Stuk - 09

... Hva' si'er De? sagde han.
-At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom.
Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer
talte om Hofsoiréen og »Violin-Feen«, der satte Byen paa den anden
Ende af Henrykkelse.
-Men det var ogsaa et overordenligt Talent--et ganske overordenligt
Talent....
-Ganske vist: et mærkeligt Talent ... Tre og tyve tusind er der taget
ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter....
Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der
altid saa' ud, som holdt han Næsen over en for syrlig Bordeaux, sagde:
Æ--æ--Røverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk
staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Købmagergade udenfor
Kunsthandelen.
Violin-Feen Miss Téa var en »Første-Pris« fra Pariserkonservatoriet,
som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde været femten Aar
i to Verdensdele. Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten.
Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Téa: Min Herre--sagde
han--hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Tea
lod gøre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte
iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne
Amerikanerinde var født i Livorno); i store Øjeblikkes Anfald af
Rørelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden:
-Min Herre--jeg tør sige, jeg betragter hende som mit eget Barn....
Den store Impressario var ankommen til København tre Dage før Feen:
Mine Herrer, sagde han. Jeg véd det, København er et Terræn, hvor der
kan arbejdes.
Hans første Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontor
for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at sælge
Billetterne i »Byernes Hjerte«. _Han_ vidste ikke, sagde han, hvad
Udbytte man vilde have af en »Tilstrømning« i _denne_ Gade....
Billetterne blev solgt paa Købmagergade....
-Ja ... vi _kom_ ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev
ved at udmale »Queuen« paa Købmagergade--der var sort, siger jeg, sort
af Mennesker.
Man talte endnu nogen Tid om Miss Téa.--Ja, sagde Højesteretsadvokat
Exner, jeg véd det fra Kabinetssekretæren, Hans Majestæt vil dekorere
hende--; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde
Konferensraad Hein, afsluttende, og med Øjnene ud paa Pladsen foran
dem:
-Ja--et lykkeligt Foretagende--et lykkeligt Foretagende.
Bankraadet opløste sig for at gaa hen at spise Frokost.
Konferentsraad Hein var blevet et Øjeblik tilbage i Bankraads-Salen.
Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen.
Bankraadsmødet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelser
fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlægning af jydske
Fjorde havde meldt Fortrædeligheder om nødvendig Forøgelse af
Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste
Trin og smilte.
I det store Rum, hvis hvælvede Loft var baaret af Stenpiller som en
Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bøjede over det
stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt
sagte til, skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa
Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspeditørerne, der optalte
Sedlerne mumlende--som om der i den store Sal celebreredes en evig
stille Messe.
Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem
Salen--det var ham ogsaa idag en egen Glæde at se dette tavse og høje
Rum, hvor man som bestandig hørte Millionstrømmens umærkelige
Gliden--forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle saa' ham: det var
i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.
Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store
Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Væggene. Han var fordybet i
sit Arbejde, saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et
Kort.
Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferentsraaden.
Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: _Dem_, sagde
han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan
undertiden komme til Ulejlighed....
-Ja ... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om ... det
samme ... Hr. Konferentsraad.
-Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, søge at
interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os.
-Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som
legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham.
-Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne--og Herluf
Berg lo lidt--give sig noget tydeligt Udslag.
-Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der
tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter....
-Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg.
Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende
Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer.
Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre,
fire store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opførelse havde
ført gennem hele Norden; Gæstespillet af den Stockholmske Opera--de
betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der
nu til Sommer forberedtes af Nordmændene....
Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere
materielle Fordele. Han gjorde opmærksom paa alle Besparelserne ved
Eneretsopførelserne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, mens
Overskuddet tilhørte København; og han satte Konferentsraaden ind i
visse direktoriale Hemmeligheder, som forøgede Victoria-Scenens
Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i
Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om
hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om
Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt »Indvielsen«, Seglet i
København; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede
det--
Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle
Øjeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt
indtrængende og med en Varme, der vilde overbevise:
-Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til
at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form.
-Vi vil fra Scenen give Norden en Kunst og _vænne det til ét Sprog,_
sagde han.
Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samværet med denne Mand, der
fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen:
Ja--vi vil lære dem at _forstaa_, at _tænke_ videre i, at _føle_ i et
andet, det beslægtede Sprog, i hvilken vi spiller--_vi_ rundt i Sverig
og Norge--og vore Gæster her ... Og Sprogene vil komme til at synes
_Dialekter_ overfor Følelsen af den store Enhed ... Det er Sagen for
hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder.
-Og saa er det _Deres_ Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er
blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens.
Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden
betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved
denne Tavshed, sagde Berg:
-Og det _maa_ lykkes: _Ti uden Skandinavien er København en By uden
Opland._
Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg
og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol:
-Ja--vil De sige mig--hvad er der vel Plads til i dette Land?
Konferentsraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig
Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen.
Med Øjnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind mod
København, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil:
-Jeg har fundet Plads til en Havn.
Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde
aflæst dets Hemmeligheder, sagde han:
-Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne ... Nu har vi kun
Vandene tilbage, de _levende_ Vande, sagde han.
Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte
sig om mod Berg og sagde muntert:
-Naa--og hvad er det saa, De vil?
-Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone.
-Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og saa' paa sine egne Hænder,
mens han talte,--der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye
Ideer--nye Foretagender fordrer Tid--og naar den første Nysgerrighed
hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig--og den er maaske paa Veje
til at foretage sig--maa man støtte sig til--til ordnede Forhold for
at komme videre, sagde han.
Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt:
-Ja--jeg har troet at se _det_, sagde han, at Publikum er blevet mere
»nøgternt«....
Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg
mener kun, sagde Konferentsraaden ... Vi mærker alle denne ... (det
var som om han søgte om et Ord og saa igen tog det alt brugte)
Nøgternhed ... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette
Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Banken i denne
Sag....
-Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop--iovermorgen ... Man kunde
Jo ordne Sagen--en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem
... til det hele ordner sig.
-Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde
Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der
stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo:
-Adieu, sagde han, De--Ridder af det skandinaviske Opland.
Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé paa, hvad det
blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind
i det Indre af Byen paa den Tid.
Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han.
-Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham
iovermorgen.
-Hvor stor? sagde Adolf.
-Det sagde han ikke ... Han ménte kun, at saadan kunde man, lettest,
foreløbig ordne Sagen.
-Hva'--sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede
Hænder--er _det_ en Karl--hva? Adolf var altid rede til at beundre de
andre, mens han selv i Stilhed trak det værste Læs.
Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad--han har fortjent den,
sagde Adolf.
Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev næsten ganske
urolig over hans Lystighed) og da de var færdig med Kaffen, gik de ned
paa Købmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken ét aabnet
Billetsalget til Miss Teas »første og eneste populære Koncert«.
Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entréen var fuld af
Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der
ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen.
-Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa' jeg mig
nødsaget til at rekvirere Politi....
Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tømte et Bæger
inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflægse Kineser.
Berg affattede »Tilstrømnings-Notitser« til Aftenbladene.
-Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læste dem--Reklamer
syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette
Sands--:
-Ja, sagde han: Her bør man skatte Pressen....
-Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa
Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevægelserne.
Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populære Koncert.
Féen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som
sluttede med »egne Kompositioner«. »Vi spiller dem _kun_ i sidste
Koncert«, sagde Hr. Theodor Franz.
Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin
... Jublen var ubeskrivelig.
--Centralbanken aabnede foreløbig »Victoria-Etablissementet« en større
Kasse-Kredit.
* * * * *
Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Døren for at lade Fru
Stern svippe ind.
-Pyh, hvor har jeg løbet--Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod
Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig--vi kom aldrig fra Bordet
idag for den Snak ... Nu--Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske,
alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun
talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa
sin Arm.
_Han_ var Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen
af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede
sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end »han«,
pludrende om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en
Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjærte om en
Klasselærerinde....
-Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.
-Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.
-_Der,_ sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under
Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Bøger.
Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun læste
hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, med smaa tøsede Udbrud af
indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn
genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad.
I Marginen skrev hun bemærkninger og Karakterer med Blyant.
