Stuk - 13

været ligesaa tomme og saa indholdsløse som nu.
Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej,
var det ganske mørkt:
-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra
Vandet.
-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret
Stemme.
-Ja--jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig
derhjemme--i den sidste Tid.
De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Hænderne
djærvt i hinanden, højt oppe fra Luften.
-Jø-s.
-Jø-s, sagde de begge.
Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen.
Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde været
hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen.
Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren,
der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany
konferere med Marie Pige.
Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i
denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes
Naade var jo--ogsaa efter Maries Oplysninger--længst overbevist om, at
der »ikke mere kunde være Tvivl«.
Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skøn og bevægede sin lange
knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og »satte Stole
tilrette«, mens hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par
Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe.
Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før Marie havde endt
sine Undersøgelser, og Mathilde saa' op og mødte Pigens hvasse Øjne
paa sig:
-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op.
-Nej--nej--jeg skal ingen The have, sagde hun og næsten rev sig løs
fra Generalinden inde i Spisestuen for at løbe ind i Sovekamret, hvis
Dør hun slog til. Dér kunde hun da i det mindste være i Fred for deres
Hvisken og Synen--gemme sig og ligge i Mørket.
Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle
forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i
Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise
Fortrolighed. Generalinden udøste sit Hjerte for Marie Pige, og de
holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang
imellem blev Marie sendt ud for at »høre efter« og sneg sig paa
Hosesokker ned forbi Sovekammerdøren; naar Mathilde hørte Trinene,
gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at græde.
Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en
Ende paa det. Og før hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at
læse et Par Sider i »Thornam«.
Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver
jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par
Dage før hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved
Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes øvrige literære
Konfirmationsgaver. »Thornam« var i den Familie som en Slags Indvielse
til Ægteskabet....
Da Generalinden arriverede næste Formiddag, lukkede Marie hende op i
Entréen og hvidskede. Alt var vel--Fru Mathilde var ved Friseringen.
Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin
Front før Slaget, og gik ind i Sovekamret.
Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide
Frisérkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, træt Bøjning af
sit Hoved, som En der overgiver sig tavst--blev Generalinden forlegen
igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide,
hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og næsten at sidde
foran Spejlet ubevægelig og følelsesløs: hun havde grædt alle Tanker
ud inat.
Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos
Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben
af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det
»overdrevne« i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde:
-Dette her kan jeg ikke længer forsvare, Mathilde, det--det er en ...
Urimelighed--der gik en ganske svag Skælven gennem Skikkelsen i
Frisérkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rént ud
kunde have sagt, hun »transpirérte«--
-Madam Jensen er her, brast det ud af »Naaden«.
Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var Nettet, de nu
trak sammen om hende.
Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der
havde biet i Spisesalen, komme frem i Døren.
Men ogsaa Madam Jensen standsede et Øjeblik forlegen foran den blege
unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i næsten sanseløs Skræk
... Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde
praktiseret i tre og tyve Aar--»diskré« sagde hun og sammenfattede
hele sit Program i det ene Ord, som hun berøvede dets »t«; hun vidste,
hvad en »Første-Gang« var) et Par Skridt frem og hilste.
Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til
en Velsignelse.
Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdøren i Spisestuen og ventede.
Der var kommen en egen sær Højtidelighed over dem, saa de var ikke
ulig et Par Præstinder, som i en Tempelforgaard biede paa
Aabenbaringen af de hellige Mysterier.
* * * * *
Hun kom altsaa ikke--igen ikke.
Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen,
saa kun Lysene for Spejlet brændte. Men han satte sig alligevel endnu
en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste
Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde
fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Grønningen,
Mathilde og han:
-Om det var »det«--om det kunde være »det«?
Og han sammenholdt paany alle Omstændigheder ... hendes Luner ...
hendes Væsen ... det Hele fra den sidste Tid....
Han fo'r sammen, da det bankede paa Døren, og raabte saa »Kom
ind«--han troede, det var Værtens Pige. Men det bankede igen, forknyt,
saa det næsten var uhørligt, og han rejste sig for at lukke op.
Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen.
Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham
med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang
Vej. Han blev greben af en raadløs Medlidenhed og Smerte:--_det_ var
Mathilde; og han bøjede sig frem og tog hendes Hænder, der var kolde,
som havde alt Blod forladt dem--de besvarede ikke hans Tryk.
