Ludvigsbakke - 14

Total number of words is 4766
Total number of unique words is 1314
47.1 of words are in the 2000 most common words
62.1 of words are in the 5000 most common words
69.3 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Og hastigt, med det samme Udtryk af Angst i sine Øjne som før (men det
var maaske kun, fordi de nu skulde skilles) slog Ida sine Arme om hans
Hals:
-Du, Du....
Saa gik de ud. Paa Gaden gik de ved Siden af hinanden alle tre. Ida var
bleg, det saá man nu, hun kom ud i Luften. Men Karl, der gik og fløjtede
sagte, sagde glad:
-Nu ku' vi se Lejligheden.
Ida blev blodrød og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone:
-For Frøken Brandt har lejet Lejlighed ... nu ka' vi gaa derop.
-Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa
Karl saá, helt forbavset, hen paa hende:
-Naa, ja, saa la'er vi vær'.
Lidt efter skiltes de.
-Tak, Frøken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.
Karl og han gik ved Siden, af hinanden hen ad Fortovet. Karl røg og
Knuth gik og tyggede paa sin Stok.
-De er en lykkelig Mand, Eichbaum, sagde Løjtnanten saa.
Karl skød Cigaretrøgen fra sig, men Knuth sagde i samme drømmende Tone:
-Ser De, det er de ømme Piger, man ska' ha'e.
Karl gik lidt, før han sagde:
-Ja, det er nok de bedste at ha'e. Han lagde et tøvende Eftertryk paa
"ha'e", som om han standsede foran et eller andet fortiet "Men"; og de
gik lidt igen, før han sagde, i sin slæbende Tone:
-Men De er s'gu en Drømmer, Knuth ... Og en kvindetilbedende Person.
Pisken røg nervøst bort fra Knuths Læber.
-Ja, hvad er der andet? sagde han.
-Der er s'gu ogsaa Tilværelsen, sagde Karl og rynkede sin Næse: Og
derfor maa man regne den ud--desværre.
Knuth gik og saá ud for sig.
-Ja, sagde han: man regner jo nok--men jeg véd ikke, undertiden synes
jeg, det er, ligesom det var en anden, der lagde Tallene sammen.
-Er De ogsaa Filosof? sagde Karl sløvt.
Men Knuth, der blev ved at gaa og se ud for sig, sagde stadig i samme
Tone:
-Men man skulde være gaaet ind i Marinen.
Og lidt efter:
-For saa kunde man idetmindste være taget til Siam.
Og der slaas de.
-De er s'gu beruset, Knuth, sagde Karl og smed sin Cigaret. Og idet han
standsede paa Hjørnet, fortsatte han inde i sin Tankegang:
-Ser De, man ta'er jo ikke en Pige for Evigheden.
-Det er hele Historien, afgjorde han og hilste med sin Pisk.
Karl kom ind paa Kontoret, meget for sent, og Bogholderen sagde ham
nogle ubehagelige Ord. Det gjorde han ret ofte i den sidste Tid. Men
Karl svarede ikke og satte sig blot foran Pulten, hvor han slog
Protokollen op. Der var fuldt af Tegninger til Staldene paa Ludvigsbakke
paa alt Klatpapiret:
-Saa til Helvede, iaften skulde han danse igen.
Paa én Gang kom han til at smile. Han tænkte paa Knuth:
-Han ser s'gu i Nærheden af et Skørt ud som han, der svømmede over til
Kæresten.
Og pludselig følte han en Længsel, en rent legemlig Længsel efter Ida,
saa stærk, som ikke paa længe.
... Ida var gaaet op i sin Lejlighed og havde taget Overtøjet af.
Rundtom stod de nye Møbler og de gamle, pakkede i Lærred: hun maatte
tage fat. Men paa én Gang kastede hun sig, midt mellem de gamle Møbler,
hvis Kanter tittede frem bag Drejl og Bast, ned over den nye Seng, og
med Ansigtet ned i Puderne og med fremstrakte Arme, som var de naglede
til det nye og brede Leje--græd hun og græd hun.
... Karl havde været hos hende samme Dag, om Eftermiddagen, oppe paa
Værelset; og nu skulde han gaa og han var forelsket og hed--ogsaa nu.
Ida stod med Armene om hans Hals.
-Hvor skal Du være iaften? sagde hun.
-Hjemme.
Han vidste knap, han løj, før han havde gjort det.
