Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 08

Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum
af Stjerner i det mørke Vand.
Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hænder og klappede dem
sagte, sagde hun:
-Jo, Carl, De maa blive lykkelig.
Han støttede Albuerne i hendes Skød, og de smilede begge med Taarer i
Øinene. Saa med ét spurgte Carl:
-Hvorfor skrev De dog saa sjældent?
-Skrev? Aa--til Bryssel.
-Kun tre Gange ...
-De Par Ord ...
-Ja--for De vidste ikke hvor jeg længtes ...
De blev ved at sé hinanden ind i Øinene, indtil de skælvede.
Saa slog Ellen sin Arm om den Hvilendes Hals, og sagte som et Suk
hvidskede hun, mens hun drog ham ind til sit Bryst:
-Min Dreng, min bedste Dreng.
Og længe modnes deres Læber.
* * * * *
I de sidste Dage af September var Grevens vendt tilbage til Danmark. De
havde tilbragt et Par Uger i Paris og nogle Dage i Kassel. I Hamburg
sagde Ellen, hun vilde gerne besøge Thorsholm i Stedet for strax at tage
hjem til Urnesgave. Hun og Carl havde talt saa meget om hendes
Barndomshjem, og hun længtes efter at se det igen. Saa tog de derop.
Ellen havde den lidt kostbare Idé, at hendes Fædrenegaard altid skulde
staa beredt, som om hun kunde ventes hjem hver Time. Derfor behøvedes
kun en kort Ordre, og de fandt ved Ankomsten alt rede og alt ved det
gamle.
Det sene Efteraar var usædvanlig smukt med mild og gennemsigtig Luft.
Paa Terrasserne blomstrede de højstammede Roser endnu, og Bedenes Grund
var grøn af Reseda og Violer, der piblede frem paany. Langs Taarnene
begyndte Espaliernes Blade at gulne, og Druerne tittede blaa og tunge ud
bag mangefarvet Løv.
I Plænenes Anlæg ragede Bladplanterne op med mørke Kæmpeblade, og de
store Maistoppe kastede lange Skygger hen over Grønsværet. Stive Asters
prangede i Solen, og ved deres Rod i Bedene, der var krandset med
Vedbend, mylrede det med Heliotroper ved Siden af Stedmoderblomster.
Alt spirede. Den store Rødtjørn stod anden Gang med fulde Knopper,
beredt at springe ud, og rundt i Skyggen af Busketterne viklede friske
Bregner sig lyse ud af deres Hylstre.
Men Rønnebærrene, der hang straalende røde, forenede Efteraarets Pragt
med den sene Sommers, og Lindegangens Løv var isprængt med rigelig gult,
der lignede Guldstænk i Solen.
Naar Carl om Morgenen havde kaldt paa Ellen ved at jodle udenfor
Taarnvinduet, og hun aabnede Havedøren og traadte ud paa Terrassen--
kunde hun staa længe fortabt i Beskuelsen af Haven, der straalede i sin
sildige Rigdom under den første Formiddags Sol. Og naar de havde vexlet
de første Hilsener, faldt de begge hen paa en Bænk, og halve Timer sad
de, tause eller sagte samtalende, uden at kunne rive sig løs fra Synet
af Havens Pragt. Der var i dens mylrende Rigdom af alle Aarstiders Gaver
en tropisk Berusning af Duft og tusinde Farver.
De sadlede Heste maatte vente.
Ellens og Carls stadige Tur var til Bakkerne.
I den klare Luft straalede Havets fjerne Stribe som en Bræm af Sølv, og
de bare Marker laa bølgende foran dem.
Hele Ellens Barndom vaagnede paany, mens de sad der under Egetræerne
Time efter Time, og gensidigt flettede de Minde i Minde, et Væv af
Erindringer, saa de syntes, hele deres Barndomsliv blev fælles Eie.
Og kun hendes Barndomsliv vaktes for Ellen ved hvert Skridt. Alt
mellemliggende var forsvundet. Naar de gik i Lindealléen, hvor Solen
kastede gyldne Pletter paa den muldede Jord, øste Ellen sine
Barndomssorger ud som milde Klager i Carl Urnes Sind.
