Stuk - 02

Etatsraadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende, med
saare tomme Ansigter.
-Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.
-Véd s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein
staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for
at samle Kapitalen...
-Ja saa...
Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Sværmen
ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst
sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned
ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet om Halsen
... De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjørter...
Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang
imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til
Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem
Vinduerne.
Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen
mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den
lyse Koncertsal.
Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og saa udenfor; det
lød som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede
igen, kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne raabte Bravo og
klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferensraad Hein klappede
for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved
at applaudere, saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst
paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk--med den høje Hat under
Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hænderne, der var
foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der
skulle stemmes i Byraadet...
Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og
sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne
»spontane Ovation«--han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde
Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik
over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni
Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og sagde
højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:
Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne
Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over
Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken
utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans
Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages
betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del
af al Landets Kapital--af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæde og
Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer,
en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen
for vore Bestræbelser med sine naadige Ønsker om vor Fremgang ...
Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et højt
»Leve« for Hans Majestæt.
Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraraabene døde
hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet, man
talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i
Agerbruget og Havnen i Esbjerg.
Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde
dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til
Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end
»Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til
Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med højt hævet
Glas--med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen
Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad
Hein.
Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om
Konferensraaden for at klinke.
Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors
glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde:
-Ja--vore Produkter er blevet Guld.
De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste
sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med
Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede
i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af
vore gamle Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter,
som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.
Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren
til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med
et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod
Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet dingle
langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han anglede.
-Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han
var lige ved at gaa ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger
lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.
Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og
uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i
Øjnene, seende frem over Mylret og Salen.
-Ja--Liv er her blevet.
--Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og
dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i
Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med de
nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Haanden, som om
hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden
bød paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved
Bordet.
Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af
Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med mange
impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt rykkede
længere og længere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af den
Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende,
at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg.
-Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_
...
Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over
Bordet--ogsaa Professoren sørgede hun for, _saa_ bød hun ham, og _saa_
rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed--:
-Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ...
_De_ havde saamæn bare været i Fredensborg--men der havde været rigtig
rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.
-Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun.
Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet
der en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.
-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et
Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med
Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar
han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med
baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange
maatte vælte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle
forbindtlige, bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa
hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev paatrængende eller fyldte op.
-Erhard forsøgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt
over til sin Søn.
-Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens
personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge.
-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den
eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig
utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den
agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.
Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg,
om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var
der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og
nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende
og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale
Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang
imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske
ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en
betænkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos
Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone,
som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.
-Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax--ude i
Fredensborg.
Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen,
helt stiv af Søvn:
-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i
Skanderborg.
Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa
Grund af de nye Munddele:
-Ja ... vi havde Læse-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge
Folk, og Doktor Sørensens ... skiftede hos hinanden ...
-Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.
-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.
Erhard rømmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af
den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med
hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden.
_Selv_ gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa'
underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne.
Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om
Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i
Hovedet: Han véd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han,
_det_ er det.
Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid
saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et
Yndlingsemne:
-Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede let.
-Ja--Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes
i--»Læseforeningen«...
Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange
og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for
at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dønnergaard,
født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da
Amtsraadet lod brænde et af paa »Slotsbjerget«...
-Rigtig kønt var'et, Jette--især i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt
ved Søen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette.
-Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru
Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa
ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun
aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.
Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i
Døren.
* * * * *
Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle
stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den
susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens
mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede
et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og
Gnister, før den slukkedes.
Lange istemte Mængdens lange »Aa--aa«, da de sidste Gnister faldt.
Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens
Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket
løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over
Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter.
Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets
Stilladser og tændte--rødt, gult og grønt--regnbuefarvet urolig Ild.
Og paa den anden Side af Plænen saa' man pludselig de tusinde, sagte
bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens
rolige Lysbuer.
En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer.
Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i
Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som
om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned
gennem Rummet og brødes med Knald--smaa plaffende Knald: med ét var
hele Himlen, hvor man saa'. kun _et_ vildsomt Løb af ilende
hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter...
Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod
og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab
steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum--op mod de kunstige
Stjerner, der slukkedes.
* * * * *
Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte
fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm,
de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa
han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund
mellem de andres Bén.
Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens
venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de
smaa«--paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin
høje overstadige Latter, naar hun sagde det.
Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen
melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille
Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa
Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en
Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vaagnede eller besindede
sig. Og saa sukkede han.
I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter
Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig hen i en Krog,
hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor
Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky.
Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde
med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Øjnene:
-Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.
Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mølbom
slaaet en Klo i Lange og var igen paa Møen, mens »Mo'er« gik lidt
henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende
Trav--Fru Mølbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der længe har
trukket sammen.
Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne--naar de var alene,
støjede hun ikke mer.
Berg stødte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det
er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster
og rystede det.
Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru
Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om
den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde:
-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.
Og alle satte i Marsch igjen.
-Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr.
Mølbom lo.
-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s'gu Faren med
Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet...
De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum ved
Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til
den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne
kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev
staaende.
Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang« ... Og nynnende,
vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de
smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset...
Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus
paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod
Frihedsstøttens store graa Sten.
Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel«
af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt,
der under Edisons Lamper glad hamrede løs paa »Victoria-Teatrets« nys
rejste Tag.
Berg var stanset ovre paa Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange,
sagde han dæmpet og dvælede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige
Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds
om den hele By og bandt den til ét Billede...
Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød han
den tænkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk:
-Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede.
Han vendte sig, just som han blev raabt an af en høj, lidt skingrende
Stemme: God Aften--Berg.
Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i
Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra
Drosken, der rullede videre.
-Hvem er det? sagde Lange.
-Den unge Adolf, sagde Berg--Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«...
-Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre.
De gik videre.
* * * * *
Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille under sin Skærm, og
gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad
rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevægede
Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling.
Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet.
Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen
laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage.
Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra
»Victoriateatrets« elektriske Lamper.
Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han
tog det og saa' paa Haandskriften--i Hjørnet var der en Svale med en
fransk Devise: _Nous reviendrons_--: Berg blev siddende lidt, før han
brød det og læste:
»Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem
til Byen--for at opleve endnu en Sæson.
Vi hilser Dem alle.
Deres ASTA HELTZ«
Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen--Brevet med Svalen
havde han krammet fast sammen i sin Haand.


II
Berg blev baade døv og ør paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt
mellem Victoriateatrets Himmel og Jord--saadan blev der banket, hamret
og høvlet; i ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Murskeer
og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohøj--ohøj, lød
det fra Kælderen som fra Maven af vældige Bugtalere.
Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op
af Mørket paa svære Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til
Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen--én Kæmpekrop, hvor alting sang og
virkede ... Højst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og
trallede i Kor »Kyssenes Sang« ned over Støjen...
Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede;
Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet
blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge
Adolf og raabte med Hænderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg
og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger:
Hold i Tovet--Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke
saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne.
Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens
Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille
Forfriskning«.
Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem
Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende
udenom Kalkbøtter og over Brædder:
-_Der_ skulde være Marmorpuds, og _der_ skulde være Forgyldning ...
Martens pegede og Martens viste.
Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine
Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og førte den højre
Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og
Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid straalede som et Barns
over hans egne Undere.
-Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og
nynnede. Nynne gjorde Martens altid, højere og højere, mens det
svirrede for hans Øjne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om
i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor
han havde sunget over Høvlebænken.
Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men
Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige
herindenfor i »Foyeren«--Martens sagde »Foé-en«, han snublede altid
over de mange fremmede Ord i sine »Bygninger«--; de brød gennem mange
skærmende Sækkelærreder, der spærrede Døraabningen, ind i Foyeren,
hvor Arbejdernes tøj hang paa interimistiske Knager, og en Mængde
Ølflasker garnerede Væggene. Modellen stod velforvaret paa et
Fjællebord.
Martens dækkede Stykket af med en Haand saa varsom, som løftede han
Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa
Papiermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det
indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel
paa Taget, saa den viftede.
De læste »Victoria« paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den
saadan kunde vifte, naar man pustede.
Berg slog lidt mod Modellen med en Kno:
-Ja--kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens.
-Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med
sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et
Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række
Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror
De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne,
stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj.
Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede
Drengebarn var det tyndeste Pap.
-Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan
--saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han
ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand.
De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme
ned og hjælpe paa kokkken.
Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefløjen med fire Sale
og tolv Kabinetter.
De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørnestuen paa første Sal,
hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse
paa Kuverterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen og sagde
nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste
rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil
Kegler, og sagde:
-Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene.
Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maaltider i Restauranten
nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag.
Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og saa' ud paa
Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var
stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der
manglede Publikum, saa' døde og stive ud, som de endnu stod i et
Magasin.
Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene
og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret
og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun
strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet
videre, saa godt hun kunde.
Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen
over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om
Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde
træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele
Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi
igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj
mellem Væggene.
Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens
stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de
giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo.
_Hun_ havde sparet deres første trehundrede Daler.... da var det Daler
endnu ... De første trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende
med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke
videre.
Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske
naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et
Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter
til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet
malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen,
stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene....
-Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne.
Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog
deres jævne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader,
Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og
skinnende Kulører--ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet
Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden
halvt forundret over sine egne Vidundere.
Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham
videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og
Dekoratører, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen,
Smaamandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt
byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske
Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne,
de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme,
indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er
vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene,
og til en tung Luft.
Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede
aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en
helligdag--legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor
»Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde«
som alt det øvrige.
En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab.
Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at
raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme;
det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.
Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer
med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal
med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en
ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed--selv nu, hvor han
regnede op i de hundredetusinder.
--Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke
flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en
tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens'
Ejendomme.
-Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11
... Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje.
-Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde
paa Tungen og smækkede.
De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte
Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad
hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han
uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om
et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpalæ ...
-Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr.
Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke
videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene.
Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte
sine Penge paa Rente.
En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde
underskrive en Kontrakt:
-Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind
derhjemme--den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor
Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal.
De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i
Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører--da
Spenner kom tilbage.
-Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ...
-Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.
-Pilloteringen? spurgte Berg.
-Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset
laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner.
-Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.