Ludvigsbakke - 13

en dæmpet Stønnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille
Klynken.
-Naar kommer hun? spurgte Bertelsen igen.
-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med
nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa
Tankerne om sit "Hjem".
Det slog to døvende Slag paa Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru
Bertelsen, der allerede paa Tærskelen fik Trækninger af Graad i sit
Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem. Og Fru Bertelsen
gik hen mod sin Søn, der ikke rejste sig. Goddag, Jakob, sagde hun
underlig ydmyg-frygtsomt, men han svarede kun med Knurren. Saa flyttede
han sig over til Bordet og Moderen med. Hendes Ansigt, hvor alt Huld var
fortæret, og Hatten--en Sommerkapothat, overtrukket med gammelt
Klæde--tegnede sig mod den graa Væg.
Ida gik ud; fra Køkkenet hørte hun Bertelsens ustandselige Tale som en
vredagtig og undertrykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja,
men Jakob ...
Døren til Kvinderne røg op. Det var Kjær, der først saá sig rundt i
Stuen og saa løb ud i Køkkenet.
-Gud, men Jomfru, naar skal det være? sagde hun: De vil jo leje
Lejlighed.
I en flyvende Fart maatte hun have Rede paa det Hele, og Ida fortalte
alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende,
efterhaanden som hun talte; ogsaa Bertelsen blev ved at snakke, højere
og hidsigere, purpurrød, medens han førte begge de knyttede Hænder op
foran sig, altid i samme Højde, som var de bundne i en Lænke.
-Men, lille Jakob, lille Jakob.
-Sikken et Dukkehjem, De faar, sagde Kjær ude i Køkkenet: Gud, Gud, hvor
jeg glæder mig.
Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone:
-Er hun her for at sige Farvel?
-Ja, den Stakkel.
Bertelsen skød Stolen bort og stod op; gennem Døren saá de Moderen gribe
om hans Arm, men han sled sig løs.
-Forbandede Mær, som Du er, skreg han. Fra Døren til "Salen" væltede han
endnu en Strøm af Skældsord imod hende, mens den knoklede Moder blev
staaende ubevægelig, midt i Stuen, sitrende lidt, som en Skive, naar den
rammes af Kuglerne.
Saa vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Hænder.
-Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude.
Fru Bertelsen svarede ikke. Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang
hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortælle for hundrede
Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet--for denne Søn ligesom for
hans to ældre Brødre:
-Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brødre. Og alting var godt,
til han gik en Dag fra sit Kontor, og kom hjem, han ligesom hans Brødre:
han var gaaet; var staaet op fra sin Stol; Pennene havde han lagt
nøjagtig i Rad (jeg saá det jo selv) og Linealen paa sin Plads og hans
Bøger var førte (jeg saá det jo selv) til han gik og kom hjem og det var
forbi for ham ligesom for hans Brødre.
Hun kunde ikke græde, men det lød, som hun græd:
-Ligesom for hans Brødre.
-Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.
Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine Øjne,
som var de blinde, sagde hun:
-Og saa er det Ens egen Skyld--
De Ord var Fru Bertelsens første Tanke og hendes sidste lige fra den
Dag, Hr. Overlægen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man
ogsaa Børn med et drukkent Mandfolk?
-Og saa er det Ens egen Skyld....
Ida havde ikke hørt Døren gaa, men pludselig vendte hun sig, og Herren
fra "A" stod paa Tærskelen: smilende stod han og saá paa dem begge.
Fru Bertelsen løsnede sine Hænder fra Ida's, og gik hen mod Døren til
Gangen.
-Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida, og Fru Bertelsen saá ind paa
"Salen", hvor Sønnen sad, sammenkrøben i en Krog, paa en Sengekant.
-Nej, lad ham sidde, sagde hun. Og Ida lukkede Gangdøren, mens Fru
Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med Øjnene fæstede paa Døren til
"Salen" og gik.
-Ønsker Doktoren noget? spurgte Ida.
Men Herren paa "A" blev kun staaende med det samme Smil. (Jo, han er
vist alligevel gal, tænkte Ida.)
-Nej Tak, sagde han kun og rørte sig ikke.
Det blev Skumring.
Hele Dagen havde Damerne raslet med Nøglerne og var røget ud og ind for
at spørge om Lejligheden, og Ida havde svaret næsten lidt febrisk,
udmalende alting, saa det og saa det.
