Ludvigsbakke - 03

-Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt
hendes Hænder.
Der var ganske stille nogle Øjeblikke, og man hørte kun Regnens tunge
Fald.
Saa sagde Frøken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers
næsten aldrig talte, med en sagte, ligesom ærbødig Stemme, og tog sig
langsomt hen over Panden:
-Hvor det dog var skønt.
De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over
Markerne og Drønene døde hen. Det var som en kvægende Kølighed slog op
af al Jorden, og Regnen stilnede. Saa saá de, vest paa Himlen,
Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug
og Konferensraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter
Branden hos Christen Nielsens.
Regnen var mild og lind. De hørte dens Fald mod Taget som en sagte
Rislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Støv.
Saa begyndte Frøken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Hænder, at
synge sagte.
Falkenstjerne sad endnu med Frøken Withs Hænder i sine:
-Syng med, sagde Frøken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og
halvsagte, næsten nynnende, sang de unge Piger:
Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vove,
snart kommer Natten saa sort.
Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv Du kun hjem til din elskede Mage,
til de gulnæbbede Smaa;
og naar imorgen Du kommer tilbage,
sig mig saá alt, hvad Du saá.
-Se, sagde Brandt. Ida var falden i Søvn i hans Arm, med Hovedet ind mod
hans Skulder:
-Se Barnet, hviskede han og bøjede sig ned mod Frøken With. Han saá saa
lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra
Indkørselen med sin dæmpede Bas:
Flyv Fugl, flyv over Furesøens Bølge,
stræk dine Vinger nu vel.
Ser Du to Elskende, dem skal Du følge,
dybt skal Du spejde deres Sjæl.
Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
Kærligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide,
burde jo tolke min Røst.
Sangen døde hen.
Ude i Natten var Regnen ophørt, og de gik alle ned ad Trinnene
(Falkenstjerne og Frøken With gik ved Siden af hinanden) og stod og
aandede langt ud i den svale Luft.
Saa kom Schrøder med en vældig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget,
sagde hun, ovenpaa den Forskrækkelse.
Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der lét og skreget
nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos
Frøken Adlerberg.
Lidt efter skiltes de.
Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vække
Barnet.
Da alle var til Ro, gik Frøken Rosenfeld ud ad sin Dør og sagte op ad
Trappen. Hun aabnede et Vindu i Gavlen og satte sig i Karmen med
Hænderne om sine Knæ.
Dér saá hun Dagen bryde frem.
--Det var den nittende August, og hele "Ludvigsbakke" var i Bevægelse.
Det var Konferensraadens Fødselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds.
Schrøder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i én Damp. Køkkendøren,
havde hun laaset af med en vældig rusten gammel Nøgle:
-Idag ka' vi ikke ha' Køkkenskrivere, sagde hun.
Nøglen hang i Lommen paa den Sirtses og slaskede hende om Benene.
De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og løb forbi
Godsforvalterens Høj med Klædekurve med Grønt. Fru Brandt, der lignede
en Skildvagt med Geværet i Hvil, sad paa Højen med Ida, indtil Frøken
Rosenfeld gik op ad Højskrænten og løftede Ida ud over Stakittet:
-Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun.
Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man hørte dem langt bort, mens de
surrede Egeløv og Asters om Klædesnorene.
Frøken Adlerberg bandt med Handsker paa:
"For det frygtelige Stads snærer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert
tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik røde
Mærker.
Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fra
Jorden og lagde dem i Skødet paa Frøken Rosenfeld.
-Tak, lille Ven, sagde Frøken Rosenfeld.
Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Frøken
Adlerberg, sagde:
-Ja, det er frygteligt med Hænderne. Franz (det var Apotekeren) taaler
heller aldrig, at jeg rører mig for mine Hænder.
-Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Frøken Rosenfeld:
-Tak, min Ven.
Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke.
Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af
Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.
