Stuk - 15

Øjeblikke paa Fortoget og saa sorgmodig ud over det store Torv, der
laa mørkt og forladt i Oktoberaftenen:
-Skade--Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et
saa smukt »Terrain«.
Han bøjede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han
meldte til Gøteborg et »velbesat Hus og fuldstændig kunstnerisk Sejr«.
... Adolf havde fundet Gerster ude i »Victoria« efter Koncerten, og
havde hægtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skønt
de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og
bedre end at sidde ene--for begge Parter.
Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa sløvt med lige
til Adolfs Dør, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende,
saa det lød hen gennem den hele Gade.
Det var Adolfs værste Øjeblik paa hele Døgnet, naar han skulde have
denne Gadedør op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem
Forældrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brød frem paa én
Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens
Begivenheder--Ansten for Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen
imorgen end for Natten.
I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, før han havde
fundet Lys og tændt....
Han var allerede halv klædt af og sad paa sin Seng, da han atter
drejede Nøglen om paa sin Dør og listede sagte ind i Spisestuen igen.
Nøglekurven stod endnu i Vinduskarmen _der_, hvor han havde sat den.
Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset.
Saa tog han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik
lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han følte
et Par Gange hen derover med sine Hænder, før han lukkede igen....
Sagte trak han Sovekammerdøren til ... I Stagen brændte Lyset ned ved
Siden af den blundendes Seng.
Inde i Forældrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf
--hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf
svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden
at røre sig--søvnløse i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rørene
sagte sukkede.
* * * * *
Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf kom hjem og fandt
et Brev paa sit Bord. Udskriften _var_ Gersters Haand, skønt den var
saa flygtig og ulæselig, at han næppe kunde kende den, og Brevet selv
var skrevet ulæseligere endnu.
Der stod:
Kære H.
Du véd maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet
værre. I de sidste Dage taler de om at slæbe mig til Montreux eller
Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne
sé dig forinden.
Din EG.
Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa
syg, alvorlig syg--skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det
... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden
... Men det kunde ogsaa gerne være, det var en hel Maaned siden. Tiden
gik saadan nu, bare optagen af _det_ ene: at holde sig oppe, oven
Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i
Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjælpen sikker, og der
skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang--
Ja--det kunde godt være en Maaned siden, han havde talt med ham, og da
havde han sét elendig ud, elendig....
Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad
Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede
op i Entréen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lægger sig
som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig
hviskede:
-Hvordan er det? sagde han.
-Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat....
-Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudøren. Men
han maa ikke tale længe.
Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vække en
sovende.
-Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Tærskelen.
-Ja, sagde Herluf
-Luk Døren og tænd saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske mørkt.
-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hænderne af Bevægelse ved Lyden af
Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig
melodisk, syntes han.
-Stil den bag Hovedgærdet.
-Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig ved Sengen.
-Ja--her ligger _jeg_, du, sagde Erhard og lod de hvide Hænder falde
ned paa Dynen.
Herluf var blevet ganske forskrækket ved at sé hans Ansigt, der var
blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt?
tænkte han. I saa kort Tid--saa kort Tid--og han er kun fem og tyve
Aar, knap fem og tyve Aar ... _Yngre end vi andre_, blev han ved at
tænke. Og forvirret sagde han fuldstændig dumt:
-Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedøvet;
pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen
til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at dø--
Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Øjne:
-Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige--nu det sidste kom
jo pludseligt.
De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han
skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du
kommer til Syden....
Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Øjnene, som vilde han ikke i
Herlufs Ansigt læse Bekræftelsen paa sin Opgivelse.
-Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et
Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og
holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige,
og saa naar vi--naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende.
-Men--Erhard--fordi man bliver syg--
-Ja--ja, sagde han træt, lad nu det være godt ... Han laa og stirrede
frem mod Væggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man
vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som
de øvrige--ved du, det var knap Umagen værd.
Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen.
-Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere--men jeg er--jeg er Fa'r, du,
sagde han.
Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin
Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden:
-Fa'r? sagde han.