-Farvel, Pus, sagde han og kyssede hendes Haar.
Saa gik han.
Ida blev siddende længe foran sin uryddelige Seng.
Men da hun kom ned i Thestuen, sagde Kjær:
-Men hva' er det? Jomfruen har røde Øjne.
Frøken Helgesen talte bag Maskinen om Herren paa "A". Nu maatte
Professoren dog vist snart bestemme sig:
-Nu regner Patienten ud, sagde Frøken Helgesen: at der hvert Aar er lige
mange, der skriver et T for et F.
Og Frøken Friis, der ostentativt stoppede sorte Silkestrømper, hvoraf
hun havde trukket den ene som en Handske langt op ad sin Arm, sagde:
-Uh, den ækle Person, han er det rene Gespenst.
Frøken Kjær sagde, mens hun saá ind i Gasflammen over Bordet:
-Nej, ikke det ... men der er noget over ham, som gik han og vidste, at
vi alligevel allesammen maatte løbe lige i Gabet paa ham.
Men Frøken Øverud, der smurte Mad, sagde i Sammenhæng med de røde Øjne:
-Det kommer af den megen Nattevaagen. Jeg er ogsaa plaget af 'et. Men
jeg bruger Søvand i en Flaske.
Ida gik til sin Nattevagt.
* * * * *
Julius aabnede Droskens Dør uden for Ankomststationen, og Generalinden
steg ud.
Hun gik igennem Forhallen ind i Ventesalen, hvor hun fandt Fru Mourier i
en Sofa.
-Gud, Du, Godmorgen, sagde hun: hva' det er for et raakoldt Vejr.
Men Fru Mourier, der hvert Øjeblik fik Taarer i Øjnene, sagde, at hun
havde ikke lukket et Øje om Natten: For som hun har ligget der i Køjen,
Lotte, og lyttet efter hvert Slag af den Dampmaskine.
Hun tænkte stadig paa Aline, som de var komne for at hente.
-Og det er det, Du, sagde han: altfor god imod hende tør man heller ikke
være.
-Kære Vilhelmine, sagde Generalinden og satte sig ved Siden af Fru
Mourier: her siger jeg jo som Emilie: det kommer man over ved Ro og saa
først og sidst lade som der intet er passeret.
Men Generalinden glattede alligevel uden at vide det sine Randers
Handsker opefter Haandledet, saa man saá hele Formen af Neglene.
-Ja, Du, sagde Fru Mourier og bevægede sit Hoved: men man tænker jo dog
paa hende.
Generalinden sagde i et lidt haardere og ret afgørende Tonefald:
-Men kære Mine, er hun rejst, maa hun jo ogsaa komme hjem.
Hun begyndte at tale om den Forandring af Klimaet, det alligevel vilde
blive for Emilie, da hun hørte Fru Schleppegrell, der arriverede
letstønnende med Fanny i sit Kølvand: Kære Børn, hva' det er for et
Vejr--man mærker Fugtigheden gennem Marv og Ben trods min franske
Undertrøje....
Ordene kom fra Admiralinden i en Strøm: Men som jeg sagde til Vilhelm
(og hun satte sig) idag møder vi....
Fanny havde stillet sig ved Perrondøren. Hun havde et Ansigt, som naar
hun paa Admiralindens Vegne aflagde Ugebesøg i Plejeforeningen og holdt
sig Stuens Bredde fra dens Beboere.
Admiralinden gav sig til at tale om Chocoladen, hun havde faaet, og
Emilie, der altid var lige betænksom, indtil hun pludselig saá rundt paa
Væggene og sagde:
-Kære Venner, hvor her er uhyggeligt ... det er, som ventede man i et
Kriminalkammer.
-Ja, sagde Generalinden, denne Ventestue er virkelig skandaløs i en By
som København.
De tav igen, og pludselig saá de Kate og Karl, der var i Ridedragter,
ude paa Perronen foran Glasdøren.
-Dér har vi de to Unge, sagde Generalinden, og de nikkede alle smilende
derud, mens Fanny betragtede dem i sin Lorgnet.
Kate nikkede igen med Rideslæbet over sin Arm:
-_Voila l'Eglise triomphante_, sagde hun og skød Læberne frem; hun havde
faaet den Vane efter Karl.
-Ja, dér har vi s'gu Tanterne, sagde Karl. Han gik med begge Hænder i
Ridebukserne, mens de slentrede videre.
