Ludvigsbakke - 08

... Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von
Eichbaum gik bag Ida Brandt og værnede hende lidt med Armene, men Ida lo
over hele Ansigtet, mens hun vendte sig:
-Vi maa sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og Øjnene straalede.
-Der er bestilt Plads, sagde Karl.
Det var i et af de smaa Kabinetter mellem Skillerummene, og endelig
naaede de derhen. Men Ida blev siddende inde i Sofaen, med Hatten og alt
Tøjet paa: hun saá paa Herrer og Damer, der blev ved at strømme ind.
-Aa, vi har Plads, sagde hun og skubbede Skuldrene op ligesom i
Theatret.
Karl fik Overtøjet af hende og satte sig.
-Saa, sagde han og strakte Benene fra sig, mens han slog Rynker paa sin
Næse:
-Nu skal vi spise paa Fransk.
-Ja, sagde Ida og slog Hovedet rask tilbage. Hun vidste vist ikke, hvad
hun sagde "ja" til.
Karl bestilte og Tjeneren bragte Fade og Karl rettede an. Ida sad kun og
fulgte dem med Øjnene, alt, hvad de gjorde, og smilte; og hun tog saa
besynderlig varsomt paa alting, sit Glas og Fadet og sit Brød, som om
hun undrede sig over det alt, over hver Ting. Dugen og Lyset og den
grønne Flaske i Køleren.
Saa sagde hun og spilede begge sine Hænder ud paa Sofaen, mens hun lo
ganske sagte:
-At jeg sidder her.
Karl smilte glad til hende og saá saa ud paa Folk i Salen, der knap fik
Plads ved Bordene:
-Ja, vi sidder s'gu bedst.
Ida blev siddende som før:
-Hm, sagde hun saa med den samme Stemme: det er li'som vi var paa
Skovtur.
Karl, der spiste langsomt men vældigt, lo og sagde:
-Naa, det synes jeg nu ikke, for man spiser altid forbandet paa
Skovture.
Men Ida blev ved at tænke paa Skovturene: Turene derovre, naar de var
kørte til Stensballe en hel Char-a-banc og de havde danset foran
Hjulmagerens Hus og trillet omkap ned ad de høje Banker.
-Jo, sagde hun: for her er li'esom derhjemme.
Men Karl, der begyndte at blive mæt, sagde, at hun maatte virkelig spise
og lagde en Kramsfugl over paa hendes Tallerken.
-Maden er s'gu god, sagde han; og idet han tænkte paa Skovturene, sagde
han med Albuerne paa Bordet (og tænkte, at hun var Gud straffe mig
nydelig):
-Det var De vel mange Gange--paa Skovtur?
Ida sad lidt og saá ud for sig:
-Nej, ikke saa mange Gange, sagde hun sagtere.
Karl blev ved at se paa hende:
-Saa drikker vi to Jyder ... Han løftede glad sit Glas.
Ida lo og tog sit:
-Men De er jo egentlig slet ikke Jyde.
Karl rynkede Næsen:
-Vist saa, alle vi Eichbaum'er er Jyder. Det er da der, vi har haft
no'et.
Og de drak.
Karl blev ved at sidde og rette an for hende stadig med Albuerne paa
Bordet: Ost og Sellerier, som han to Gange stak over og dyppede i hendes
Saltkar.
-Hvor de var dejlige paa "Ludvigsbakke", sagde Ida.
-Ja.
Han gnavede stadig sin Selleri, mens han saá paa hende og sagde:
-Ida, De skulde altid være i gult.
-Hvorfor?
-Jo, sagde han sløvt.
Karl blev ved at gnave paa sin Selleri-stængel, og pludselig tænkte han
paa Mouriers. Han fortalte om dem og at de maaske vilde købe "Bakken".
Det er en Smørgrosserer fra Aarhus, sagde han. Han trak "Aa"et i den
jyske "Hovedstad" langt og foragteligt ud og sagde saa tilfredsstillet:
-Men saa kan man da faa Recks ud....
