Stuk - 16

Ansigter--skræmte og ventende--her i Dagslyset, blev han paany greben
af Forvirring, saa man knap hørte Ordene, han sagde:
-Ja--jeg kan kun sige Dem ... han holdt inde og begyndte igen med sin
skælvende og næsten uhørlige Stemme: Ulykken, som har ramt os--os alle
og dette Hus ... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han
brast i Graad, vinkende med Haanden, at han kunde ikke tale, idet han
gik.
Et Øjeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme
Bevægelse, bestormede alle af de samme Erindringer: Huset--dette Hus
... Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik
ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snøfte og græde.
Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned
mod sit Bord. Saa løftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten:
-Vil De sige dem, at vi kører til Centralbanken, sagde han. Om de vil
vælge et Par til at følge med.
Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den
eneste Udvej: Personalet maatte have Gager--nu før Jul maatte de i
hvert Fald have Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive
Teatret, kunde ikke lade Krach'et strække sig til Driften uden selv at
lide Tab.
Han begyndte at gøre Overslag i Hovedet om de aftenlige Udgifter og om
mulige Besparelser. Tøjet havde han allerede paa, da Hr. Stæhr
arriverede. Han var meget échaufferet, med alle Lommer fulde af
strittende Papirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev at
snakke, søgende Bekræftelse paa en Mængde Enkeltheder, Herluf slet
ikke kendte:
-Man siger, den falske Vekselmasse vil naa op til
halvfemsindstyvetusind--at det har kunnet gaa saa længe, mærkværdigt
... Hr. Stæhr satte sig, med aaben Overfrakke, spørgende ud om Adolfs
Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har ham
Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja--han var vel egenlig Sjælen,
Sjælen i det hele ... Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans
Fortid....
Hr. Stæhr blev ved.
Herluf sagde blot: Ja--kære Stæhr--jeg véd ingenting ... Vi tager til
Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Stæhr gik
ned paa den forladte Scene--undersøgende alt, hastigt inspireret af
dette Billede af Flugt og Ødelæggelse, som den dybe, tavse Sal syntes
at stirre paa som et mørkt gennemborende Øje....
De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev,
aandsfraværende ud af Vinduerne:
-Ja, ja--hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den første
Elsker.
Og Ørnulf svarede:
-Ja--man maa forstaa at tage ham.
Herluf sagde ikke et Ord, før de naaede Banken og stod ud. De maatte
vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervøse, rettede paa
sig og fo'r med Hænderne gennem de svedige Tupeer.
-Min Ven, sagde Ørnulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen,
febrilske, ligesom før, indtil de endelig kom ind.
Konferentsraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde næsten
ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bød dem tage Plads. Der var en
hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig
havde tænkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig
overfor dem--som var hans Sætninger endnu kortere og klarere end
vanligt.
Men de to Skuespillere havde slet intet tænkt, og de begyndte kun at
fortabe sig i lange Deklamationer om »det hele Personales fortvivlede
Stilling« og »Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast«.
Konferentsraaden sad bøjet over sit Bord, mens Ørnulf blev ved at
tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den første Elsker,
der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed
med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement.
Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette
Værelse først havde vakt og æggede hele Følelsen af hans Smerte.
-Ja, sagde Ørnulf, Kammeraterne vil holde sammen.
-Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i _Hans_ Vilje. Ørnulf
havde løftet Øjnene op mod Loftet og rav; og Konferentsraaden lod
Skuespillerens Ord dø hen i en ganske lille næsten umærkelig Pavse,
før han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer:
-Ja--jeg kan jo meget godt forstaa og ... dele disse mere almindelige
og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken maa dog regne med visse
Tal ... Og Konferentsraaden spurgte om Gagebudgettet og om
Kontrakternes mulige Gyldighed.
Men Ørnulf forlod hurtig Tallene og blev atter religiøs og talte om
Forsynet og den menneskelige Følelse, rørt og med taarefyldte Øjne
over sin egen Veltalenhed, mens den første Elsker som henreven
stirrede ham ind i Ansigtet. Konferentsraaden havde drejet sin Stol,
saa han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Hænderne
støttede mod sine Kræ og saa', ufravendt, lige paa de to Komedianter.
Elskeren, der begyndte at føle sig usikker under Konferentsraadens
Blik og som svedte som Helten i et fædrelandshistorisk Skuespil, vilde
endelig standse sin Kollega og sagde:
-Kammeraterne mente saa, man kunde garantere dem Gagen.
Ørnulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja--sagde han
i en anden Tone--Betingelsen maa være de garanterede Gager.
Der blev igen en Pavse, før Konferentsraaden atter vendte sig mod
Skrivebordet og sagde: Ja--Bankraadet træder just nu sammen--og hvad
der kan ske, vil naturligvis afhænge af de Herrers Beslutninger ...
Jeg tror dog at turde sige, at der vil være en overvejende
Sandsynlighed for, at man beslutter sig til foreløbig at overtage
Driften ... under en passende Ledelse....
Herluf bøjede sig lidt frem bag det store Skrivebord, hvor han sad, og
han sagde med lidt Møje (det var overhovedet de første Ord, han
fremførte):
-Ja--_jeg_ er naturligvis traadt bort fra al Ledelse. Stemmen lød knap
frem gennem Rummet, og der var et Øjeblik stille i Stuen, som ventede
Konferentsraaden, en af Skuespillerne skulde tale; med de tav begge,
og med en lidt anden Stemme--enten utaalmodig eller maaske
bevæget--sagde Konferentsraaden: Ja--det er maaske under disse
Omstændigheder bedst, at Ledelsen vælges (Konferentsraaden tøvede et
bitte Øjeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte....
Han tav, og idet han rejste sig, sagde han: Vi vil jo ikke foretage
literære Experimenter, mine Herrer.
-Nej--Hr. Konferentsraad, plumpede det samstemmende ud af den første
Elsker:
-Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, lettede og glade,
indtil ogsaa Konferentsraaden faldt ind med sin ejendommelige halve
Latter, mens han bestandig saa' paa de to Kunstnere. Herluf stod bleg
ved Siden af Bordet.
-Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden
afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev meget bevæget og holdt
Konferentsraadens fremrakte Haand længe i sin, sagde:
-Ja--saa ske--saa ske, hvad der maa.
De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferentsraaden sagde til
Herluf: Naar saa' De Adolf sidst?
-Iaftes.
-Ja--han skal jo først være flygtet imorges, sagde Konferentsraaden.
Han stod et Øjeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord,
men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningsløst:
-Ja--lev vel, og vendte sig.
-Adieu, sagde Herluf.
Ude paa Trappen komplimenterede den første Elsker sin Kollega.
-Ja--det gik jo, sagde Ørnulf.
-Brillant, sagde Elskeren.
-Jeg talte for Kammeraterne, Ørnulf rørt og bredt, og han maatte
standse for at række sin Ven begge Hænderne, midt paa Trappen.
Konferentsraaden tøvede nogle Øjeblikke, før han aabnede Døren til den
store Hal for at gaa til Bankraadssalen. Det var allerede sent, og
Hallen var mørk, saa Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som
listende Skygger, og Assistenterne sad bøjede over de store Pulte, der
rejste sig som sære Skafotter.
-Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsraaden højt fra Vindeltrappens
Trin. Og han blev staaende, mens der blev tændt fra Pult til Pult: det
saa' saa mærkeligt ud, som om Mørket kun flygtede som store hastige
Flagermus op under Hvælvingerne og gemte sig.
Konferentsraaden gik op.
I Bankraadssalen var der tændt, og de Herrer var allerede kommen. De
var arriverede ligefra Børsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved
Rygterne og Forespørgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte
alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole
for at køre til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke høre.
Konferentsraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om
Bordet som en højtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og
sagde--halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manøvrere med et
meget omfangsrigt Hørerør--at han havde anset det for sin Pligt strax
at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige
Bankraadet.
De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og
Konferentsraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for
Banken ikke nogen Grund til at ængstes over denne indtrufne Kalamitet.
-Saasnart man, sagde han, undersøger de nøgne Tal.
Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlægge Situationen og at give
alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmæssige og rent
refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre
frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstallene ind
som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i
lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne.
Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvælede ved enkelte
Tusinder, der »maaske for Øjeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme«:
han afvejede Taxationsværdierne, ansættende lavt: Lad os sætte lavt,
mine Herrer, blev han ved at sige: vi sætter lavt--af Hensyn til
Tiderne; og han afrundede Summerne »med alle de upaaagtede Værdier«,
som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer....
Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra
tusind til tusind. Excellencens Hørerør gik op og ned som i
samstemmende Nik.
