
varede altid længe hos Canths, før man naaede tilbords, mens
Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede
Spisestudør og fo'r sammen hver Gang, en Dør fløj haardt i ude i de
ydre Gemakker--Fru Canth havde den Skæbne altid at faa særdeles
»heftige« Tjenestepiger, der iøvrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af
evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine--og »Tante« Strøm blev kaldt
ud i Køkkenet for at bistaa i Skyndingen.
Stemningen var mat og forsulten. Familien Mølbom var i det hele
krænket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en
Pille, saa de intet kunde sé; og Bastrup havde i Garderoben faaet
forvexlet sin Paraply.
Fru Dunker holdt bag en Lampe nervøst Øje med Scheele, der var altfor
optaget af Strøms franske Guvernante,--en Genferinde med Haaret i
Slangekrøller og et Par ængstende Øjne, for hvem Scheele i den siste
Tid havde interesseret sig--som var her i Aften med sin Elev Agathe,
en sværlemmet fjortenaarig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en
Krog og ilsomt »telegraferede« til Moderen, som aabnede Døren og nu
ogsaa kaldte Sundt ud til Salaterne.
Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru
Strøm, alt, hvad det Pigebarn ser.
Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe. der havde en Maade
at kunne komme uventet tilstede paa, som var uforlignelig.
-Man tror det ikke, sagde Fru Strøm, hvad min Agathe har for Øjne.
Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig
frem foran Buffeten for at finde deres Navne over Kuverterne: Her,
lille Ven, her, lille Ven, raabte Fru Strøm op til Obersten, der havde
Fru Dunker (Oberstinden havde i sidste Øjeblik venlig placeret
Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker
over vis-à-vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare
og hjælpsomme Smil, saa man saa' alle hendes velbevarede Tænder.
-Naa--saa Gud være lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Saa fik vi da
Maden paa Bordet. Hun præsiderede med Sundt midt for Døren til
Sovekammeret, der saa' indbydende ud med en mat Loftslampe ved
Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget
blomstret Kretonne. Mitte--den tiaarige ældre Udgave Canth--og Putte
sov i to smaa Senge bag et Skærmbrædt. Til den lille Assessor blev der
om Aftenen redt paa Sofaen i hans Værelse.
Stemningen hævede sig, saa det summede i Stuen. Lille Canth hilste
rundt paa sine Gæster med smaa forknytte, hjertelige Nik, mens Mølbom
drak »Mo'er« til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte
igen om Teatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, hvad der vækkede
Fru Mølbom.
-Primadonnaen havde været uanstændigt klædt paa, erklærede hun
afgørende.
-Naa, Herre Gud, sagde Fru Canth og løftede veltalende Armene i
Vejret, naar man _skal_ være bararmet ... Skaal, »de Smaa«, sagde hun
og drak Ungkarlene til.
-Det var _uanstændigt_, sagde Fru Mølbom oprørt. Arthur, sagde hun
over Bordet--_gav_ jeg Dem ikke Kikkerten?
Arthur bevidnede det: Men De saa' jo ingenting, sagde Sundt, for
Pillen.
-Lidt saa' man vel, sagde Fru Mølbom krænket.
Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad og smilte
ligeoverfor Fru Dunker, der havde store røde Pletter paa Kinderne og
ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden
manøvrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe
Redaktøren i Ansigtet.
-Skaal, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt Glas og tog »Vidne«.
Man brød op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire
Ægtemænd sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Værelse, og den
franske Guvernante, der drev »Chiromanti«, læste Skæbnen af Hænderne i
Dagligstuen.
Der blev hvidsket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at
kærtegne Sundts Haandled for at raade Fremtiden, og Fru Strøm sad paa
en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesøster,
der endelig hører Maskinen i Kog.
Agathe drev rundt i Spisestuen i Nærheden af Portieren til Sovekamret,
hvor Fru Mølbom, der stadig var fornærmet, havde trukket sig tilbage
for at hviske med Bastrup.
Der blev et stort Staahej, da Fru Canth skulde spaas og paastod, at
Guvernanten bare kildede. Alle strømmede sammen, da Turen kom til
Scheele, og Genferinden tog hans Haand.
-_Scheele_, sagde Fru Dunker næsten skrigende og gik et Par Skridt
frem, hun havde ikke taget Øjnene fra den »Chiromantiske« Lærerinde
fra det Øjeblik, hun begyndte sine Kunster:
Scheele tog sin Haand løs, og der var et kort Øjeblik stille i Stuen,
til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo--hun kildrer, og fik Sundt
praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals.
Hun bød Bastrup op, og de begyndte at valse paa Tæppet, rundt om
Møblerne. De andre fulgte efter og selv Mølbom stod op fra Toddyen og
kom frem i Døren: Vi to, Mo'er, sagde han og bød Fru Mølbom op, der
drejede i Valsen som et svært Taarn midt paa Gulvet. Fru Strøm hentede
Obersten, og de dansede alle, aandeløse og stødende mod Møblerne, mens
Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup.
Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret,
hviskede hun og begav sig tilbage paa sin Post med nogle ranglede
Legemsbevægelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed.
Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran
Scheele med Ryggen til Døren, holdende ham fast i en Krog, mens hun
hviskede en Strøm af Ord, og han svarede, halvhøjt, i korte opbragte
Sætninger, og hun atter hviskede, bevæget og næsten, som hun hulkede.
Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var krøben ned ved
Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevægelig og stirrede paa de
stridende med store Øjne.
Agathe gik helt hen til Portieren. Nu hørte hun, at Fru Dunker græd,
og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte
klagende.