Men pludselig vendte Kate om og ruskede i Ventesalsdøren.
-Jeg vil skam se dem, sagde hun.
Hun vilde ind, men Døren var laaset: Naa, sagde hun og opgav det, Hæren
rykker jo herud.
Karl, der ogsaa stod og saá ind mod Tanterne, lo højt.
De blev ved at se ind gennem Glasdørene og, mens de stod tæt sammen, lo
de begge i glad Fortrolighed af Familien.
Der begyndte at blive Uro og Støj, og Herrer og Damer stak Hoveder ind
ad Dørene, da Admiralen kom. Han var forkølet og hilste rundt paa
Damerne, før han slog sig ned hos Fru Mourier og pudsede Næse.
-Naa, lille Frue, sagde han, ja, nu er vi her saagu baade med
Redningsbæltet og med Landgangen.
-Aa ja, Gud, Admiral, sagde Fru Mourier, det var, som ventede hun mere
Sangbund hos ham: jeg er, saa mine Ben ryster.
De tunge Bagagevogne begyndte at rulle hen over Perronen, og fremmede
Damer og Herrer samlede sig ved Dørene--ved Fannys ikke, hun havde en
Evne til at slaa en usynlig Kreds om sig, saa der blev et tomt Rum i
hendes Nærhed. Konduktørerne slog Portene op.
-Dér er de, sagde Admiralinden og røg op af Stolen, som vilde hun gaa
frem foran en Front.
Generalinden havde grebet næsten krampagtigt om Fru Mouriers Arm og
sagde med en Stemme, der pludselig rystede af Bevægelse, og som hun igen
vilde gøre rolig:
-Gud, Mine, dette er jo kun en Glæde.
De var alle gaaede over mod Døren.
-Fanny, sagde Admiralinden: Kommer Du?
Og korpulent og bevægelig som en Festarrangør sagde hun til
Generalinden:
-Vi bør være sammen ... Hvor er de Unge?
-Her er Kavalleriet, sagde Karl.
Admiralen kom bagest, med noget i sit Ansigt, som "fulgte" han fra
Frederiksberg en højtstaaende Vaabenfælle fra Landetaten.
Folk trængte sig frem paa Perronen, mens Generalindens Flok stod samlet
og, halvbefippet, saá Lokomotivet glide frem, og mens Admiralinden
bevægede sine Arme to Gange, som om hun allerede aabnede sin Favn for de
Hjemvendte, og Fru Mourier stjal sig til at tørre sine Øjne.
-Ser Du dem?
-Ser I dem?
Sagde Generalinden; og Kupé for Kupé gled forbi: Vilhelm, er Du her,
sagde Admiralinden.
Kate svippede til Karl med sin Pisk: Se paa Hofmassøsen, hviskede hun.
Der gik ikke en eneste Trækning over Fannys Ansigt, mens hun mønstrede
de første Klasses Kupéer gennem sit Glas.
-Kate, kaldte Fru Mourier, der var helt overvældet af Bevægelse og som
vilde have Datteren hos sig.
-Der er hun, sagde Generalinden og begyndte at vifte med Haanden, og saa
saá de Fru von Eichbaum staa rank i sin Kupé.
De ventede allesammen paa det andet Ansigt, mens de hilste. Fru Mourier
vidste ikke, at to store Taarer løb hende ned ad Kinderne.
-Saa, hviskede Kate til Karl.
-I venter da ikke Aline? lød det saa højt fra Fru von Eichbaum i Kupéen.
De var alle begyndt at følge med det glidende Tog som trukne i en Snor
og blev pludselig staaende. Der var ingen, der sagde noget, til
Generalinden efter et Sekunds Forløb igen begyndte at vifte med sine
Hænder, og Toget holdt.
-Hun tog fra Ringsted (Fru von Eichbaums første Blik havde søgt Karl og
traf ham i Ridedragten ved Siden af Kate) i sin gode Landauer med
Feddersen.
Kate havde drejet sig om paa Hælen: _Quelle blague_, sagde hun til Karl:
Filippine.
-Den gælder ikke.
-Saa? pyh, var det ikke, naar Moderen satte Taaen paa Jorden.
Og pludselig hørte man Admiralinden, der havde behøvet et Øjeblik for at
samle sig, sige: Gud, Emilie, det er da for din Skyld, vi er kommet;
Generalinden gav sig paa én Gang til at græde, mens hun omfavnede Fru
von Eichbaum, og Fru Mourier sagde: Aa, saa er hun hjemme nu....