Elegisk maatte det vel kaldes, det der var kommet alt mer og mer over
Ellen, det, som, naar de saadan gik, gjorde hendes Stemme ganske mild og
Blikket saa dugget-blødt. Løste hele hendes Væsen op i klyngende
Hjælpeløshed.
Det sugede Carl Urne ind som skøn Musik, indtil det var ham, der blev
glad. Saadan skiftede bestandig deres Stemning.
--En Dag, da de sad paa Bænken ved Gravstedet, sagde Carl:
-Hvor Folk dog dømmer feil ...
-Om mig? Aa ja ... De kender mig jo ikke. Hun reiste sit Hoved lidt op
fra Stenen, paa hvilken hun støttede det. Hvad siger man om mig?
-Aa--saa meget ... og saa er De just det mildeste, jeg kender.
-Altsaa, at jeg er haard. Tror De det, Carl? Aa ... nei ikke nu ... men
der kommer maaske en Tid ... Hun taug lidt, saa sagde hun og stadig
sagtere og mere tøvende:
--Men De maa heller ikke tro--hvad de fleste ... det vilde gøre mig
ondt, om De troede det--at jeg er meget ærgerrig ... Hun tøvede igen, og
Carl blev flygtig rød. Ellen støttede atter Hovedet paa Stenen:
-Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun ...
Jeg havde kun haft en eneste Ærgerrighed i mit Liv ... en eneste ... kun
en Vilje: at bøie mig, et eneste Ønske: at hjælpes--og saa siger de, jeg
vil kun befale ...
Ellens Hænder faldt slapt ned fra hendes Skød. Carl greb dem og bevæget
sagde han:
-Og kunde jeg da slet ikke gøre Dem lidt glad?
Hun saa paa ham og trykkede hans Hænder, og i det milde Tonefald, der
gjorde hendes Ord til tusind Kærtegn, sagde hun:
-Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin.
--Om Aftenen læste de for hinanden, eller Ellen spillede. Naar de havde
drukket The, og Greven fik sig et Parti Billard i det østre Taarn, tog
Ellen en Kaabe om sig, og de spadserede i Haven. Natten var stjerneklar
og forunderlig mild. De gik op og ned i Alléerne, hvor det var stille,
saa de hørte deres egne Trin og hvert Blad, der sagte faldt til Jorden;
paa de mørke Plæner ragede Bladplanterne og som store Skygger, og
Heliotropduften gennemtrængte Nattens Mørke.
De blev ved at gaa i Alléernes Dunkelhed, tause i den stille Nat. Men
pludselig droges de ind mod hinanden og med hastig Aande, berusede af
Nattens Duft og Taushed, mødtes de i hede, uvilkaarlige Kærtegn.
Naar de saa atter traadte ad Terrassens Gange ind i Stuen, hvor Lampen
brændte rolig under sin blaalige Skærm, faldt Carl Urne hen i lange
Drømmerier. Men Ellen kunde kaste sig foran Flygelet, og i brusende Larm
jog hun alle Strenges Toner op.
* * * * *
Saaledes gik et Par Uger paa Thorsholm.
En Aften var de blevet inde. Ellen frøs og havde fundet det altfor koldt
at spadsere. Hun sad med Foden stemmet imod Risten og læste foran
Kaminen. Naar hun løftede Blikket, mødte det Carl, der hang i en Stol,
drømmende med opspilede Øine og Hænderne foldede over sine Knæ. Ellen
faldt selv hen, glemte Bogen i sit Skød og stirrede paa Bøgeblokkene i
Ilden.
Hun vækkedes ved Urets Slag og saa Carl endnu sidde ubevægelig i samme
Stilling med store og stirrende Øine.
Hun saa et Øieblik paa ham, og Carl følte hendes Blik og vaagnede med et
pludseligt Smil.
-Hvorfor læser De ikke for mig? spurgte hun.
-Hvad skal jeg læse?
-De holder jo mest af Musset. Tag hans Digte.
-Bogen ligger ovenpaa--
-Men saa--kan De jo hente den. Ellen reiste sig og lod raslende sine
Sølvringe falde tilbage paa sin Arm. Bare De ikke er doven, sagde hun,
De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ørkesløshed.
Hent saa Bogen ...
Ellen havde talt i en irriteret Tone, og hun begyndte at gaa frem og
tilbage paa Gulvet, mens hun gned Sølvringene i sit Armbaand op og ned
paa sin Arm. Det var ikke sundt for Carl saaledes evig at falde sammen,
sidde og drømme Tiden væk og stirre paa det tomme Rum, saadan, som han
altid gjorde i den sidste Tid, det var sygeligt ... trættende at se paa.
Og hvorom drømte han saa? Om hvad?
Om Formiddagen, naar de sad sammen paa Terrassen, kunde han timevis
sidde taus, med Hagen støttet mod Marmorbalustraden og stirre ud over
Lindene.
-Hvad tænker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan
uden at tage Dem det allermindste til?
-Tænker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig ...
-Billeder?
Og han faldt hen igen; og naar hun løftede Ansigtet fra sit Broderi,
saa hun ham atter med de vidt opspilede Øine fæstede paa Himlen. Saa
kunde Ørkesløsheden smitte hende, og halve Timer igennem ridsede hun
tankeløst i Marmoret med sin Brodersaks, eller hun fulgte Majstoppene,
hvis Skygger svingede for Vinden.
Ellen trykkede nervøst Sølvringen fast om sin Arm og trak hurtig
Silkeslæbet efter sig paa Tæppet, mens hun gik. Der kom i den sidste Tid
ofte denne Jagen over hende, en beklemt Uro, saa der ligesom lagde sig
en klam Haand om hendes Hjerte; og Hvile fandt hun ikke nogensteds.
Da hun hørte Carl, der kom tilbage, satte hun sig igen foran Ilden.
-Sæt Dem her, sagde hun, De kan godt se ved Kandelabrerne, og det er
afskyelig koldt ...
Carl rykkede en lav Puf hen til Kaminen: Men hvad skal vi læse? spurgte
han.
-Hvad De vil.
Carl bladede i Bogen og slog op paa "Rolla". Han begyndte at læse de
første Strofer og blev saa ved at læse et Par Sider ud i Træk. Han læste
meget dæmpet, mens han sad i Lyset fra Kandelabrene, bøiet over Bogen.
Ellen hørte knap. Men Versenes bløde Lyd beroligede hende; hun mærkede
Ordene som en dulmende Strøm for sit Øre, mens hun sukkede nu og da. Og
uden at hun vidste det og ikke over disse Ord, som hun kun utydeligt
fornam, begyndte lidt efter lidt Taarerne at rinde ned under de lukkede
Laag ...
Da Carl holdt op, vendte hun sit Ansigt bort fra Lyset: Hvor det er
smukt, sagde hun. Læs mer.
Carl slog nogle Blade om og lod Bogen hvile paa Sofakanten.
-Kender De Melodien til "Rappelle-toi", spurgte han.
-Ja--den af Mozart, sagde hun; og da han begyndte at læse, bevægede hun
Læberne svagt, som om hun uhørligt nynnede.
_Rappelle toi, quand l'Aurore craintive
Ouvre, au Soleil son palais enchanté;
Rappelle toi, lorsque la nuit pensive
Passe en rêvant sous son voile argenté--_
Ellen havde dreiet sit Hoved, saa det laa i Lyset, støttet paa hendes
Haand. Hun saa Skæret fra Ilden over hans Haar og Kinder, Haaret blev
som Guldbrand derved. Og hun lagde Mærke til alle de fine Dun paa hans
Kinder ligesom Fnuggene paa en Frugt ...
_Rappelle toi, lorsque les destinées
M'aurent de toi pour jamais séparé,
Quand le chagrin, l'exil et les années
Auront flélri et cœur désespéré.
Songe à mon triste amour, songe à l'adieu suprème!
L'absence mi le temps ne sont rien, quand om aime.
Tant que mon Cæur battra,
Toujours il te dira:
Rapelle-toi._
Carl vilde vende Bladet, men Ellens Haand lagde sig ned over Bogen.
-Læs det en Gang endnu.
Carl saa op: hendes Ansigt var til Døden blegt; hun lagde en Haand--af
Is--paa hans og sagde igen:
-Endnu en Gang.
Han læste, en Smule stødvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset,
lukkede han sagte Bogen til.
Ellen rørte sig ikke. Carl syntes, han kunde føle Kulden fra hendes
Ansigt ned imod sig. Selv brændte han.
Saadan sad de lidt, Carl halvt forskrækket. Men da Kaminilden begyndte
at skære Carl i Ansigtet, bøiede han sig frem, saa han saa Ellen. Hendes
Ansigt var helt stift. Under det tykke Purr af Haaret stirrede Øinene og
alle Træk var skarpe--
Og i forfærdet Angst for dette Ansigt, han aldrig havde set, strakte
Carl Urne Hænderne frem:
-Ellen, skreg han. Hvad er der?
Hun vaagnede ved sit Navn.
-Lad mig gaa, rør mig ikke! hun næsten raabte, og da hun var kommen lidt
hen over Gulvet, sagde hun uden at vende sig:
-Jeg er ikke vel ...
Hun bevægede Hænderne afværgende, tøvede, som om hun endnu vilde tale og
gik.
* * * * *
Da Carl næste Morgen rullede Gardinet i sit Sovekammer op, var der Rim
over Plæner og Træer. Det var med et blevet Vinter.
Ved Frokosten var Ellen livlig som før. Scenen fra igaar var glemt.
Efter Frokost spadserede hun med Carl. De gik ned over Plænerne, i
Bedene var alle Blomster frosne bort.
Da de kom hen under Rødtjørnen, løftede Carl sin Stok og slog op imod
Grenene. De visnede Knopper faldt som sorte Smaakugler ned om dem paa
den rimdækte Jord.
--Næste Dag reiste Grev Urne fra Thorsholm til København. Det var
vanskelige Tider for Politiken, og Hans Majestæt ønskede helst at have
Grev Urne i Nærheden. Man haabede saa maaske ved Leilighed dog paany at
kunne bevæge ham til at blive Premierminister, og i alt Fald kunde man
bestandig høre hans Raad og benytte hans Indflydelse.
I København blev Greven da paa forskellig Maade optaget, og det var ikke
ganske den samme Selskabelighed, hvori han deltog, som den, der lagde
Beslag paa hans Hustru og Carl. Saaledes gik det til, at de to sidste i
et Par Maaneder var ligesaa meget sammen inde i Byen, som de havde været
paa Reisen og ude paa Thorsholm.
I November udstedte Grev Urnes Indbydelser til et stort Bal, der gaves
til Ære for en fremmed Diplomat, en Ven af Greven, som var her paa
Gennemreisen til Stockholm med sin Kone og sin unge Datter. Den
kongelige Familie lovede at ville beære Festen med sin Nærværelse, og
man ventede Ballet som Forsæsonens vigtigste Begivenhed.
* * * * *


III.
Bukkede Nakker i Rad, Damerne dybt i Knæ.
Et Fløjelsslæb tungt gjennem Rækkerne, i
Næserne Duft af Verveine; og Fløjdørene lukkes bag Majestæternes
hilsende Ryg.
Gæsterne dvæler i ærbødig Bøining.
Porten slaas op og slaas i. Majordomus med sin Stav vender tilbage; Grev
og Grevinde Urne kommer, hver med sin Kandelaber: de har lyst
Majestæterne ned.
Med et brydes Rækkerne under forvirret og hundredestemmet Støi. Man
farer fra hinanden, og man samles, rundt om Buffetterne trænges man.
Inde i Salen intonerer Musiken en Vals.
Midt i Larmen hører man Balinspektørens Raab: Første Extravals--første
Extravals! og Majordomus Stemme, der bevæger sig frem mellem Grupperne:
_Les tables à jouer--Messieurs, les tables à jour._
Og Stemmen og Lyden af hans Sølvstav mod Jorden taber sig mellem Latter,
Vifteknitren og Støien fra Balsalen, hvor man begynder at valse ...
Knald af Propper; Stimmel allevegne.
Carl Urne søger. Midt i en Skare unge Piger bag en Palmegruppe finder
han sin Dame.
-Det er os, Comtesse.
-For anden Gang ...
-Ja ... De er Æresgæsten.
Han førte hende med sig ind til en Krog af Salen. De flyttede tæt sammen
for at høre--Orkestermusiken var stærk--han helt ind til hende, Clara
Zichy sad med sine blanke Ungarøine fæstet paa ham.
De skal ud. Carl Urne valser voldsomt, fører hende tæt, hun ligger som
en Vaand i hans Arme. De stanser først, naar Musiken holder op.
Grevinde Urne kan ikke danse. Hun kommer ind i Salen med en gammel
fipskægget Hofmand og slutter sig til en Kreds af Damer. Talen er om
Majestæterne.
-Hendes Majestæt var trist iaften, siger Grevinde Rosenkrands. Hun har
ikke mer det gamle Smil--jeg vilde ikke have kendt hende igen ...
-Det er Begivenhederne i Rusland.
-Ja, det har taget overordenlig paa hendes Majestæt ...
Man glider fra Sprængningen i Vinterpaladsets Spisesal over til
Nihilismen og Fyrst Krapotkin. Grevinde Petersdorf slaar sin Vifte
sammen og siger:
-At Blodet i den Grad kan glemme sig. Hvor besynderligt. Tre
omfangsrige Stiftsdamer nikker bifaldende, og en gammel Excellense i
Divanen siger afsluttende og grødet:
-Godt, at vi har en stærk Regering.
Grevinde Rosenkrands bøier Konversationen.
-Spiller De endnu firhændigt med Majestæten. Det er til Grevinde Urne.
Om jeg endnu ... Carl og Comtessen valsede just forbi. Hun hørte
flygtigt hans bløde Fransk--
-Ja jeg spiller undertiden.
Generalinde Kragh fylder Pausen og siger: Hendes Majestæt spiller meget
smukt.
-Meget smukt.
Ny Taushed. Den gamle Fru Harsdorff reiser sig med nogen Møje:
-Jeg har det imod det, siger hun, at snart enhver Plebeier spiller med
Majestæten.
Ingen sagde mere, og Gruppen opløstes, Ellen havde ikke mærket det, mens
hun stod og saa ud i Salen, hvor Parrene hvirvledes ud og ind. Grevinde
Rosenkrands var blevet staaende fulgte Retningen af hendes Blik og
sagde:
-Ja, hun er meget smuk.
Ellen blev ved at følge Carl og Comtessen med Øinene: Hvem--spurgte hun.
Grevinden besvarede ikke Spørgsmaalet. Er hun ikke Ungarerinde?--Ellen
vendte Hovedet: Her er meget varmt ... Skal vi ikke gaa ind.--Ja, hun er
Ungarinde--hun er meget smuk.
Parret dansede dem lige forbi, Comtessens Slæb fløi hen over Gulvet og
streifede Grevinde Rosenkrands' Kjole. Hun lo og sagde: Carl danser
godt--lidt intimt ... Hun nølede et Øieblik og lod Guldlorgnetten falde.
-Det vilde være et passende Parti.
Ellen lo.
-Skal vi dog ikke først lade ham være kommet ud af Skolen ...
Grevinderne gled fra hinanden. Ellen gik gjennem Salen, vekslede lidt
aandsfraværende Ord med den og den, førte Viften uafbrudt.
I Dagligstuen kom Greven imod hende:
-Hvor du er echaufferet, sagde han, du er anstrængt.
Hun saa i Speilet, hun havde to røde Pletter paa Kinderne: Ja, sagde
hun, her er meget varmt ... Og saa anstrænger det virkelig en Smule at
sé Majestæterne hos sig. Hun tog et Glas Champagne fra en af Tjenerne og
skyllede Vinen ned.
Greven gik lidt. Jeg skal til Whistbordet. Og henne ved Portièren sagde
han: Carl morer sig nok--har du set ham?
-Ja ... han er glad iaften.
Ellen gik videre. En Gruppe af unge Damer havde slængt sig paa Patéen i
Kabinettet. De laa dovent strakte og hvidskede, Vifterne gled i løftede
Arme frem og tilbage som Sommerfugle over et Blomsterbed.
Ellen fandt en Plads og slog sig ned imellem de unge. Hun trængte til at
le, hun vilde være munter ... Hun gav sig til at tale efter den gamle
Fru Harsdorff, saa alle lo høit; og midt i Koret hørte man hendes egen
Latter over de andres, kort og rykvis--indtil hun brød op og gik videre ...
Dansen var forbi.
Parrene kom ud og skiltes. Herrerne gik langsomt, med deres
_Chapeau-bas_ under Armen, sløie i Knæene og med hængende Skuldre. De
unge Damer fløi sammen i Krogene, kælne af Dansen, med hinanden om
Livet ...
Efterhaanden tømtes Salen ... Kun et enkelt Par blev ved at gaa frem og
tilbage i sagte Samtale. Naar de saa paa deres Vei tilfældigvis atter
naaede til Indgangen af Drivhuset blev de staaende, og ubemærket gled de
ind ... Med et lignende Sæt som Herrerne, naar de dukkede ind bag det
tyrkiske Tæppe til Rygesalonen, hvor Ansigterne gemte sig bag blaa
Skyer.
Orangeriets runde Hal laa hen i Mørke. Under Platanernes Kroner dukkede
de matte Lamper frem som svævende Frugter imellem de høie Grene. Ned
over Fenixpalmernes ribbede Arme faldt Lianers grønne Pragt rigt fra de
høie Altaner. Drecener bredte deres Kæmpepigge. Store Viftepalmer
skærmede i blaalig Skygge Marmorguder.
Rundt om i Mosset duftede Hyacinter og Konvaller; Violer gemte sig ved
Marmorgruppernes Fod. To tunge Rosentræer fra Nizza drømte med
svulmende Knopper nær ved Springvandets Rand; hvor Lamper bag rødlige
Skærme kastede levende Flammer over Sirenernes Lemmer, der strakte sig
op over Vandet. Og under Perleregnen, der duggede dem, laa Aakanderne
stille.
Man hørte den evige Lyd af Springvandene, der rislede i Stenvægens
Grotter. Nær ved Bassinet under Palmerne stod Psyche angst for at vække
den slumrende Amor ...
En Gang imellem gled bag Væksternes Stammer et Silkeslæb forbi paa
Sandet; forsvandt igen. En Kvindearm straktes i det rødlige Lys frem for
at fange Springvandets kølige Regn ...
Ellen Urne sad med Vilsac paa en Stenbænk ved Bassinet, og mens hun
vædede Spidsen af sine Silkehandsker i dets Vand, sagde hun:
-Vilsac ... hvad synes De egenlig om Livet?
-Aa, jeg ved ikke om jeg skal rose det. Hr. de Vilsac dreiede Klaphatten
mellem sine Ben. Det er bedst for dem, der forstaar at tage tiltakke.
-Ja, sagde Ellen,--om man var født til at tage tiltakke.
-Født dertil ... Og han saa op fra sit Arbeide med Hatten: Tror
Grevinden, der spørges?
Ellen støttede Hovedet paa sin Haand og bearbeidede nervøst Sandet med
sine Hæle.
-Nei, jeg tror derfor ogsaa nok, at de eneste lykkelige--det er dem,
som ikke har Evnen til at stræbe efter Lykken.
Har De lavet det selv.--En Bevægelse med Viften.--Aa ja, jeg ved det nok
... De er ogsaa af de fordrende Mennesker.
-Men ved De hvad, Vilsac,--og hun talte noget roligere--man kan fødes
med de besynderligste Ønsker. Gjætter De, hvad der som Barn var mit
høieste Ønske? Det var latterligt ... At komme til en Skov, saa stor og
sval og der finde ved en Kilde, der rislede, en Blomst, der vilde bøie
sig imod mig, og Stængelen vilde løfte mig saa høit; og saa vilde de
lukke sig sammen, de hvide Blade, om mig og vugge mig saa blidt. Ja, det
nytter ikke, at De le'r. For jeg tror alligevel, at det var den gamle
Ide, som lod mig bygge dette Drivhus ... Og se saa,--hun lo selv--om der
er saa stor en Victoria regia ... at den kan bære mig ... Nei--man maa
tage tiltakke med Aakander ...
-Og Viftepalmer, Grevinde Urne, og Statuer og Violer ... Hvorfor er det
nu netop en Victoria regia, De vil have? Livet gi'er os altid saadan:
mange Ting, vi ikke ønsker saa meget--for en Ting, vi ønskede, og som
det ikke giver.
De taug lidt. De hørte en forvirret Støi af Stemmer fra Salene blandet
med Springvandets evindelige Pladsk. Og med et i en ny Tankegang, sagde
Ellen:
-Kender De noget til Inderne?
-Ostinderne.
-Ja de gamle Indere. Det maa have været et mærkeligt Folk--der er saa
megen Dybde i deres Sagn og Skikke. Det er dem med "Lervognen" ...
-Og Sakuntala.
-Ja ... Der var Grader i deres Templer ... det ene Rum helligere end det
andet ... Men inderst inde var den "hellige" Hal--der var oftest tyst
... For derind kom kun de, som vilde "skue" Guden ... De gik derind i
hvide Klæder, med Laurbærkrans om Panden, og de hellige Døre havde
lukket sig om Mennesker, der var forsvundet ... Aa, Vilsac--hun vred sin
Vifte--det at skue Guden ...
Der blev atter Taushed. Tankeløs fulgte Ellen med sit Blik Springvandets
Straaler, der faldt som bløde Perler over Aakandebladene.
Saa sagde Vilsac:
-Alt det, Grevinde, er meget patricisk sagt.
-Patricisk, ja--Ordet er godt. Men sig mig, Vilsac, hvorfor fødes der
Patriciere, naar de ikke har anden Lod end at misunde Plebeierne?
-Misunder De dem.
-Ja--jeg misunder dem.
Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke?
-At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane--aa, det maatte være
saa besynderlig fredeligt ...
Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand
mod sin Pande, sagde hun:
-Vilsac--det bedste var aldrig at tænke.
Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den
ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald.
-Eller kun fornemme--bare sløvt fornemme ...
Vilsac gættede den lyserøde Hud under Kniplingen, dvælede ved
Nakkehaarets Purr, gled langs Skuldrene ned til Halsens Udskæring.
Hun slog Øiet op paa ham.
Bare ladt fornemme ...
Hendes Stemme mattedes. Og blegere end et Lig under hendes halv slukte
Blik overfaldtes Vilsac af en Gysen.
Blodets Støi forvirrede hastigt hans Øren ...
Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens
Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede.
-Kom, Vilsac ... Giv mig Armen, min Ven--Dansen er begyndt.
Og de gik tilbage til Salene.
-Bernstorf--Bernstorf. Det er for voldsomt.
Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet
og stødt. Parrene filtredes sammen, svingede ud og ind, kaadsindet jog
Bernstorf med Rækkerne: Frisørens Krøller ude, Slipset, opløst.
-Nei, Grevinde, nei--lad dem more sig.
Alle Par fløi ud--hen i forvildende Fart. Bernstorf blev puffet og
klemt. Alle Par--alle Par ud!
Vilsac og Ellen Urne satte sig i en Krog. Under den rivende Musik hørte
man de Dansendes Jag; Latteren og de smaa Hvin, naar Kæderne brast,
eller Møllerne pludselig sprang ...
Alt var en Hvirvel. Dansen suste af.
Støien gjorde Ellen rolig. Hun lod kølende Viften gaa i store Buer, mens
hun talte med Vilsac om det og det.
-Alle Damer tilhøire--alle Damer tilhøire.
Ellen reiste sig for at sé paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og
Bernstorf skreg:
-En Dame, Grevinde Urne, en Dame ... Ellers gaar Turen i Stykker ...
Bernstorf førte hende ud.
Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter
Bernstorf.
-De jager Livet af os--hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere ... De maa
holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod. Men
Bernstorf blev ved; og stakaandet, betaget af sit eget Hjertes Slag,
gled Ellen Urne langsomt ud i Dansens Rus. Hun talte ikke: med Hovedet
noget frem, hed og med aabnede Læber laa hun tung i Grev Betnstorfs Arm.
Hendes Blik blev dugget; for Øret blot den fejrende Storm.
Da, midt i Hvirvlen, som gled, steg Carl Urne frem. Og i hastig Længsel
stansede hun Bernstorf midt i Salen:
-Kom--der er Carl--lad dem spille en Vals.
Og hun forlod ham.
--Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse.
Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg,
og hendes Næsebor skælvede.
Kom--vi vil danse ... Det er en Vals.
Valsen var mild; den vuggede blidt. Og mens Carl lykkelig stirrede paa
hendes Ansigt, nød de tause Dansens Rytme.
Ellen blev ved at smile, to Taarer glimtede frem mellem hendes Øienhaar.
Og de dansede.
-Men De er forelsket, hviskede hun. Jeg har sét det.
-Forelsket? Hvor kan De ... Deres Blikke mødtes, og han holdt inde.
Skælvende hang de, Blik i Blik.
Da begyndte de at hviske, Ellen talte om hende. Ja--han var sikkert
forelsket ... Man saa det; han var jo kun med hende--Det lyste jo frem
paa hans Ansigt ...
De nævnte for en fremmed alle Elskovens Tegn, mens deres Hænder skælvede
i hinanden. Mens Valsen gled. Og vuggende i Dansens milde Takt halvt
nynnede de begge alle Ord--
--Mens Valsen gled--
Grev Urne var kommen hen til Hr. Vilsac. De talte om Begivenhederne i
Frankrig.
-Men Ulykken er, sagde Greven, at hans Fortid forfølger Hr. Gambetta.
Han kan ikke løbe bort fra Belleville ... Han kan derfor blive en Cæsar,
aldrig en borgerlig Republiks Præsident--
-Det er sandt--
Der blev en Pause: De kender jo personligt Hr. Grévy?
-Ja--Vilsac havde sine Øine i Salen.
-Han er Præsident i Kraft af sin Uskadelighed ... og forresten, tror jeg
ogsaa i Kraft af sit Retsind.
Hvor de dansede længe--og tæt, tæt mod hinanden.
--Ja, han er retsindig.
-Desuden akkurat saa lidt ærgerrig, at han med uforstyrret Sindsro kan
vedblive at være Præsident i en Republik.
De var snart de sidste paa Gulvet, og de mærkede det ikke--aa, hvor
uforsigtigt.
-Ja--Gambetta vil blive Republikens Præsident.
-Hr. Gamb ... Hvor Hr. Vilsac var distræt ... Hans Øine var ude i Salen
... ved et valsende Par--Aa--hans Hustru og Carl ...
Vilsac følte, Grevens Blik fulgte ham, og han vendte sig. Saa et Sekund
mødtes deres Øine.
-Ja, sagde Grev Urne, og han gik tilbage i Salen, Frankrig er et
vanskeligt Land at regere.
Carl og Ellen var hørt op at tale. Ansigt ind mod Ansigt, nynnede de
sagte Valsens Melodi ... Saa holdt Musiken op.
Han gav hende Armen og let fortumlede som Mennesker, der vaagner, gik de
smilende hen mod Vilsac.
Der skiltes de uden Ord, med et Haandtryk, der dvælede længe.
Ellen stod lidt, og da hun pludselig saa, sagde hun: Hvor Salen er tom.
Ja--Grevinde--Dansen er forbi ... Og de gik ind.
Ellen havde næsten glemt, ved hvis Arm hun gik. Men hun saa med en Gang
op: Hvor De er bleg, sagde hun.
De stansede et Øieblik, og Vilsac saa hende ind i Øinene. Grevinde,
sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne--De er altfor uforsigtig.
Hun tog ikke sine Øine bort, mens hun langsomt bøiede Hovedet:
-Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gæster.
Søvngængermæssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tømmes. Hun