Ludvigsbakke - 05

Total number of words is 4746
Total number of unique words is 1276
50.7 of words are in the 2000 most common words
63.7 of words are in the 5000 most common words
70.3 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
-Fik hun Smørret og Skinken?
-Ja, det lille Skind.
Skovrideren gik lidt, saa sagde han:
-Nej, hun sidder s'gu paa hende.
-Hun er jo syg, Lund....
-Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dér uparret sine
bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun
skrubbede som Mejerske.
-Naa, Lund.
-Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og
til Forvalterens, da hun var Jomfru ...
Lund begyndte pludselig at le og løftede lidt paa Pelshuen:
-Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han.
-Gæstfri, det er hun nu, Lund.
Lund blev ved at le.
-Ja, ja, min Pige, hun sætter idetmindste Fødevarerne paa Bordet for at
vise, at hun har dem.
... Hjemme havde Fru Brandt raabt paa Sofie:
-Tag saa ud, hvad der er levnet, sagde hun.
Ida løb ind ad Gitterporten ved Teglværket og ringede paa i Villaen.
Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedøren op (hun havde hørt Idas
Stemme, da hun talte til Pigen).
-Nej, det er "Jomfruen", raabte hun. Hvordan er Du sluppen ud af
"Enkekassen"?
-Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmælt, der syntes, jeg kunde gaa herud.
Olivia saa lidt paa hende:
-Naa, saadan ... Men kom nu ind.
-The, Marie, raabte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og
begyndte at vandre op og ned, mens hun begyndte paa en lang Historie:
-Fritz var i Byraadet og Fru Kornerup havde meldt sig til The--hun vilde
absolut danne en Diskussionsklub.
-Men jeg vil ikke ind i alle disse Tale foreninger. Det er, som Fritz
si'er, det er væmmeligt at staa og snakke om alle mulige Ting med alle
de fremmede Mennesker. Hvis de angaar En, kan man alligevel kun snakke
om dem med et Par ...
-Ja, sagde Ida.
-Naa, min Pige, sagde Olivia: Du snakker nok med ingen.
To Tuller kom løbende og raabte "Goddag" allerede inde i Spisestuen, for
der blev altid en Barnejubel, naar Ida kom.
-Aa, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og løb ud i Gangen. Hun kom
tilbage med en Pose med Druer, som hun hældte ud paa Flygelet.
-Du stjæler som en Ravn, sagde Olivia.
-Naa, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et Par
Druer i Munden.
Ida blev pludselig rød: Man maa da ha' Lov at gi'e Børnene, sagde hun;
hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til
Proppen, halvsang hun og løb med begge Tullerne op ad Trappen ind i
Barnekamret.
Der blev en Hurlumhej oppe paa første Sal, Tullerne lo og Proppen skreg.
-Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med
"Proppen" i de løftede Arme.
-Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i
en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" paa sit Skød.
-Naa, sagde Olivia, der skænkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu
osse en Mellem-Temperatur. Værs'go.
Olivia satte Theen paa Hjørnebordet; Saa, sagde hun og placerede sig
selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e
dem i et Sideværelse, med Døren aaben.
-Den velsignede Masse Bøger, fortsatte hun og flyttede en Mængde Bind
sammen for at faa Plads til Kageskaalen: jeg véd ikke, hvordan det er.
Men hvad jeg ikke slæber ind i Huset, det kommer Fritz med.
-Ja, her er altid saa meget Nyt at læse, sagde Ida.
Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og saá op i den høje Lampe.
-Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Bøger".
Det er dog ligesom de lærer En bedre at indrette sig.
-Hvordan?
-Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen.
De tav lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbøjet i Stolen, og saá ind i
Væggen:
-Men er Livet egentlig ikke saa ligefremt?
-Ja-a....
-For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tøvede, naar hun
skulde sige en Slags Mening: vi gør vel, hvad vi maa....
Hun blev ved at stirre ind mod Væggen, og Olivia sagde:
-Og saa er der jo osse Ungerne ... om man kunde lære noget for dem.
Naa--hun smilte pludselig over hele Ansigtet--jeg er nu forresten vist
aldrig blevet opdraget.