-Overfor disse Værdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da
for Banken de halvanden tinglæste Million.
Han lukkede Mappen og saa' for første Gang op. De Herrer var længst
beroligede og akklamerede Oplysningerne, gørende smaa private
Bemærkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfølgeligt
tilføjede Konferentsraaden en Bemærkning om den foreløbige Overtagelse
af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af
deres Midte lade vælge en kunstnerisk Ledelse.
De Herrer skød allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og
højrøstede: For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede
endnu paa Strandvejen--flyttede først ind til Jul ... Dumheder,
Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja--Damerne, sagde Hr.
Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det er Damerne....
Men Konferentsraaden holdt de Herrer tilbage: Hva', raabte
Excellencen, hva' sier han? er der mere? han var højst misfornøjet.
-Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu.
De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsraaden blev
staaende foran sin Stol, støttet til Bordet:
-Det er foreløbig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gøre de
Herrer. Alle nærmere Oplysninger vil jeg--som De vil kunne
forstaa--naturligvis først senere se mig i Stand til at yde
Bankraadet. Staden København--sagde han, og det var, som han
uvilkaarligt hævede Røsten--ser sig, for at fyldestgøre en saa hastig
Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et
nyt Millionlaan.
-Københavns Kommune beærer os, mine Herrer, beærer Centralbanken, med
Emissionen af dette Papir.
Konferentsraaden tav, og der var et lille Øjeblik stille i Bankraadets
Sal.
... De Herrer var gaaet, og Konferentsraaden vendte gennem den lyse
Hal tilbage til sit Kontor:
Dagen var hans.
Han skrev kun endnu det korte Brev til »Victoriateatrets samlede
Persionale« og sendte det bort med et Bud.
Han havde allerede Overfrakken paa og havde slukket Lampen, men han
blev i Tanker staaende bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne
faldt ind paa Væggen henover Nordevropas store Kort. Han stirrede
længe paa Kortet, paa Danmark: det var som blev i det flakkende Lys
dets Konturer urolige og vidskedes ud. Længe stod Konferentsraad Hein
foran det store Kort eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte.
* * * * *
-Ja--sig saa De det, sagde Herluf. »Deputationen« var staaet af ved
Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og
han aabnede en af Dørene til Logerne. Der var mørkt i det store Hus,
mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at
sidde her.
Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, jublende Hurraraab.
Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som
lod Elskeren og Ørnulf leve højt.
Saa hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. Der var blevet tyst.
Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor
Sætstyks-Bjergene laa væltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt
lille Stump og Stykke interesserede ham og som vilde han for bestandig
indprænte sig dets Billede.
Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev der helt slukket.
Herluf Berg var næppe kommen hjem, for det ringede igen. Det var en
civil Betjent, der skulde hente ham til Raadhuset.
De gik over mod Boulevarden og op gennem Nørregade uden at veksle et
Ord. Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem
Kælderen.
-Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og
spøge: De holder underjordiske Gange her.
-Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres
Fodtrin lod stærkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vægge. Ad en
lille Trappe kom de op foran Chefens Dør.
Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys
af et Par Lamper. Hr. Rowan løftede Hovedet op fra sine Akter og
hilste, med sit anstrengte eller bedrøvede Blik frem mod Herluf.
-Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin mærkelig
dæmpede Stemme, som talte han bestandig i et Sygeværelse. Vi maatte
strax--endnu i Dag føre den anholdte sammen med Dem og Hr. Martens.
Berg blev nu først Martens vaer, henne ved Døren, i Mørket. Bygmestren
sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og førte
uafladelig Hænderne frem og tilbage, den ene over den anden--med en
egen ængstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandværkssvend,
der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen.
-Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa føre ham herop. Betjenten gik frem
over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Døren
blev lukket op igen. Berg saa' ikke op, men det var som følte han
dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var saa
ganske »Fangen« med bøjet Nakke og holdt de ustadige Øjne (røde i det
hvide, som var alle Aarerne sprungne) stivt ned mod Gulvet--som var
han allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mure,
saadan som han der stod.
Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens.
Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om
Grænsen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne,
Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet.
Men Martens vidste intet og blev kun ved at nævne det ene Navn:
Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand,
der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhøre
ham, formende sine Spørgsmaal skarpere, ligesom med et Skær af
Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en
anden.