Fra det første Nu, han saa' hende ved Døren, havde han vidst: Ja, det
er som jeg tænkte. Og mens han endnu holdt hendes Hænder i sine, fo'r
et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved--og
undertrykte selv hans Smerte--Ærgrelse, Forventning, Beregninger af
Faren og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at han
ikke følte sig skinsyg paa Stern): Det var altsaa ogsaa derfor, hun
rejste.
De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tøjet af og satte sig, og
Erhard sagde:
-Du er saa kold ... her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gaa
frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens
han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast:
-Men du elsker hende jo ... Hvorfor taler du saa ikke til hende,
klart, aabent, og tager Ansvaret paa dig som en Mand? Hvorfor tager du
hende ikke om Hovedet--kysser hende (hvorfor har du i det hele taget
ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det
eneste hæderlige var: Vi to, som _elsker hinanden_, maa jo vide, det
er _vort_ Barn--_jeg_ véd, jeg er dets _Fader_....
Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at række hende Glasset med
Vin og sagde: Det vil varme dig: og forlegen begyndte han at rulle
hendes kolde Hænder mellem sine, mens han i en forloren Kæletone
sagde:
-De smaa kolde Hænder--de smaa kolde Hænder, og satte sig ved Siden af
hende for selv at drikke.
Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med
aandsfraværende Øjne maalende hvert Minut, der forløb. Og bestandig
forlegen, blot for at der skulde »ské« noget, lod Erhard sig glide ned
fra Sædet paa Tæppet og klappede kærtegnende hendes Fødder--»de smaa
Kid«--der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Hænder.
Og enten for at overdøve en ulidelig Smerte, der overvældede dem
begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med ét begyndt
at brydes og fo'r begge op og løb rundt i Stuen efter hinanden, hede,
léende og aandeløse ... Erhard havde hældt en Vandslat i det tomme
Glas, da han vendte sig og saa' paa Mathilde, der var blevet staaende
stirrende frem for sig, med fremrakte Hænder, midt i Stuen. De holdt
begge op at lé: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun staaende.
Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede
Valpladsen efter en »Tagfat«, som søgte hun, Hjælp eller Flugt--før
hun mekanisk lod Hænderne synke. Greben af en Elendighed, der
gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedøvelse som
et pludseligt Lyn saa' hun i dette Kammer, hærget som af en
»Blindebuk«, foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en
flov Grimasse, hele denne Kærlighedslegs Historie, der havde gjort
hende til Moder.
Og som om hendes Tanker, der syntes at have selv Dødsmomentets
sprængende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske
Traade paa en Gang, gennemløb han dem alle og forstod hende.
Og dog han rørte sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage;
stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han saa'
hende tage Tøjet paa med sært stive Fingre--binde Hattebaandene om sit
Ansigt som af Voks--og gaa som en Søvngænger vilde gaa og lukke Døren
sagte til.
... Da hun var gaaet, vandrede han længe rundt i begge Stuer, flyttede
Møblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa,
foran de snart nedbrændte Lys, han vilde slukke, sagde han:
-Hm--du er altsaa ikke en Gang istand til at føle Sorg.
Pustede Lysene ud og gik.
* * * * *
Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den
store, gammelt hyggelige Have.
Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kælede for
»sin Søn« og for Mathilde som en Rugehøne for et Par Kyllinger. _Han_
fik sine Livretter og _hun_ matte »skaanes«.
Hele Huset dæggede og pyllede om Fruen; de slæbte Hvilestole rundt,
naar hun vilde »gaa«; (eller rettere naar Hendes Naade vilde, at hun
skulde gaa, for Mathilde selv »vilde« jo ikke saa meget, lod mest
handle med sig--som de syntes, bleg og stille forknyt) og naar hun
havde lagt sig, sad Generalinden som en Cerberus foran Havestuedørene
og tyssede paa hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen.
Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile
lidt nede under Blodbøgen nu, der var Skygge....
Stuepigen slæbte afsted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom
op fra sit Sæde: Støt dig paa mig, sagde Generalinden, og hun nikkede
endnu en Gang til Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen.
Stem blev siddende ved det dækkede Bord og røg en Cigar ud. Der var et
eget Velvære over ham i Sommer--det var vel Familielivet.
Han skød Cigarrøgen ud i langagtige Skyer, medens han saa' efter de
to, der gik ned over Plænen.
-Ja--en udmærket Moder, sagde han, og saa' beundrende efter
Generalindens ranke Ryg.