Hun saá uvilkaarligt over mod Fru Francks Portræt over Flygelet og
sagde:
-Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.
Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en
eller anden Ting var kommen til at tænke paa det derhjemme, pludselig
sagde:
-Aa, nu gaar Christian fra Møllen ledig igen.
-Naa, Gud velsigne dine Smørkrukker. Olivia lo: saa logerer han vel osse
"ovenpaa"?
-Ja, sagde Ida halv forknyt og saá paa hende: men hvad skal jeg gøre?
Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen.
Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:
-Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r.
Olivia sukkede lidt:
-Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man lærer at lyve saa stift.
Saa sprang hun op:
-Skal vi spille firhændigt?
Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang:
-Aa, Du, nu maa Proppen døbes ... Og det er som Fritz si'er, det gør
heller ikke noget med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i
Døbefonten.
De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog
Entrédøren op:
-Kæreste De, sikken Kulde, sagde hun.
Lidt efter gik Ida.
Da hun løb op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Møllen ind
gennem Mellemdøren.
Fru Brandt sad i Sofaen, ørkesløs og bred:
-Det tog Tid, sagde hun: hvor var I?
Ida nævnte, med lidt slæbende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt
spurgte:
-Fulgte Lund Dig?
-Ja, Mo'r.
-Hvem var det da, Du talte med her paa Fortovet?
-Frøknerne Staal.
-Hm, gaar de to unge Piger alene.
-Skal jeg saa læse, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte
at læse med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Køb og
Salg". Det hørte Fru Brandt først, med Hænderne i sit Skød og et Par
Øjne, som saá hun, skrapt, gennem Væggene ind i alle de Huse, hvor der
søgtes og skiftedes.
Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at læse med samme Stemme
og uden Ophold:
"Ejendomssalg i Bræstrup".
"Voldtægt i Hatting"....
-Hvem er død? spurgte Fru Brandt og afbrød.
Ida læste de tre Dødsfald, og Fru Brandt sagde:
-Tag saa Historien.
Hendes Træk blev mere slappe, og hendes Øjne begyndte at svømme ud.
Da Ida var færdig med at læse, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og
gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:
-Sofie. Tag mig Avisen.
Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun læste om Voldtægten i
Hatting.
... Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Der, i Stuen, hvor hun
hørte Moderens Aandedrag. Hun tænkte paa "Proppen"s Daab. Jo, hun maatte
liste Pengene ud af den store Sparekassebog.
-Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne?
-Hvilke Pakker?
-Skovriderens Niels kom med Pakker.
Ida sagde:
-De var til Fru Lund.
Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe
paa Loftet knirkede og puslede det.
Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den
eneste Tid, hvor hun turde læse lidt i Olivias Bøger.
Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Længe hørte
Ida hende sukke og snøfte. Saa saá hun op fra Bogen og lagde
Strikkepinden ned paa Bladet som Mærke:
-Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun.
Sofie begyndte at snøfte stærkere, da der blev talt til hende.
-Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinomé, sagde hun.
Sofie blev ved at græde--hun græd som en Karl--:
-Men jeg vild' saa gern´ be' Frøkenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til
Alters ... nu paa Synda'.
Hun snøftede højt.
-Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie.
Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Værste og Christian gik
ledig.
Sofie blev ved at græde, hun tænkte paa sit:
-Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt
til Sengen som en anden.
Ida sad og saá ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed.
Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:
-Frøkenen maa ta'e Penge iaften--vi har ikke en Skilling i Huset.
-Igen, sagde Ida.
-Naar En aldrig tør si', hva' En køber ... Og En ska' indbild' Fruen, at
man faar alt til givendes....
Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen:
-Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker.
Ida laaste Døren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide
Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden ... det var dem, der
kom fra Theatret.
-Hm, hvor han havde været smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun
var der med Olivia, saa slank og mørk.
Hun saa altid saa længe Skuespillernes Ansigt og deres Smil og hvordan
de gik.
Saa dejlige Tænder han havde, naar han smilte.
... Ida listede sig ind. Stille klædte hun sig af, mens hun lyttede
efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast.
Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin
Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen laa. I Mørket fik
hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.
Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker.
Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte
de to Pengestykker i sin Strømpe.