Erhard gjorde en lille Bevægelse i Sengen, som følte han en Smerte et
Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han.
-Husker du en Aften, jeg kom op til dig--eller en Nat--og du kastede
Nøglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op--fra
_hende_....
-Det varede over et Aar--halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet
uendelig dvælende-blødt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og
saa op....
Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham.
-Jeg var meget--meget (og han tøvede paany foran dette Ord »elske«,
som han, der nu skulde dø paa Grund af sin Mangel paa Respekt for
Kjærlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at
udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa ... Indtil _det_
kom ... og hun brød....
-Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg paa Ironi, der ikke
lykkedes, sagde han:
-Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r.
Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hastige, syge Aande.
Herluf havde dækket Øjnene med sin Haand. Det var ham i disse
Øjeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved
Dødslejet af deres hele Ungdom--deres afmægtige, resultatløse
Ungdom....
-Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Fædre, du.
De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at
spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen--Især om Arnoldsen, hvad
de tog sig til, og hvad de vilde.
Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille paa Puden og
séende paa ham med et Par vagtsomme Øjne:
-Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget--naar
det blot blir til noget.
De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mér nu, sagde han;
Erhard holdt ham ikke tilbage.
-Saa sér jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans
Ansigt--før jeg rejser.
-Farvel--du, hviskede Herluf.
-Farvel--og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte.
-Ja--naturligvis--jeg skriver, sagde Herluf.
-Ja--Tak.
De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.
Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i
Dagligstuen. Herluf saa' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var
Skærm over Lampen, som stod i et andet Hjørne. Men hendes Stemme var
meget kold og formel, som var han en ganske fremmed.
-Ja--de rejste til Montreux, saa snart som muligt ... men Rejsen var
jo besværlig.
-Den værste Rejsetid, sagde Herluf.
Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de hørte
Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i Døren i Galla--fra
Onsdagstaflet kom han:
-Er du dér? sagde han.
-Ja, sagde Fruen....
I samme Øjeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, før han gik
et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der
dirrede, saa den blev ganske hæs:
-Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred?
Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og séende
paa ham tre Skridt fra Døren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at
sige noget, uden en Lyd--ud ad Døren, med Professoren i Hælene, tavs,
lige til Gangdøren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev
staaende paa Trappen.
-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den
kønne imiterede Egetræsdør med »Gerster-Professor« paa Pladen--før han
gik ned ad Trappen.
Professoren gik ind igen, bleg og dirrende:
-Gerster, sagde Fruen blot.
-Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Ellers
er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn?
-Ja--udleveret, raabte han, _udleveret_ ... Vi har slæbt dem
herind--vi har taalt dem ved vort Bord--disse Folk--disse gudløse
Folk, sagde han og knyttede Hænderne.
Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse gød sig ud
i en Strøm af hæse Ord, Skældsnavne, hans Dagblads banale
Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af »disse Apostle«:
-Forbrydere, raabte han, Forbrydere ... Falsknere af
Moralen--Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert
Skældsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker--hvis Bøger
vi læser, hvis Aviser vi faar ind ad vore Døre hvis Liv vi lever ...
Liv vi lever, gentog han: _Deres_ var denne By--de havde bygget den
... disse Mennesker, disse »Frihedens« Folk, bygget den med deres frie
Kærlighed. bygget den med deres frie Tanke--med deres »Abetro«.
-Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af
Gud? raabte han, som først havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste
Halvaars Kampe med Erhard.
Og han talte atter om Byen, skændende den, forbandende den, givende
den Navn af baade Sodoma og Babel--Tyven af hans Søn:
-Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til?
--en Gøglerby--et _Paradis for Gøglere_....
Stemmen forsagede ham og han næsten rallede, han kunde ikke tale mer.
Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandørkorset laa midt paa
Tæppet.
Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun længe, som bedøvet,
og saa' paa den Mand, hun havde skabt. Tomme for Tomme, og givet al
sin Stilling i den By, han skændede.
Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, længe; til
hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor
hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og--begyndte at bede.