Nu sad Frøken Kjær et Øjeblik med Ida ved Bordet, og de talte, lidt
afbrudt, om det samme.
-Hm, sagde Kjær: saa faar man da et Sted, hvor man kan sove.
Ida nikkede. Hun greb sig idag hele Tiden i at sidde med lukkede Øjne.
Nu aabnede hun dem. Inde forbi Døren paa "Salen" drev og drev Bertelsen
som en Skygge, og pludselig hørte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der,
helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen.
-Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun.
De sad tavse en Stund. Fra de Uroliges Gang lød den samme dumpe Stønnen
som den hele Dag op imod dem, som en ubestemt og fjern Klagen, mens
Bertelsen blev ved at glide forbi Døren som en Skygge, der viskedes
ud--i Mørket.
-Ja, hvad mon et Menneske som hun stiller op med Livet? sagde Frøken
Kjær, der tænkte paa Fru Bertelsen.
Hun tav lidt igen.
-Ja, hun dør jo en Gang, svarede hun sin egen Tanke.
Herren paa "A" gik, som han plejede. Det var, som den dæmpede Stønnen
dernedefra slog bølgende sammen om hans Skridt.
-Her er alligevel trist idag, sagde Kjær og stod op.
Ida gøs uvilkaarligt.
-Ja, sagde hun: nu skal vi tænde.
Kjær gik og Patienterne fra Kælderen kom tilbage, og en Tid efter suste
Josefine ind med Maden, mens Ida slog de vækkende Slag paa Frøken
Petersens Dør.
Josefine var i disse Dage i rent ud ondt Humør. Der lød ikke saa meget
som en Visestump paa Trapperne, og nu stod hun og faldt i Tanker, mens
hun tog Maden op.
-Nej, Frøken, sagde hun: Man sku' aldrig gøre no'et for et Mandfolk.
-For de er no'en Hunde, erklærede hun, og hun tog igen fat paa
Udpakningen. Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag for
Lyset at udrede af Konduktør Andersen.
Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Frøken Friis der alene. Hun lagde af
gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskørt. Frøken Friis lagde
mere og mere Vægt paa en moderne og tidssvarende Underbeklædning.
Mens Ida drak sin The, sagde Frøken Friis:
-Naa, De vil bo privat, hører jeg; naar skal der lyses?
Hun begyndte at le, mens hun trak i Rucherne:
-Ja, det skal vel ikke være fra Prædikestolen.
Frøken Friis nynnede, mens hun blev ved at arbejde med Rucherne:
-Jeg havde forresten ikke troet, De var saa fornuftig, formente hun saa
pludselig og nikkede over til Ida. Derpaa sagde hun ikke mer. Men Koppen
rystede i Idas Haand.
Da Ida vilde gaa op, mødte hun Frøken Boserup paa Trappen.
-Saa ta'er De vel Deres Afsked, sagde Boserup.
Det havde Ida slet ikke tænkt paa.
-Aa, mente Boserup: Gudskelov, der bli'er nok Vakance. Jørgensen
begyndte ogsaa at indrette Lejlighed et helt Aar før hun blev gift.
Der skød en hastig Flammen op i Idas Ansigt. Hun blev ganske bleg.
-Man tør vel indrette sig et Sted at være, sagde hun. Hun havde aldrig
talt saa haardt og hun vidste ikke selv, hvorfor hun gjorde det nu.
Men da Boserup kom ned i Spisestuen, sagde hun:
-Gudbevar'es, tal ikke til Brandt om Lejligheden. Den Due har ogsaa
Kløer.
-Men naar man lejer Lejlighed og møblerer med Læderbetræk, skulde man
helst ikke ta'e Brødet ud af Munden paa andre.
Øverud sagde paa sit Fynsk:
-Læderbetræk, det var der ogsaa i Rygeværelset paa Broholm ... det var
saa kønt og saa rart køligt at sidde paa--efter en Middag.
... Ida havde tændt Lampen oppe paa Værelset. Hun vidste ikke selv,
hvorfor al den urolige Angst var kommen op i hende igen. Men pludselig
gav hun sig til at skrive til Karl:
"... Men Du maa ikke være vred, hører Du, det maa Du ikke--for det, Du
véd. Jeg blev jo kun saa bange og kan Du ikke forstaa det? Men jeg vil
jo kun, som Du vil altid; véd Du da ikke det? Og det var jo kun, fordi
det syntes mig ligesom din Moder var der hele Tiden--men Du maa ikke
være vred, min egen, egen Ven--vil Du vel?"....
Karl var ved at trække i Ridebukserne, da Julius næste Morgen bragte
Brevet.
Han stod lidt og saá paa Brevskabet, med halvrynket Næse, far han
aabnede det og læste det, stadig med samme Udtryk i sit Ansigt. Saa
klædte han sig paa. Men da han var færdig og kom ned paa Gaden, slog han
sig med Pisken over Laarene:
-Fruentimmerne tænker s'gu ogsaa altid saa urimelig længe over hver
Ting.
Kate var allerede i Sadlen, da han kom.
-Nom d'un chien, sagde hun: vous n'êtes pas matinal.
Karl skød Læberne frem:
-Jeg har læst Forretningsbreve, sagde han og steg op i Stigbøjlen.
Kate hilste med Pisken op til sin Moder. Fru Mourier kom altid, i
Frisérkaabe, hen til Vinduet for at se "de to Unge" ride ud.
* * * * *
Det var Onsdag efter Frokost, og Generalinden skrev til sin Søster, Fru
v. Eichbaum:
Kære Emilie!
Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale
at jeg skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet hændet med
Undtagelse naturligvis af, at vi hjærtelig savner Dig, Mille. Dit Hus
staar nu som blæst og venter kun paa Dig og Hjemkomsten (Hyacinterne
mellem Vinduerne er sprungen ud; de to blev røde, skønt Asmussen saa
bestemt havde lovet dem alle blaa, men i og for sig kønne i Farven, hvad
jeg ogsaa sagde ham, da jeg bestilte Blomster til Geburtsdagen hos
Schleppegrells). Der var rigtig net og hyggeligt (vi fik
Maraschino-Fromage, Du véd, men den var ikke lykket; Anna har det jo med
altid at forsøge nye Opskrifter), skønt vi var to flere end vi kunde
sidde.
Ved Desserten brød de Unge op--Karl havde Kate--og nød den søde Fromage
i Kabinettet. Desværre tror jeg, der er kun daarlige Udsigter for Fanny.
Frøken Juel sagde mig forleden ved Pastor Jørgensens Forelæsninger (han
er nu færdig med Baggesen; han talte, Du, tre Kvartér om Sofie Ørsted,
hvad der jo var ret overflødigt for os i Familien, da vi kender det
bedre), at Prinsessen efter al Rimelighed slet ikke skal have Hofdame.
Sagen er vel den, at de venter, den saksiske Prins meget snart vil gifte
hende og saa var det jo ogsaa overflødigt. Desuden er det jo naturligt,
at de vil spare. Nu taler Anna om, at Fanny kunde lære Massage. Dér
kommer det jo kun an paa Armkræfter, og dem siger de, hun har, trods
Maven, der er vedblivende slet. Det bedste var naturligvis, om Skeel
endelig en Gang vilde gifte hende. Karl har vel skrevet Dig til. Jeg ser
ikke meget til ham, men hører ham i Huset til hans gode, faste Tider.
Kære Mille, det er, som jeg altid har sagt, at kom han i noget fast,
vilde Familieroen nok falde over ham. Vi er jo, Gud være lovet, ikke af
noget springsk Naturel. Kate og han rider nu hver Morgen deres lange Tur
ad Broen (jeg synes, hun bliver mer og mere stilfærdig og faar mer og
mer af Vilhelmine) og taler meget Fransk: de har jo alle de fælles
Minder fra Lausanne. I de franske Forelæsninger er vi naaet til
Chateaubriand. Det er meget interessant, men han har jo været et uroligt
Hoved. Vilhelmine læser nu hans Værker; Du kender hendes Grundighed.
Saasnart Foraaret gryer, tager de fat paa Hovedbygningen paa
Ludvigsbakke. Karl og Kate laver stadig i Forening om paa Planerne, men
Huset bliver dejligt (Etatsraad Schmidt fra Aarhus, Du véd, som var til
Geburtsdagen, sagde mig jo ogsaa, at Mourier nu tjente sine Par Tønder
Guld om Aaret) med Badeværelser som i Aix-les-Bains. Den lille Brandt
skal have været her forleden og spurgt, om hun skulde se til dine
Blomster. Det var jo meget betænksomt, men ret overflødigt, finder jeg,
for det har man jo dog Ane til. Ane sagde, at hun saá daarlig ud og
underlig gammel. Men hun er vel ogsaa snart i de Aar, hvor unge Piger
bliver gamle Jomfruer. Røg har der været i Køkkenet, saa jeg tilsidst
lod Petersen komme (han havde faaet en Sønnesøn, saa jeg havde ham inde
til et Glas Madeira), men han sagde, det var Vejret, saa det er der jo
ikke noget at gøre ved. Hils Aline, det er jo sørgeligt med hendes Ben.
Bruun siger (han ser foraset ud, Stakkel, overhængt som han er med
Praksis) at det maa vel være en Slags Lammelse--og det er da intet
Under. Gud, Du, at Folk i den Alder vil udsætte sig for alle de
Sindsbevægelser. Her hilser alle.
Din trofaste Søster Lotte.
P.S. Vilhelmine bragte forleden Dag sit og Kates Billede i Ramme,
nydeligt og med deres Navnetræk. Jeg stillede det foreløbig foran paa
den store Etagère. Kate er nydelig, med den slanke Figur. Det er taget
hos Hansen, hvad jeg raadede. For Fanny var taget forleden hos en anden
i et Vindu, og det var afskyeligt. Jeg tror jo nok, at Anna venter
Chocoladen.
Fru von Eichbaum svarede om Lørdagen:
Kære Charlotte.
Tak for dit Brev og alle de rare Efterretninger. Vi har det nogenlunde
(jeg nægter jo ikke, at jeg længes efter Hjemmet og den gode Ro) men for
Alines Skyld bliver vi endnu sagtens til Slutningen af Maaneden, for jeg
mener som saa, det er bedst, at hun først kommer hjem, naar hun er i den
fulde og klare Ligevægt. Med Benene er det noget bedre (Dr. Brouardel,
en rigtig dygtig Læge, som ogsaa har givet mig en Slags Salve eller
saadanne mod vore tørre Hænder, at smøre Morgen og Aften, siger, at det
er en Svækkelse i Knæene) skønt ikke godt; det er som de ikke rigtig vil
bære hende, skønt hun er blevet meget mager. Naar Solen skinner, sidder
vi dog om Formiddagene jævnligt paa Terrassen for at nyde den frie Luft.
Om Personen taler vi naturligvis ikke, og, vil Du forstaa, i det Hele
ikke om, hvad der er sket. Den Slags fægter man kun ud med sig selv.
Stuepigen siger, at Madame ofte græder om Morgenen, hvad jeg lader som
jeg ikke mærker. Har hun Taarer, maa hun helst græde dem ud. Du véd, jeg
mener, at naar blot ingen ser det, bliver Folk ogsaa nok trætte af at
græde. Men om fjorten Dage, tænker jeg, vi rejser, og Aline tager saa
efter et Par Dages Forløb hjem paa Gaarden. Og naar hun har været hjemme
en Maanedstid, kommer hun til Byen, i al Ro, ganske som hun plejer om
Foraaret. Men alt det behøver der naturligvis ikke at tales om, hvad der
er bedst. Her paa Hotellet tror de vedblivende, at hun er paa Efterkur
fra Vichy, som jeg sagde straks. Vilhelmine skrev til mig (jeg havde
ogsaa Brev fra Anna, hun er paa Rejser tit lidt generende med sine mange
Kommissioner; at Fanny ikke blev Hofdame, har jeg altid tænkt, de tager
dem ikke saa unge af Hensyn til Indtrykket) og var fuld af Lovtaler over
Karl. Det glæder mig jo inderligt, at han kan være noget for Mine og
Kate, som hun skrev, naar han blot ikke forsømmer sit Kontor. Om en Ting
maa jeg bede Dig, at Du for Guds Skyld sørger for, at der stadig luftes
i Lejligheden. Jeg vilde jo aldrig tilgive mig, om de fik saa meget som
en Bronchit. Du véd; at, er man borte, kan man faa Idéer, som næsten
forstyrrer Ens Ro (at være daglig sammen med Aline, gaar jo heller ikke