* * * * *
Ida sad midt i Ærtebedet paa "Ludvigsbakke"; hun og Schrøder plukkede
Ærter i et stort Trug.
-Saa, sagde Schrøder, nu er Klokken slaaet ni.
Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, bøje ind i Ærtegangen. Fru
v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun
overholdt den paa Minuttet.
Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi
Ærtebedet:
-Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom
opdagede paa det venligste bestandig Ida paany--hver Gang hun saá hende.
-Hm, sagde Schrøder og saá efter hende: hun skulde se at faa Sønneken op
fra Fjermadrassen. Gud véd, hvad hun nu skal gøre af ham.
Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang
ved Polyteknikum i Zürich, og nu hvilede han ud.
-Men køn er han i Figuren, sagde Schrøder.
Der var ganske stille i Haven, og man hørte hver Ærtebælgs Fald i
Truget, mens de hvide Sommerfugle fløj ud og ind mellem Rankerne.
-Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.
-Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal røre Kødfars.
Schrøder rørte stadig Kødfars; gamle Konferensraad, der var nær de
halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand
i Huset, sagde Schrøder. Hun havde selv faaet sig seks nye Fortænder i
Foraaret. Ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom
de seks forresten ikke længer end i deres Vandglas.
-Men jeg skal ikke ha'e ham gaaende, hvor jeg har Smaapiger, sagde
Schrøder, der blev ved Eichbaum: saadan som han flytter Øjnene rundt paa
et Pigebarn ... Schrøder saá nok, hvordan Pigerne svajede sig, naar
Eichbaum satte sine Ben i Køkkenet.
-Jeg synes, han ser saa god ud af Øjnene, sagde Ida.
Der lød et Skrig og Skraal nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor:
-Saa, sagde Schrøder, nu skal vi til at tørre Kadetbukser igen.
Det var alle Falkenbergs Børn, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg,
født With, kom ned ad Gangen, hun maatte "se efter Børnene".
-Aa, sidder De her? sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemt
Ungpigestemme): saa dejligt her er i Solen....
Hun satte sig paa Schrøders Køkkenskammel med Hænderne i sit Skød.
-Falkenberg kommer da ikke iaar, sagde hun.
-Ikke?
-Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger--hun løftede de spidse
Skuldre i Slaabrok'en: Fru Falkenberg havde ligefrem faaet en Barnefigur
igen ved at føde Kaptajn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Børn--:
-Jeg forstaar mig jo ikke paa det, sagde hun. Det er Tjenesten.
-Ja, sagde Schrøder, der er jo saa meget for en Mand.
-Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede--der var et Udtryk i hendes Øjne,
som sad hun og saá undrende efter noget, der var blevet borte--:
-De har ogsaa deres.
Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at græde.
-Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op.
-Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig.
-Aa, ja, lille Ida ... vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.
Schrøder satte sig paa Idas Køkkenskammel og blev ved at pille Ærterne,
mens Fru Falkenberg saá til med sine kønne Øjne:
-Aa, saa De har meget at tænke paa, sagde hun og fulgte Schrøders Hænder
med Øjnene. Ja, det maa være dejligt at ha'e Kræfter ...
Ida kom tilbage; det var ingenting; de skændtes kun om Prammen.
-Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg.
-Nej, Fru Falkenberg, jeg saa ham ikke.
-Hm, Fru Falkenberg rystede paa Hovedet: Gud véd, hvad den Dreng ta'er
sig til ...
Erik var en opløben syttenaarig, som tilbragte sin Ferie paa et eller
andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Litteratur, og som, naar han
forlod sine ophedede Skjulesteder, altid saá ud, som om Lyset skar ham i
Øjnene.
Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.
-Ak ja, sagde hun: det er underligt med Børn. Det er dejligt, naar de er
smaa, men man maa jo sende dem i Skole....
Saa længe Børnene var smaa, smaasyslede og sang Fru Falkenberg med dem
Dagen lang, men skulde de først i Skole, var det, som den store Dør
lukkede sig bag dem--
-Det er ikke saadan at følge dem, sagde hun.
-Nej, hvert Kræ har sit Ho'ede, sagde Schrøder: Tag saa i.
Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de.
Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted,
hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle
store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.
Frøken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og læste.