* * * * *
Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, saa da han kom til
»Victoria-Etablissementet«, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i
Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i »National«.
-Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankeløst.
-Ja--Hr. Spenner har jo ikke været her idag, sagde Kelneren.
Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte
fra »Victoria«.
Da Herluf kom over Gaden, saa' han Adolf gaa op og ned udenfor
Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat:
-Men, Adolf, sagde han.
-Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg
kommer strax.
-Men--uden Hat, sagde Berg.
-Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax.
Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt.
Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Køler.
Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Først
talte man om Gerster og saa om blonde Krause: »han havde maattet
kvittere«, som Brodersen sagde. »Hollandsk Soldat, Gamle« ... Herluf
talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig
med Haanden til Hovedet hvert Øjeblik--som jog han en usynlig Flue
bort.
Brodersen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede
Stemme: nogen maa jo være Bukkene, der sendes ud i Ørkenen. Adolf
vendte sig og lo længe, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed:
-Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stødte sit Glas mod de andres,
mens han blev ved at lé. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt
i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa løs.
-Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over
dette »Du«. De gik hen til Døren og stod lidt, før Adolf sagde helt
aandsfraværende:
-Ja--naar kan vi sés imorgen?
-Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalprøven.
-Ja--ja--imorgen tidlig....
-Og naar er det? spurgte han i den samme sært opfarende Tone.
-Klokken ti, sagde Berg.
-Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og
tog hans Haand paany, klemmende den i sin:
-Saa imorgen, sagde han og gik.
Herluf vilde raabe efter ham, men Døren slog allerede i, og Adolf var
ude ... Berg vilde blot hente sit Tøj i Logen, han vilde hjem.
Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften.
-Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det léende,
»brunhatte'de« Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage
nu--der _er_ Efterfølgere....
-Ja, sagde Brodersen, der er »opdraget« et net lille Kuld--et nydeligt
Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han
tilfreds.
-Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa--Gamle?
-Man bli'r Ægtemænd, sagde Brodersen og snøftede, og vendende tilbage
til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han:
-Og opfylder Budene, du, og gør sig Jorden underdanig....
... Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra
National lød »Fahrbacherne«s Støj, Violiner, Trommer og Triangel i én
Tummel, som for at holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas....
Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Façade
tavs og mørk lig et underligt Gravmæle.


V
Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige
Taage, der svøbte alting i sit Graat--ogsaa idag.
Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs
sære Væsen igaar og vilde tale med ham før Generalprøven. Men i
Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han
gik nedenunder for at søge _der_; Koristerne begyndte allerede at
springe paa Trappen til Generalprøven.
Døren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der
ingen. Med sine nøgne Pulte og Lugten af Svamp saa' Kontoret ud, som
var det længst forladt og stod til Leje; Batterier af tømte Flasker
fyldte allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den næste Stue
og saa' en fremmed Mand, der hilste:
-Ja--Døren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet.
-Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke.
Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den
stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kældrene og
mærkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at
støje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til
Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmørket rumsterede med
deres Sætstykker.
Og Adolf kom endnu ikke.
Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle
Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere
Billetterne til Fattigskatten. De maatte tænde et Gasblus for at sé i
Tusmørket og de begyndte séndrægtigt paa Optællingen, mens Herluf gik
urolig op og ned og ventede.
Det bankede igen. Det var Frøken Hansen, der kom bleg og forpustet:
De? sagde Herluf, mens Vejret næsten gik fra ham: Hvor er Adolf?
-Har han ikke været her? sagde hun.
Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Øjeblik bestyrtede, uden at
tale: Har Bankbudet været her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til
de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.
-Ja.
-Ogsaa hos os.
De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf
krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst.
-Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv.
Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo
altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag.
-Ja, sagde Herluf
Han kom til at tænke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede
paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at søge den. Paa Væggen
hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de
Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod
ingen Tal opført ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den
ottende December.
-Og hvor er _han_, sagde Frøken Hansen.
-Spenner?
-Ja.
-De siger han er syg, sagde Herluf.
De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Frøken
Hansen og lukkede Pulten.