sporløst hen over Ens Nerver), og jeg kan vaagne om Natten i Sved ved
Tanken om at der skulde kunne være nogen Smitte efter Mary. Man aabner
jo nutildags heller ikke en Avis uden at læse om disse Baciller
allevegne. Karl skriver, at den lille Brandt har lejet sig en Lejlighed
udenfor Hospitalet. Jeg finder jo, hun kunde haft nok i et Værelse, hun,
som dog har Bolig, og ikke er anderledes vant. Men det maa jo blive
hendes Sag, naar hun vil (hun har lejet i Ole Suhrsgade, Du kender
Lejlighederne fra Plejeforeningsbesøgene, tre Værelser, med broget
Tapetpapir paa Væggene) for man skal aldrig blande sig i fremmede Folks
Ting. Jeg tænkte paa, Lotte, at hvis Du saá hende, kunde Du maaske
spørge hende om en virksom Desinficering. Hun maa jo vide det, da hun er
fra Hospitalet. Og Tanken om Smitten lader mig ingen Ro, om der nu kom
nogen Slags Sygdom ind i den sunde Familie. Jeg beder Dig en Dag, naar
Du kan, paa min Bikubebog (den ligger i Skrivebordsskuffen over mod
Vinduet) at hæve halvthundrede Kroner at give til Karl. Det koster ham
naturligvis at være Kavaler for Vilhelmine, som ikke tænker paa Penge,
og hernede er ikke dyrt, naar man lever med en fornuftig Økonomi. Bed
Ane dække Møblerne i Kabinettet med et Par Lagener, at hun ikke glemmer
det. Det pressede Fløjl taber sig saa let i Solen nu, hvor den begynder
at staa længere paa (her er næsten Foraar og Violer paa Gaden) mod Syd
som det er. Tak Vilhelmine for Billedet--ja, Kate har jo ganske hendes
Ungdomsfigur. Aline hilser mange Gange og ligesaa jeg alle.
Din hengivne Søster
Mille.
P.S. Maaske kunde Du spørge Bruun, hvis Du træffer ham, om der kunde
være Tale om Smitte, da der jo dog er oliemalede Vægge. Jeg har her
været i reformert Kirke. Sproget var smukt, men Talen led, fandt jeg, af
Svulst og var uden den faste, religiøse Tankegang og solide Petriske
Bygning. Alligevel var det en Nydelse, som sagt, for Sproget. Bed Karl,
at han vogter sig for Forkølelse efter Ridtet, hvad der saa let sker.
Til Anna bliver der sendt den Chocolade, vi drikker her om Morgenen. Den
er jo drøjere end den fra Cloetta.
* * * * *
Ida gled gennem Rørholms Gang; hastig, saa underlig smalskuldret gled
hun ind i Kabinettet.
-Nej, han var der ikke--ikke endnu.
Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme
i Gangen:
-Hm, nu kan De komme til at servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun.
Hr. Ellingsen svarede hende ikke. Han blandede sig aldrig i
Personale-snak, men han havde idag og fremtidig besluttet først at
servere, naar "den Herre" var kommen.
-Det går jo forresten ikke noget, om han kommer eller ej; paa Pengene er
man da vis, sagde Buffetjomfruen skingert, mens Ellingsen gik med en
Dug. I Gangen stødte han paa et ungdommeligt Par, der gantedes og lo.
Damen, en buttet, lille rødmosset En, slog Klappen paa Døren lige
overfor Idas Kabinet ned med et Smæld:
-Optaget, raabte hun.
-Optaget, sagde Herren og slog paa Klappen med sin Stok; og den yngre
Opvarter, som allerede havde set dem, raabte ved Buffet'en:
-The, Smør, ristet Brød, fire bløde Æg....
-Seks, brølte Herren, og Døren blev smækket i.
-Seks, lød det videre som en Fanfare fra Buffet'en til Køkkenet; mens
Ellingsen, med Dugen paa sin Arm, aabnede Døren til Kabinettet, hvor
Ida, i Hast, gemte et Par Smaapakker under sin Kaabe.
-Her er nok travlt, sagde hun.
-Ja, sagde Ellingsen, der lagde Dugen paa og glattede den med de
skrumpne Hænder, saa Celloloid-Manchetterne stod langt frem: Gudskelov,
vi maa ikke klage....
Ida havde sat sig (det var, som hun fik et Slags Sting i den sidste Tid,
naar hun bøjede op ved Rørholm), og Ellingsen sagde:
-Men saadan mod Foraar er jo osse altid den bedste Tid her i
Forretningen.
-Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hørt hvad han havde sagt, men
hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med
Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; næsten som paa Hoteller
uvilkaarligt de Folk plejer, der gaar i en Skræk for en Dag ikke at
kunne betale.
-Vejret er saa smukt, sagde hun.
-Det er Sæsonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der lød
en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade.
Ellingsen holdt sit Hoved paa skraa og smilte: Ja, det er de unge
Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Døren og
tilføjede, før han gled ud:
-Saa venter vi en lille Stund.
Ida blev siddende. Der var kommet saadan en underlig Stirren i hendes
Blik og hun tænkte, havde kun tænkt det ene, siden hun kom: Hvis han
blot vilde sige mig, naar han ikke kommer. Men pludselig smilte hun ved
Tanken om Karls altid sorgløse Ansigt:
-Men han tænker ikke paa det, sagde hun og blev ved at smile.
Der lød to Slag paa Døren, og hun fløj op.
-Er det Dig? sagde hun. Stemmen slog over, og Karl stod midt i Døren.
-Er Du her, sagde han.
-Jeg har En med; og han traadte til Side for Knuth. Ida var standset og
blevet blussende rød, og Karl sagde--det kom maaske lidt pludseligt og
lidt for muntert--:
-Knuth var s'gu ogsaa sulten.
Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg trænger mig
ind her, Frøken. Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at
Taarerne stod hende i Øjnene:
-Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun.
Og efter et nyt Øjeblik sagde hun, som måtte hun slippe bort:
-Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik.
Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, før Døren lukkede sig
og de blev ene.
-Naa, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig:
det gaar nok over ... Ta' Tøjet af.
Ida var ude. Et Øjeblik, kun et Nu og kun med Albuen, støttede hun sig
til Væggen. Men da hun kom hen til Buffet'en og saá Buffetdamens
Rotteøjne paa sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme:
-Frøken, vi bli'er tre ... og hun blev staaende der og talte og lo,
muntert, uden Tanker--til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind, og hun
fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede paa
Stolene. Knuth begyndte at tale, i en ærbødig og halvhøj Tone, mens han
slog Øjnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo
ogsaa i en Art Kaserne, Frøken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth
blev ved at tale, med samme Ærbødighed, lidt mere stammende: om
Theatret, som snart var forbi, og Foraaret, der snart kom.
Ida svarede med Ja og Nej. Og man hørte igen ikke anden Lyd end Klirren
af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Sølvlænke, som
Knuth drejede rundt om sit Haandled.
-Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu før Ellingsen var ude.
Og de begyndte at spise, mens Ida holdt Æggebægeret op fra Bordet, som
var hun bange, hendes Ske ikke skulde naa hendes Mund, og Knuth blev
siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme ærbødige Stilling. Men
Karl søgte efter Idas kolde Haand under Bordet og trykkede den.
-Er der ikke Bagværk, sagde han--han talte i en Tone, som vilde han kæle
for hende, og han undgik at bruge Du, uden at vide det--: For Frøken
Brandt har s'gu altid Kager i Lommen.
Ida rejste sig og tog Pakkerne frem under Kaaben.
-Jo, gu' er der Kager, sagde Karl, og mens Ida skar for, lagde han,
stadig for at være god imod hende, sin Haand ned over hendes Haandled,
men Ida tog Haanden bort.
-Værsaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et
pludseligt Ryk.
-Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det
renser Halsen.
Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde
han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida:
-Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bøjede sig over hende.
Ida svarede ikke. Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Hænder.
-Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se paa hende,
til han pludselig kyssede hende, bag hendes Øre.
Ida havde ikke rørt sig, men paa én Gang rejste hun sig, og, skælvende
over hele Kroppen, som om hun frøs, klyngede hun sig ind til ham:
-Men jeg har jo givet Dig alting, sagde hun. Der var noget i Tonen som
et Skrig, der ikke blev skreget.
-Pus, Pus, Pus.
Hans Stemmes Ømhed var ægte, og der lød noget i den, som man næsten
kunde tro var Smerte:
-Pus, Pus.
Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og
tørrede sine Øjne: Nu er det forbi.
Og pludselig løb hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnæen frem og stak
den ned i hans Lomme.
-Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig.
Men Ida strøg Hænderne over sit Haar:
-Han er saa elskværdig, sagde hun.
Karl lo:
-Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er
forliebte.
Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han.
Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde:
-Vi ler af Dem, Knuth.
-Og af hvad? sagde Knuth.
-"Skaal", sagde Karl bare og tømte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde:
Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom før. Tak,
Frøken, sagde han. Karl lo igen, plirende med Øjnene til Ida, strækkende
Benene fra sig:
-Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen.
Ida skænkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne. Solen faldt ind over
Dugen og over hendes Haar, naar hun bøjede sig, mens hun begyndte at
tale om Jylland. Om Aarhus, hvor jo "Grev Knuth havde boet"....
Hun havde været der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien
... Aa, hvor var der smukt i Riis Skov.
Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun ved at tale om Aarhusturen og
om Francks og om Strandpromenaden. Hun vidste sikkert ikke selv, at hun
maaske søgte de Erindringer ligesom til et socialt Rygstød.
-Ja, sagde hun: hvor var der dejligt paa Strandpromenaden ... vi var der
om Aftenen ... Olivia og jeg.
-Saa, sagde Karl, nu er vi ved Olivia.
Men Knuth, der vist ikke hørte stort andet end Lyden af hendes Stemme,
og som ved Stavelserne Aarhus kun for sig saá de tørre og solbagte
Brosten foran Domkirken, sagde ganske aandsfraværende:
-Ja, paa det Hotel sad man jo et Par Aar.
Karl sad og gyngede overskrævs paa sin Stol, foran de to, med Cigaretten
mellem Læberne, skottende til Knuth og plirende til Ida.
Saa sagde han:
-De er s'gu en kvindekær Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvære.
Ida blev rød og smilede dog, mens hun sagde hastigt:
-Men vi kom ikke til Marselisborg.
Og Knuth, der maaske blussede stærkere end hun, sagde:
-Jo, vi kom der jo ofte--fra Garnisonen.
Karl blev ved at sidde og gynge paa sin Stol, mens han saá veltilfreds,
med Øjnene ud over Bordet, frem mod Ida, der skyggede let med sin Haand
mod Solen; hun blev som altid saa ungpigeagtig køn, naar hun talte om
Francks.
Og Karl sagde pludselig med et Nik og skød Læberne frem, mens Øjnene
smilede:
-_Mais il n'a pas tort, monsieur le comte; madame est bien jolie._
Der gik, uden at hun vidste det, en pludselig Sky hen over Idas Ansigt
ved Lyden af de franske Ord (der kom saa mange franske Smaasætninger i
Karls Tale paa det sidste), men saa smilede hun igen, lykkelig foran
Karls Øjne, der "tog" hende, og hun løftede sit Glas og nippede til det,
med sine Øjne i hans.
Til hun sagde (de havde tiet et Nu alle tre), og de sidste Stavelser kom
pludseligt, næsten sørgmodigt:
-Hvor det dog er længe siden.
Karl, der sad og funderede inde i en anden Tankegang, sagde, mens han
skød Røgen ud gennem Næsen:
-Men de Aarhus Grosserertampe er s'gu dygtige.
Uden at have hørt det sagde Ida og slog et Par lysende Øjne op mod Karl:
-Hvor mon man er i den næste Ferie?
Og Karl svarede, idet Smilet kom igen i hans Øjne:
-Ja, Fanden véd....
Men Ida maatte gaa. Klokken var altfor mange. Knuth rejste sig: Tak for
idag, Frøken, sagde han og stødte sit Glas mod Idas. Der var noget
underligt, ligesom af en Sprællemand over Knuths Bevægelser, naar han
pludselig kaldtes ud af sin Aandsfraværelse.
Ogsaa Karl stod op.
-Naa--_allez-y_, sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han
til Knuth--maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller
muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham--:
-Satan, saa hun lod Beauté springe igaar i Dyrehaven.
Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Læberne:
-Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu.
Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa. Et Øjeblik holdt han
Ida foran sig: Naa, Pus, sagde han, og hans Stemme blev pludselig øm, da
han saa Udtrykket i hendes Øjne: det var jo en dejlig Dag.
-Ja.
Hun støttede sig til ham.
-Naar Du blot kommer, sagde hun, og med et Smil hviskede hun, men det
bævede lidt i hendes Mundvige:
-For det er saa svært at gaa ud af den Dør, naar man har ventet her
alene.
Man kunde næsten tro, at Karl pludselig var blevet rød. Men han sagde
kun, saa meget blødt:
-Tak for idag, Pus.