Putte var ogsaa vaagnet og var krøben ned til Søsteren, angst ved at
høre nogen græde, tæt ind til Mitte, der stadig sad ubevægelig og
lyttede, stirrende paa den grædende Fru Dunker....
Det var Fru Strøm, der ude i Spisestuen højt bad Agathe om et Glas
Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik.
Fru Dunker blev ved at græde, mens Børnene hørte Valsen og Trinene
inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for
at vaske sine Øjne. Men saa begyndte hun at græde igen og rakte Armene
op i Luften: Aa--Gud nej--aa Gud nej ... sagde hun.
-Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke,
blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var
gaaet.
Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede
under de dansende, saa Børnene mærkede det helt ind under deres Senge
som et rent Jordskælv.
-Det er Mo'r, sagde Putte--der lød en høj Latter derind.
Begge Pigebørnene listede ud af deres Senge, frem fra Skærmbrædtet hen
til Døren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Møbler skubbet til
Side, og det ene Vindugardin flagrede for Vinduet, der var lukket op
for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede ... Moderen forrest med
Sundt.
-Gud--Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og lo himmelhøjt ved at sé
de to natkjoleklædte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret.
Men Sundt løb efter dem og bar Putte ind paa Armene; han løftede hende
højt op, midt i Dagligstuen, mens de alle raabte, og Guvernanten blev
ved at spille, saa Strængene dansede.
Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, saa
Natkjolen fløj, og Fru Canth raabte, halvkvalt af Latter: Nej--se dog
Barnet--se dog Barnet....
Der lød en stor Støj nede paa Gaden, og alle styrtede til Vinduet.
Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der raabte Hurra og
jublede:
-De følger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle Vinduer kom op, og
man hørte Martens Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de
andre begyndte at vifte med Lommetørklæderne: Gratulerer, gratulerer;
og nede svarede de, saa Støjen lød helt hen over Parken i Natten.
-Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Sværmen.
-Ja, svarede Herluf.
-Kom herop, raabte hun.
De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende
og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Trækken paa de
bare Bén og vilde ogsaa sé.
Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Bæger tømt paa »Dagen«;
lille Canth maatte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen.
-Skal saa vort Hof- og Liv-Teater leve--raabte Fru Canth: Med ni
hurraer ... en, to, tre....
-Lille Edvard--ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene
paa Sundt.
Herluf tog imod Skaalen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage
Billetter--hos Fætter Grevesen.
Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med
Løbelampen i Haanden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad
Porten.
De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Familien Mølbom gik.
Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhaandtag
faldt ham ikke i Haanden.
Lille Canth sad forknyt og »regnede«, med den ene Strømpe i Haanden,
paa Kanten af sin opredte Sofa....
Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i
Kjole med det nye Dannebrogskors og sang.
-Nu skulde du lægge dig, Martens, sagde Fru Martens.
-Ja, sagde Martens og blev gaaende.
Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens
hun gik stille om og lagde de sorte Klæder sammen. Hun bredte Kjolen
ud og løste Korset, mens hendes Hænder rystede.
Det nye Kors straalte i Lampelyset ... Fru Martens tog det hastigt op
mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Stuk - 08
  • Parts
  • Stuk - 01
    Total number of words is 4483
    Total number of unique words is 1656
    35.8 of words are in the 2000 most common words
    48.0 of words are in the 5000 most common words
    56.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 02
    Total number of words is 4547
    Total number of unique words is 1588
    40.1 of words are in the 2000 most common words
    53.6 of words are in the 5000 most common words
    61.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 03
    Total number of words is 4521
    Total number of unique words is 1513
    40.9 of words are in the 2000 most common words
    53.9 of words are in the 5000 most common words
    61.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 04
    Total number of words is 4688
    Total number of unique words is 1467
    44.3 of words are in the 2000 most common words
    56.9 of words are in the 5000 most common words
    63.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 05
    Total number of words is 4587
    Total number of unique words is 1519
    42.7 of words are in the 2000 most common words
    55.6 of words are in the 5000 most common words
    61.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 06
    Total number of words is 4569
    Total number of unique words is 1479
    44.2 of words are in the 2000 most common words
    56.9 of words are in the 5000 most common words
    63.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 07
    Total number of words is 4620
    Total number of unique words is 1454
    42.2 of words are in the 2000 most common words
    55.6 of words are in the 5000 most common words
    62.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 08
    Total number of words is 4406
    Total number of unique words is 1643
    37.7 of words are in the 2000 most common words
    50.6 of words are in the 5000 most common words
    57.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 09
    Total number of words is 4521
    Total number of unique words is 1510
    42.5 of words are in the 2000 most common words
    56.2 of words are in the 5000 most common words
    63.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 10
    Total number of words is 4382
    Total number of unique words is 1514
    39.8 of words are in the 2000 most common words
    52.6 of words are in the 5000 most common words
    59.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 11
    Total number of words is 4650
    Total number of unique words is 1483
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    65.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 12
    Total number of words is 4665
    Total number of unique words is 1382
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    58.7 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 13
    Total number of words is 4636
    Total number of unique words is 1406
    46.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 14
    Total number of words is 4640
    Total number of unique words is 1428
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    56.1 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 15
    Total number of words is 4629
    Total number of unique words is 1351
    44.7 of words are in the 2000 most common words
    56.6 of words are in the 5000 most common words
    63.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 16
    Total number of words is 4564
    Total number of unique words is 1444
    44.7 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    66.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Stuk - 17
    Total number of words is 1184
    Total number of unique words is 529
    59.9 of words are in the 2000 most common words
    70.5 of words are in the 5000 most common words
    75.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.