Stuk - 03

-Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens.
-Ja--om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder
Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde
noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud,
som om han stangede.
-Men Alverden søger jo, sagde Berg.
De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med
Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja--_der_
blev nævnt Folk--det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet--til
Direktør.
-Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være
Direktør ...
-Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to.
Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel
have sin Interesse.
Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende,
vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og
Skuespillerengagementer.
-Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel ...
De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De
takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog
vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen,
Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud
over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas.
Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han
begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om
Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De
om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de
Rejsendes Maaned ...
-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod
Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det
hele....
De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa
trækker man dem ogsaa over Sundet.
-Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.
De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem
for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad,
smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset.
-Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og
brød op.
Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og
skiltes ovre paa Hamtorvet;
-Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det--det er en _Idé_.
-Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken
om »Direktoratet«--saa tosset det end var.
-Naa--adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han:
»_Jeg_ skyder Pengene ind.
Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten
paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret.
I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af
de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens
Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet
laa der en Flettekurv.
Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru
Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden--væbnet med
Fletteposen--for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien
Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige):
heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet
eller simpelthen at gaa og smække med Døren.
-Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind
til »Fa'er«.
Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebørnene. Caroline,
giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet--den
længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat
og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer
fulgte hende langt hen ad Vejen.
Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks
Frøkener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver
Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk
Bogholderi.
Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om
Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.
Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine
vilde holde Næsen hos sig selv--man maatte vel have Lov til at øve
sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op
efter i Trappegangen.
Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte,
rødtoppede over Gelænderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer
af rødt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' ... Aldrig havde man et
Sekund Ro for Amalie....
-Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret....
-_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra
Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde
de Røster i Diskanten.
-Aa, maa jeg være fri....
-Naa--det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os
andre....
-Hold du din Mund, Frederikke.
-Uf--Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine.
Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene--hele »Gevinsten«
rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den
siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten:
-Hm--det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun.
Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med
Paaklædning....
Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i
Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.
Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i
Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.
Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den
første Stue--Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«,
men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under
Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille
Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid
blev debatteret heftigt og halvhøjt.
-Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar
Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til
Udbetaling.
Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til
Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget,
der var meget nær op til Guddommen.
Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over
sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.
Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og
skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte
sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt
fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor
Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over
Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over
deres Borde.
Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til
Sætteriet--Faktoren hørte altid paa Stemmen, naar der havde været
Udgifter til Pigebørnene--; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev
med Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til,
mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere
Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det
engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han
var anonym og at det var en Hemmelighed.
Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at
tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende
Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen
blev ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende dem til
Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben
Frakkekrave og dukkede.
Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han
havde været Fører paa et af de første Studentertog, og han havde
endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i
»Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa
Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue,
der Aar for Aar faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen
skrumpede ind med det øvrige....
Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra
Papiret saalænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte
sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til
Bogstav. Klokken tolv var han saa færdig med Føljetonromanen og havde
tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte
Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud
gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa
den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis.
-Berg--laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans.
-Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sé ud i Stuerne,
mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer.
-Ja--lo Berg--om jeg kunde.
Krans strakte Armene i Vejret: Aa--ja, sagde han og lagde igen de
lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden.
Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr.
Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han
kunde næppe tale--otte Linjer....
-Der er strøget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen tørt.
-Men otte Linjer, som _maatte_ ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen.
Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og
korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han
vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.
Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert
ombyttet Ord Paa tyvende Aar løb han i »journalistisk Virksomhed«
Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen
Tanke.
-Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo
det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægende med den blaa
Blyant.
-De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til
et Par Depecher.
Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine
forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man
her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her
gælder det jo dog blot--at faa Numret fuldt.
-Ja, sagde Gravesen.
Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen
klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af
et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han
havde ikke Manuskript nok til Morgennumret.
Hr. Gravesen skød Skuffer op og i--Skufferne i de nye »Egetræsborde«
gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt--og rodede efter
»Indsendere«. Der maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev
jo »Bagstykke«.
Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir
ikke til no'et.
Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man
endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i
Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens
Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der
var _Hø_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de
skrævede.
Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Staalhængsler paa
alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhaarde Sæder og Rygge var
betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens
første Leverandør.
Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv.
Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende paa sine otte
Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang
_gaa_ fra denne Anstalt.
Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær paa
»hellere _gaa_ fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev
videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis.
-Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog
Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som
om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i
_en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg.
Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var
Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--»en af Bergs Generation«, som
Redaktøren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa
hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller
Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage
sig noget til.
-Den Maskine, sagde han irriteret.
-Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og
skrev videre. Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide
Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar
han skrev.
-Hvad skriver De? sagde han.
-Aa--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bøjet.
Berg havde faaet Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et
Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag,
som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i
Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til
Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«.
-Hvor var De iaftes, sagde Berg.
-I Rømersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme,
der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig
uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte.
Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der?--Nej, sagde Berg, ikke
iaar.
-Hvor de Folk kæmper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han
fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om
Mødet:
-Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde
de talt om de seks Dage og om første Mosebog--_tiende_ Møde, sagde han
og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord.
-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det?
-Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.
Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det
var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om
Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser,
over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev
trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.
Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede
»Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det
mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han.
Redaktøren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel;
og »Noterne« blev staaende.
»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han
syg:
-Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han
frøs, hvad man sér for Elendighed--for magre, for gamle, elendige
Ansigter ... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad
hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte
Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede
sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde--fortæret som af en
Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og
møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne,
Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.
-Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.
Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til
SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til
ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret
ude fra Smallegade.
Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og
tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke
længere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring
Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund
Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var
alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de
andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt
de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en
Stiver under hvert Bogstav....
Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.
-Da', Børn--kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han
kom til Sæde.
-Tak. Og dig? sagde Berg.
-Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse
Formiddage, dejlige Formiddage, du--føler s'gu, hvordan det vokser for
En ... Billeder faar man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med
sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder«--Har s'gu forresten
et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for
dig.
Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv
bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet
en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede
rundt--paa hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige
Sætninger rundt mellem mange sære Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu
et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at
rode....
-Det var et Gulv. forstaar du--Lange viftede med Haanden--et Balsals
Gulv, du, sét ind gennem Dørene--med Støv henover og en Stump
Garnering helt inde og en »Sonne« paa en Væg, du, i forgyldt
Ramme--hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille
Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du....
-Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa
... Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene
Haand--Forstaar du, _det_ skal jo nu _udføres_, forstaar du ... Saadan
lidt søvnig Snak--som de er--med Støv i Øjnene....
-Her er et brillant Sted i Kotillonen--i siste Tur, naar de er blevet
saadan rigtig smidige i Livene ... Han læste igen....
-Men--det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse--Jeg har faaet
hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel--med en Arm ud
over Vogndøren, i Lyset ... Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar
hun kører ... Storartet Lys over Handsken.
Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den
Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en
Maskine dernede skar ham i Ørene.
-Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage ...
Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet
og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk _sér_,
sagde han. _Jeg sér_ Gulvet--som jeg sidder i Rygeværelset--ind gennem
Dørene--med Væggene og et Par Stole ... Med et Par _Menneske_øjne ser
jeg....
-_Saadan maa det gøres,_ sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu
ikke, hvordan de andre _sér_, sagde han.
-Og _præker_--De véd s'gu alt muligt ... Jeg vilde være glad du, om
jeg bare fik én lille Følelse boret ud--det er, Fanden ta' mig,
Kunsten: at finde det ene, lille Ord....
-Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning.
-Ja, sagde Berg sukkende, det er det.
-Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre _sér_, sluttede Lange. Han
begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde
han.
-Nej--jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de
var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg,
hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad
Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.
-Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende
Udtryk og sagtere.
-Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.
-Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_
altid har sagt. Farvel, du.
Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.
Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at
mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i
»Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en
Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr.
Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.