-Hvorfor?
-Jo, erklærede Karl med sin tørre Stemme: for det er no'et Pak.
-Ja, sagde Ida uvilkaarligt. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev saa
glad og at hendes Ansigt straalede.
-Og saa kan vi igen komme derover om Sommeren, sagde Karl. Skaal, Ida.
-Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk.
Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Hænderne i sine Lommer, sagde
glad:
-Der kan dog være rart i Kongens København, hva'?
De talte gladere og ligesom hinanden nærmere. Ida talte om Olivia og
Villaen og Jørgensens--det gjorde hun altid, naar hun var glad--men
pludselig sagde hun:
-Uh ha, hvor han talte højt....
-Hvem?
-Han, Elskeren, sagde hun.
Karl lo:
-Ja, man maa jo høre ham.
Ida sad og saá ud for sig:
-Men alligevel, sagde hun sagtere.
Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede
sammen over deres Regnskaber.
Karl sad og smilte og saá paa en Flaskehals.
-Har De nogensinde været forelsket, Ida, sagde han.
Ida saá op og rystede paa Hovedet, halvt trist.
-Nej, sagde hun saa i en Tone, som var det noget, der var gaaet hende
forbi.
-Men--og hendes Stemme sitrede en lille Smule og hun vidste ikke selv,
hvorfor hun sagde det eller hvad hun egentlig tænkte paa, hvis det ikke
var paa det lille Hus i Horsens og de tre halvmørke Stuer--:
-Men, sagde hun og saa ud over Bordet og søgte at smile: Jeg har nu tit
været bedrøvet.
Karl havde faaet saadan et godt Glimt i Øjnene:
-Det er s'gu utroligt, sagde han kun.
Og de sad lidt tavse.
Ida saá ud i Salen, hvor der var halvmørkt og de fleste Blus var
slukkede:
-Men de er alle gaaede, sagde hun forskrækket.
-Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e
Kaffe.
De fik den og Likør ogsaa, som Karl skænkede. Han blev ved at have
saadant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille
Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de
sidste Gasblus, saa Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys
end Lyset fra Kandelabrene.
Ida saá ud mod det skridende Mørke:
-Nu er det forbi, sagde hun.
-Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl.
-Ja, sagde Ida hastigt og glad.
-Det maa være hjemme, sagde Karl, som begyndte at hjælpe hende Tøjet
paa: Paa Deres Værelse....
-Nej dog, sagde Ida, og hun lo.
-Hvorfor?
-For det er forbudt.
Ida blev ved at le, men Karl rakle hende blot Hatten og sagde:
-Aa pyt.
De gik ud gennem Hotelgangen og Portier'en vilde lukke Døren efter dem,
da Ida sagde, glædestraalende:
-Nu, maa jeg; og stak ham en Krone i Haanden.
Karl lo, som han var betalt for det:
-Men, Gud straffe mig, Ida, tror De, det er passende....
Da de var kommen et lille Stykke hen ad Gaden, bød han Armen frem:
-Man byder vel Damen Armen, sagde han.
-Ja, sagde Ida og tog den, mens hun trykkede sine Skuldre lidt sammen:
nu er det jo Nat.
... Karl gik hjemme i sin Stue og smilede længe, før han kom op i sin
store Seng. Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han læste
ikke.
Han laa bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker paa sin Næse.
-Nej, sagde han, dybt betænksomt eller undrende: Man kender s'gu
alligevel ikke Fruentimmerne....
Og han blev ved at ligge og smile til Røgen af sin Cigaret.
... Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen. Da hun
kom op paa Gangen paa første Sal, stod Frøken Roed foran det aabnede
Skab.
-Gudbevar'es, er det Dem, saa silde, sagde hun: Hvor har De været paa
Skovtur?