De talte pludselig højt, ret højt, om Rejsen og Chocoladen og
Dampskibet, som om Fru Aline aldrig havde eksisteret, mens Fru von
Eichbaum et Øjeblik blev staaende foran Kate med begge sine Hænder i
hendes.
-Men, sagde hun næsten rørt: Du ser jo helt blomstrende ud.
Admiralens havde allerede absenteret sig. Admiralinden og Fanny maatte
tage Droske. De skulde til Hendes Naade Frøken Juel.
Admiralinden udtalte sig endnu ikke om Begivenheden, men sagde:
-Kate Mourier bliver no'et svær.
Fanny, der gennem Vognvinduet betragtede Kate og Karl, som modtog deres
Rideheste af Manden, der havde holdt dem, sagde, uden nogen Forklaring:
Hun er en Tøs.
Fanny havde hørt Kates Bemærkning om Hofmassagen.
Admiralinden modsagde ikke sin Datter: Men Du skal se, sagde hun blot:
hun sætter igennem, hvad hun vil ... Det er den Slags unge Piger, som i
vore Dage bliver forsørgede.
-Naar de kan forsørge ham, sagde Fanny.
Fru von Eichbaum og Generalinden var ogsaa komne op i en Droske; de
kørte alene paa Grund af de adskillige Effekter.
-Gud, Emilie, sagde Generalinden: der var jo et Øjeblik, hvor jeg blev
ganske kold--da ingen saá henner--til jeg genkendte din kloge Fornuft.
-Bedste Lotte, sagde Fru von Eichbaum: det var jo det eneste, naar det
da kunde arrangeres.
Fru von Eichbaum nikkede pludselig saa smilende: det var Kate og Karl,
der i Trav og hilsende satte forbi Drosken.
-Hvor det klæ'er hende, sagde hun og blev ved at se efter dem, med en
pludselig Fugtighed i Øjnene: Naar Karl blot ikke forsømmer sit Kontor.
-Kære, Du, Karl, der er blevet som et Kronometer, sagde Generalinden, og
lidt efter:
-Og Du, han sidder vel heller ikke paa den Kontorstol for Evigheden.
De to Søstre sad med hinanden i Hænderne.
... De var hjemme, og Fru von Eichbaum sad paa sin gamle Plads i Sofaen
efter at have haft Ane inde til Nejning.
-Ja, Du, hva' det er velsignet at være hjemme igen mellem de fire go'e
Vægge. For Du begriber jo, der er Ting, man ikke sender med Posten, og,
mellem os sagt, det har ikke været en blot Fornøjelse....
Generalinden begreb det: Jeg beundrede jo dine Breve ... der intet
sagde.
-Det værste var jo nu, at der skulde tales og tales til mig, som mener,
at man aldrig véd, hvad man ikke vil vide. Men Aline skal jo en Gang
lægge Hjerterødderne blot. Vil Du tænke Dig, faar hun ikke inat et sandt
Anfald af sin Talesyge--i en Kielerkahyt, hvor hvert Ord kan høres paa
Gangene. Tilsidst gav jeg hende Kloral og sagde, hun ellers var udsat
for Søsyge.
Fru von Eichbaum tav lidt og saá frem for sig.
-Men, sagde hun: hva' et Menneske maa opleve, naar det kaster sig ud fra
sit faste Bolværk.
Fru von Eichbaum tav igen og saá ud som i et langt Perspektiv af det
Ufattelige.
-Men, sagde hun saa: en Rejse frisker jo altid paa Ens Sprog.
Generalinden rejste sig: Fru von Eichbaum maatte trænge til at hvile.
Inde i Kabinettet stod der en Buket.
Det var fra den lille Brandt. Fru von Eichbaum saá paa den. Den var
nydelig:
-Men, Gud, Du, den megen Høflighed, sagde hun: den kan næsten virke lidt
generende.
Generalinden sagde:
-Ja, Du, men det er jo rimeligt, at Mennesket vil vise sin
Taknemmelighed.
Og pludselig inde i en ny Tanke sagde hun: Efter hendes Raad røg jeg jo,
under et Paaskud, forleden hos Mouriers med Svovl ... Men, Mille, nu
skal Du til Ro.
Hun gav Søsteren Haanden, og, pludselig rørte, kyssede Søstrene hinanden
med Taarer i Øjnene....
Karl sad paa Kontoret. Han tænkte paa Filippinen. Genstanden var en
Ridepisk: den maatte s'gu være med Guldknap. Han nikkede over sin
Protokol: Men han vilde vente til efter den første, naar Gagen faldt.
Ida havde gemt en Meldeseddel til om Aftenen. Da hun kom, havde Karl
Tøjet paa og stod under Gasblusset:
-Er din Mo'r saa kommen, sagde hun.
-Ja, sagde Karl, der havde faaet Seddelen, og han slukkede.
-Du maa undskylde. Pus, men jeg har s'gu saa travlt.
-Tror Du, jeg skal gøre Visit, sagde Ida fra Mørket.
-Ja, hvorfor ikke? Karl ravede i Mørket.
-Ja, jeg vidste ikke....
Hun talte saa sagte.
-Ka' Du finde Vej? sagde Karl og aabnede Døren til Lyset....
Men paa Haandtaget rørte hendes Haand et Sekund ved hans saa hjælpeløs
hastigt.
-Godnat, sagde hun.
-Godnat, Pus.
Porten til Gaden slog op, og man hørte de mange Sporvejes Klokker, da
Karl gik ud i Vrimlens Lys.
Ida var bleven mager, saá man, naar hun naaede Lygternes Skær, mens hun
gik tilbage gennem den tavse og halvmørke Gaard.
... Fru von Eichbaum drak The hos Generalinden. Lamperne var tændte og
de talte i deres gode Ro, om Nyt og Gammelt. Pladsen for det Mourierske
Billede havde Fru von Eichbaum forandret. Hun tænkte, hun vilde have det
paa Skrivebordet for Lysets Skyld:
-Véd Du, sagde hun: jeg sad saamæn før Middag og saá rigtig længe paa
Kates Billede. Jeg synes, hun er som forandret. Det er, som var der
kommet noget tænksommere i Udtrykket.
* * * * *
Karl og Ida kørte ud ad Kristianshavn, Lygterne blev efterhaanden faa,
og de herte ikke andet end Hestens sejge Trav mod en ujævn Stenbro.
-Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra
Lygte til Lygte.
-Og koldt er 'et, sagde Karl. De krøb sammen i hver sit Hjørne.
Drosken luntede videre, og de to tav igen.
-Men han kører osse, som om han kørte til Begravelse, sagde Karl.
Og de tav igen.
-Saa var jeg hos din Mo'r, sagde Ida, fra Krogen.
-Naa, mumlede Karl.
-Men hun var ikke hjemme.
Karl tyggede paa sin Cigar, og, vel uden at tænke over det, sagde han:
-Hun var s'gu hjemme.
Ida hørte ikke mer Hestens Hove. Det var det, hun havde tænkt, tænkt paa
lige siden: Hun var hjemme; lige fra hun stod foran Døren, der blev
lukket, vidste hun: hun var hjemme.
De hørte Lyden af nogle Fiedler og nogle Horn. Der har vi s'gu Manegen,
sagde Karl og skød op i Sædet. Der blev Folk og Støj og Lys af
Gasfakler.
-Nu skal man li'e godt se paa Genstandene, sagde Karl og strakte Benene
saa hjemligt i Skæret af Gassen.
-To; han skød Penge ind til en Frøken ved Telthullet, mens han--han
havde igen faaet den Manér at kigge hvert Kvindfolk op under
Hatten--kiggede hende ind i Ansigtet.
-Hva' sukker Du for? sagde han, da han vendte sig til Ida.
-Aa, jeg fryser, sagde hun, som i et Sæt.
Karl tog hende under Armen ved Indgangen. Aa, sagde han, mens en Dame
allerede fløj, florbeskørtet, gennem Tøndebaand, og alle Pladser var
fulde af Københavnere og Amagere: her varmer s'gu Staldluften.
-Hvor her er mange, sagde Ida.
-Ja, sagde Karl, der skuttede sig, mens Musikken skraldede: Det er dog
altid en Afveksling.
-Det er s'gu godt, sagde han lidt efter, og han mønstrede, nikkende og i
ét Blik, Krikken og den florbeskørtet og de syv Musikanter og Publikum.
-Her er s'gu godt, gentog han og gned sine Hænder, saa det knagede i
hans Stol (der bredte sig ogsaa gerne saadan et vist Velvære over ham
efter de Eneture i Droske, naar han kom mellem flere Mennesker).