Nede under Blodbøgen var der svalt og rart. Generalinden læste højt i
en Roman af Dickens for sin blege Datter.
... Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg. Det vil sige
Professoren og Professorinden, ti Erhard blev i Byen. Han gled helt
tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var iøvrigt lidt mat i
Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og sløv midt i Selskabet,
stirrende frem i Luften:
-Erhard, raabte Lange: Ser du Spøgelser?
-Ja, sagde Erhard tvært: Jer. Og han sad igen som før, mens Brodersen,
der ikke havde hørt andet end »Erhard« og »Spøgelser«, sagde den
kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo:
-Ja-a, sagde han: Han er s'gu bange ... Det er derfor, han
aldrig--tør ligge alene i Mørke....
De lo længe, længe allesammen....
--Daarlig saa' Erhard ud hele Sommeren.


IV
Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September,
og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet som om det var
sydlige Frugter i Solen.
Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han saa et Par
kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen.
Lange havde i den siste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde
forladt »Bladet« og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at
undervise et Par Haandværkssvende i Arithmetik og Retskrivning.
Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i
hans sarte Person, naar de mødtes. De talte om social Videnskab op og
ned ad Gaderne:
-Han ved s'gu en Del, sagde Lange til Herluf. Egenlig en ganske
fornuftig Fyr--han blinkede beskyttende--og, som sagt, han har lært en
Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snøften paa Ordene.
-Ja sagde Herluf--.
-Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man maa s'gu _vide_
noget, du ... Hvad ved de andre? At knappe deres egne Bukser ved de,
sagde Lange. Men »Ideer«--Tak. Lange gjorde en Haandbevægelse, som
berøvede han »de andre« en hver Idé.
-Men Arnold har dog lært en del, sagde han igen. Og saa gir man ham
_Synspunkterne_--du--forstaar du--»det større« Syn paa Tingene.
-Man lærer virkelig en Del ... Jeg mærker s'gu, man lærer ikke saa
lidt: man faar dog Begrebet, forstaar du, sagde Lange.
-Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornøjet. Det vokser
jo nok--og go'e Billeder har man nok af--s'gu brillante Billeder, du
... og man ved, hvordan Lyset skal falde ... men alligevel ... Man maa
s'gu først _lære_ noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han
nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem paa det videnskabelige,
sluttede han sin Udvikling.
... Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var stanset: Her gaar
vi to Invalider sagde Lange og holdt sig paa Hovedet (Arnoldsen var
iøvrigt ingenlunde Invalid, men følte sig tvertimod meget
friskere siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine
Haandværkssvende); skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange.
-Maa stadig være i den friske Luft, sagde han.
-Det er vel Efteraaret, sagde Herluf.
-Ja--ja, nikkede Lange bekymret. Naa--man gaar og sér Tingene og lærer
s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der
gik ved Siden af ham, stille og blegnæbet.
-Og hvordan gaar det med Deres Haandværkssvende, Arnoldsen? spurgte
Herluf.
-Godt, sagde Arnoldsen kort.
-Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede ... Vi
tænker jo ogsaa over, du, at lave en hel Foredragsforening for de
Folk, vi, nogle Stykker, der dog véd noget ... Det gir et Menneske
Øvelse, du, man lærer at udtrykke sig, sagde Lange.
-Og »Vuerne« kommer s'gu bedst, naar man _taler_, sluttede han glad.
De skiftede Emne og talte om Teatret, mens de gik ned mod
Taarnbygningerne.
-Naa, sagde Lange og blinkede fornøjet (Lange var besjælet af en
voksende Munterhed overfor andres Smaa-Uheld): Paa Nordmændene gik I
nok i Vandet, i Gamle.
-Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf.
-Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og
Fribillet, sagde Lange. De naaede Porten og sagde Farvel. Vi slaar et
Slag ned mod Østerbro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i
Arnoldsens.
-»Vel« du, nikkede han til Berg, der blev staaende lidt i Gersters
Port og saa efter de to Rygge. Lange havde saa mange store
Haandbevægelser, mens han gik og opløste den moderne Videnskab i
Synspunkter.
Oppe hos Gersters ringede han paa. Den unge Herre var ikke hjemme,
sagde Stuepigen. Men Fruen--.
-Ja--hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde sét
Professerinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at
vente i Gangen.
Pigen kom tilbage og lukkede Døren til Dagligstuen op: Hvis Hr.
Direktøren vilde vente et Øjeblik herinde, sagde hun, saa kom Fruen
strax.
Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa »Visitpladserne«
nu, da der ingen var, stod saa underlig ubehjælpsomt ligeoverfor
hinanden som et Par forlegne Folk, der præsenteres og ikke ved, hvad
de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han
hørte Dørene støjende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at
Professoren kunde være hjemme nu paa denne Tid.
Tilsidst kom Professorinden: Aa--man har endnu alle de landlige Vaner
og la'r sig overraske højt op paa Dagen, sagde hun og hilste.
Sandheden var, at Professorens allerede havde været inde fra Landet i
over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid saa svært
videre end til »Skammekrogen«, hvor hun ogsaa efter Frokost naar
Erhard var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde. Linned og
Dækketøj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet
ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at
kunne sidde med noget mellem Hænderne.
Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold
og de mange fremmede, der nu kom her Aar for Aar--mens Herluf
uvilkaarligt sad og saa' paa Professorindens travle Hæklenaal: han
havde aldrig for set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var
Besøg.
-Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren
lamenteret over den evige Jernbanekørsel....
-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde--lagde hun til.
Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille
Marmorbord med Haandbiblioteket og læste nu paa Ryggen Titlen: Monrad,
Fra Bønnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og
vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op
for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han:
-Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stødvis.
Hun begyndte at spørge om Berg--hvor han havde været og sagde saa
pludselig, næsten uden at vente paa hans Svar:
-Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer.
-Nej--han sér lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De følte begge,
at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men
de ventede og--Herluf stadig med Øjnene i Gulvet.
-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og
idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun:
-Kunde De ikke--tale med ham?
-Jeg? sagde Herluf ... Ja--hvis det kan nytte.
-For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev
pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han
er saa lidet hjemme.
-Nej, sagde Herluf.
-Det er kun Selskabet--jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder
ham fast i daarligt Kompagni....
-For selv er han--i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme
blev igen bevæget, saa hun næppe kunde tale, ikke andet end et
Barn,--kun et Barn, sagde hun og holdt Hæklenaalen mod sine Læber, der
sitrede rebelsk.
Berg mumlede noget som en Bekræftelse, og Professorinden sagde efter
en lille Stunds Forløb sagtere:
-Har han ogsaa talt til Dem om »sin Idé«--at han vil flytte
herhjemmefra.
-Ja--han har sagt noget om det, sagde Berg og saa' ned.
-Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge--i vor
Tid, sagde Professorinden og søgte at smile.
Til Tvistepunkter--Professorinden havde ganske Ret--var i Familien
Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som
Professoren og Erhard saa' sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue
sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik--over en
Række Ligegyldigheder, der kun dækkede over alt det andet, hvorom de
ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de
bare saas.
-Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden.
De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Sætning:
-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme
skælvende Stemme.
Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hørte
Professorens Skridt i Sideværelset, og Professorinden uvilkaarligt
rejste sig halvt:
-Der er Gerster--allerede, sagde hun.
-Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, næsten overdreven
høflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer.
-Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besværlig,
sagde Fruen.
-Ja--infam Kørsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, høj
Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange:
-Har De maaske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte han saa med ét.
-Ja, sagde Berg.
-Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan
ikke mere bo herhjemme--her er blevet ham for snævert, sagde han og
slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger.
Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjørne som en urolig
Hund i Lænke og talte med en hidsig, bevæget Stemme: Ikke nye Idéer
nok i Atmosfæren, sagde han.
-Ikke _Frihed_ nok, raabte han.
-Gerster, sagde Fruen.
-De véd maaske, om han allerede _har_ lejet Lejlighed, sagde
Professoren og vendte sig.
-Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en
tøvende og usikker Stemme.
-Og vi er jo beredt til at gøre alt, hvad han vil, sagde Professoren
pludselig standsende, i en høj, skændende Tone--hvis han _bliver_ her,
føjede han til og vendte sig.
De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i
for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde.
-Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun
sagte.
Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet skét endnu
--sagde han.
Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet,
bort over Gulvet. I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at
skjule sin Bevægelse:
-Aa--Drengen er forrykt, raabte han og gik.
Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at
løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke.
Hun græd stille, uden at tænke paa, at Berg var en fremmed, der saa
hendes Graad.
Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadløs og bevæget ved Synet af
denne »Dame«, der græd. Saadan sad de længe, mens der ikke blev
vekslet et Ord.
Professorinden var hørt op at græde, og da Berg vendte sig, rakte hun
ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og
hun kunde ikke tale.