-Jo, sidste Aar, sagde han, var de rigtig gode--de gik alle af undtagen
én. Men da Etatsraaden blev Konferensraad, havde Eriksen, min
Fuldmægtig, lavet en Sol ... det var kønt.
Brandt stod foran Frøken Rosenfeld:
-Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret
med de sorte Fingre.
-Men De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Frøken
Rosenfeld.
Brandt gik og hostede slemt paa det sidste.
-Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skørter:
-Hvor mange Alen har vi nu!
Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og
begyndte at synge:
I Skov, hvor Bøssen knalder,
hvor Jægerhornet gjalder
og Hundekoblet gøer.
Hvor Fugl med knækket Vinge
og Dyr med saaret Bringe
forbløder sig og døer--
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh, hvor Hundekoblet gøer.
Oppe paa Højen hos Fru Brandt var Skovriderens komne.
Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket.
-Og mine Roser, sagde hun: Gud véd, hvordan det gaar til--jeg synes dog,
de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem ... Og de
paa Kirkegaarden, som staar saa rigt, dem vilde jeg dog nødig bruge i
saadan en Anledning ...
Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke
meget.
-Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensraaden ser nok mest paa
Viljen.
Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:
-Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld.
-Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar Du blot ikke vil holde Taler.
Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbærgangen. Hun vidste ikke, hvad
hun skulde gribe til: Madsens høje Hat maatte stryges, og hun vidste
ikke sine levende Raad for et Jern ...
-Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repræsenterer
Krigsmagten.
Vaabenbrødrene skulde rykke op Klokken tolv.
De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste
op til Højen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, før hun gik
op.
Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stødte op til Lunden,
og Skovriderens slog Følge. De gik ind over Stenten og saá paa Kransene
og Guirlanderne, der laa paa Jorden.
-Det er rigtig kønt, det er rigtig kønt, sagde Fru Lund, der sad paa en
Bænk, hun vilde altid gerne sidde.
Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde:
-Ved salig Konferensraadindens Begravelse havde vi to hundrede Alen ...
... Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alle
Døre. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa (om Dagen havde han rød
Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Laas.
De unge Piger, der var gemte inde i Frøken Adlerbergs Stue, sad og
fniste i Halvmørket, da han gik forbi.
Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude fra Haven, og det blev aabnet:
-Vi har reddet Vinen, hviskede han.
De unge Piger sprang ud, sagte og leende, én efter én, mens de holdt om
deres Skørter.
-Og Lamperne? hviskede En.
-Har dem, blev der hvisket tilbage.
De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned
over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at gø.
-Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.
-Hys.
De naaede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.
Nede under Bøgene brændte der fem Lamper. Dér satte de sig ved Bordet og
bandt. Frøken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og saá ud i Natten,
der laa over Engene som et stort Mørke.
-Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne.
-Ja.
Og der var to, som, tæt til hinanden, saá ud i Mulmet.
... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa
Facaden og fløjtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet Flaget
hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.
Han blev staaende og saá ned mod Bræstrup, hvor Flagene kom op foran
Gaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de røde Duge:
-Hvor er 'et kønt, sagde han: Og saa Stakkene--ja, her er en dejlig
Plet.
Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlængen; han vilde se at faa
noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:
-Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde
næppe staa paa sine Ben.
-Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op
for at overrække Stagerne.
-Ja, Mariane, sagde Brandt, der døsede hen.
Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkørselen, og
Sofie løb til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var i
Undertøj og satte Haaret, hele Sovekamret flød af hendes hvide Skørter.
Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede
og vaagnede og blundede igen.
De hørte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen.
-Dér har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud til
Gærdet paa Sokker.
-Og dér ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsærmer og Hovedpynt
paa i Havestuen.
Hornene lød højt og lystigt, og de hørte mange Stemmer:
-Ja, Brandt, dér har vi Vaabenbrødrene, sagde Fru Brandt, som havde
Brandts Tøj paa sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i
ham.
-Hvor er Barnet? sagde Brandt kun.
