Ludvigsbakke - 04

Total number of words is 4747
Total number of unique words is 1242
47.9 of words are in the 2000 most common words
62.3 of words are in the 5000 most common words
68.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Møbler og Gardiner og Dørene,
mens Fru Mogensen Hyttede Sølvkanden for at tegne et Udkast til de
Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.
Hun bad om en Alen. For Du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida
bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol,
passerende over Gulvene, opmuntret og spørgende Fru Brandt om gode Raad.
-Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert
andet Minut, mens hun ophængte usynlige Gardiner, arrangerede de
fremmede Møbler og Stykke for Stykke søndrede det gamle Hus. Fru Brandt
svarede stadig i smaa Sætninger, og Schrøder stod og pustede over sin
Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.
-Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru
Reck og sprang ned af en Stol.
Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin
Ponyvogn.
Hun stod endnu i Døren--Fru Reck var paa Vognen--og sagde Farvel:
-Ja, kære Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hænder om
hendes: det maa jo være lidt svært ...
Hun blev staaende et Øjeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i
hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og førte sine Hænder hen over
hendes Arm:
-Rigtig svært.
Saa var Vognen borte.
Schrøder skyndte sig at komme bort. Hun brød sig ikke om at være der
alene:
-Naa, sagde hun: Farvel i Længen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang
taget Maal af Godsforvaltergaarden.
Schrøder gik.
Fru Brandt vaskede selv Porcelænet af og samlede Stykke for Stykke i
brede Stabler. Men saa paa én Gang satte hun sig ned paa Stolen ved
Buffet'en. Fru Brandt græd.
Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan
rigtig græde.
Saa rørte hun sagte ved hendes Knæ. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig,
mens hun blev ved at græde.
Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sørgeslør, med en
Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden ... Der var Musik derinde, i Apoteket.
* * * * *
Det begyndte at mørknes, mens Schrøder blev ved at gaa ude i Haven
spejdende bøjet over den sidste Sne; der var altid Vintergækker, her paa
det Sted, de første.
Men de var jo saa spæde og svære at hitte.
Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru
Brandt, før hun skulde rejse.
Hun kom ind i Stuerne, der var nøgne og bare. Ida gik og tullede,
indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at være. Mørkt var der og
Halm laa der over Gulvene.
-Er det Dig, Tut, sagde Schrøder, forsøgende at anslaa en glad Tone.
-Ja, sagde Ida.
-Herregud, hvor de er kolde, sagde Schrøder, og "krøllede" hendes
Hænder.
-Mo'r er inde, sagde Ida.
"Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for
Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod
der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen
og Folkenes gamle Klædeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone,
og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.
Christen Nielsen kom, talte lavmælt og langsomt, med Hænderne paa sin
Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smørret og Skinkerne--det
vild' 'et blive.
Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde
hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler ... For fra Godset fik
hun det dog billigst, naar hun skulde købe. Det skyldte de hende vel,
idetmindste.
-Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:
-Saa skal 'et vel vær': og hun rejste sig fra Sengen.
-Ja, det maa det vel, sagde Schrøder og lagde Vintergækkene paa
Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem
krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saá hen paa Lyset
i Flasken.
De hørte Vognen rulle op for Døren, og Sofie kom ind, bunden til, saa
man bare saá hendes Næse. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem
Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slør ned for Ansigtet. Men
Ida gik med de tolv Vintergække i Vanten.
Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Bæsterne var de gamle. Men Vognen,
det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet
underhaands".
Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slør.
-Jeg kommer straks, sagde Schrøder og løb over mod Hovedbygningen.
Der var mange Sække og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev
ved at kommandere, bag sit Slør. Forvalteren kom til, og de hjalp alle
til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa
Fruen.
Schrøder kom løbende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til
Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut
skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens
hun græd.
Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:
-Har Fruen mon mere?
Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin brede
Moder, og Schrøder blev ved at græde.
Saa kørte de.
De andre blev staaende paa Trappetrinnet og saá efter dem; nu var Vognen
væk.
Uden at sige noget gik de ind, og Schrøder tog Lyset, der stod og
flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Døren, ind mod de nøgne og øde
Stuer. Saa tændte Forvalteren en Lygte, og Schrøder slukkede Lyset
mellem sine to Fingre.
-Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.
De traadte ud og laasede Gangdøren. De gik bort.
-Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar
Forsørgeren falder fra.
Og saa skiltes de....
--Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det første, lyse Ungdomsaar og
siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:
Huset var ved at vaagne.
Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida hørte det, halvt
i Søvne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud paa det strikkede
Tæppe foran sin Seng.
Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Mælken.
Hun tændte ikke Lys, men listede sagte rundt i Mørket og fik Klæderne
paa sig. Hun saa blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som
en bred Skygge, der dækkede Daglysningen bag Gardinerne.
Ude i Køkkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik
Mælkepengene, der laa aftalte i Køkkenrækken:
-Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:
-Nu er Kæret da bundfrosset hjemme ved vores ...
Han gik et Par Skridt paa Træskostøvlerne, saa det lød, som skulde han
afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved
Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og høre, at de stak
Kaffen til Hans Christensen.
-Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftede
Klinken ligesaa stille.
Ida havde det frosne Smør henne ved Varmen for at linde: nu var det
svundet igen. Hun tænkte det nok, for hun havde hørt Hosesokker henover
Loftet iaftes.
Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at
tørre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Møbel
til Møbel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen,
medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne
Tanker:
-Aa, der var nok at tænke paa ... der var jo altid det med Pengene og
altid maatte det skjules ... Nu var Hans Oles Enke ogsaa død. Saa fik de
vel heller ikke den Slagtning til givende længer, der var snart ingen af
de Gamle paa "Bakken" mere--og hvor kunde man forlange, at de Unge
skulde huske dem ...
-Nu var ogsaa Christian fra Møllen ledig igen--saa gik der altid næsten
det dobbelte med ... men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham,
naar hun holdt af ham, den Stakkel.
Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde
saadan en udpræget ungpigeagtig Bøjning af sit Hoved:
-Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret
... Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde være Gudmoder....
Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:
-Aa, saa tæt Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jørgensen
grangivelig i Øjnene.
Ida blev ved at smile, hun tænkte altid saa mange glade Ting, naar hun
tænkte paa Teglværket og Olivia Jørgensen.
Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen.
Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Træ. Hvor
frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun
vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om
hendes Fader.
-Ida, Ida.
Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten:
-Ja, Mo'r.
Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle, binde og løse og
fortælle, mens hun klædte hende paa: de kunde vente Lunds idag--for de
kom jo fra Brylluppet ... og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans
Christensen....
Ida blev ved at fortælle; Fru Brandt saá bare ned paa hendes forskræmte
Hænder:
-Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de løber rundt.
Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, paa Dynen.
Sofie gik, træg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru
Brandt sad op i Sengen med de store Valke i Haaret, og tog et langt
Øjemaal af Levningerne.
Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal, mens Ida saá ud som en
Toldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en
Stok.
-Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida.
-Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.
Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r,
sagde hun, naar de er i Byen.
-Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa
Gæstgivergaarden.
Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte
støtte hende, én under hver Arm (Fru Brandt var aldrig saa tung, som
naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa
Guldtøjet og ventede paa Bordet. Uhrkæden hængte Ida om hende.
-Uhret, sagde Fru Brandt.
-Her, Mo'r.
Hun skulde have Idas Uhr foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin
Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Sæde. Døren til Køkkenet blev
lukket op paa Klem, saa hun kunde "høre".
Fru Brandt bøjede Hovedet til en Hilsen. Kæmner Sørensen var naaet op
paa sin Genboforhøjning og hilste ...: Han faldt af, han faldt meget af
iaar, Kæmner Sørensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han
vilde læse.
Fru Brandt blev ved at se over paa Kæmner Sørensen. Hun havde det samme
Blik, naar hun saá paa Idas Hænder ...
Saa vendte hun Hovedet:
-Bruger de Cokes hos Jørgensens paa Teglværket? sagde hun.
-Cokes og Kul.
-Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Brænde forslaar vel ikke i de Kakkelovne.
Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde:
-Men det er godt, naar det kan vare.
Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde
hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i alting, naar Christian fra
Møllen var ledig.
-Klokken er elve, sagde Fru Brandt.
Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.
Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen,
"Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret
"Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne.
-Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den ...
Hun var blaa og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op til
Albuerne:
-Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man....
Hun kom frem i Døren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var
hæftede op med Knappenaale og slog om Ørene som et Par Skyklapper:
-Ja, ja, sagde hun og der kom en Strøm Ord om Vasken:
-Och De véd, hvad Thønnichsen bruger for Uldtøj.
Jomfru Thøgersen satte sig paa Stolen ved Døren, Maven hvilede mellem de
udspilede Underdele:
-Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.
Ida var i Køkkenet, og Fru Brandt sagde:
-At det kunde vel ikke være saa langt henne med Fru Thomsen.
-Ach nein, ach nein--Jomfru Thøgersen flyttede sig til Kurvestolen, hun
flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Løbet af ti Minutter--: men det
er ochsaa den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud
igaar....
Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre
Frugter af Kobbersmede-samlivet med Jomfru Thøgersen benævnedes alle som
tilhørende en Sidelinje) og hun regerede trolig Aaret rundt med det hele
Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, næsten
paa Dagen, omkring ved den første April.
-Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thøgersen blev ved; hun berettede de nærmere
Omstændigheder med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Sæde i
Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev
siddende, over hende, paa sin Forhøjning, ubevægelig, men med et eget
Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Hørerør.
-Ach ja, ach ja, Jomfru Thøgersen sluttede og lagde Hænderne ned paa
sine Ben:
-Och ellers er hun jo saa anstændig.
Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa første Stavelse og blev
siddende stum.
Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra:
-Hvem er det denne Gang?
-Gott, Gott--ja, hvis hun vidste det ...
Jomfru Thøgersen rystede paa Hovedet:
-Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende.
Ida kom med Kaffen.
Oppe fra Forhøjningen formanede Moderen:
-Ida, Munden....
Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bød Sukker og
gik tilbage: hun søgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru
Thøgersen var der.
Men Jomfru Thøgersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:
-Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika--og han vilde hjem ...
Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thønnichsen....
Jomfru Thøgersen stønnede (Gustav var en af de tre):
-Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da
man har været for den Altar.
Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie.
Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af
Stolen:
-Jøsses, Jøsses ... och jeg skal strø Sand.
-Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.
-Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thøgersen, der fik en hel anden
Stemme: och med fir' Børn.
-Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.
Jomfru Thøgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde
hun, mod en Enke ...
Der var noget ved Ordet Enke, som altid rørte Jomfru Thøgersen.
-Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.
Jomfru Thøgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun
pludselig raabte helt forskrækket:
-Gott, Gott, der kommer den Pastor ...
Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster paa Grund af sin
illegitime Samfundsstilling.
Præsten gik forbi til Sørgehuset, og Jomfru Thøgersen var afsted, ud
gennem alle Døre. Kobbersmed Thønnichsen lod strø Buksbomkviste og Sand
for alle større Kunder.
Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.
Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sørgehuset.
Ovre i Kæmner Sørensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede
altid Kæmneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.
Drengene, der kom fra Skole, løb forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia
Jørgensens ældste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det
venstre Øre.
-La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel
fint.
-Olivia si'er, hun tror, det hærder dem, Mo'r.
-Ach, dér er de, raabte Jomfru Thøgersen, ude fra Fortovet--hun slog den
sidste Haandfuld Sand over Rendestensbrædtet og hjalp efter med Buksbom.
Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med
Gardinerne.
Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.
-Aa, se Børnene, sagde Ida:
Christoffersens to Ældste gik stive og forbavsede, i deres nye Klæder,
bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for
Næsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.
Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de
sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i graa Vanter.
Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet:
-Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.
Jomfru Thøgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru
Thøgersen græd sine salte Taarer, hver Gang hun saá en Ligkiste.
-Klokken er ét, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dække til
Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.
... Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit
Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine
Støvler.
-Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op: her er
berejste Personer ...
-Goddag, Ida-Tut ... Goddag, Sofie.
-Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang.
Saa aabnede hun Døren til Stuen.
-Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste
sig lidt op i Stolen.
-Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj,
inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid.
Men man bli'er jo ør, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig
ved at køre paa Jernbane ...
Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:
-De skulde da ha'e Hatten af?
-Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa
Haar strittede, saa hun lignede en ukæmmet Pudel. Alt imens begyndte hun
at fortælle om Sønnens Bryllup:
-Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i
Kolding--og saa propert. Og tres var vi, ka' De tænke Dem ... alle de
glade Mennesker ... ja, dejligt var'et at se saa megen Glæde.
-Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.
-Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at
den kan farves ...
Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev
altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om
Middagen og Gæsterne og Talen ...
-Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om
Kakkelovnen.
-Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.
-Ja, Folk de har saamæn husket os--om det saa er Husmændene, saa har de
telegraferet. Aa, saa sæt Dig, lille Lund....
-Jeg maa s'gu røre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Døren:
-Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.
-Ja, indskød Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade
med.
Ida, der gik og dækkede igen, sagde:
-Og saa var der jo Brudepiger.
-Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hænderne mod Laarene.
-Og saa saá man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa
dejligt at se, naar Børnene bli'er store.
Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:
-Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet,
mellem Dørene--ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.
-Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Manér, sagde Fru Lund: de er jo saa
kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru
Brandt.
-Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Høne
over. For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte.
Ida lo stille, ligesom ømt:
-Hvor det ligner Henriette.
Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saá hun Henriette for sine
Øjne gaa dér i Sløret og slaas med alle Svogrene af bare Glæde.
-Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.
-Tænker Du paa Bordet? spurgte Moderen.
-Jo, Mo'r.
Bordet var færdigt, og Fru Brandt sagde--hun holdt sig ved Stolene for
at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok--:
-Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.
Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saá glad ud over den megen
Mad.
-Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.
Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:
-Man har jo da endnu Brødet, sagde hun.
-Det minder om "Længen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var
hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.
-Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.
-Byder Du? Fru Brandts Læber dirrede lidt over Tænderne:
-Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.
Fru Lund tog endnu mer paa sin mægtig fyldte Tallerken.
-Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt,
naar jeg var hos Dem.
Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om
Christoffersens Begravelse.
Fru Lund blev ved at fortælle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte:
det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge.
-Der var nok et vældigt Følge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen
var jo godt lidt.
-Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det
ikke gik saa nøje.
Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke.
-Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige ...
Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.
-Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste
Modest.
-Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke
til dem, der behøver at forsørges.
-Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi tænker
jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.
Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.
-Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.
-Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og
koldt Vand.
-Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.
-Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa
passes og saa løber de større ... Men det er alligevel saa underligt,
naar de blot ser, at man gør, hvad man kan, og man saa li'esom altid
har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.
-Ja, sagde Lund.
Fru Lund blev ved at se hen for sig:
-Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er,
hvad der saa osse trykker ...
Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin
Sofa:
-Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.
-Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad min Salighed osse
vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i
Verden----
Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her
med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:
-Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne
sætte det i Vognen--en Smule Skinke og Smør ... Gud véd forresten,
hvordan Smørret har artet sig....
-Aa, Fru Lund, det er altfor meget.
-Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din
Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa
rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen" ...
-Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'r. Og saa vilde
det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer
hende. Tak.
-Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de,
der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smørret ikke artet sig,
Ida--de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren--saa maa Du bruge det paa
Panden.
Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:
-Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid....
Hun sad stadig med Idas Hænder i sine, og det begyndte at mørkne i
Stuerne:
-For véd Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har
kendt hinanden fra Børn.
-Ja, sagde Ida--de talte begge to langsomt og halvsagte--det er saa
dejligt at se, naar Folk er lykkelige.
Fru Lund nikkede:
-Ja, saa dejligt, min Pige.
Det bankede paa Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det var
Kæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til
"Lunden".
-Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.
Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.
Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte
ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af
Kæmnerens Hænder.
-Naa, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.
-Ja, vi har saa, sagde Skovrideren
-Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder ...
-Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.
-Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.
Han saá op paa Lund:
-Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.
Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.
-Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen fører det?
hvor fører det hen?
-Her sidder man....
Kæmneren tav lidt og sagde sagtere:
-Det er det Hele.
Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran
Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst,
der løftede sig som et goldt Bjerg:
-Gud, ja, sagde hun. De har været til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa
mange Tanker--nu har der været Bud paa Huset igen ... Det er Mathiesen,
han vil absolut ha'e det til Butik.
Frøken Sørensen talte hviskende og i en Strøm:
-Og det var jo det bedste at sælge, for naar Fa'r en Gang gaar bort,
flytter jeg dog til København. Der sidder jo Søstrene. Men saa længe vi
har Fa'r i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring--hverken Søstrene
eller jeg.
-Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.
-Det er jo det--det mener ogsaa baade Søstrene og jeg--en gammel Mand er
han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen.
Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen:
-Saa nu gaar det løs paa Huset igen. Men, og han talte højere: jeg
sitter her endnu ...
Han slog med Stokken:
-Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil.
Det er det Hele.
Inde i Sovekamret blev der bomstille.
-Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen.
Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa:
-Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden....
Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa
Trappen, og Kæmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:
-Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse
Fedt om Hjertet.
-Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren.
Kæmneren nikkede og saá op paa Lund:
-Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat.
-Godnat.
Lund gik ind i Stuen igen.
-Det begynder s'gu at knibe lidt for Kæmneren, sagde han.
-Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.
Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede
af Tanker, og Stemmen skælvede:
-Aa, tænk, hvis de skulde sælge alting her.
-Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun
selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden.--
Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, før de kørte hjemad.
-Om Ida maatte følge dem?
-For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjæs, sagde Skovrideren.
Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.
-Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjælp mig først.
Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde støtte
hende:
-Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjælpe sin Mo'r endnu.
Hun kom til Sæde.
Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren:
-Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jørgensens og luft Dig lidt. Det
andet faar vi nok besørget. Saa løb Du nu, det var Meningen.
-Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.
Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen
under Armen:
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Ludvigsbakke - 05
  • Parts
  • Ludvigsbakke - 01
    Total number of words is 4799
    Total number of unique words is 1392
    46.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 02
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1288
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 03
    Total number of words is 4707
    Total number of unique words is 1216
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 04
    Total number of words is 4747
    Total number of unique words is 1242
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 05
    Total number of words is 4746
    Total number of unique words is 1276
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 06
    Total number of words is 4639
    Total number of unique words is 1279
    52.1 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    71.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 07
    Total number of words is 4666
    Total number of unique words is 1284
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    70.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 08
    Total number of words is 4789
    Total number of unique words is 1154
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 09
    Total number of words is 4721
    Total number of unique words is 1169
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 10
    Total number of words is 4664
    Total number of unique words is 1271
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 11
    Total number of words is 4706
    Total number of unique words is 1229
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 12
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1235
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 13
    Total number of words is 4931
    Total number of unique words is 1348
    50.4 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 14
    Total number of words is 4766
    Total number of unique words is 1314
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    62.1 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 15
    Total number of words is 4627
    Total number of unique words is 1299
    49.3 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    71.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Ludvigsbakke - 16
    Total number of words is 4410
    Total number of unique words is 1232
    50.3 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.