Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 02

Total number of words is 4795
Total number of unique words is 1360
47.5 of words are in the 2000 most common words
62.8 of words are in the 5000 most common words
70.1 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
-Saa? Ja det er blevet silde.
Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne.
Andre Dage kunde Maag være livligere.
Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst
for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og
mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev
Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de
klinkede.
Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige--og vi skal hjem.
Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og
saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun
trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet
Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen
stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals.
Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.
Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny
Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.
Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde
hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte
sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen,
og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens
Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op, holdt sig fast paa
Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.
Der sad han--Aa hvor han lo--med Haanden i Lommen og udspilede Ben ...
Vesten var knappet op ... saa han rystede og Signetet hoppede paa
Maven ...
Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun
sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en
ubeskrivelig Kummer.
Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og
gemte sig i Mørket for at græde.
Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.
En Gang i Julen--Ellen var allerede næsten tretten Aar--hentede hendes
Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de
kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men
saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte.
Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange
Pakker med i Vognen og meget at ordne.
Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav
med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs
med Veien til Nørup.
Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret.
Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende
Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile
og lagde dem paa Gravstedet.
Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og
Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret,
hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind
ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket. Og
pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun
havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem
Gitret til Maagerne.
Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var,
eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede ... Hun sad alene
ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik
forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet
bort.
Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet ...
Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?
Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun
virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede
haardt i, naar hun gik.
Hvorfor havde han saa hentet hende--hvorfor? naar det blot var, for at
hun skulde sé ...
Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.
Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det
blændede hende.
-Er Du kommen?--Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede ...
Hun mærkede, han havde ikke drukket.
-Aa--at du kommer.
Han lo:--For jeg har slet ikke været ude--sagde han.--Kun gjort i Orden
til iaften.--
Ellen saa paa ham.--Til iaften--?
-Ja---ser du ikke, hvor jeg er fin--sagde han,--vi har Fest idag, i
Riddersalen.--Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.
-Men vi to alene, Fa'er?--Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt.--Og ingen
andre?--
-Vi to. Ja--der er færdigt--sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik
over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op.
-Men, Fa'er.--Ellen slap hans Arm,--har du tændt i Kronerne-- ...
Hvor det straalede.
-Ser du ikke din Moders Billede--? sagde Maag.
-Jo--der var det.--Det er nyt? sagde hun.
Men--Fa'er--naar har du faaet det?
-Ja--jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne
og stod foran sin Hustrus Billede.--Hvor hun er smuk sagde han. Det
ligner hende. Saaledes saa hun ud.
Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og
græd.
Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede:
Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de
faldt ned paa hendes Skuldre.
-Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og--jeg blive--en slet Fa'er.
Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig
fast ind til sin Faders Bryst.
De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at
fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres
første Møde.
Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af
hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.
Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften
havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn ... Og hun
havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.
-Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol
ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig
Glands hen over Plænernes Sne.
Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han
græd paany, og hun sagde:
-Her er koldt, lad os gaa ind.
-Ja--det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage
til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om
Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.
Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue, Damen
der, med Bønnebogen og de store Øine--hun var kendt som den skønneste
Kvinde i Landet.
Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede
paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke
sandt.
-Dig--hvem--det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de
hvide Fingre og--hans Datters Øine løftede fra Bogen.
Han blev staaende betaget.
-Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:
-Var hun ulykkelig, Fader?
Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.
Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde
med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger,
kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.
Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle
Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde
tilhørt, og naar de var skænket.
Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet,
begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne ... Hun følte næsten
Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers
Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget
Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes
Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.
Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes
Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals.
-Hvad vil du, sagde Faderen.
Hun lo og løb ud.
Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus
Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.
-Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok--man havde burdet
kalde hende Marie.
Han gav sig igen til at gaa.
-Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne. Det var den samme
Mund, fyldig rød--lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos
dem alle.--De var saadan, Kvinderne af de Maager--
Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at
nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.
Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran
sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med
Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var steget ned
fra sin Ramme.
-Ellen, Ellen.
Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte
til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.
Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du
saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe
henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag.
Maag besindede sig og taug.
Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.
Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom
tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke
med nogen. Var det Sommer, søgte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam
Lind kaldte "hendes Moders Lysthus". Hun vilde ikke spørges ud om noget
paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa
Klædeskasket og den rødbrune Paryk, som sad skævt.
Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mørke Bod med sine Sild og
sine uldne Tørklæder og den evige Stank af Skraatobak og gammel
Lampeolie. Og Bønderne, der trampede ind med deres Træsko og skændtes om
Tøndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom
derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i
Døren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to
Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste Køb. Og
saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til Døren, kaldte Svenden hende
tilbage og slog den ene Øre af; og Konen vendte tilbage og følte igen
paa Tøiet med: "Næ"--og "Li'eveller"--og Kampen begyndte igen om den
sidste Skilling--
Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt
ude paa Trappen, gav Svenden Køb og Konen fik Tøiet--
En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste?
Svenden lo ... Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi
kender da nok Maren Peer's.
Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet
ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den
Tid kom hun aldrig mere i Butikken.--
Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte
Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden.
Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til
Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:
-Bragte du Blomsterne op?
Hun blev en Smule rød;--Ja, jeg bragte dem.
-Var der megen Sne? spurgte Lind igen.
-Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres
Grav, sagde hun.
-Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?
Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun.
Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han
sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde
han langsomt.
Ellen forstod. Nei.--Hendes Stemme var rolig--det var for koldt, lille
Bedstefader.
Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar,
døde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned,
og der blev talt længe inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat
Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle
Lind en Gang var død, men rigtig Besked vidste ingen.
Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere;
Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende
paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skævede til
Vinduerne.
Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra Dør
til Dør.
Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene
ligesom om Natten.
Ellen var forskræmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hænderne, og
hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse. Men en Gang
imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.
Saa blev hun kaldt ind.
Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den hvide
Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om.
Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille. Er du
bange for mig? Ellen blev staaende.
-Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i
Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet,
altsammen ordnet.
Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod
hendes Hoved og rørte hendes Haar: Ellen--mit Barn.
Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede. Og fattende
første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned
foran Sengen.
Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes
Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi
dog gøre? Bedstemoder, dø ikke--
Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om
Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille
Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om
sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu.
Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes
Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale ... Saa var hun død.
Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med
hendes Bedstemoders Lig.
... Ellens Sorg var i de første Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke
skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset.
Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde
hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve
og antage en Husholderske.
Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa
Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til
at hænge om Korset.
Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen.


III.
Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun være alene. Hun kunde sidde med
Hovedet støttet i sine Hænder den lange Sommereftermiddag, fortabt i
sine Drømme uforstyrret.
Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar.
Den første Tid hun var paa Thorsholm, havde hun kæmpet med Faderens
Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen,
hun vaagede over ham altid.
Hun havde ladet Meubler flytte ind i Værelset i det østre Taarn. Saa
sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit
Arbeide, Ansigtet bøiet ind under Lampen: Faderen røg med Cognacsflasken
foran sig ... Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, løst
og fast, blot hun vidste noget at fortælle ... Maag sad og hørte, dorsk
med Albuerne paa Bordet, og gød Røgskyer ud i Strømme. Men naar han saa
havde faaet fat paa Glasset og ilfærdig tømt det og sat det ned, saa kom
der stødvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens
han blandede det næste Glas, fik Sukkeret opløst og sat Smag.
Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet.
Saa begyndte hun at spørge ham. Det var altid om Moderen. Og der var
Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad
Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev
ved at gaa ... Og Ellen følte hvert Minut som en Jubel.
En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans
Toddy. Hun gjorde den ligesaa stærk, som han pleiede. Maag smagte paa
den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede
Vand i. Meget for kraftig.
Og han sad og smækkede med Tungen og aandede, som om det brændte ham.
Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive
Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent
Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen
rørte Drikken med Læberne.
Ellen holdt flere Aftner Drikken lige stærk, gjorde den først langsomt
svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for stærk min Pige, ikke for
stærk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned.
Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng.
Hun kæmpede ikke mere; hun vilde nu kun forsøge at skjule: dække, for
at Mademoiselle intet skulde erfare.
Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Præstens l6-aarige Søn
i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen spænde for, og Mademoiselle
kjørte derned om Eftermiddagen.
Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde
hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede,
eller Hun havde taget en Bog--men Sytøiet faldt ud af hendes Hænder og
hun læste ikke ... Hun sad kun ørkesløs og forstenet, og uden at hun
vidste af det, kunde hjælpeløse Taarer rulle ned ad hendes Kinder.
Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med
Sneblomster paa Ruden. Men hun mærkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik,
begyndte hun at brænde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde
ikke Ro, gik rastløs fra Væg til Væg.
Hun gav sig til at tale til Billederne--
Og hun talte høit om sine Sorger--hun gav sine Lidelser Ord--hun raabte
i Kummer. Aa--hvor hun led, hvor hun led.
Hun rakte Hænderne frem, hun græd, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun
dog gjøre ved sin Fader? Det blev jo kun værre og værre, og alt, hvad
hun gjorde, var forgjæves, og alt, hvad hun bad, var omsonst--og hvad
skulde hun dog gjøre? Sig mig dog--hvad skal jeg gjøre?
Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjælpe? De saa jo dog,
hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde næppe Brødet, at Alting var
ved at smuldre væk--alt baade Navnet og Gods.
Men hun havde ingen Skyld,
Og tilsidst maatte de sælge Thorsholm ...
Ellen Løste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder
brændte. Men hun hørte op at græde. At sælge Thorsholm. Hun vidste, det
maatte komme, men hun kunde ikke tænke det; det forstenede hendes Graad ...
Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad Væggen her,
og hun vilde skjære dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde brænde
dem allesammen.--Og saa først var hun alene; helt alene.
Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad
Stentrappen.
Hun hørte ham bande og vakle over mod Væggen ude i Gangen og le og
snakke med sig selv.--Hvor hans Ansigt var rødt! Naar han var fuld,
vilde han altid have hende om sig. Hun skulde sætte sig paa hans Skød,
og han havde Anfald af Ømhed, hvor han klappede hendes Haar--og kyssede
hende og stirrede saa stift paa hende med dorske Øine.
Ellen sad bleg under hans modbydelige Kærtegn.
Han fortalte, og han vilde have mer at drikke--og hun var glad ved at
kunne reise sig og skænke for dog at komme bort fra hans Skød--
Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved
tilbage og vidt aaben Mund--
Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage
og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun
sad alene i den store Dagligstue, og førte Strikkepindene med sine
febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi
Ruderne, gøs hun og lyttede--nei--det var ikke ham, og hun blev ved at
strikke og bevægede Læberne mekanisk, naar hun talte Maskerne.
Og Faderen kom ikke.
Hun begyndte at dække Stykker over Møblerne og at rydde op til Natten,
hun vilde ikke blive oppe; hendes Øienlaag faldt sammen af Træthed, og
hendes Lemmer var tunge som Bly.
Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i
en Stol og hun blev ... Hun gled sammen i Sædet, lukkede Øinene og
blundede.
Hun vækkedes ved en Støi: Er det Dig, sagde hun og foer op ... Hun
troede, det var Faderen.
Men det var kun Ole, som stod henne ved
Døren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket.
Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.
Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent--jeg venter
paa Fa'er--
Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte.
-Nei.
Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Frøkenen ikke
jeg kører ud med Vognen--der er saa meget--glat paa Veien.
Ellen blev blussende rød ... Saa vendte hun sig bort ... Tak.
Lidt efter hentede Ole Maag nede i Nørup Kro.
Til Veile kom hun sjældent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld
over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var
alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde
Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog næsten
Rædsel for Bedstefaderen.
En Aften, da Ole var kjørt ud for at se efter Maag, fandt han ham med
begge Ben brækkede liggende i en Grøft. Han løftede ham op i Vognen og
kørte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene
svulmede voldsomt op. Lægen erklærede, det vilde blive langvarigt.
Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet
meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen.
Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen
vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun
maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle. Det
skulde ikke være den Gang, sagde han selv, da han igen kom til Mælet.
Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde
installeret sig ved hans Seng.
Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og
tredive Aar, og som ved Hjælp af Pudder, falske Tænder og et Sæt
Nakkekrøller kom til at sé ud, som om hun var i Nærheden af de fyrre.
Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede
Dumas' Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene.
Naar hun fortalte, flød hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed,
og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte
Fingre.
Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets
Tegn, naar hun nævnede Robespierre.
Saadan var Mademoiselle.
Denne Dame fik efterhaanden megen Færdighed i at lægge Maags Puder til
rette bag Ryggen og i at læse ham i Søvn med Lamertine.