Erhard aabnede Bøgerne og begyndte at læse: Fy, fy, fy, sagde hun, og
holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa læste hun
selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled
i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig løs:
-Uh--du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran
Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne.
Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham
større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne--med denne
lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige
lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk lille Drejning
opad.
Brevene, som hun skrev til ham--hun skrev otte Sider fulde for at sige
ham, naar »han« var hjemme eller hun ikke kunde komme--lignede saa
ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i
den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Øjemaal og
begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der
saa blev ganske smaa og »sammenknirkede« mod Enden af Linjen og slog
en lille Hale op- eller nedefter)--saa han hittede næppe Rede i dem.
Alt blev kaldt med Øgenavne, saa det var som ét hebraisk af »deres
Ord«, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten
ligedan.
-Mus, sagde han.
-Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham....
Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemærket hende
første Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa
den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge
mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og køn, nede i Parkettet.
Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten
gennem Forsalen uden at skænke ham saameget som et Blik. Med Pigen
pludrede hun over Torvet.
Saa en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru Stern blev staaende
i Forsalen, ganske forskrækket, til der blev næsten helt tomt.
Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun løb over Torvet ned ad
Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe.
-Véd du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard. Han følger nok efter,
tænkte jeg, sagde hun siden.
Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske--og var
ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig,
morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og _ham_ i
Drosken--og saa sagde han:
-At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme.
-Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo.
-Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han.
Hun svarede ikke.
-Intet menneske saa' dem--ikke et Menneske--og saa kørte Drosken hende
hjem....
Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nærheden af
Østergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den
røde Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa'
paa alting--Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine
Tøjplanter paa Jardinièren--med et Par nysgerrige og skræmte Øjne,
mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at
vende Agterspejl mod »Damen«.
Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun
saa, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og
de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med
hinanden i Krogen af en Balsal.
Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas:
-Aa--jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede
efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun
listede paa Tæerne--Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham;
hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder--hen til Døren og lagde Øret
til: Hys; hun holdt Fingeren op.
Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over
Kellneren og over dem i SideKabinettet ... Erhard aabnede Døren til
Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa'
ned i den stille mørke Gade:
-Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d'Angleterres
lange Vinduesrække--hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre
op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sødt:
-Han sover nu, sagde han.
-Ja, nikkede hun og lo sagte.
Og saa var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornøjelse.
Mathilde Stern var saamæn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at
der ikke var det allermindste morsomme ved Livet.
Først havde hun gaaet i Skole hos Frøken Ricard, og saa havde hun
gaaet i Skole hos »Søstrene« nede i Genf; og saa var hun kommet hjem,
hvor hendes Moder altid havde et Øje paa hver Finger og et Par i
Nakken: Det var bare alt det gamle--stadig, skønt hun nu var fulde
nitten Aar: Ikke at sidde med Fødderne over hinanden under Stolen; og
rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og »holde sit Fransk godt
vedlige«....
Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv--lige som
et Lys i Ryggen--med sine to Døtre, én paa hver Side, til Bad. Hun
stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var
i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen
skinnede, blev raabt an de Snese Gange:
-Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tænke lidt paa din Teint.
... Og det blev saamæn heller ikke anderledes, da hun blev gift ...
Bare, at hun havde »ham« over sig ogsaa--naar han var hjemme da--og
forresten som sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søndag,
og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun
blev gift....
Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere
end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klædt paa i broderet hvid Kjole
til Middag og bagefter spadserede de paa »Anstalten« med Marie Pige,
der altid skændte med sit: Naa--Mathilde--det skal jeg sige til
Oberstinden.
Mathilde havde én Fornøjelse: at løbe hen til Skovkilden--bag Maries
Ryg--og sætte sig i det vaade Bassin og lade sig gennembløde, den fine
Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev _gennemvaad_ lige ind til
Popoen....
Der sad hun saa, med sammenknebne Læber, og strittede, til Pigen kom
og rev hende væk....
Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster....
-Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er en
_normal_ Familie--
... Dagen efter Restaurationbesøget kom der et lille Brev fra Erhard,
den næste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første
Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden--halvt forskræmt og
halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur.
Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme--i Begyndelsen, naar »han« var
forrejst, og begge Piger var sendt ud:
-Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver Lyd af en Dør. Marie
Pige var hendes evige Angst--Provsten, som de kaldte hende.
Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort,
og Mathilde krøb sammen i sit Hjørne med det lille Hviletæppe over
Fødderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier--Skolehistorier var
Mathildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld af
Fortællinger om Skolen og »Søstrene«--:
Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i
Byskoven (det havde iøvrig været hans eneste og sære Anfald af
saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets
Højærværdigheds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget Punsch
for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom snurrende hjem, indtil de
en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst....
Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det
klukkede--da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og
Mathilde fo'r op:
-Hys--Provsten, sagde hun.
Og Erhard maatte listes ud--Mathilde gik i Forvejen--gennem den mørke
Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men
Provsten--men Provsten, til han var vel ude.
Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen:
-Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet
end Fru Mathilde.
-Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev
aldeles forfjamsket--jeg vilde kun føle, om min Kaabe ... var vaad
endnu efter Regnen.
Erhard paastod »Fru Mathilde«, var aldrig saa sød, som naar hun løj:
hun saa' først saa ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille
resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver
Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg:
-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel
det første, man faar lært....
Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i hele
Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig
Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde
Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret.
En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en af
Mathildes Glæder:
-Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet: Stik. »Hjemme« havde hun og
Søster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:
-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod paa Klem
til Mo'r.
Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik
nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa
den laasede Badekammerdør.
Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede
om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen
brænder« har gemt Tampen.
-_Han_, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe,
paa sin syge Fod. Stern »begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en
Støj over Konen«.
Men nu var Foden rask, og »han« rejst igen over til Gaarden i
Blekingen.
... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes
Fødder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stødte fra Gulvet.
Han maatte ned paa Gulvet og kæle for Fødderne--»de smaa Kid«,
som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op paa sin
Yndlingsplads--i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet mod
Knæene. Der sad hun saa og kiggede ind i »Hytten«--som de kaldte
Stuen--:
-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af
hende, naar du sidder pænt....
Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af
hinanden, ind paa »Hytten«.
-Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der
første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:
-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.
Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op
i Ansigtet--de plejede ikke at benytte det Verbum at elske--:
-Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hænder....
--Det maa være en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde
Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe
og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster.
-Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte
Gerster ved Volden.
-Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt
hjulede Ben.
-Det manglede sgu blot, du skulde faa røde Kinder, sagde Lange. Dem
fik Lille-Gerster dog ikke.
* * * * *
Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningen
støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig
Vind i Sejlene iaar, skønt det var midt i Sæsonen.
-Billighed vil de ha' ... Billighed raaber de paa ... Forretning er
der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde
det hele Lokale med Støj, naar der var blot saa meget som to enlige
Kunder i Butiken:
-Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt paa
Pulten.
-Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i
Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et
Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa
distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet.
Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«:
Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.
-Hvad mener _du_, Adolf? spurgte hun Manden.
-Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han
blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og naar
Konstantin ikke var der--for han holdt jo ikke af, at man blandede sig
i hans Ting--listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem:
_den_ stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner.
-Ja, ja--sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker,
Adolf ... Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun
mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen
alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld.
Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller
straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa
Teatret.
Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen--de to var blevet
gode Venner--og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her
er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende.
-Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen.
-Ja--naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev
Tavshed, til hun gik.
Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gaaet
ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han.
Hun gik med Herluf op i Kontoret--Dørene blev altid trukket til i den
sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen--: Han er der ikke,
sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren.
-Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun.
-Hm, ja, naar _det_ hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med
en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige
Venligheder til hinanden--Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord,
man vovede mod »Kompagnonerne«.
-Og hvad nyt ellers? sagde Berg.
-Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen.
-Hm--og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse
med Pennen.
Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme
strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa »Victoria«.
-Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet
ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.
-Farvel, Frøken, sagde han.
-Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken
Hansen--og i det hele i Victoria-Kredsen--ejendommelige
forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.
Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa Trappen, og da han
aabnede Døren, saa' han Impressarioen, der under afgørende
Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige
Ghetto-bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive
betænkelig som til Opbrud:
-Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke
paa Kredit.