Ida, der havde grædt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom
ind i hvid Kjole.
-Nu ikke for tæt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skørt;
men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine
Hænder:
-Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet,
saa mat.
De blev ved at høre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede:
det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig
langt borte:
-Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Døren op paa vid Gab, med
Bomuldsforklædet i Haanden, som hun havde løst af sig i Forskrækkelsen.
-Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa
rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klæderne paa en Stol.
-Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen.
Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her.
-Ida, Ida, raabte hun.
Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun
vilde vække ham:
-Fa'r, nu skal Du op.
-Ja, Barn, nu kommer jeg.
Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa
Sengekanten at sidde. Det brændte saadan i hans Side.
Saa blev Døren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:
-Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan
er 'et, Du ser ud?
-Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt.
-Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det sædvanlige.
Brandt sad lidt:
-Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke
gaa derover.
Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med
Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen,
sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saa Brandt: Løft ham,
sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at høre Brandt paa Bryst
og Ryg.
Udenfor holdt Musikken op, og man hørte Madsens Stemme gennem Støjen:
-Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.
Doktoren blev ved at høre paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved
Fodenden bøjet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til
Bræstrup, sagde Doktoren blot og gik ud.
Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gæsterne,
mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte højt i Munden paa
hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:
-Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.
Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet
ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:
-Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han tænkte paa Fyrværkeriet.
De hørte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig
bleven ganske tavse:
-Men nu skal Ingen tænke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu.
-Ja, sagde Skovrideren.
Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol:
-Lad os gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskrække Konferensraaden.
De gik ud sammen med Doktoren, og man hørte deres Skridt dø hen paa
Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og
tilbage hos den Syge, sortklædt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:
-Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens
Puder.
Hun blev staaende et Øjeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:
-Nu skal Apotekeren overrække Stagerne.
Den Syge virrede kun med Hovedet--maaske var det en Flue--og han sagde:
-Skal I ikke over med Blomsterne ...
-Det maa vi jo, sagde Fruen.
Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde
med:
-Naa, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at
smaagræde hen gennem Haven.
Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren. Man
hørte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa én Gang lød saa sejgt
og haardt.
Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med
Feberen....
Nu hørte han Kammerherrens Stemme--Sofie sprang i Sokker ud til
Gærdet--og han løftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte
Kammerherren for Konferensraaden.
Men Brandt kunde ingenting høre, og der var ogsaa saa mange Billeder i
hans Hoved, der kom og drog forbi og gik--Billeder fra al hans Tid og
fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.
Hvor var hun spæd og rød og bittelille ... Og hun havde kendt ham, før
hun kendte sin Mo'r....
Paa én Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de
Hurra for Konferensraaden....
Saa faldt han sammen igen og blundede.
Da han slog Øjnene op, sad Frøken Rosenfeld med Ida paa Skødet ved hans
Seng:
-Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld.
-Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frøken.
Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde
hun.
-Ja.
Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen,
hvor Ida sad.
-Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene.
De hørte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken
Rosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa
Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de satte sig
i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken.
-Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r?
-Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Haaret paa
Ida, der begyndte at græde, uden Lyd.
De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran
Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde røde Pletter
paa Kinderne.
-Men hvad hører jeg? sagde han, der talte noget højt: her er Sygdom. Og
Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vække
Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):
-Brandt, det er Konferensraaden.
Frøken Rosenfeld hørte Konferensraaden sige, i sin Festtone:
-Kære Brandt ... Men saa sænkede han pludselig Stemmen; han sad paa en
Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved
Sygdom:
-Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ...
-Ja ... nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og søgte
at tage hans Haand.
Ida var stille listet ud. Frøken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og
kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa
en Træbænk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkrøben og stille,
ligesom en lille Hund. Og Frøken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende,
næsten i samme Stilling.
De hørte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru
Brandt, der gik inde i Sygeværelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af
Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spærre.
Der lød nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det
var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.
Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne:
-Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.
Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke
hjælpe med noget?