-Til de Gamle?
-Ja.
De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang støjende over
Gelænderne i deres brogede Uniformer:
-Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprøve.
Oppe fra Damegarderoben hørte man Regissørens Klokke, og Koristinderne
rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pagebén.
-De kommer jo igen, sagde Herluf.
-Ja.
De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsværelset, hvor de
Gamle var ved at pakke sammen under Lampen.
-Naa, sagde den ene og nikkede. Det har været lidt smaat i den sidste
Tid, Hr. Direktør ... Men nu blir det vel bedre--skønt det er
Julemaaneden nu.
-Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel.
De to Gamle kom afsted, just som Regissøren meldte, at alt var i
Orden. Tæppet kunde gaa.
-Vel--saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte
og lød dæmpet op bag Tæppet, mens Solisterne løb febrilsk til og fra
deres Garderober.
Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne
udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf,
forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at
alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem.
Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle
løbet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde
til Pligt at være her? Hvor var Spenner?
Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt
meningsløst Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det øde
Kontor, aabent for alle Vinde, den nøgne, ulaasede Pult--hele denne
Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem--selv om de
ogsaa reddede sig.
For de _maatte_ redde sig....
Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hørt, det bankede--da der
stod en fremmed Mand indenfor Døren og hilste.
-Hvad vil De, sagde han og fo'r op.
Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han saa
blot høflig og dæmpet.
-Hvad er der skét? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt
op at slaa. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede
den modsatte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte
ham:
-Kun ingen Støj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf:
-Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder?
-Ja, sagde Herluf.
-Og her?
-Er mit, sagde Herluf.
Hr. Rowan konfererede med Betjenten--de talte begge dæmpet, som Læger
i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr.
Rowan.
-Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Væg. Ude paa
Gangen sank han sammen et Øjeblik ved Gelænderet. Ogsaa foran
Spenners Dør stod der en fremmed Mand, som maalte ham.
Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, før ham
kom ned i Salen, hvor der var mørkt. Menneskene paa Scenen saa' han
som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende
paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Løgene, de
spillede--Hollænderen, der græd for sine Løg, sine firehundrede Løg.
Et Par Skuespillere slog sig ned paa Bænken lige bag ham og
profeterede, for at gøre sig behagelige, en stor Sukces:
-Ja, sagde den ene højt, den redder os Terminen.--Vi gaar ind i det
nye Aar, bekræftede den anden, mens Hollænderen blev ved at jamre.
Men pludselig fo'r Direktøren op og standsede Orkestret, raabende til
et par Korister, der hviskede i Baggrunden--hidsig, i Angst for, at de
vidste det, at det var _det_, de hviskede; skældende dem ud over al
Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skrævende Bén....
Og med ét løb han, som vilde han forhale det et Øjeblik, opholde det
blot et Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede
med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede
han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut.
Under Finalen gik han.
Udenfor sin Dør mødte han Frøken Hansen, bleg og forstyrret. Han var
der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt.
Han aabnede Døren uden at tale, og hun vilde spørge--da hun holdt inde
ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at
hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun
stakaandet.
Og pludselig gættede hun, lænende sig et Øjeblik mod Væggen, før hun
gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse
og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse
fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der
støjende løb til deres Garderober opad Trappen. De skælvede, naar de
hørte Skuespillernes Stemmer tæt ved Døren.
Frøken Hansen saa' hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet
Sørgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle
Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde
sét paa hende med sine smaa ængstelige frittende Øjne, mens Frøken
Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa
igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Følge med hende, og det
varede en halv Evighed, før de kom afsted, mens den gamle Frue blev
ved at spørge med sin angstfyldte Stemme.
-Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over
Gelænderet.
Og saa havde Frøken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den
gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde
ganske som den gamle Frues.
-Ja ja, ja ja--hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var
bleven staaende og havde sét efter hende lige til hun var bøjet om
Hjørnet....
... De sad stadig ubevægelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter
Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam
han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede.