Et Par Klovner væltede sig om paa Jorden, mens den graciøse Dame
pustede. De stødte Peber, og de "kørte i Holstenskvogn", saa det
drønede.
-De har Puder paa Ballerne, sagde en Herre bagved Karl, og alle de
Omsiddende lo og fniste.
-Her vil Folk saagu' more sig, sagde Karl og gned sig op ad sit Ben,
indtil han pludselig stødte sin Stok (det var, ligesom hun sad saa ene)
op mod Idas Hage.
Hun fo'r sammen; saa smilte hun, og et Nu holdt hun, med sin Haand,
Sølvknappen fast mod sin Hage.
-Ja, sagde hun.
Et Par musikalske Akrobater havde begyndt at spille "den sidste Rose"
paa en Violin, og der blev mere sløvt i Publikum, og stille. Karl holdt
Cigaren mellem Tænderne og førte den op og ned i den bedrøvelige Takt.
-Men, sagde Ida pludselig, sagte: jeg har maaske ogsaa været der for
tit.
Karl vendte sig: Herre Gud, tænker Du paa det endnu?
Og pludselig gættende hendes hemmelige Angst og Tanke, sagde han og slog
med et godmodigt Klap ned paa hendes Haand (han vilde i det Hele saa
gerne trøste hende i den sidste Tid):
-Moderen véd s'gu aldrig nogenting.
Ida klemte fast om hans Haand: Aa, Du, hviskede hun. Men Karl rankede
sig i Sædet med strakte Ben:
-Naa, dér har vi Baronen, sagde han, og han viftede til ham med sin
venstre Haand.
Baron-direktøren fremførte to Heste. De dansede Vals og satte over
Barrièrer; de brune Skind spændtes og skinnede under Springene, alle
Ansigter vendtes og fulgte dem. Saa lød der pludselig, bagfra, en Stemme
gennem Teltet:
-Det er s'gu godt, Baron.
Alle Folk lo, overstadigt, mens Herrerne slog Stokkene mod Stolene og en
Dame ovre paa den anden Side lo ustandseligt for, saa hun vred sig paa
sin Stol.
-Se dog, se dog, sagde Ida.
Men to brede Mænd henne ved Teltvæggen, der fulgte hver Hestenes mindste
Bevægelse, sagde:
-Det er hørt.
Folk begyndte at le igen, saa de virrede med Hovederne, leende ad
hinanden, fordi de lo ad ingenting.
-Men de springer smukt, sagde Ida, der holdt den venstre Haand mod sit
Bryst og støttede den højre mod Karls Knæ.
Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under smaabitte Sug af
Cigaren, nikkede og sagde, med sit betænksomme Udtryk:
-Det var en Springer for Kate.
Ida havde ikke forstaaet straks--men nu rejste
Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktøren, sagde han, og hendes Haand
faldt bort fra hans Knæ, ned, overmod Stolens Arm....
Saa saá hun en Dame, der var kommen op paa en Line, en uhyre lyserød
Dame, og hun hørte igen Folk le og saá Karl nikke til sig henne fra
Staldaabningen (han holdt aldrig af, naar hun sad saadan, som hun ikke
kunde røre sig) og hun smilede paany, mens han kom hen imod hende.
-Der er Herrens Overflødighed, sagde han og stak sin Arm ind under
hendes.
Ida sad et Nu med Hovedet støttet mod hans Skulder: Det er li'som hjemme
paa Havnepladsen, sagde hun med en Stemme, der skælvede ganske lidt.
-Men Schreiber var s'gu god, sagde Karl.
-Aa, sagde Ida: Olivia gemte hans Portræt i sin Syæske.
Den imposante Dame blev fremkaldt og fremkaldt. Tilsidst fik hun Touche,
for Jublen vilde ikke lægge sig.
-Godaften, min Pige, sagde Herren fra før og vinkede venligt Damen af.
Men Paukerne blev ved at skratte, da Ida greb Karl om hans Arm:
-Dér er Frøken Friis, sagde hun. Hun var blevet stiv som et Lig.
-Naa, til Helvede, og Karl drejede Hovedet noget hastigt. Ja, dér er
hun, sagde han.