Ida smilte pludselig ved Ordet "Skovtur": Jeg har været ude, sagde hun
og vilde liste sig videre--hun gik ligesom hun bar noget usynligt
Dejligt i Hænderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed--:
-Godnat.
Men Frøken Petersen, der var iført graciøse Tøjsko for Natten, havde
hørt hende bag Døren og aabnede den paa Klem. Der var intet, der
interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft
"Udgang".
-Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendes
Stemme, naar hun vejrede Nyheder.
Pludselig drejede Ida Frøken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har
været i Theatret, sagde hun, saa højt, saa det pludselig klang i
Gangene, og hun løb.
-Hys, Patienterne, sagde Frøken Roed. Men de to Frøkner hørte bare, Ida
lo deroppe: og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under
Gasflammen.
De hørte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte
Ord fra Bertelsen, der talte i Søvne, ligesom i en vred Opsætsighed.
Inde fra "A" lød Skridtene frem og tilbage.
Frøken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at
tale i Søvne. Frøken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa
kun og kastede sig, med knyttede Hænder, som han plejede.
Ida var oppe paa sit Kammer. Hun stillede Vækkeuhret og klædte sig af.
Hun havde egentlig ingen Tanker; hun bare smaanynnede hele Tiden, til
hun kom i Seng.
-Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe--naar han kunde liste sig
herop....
Idas Ansigt lyste af Fornøjelse i Mørket:
-Men det maatte være en Tirsdag, naar Frøken Roed havde Udgang ... en
Tirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.
Ida blev ved at tænke paa det, mens hun smilte: Saa skulde de bruge alle
de gamle Ting fra "Bakken" og se, om han kendte dem igen ... og dække
rigtig Bord....
Ida sov ind.
... Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Kælderen og
de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Væggene, mens de ventede paa
Maden (Bertelsen havde faaet en uafladelig Bevægelse med Haanden hen
over Øjnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da
Nøglerne lød og Josefine kom med Madspandene.
-Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.
Hun gik ind i Køkkenet for at hjælpe Ida med Karrene, mens Bertelsen
skyllede og skyllede sine Hænder under Vandhanen.
-Det er en stor Skam for Fuldmægtigen, sagde saa Josefine.
-Hvilket?
Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmægtigen.
-Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker
om 'et i Porten.
-Her? Paa Kontoret? Det lød, som Ida havde noget i Halsen.
-Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham for
Inspektøren, hvis det skal vare ved....
Ida nikkede mekanisk.
-Men det er naturligvis de Fruentimmer, som hænger paa, det kender man
jo nok, sagde Josefine og blev ved at lægge Kartofler rundt paa de seks
Tallerkener.
Ida svarede ikke, hun rettede kun i Tavshed Maden an, mens Josefine, der
var færdig, stod med Hænderne i Siden.
-Og saa nydelig han er skabt, sagde hun og saa betænksomt ud for sig.
Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers
forblev hun sin Konduktør fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en "Ven" og
naar han gik og hun havde fældet mange Taarer, saa blev hun alligevel
ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktør ved Sporvognene. Det blev
bare en anden.
-Ja, sagde hun: man véd nok om 'et--for Andersen har været slem
(Andersen var den nuværende Konduktør) ... Men nu har vi klaret det....
Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen
til de skiftende Konduktører.
Man kunde ikke se, om Ida hørte, for hun stod kun og flyttede paa de
seks Tallerkener.
-Naa, saa løb vi videre, sagde Josefine.
Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som
en Fanfare, naar Josefine satte afsted.
Ida satte Tallerkener paa Bordet foran hver af de fire: Nu maa De spise,
Holm, sagde hun. Saa Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun
hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var færdig
og fik ryddet til Side--mens hun kun havde tænkt en eneste Ting:
-Den Stakkel, den Stakkel.
En Begribelse kom aldrig paa én Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt
og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun
den ene Ting.