-Men hvad _mener_ De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte
de at bygge »Victoria-Etablissementet?«
Martens saa' pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med ét
i en høj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par
Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Pæle.
Og for første Gang reven ud af sin forknytte og stumpe Ængstelighed
ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt
i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende
Sné--greben af en pludselig Forbitrelse, Arbejderens gamle Raseri i
ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han
hele dette skønne Hus Historie.
Han havde sét alt, med Smaakaarsmandens mistroiske Øjne:
Leverandørernes Bedragerier og Haandværksmestrenes Svindel; og som en
uvorn Dreng, der pludselig ødelægger det egne Legetøj og sønderslider
Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet
Stén fra nedbrudte Rønner; Bjælkerne, som havde udtjent i gamle
Bindingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste
Grunden for at opnaa det første Laan; Svampen, som aad sig ind i alle
Mure og slog ud paa hver en Væg; Jernkorsene, hvormed man havde
afstivet Kælderhvælvingerne, der revnede--trævlende det op, hele sit
Værk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortælle:
Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for ægte;
Haandværksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af
Spenner; Leverandørerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres
opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kødet fordærve for at rane
Indkøbs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om
Nordmændene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der maatte drage hjem
for Skillingerne fra pantsatte Kufferter--alt fortalte han, staaende
op og talende forbitret og højt, mens han fægtede med de knyttede
Hænder, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige
Ansigter.
Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt sét paa ham med sine
forskende Øjne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Hænder,
ubevægelig.
Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar
De vidste alt det?
Martens havde sat sig:
-Hm, sagde han mumlende: man véd det jo nok ... men man er vel
i'et....
-Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Haanden
ligesom før: _De_ (han saa' frem paa Berg og Adolf og talte atter
gennemtrængende, som raabte han til en stor Forsamling)_ De spillede
jo Velhaverne_.
Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte
sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhøret over
ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt.
Berg hørte ubevægelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han følte
kun en sløv og blytung Træthed, mens de nævnede endnu en Gang alle
disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mønt, der havde været
deres hele Driftskapital.
-Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen nævneværdig
Kapital at begynde med:
-Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han.
Han rettede endnu et Par Spørgsmaal til Berg om Driften, og Forhøret
var forbi.
Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han
begreb, at han og Berg skulde ikke mere sés: han vendte sig hastigt et
Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Træk i hans
Ansigt sitrede. Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan
tale, greb Herluf Adolfs Haand--saalænge han levede, vilde Berg mindes
denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes--og lagde et Øjeblik sit
Hoved ind mod hans Skulder:
-Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af
hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive paa.
Adolf var ude, Døren lukket. Og Berg og Martens ventede begge paa, at
Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa
er det altsaa forbi.
Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs højre, som han beholdt et
Øjeblik i sin, sagde han:
-De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg.
-Farvel.
Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen. Martens fulgte
bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig
Tone.
Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket tæt ind mod Husene.
Pludselig fo'r han sammen og blev et Øjeblik staaende: Det var et
Ansigt--Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg,
med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Øjne.
* * * * *
Da Berg den næste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede den
gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med
Hænderne i Skødet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om
et usynligt Lig.
Der var saa mørkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter
Paarørende og saa Frøken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og
hele Tiden klappede hendes Hænder.
Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i
deres Kreds.
Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om
paa Gulvet: Naa, Mo'er, naa, Mo'er, sagde han og klappede sin Kone paa
Haaret og gik rundt igen.
Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den
samme, stadig den samme Sætning:
-At han sidder dér og fryser, sagde hun med en underlig snøvlende
Stemme. At han sidder dér og fryser.
Pludselig saa' hun hen paa Berg og Spurgte--som hun havde spurgt
enhver--: Tror De, jeg maa sende Klæder der op, sagde hun.
-Aa, ja, sagde Berg.
-Tror De? gentog hun.
-Naa, Mo'r--naa, Mo'r, hørte man gamle Adolf igen.
Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede højt med
Ansigtet ned i den gamle Frues Skød.
Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue.
Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Døren. Ogsaa herinde
blev han ved at trippe rundt, hvileløs, frem og tilbage, til han
tilsidst kom hen og lagde begge Hænder paa Bergs Skuldre og saa' ham
ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Øjne.
Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde
han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge,
halvfremmede Man græd den gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus,
over sit agtede Navn og over sin Søn.
-Hr. Adolf--Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til
Trøst.
Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedøren igen. Derinde var
der atter saa tyst som før. Berg vendte sig og gik: her var der ingen
Hjælp at yde og intet Raad at give.