Men Frøken Friis, der kom lige imod dem, nikkede kun hjemligt og glad:
-Godaften, er De ogsaa kommet paa Amager? sagde hun og skred videre med
løftet Skørt. Der var noget eget tilvant og glad fremtrædende over
hendes Ryg og nedefter. Da hun havde naaet sin Stol og satte sig, sagde
hun til den lille, stornæsede Herre i hendes Kølvand:
-Det er Barndomsvenner.
-Naa, sagde han langtrukkent: saá er det kriminelt.
-Det er en slem Lømmel, mumlede Karl, da Parret var forbi. Han blev
siddende og stirrede stift paa Spidsen af sin Cigar, til han sagde som
En, der har opgjort et ulysteligt Regnskab:
-Naa, hun holder s'gu nok Bøtte.
Men han blev alligevel siddende tavs, med et Udtryk, som Cigaren ikke
smagte.
Ida bøjede sig frem, for der var kommet et Mellemrum mellem deres Stole,
og med et Smil hviskede hun (men det vibrerede lidt om hendes Mund)
ganske sagte:
-Karl, og det var det første, hun havde sagt siden Frøken Friis var
gaaet forbi: jeg bryder mig ikke om det.
Og hun gav sig til at tale, lidt livligt og lidt stærkt, mens det
summede om dem; Tykkerten fra Linen var nu kommen til Hest.
-Du kunde gerne sidde lidt roligere, sagde Karl.
Ida havde et Nu pludselig Taarer i Øjnene, men saa smilte hun igen (hun
forstod ham jo saa godt), og hun hviskede endnu en Gang, med Ansigtet op
imod ham:
-Karl, jeg bryder mig slet ikke om det.
-Det kunde vel osse lidt nytte, sagde Karl, stadig med samme Stemme og,
med pludselig Mine til at rejse sig, lagde han til:
-Jeg vil s'gu gaa ud til Direktøren.
-Vil Du gaa igen? Det kom saa hastigt, og Ida løftede Haanden saa meget
som en Tomme for at standse ham (og vidste vistnok ikke, at det til
allersidst ogsaa var af Forfængelighed).
-Jeg kan jo osse bli'e, sagde Karl.
-Barndomsvennerne morer sig ikke, sagde Kavalleren til Frøken Friis, der
gav sig til at nikke til Ida to Gange.
Der lød en Fanfare: Dér har vi Jokeyen, sagde Karl og strammede sig
uvilkaarligt i Sædet, som alle de andre, da Rytteren jog forbi: Han
rider godt.
Ida nikkede kun foroverbøjet, medens der var noget over hende som over
et Barn, der stopper Fingrene i Ørene, naar det vil læse, og hun tog
ikke Øjnene fra den nøgne Mand, der satte i Spring.
Folk klappede og klappede.
-Han springer godt, sagde Karl.
Og Ida, der nu uvilkaarligt blev ved med Øjnene at følge det nøgne
Legeme, sagde sagte og blev rød, far hun havde sluttet Ordene:
-Han er dog ikke saa smuk som Du.
Karl saá pludselig ned paa hendes Ansigt:
-Du er s'gu begyndt at se paa Mandfolk, sagde han.
Og han lo, mens han pludselig strakte Benene:
-Skal vi saa gaa, sagde han, da Jockeyen var ude, og de rejste sig.
Først henne ved Indgangen hilste de paa Frøken Friis.
De kørte igen tavse. Ida havde stjaalet Karls Haand, der ikke var saa
livlig bag Handsken:
-Kan vi ikke køre til "Dagmar" idag?
-Jo-o, sagde Karl, og lidt efter:
-Folk træffer man alligevel allevegne.
Og idet han pludselig gned Hænderne, sagde han i en anden Tone, som en
Mand, der har taget sin Beslutning:
-Saa vil vi s'gu spise.
Han sagde, han vilde ha'e Hummer: Men Du skal drikke Porter til, sagde
han, og der kom et snaksomt Velvære over ham, som om han allerede sad
foran det røde Dyr og Salatbladene.
-Iaften vil vi drikke, sagde Ida.
-Frøken Friis' Skaal, sagde Karl fra sit Hjørne; og de blev begge tavse
igen, stirrende ud hver af sit Vindu.
-Nu er vi ved Højbro, sagde Ida.
-Naa, Gud ske Tak, sagde Karl, og han forandrede ikke Stilling, før
Drosken holdt og de naaede Restauranten, hvor Kelnerne løb i det meget
Lys mellem mange Gæster, og de fik et Kabinet.