-Hvad var der dog at gøre! hvad var der dog at gøre ... Hvis han nu
mistede sin Plads....
-Hvad var der at gøre....
Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bøjet over de evige Papirer,
og hun hørte hans "Tak" og "Tak", mens han løftede Hovedet og fulgte
hende med Øjnene.
Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet:
-Og hun havde været med til at bruge hans Penge.
Hendes Tanker kom ikke længer: hun havde været med til at bruge hans
Penge. Hun hørte alle Josefines Ord i sine Øren igen og igen og
pludselig blev hun rød som et Blod. Der var noget, som hun først nu
havde forstaaet. Hun vidste ikke selv, at hun ikke tænkte paa Pengene
mere, men kun paa det, blot paa det ... mens hun alligevel hver Gang løb
det forbi:
-Hvem der havde brugt hans Penge.
Portøren hentede de fire til Kælderarbejdet og de Gamle blundede inde i
deres Senge. Inde paa "A" maalte Herren Gulvet med sine Fødder. En Gang
imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang".
Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin
Stol, indtil det skumrede.
Frøken Kjær stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dør:
-Godaften, Jomfru.
Og pludselig sagde Ida:
-Aa, Frøken Kjær, kan De sidde her et Minut ... jeg skulde saa gerne
op....
-Ja, sagde Frøken Kjær og hun lukkede Døren: et Minut.
Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til
Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene
trukket op paa Kontorstolen og Hagen ned mod sine Hænder, og fløjtede.
Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende:
-Godaften.
Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig
selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen
med Armene op i Vejret:
-Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han.
Og Ida lo.
Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun
blev ved at gaa og smile. Hun tænkte kun:
-Det er da saa rimeligt, jeg hjælper ham.
Og hun tænkte ikke mer paa noget andet, kun, fordi hun havde set ham.
Da Ida kom op, ventede Frøken Kjær lige indenfor Døren:
-Profossen er her, hviskede hun.
Det gav et forskrækket Ryk i Ida.
-Hvor? hviskede hun.
-Paa "A".
Der lød et Par forsigtige Nøgler, og Frøken Kjær var inde hos Kvinderne.
Ida gik rundt og tændte, mens hun hørte Professorens Stemme gennem Døren
til "A", der stod paa Klem. Hun begyndte at gøre alt i Stand til
Stuegangen, medens hun hørte Portøren og de fire paa Trappen og
Nøglerne, der blev drejede om i Laasen.
-Overlægen er her, sagde hun sagte til Portøren, og de fire Patienter,
der havde hørt det, gik sky ind og satte sig paa Taburetterne foran
Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog paa at jamre.
Ida stod foran Kakkelovnen, da Døren til "A" gik op. Professoren blev
staaende paa Tærskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke:
-Ja, fortsæt saa De, Doktor, sagde han og lukkede Døren til ... Lad
Patienten kun gøre som han vil ... Og De kan skrue Gassen ned om Natten.
Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede næppe Læberne, naar
han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om
de hvide Tænder og om mange Hemmeligheder.
-Vel, Hr. Professor.
Han stod et Nu paa Tærskelen til "Salen", mens Bertelsens Øjne med et
Glimt flakkede hen over hans Ansigt.
-Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Døren til Kvinderne.
Men den ene Gamle i Sengen blev ved at klynke, som han altid gjorde
under Stuegang.
Ida gik hen og bankede paa Frøken Petersens Dør for at faa hende vækket.
Hun havde ikke hørt Dr. Qvam, der var kommet ind.
-Hvor er Overlægen, sagde han hurtigt.
-Han gik ind til Kvinderne, svarede Ida, der var ved at gaa ind i Salen.
Qvam stod paa Springet, men han blev alligevel staaende et Øjeblik og
saá paa Ida.
-Er det Deres Fødselsdag idag igen? spurgte han.
Ida lo:
-Ne-ej, hvorfor?