En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans,
som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:
-Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet
var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser--der var Tale om
»Marienlyst«, som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et evropæisk
Bad--... Men Publikums Interesse maatte vækkes først.
-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.
Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa
Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr.
Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med
Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lænestol:
-Der var ganske vist endnu længe til Kongressen--men den almægtige
Presse--og Professoren gjorde en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen,
der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til
seks--kunde man aldrig gøre sig bevaagen for tidlig....
Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte
at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede
for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest
hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig--med et let Skær
af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær,
der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis
og ansaa _»Le Figaro«_ for Mønstret af et Blad.
-Ja. Kongressen skulde være skandinavisk--med Indbydelse til de finske
Læger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af
hygiejnisk Indhold....
De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt
blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militære
Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet
sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var
Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt
Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren
sagde højt til Krans:
-Ja--det er Maalet, min Ven, vi maa vække Publikum; og henne fra
Sofahjørnet i Mørket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:
-Ganske vist--der var tænkt paa en fransk Ballet--men, oprigtig talt,
vore egne gør det s'gu ligesaa godt ... og de to Herrer lo halvhøjt
gennem Stuerne, mens Professoren, der støttede Hagen i sin Haand,
sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets
første Livssag.
Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Læsestuen
og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han saa', der var fremmede. Det
var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han
vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord....
»Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i
Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jævnligt »Manse« i
Billetmission til Redaktionssekretæren, som hun titulerede »Gamle
Næstsødskendebarn« og lod give sig Kindkys, naar de mødtes.
Berg havde faaet Tøjet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde
han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke
Kæber--som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede:
-Naa--hvad er det saa for en Løgn, vi skal debitere, saa uformodet
højt, at det hørtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille,
mens Berg gik.
En Sætter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var
gaaet ind og ventede paa hans Værelse. Berg sagde, man kunde dog gerne
havde sagt, han var gaaet ... Ja--men--det var en tysk Herre.
Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz
svedte--det var den sjette Visit hos Pressen--men sagde, han var som
genfødt.
-Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse--det er en
Rekreation.
Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket
--en Stjerne-Buket, desværre, det er det eneste....
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi,
hvor man bød paa et Program med seks Numre.
Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, idet han talte om den
københavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde
sige, han satte særlig Pris paa den københavnske Presse:
Den københavnske Presse forstod _Sagen_, sagde han, og var
_deltagende_.
-Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen _Fantasi_.
Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Hænderne paa sine
Knæ. Berg følte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og
sagde:
-Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at være imødekommende mod
»Stormestren« blandt Impressarioer.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt
Bryst: Det er kun et Talent.
Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig
oprørt. Han havde bemærket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten
fornærmede ham, han kaldte de ti Procent en Krænkelse.
-Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere
--vi bringer Verdensberømtheder, og man brandskatter os som
Menageriejere....
Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om
København. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han
gik hen til Vinduet og talte stadig højere og højere. Dette var
utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand--en
Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler.
-Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten
Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til
København--i en Sæson.
Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse
Gade, sagde han:
-Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at
have arbejdet.
Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store
Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye
Staddele, om Victoriateatret--»Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil
dryppe fra Væggene«--om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om
Strømmen allevegne:
-Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.
-Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden
venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher
fra København.
Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin
Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han
stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.
Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han
holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden.
-Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.
Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brød op, og
han fulgte ham tildørs med en Kompliment. Han var i Tankerne paany
vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som
ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt
af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette
Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By,
der begyndte at _leve_.
Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de
udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den
buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Stær ... Og Arnoldsen og Lange,
der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte
deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch paa Stedet
af hele dette »skrivende« Kompagni.
Og han selv?
-Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han
vidste det nu, havde kun været _hans Samliv_ med denne By....
Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevægelse,
denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen
pludselig belyser--hele sit Liv, det fjerne ganske nær.
* * * * *
Erindringen om hans første Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig
altid først for ham i _det_ Billede: den runde Dam med sin