Hun løftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrøder, før hun læste
videre.
Da Schrøder og Ida kom ind i Køkkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet
ind ad den anden Dør: Man vilde gerne ha'e The, Schrøder, sagde han; og
Schrøder, der satte Ærtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel
være The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud
til von Eichbaum, der laa paa Græsplænen saa lang han var.
-Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jævn og
skikkelig Maade at tale til Ida paa. Og han vendte sig om paa Maven, med
Hovedet over sin The:
-Tak, sagde han.
Ida bad ham Kiksene.
-Er det Onsdag idag? spurgte han saa.
-Ja.
-Uh, sagde Eichbaum og rørte i sin The: saa har man tre Uger endnu. Og
Herren véd, hvad det saa skal blive til.
Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen:
-Nej, det er utroligt, sagde han.
Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det
"saa skulde blive til".
Ida gik inde i Køkkenet og hjalp til. Hun gik og tænkte paa Karl von
Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til--saadan.
Før havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig,
i Aalborg, og var ikke hjemme mer.
Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra
"Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved
at banke med sin Stok:
-Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?
-Ja, Hr. Konferensraad.
Alle Gæster paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.
-Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan føle Blodet
rulle--Ungdommen skal ha'e store Lunger og stærke Hjerter.
Han nikkede:
-Luk saa Dørene op.
Ida lukkede Dørene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde
Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og
se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde
levet.
Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i
Godsforvalterens Have:
-De er spraglede, sagde han og nikkede.
Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplæne mellem tre
Ungersvende med opsmøgede Benklæder.
-Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.
-Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa
mange Ting at se, naar man bli'r gammel.
-Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver
staaende alligevel.
Ogsaa Ida var bleven staaende og saa over "Længen"s Have. Hun kom der
saa sjældent nu: hvor de dog huggede hvert Aar ... der var saa faa
tilbage af de gamle Træer.
-Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden.
-Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.
-Naa, ja, ja....
Konferensraaden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet
længe.
Ida gik tilbage til Køkkenet, men Schrøder jog hende ud.
-Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa Du ud og luft Dig. Her er jo saa
varmt, at man maa kaste Klæderne.
Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem.
Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe
standsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle
Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i
Solen.
Saa døde Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plæne og Marker med
de hvilende Køer som dovne Pletter og Bræstrups Huse--alt syntes at
blunde i Lyset.
-Her er smukt idag, sagde Frøken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin
Bog under Armen.
De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden:
-Saa lige Røgen gaar, sagde Frøken Rosenfeld.
Røgen steg op fra Husene i Bræstrup, stille og lige som lyseblaa Fakler
i den lyseblaa Luft.
Ida og Frøken Rosenfeld talte sjælden meget sammen. Men de blev tit
staaende saadan lidt ved Siden af hinanden, og de saa ofte paa de samme
Ting. Frøken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, især naar
det havde regnet og det endnu dryppede fra Træerne--saa gik de sammen
halvtavse, ad de fugtige Veje, længe.
Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke
mer, og hun hørte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.
Inde i Skovridergaarden sad den gamle Lucie foran Bryggersdøren og
skrællede Kartofler, og Lænkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende
foran sit Hus.
-Er der nogen hjemme, Lucie?
Lucie løftede det rokkende Hoved:
-De er derinde, sagde hun og blev siddende tavs.
Alle Husets Døre stod aabne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte
Møbler. I Salen sad Fru Lund paa en Rørstol, omflydt af Linned og med de
store Briller i det lille Ansigt.
-Aa, er det Dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige ... Vi
vasker og vi lapper. Du--med alle de Gæster. Men de er jo velkomne--det
er vist og sandt. Aa, kan Du hjælpe mig....
Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og tænkte: Hvor Fru Lund
dog ryster paa sin Haand.
-Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul paa
Lagenerne: dette er da vist osse de ældste ... Men det er jo i Ferierne,
de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille Du ... og hvem véd,
hvorlænge det varer....
-Børnene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.
Man hørte det; et Kor af lyse Stemmer klang derude. Inde i Stuen summede
mange Fluer; man saá nok paa det hvidtede Loft, hvor de havde siddet.
-Nej, nej, blev Fru Lund ved: Konferensraaden falder af, og hvem véd,
hvor saa vi skal hen.
Ida vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde tænkt det samme. Men hun
sagde:
-Men Skovene bli'er da staaende, Fru Lund.
-Aa ja. Barn, men det bli'er nok andre, der skal fælde Træerne.
Fru Lund saá hen for sig bag de store Briller, der sad saa mærkelig
ubekvemt paa hendes Næse:
-Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive Aar og levet i Fred.
Gamle Lucie kom op igennem Gangen, skændende og mumlende.
-Saa, sagde Fru Lund: nu skænder Lucie igen. Aa, Du, det er ikke let.
Naar hun blot vilde blive siddende. Men hun vil jo ta'e med i alt, og
hun er ikke renlig. Snart staar hun over Maden, og snart reder hun
Senge....
Fru Lund rystede paa sit Hoved og Ida smilede, mod sin Vilje: Der var
nok dem paa Egnen, hvem det faldt lidt svært at spise i
Skovridergaarden, fordi Lucie stod over Maden....
-Men, sagde Fru Lund, det er som jeg siger til Lund: hun maa jo dog ha'e
Lov at dø her.
"Studenten", den yngste af "Drengene", stak Hovedet ind ad Havedøren:
-Er det Ida, sagde han: kom ud, kom ud. Vi plukker Kirsebær.
Nede omkring Kirsebærtræerne lo og skreg den hele Ungdom. To af
"Drengene" hang i Grenene og plukkede og kastede ned.
-Er det Ida, raabte den ene.
-Halløj. Ida fik to Kirsebær i det opadvendte Ansigt.
De unge Piger greb Bærrene og lo:
-Aa, aa ... Kirsebærrene fløj.
-Aa, aa ... Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.
-Saa, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.
-Fler til Dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebær til Ida.
Men da laa allerede alle Mand under Træerne paa Græsset.
-Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fødderne langt fra sig.
-Ja, sagde Ida og fik næsten Taarer i Øjnene; hun vidste ikke, hvordan
hun var kommen i den Stemning, bedrøvet eller ligesom urolig--lige fra
da hun sad derinde hos Fru Lund.
Emilie laa og saá ned ad sin Nederdel, der bar Mærker af tre knuste
Kirsebær:
-Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skørtet.
... Ida rejste sig, hun vilde hellere gaa hjem ... saadan en sær
Stemning der var over hende ...
-Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdøren og
blev ved at staa og nikke: hils, naar Du skriver.
Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char-à-banc kørende imod hende.
Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.
Frøken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slank
Elfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste.
Ida svarede noget, og Frøken Constance sagde:
-Det er jo rigtig dejligt for Frøken Schrøder at have faaet Dem herud.
Frøken Constance bøjede Pisken og Parasollerne bevægede sig lidt, idet
Vognen kørte.
Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bøjede ned forbi Længen uden at vide
det ...
Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer
paa Trappen, lænet hver mod sin Dørstolpe, med Benklæderne trukne op til
midt paa Læggen af deres brogede Sokker og røg Cigaretter. Den ene
hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida hørte ham
sige, da hun var forbi:
-Var den der Frøken Brandt?
Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom maatte være sket
noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:
-Hvordan staar det?
Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:
-Jo, vi skal straks spise.
Og Ida blev helt rolig igen, mens hun klædte sig om. Ude i Havegangen
hørte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der "gik" før
Middag.
Ida stod foran sit Spejl, da Gonggongen lød.
Det var da vist, tænkte hun, Karl Eichbaums værste Tid, Bordet.
Schrøder stod ved det aabne Køkkenvindu og øste Suppen i Terrinerne, da
hun saa en barbenet Dreng komme op om Plænen:
-Hvem er 'et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som
ventede.
Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.
Den var til Frøken Brandt, sagde han.
-Til hvem?
-Den var til Frøken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.
-Aa, Herregud, Schrøder slap Gryden: aa, Herregud, saa er 'et slemt.
-Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme føjede hun til:
Naa, la' mig først faa øst op.
En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.
-Er De gal, sagde Schrøder og rev det fra hende.
-Tag saa Suppen.
Schrøder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han
holdt sig færdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad
og ventede paa sin Kaffe.