-Jo, for jeg synes, De lyser saadan i Ansigtet, sagde han. Han var
allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra før slog gennem den
aabne Dør.
-Frøken Petersen, Frøken Petersen! raabte Ida.
Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine
Hænder.
-Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem
som i et Haandtryk: De er jo renvasket.
Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og røde Haandled,
tænkte hun og smilte:
-Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrøvet.
Der blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig paa Skrig, som om Skrigene
kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dør.
Frøken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra
Køkkenet:
-Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret.
Frøken Petersens Fødder var som et Barometer lige overfor
Vejrforandringer.
Men efter The løb Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von
Eichbaum.
* * * * *
Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.
Frøken Helgesen gik gennem Afdelingen og saá efter, hun havde bestandig
noget i Øjnene, som indførte hun et eller andet paa en Liste.
-Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.
-Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt.
-Jeg skal blive her, sagde Frøken Helgesen og satte sig.
Saa maatte Ida gaa ... over paa Kontoret. Det var, som hendes Nøgler kom
saa langsomt ind i alle Laase, og hun saá ikke Oldfruen, der nikkede fra
sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, hun havde sendt
Pengene igaar. Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun
havde været saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og førte
det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev
vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens
Tanken blev større og større i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun
skulde vel ogsaa have skrevet, have sagt ham noget og forklaret. Men hun
havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gøre det....
Og nu var han maaske vred.
Hun gik gennem Gaarden og ind i Porten og op ad Trappen. Hun saa hans
Ansigt straks ved Døren; det var ligesom saa lyst i Huden. Men da han
saá hende, blev han blødende rød.
-Det var en Meldeseddel, sagde hun.
Han bøjede sig ned imod hende:
-Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt
grødet.
-Tak.
Ida tog Vejret og vilde gaa, men da de kom udenfor Døren, for han var
fulgt efter, sagde hun (for at hjælpe ham over det eller for at trøste
ham; et Sekund før havde hun aldrig tænkt paa at sige det):
-Nu skal vi drikke Kaffe paa Tirsdag.
Der gik ligesom en Trækning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skød
Læberne frem:
-Jeg vil hellere ha'e The.
Ida lo:
-Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal være
Kaffe, for vi skal skænke af den gamle Kande....
Saa løb hun:
-Nej, nej, han var ikke vred.
Aa nej, han havde forstaaet hende....
... Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han
gik nok og fløjtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om
han ikke kunde faa sig selv til rigtig at tænke paa de Penge eller paa
at han nu kunde fordele dem rundt, i de værste Huller. Og han følte
ogsaa noget ubehageligt i Fingrene blot han tænkte paa Konvolutten, hvor
de laa.
Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud
for at faa den vekslet.
Kelner Jensen blev staaende, halvtbukkende foran Konvolutten.
-Ønsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned
imod Sofaen.
Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han havde, ligesom sky, taget et Kort
frem mellem Sedlerne. "Ida" stod der kun med saadan smaabitte danske
Bogstaver--og saa var der et lille Billede af "Ludvigsbakke" i Hjørnet.
Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Haand.
Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Højrehænder, d'Hrr
Jensen og Sørensen, ud, lænede hver mod sin Dørstolpe:
-Der kan De se, Sørensen (Hr. Jensen snøvlede, hvad han ansaá for
distingueret i Faget), at jeg fik Beløbet. Den Slags Folk finder altid
en Udvej ... Det véd vi fra d'Angleterre....
Hr. Jensen havde i en smækrere Periode fungeret som à-la-carte-Sals
Kelner i Hotel d'Angleterre.
-Ja, til den revner, Jensen, sagde Sørensen.
Hr. Jensen svarede ikke. Han stangede Tænder.
* * * * *
Ida lod som hun sov, mens hun saá, fra Frøken Roed foran Spejlet, hen
til Vækkeuhret foran sin Seng gennem de kvart aabnede Øjenlaag. Fødderne
skubbede hun sagte op og ned under Tæpperne, hun kunde ikke ligge
stille.