Herluf bukkede kun tavs som hun.
Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Professoren sin Dør op,
og talte nogle Øjeblikke med ham som sædvanlig, mens han aabnede
Entrédøren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han
pludselig:
-Han kan jo faa det ganske som han vil--her hos os. Om De vil sige ham
det.
Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Døren for
Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Nøglen to Gange om
--bag disse moderne Forførere af hans Søn.
Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin
Krog i Spisestuen. Hun tænkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var,
der ødelagde hendes Søn. Hun gik om Dagene ind i hans Værelse og hun
søgte om et Billede, et Brev, et Tegn fra »hende«. Hun aabnede hans
Skrivebord med én af sine Nøgler og hun undersøgte hvert Papir og hver
skreven Linje--for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var
bedre, hun vidste, hvem hun var.
Men hun fandt intet--for der var ingenting.
Den Allemandslykke, som Erhard nød, satte ikke slige sentimentale
Spor, som de, hun søgte. Og hun blev under sin resultatløse Forsken
næsten endnu mere urolig og forpint--Dag for Dag overfor denne sin
sløve og viljeløse Søn, som hun lidt efter lidt var kommen til at
omgaaes med en stille Nænsomhed, som var han en Rekonvalescent, der
trængte til Omhu og Pleje.
For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende--næsten kun ved
Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som
Gerster ikke kunde lade fare.
Erhard havde stadig de to Stuer ved »Volden«. Dér var han mést.
»Benene vilde til Kroen«; og han var kun som en Slags stille Dranker,
der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden
nogen Støj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.
Herluf sad en Dag oppe hos ham ved »Volden« i Stuerne, hvor alt var
falmet og uhjemligt som i et Passant-Værelse i et Vestervoldhotel,
hvor hver Rejsende kun bliver én Nat. Efteraaret trak med sin
Fugtighed ind gennem baade Væg og Dør.
-Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart?
-Næ-æ.
-Ja--jeg ikke heller.
-Og hvad saa? sagde Gerster.
-Saa skulde du dog hellere forandre det--og meget andet.
-Hvorfor? sagde Gerster blot.
De tav lidt.
-Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Græs, sagde Erhard og blev
liggende længe med Øjnene op i Loftet.
De talte ikke mer.
Men et par Uger efter sagde Erhard Voldværelserne op.
* * * * *
Herluf Berg saa' Leverandørernes Vogne og Kærrer udenfor
»Victoria-Porten« endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjørnet til
Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandørernes
Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres
Varer til Køkkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de
skreg paa Bagtrappen, med deres Kontrabøger i Hænderne, saa man hørte
dem op gennem hele Gaarden.
Idag var man særlig højrøstet. En høj og skrattende Kvindestemme
skældte og svor op, saa det lod helt ud i Porten. Det var en
Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Dækketøj.
Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer
mod Drikkepenge, blev hængende paa Trappegelænderet og hørte til;
Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brødet uden mod
Kontant.
Spenner var forvirret og løb op ad Trappen, mens Konen blev ved at
skænde: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op
efter ham.
Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen,
der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle
Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem.
Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende
gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten.
Slagteren og Vildthandlerbuddet drev fløjtende afsted ud ad Porten,
men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gaarden og peb i
Fingrene op efter Syerskerne paa Teatrets Skræddersal, der havde faaet
Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gaarden for
at høre til.
Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Køkken,
skillende og vragende Kødstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt
blevet Blandingsgods, der er af Leverandørerne anbragte i
»Victoria-Etablissementets« Køkken, og Hr. Degrais kasserede rigeligt,
undersøgende Høns og Stege med ubevægelig Ro som en Videnskabsmand i
sit Laboratorium.
Den store Kok var færdig med at sortere og saa' prøvende ud over det
samlede Indkøb, hvoraf han havde sine fem Procent.
Han vendte sig mod Bordet med »Konserverne«. Det var aargamle Daaser
med en Del Rust langs Sømmene. Hr. Degrais vejede dem i sine velnærede
Hænder ... Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var
Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Køkkenet til sin Post.
Hr. Degrais bandte paa sin fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde
de ikke paa hinanden.
... Herluf havde tilbragt Tiden med at læse Koncertplakaterne ved
Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna
Beymers første Koncert. Det var den »belgiske Nattergal«, som Hr.
Theodor Franz dog havde besluttet sig til at føre til København--uden
Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget
sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frøkenens
Privat-Soirée, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter