Ludvigsbakke - 15

Total number of words is 4627
Total number of unique words is 1299
49.3 of words are in the 2000 most common words
64.6 of words are in the 5000 most common words
71.7 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
siden, han havde taget saa fast eller ømt om hendes Haand.
-Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu
vil vi drikke. Og hun tog sit Glas.
Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet
ikke sige det:
-Det værste, de kan gøre, er da at gi'e mig min Afsked.
-Det manglede blot, brast det ud af Karl.
-Ja, saa var det da forbi, sagde Ida.
Men Karl svarede ikke, før han sagde, med samme Udtryk som før inde i
Cirkus:
-Men, for Fanden, hun holder vel Bøtte.
Han kaldte paa Kelneren for at betale.
-Skal vi allerede gaa, sagde Ida. Det var som kom der altid ligesom en
Angst over hende, naar de skulde gaa; og hun saá ud over Bordet og
Glassene.
-Det er s'gu paa Tiden, sagde Karl.
Han vidste vist ikke selv, at han sukkede et Par Gange, da han trak en
Halvtredskrone-Seddel op af den Ruslæders Portemonnæ.
Men inde i Drosken sagde han, for han vilde ligesom heller ikke skilles
fra hende:
-Nu ta'er vi hen i Lejligheden.
-Men der er jo ikke istand, sagde Ida.
-No'et er der vel paa Plads, sagde Karl, og han raabte Gade og Nummer ud
til Kusken.
...-Du maa ikke se Dig om, sagde Ida, der ude i Gangen havde faaet en
lille Lampe tændt og som nu aabnede Døren. Men idet hun løftede Lampen
foran sit Ansigt, sagde hun straks og pegede paa to store Ruller, der
stod lænede op imod Væggen:
-Det er Gulvtæpperne.
-Sikken Mængde, sagde Karl, der stod og tænkte paa, at Møblerne vilde
blive for store for Stuen.
-Ja, og hun nikkede til ham: Men Mønstret kan Du ikke se.
-Jeg er forfærdelig tørstig, sagde Karl, der fik Overfrakken af.
Ida havde Rødvin og vilde hente den. Karl gik alene op og ned, med en
Cigar, der var gaaet ud; han stødte i Tanker til Møblerne som til
Stængerne i et Bur. De tomme Vindusaabninger gabede paa ham som et Par
stirrende Øjne.
Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde hælde Vinen i sig.
Men pludselig bevæget, eller desperat--for han kunde i det Øjeblik gerne
have slaaet alle de Møbler i Smadder--sagde han og hans Stemme var lav:
-Naa, Skaal, Pus.
-Ja, sagde Ida og saá fra Stuen, hvor Møblerne, der ikke var paa Plads,
kastede lange Skygger op i hans Ansigt: Det er det første Glas, vi
drikker her.
Og hun drak, til Bunden, med Øjnene fæstede paa hans Ansigt.
... Karl var gaaet.
-Tak, jeg vil blive lidt, havde Ida sagt.
Nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved.
Hun vilde kun være ene, naar hun tog sin Kaabe og sin Hat og naar hun
gik. Men da hun kom ned paa Gaden, næsten løb hun. Hun tænkte: hvis hun
mødte Frøken Friis--i Porten--eller udenfor--og hun løb, som om hun
derved kunde undgaa det.
Men hun naaede op i sit Kammer og havde ikke mødt nogen.
Hun tog sit Overtøj af. Men paa Gulvet blev hun ved at vandre. Saa
aabnede hun Døren. Hun vilde se Roed og Frøken Petersen, se dem, inden
de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst. Mod Vinduet
paa Gangen lysnede det allerførste Skær af Dagen og de Syge blundede.
Sagte drejede hun Nøglen om og gik ind. Roed og Frøken Petersen sad hver
paa sin Side af Kakkelovnen, stive i Øjnene af Søvn.
-Gott, Gott, er det Dem, sagde Frøken Petersen.
-Jeg vilde ta'e lidt Kloral, sagde Ida, og aandsfraværende, eller
frygtsomt, glattede hun med sine Hænder ned over Roeds Haar.
-Hvor De er kold, sagde Roed med de Forvaagedes underligt ligegyldige
Stemme.
-Ja.
Ida slap hende og gik hen til Tærskelen til "Salen". I den nærmeste Seng
rørte Patienten sig, og Ida gik ind. En skægget Mand med blaa Briller
laa og stirrede op paa hende.
-Godaften, Frøken, sagde han med saadan en ydmyg Stemme.
-Herre Gud, Lauritzen, sagde Ida, er det Dem.
Patienten svarede ikke. Det var en Dranker, som var her for tredje Gang.
Han laa kun og knugede Hænderne:
-Jo, det er mig, sagde han saa og blev ved at knuge Hænderne, saa
Knoerne blev hvide.
Og mens han saá hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs
hans Sider, sagde han--det Blik maa En have, der korsfæstes--:
-Jeg kan ikke andet.
Ida lænede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun
fortvivlet.
... Karl var kommen hjem. Halvt afklædt blev han ved at marchere paa
Gulvet.
-Det er utroligt, sagde han.
-Det er s'gu utroligt, blev han ved at sige, mens han standsede paa sin
Marche og nikkede ind i Lampen.
-Men de Fruentimmer er s'gu ogsaa blinde, sagde han og nikkede ind i
Lyset.
Endelig satte han sig hen paa sin Seng.
-Hm, og han fortrak Ansigtet, som var ogsaa det ham Højst ubehageligt:
og saa har Knuth naturligvis siddet og dinglet paa Wienerkaféen for at
vente.
Tilsidst kom han ned mellem Tæpperne. Han laa paa Ryggen og stirrede op
i Luften.
-Det er mærkeligt, men de ender s'gu alle med at blive simple i en Seng.
Karl v. Eichbaum slukkede sit Lys. Men i Mørket laa han længe og kastede
og vendte sig og virrede med Hovedet, men ogsaa hans Hænder var særligt
urolige--som en Mand, der er plaget af besværlige Fluer ...
... Han var heller ikke i noget lyst Humør, da han stod op, og
Skilningen kunde han ikke faa lige, mens han blev ved at sidde og herse
med Kammen og Børsterne foran sit Spejl. Men paa én Gang løftede han
Ansigtet og, idet han saá sig selv lige ind i Øjnene i Spejlet, sagde
han halvhøjt og med et Nik:
-Ja, det er det: et Menneske gør s'gu, hvad han maa.
Ida havde ventet længe oppe paa Kammeret. Nu maatte hun ned i Thestuen,
nu maatte hun derned. Hun gik gennem den urolige Gang, ind gennem den
rolige.
Aldrig syntes hun, hun var gaaet saa rank. Nu var der kun Døren, som
skulde aabnes, og Tærskelen, som hun skulde over.
-God Morgen.
Hun var derinde. Og i et Nu havde hun lyttet efter sin egen Stemme og
set paa Alles Ansigter, at de vidste intet; og set Frøken Friis, der sad
nærmest Døren og skød op fra Stolen til et Favntag.
-Godmorgen, Søde, sagde hun.
Og da hun kyssede hende, skød hun et Nu Spidsen af sin Tunge ind mod
Idas Kind.
Ida blev blødende rød....
Og hun hørte Frøken Helgesen sige:
-Hos os har der inat været to Dødsfald.
* * * * *
Maaske en halv Time havde Ida ventet. Nu vilde hun gaa. Maaske kom der
ingen, saa hun kunde gaa.
Men Ellingsen var ved Døren for at "hjælpe Frøkenen".
Han tog Kaabe og Hat, og hun fik dem paa:
-Tak, sagde hun: Farvel.
Men Ellingsen, der stod ved Døren, sagde, og der var megen Fugtighed om
hans Læber:
-Frøkenen glemmer sine Pakker.
Ida tog dem og Ellingsen lukkede ogsaa Gadedøren op:
-Farvel, sagde hun og gik.
Gadedøren var af dem, der stille lukker sig af sig selv. Hr. Ellingsen
vendte tilbage til Kabinettet. Han bevarede stadig et deltagende Udtryk
i sit Ansigt. Med en Serviet bortslog han lidt Støv, han syntes havde
samlet sig paa Dugen, hvorpaa han med den samme Serviet tørrede sig om
sin Mund. Hr. Ellingsen havde virkelig sjældent haft mindre end en
seksten, atten Kroner om Maaneden af "det Selskab".
Det ringede ved Bufet'en.
-Men der var jo en dejlig Fremgang i Forretningen.
Hr. Ellingsen gik ud. En Herre og en Dame kom imod ham i Gangen....
-Ida gik--hun troede vel selv, hun vidste ikke hvorhen--langs Stien, mod
Østerbro, udad, længer og længer.
Dér mødte hun dem. Han saá dem langt borte. Der var de.
Hun maatte gaa dem forbi. Smaapakkerne hang ligesom saa løst i hendes
slappe Arm og hun vidste ikke, hvordan hun nu fik Hovedet bøjet til
Hilsen.
Men Kate standsede sin Hest et Øjeblik.
-Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun og hilste med sin Pisk. Hvilket
dejligt Vejr!
-Ja, dejligt, sagde Ida, der pludselig stirrede hende op i hendes
Ansigt.
-Man mærker formelig Foraaret slaa op af Jorden, sagde Kate. Karl holdt
lidt fra dem. Det saá ud, som hans Hest ikke var saa lige at styre.
-Naa, allons ... Godmorgen.
De red bort.
-Hun var kommen langt ud, sagde Kate.
Og lidt efter, mens hun saá ud over Hovedet paa sin Hest, tilføjede hun:
-Det er mig forresten ligegyldigt.
Karl vilde spørge hvad, men tav pludselig med et forbløffet Ansigt.
-De er s'gu min Overmand, sagde han saa, da de havde travet en Stund.
Ida havde vendt sig. Det var, som var hun pludselig vaagnet. Hun saá
hvert Ansigt, hun mødte, som var det mærkelig lyst, og hvert Gitter og
hvert Hus og hvert Træ, som var alting saa mærkelig skarpt. Og hun hørte
hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde
hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle.
Men Mulden saá hun mest og de gule Krokus og Rosentræerne, der var
afdækkede nu--for nu vilde det snart blive Foraar.
Hun kunde være gaaet ti Mil og bøjede dog om ved Søhjørnet, af Vane.
Paa Vejen tæt ved Rørholm mødte hun Frøken Friis, som begyndte at larme
langt borte og saa kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet
hendes Skik. Men, kære Barn, sagde hun: idag maa jeg da se Lejligheden.
Frøken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare
lige om Hjørnet....
Ida var pludselig saa træt, eller maaske følte hun Trang til at nyde en
sidste Smerte.
-Ja, sagde hun sagte: vi kan gaa derop.
Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjærg. Frøken Friis
var iforvejen og læste paa alle Dørplader.
-Og et yndigt stille Hus, raabte hun ned (det var lutter Embeds-og
Bestillingsmænd samt en Baptistpræst, som boede der) og hun kunde næppe
vente, til Ida fik lukket op og sagde, som om hun havde glemt det:
-Ja, her er Haandværkere.
Men Frøken Friis raabte allerede inde fra Dagligstuen:
-Men Gud, Gud, hvor er her nusset; hun røg ud igen paa Gangen: hun
maatte kysse Ida af Henrykkelse, før hun svajede ind paany. Hun befølte
alt og saá alt og snakkede, til hun pludselig satte sig paa en Stolearm:
-Men, søde Brandt, hvor maa det have kostet.
Ida sad ned. Ubevægelig saá hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu
var det paa Plads.
Hun hørte ikke Frøken Friis og ikke, at hendes Ordstrøm pludselig
standsede, følte kun, at hun var ene, et Nu, og løftede sine Hænder fra
sit Skød--da Frøken Friis kom frem i Sovekammerdøren.
-Brandt, sagde hun, og hun udtalte Navnet i en Tone, som hun aldrig
havde brugt: De véd, hvordan De vil ha'e det.
Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked
op i hendes Kinder.
-Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt næsten selve sin Smerte.
Men Frøken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den
store Seng.
-Saa gaar vi, gentog Ida.
Der var noget i Tonen, som fik Frøken Friis til at rejse sig noget rask.
Men Ida ventede tavs først ved Dagligstuedøren og saa ved Entrédøren,
sidst ved Gadedøren, indtil Frøken Friis var ude. Heller ikke paa Gaden
kom Samtalen i Gang. Frøken Friis var ogsaa stille, optagen af Sit som
af en Opdagelse. Men da de naaede Hospitalsporten, sagde hun, før hun
skulde videre "et Ærinde":
-Men Gud, Brandt, vær nu fornuftig--dette er jo kun for vi frisindede.
Ida skød tavs hendes Hænder bort fra sin Arm.
-Farvel, nikkede Frøken Friis.
Da Ida, der bestandig bar de to Smaapakker, kom ind paa Trappen i
Pavillonen, mødte hun Frøken Kjær.
-Nej, sagde hun med sin glade Stemme--hun var saa vant til, at Ida
bragte noget med sig hjem--:
Jomfruen har Kager.
Og hun løb iforvejen op til Frøken Petersen: Jomfruen har Kager, sagde
hun, og de samledes hastigt til Picknick i Køkkenet.
Ida sad og saá Kagen forsvinde mellem Petersens Tænder.
Da de to var mætte, var der et Stykke tilbage. Det blev tilbudt
Josefine, der kom for at hente Spandene.
-Ja, no'en skal jo ha'et, sagde Josefine.
Men Frøken Petersen sagde:
-Ach, vi skulde have gemt den til Kaffen.
Ida havde rejst sig og gik.
* * * * *
Frøken Friis' "Ærinde" var et Minuts Løb ind til Svendsen, hvor den
Stornæsede spiste Frokost. Frøkenen var helt vims og forpustet af
Morgenens Iagttagelser.
-Nej, Du, sagde hun: det havde jeg aldrig troet--for der var
raffineret....
Den Stornæsede betragtede sit Smørrebrød med Sky.
-Det er s'gu altid saadan med de meget blide Piger, sagde han.
Frøken Friis sad lidt; hun saá stadig Sengen og de store Vaskekummer og
den brede Hvilesofa for sine Øjne.
-Ja, det maa det vel være, sagde hun eftertænksomt og nikkede.
Men lidt efter sagde hun:
-Men, Gud, hvor det maa være dejligt at ha'e Penge.
-Naa, sagde den Stornæsede: det vigtigste er s'gu, at man véd, hvad man
vil hinanden.
Han bød Frøken Friis paa et Glas Øl, som hun nød med opdraget Slør.
Men pludselig sagde hun, paany ganske ophedet:
-Frederik, hun havde flyttet Sengen midt frem i Lejligheden.
-Ja, den bliver s'gu nok staaende, sagde den Stornæsede.
* * * * *
... Kate Mourier havde faaet den mærkeligste Vane. Hun vandrede op og
ned gennem alle Stuer med begge Mynder efter sig.
-Kære Kate, hvor Du marcherer, sagde Fru Mourier fra sin Sofa.
-Jeg tænker, sagde Kate og vandrede videre.
-Men kunde Du ikke gøre det siddende, sagde Fru Mourier.
Pludselig havde Kate sat sig med begge Mynderne foran sig, og rejste sig
saa igen. Henne ved Døren strakte hun Armene op langs Dørkarmen.
-Er det iaften, vi skal paa Koncert? sagde hun og saá ud i Luften.
-Ja.
Det var rart ... For jeg trænger til Musik, sagde hun og gik ind.
Fru Mourier blev siddende. Bladene i hendes "Edition Peters" blev
liggende urørte. Hun tænkte paa, at det var godt, at Mourier endelig
kom--nu til Selskabet for Aline.
For Fru Mourier vidste ikke rigtig, hvordan det stod til med Kate.
Det ringede, og det var Fru von Eichbaum. Hun kom blot for at spørge, om
Mourier ogsaa tog Tjeneren med til Byen.
-For Mine, det var jo bedst at vide det, sagde hun.
Mouriers Tjener skulde hjælpe til ved Fru von Eichbaums Selskab for den
til Byen ankomne Fru Feddersen.
De talte lidt om det, og Fru von Eichbaum sagde saa, i en anden Tone:
-Børnene har jo redet, Du.
-Ja, sagde Fru Mourier og saá ud for sig. Hun havde saa gerne villet
"tale rigtig ud"--og lod være.
* * * * *
-Fru von Eichbaum sad med Generalinden foran det dækkede Bord i
Generalindens Spisestue, hvor Fru von Eichbaums Gæster idag skulde
spise. Der var færdigt.
Fru von Eichbaum saá ud over Dekorationen, der var Krokus fra
Landstedet, og sagde:
-Saa kommer den lille Brandt. Jeg gik selv derud imorges.
Og da Generalinden ikke svarede straks, sagde hun:
-Det var jo urimeligt at la'e Pladsen staa tom, og hun har jo dog
li'esom færdedes her i Vinter ... Desuden hjælper hun saa lidt med ved
Theen.
-Men det er da rimeligt at bede hende, mente Generalinden: da Pladsen er
der ... Og netop, sagde hun og holdt lidt for pludseligt inde efter at
det var sagt: under disse Omstændigheder.
Men Fru von Eichbaum havde vistnok slet ikke hørt det, for hun rejste
sig kun og sagde:
-Og nu er der for Julius kun at tænde Lysene an.
Ogsaa Generalinden stod op, men henne ved Døren blev Fru von Eichbaum
staaende:
-Saa vilde jeg jo ønske, Du, sagde hun noget langsommere: at Aline kom
lidt tidligt ... for, Lotte (Fru von Eichbaum gjorde en Bevægelse med
Hænderne, som bragte hun noget paa Plads) saa li'esom er hun der.
Generalinden nikkede, mens Fru von Eichbaum aabnede Døren.
De gik gennem Gangen ud i Generalindens Køkken.
-De Skærmbrædter, Lotte, sagde Fru von Eichbaum, idet Søsteren gik
gennem Generalindens Køkken, hvor nogle graa Skærmbrædter dækkende
garnerede Køkkenbord og Komfur: De Skærmbrædter er en Velsignelse.
De skiltes, og Fru von Eichbaum gik over i sin egen lille Gang, hvor
hun, lidt kaldende, sagde til Julius, der paa en Snor inde ved Komfuret
havde sine Handsker til Tørring:
-Og saa si'er Julius den fremmede Tjener Besked.
Julius, der kom frem, let lugtende af Benzin, skulde nok besørge det.
Fru von Eichbaum gik ind. Til Ane talte hun før Middagen ikke.
De tre Stuer laa i stille Hygge, og Kullene, der var lagte sparsomt paa,
brændte svagt. Fru von Eichbaum satte sig paa sin Plads i Sofaen. Hun
vilde kniple, til hun skulde klæde sig paa. Sengeomhænget var snart
færdigt--om nogle Uger. Men Kate, Barnet, havde virkelig ogsaa i den
sidste Tid, her om Aftenerne, kniplet rigtig flinkt. Og meget jævnt.
Det var rigtig, som der var kommet mere Ro over de kønne Fingre.
Kniplepindene gled ud af Fru von Eichbaums Hænder, og hun faldt i
Tanker. I Stuerne begyndte det at skumre. Fru von Eichbaum tænkte paa
saa mange Ting, paa denne Vinter og paa de mange Vintre før, paa Aline
og paa Kate og paa Karl ... Og pludselig tænkte hun paa en af
Konfessionarius' Prædikener.
Udlæggelsen havde været om Troskaben og Dagværket og Lønnen, som blev
Fred.
Fru von Eichbaum blev pludselig bevæget, og i Halvmørket brugte hun
Lommetørklædet. Hendes Øjne var fæstede paa Hr. von Eichbaums Billede
over Skrivebordet: han saas endnu i Halvlyset.
Hans Enke havde foldet Hænderne.
Saa vaktes hun af sine Tanker. Hun hørte Karl. Han aabnede Døren til
Spisestuen og kom ind.
-Er Mo'er klædt paa? spurgte han.
-Nej, jeg har saamæn siddet lidt i min Krog, sagde Fru von Eichbaum fra
Mørket: Men alt er i Orden.
-Faar vi saa Christensen? sagde Karl, der var falden ned paa en Stol.
-Ja.
De sad tavse lidt, til Fru von Eichbaum sagde:
-Og saa har jeg bedt Frøken Brandt.
Maaske havde hun ventet et Ord ud fra Halvmørket, men Ordet kom ikke, og
begge hørte kun Uhret, der dikkede videre.
-Hun er jo dog kommet her en Del i Vinter, lød det fra Sofaen.
-Og, Fru von Eichbaums Tone skiftede næsten umærkeligt: Saa har jeg jo
tænkt mig det som en Slags Afslutning.
Uhret dikkede videre, maaske et Minut.
-Vil Du saa tænde i Hjørnet, sagde Fru von Eichbaum.
Karl tændte, og Fru von Eichbaum rejste sig.
-Det er nok paa Tide, sagde hun, og da hun kom forbi Sønnen, lagde hun
pludselig Armen paa hans Skulder:
-Jeg har siddet her og set paa din Fa'rs Portræt....
Karl følte, at hun sitrede.
Og pludselig bevæget, ligesom hun, sagde han:
-Mo'r er saa god--og kyssede hende paa Panden.
-Og nu maa vi klæde os paa, sagde Fru von Eichbaum: Bordordenen har
Julius lagt ind paa dit Bord....
Karl stod inde i sit Værelse og studerede "Bordordenen". Han Følte noget
af en Lettelse: Ida, der skulde have Kandidaten, skulde sidde paa samme
Side af Bordet som han selv.
* * * * *
Julius var ovre i Spisestuen færdig med at tænde Lysene an, da Mouriers
Hr. Christensen arriverede med Mansketskjorten dækket af en Fløjels
Skjorteskærmer. Julius behandlede den Fremmede med meget Ceremoniel og
sagde, at han "turde maaske sætte ham ind i Forholdene".
Han førte Hr. Christensen ind i Generalindens Gæsteværelse ved Siden af
Spisestuen, og Hr. Christensen afførte sig Overtøjet, mens han
betragtede de to Senge.
-Her retter vi an, sagde Julius.
Julius havde tænkt, at Hr. Christensen kunde skænke.
Hr. Christensen, der bar Guldlænkeknapper og tre firkantede Guldknapper
i sit Skjortebryst--han havde tjent i Garden og uddannede sig under Hr.
Mouriers aarlige Ophold i Karlsbad flittigt efter internationale
Mønstre--betragtede Flaskerne....
-Af hvid Vin, sagde Julius, plejer vi at skænke tolv Glas af Flasken.
Hr. Christensen, der saá ud som en Mand, der ikke vil undres over noget,
begyndte at sortere Flaskerne med et Par meget soignerede Hænder. Paa
venstre Haands Lillefinger bar han en bred Guldring.
Fru von Eichbaum var paaklædt og stænkede Værelserne med "en Anelse" af
Kølnervand.
Portneren havde indtaget sin Post foran Porten for at avertere
Droskerne. De maatte holde paa Gaden. "Mellemgaarden" var for smal, saa
de kunde vanskelig vende.
Men den første Gæst kom gaaende. Det var Kandidaten. Han kom bestandig
først af ubehjælpsom Angst for at komme for silde, og han sagde til
Julius, mens han aftog mange besynderlige Klædningsstykker:
-Der er nok ingen kommen, og gik ind til Fru von Eichbaum, med Hovedet
paa Skakke, mens Fru von Eichbaum rejste sig og sagde: Det var dejligt
at se Dem, Henrik, saa har De det da nogenlunde. Kandidaten kom til Sæde
og takkede. Naar Kandidaten sad midt i en Stue, saá han ud, som han var
anbragt i en Krog, og han holdt Benene underligt ind til hinanden, som
gemte han dem i en Fodpose. Fru von Eichbaum, der hørte nogen ude i
Gangen, sagde:
-Ja, Foraaret er jo svært for alle den Slags Tilfælde ...
Kandidatens "Tilfælde" var et Maveonde.
-Men har De nu ogsaa i Vinter haft Lammeskind under Deres Bord?
Fru von Eichbaum rejste sig uden at vente paa Svar. Det var Familien
Schleppegrell, der viste sig i Kabinettet.
-Gud, Du, sagde Fru Schleppegrell, der var ganske forpustet: at vi er
naaet herhen saa tidlig--og jeg, som dog har styrtet om i Timevis.
Fru Schleppegrell havde tilbragt fire Timer af sin Dag paa Toldboden,
hvad hun straks fortalte.
Admiralen havde hilst paa Kandidaten--omtrent som paa en Skibskok; og
Fru Schleppegrell flyttede over til Generalinden, der plejede at komme,
naar hun havde hørt den første Vogn, og som maaske havde haabet, at det
var Aline. Karl, der var kommen ind og bukkende gik og stødte
Lakskohælene sammen, var standset foran Fanny, som havde et Kniplingslør
over en ældre laksfarvet Robe fra et Hofbal, mens Fru von Eichbaum
sagde, understøttende Konversationen:
-Du, Fanny, var vel i Formiddags hos Père Dominique? Hvad var Emnet?
Pateren havde talt om Autoriteten.
Admiralen, der var oprigtig religiøs hver Søndag og gik til Højmesse i
Holmens Kirke med Roskilde Konvents Salmebog i sin Lomme, sagde:
-Jeg kan s'gu ikke li'e det Rend i katolske Kirker....
-Gud, Schleppegrell, sagde Generalinden--Konversationen gik lidt
staccato; men, det var kun Falkenbergs, der kom--: For et befæstet Gemyt
som Fanny kan det da kun være udviklende.
Og Fru von Eichbaum, der atter rejste sig, sagde:
-Ja, Schleppegrell, deri kan jeg ikke heller være enig--vi taler netop
om Katolikerne, Emmy--Katolikerne har alligevel de store Synspunkter,
der giver Løftelse....
Og da hun hørte Kabinetsdøren gaa igen, mens Fanny havde væbnet sig med
sin Lorgnet, tilføjede Generalinden:
-Katolicismen har nu én Gang det, der ligesom bliver staaende.
Et Sekund havde, mens alle talte, alles Øjne strejfet Fru Aline, der kom
frem i Døren.
-Goddag, Aline, sagde Fru von Eichbaum og rakte hende begge sine Hænder,
og Fru Aline gik silkeklædt, uden at tale, støttet til sin Stok, frem i
Stuen. Fru von Eichbaum holdt sig ved Siden af hende, mens Veninden gav
Haanden til alle--Fru Falkenberg strittede under Haandtrykket
uvilkaarligt med Armene som Børn, der skal lære at valse--og man hørte
Admiralen sige (han talte stadig om Katolicismen):
-Jeg tror s'gu ikke, det er sundt.
Fru Schleppegrell havde rejst sig til Omfavnelse, mens man ovre ved
Etagèren hørte Oberstløjtnant Falkenberg sige til Kandidaten: Ja, det er
det, man gaar ud i Solskin, og saa har man den kolde Blæst.
Generalinden, der tog Fru Alines Stok, sagde:
-Sæt Dig her, Aline.
Fru Feddersen kom til Sæde, og det var, som i Sofahjørnet Kredsen
lukkede sig om hende.
Men Fru von Eichbaum, der vendte tilbage til Kabinetsdøren, sagde
leende:
-Ja, det er naturligvis Kammerjunkerens, der kommer for silde.
Mouriers og Frøken Rosenfeld var komne sammen.
-Nej, Andreas, havde Fru Mourier sagt derhjemme: jeg vil ikke se hende
komme.
Nu stod hun, for hun havde ligesom ikke Mod til at gaa ind, i
Kabinettet, hvorfra hun kunde se Fru Aline i Hjørnesofaen.
-Herre Gud, hvor er hun graanet, sagde hun til Fanny, der stod hende
nærmest, og Fru Mourier havde Taarer i Øjnene.
-Hvem? spurgte Fanny.
Karl, der gik rundt med Bordordenen, fandt pludselig Ida bag de andre,
henne i Krogen ved Gummiplanten.
-Staar De dér, sagde han og slog Fødderne sammen, lidt bleg.
Og Fru von Eichbaum, der fuldstændig havde glemt hende, men som havde
tyve Øren, gik frem imod hende: Goddag, kære Frøken Brandt, sagde hun og
forestillede hende for et Par af de nærmeste. Kammerjunkerinde Lindholm
sejlede pludselig ind i Kabinettet foran Kammerjunkeren, saa der blev
hel Trængsel, mens Kate sagde, i en Tone, som stod hun ved Indgangen til
Arken:
-Saa, nu er vi atten.
Inde i Dagligstuen brød de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle
kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dørene, Par efter
Par. Kandidaten bukkede paa skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og
de to gik sidst.
Men da de kom ind langs Skærmbrædterne, skurede Karl med
Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin
Haand om hendes Liv.
-Vi skal slutte Kortègen, sagde han.
Og Kammerjunkerinden, der var Datter af en Hof-Glas-Handler, sagde med
et Blik paa Skærmbrædterne:
-Hvor det er bekvemt, at De bor i samme Hus som Deres Tante.
-Ja, sagde Karl, der havde fulgt hendes Blik: Skærmbrædterne er
Familieeje, jeg tror s'gu, vi har arvet dem.
Kammerjunkerinden lo og løftede, mens de gik gennem Gangen, sine Skørter
en Smule højt, som gik hun over en Gaard. Da de naaede ind i Spisestuen,
saá Karl med et Par hastige Værtøjne henover Bordet. Det var, som blev
hans Ansigt paa én Gang ældre, med et vist officielt Udtryk.
De var alle paa Plads, nederst Moderen, øverst Admiralen, med
Kommandørkorset om sin Hals, ved Siden af Fru Aline.
Julius begyndte at servere Suppen højtidelig, som bar han et Par
Offerskaaler.
Samtalen tog fat om Spisestuer og om at sidde.
-Her har man da, Gud være lovet, Plads, sagde Hr. Mourier, der bandt
Servietten op om sin brede Bringe.
Konversationen bredte sig, stadig om Spisestuer, og Fru von Eichbaum
sagde, mens Fru Mourier bøjede sig frem for at skjule Fru Aline, for
hendes Hænder skælvede, saa hun spildte Suppen, naar hun førte Skeen til
sin Mund:
-Men der er da ingen Spisestue som den paa Korsgaard.
Og Fru Aline, der talte ligesom en Tone dybere end de andre, sagde:
-Der er idetmindste køligt.
Frøken Rosenfeld havde lyttet et Øjeblik efter Klangen i Fru Alines
Stemme, og hun svarede distræt paa et Spørgsmaal af Kammerjunkeren:
-Ja, vi har nu hundrede Elever i Skolen.
Hvad der gav Admiralinden Anledning til at løfte Barmen i en noget
rigelig Udskæring, mens hun sagde:
-Ja, det er utroligt, i vore Dage skal de alle ha'e noget at ta'e sig
til.
Men Generalinden sagde:
-Gud, Du, det kommer kun af den megen Utaalmodighed. Der er ingen mere,
som har Ro over sig til at sidde stille paa et Sted og strikke en
Strømpe.
Hr. Mourier erklærede, at det var en aldeles fortræffelig Helleflynder,
og mens Hr. Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen før
Serveringen, skænkede den hvide Vin, greb Oberstløjtnant Falkenberg
Ordet Ro og sagde:
-Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Vi (og Oberstløjtnantens Stemme
blev skarpere) vi har to Oppositionsblade i vort Hus ... Kom det an paa
mig, Kom det Papir ikke indenfor vore Døre.
Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men hvert Øjeblik saá op mod Fru
Aline, som stirrede hun paa et Under, der var rykket hende ganske nær,
sagde:
-Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Børnene i at læse.
-Men man diskuterer ikke med dem, svarede Oberstløjtnanten.
Fru von Eichbaum sagde, næsten ligesom for at lægge sig imellem:
-Ja, Emmy, der gi'er jeg jo Falkenberg Ret: disse evige Diskussioner
føder kun Uro.
Mourier, der stadig spiste, mente bredt, at man maatte jo dog vide, hvad
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Ludvigsbakke - 16
  • Parts
  • Ludvigsbakke - 01
    Total number of words is 4799
    Total number of unique words is 1392
    46.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 02
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1288
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 03
    Total number of words is 4707
    Total number of unique words is 1216
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 04
    Total number of words is 4747
    Total number of unique words is 1242
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 05
    Total number of words is 4746
    Total number of unique words is 1276
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 06
    Total number of words is 4639
    Total number of unique words is 1279
    52.1 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    71.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 07
    Total number of words is 4666
    Total number of unique words is 1284
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    70.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 08
    Total number of words is 4789
    Total number of unique words is 1154
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 09
    Total number of words is 4721
    Total number of unique words is 1169
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 10
    Total number of words is 4664
    Total number of unique words is 1271
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 11
    Total number of words is 4706
    Total number of unique words is 1229
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 12
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1235
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 13
    Total number of words is 4931
    Total number of unique words is 1348
    50.4 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 14
    Total number of words is 4766
    Total number of unique words is 1314
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 15
    Total number of words is 4627
    Total number of unique words is 1299
    49.3 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    71.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 16
    Total number of words is 4410
    Total number of unique words is 1232
    50.3 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.