Men endelig var Frøken Roed i Overtøjet, og Ida lod, som hun vaagnede:
-Skal De til Deres Søster, sagde hun.
-Ja, Frøken Roed skulde det--Hun skulde altid til sin Søster, der var
gift med en Assistent Hansen ved Jernbanen. Det var de eneste, hun
kendte i Byen, og der var desuden nok at hjælpe med, om de tre Børn.
Ida saá dem pludselig for sig, Frøken Roed og Fru Hansen, som de sad og
syede derhjemme paa fjerde Sal i Rømersgade under Lampen i Dagligstuen,
hvor Lænestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dækkede med
saa mange smaa broderede Stykker--og paa én Gang lo hun.
-Men hvad ler De af? spurgte Frøken Roed.
-Aa, det var noget jeg tænkte paa.
Men pludselig slog Ida Tæpperne til Side og satte de bare Fødder ud paa
Gulvet.
-Aa, sagde hun, vent lidt: og hun løb i Natkjolen hen til Chiffonnièren:
-Jeg har noget til Børnene; og, mens hun dækkede for den aabne
Chiffonière, for at Frøken Roed ikke skulde se Pakkerne og Blomsterne
derinde, hældte hun nogle franske Kager ud af en Pose.
-De er saa dejlige, sagde hun glad og hun puttede en i Munden paa Frøken
Roed, før hun sprang op i sin Seng.
-De tænker ogsaa altid paa andre, sagde Frøken Roed.
Ida bare lo:
-Nej, jeg tænker paa mig selv, sagde hun og laa og saá op i Loftet.
Hun hørte Frøken Roed gaa ned ad Trappen, og hun stod op igen og drejede
Nøglen to Gange om saa sagte, som var hun angst, nogen kunde høre hende.
Hun begyndte at klæde sig paa saa hurtig hun kunde, mens der var noget
over hendes Bevægelser som over en Skolepige, der er ifærd med at gøre
en gal Streg: Aa, der var nok at gøre ... der var meget at gøre....
Hun trak Chiffonière-Skufferne ud og hun tog Damaskes-Dugen frem og de
gamle Kopper, og Sølvkaffekanden, der var omviklet med Papir, tog hun ud
af Midterrummet. Der var ogsaa de gamle Asietter og Armstagen, som hun
satte Lys i: her skulde han sidde med Cigaretterne ved sin Kuvert.
-Hm, sidst hun lagde Blomster paa Bordet, var det for Olivia og Drengene
... Ja, det var i Maj--aa, at det ikke var længere siden ... end den to
og tyvende Maj.
Hun tændte Lysene og saá efter, om Vandet kogte ... der skulde da en
Rose i hans Glas....
Hun gik til og fra, og hun blev staaende foran Bordet:
Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen.
Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Tæpper over
Sengene. Hun saá paa Vækkeuhret. Det var heller ikke Tiden endnu. Og hun
satte sig hen ved Bordet, paa hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen,
for Døren dernede gik: men det var kun en Portør.
Maaske var han forhindret, maaske kom han ikke. Det blev saa sikkert for
hende, at han kom vel ikke, mens hun sad og saa fra Ting til Ting, som
vilde hun idetmindste prente sig ind, hvor pænt det var:
Og Lysene, dem vilde hun alligevel lade brænde, brænde helt ned, til de
slukkedes.
Men Rosen, den tog hun stille bort fra hans Glas.
Hun havde ingen hørt paa Trappen, da det bankede sagte paa Døren, to
Slag, som de unge Mænd banker, der har været i Tjenesten, og hun fik
lukket op.
-Aa, det er Dem, sagde hun.
Karl Eichbaum havde listet sig ind: Der var ikke en Mo'rs Sjæl der saa
mig, sagde han.
-Men Frøken Helgesen sidder altid lige ved Døren, sagde Ida.