-Saa faar hun ogsaa spist først, tænkte Schrøder, og pludselig begyndte
hun at græde:
-Den lille Stakkel, sagde hun.
Da hun grædende kom tilbage, stod Ida i Køkkenet.
-Hvad er der dog, Schrøder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer
uroligt. Og da Schrøder, forstyrret, uden at ville det, rakte
Telegrammet ud imod hende, sagde hun:
-Det er Mo'r ... og havde revet Telegrammet op og læst det.
-Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schrøder kun og tog om hendes Liv.
Ida havde ikke talt. Det var, som hendes Øjne ikke kunde se nogen Ting,
mens hun gik ind i Schrøders Kammer.
-Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut ... hvordan er 'et?
Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege og stive Ansigt
blev Schrøder kun ved at nævne det gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut;
og førte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun,
angst, ryste Taarerne ud af hende:
-Jeg har sagt til om Vognen.
-Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:
-Naar jeg blot faar hende at se.
Ved at tale begyndte hun at græde, og Schrøder sagde, helt lettet--hun
havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu--:
--Aa vist, aa vist ... det er naturligvis ikke saa slemt ... hun kommer
saamæn nok over det, skal Du se, lille Tut.
Ida lagde kun Armene træt ned mod Stolen:
-De maa ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa Dem.
-Naa, sagde Schrøder næsten vredt: De ka' vel bie.
Døren gik; det var Frøken Rosenfeld.
-Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et
Sygeværelse.
-Ja.
Hun nikkede til Schrøder, som gik.
-Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog
Idas kolde Hænder.
I Køkkenet havde Anne Marie, Køkkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for
at høre ad, hvad der gik paa.
-Saa er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.
-Det er vel det, svarte Johan.
Anne Marie stod og saá ud i Luften, ret op og ned, paa sine sorte Hoser:
-Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.
-Der bli'er meget, sagde Johan.
-Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Faar jeg saa Kaffen? Han
drak den og gjorde sig færdig.
-Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning.
Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.
Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden
ud og ind til Konferensraaden og lod Dørene staa paa Klem:
-Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden.
-Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.
-Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers høres, sagde den Gamle.
Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig læst hvad Mynster skrev "i sine
Betragtninger", om at da pludselig--"der var Ord, man huskede".
-Men, tilføjede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.
Da Vognen kørte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk.
Rosenfeld, der havde taget Tøjet paa, satte sig ind ved Siden af hende.
-De skal da ikke køre alene, sagde hun.
Karl v. Eichbaum var staaet op fra Bordet og gaaet ned. Han stod, ved
Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Saa rakte han Haanden ind
over Vogndøren uden at sige noget.
Da Schrøder vendte sig og vilde gaa ind--Vognen var helt nede paa
Bræstrup-Vejen nu--saa hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Bænken
foran Køkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.
Middagen oppe var endt, og alle Fade flød paa Køkkenbordene. Schrøder
maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad.
Solen røbede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod
bøjet over den store Brødmaskine.
Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover
Sporet af den bortkørte Vogn....
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Ludvigsbakke - 06
  • Parts
  • Ludvigsbakke - 01
    Total number of words is 4799
    Total number of unique words is 1392
    46.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 02
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1288
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 03
    Total number of words is 4707
    Total number of unique words is 1216
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 04
    Total number of words is 4747
    Total number of unique words is 1242
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 05
    Total number of words is 4746
    Total number of unique words is 1276
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 06
    Total number of words is 4639
    Total number of unique words is 1279
    52.1 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    71.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 07
    Total number of words is 4666
    Total number of unique words is 1284
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    70.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 08
    Total number of words is 4789
    Total number of unique words is 1154
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 09
    Total number of words is 4721
    Total number of unique words is 1169
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 10
    Total number of words is 4664
    Total number of unique words is 1271
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 11
    Total number of words is 4706
    Total number of unique words is 1229
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 12
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1235
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 13
    Total number of words is 4931
    Total number of unique words is 1348
    50.4 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 14
    Total number of words is 4766
    Total number of unique words is 1314
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 15
    Total number of words is 4627
    Total number of unique words is 1299
    49.3 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    71.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 16
    Total number of words is 4410
    Total number of unique words is 1232
    50.3 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.