Men Regissørens Klokke gik som sædvanlig og de hørte Forspillet og
Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer:
En Kop endnu, om jeg maa be'. En Kop endnu! Nej vil man sé--hun
drikker tre--Tre Kopper Thé.
Der blev banket let paa den modsatte Dør, og Betjenten gik ud.
-Hvor er han? sagde Frøken Hansen, strækkende sig hastigt frem over
Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale.
-Jeg véd det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen.
-Dette Hus, dette Hus, sagde Frøken Hansen pludselig og løftede de
knyttede Hænder.
Den fremmede vendte tilbage og de da atter tavse, mens de hørte
Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der
svarede hende med Omkvædet:
Ja--saa skal det vise sig, at det er en lystig Krig, saa lysrig, saa
lystig, saa lystig en Krig.
Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med
Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Døren gik
op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Døren efter sig og
sagde efter et lille Øjebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme
Stemme:
-Ja, det er jo i alt Fald en Fallit.
Herluf bøjede Hovedet, han kunde ikke svare. Frøken Hansen lagde
Panden ned mod Bordet og græd stille.
Ude sang de endnu--Kærlighedsduetten:
Kun _det_ Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer Læbe
Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir.
Pludselig hørte de ilfærdige Skridt frem og tilbage paa Gange og
Trapper, og mange Stemmer, der hviskede. Musiken holdt op, og Folk løb
forvirret frem over Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Døren,
der aabnede sig foran en Flok af forskrækkede Ansigter:
-Menneske dog, raabte Ørnulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket?
Ingen svarede, og han saa' fra den ene til den anden: Er det en
Fallit? sagde han saa med halv Stemme.
-Ja, sagde Herluf sagte.
Døren lukkede sig igen. Forvirrede løb alle Skuespillerne ned paa
Scenen, samlende sig i smaa maalløse Flokke, staaende raadløse, i
deres Operettepynt, midt mellem Sætstykkerne, forstenede som
Brandlidte om en Tomt, Korister. Maskinfolk og Musikere. Og man hørte
ikke andet end den høje Jamren fra en gammel Komiker, der uafladelig
gik op og ned og slog begge de løftede Hænder ned mod sin Isse:
-Nej, Herre Jesus, forbarme sig--nej, Herre Jesus forbarme sig.
Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, og én af dem
sprang op paa et Sætstykke og raabte: Skuespilpersonalet til Foyeren.
De svarede alle: Ja--Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strømmede
ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap
var Dørene lukkede, før de alle begyndte at tale i Munden paa
hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Markedsgøglere, i
deres Stads, med de aftagne Parykker i Hænderne, latterlige som en
Skare Klowner, mens de alle skreg med de kalkede Ansigter, der stive
af Sminken, fortrak sig til Grimasser, naar de talte.
Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver enkelt blev
staaende aandsfraværende, stirrende frem for sig; med ét fortabt i et
langt ængsteligt Regnestykke som et Svælg uden Bund af Forpligtelser,
Bekymringer og Angst--til han igen begyndte at skrige op, médløst,
endnu højere, søgende om Hjælp, foreslaaende Udveje:
-Nu før Jul, nu før Jul, sagde de alle.
De samlede sig alle om denne ene Sætning, der ligesom skærpede deres
Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gaa til Herluf: man
maatte i alt Fald have Oplysninger, man maatte have Erklæringer.
Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor Koristerne
raadslog, ophidsede og talende i Munden paa hinanden ligesom
Skuespillerne, mens Maskinfolkene stod stille i Kulisserne, tavse og
tungsindige, vante til Striker og »Spadseren«. Orkestermedlemmerne var
vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hvidskende mellem Pultene: Ét
var dog godt, at Balsæsonen begyndte saa kort efter Jul.
Deputationen kom ind i Kontoret. Ørnulf var Ordfører for Kammeraterne.
-Ja, sagde Herluf, jeg skal komme.
Han ventede et Øjeblik, før han gik ud og ned over Scenen, hvor
Arbejderne sørgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne
fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Døren i en stor Flok. Der blev
ganske stille, da han kom ind. Men da Herluf saa' alle disse sminkede