-Det er det gamle, sagde Ida med saadan en lys Stemme, og hun fik Kaaben
af.
-De er s'gu alle éns, sagde Karl, der allerede var midt i Studiet af
Spisesedlen. Men da Fadene kom, vaagnede han op og slog Hovedet helt
tilbage af Velvære: Der maa Mad til, sagde han, og han begyndte at
spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Last og Fast. Om Knuth: han er
s'gu rent gal, sagde han og missede med Øjnene til Ida: men en prægtig
Fyr. Og om Admiralen: nu havde han været upaalidelig igen; han kunde
s'gu heller ikke la'e de Hunkøn gaa. Og om Bogholderen: Han bli'er,
ryste mig, værre og værre, sagde han og rynkede Næsen, mens han blev ved
at spise.
Men Ida, der sad og saá paa ham, sagde og smilte:
-Du ser saa godt ud, naar Du spiser; og hun førte sin Haand ind under
hans Manchet op ad hans Arm.
-Ja, sagde Karl, der lo; hvis jeg spiser godt; og han trykkede Armen ned
mod hendes Haand.
Ida sad og stirrede ud i Luften: Nu kan vi snart spise derhjemme.
-Ja, sagde Karl blot.
Men Ida blev ved at tale om Lejligheden: Saa kønt der blev--nu var
Tæpperne kommet ... til at gaa over begge Gulve ... aa, Mønstret var saa
smukt, med lutter visne Blade, strøede overalt ... og Portièrerne
ligesaadan ...
Hun blev ved at fortælle om de lutter gule og brune Farver i
Gulvtæppemønstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i
Verden vilde hun blive ved at tale og--tav.
-Men naar bli'er der færdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og
regnede noget ud.
-Jeg véd ikke, sagde Ida, med Hovedet støttet i sin Haand, med en
Stemme, der pludselig sitrede.
Den Ruslæders Portemonnæ var allerede kommen hen ved Foden af hans Glas.
Han tog den tankeløs op og aabnede den. I det forreste Rum laa der et
Brev.
Ida greb ham i Armen: Det maa Du ikke se.
Men Karl havde foldet Brevet ud: Det er jo fra Franck?... Og i en Tone,
som var det et Rykkerbrev til ham, sagde han:
-Det er naturligvis om Pengene.
Ida svarede ikke, men puttede Brevet til sig, mens Karl sagde:
-Jeg forstaar s'gu ikke, hvad Du gør for at lokke alle de Penge fra ham.
-Jeg lyver, sagde Ida og slog pludselig Ansigtet ned mod Dugen; og i
samme Aandedrag--som for at sige, at det skulde han ikke tage sig
nær--saá hun op og sagde:
-Det har jeg jo altid gjort.
Karl, der blev bevæget og knap gjorde sig Rede hvorfor, mumlede:
-Men at lyve sig til et helt Møblement er ikke saa let....
Ida smilede igen, mens hun saá ud over det uendelige Væv af alle sine
egne Udflugter.
-Jo, sagde hun og lo næsten: naar man først er begyndt, saa kan man
altid lyve videre.
-Du bliver s'gu et fordærvet Fruentimmer, sagde Karl. Det var længe
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Ludvigsbakke - 15
  • Parts
  • Ludvigsbakke - 01
    Total number of words is 4799
    Total number of unique words is 1392
    46.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 02
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1288
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 03
    Total number of words is 4707
    Total number of unique words is 1216
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 04
    Total number of words is 4747
    Total number of unique words is 1242
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 05
    Total number of words is 4746
    Total number of unique words is 1276
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 06
    Total number of words is 4639
    Total number of unique words is 1279
    52.1 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    71.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 07
    Total number of words is 4666
    Total number of unique words is 1284
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    70.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 08
    Total number of words is 4789
    Total number of unique words is 1154
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 09
    Total number of words is 4721
    Total number of unique words is 1169
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 10
    Total number of words is 4664
    Total number of unique words is 1271
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 11
    Total number of words is 4706
    Total number of unique words is 1229
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 12
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1235
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 13
    Total number of words is 4931
    Total number of unique words is 1348
    50.4 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 14
    Total number of words is 4766
    Total number of unique words is 1314
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 15
    Total number of words is 4627
    Total number of unique words is 1299
    49.3 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    71.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 16
    Total number of words is 4410
    Total number of unique words is 1232
    50.3 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.