Ellen lod hende skalte, som hun vilde.
Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen næppe
tale: han laa halvdrukken og lallede.
Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen.
-Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen.
Faderen stammede, gav sig til at klynke.
-Hun har sat den her hen--og vi er--ja--vi er jo svage ...
-Hvilken hun?
-Ja ... Mamsellen, men ... jeg vil ikke sætte ... Splid ... for ...
Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten.
Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og
over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hørte intet eller vilde
ikke. Hun var begyndt at gaa til Præsten og skulde konfirmeres til
November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar.
--Ellen og Mademoiselle læste i Havestuen. Ellen var kommen ned før
Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset.
Hun følte Heden over sig som en mat Ladhed ... og hun fulgte med
Blikket, mens hun sad og døsede, Insekterne, der virrede, og hun aandede
dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne.
Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen.
Der var intet mer, som kunde binde eller fæstne hendes Opmærksomhed, og
hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt
distraherede hende: et Insekt, som fløi forbi, et Blad, der faldt til
Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun læste, gled
ned ad hendes Skød, uden at hun mærkede det.
Hun bare drømte ... sad hen og drømte.
Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde tænkt, følte blot
som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid træt, gad ikke
gaa og intet foretage sig.
Hun græd ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet,
saadan gav det sig til at banke. Hun blev rød og hvid uden Grund; altid
havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.
Hun havde i den sidste Tid kastet sin Kærlighed paa en graa
Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Skødet og
klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af
hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven ødsel med Kærtegn.
Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag
var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog
hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke,
hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i
Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet
op i Solen og stirrede. Eller hun krøb op i et af de store Lindetræer i
Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af
den sødlige Duft.
Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i
den sidste Tid.--
Ellen blev vækket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i
Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen.
-Som sædvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet.
Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa Lærerinden og aabnede
Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun.
Hun læste søvnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede
med sine Fingre.
-Jeg ved ikke, om _ma petite_ hører efter, sagde Mademoiselle.
Ellen svarede ikke, blev bare ved at læse. Mademoiselle tog nervøse Tag
til Haaret, sagde:
-Nei--De forstaar ikke Skønheden. Ellen pillede.
Kan De det udenad.
Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende,
begyndte hun forfra, udenad.
Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende
ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst.
_Et Jocelyn arrivant--_
Mademoiselle vilde hjælpe hende:
_Et Jocelyn arrivant--_
Men hun stammede, holdt op ... _Et Jocelyn ..._
Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket
paa hendes Bryst, sagde hun:
-Jeg har faaet det igaar.
Ellen var meget bleg.
-Det er en Present ... af Deres Papa.
Uden at vende Øinene bort, drog Ellen Veiret dybt:
-Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde:
-Tag det af.
Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det:
-Nei, han har givet mig det--det er mit. Ellen ventede.
-Tag det af.
Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om
Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af.
Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det
Smykke af.
Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket.
Kæden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet.
Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine
Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Døren og ned ad Trappen med
Hovedet bøiet.
Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun
ilsomt ad Terrassen ned til Graven.
Der standsede hun, løftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 03
  • Parts
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 01
    Total number of words is 4822
    Total number of unique words is 1430
    46.4 of words are in the 2000 most common words
    61.2 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 02
    Total number of words is 4795
    Total number of unique words is 1360
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    62.8 of words are in the 5000 most common words
    70.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 03
    Total number of words is 4651
    Total number of unique words is 1461
    46.7 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    68.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 04
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1460
    46.7 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 05
    Total number of words is 4575
    Total number of unique words is 1530
    43.8 of words are in the 2000 most common words
    57.8 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 06
    Total number of words is 4705
    Total number of unique words is 1448
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    66.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 07
    Total number of words is 4737
    Total number of unique words is 1409
    44.7 of words are in the 2000 most common words
    60.2 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 08
    Total number of words is 4576
    Total number of unique words is 1590
    41.3 of words are in the 2000 most common words
    56.3 of words are in the 5000 most common words
    62.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 09
    Total number of words is 4752
    Total number of unique words is 1277
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    69.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 10
    Total number of words is 4653
    Total number of unique words is 1360
    45.9 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    68.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 11
    Total number of words is 4145
    Total number of unique words is 1287
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    61.8 of words are in the 5000 most common words
    67.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.