-Hun fik laaset--de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to--og Karl tog
Tøjet af.
-Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand.
-Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol.
-Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens
han saá paa det hvide Bord.
-Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde følt just det samme.
-Og her er s'gu ogsaa Drikkevarer, sagde Karl.
Ida hældte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se
tilfreds paa Sagerne og de talte om de gamle Ting, Kagekurven og
Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han.
-Ja, de stod paa Fløjen, sagde Ida. Hun saá igen for sine Øjne det gamle
Marmorbord paa "Bakken" med Konkylierne og Frugtskaalen fra Auktionen
efter Hoffet i Horsens og de to Sølvbægre, der var Præmier fra et Par
Landbrugsforeninger.
-Men vi har nu alligevel ingen hjemmebagte Kager, sagde hun.
Karl tog godt til sig af de Kager, der var, og ogsaa af Likøren. Ja,
sagde han, vi holede no'en fra Schrøder--han tænkte paa den bulede
Kagekasse paa "Bakken": det er s'gu grinagtigt at stjæle....
-Ja, det er spændende, sagde Ida og virrede med Hovedet, for Karl sad og
saá paa hende, han syntes altid det saá saa morsomt ud, naar hun gjorde
det.
-Har De ogsaa stjaalet hjemme, spurgte Karl.
-Ja, tit, sagde Ida hastigt, men pludselig blev hun bleg.
-Hvordan det? spurgte Karl.
Ida saá ud i Luften og sagde langsomt og sagte:
-For det maatte jeg.
Der var stille lidt.
Saa tog hun sig sammen og løftede sit Glas, og de klinkede.
-Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.
Men paa en Gang blev Ida genert eller hvad det var, og hun fandt ikke
noget at sige, mens Karl, der maaske ogsaa var en Smule benovet, sad
tavs og røg og læste Indskriften paa Kaffekanden, Hædersgaven, til han
pludselig sagde, det kom saadan plumpende:
-Ja, gamle Brandt holdt s'gu meget af Kaffe.
De lo begge to, og Ida hentede de gamle Billeder. Karl tog dem og Isen
var pludselig brudt. Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de
pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de førte
hen, og paa Menneskene--der var den og der var den.
-Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet.
-Ja.
-Og dér staar Forvalteren, sagde Karl.
-Ja, han er død.
Ida sad og saá paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.
-Saa pludselig han døde, sagde hun langsomt.
-Han skød sig, sagde Karl.
-Nej.
-Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt:
véd De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som
ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skød sig--det var
lige efter han havde sat Folkene i Arbejde....
-Men hvor er hun da?
-Hun er gift i Næstved, sagde Karl og slap Billedet.
Han lænede sig tilbage og rynkede sin Næse.
-Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe
mig ikke stort ved at leve....
Ida saá op i Lysene:
-Jo, sagde hun langt og stille.
Karl, der sad med Hænderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind mod
Armstagen:
-Ja, hvis man endda var Landmand.
-Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med
Hovedet.
-Jo Tak--Karl snøftede paa Ordene--og hvordan....
Men pludselig slog han om, og mens han fik Hænderne op af Lommen og gned
dem, sagde han:
-Her er nu ligegodt meget hyggeligt.
Ida sad stadig med Øjnene ind i Lysene:
-Han var dog saadan et stille Menneske.
-Hvem?
-Forvalter Krog.
-Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det
bider.
Han rejste sig fra Sofaen for at strække Benene og han saá sig rundt fra
Møbel til Møbel.
-Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt.
Ida fik Taarer i Øjnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i
hans Ord.
-Ja se, sagde hun.
Og hun aabnede Midtrummet og hun trak de gamle Skuffer ud, mens han
holdt Stagen og hun viste ham alting: hun viste ham Olivias Børn og
Lyngblomster fra Ferien og Faders gamle Regnskabsbøger med en bleg
Skrift og saa mange Ting, mens de blev ved at huske og ved at tale.