Han lukkede Døren til Gangen, og næppe havde Damerne i Dagligstuen
hørt Lyden af Døren, som blev lukket, før der brød ud en Strøm af
Bebrejdelser og Forbandelser mod »dem, der havde forledt ham«.
Da Berg hørte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte
i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham
og traf ham som Lyn.
Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad
Bredgade til Grønningen. Men Taagen hængte tungt i de bladløse Træer.
Han bøjede ind paa Langelinje; han trængte til at se Vandet, det vide
frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat--dødt under Taagens Masse.
Ude paa Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra
Værfterne lod Klangen af Hamrene mod de høje Skibsskrog som Lyden af
besynderlig dumpe og brustne Klokker.
Berg sad der længe, stirrende frem mod Taagen og det døde Sund.
Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efter at han havde
læst Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede
pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med
Svalen. Det havde været Astas sidste Brev.
Og med ét, mens han tænkte paa alt dette, var det som om han pludselig
følte al den gamle Længsel efter Asta, som alt samlede sig i én
længselsfuld Tanke om hende--lykkelig som de første kærlighedssikre
Dage.
Til han paa én Gang sagde, han eller »Hr. Sokrates« med denne
besynderlige muntre Betoning:
-Naa--saa dét skulde du nu være fejg nok til.
-Det skulde du vel nu til at forsøge at bilde dig ind. Det vilde jo
ogsaa være saa rart, sagde »Stemmen«--rigtig saa nemt.
-Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt
andet--kun ikke det.
Han gik op og ned i Stuen før han igen satte sig med et Suk og læste
Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje
Mathilde og være hende til Selskab.
-Den Lille er død, skrev hun. Maaske var det godt. Foreløbig bliver
jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kære Ven, gælder det af
et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er
noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hørt at
Deres Ven, Erhard Gerster, skulde være meget syg og lidende i Begreb
med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke,
hvis De véd noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det
til for at berolige den stakkels Mathilde.
De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod
Deres hengivne Asta Heltz
Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var
Værtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde
tale med Hr. Berg.
Det var Edvard Sundt.
-_Dem_, sagde Berg.
-Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte, De havde vel idag ikke noget videre at
forsømme ved en lille Passiar.
-Aa, nej--det ikke, sagde Berg trist.
De kom til Sæde, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, søgte
Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig
blev ved at have den samme milde, ligesom hjælpsomme Klang, som Berg
havde fornummet straks ved de første Ord, da han kom ind.--
Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa'
paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over
Skrivebordet, blev han staaende lidt:
-Ja, sagde han, han faldt derovre.
Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej,
_det_ glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han.
Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv
just var sært modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at
fortælle--først søgende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert
Minde, siden alt hastigere--om »den Tid derovre«.
Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke
Landeveje, hvor Mandskabet krøb, krøb paa alle fire--Mand mellem Fæ,
sagde han.
-Har De sét, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Mælk, og saa
har naaet Kanten? Hvordan den kæmper og kravler og kæmper op ad den
glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se saadan en
Skabning--saa dumt det er--uden et Sekund, et Nu i det mindste at
tænke paa den Nat--»Marchen« fra Dannevirke....
-Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa' op paa
Portrætet.
Han talte om Livet ved Dybbøl. Det var jo kun den langsomme
»Skiveskydning« om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om
Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa
lystige--hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et
Døgn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, _de_ skulde ikke »rykke
ud«....
Herluf sad og stirrede paa Faderens Portræt og hørte næsten kun halvt.
Det var, som om alle Erindringer fra hans første Hjem vaagnede paa én
Gang, og han saa' Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader
den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sønderborg.
Sundt blev ved at fortælle; i en underlig dæmpet halvhøjtidelig Tone
talte han, næsten som den, hvori overtroiske Folk fortæller
Spøgelsehistorier--greben af Erindring efter Erindring.
Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud.
-Bentsen hed han--lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen.... Han
var nitten Aar og skulle »rykke ud«....
-Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg,
forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke dø, raabte han, jeg er
kun nitten Aar ... nitten Aar. jeg kan ikke dø, raabte han.
-Og han kastede sig ned paa den opblødte Jord og rev i Snavset med
sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og græd og bad ... og atter
rejste sig op og laa paa sine Knæ og skreg:
-Lille Gud--nej--lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud....