Ludvigsbakke - 01

Total number of words is 4799
Total number of unique words is 1392
46.8 of words are in the 2000 most common words
60.6 of words are in the 5000 most common words
67.9 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

LUDVIGSBAKKE
AF
Herman Bang


I TAKNEMMELIG ERINDRING
OM
EMIL BJERRING
_"Men jeg synes undertiden, det er, som det var en anden, der lagde
Tallene sammen."_


EN HIDTIL UTRYKT FORTALE
[Det havde oprindelig været Herman Bangs Hensigt at tilegne Ludvigsbakke
til de Sygeplejersker, der havde været gode og kærlige imod ham under et
sørgeligt og pinagtigt Hospitalsophold. Men saa døde netop hans trofaste
Ven, Redaktør Emil Bjerring, og han tilegnede Bogen hans Minde. Men det
oprindelige smukke og for Bang meget ejendommelige Tilegnelses-forord
opbevaredes af Forlagsboghandler Lybecker, der nu har stillet det til
Disposition For denne Minde-udgave].
* * * * *


PAVILLON I.
... _"Er ikke det et af Digterens Maal: at give deres Klage Ord, som
aldrig klagede?...."


Til Plejerskerne.
Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes. Dens Fortælling
er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.
Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den lille
Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overfor
hinanden arbejdede de stille ved det fælles Lys. De vekslede ingen Ord.
Men paa én Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og
begge saá de tavse ind i Lyset med et langt Blik--Øjne, der søgte
fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte
Erindringer....
Saadan sad de en Stund med Panderne løftede mod Lyset.
Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stønnen
kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt....
Men hine to Kvindeansigter--aa dagligdags Ansigter med bortstrøget
Haar fra lidt kantede Tindinger--var forblevet i en Sygs Erindring og
Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og
fik hundrede Billeder i Følge.
Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange
og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om
de mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de lange
hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de bringes
bort, som har ophørt at lide.
Og Dampmaskinens Støj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus'
ustandselige, drivende Hjerte.
Og Dørene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophørlige Tog, der
kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her....
Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i
Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser,
som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time--det
blev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv.
Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende.
Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.
* * * * *
Jeg tænkte saa tit, mens jeg saá de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at
trøste, at én Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskene
kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Hænder, de
helbredes og--de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider og
hjælpes og gaar og glemmer....
Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som
lindrede Lidelsen.
Det syntes mig at maatte være tungt, og derfor sendes denne Bog derhen,
hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Kærlighedsgerninger skrives
aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter.
H.B.
Paris, Marts 93.


FØRSTE BOG
Portøren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde
Kælderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med
Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvæggen:
-Vi skal afsted.
-Ja; Patienten Nummer to standsede og saá paa Portøren. Ja, sagde han
igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der
vil lægge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv
den allermindste Ting.
Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted.
Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han lukkede--først
heroppe, saa dernede.
Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille
Køkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde
sov, med dybe Aandedrag.
Og inde paa "A" var der ganske stille....
Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa
Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen
til, at hun kunde sidde.
-Brandt er tosset, sagde Frøken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op
ligesom Hønsene.
Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun saá ud gennem det
store Vindu: saa roligt "Søerne" laa, et eneste luende Rødt, nu Solen
gik ned.
Ida tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Haanden,
mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede--før hun begyndte at
læse:
Horsens, den første Oktober.
Du kære Pige.
Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har
heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede
Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du,
under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de
sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykønskningen: Gud velsigne
Dig, min Pige, det véd Du, ønsker alle vi paa "Villaen".
Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden
løber, og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Nørregade, synes jeg tit, det
er ikke længer siden end igaar, jeg saá Dig sidde derinde bag Vinduet,
krøbet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid været
artigt paa Dig, Ida, Øjne, Haar, hvor var Du vel kæmmet med dine to
Musehaler og det Hele) paa os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen,
naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene,
saa der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.
Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved
Gelænderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet,
indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive
Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder
lukkede Gadedøren.
Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dæmpede.
Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var
ved Spejlet: "Saa--er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skæv ind ad
Døren) ... "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.
-Olivia, Fingrene af Munden.
-Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant
om Kaaben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af
Kanten, der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvordan det var, men
jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.
-Ja, saa kan Du gaa.
Jeg løb med Tasken bus paa Dørkarmen.
-Om det Barn nogensinde lærer at gaa paa sine Ben--jeg vidste jo, det
vilde komme fra Forhøjningen--: Og kun ét Haandtag i Tasken ... ja, saa
kan Du gaa....
Jeg var paa Vejen.
-Men om Karen først--kom det stadig fra Forhøjningen--vilde være saa
venlig at sætte en Børste i dit Haar. Det er jo en Skændsel at se paa.
Haaret var det værste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran
selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:
-Nej--og Mama sukkede--der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille
Ida Brandt, hun kan holde sit.
Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen børstede: Du
var jo altid Dydsmønstret....
Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig--de
havde vist egentlig ikke omgaaedes før--og de sad i Dagligstuen og
talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders
Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre--da jeg paa én Gang
tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved
at dunke Dig, uden at sige et Ord.
Og Du værgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte
bare at græde sagte, ganske sagte. Véd Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg
fra det Øjeblik holdt af Dig, fordi Du havde grædt saa sagte....
Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for
at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin
Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne--Du saá altid
ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du læste Lektier--:
-Ida....
-I-da, det er Olivia Franck.
Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til
mig og nikkede:
-Sæt Dig, min Pige.
Og jeg satte mig ved Døren--hos Jer satte man sig altid midt paa
Stolene--til Du havde faaet alt Tøjet paa, Vesten og det lille Tørklæde
og Kaaben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:
-Har Ida Lommetørklæde? sagde hun--jeg tog altid til min egen Lomme for
at føle--: Kom saa ingenting til....
Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.
Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet--jeg ser din Moder flytte
Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid
selv--lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne
(Herregud, nu er ogsaa Erbelin død, hun bar sin svære Dobelthage lige
stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under
Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene--hun lo ligesom om
hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte
Ribsvinen ind, og vi fik de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i
Varmen....
Mama sagde:
-Det hjælper et helt Døgn paa Olivia, naar hun har været hos Ida Brandt.
Men om Søndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres
Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tøjet af Dig,
det ene Stykke efter det andet, som om hun løste en Bylt op. Der var
ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:
-Jeg véd ikke, sagde hun; men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet paa
Møblerne.
Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.
Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:
-Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?
Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte
Bogskab, uden at mæle et Ord....
Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg
tænker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge ned
i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Høet og Dessaus Loft, hvor Du
maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstøvler. Men ja, hvor jeg
regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Værkstedet,
hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Øjnene stive i
Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde høres i
Verber.
Naar vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker Du Müllers
Sukkertønder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi var
med i "Røver". Men det var værst, naar de var Kahytter, for det var
altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og Brødrene
rullede dem "under høj Søgang".... Du sad derinde med Kjoleskørtet op
over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl....
Det var ogsaa dér, Du fik revet din blaa Musselins paa et Søm.
Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede
Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og saá
kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde
vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandeløs:
-Vi maa sige det til Mama.
Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:
-Ida har revet sin Kjole.
Paa "revet" begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille:
-Hvor?
Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:
-Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog tænke om dette
forrykte Hus?
Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Haaret bag Ørene løst med
sin Hæklenaal:
-Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfærdet som
vi: tag Kjolen af.
Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler
og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde
flænge, det var hun vant til.
-Dér gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhøjningen.
Mama slap Kjolen:
-Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saá begge to ud
efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.
Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.
-Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.
Mama slog Hænderne ned i Skødet:
-Saa er de ikke hjemme far halv ét, sagde hun overbevist.
Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud
og saa maatte Baglæggene rækkes.
-Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa--Jomfru
Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa
en Bredde--:
-Nej, det vil ikke ses.
-Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte paa Finsen, som talte hun
Latin: ja, naar det blot ikke ses ...
Det saás ikke.
-Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en
Gang til. Nej, det ses ikke.
-Gud være lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skødet:
-Nu vi! vi ha'e Crêmekopper.
Crêmekopper var Moders uomgængelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid
lidt af Butterdejgen siddende paa Finsens Underlæbe, i den Revne, som
hun havde faaet af at overbide Traad.
Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt haardt i
Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Kælderhalsen,
sagde jeg:
-De spiller; jeg saá Frøknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin.
-Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.
Vi kom ind og Du fik Tøjet af og vi kniksede rundt, først jeg og saa Du,
og din Moder sagde over Kortene:
-Har Ida været artig?
-Ja; det var vist første Gang, Du løj, min Pige.
-Ja, gaa saa i Seng. Du véd, om Mandagen øver Du Klokken syv. Godnat.
Du fik dit Pandekys og var afsted.
-Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg løb hjem til Mama,
saa jeg var ganske forpustet:
-De saá ingenting.
-Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen:
-Naa, Ida har nu meget godt af at være med i lidt Uartighed, sagde hun.
Jeg havde henne paa Forhøjningen hemmelig fat i Lektien:
-Maa jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne?...
Tror Du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse paa Sengen?
... Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og
hvordan Aarene løb. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen,
hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og
glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for
ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og
tyve.
Men Herren véd, hvor tit Du havde maattet høre mig i Salmer....
Mama blev ved at sige:
-Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, naar
hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre....
Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker....
Aa, den første Tid som unge Piger, hvor vi endnu øvede os i at gaa i de
lange Kjoler, og Mama maatte sy mig "Rucher" for Hænderne for at skjule
mine røde Haandled; og til den højeste Stads sad vi mellem de andre unge
Piger, generte og ledeløse i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med
en Pibekrave, kære Du, hvor tit min maatte lægges ud i Brystsømmen.
I Julen var vi til det første Bal. I tre Uger havde jeg sovet med
Handsker paa om Natten:
-Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hænder. Ida gaar i Huset,
og dog har hun nettere Hænder end Du.
Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsædet, med to Skørter
op over Hovederne, saa vi sad paa det Lærreds, mens Mama trykkede sig
sammen paa Forsædet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko,
indsvøbte i Papir....
Det ækle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Væggene og det graa
Skærmbrædt. Husker Du Skærmbrædtet, hvor Fru Ferder regelmæssigt gik
Ingas Hals efter med et dyppet Lommetørklæde.
-Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund....
Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt paa Gulvet
stod vi, rødarmede og forskrækkede og smilende, og Fru Ferder løb rundt:
-Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe. Hun havde et
aabent Brev Knappenaale fæstet foran paa sit Bryst for at gaa Ingas
Toilette efter. Det dundrede paa Døren: Luk op, luk op. Det var Nina
Stjernholm i sin Pelskaabe:
-Godaften, Godaften! Barn, Barn, jeg er kommet meget for silde, raabte
hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne fløj, og raabte paa
Mama:
-"Søde Fru Franck, hvor er Føllene?" Og hun mønstrede os og skubbede
tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:
-Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?
-Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skævt....
-Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama
hjalp:
-Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa løst, Nina.
Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens
Nina lo:
-Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at være lidt god mod de
ældre Mandfolk ... Har I til første? vendte hun sig til os.
-Ida ikke....
-Godt, saa hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg raader over et Par spæde
Løjtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjægermesteren.
Balinspektøren dundrede paa Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og
Musikken begyndte at spille.
-Saa, sagde Nina og slog Døren op. Jeg saá bare Lysekronen, Du, og den
dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som
jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og
jeg saá Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg....
Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.
Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:
-Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at
danse.
Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran paa
Brystet og sagde til Kammerherren:
-Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for
nedringet.
-Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Møllerne", de fløj, og
Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens
Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:
-Nina, raabte Mama.
-Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun
satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.
Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:
-Det stille Pigebarn er nydeligt.
"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.
Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen"
flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under
Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina ked af det
og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre
lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i
Lindene....
Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.
Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen
spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord,
uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken
Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og
hurtigere.
Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke ... jeg
var bange, saa angst, at maaske var hun død, og jeg sagde til Mama:
-Gaar Du ikke med?
Og vi tog Tøjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne
var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og maatte bære hende; og
Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde
gaa, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skaal og blev ved at
sige, mens hun græd:
-Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget
mod Raad.
Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og
hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de
langsommelige Timer.
Og vi hørte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og
hørte Uhrene....
Men Du, Stakkel, vaagede mange Nætter siden.
* * * * *
Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glæde.
Vi paa Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.
Og saa et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det
Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.
Din Olivia.
Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre
bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte
Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i
deres Senge.
Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.
Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned
med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom
til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:
-Maa jeg gaa igennem, Frøken?
-Værs'go'.
Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen.
Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tændte:
-Det er s'gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: saa meget
jeg er kommen til at tænke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud
paa dette forbandede Kontor.
-Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun det
for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup.
-Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den
Gang.
Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over
Døren til "A" og gik op ad den:
-Nej, sagde han og saá op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle
Konferensraad.
De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A".
Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet,
følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene
paa hans Bord.
-Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.
-Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde
hun:
-Han er den eneste, jeg er forskrækket for.
Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig....
-Ja, men jeg véd ikke ... det er ligesom han lignede et Spøgelse....
-Et Spøgelse?
-Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.
Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.
-Naa, Godaften, Frøken.
Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for
at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte man en
skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen
mod Aften.
Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte
Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.
Og saa paa Ludvigsbakke.
Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre
rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til
hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over
Gulvet.
Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebækkenet
i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert
tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for
tusindfold Synd.
-Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.
-Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere
huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa hende, saavidt
han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted--:
-Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:
-Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa
Gentagelsen.
-De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre
Maden.
-Rask, han lo, som han snærrede, og man saá alle hans tætte Tænder; det
var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:
-Rask--her, hvor man er lukket inde.
-Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.
-Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde
sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af
Utaalmodighed: nu kommer jeg jo....
Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu,
at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud.
-Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.
Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja". Frøken
Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden
med Bælterne drejede rundt endnu.
-De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til
en Døv.
-Hm; han saá kun paa hende.
-De skal spise. Schrøder, gentog hun.
-Hm.
-Men det maa være nu--hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde
Manden svært for at høre--: for nu kommer Lægerne.
Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.
Man hørte allerede Lægerne paa Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var
Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen,
med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.
Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte
Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:
-Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.
-Nej, Hr. Reservelæge.
Lægen gik alene ind paa "A" og lukkede Døren.
Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:
-Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet".
-Var det Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne
forretningsmæssigt som til Kolleger.
-Ja, det er en Klejnsmedesvend ... De si'er, det er Kærlighed, og nu har
de slæbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet--to Mand ... Vorherre
bevar's, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro ... Hvad
siger De, Frøken Brandt?
Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:
-De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var
allerede ved Døren til Kvinderne.
Qvam gik bagest; han rystede paa Tærskelen sine Ben i de hvide
Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.
Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Maade at løfte dem
op i Sengen.
Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:
-Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti
sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):
-Mit Uhr er gaaet istaa.
-Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen kom
op om Aftenen.
-Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The....
Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en
Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav
sig til at sy.
Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tænkte paa det,
hjemme fra Ludvigsbakke--ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved
Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.
Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbænke i
Forvaltergangen, hvor hun hvilede--for sig alene.
Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun
opdagede hende paany hver Gang.
De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med
Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad
i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse
paa ham.
-Nu maa De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Ludvigsbakke - 02
  • Parts
  • Ludvigsbakke - 01
    Total number of words is 4799
    Total number of unique words is 1392
    46.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 02
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1288
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 03
    Total number of words is 4707
    Total number of unique words is 1216
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 04
    Total number of words is 4747
    Total number of unique words is 1242
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 05
    Total number of words is 4746
    Total number of unique words is 1276
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 06
    Total number of words is 4639
    Total number of unique words is 1279
    52.1 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    71.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 07
    Total number of words is 4666
    Total number of unique words is 1284
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    70.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 08
    Total number of words is 4789
    Total number of unique words is 1154
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 09
    Total number of words is 4721
    Total number of unique words is 1169
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 10
    Total number of words is 4664
    Total number of unique words is 1271
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 11
    Total number of words is 4706
    Total number of unique words is 1229
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 12
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1235
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 13
    Total number of words is 4931
    Total number of unique words is 1348
    50.4 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 14
    Total number of words is 4766
    Total number of unique words is 1314
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 15
    Total number of words is 4627
    Total number of unique words is 1299
    49.3 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    71.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 16
    Total number of words is 4410
    Total number of unique words is 1232
    50.3 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.