-Tak, sagde Fru Brandt, der stadig tænkte paa Frøken Rosenfeld, som hun
havde siddet før henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.
Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor
Skovrideren stod og ventede.
-Saá Du ham, spurgte han.
-Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund
sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):
-Ja, hun er en Stivnakke. Han følte noget som en Lyst til at slaa med
knyttede Hænder.
Fru Lund havde Lommetørklædet fremme:
-Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Væsen.
Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle
Vinduer og gik atter ind paa sin Vagt.
Det var blevet Aften, og der var mørkt i Sygestuen, hvor der brændte en
lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rødt paa
Gardinerne.
-Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.
-Det er Faklerne, sagde Doktoren.
-Ja, det er kønt, sagde Brandt.
Skovrideren sad udenfor paa Bænken. Han var ikke blevet fuld den tyvende
August:
-Hvordan er 'et? sagde han.
-Det er skidt, sagde Doktoren.
Da de kom hen i Alléen, mødte de Frøken Adlerberg med Hr. Feddersen fra
Udenrigsministeriet.
-Vi spadserer, sagde Frøken Adlerberg,--der var noget mørkt i den
Allé--: hvordan har han det?

Doktoren trak paa Skuldrene.
-Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det
føles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.
Inde i Sygeværelset var det stille, og man hørte kun Lyden af Fru
Brandts Pinde, regelmæssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken
derovrefra, hvor de dansede.
Saa kaldte Brandt:
-Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand:
-Det er Synd for Dig....
Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og
han løsnede den, mens han lukkede Øjnene.
-Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt
laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.
-Men jeg vilde gerne tale med Løjtnanten, sagde han.
-Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Ben, som var kolde op over
Knæene. Hun blev længe staaende og saa ubevægelig paa den gamle Mand,
hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Tæpperne, før hun satte sig igen:
-Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.
... Løjtnanten løb rundt nede paa Haveplænen; han var ifærd med
Raketterne. De skulde brændes af, nu, naar der var danset. Musikken
standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et
Vindu: den første Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede
sig i to.
Gæsterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i
Luften og Herrerne fra Horsens, der røg Cigarer med Hænderne i deres
Bukselommer, udstødte lange "Aah--Aa-h", mens en lille Dame, der var
kortbenet og havde bundet et Lommetørklæde om sin bare Hals for Træk,
sagde:
-Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Straale.
Ved det øverste Vindu havde Frøken Rosenfeld løftet Ida op i Armen. Ida
holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun følgende hende, med
kolde Hænder, som en krank lille Skygge:
-Se dog, se, sagde hun.
Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frøken Adlerberg:
-De gaar ikke højt, sagde han.
Og Frøken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slæb over Armen,
sagde:
-De er fra Landet.
Frøken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun hørte Kammerherren, der
sagde henne ved sit Vindu:
-Det er nydeligt, virkelig nydeligt ... og han tilføjede, seende ud i
Luften:
-Og han var en saa fortræffelig Mand.
Frøken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig følte Taarer
paa sin Haand:
-Men hvorfor græder Du? spurgte hun.
Barnet svarede hende ikke.
Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det
nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange,
men smaa var de:
-Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sørgeligt.
Ganske sagte kom Frøken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru
Brandt sad bred paa den samme Plads.
-Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.
Og mens Fru Brandt rejste sig, bøjede hun Ida ned over hendes Fader (Ida
havde i sine Øjne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er
sygt). Brandt slog Øjnene op:
-Er det Barnet? sagde han: Saa hun Fyrværkeriet?
* * * * *
Ida laa hos Frøken Rosenfeld om Natten. Frøkenen sad ved sit Vindu,
Gæsterne var borte, og Natten var mørk. Saa jog en Vogn ud af
Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.
Alle Hunde fo'r halsende op ...
Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og
lukkede det stille, mens han tog Nøglen til sig.
Gamle Brandt var død.
Alle Gæsterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Frøken Rosenfeld sad
ene med Ida paa sit Skød.
Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af
sine dybe Skabe.
* * * * *
Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og mægtig, og ventede paa
Vognen med Fru Reck, den nysudnævnte Godsforvalters Frue, som skulde se
sit fremtidige Hus. De broderede Tæpper var fremme paa alle Gulve, og om
Brandts Portræt var der hængt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schrøder.
Saa slog Sofie Døren ud til Gangen op:
-Dér er hun, sagde hun; det lød som et "Vagt i Gevær", og hun blev
staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdøren:
-Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og
holdt Slæbet af sin graa Kjole i sin Haand.
-Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde
altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rørte". Nu var Haanden
iskold.
-Hjælp Fruen, sagde hun til Sofie.
Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Hænder.
De kom ind i Stuerne:
-Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rød i det
samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskrækket foran de
lange, landlige Gulve.
-Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bød Fru Reck til Sæde
ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun førte Lommetørklædet
to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at
køre.
-Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen.
Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Brandt og at det
sandelig ikke vilde være let for Reck (hun var ganske varm og hun tænkte
jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene):
-Nej, det vil sandelig ikke være let, sagde hun endnu en Gang og hørte
Fru Brandt sige:
-Ja, Brandt og jeg er jo barnefødt paa Stedet.
Fru Reck ventede et Øjeblik:
-Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.
Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig:
-Hvis Fruen nu vil nyde noget.
Og de gik ind i Spisestuen.
Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at
spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og
bød, uden selv at spise--som barrikaderet bag al sin egen Mad.
Hun talte om Byggegælden; vi har jo maattet bære den, sagde hun, mens
hun blev ved at byde, med samme kolde og tørre Stemme og Øjnene
ufravigelig fæstede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvæle Gæsten
i al sin Mad.
-Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget ... véd vi....
Fru Brandt svarede:
-Her var Stengulve, da vi kom.
Fru Reck tænkte, der kunde gerne være Stengulve endnu.
Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende,
lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.
Fru Reck, der frøs i sin tynde Bykjole, sagde:
-Tak, nu har jeg jo set det ... men Tak, nu har jeg jo set det, Fru
Brandt.
Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kælder, Mælkekælder,
Kartoffelkælder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde
grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.
Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gæstesengene. Fru
Reck sagde:
-Ja, hvad der maa anskaffes.
-Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.
Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhængene;
udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende højere, med smaa
Trækninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.
Fru Reck tænkte ved sig selv:
-Nej, hun skal aldrig over min Dørtærskel; og sagde:
-Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.
-En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og
tog Klodstøfler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, mødte de Ida,
der kom med Schrøder, som vilde se den nye Kone.
-Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag
med en rød Haand. Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget
venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen:
-Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.
-Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne paa én
Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu værre ved at sige:
-Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.
-Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.
Der var ingen, der talte mer, før de igen kom ind i Gangen, hvor de saá
Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og iført Søløveskindspels.
Hun begyndte at kysse løs paa Fru Reck, uden at se til de andre, under
en Strøm af Ord:
-Søde Henriette (de var Skoleveninder), sødeste Henriette, hvor har jeg
dog glædet mig, kære Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, én af
sine egne (de havde næppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan
saamæn behøves ...
Fruen fra Apoteket blev ved:
-Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kære Du, her er jo
hundrede Ting at tale om.
Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved
at tale om Huset og sin Glæde og hvad der maatte anskaffes.
-Véd Du, kære, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De véd, jeg har
sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle
Møbler saadan klistrede op ad Væggene.
-Vi har nu været tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bød
til Sæde. Ida og Schrøder holdt sig i en Krog.
Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit
Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk
... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.
Hun stod i Døren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og
raadende, placerende Møbler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig
venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:
-Der sætter Du saa det, og der det--søde Henriette ... her kan blive
nydeligt----
Fru Brandt bød Kaffen om i Sølvkanden, Brandts Hædersgave, den fra
Jubilæet.