Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 10

Hun bestemte om Morgenen, at hun vilde ikke smage Vin den Dag, og naar
Middagen kom, blev hendes Forsæt sløvt og hun gik paa Akkord om det
eneste Glas, og hun drak febrilsk og med den onde Samvittigheds Hast.
Indtil Ophidselsen kom, og hun drak mer, og Sløvheden fulgte efter med
bevidstløs Afmægtighed.
Og hun tumlede allerede i alle Drankerens Forsætter og evindelige Fald,
og hun begyndte at stjæle sig til at drikke, og hun elskede Ensomheden.
Hun drak ikke mer ved Bordet. Man kunde tro, hun havde Afsky for Vinen;
hun nød kun lidt Bordeaux, blandet med Vand. Og hun holdt af at tale med
Afsky om Drik, og en Dag, da hun paa en Køretur med Carl havde sét en
døddrukken Mand ligge paa Veikanten, blev hun syg af Væmmelse.
Om Middagen, da Carl og hun var alene hjemme, lod hun Vinflaskerne tage
bort:
-Jeg kan ikke taale at sé dem, sagde hun.
Jeg taaler ikke Vinlugt idag. Og de drak begge Vand.
Saa drak hun ikke i to Dage. Indtil hun tredie Aften pludselig stod op
af sin Seng, listede sig ind i Spisestuen, tømte en Flakon Cognac, gik
tilbage og sov som et Dyr.
Hun begyndte paa sine Køreture at søge Konditorierne, og hun drak et Par
Glas Portvin hvert Sted til Kagerne, Saa kom hun hjem helt døsig, slæbte
sig ind i sit Boudoir og slængte sig hen med løste Klæder. Hun laa halve
Dage og drev paa sin Sofa næsten upaaklædt, og hun blev halvveis
sjudsket med sig selv, næsten urenlig. Men sine Hænder pudrede hun
stærkt, fordi de ofte var klamme.
Men der kom Dage, hvor Fortvivlelsen brød ud til haabløs Elendighed
paany, og hun forbandede sin Svaghed, og hun skældte sin Last. Og hun
var altid sammen med Carl. og hun turde ikke være ene og klamrede sig
til hans Nærhed.
Der var en sorgfuld Vemod over alt hendes Væsen imod ham.
Hun søgte at gøre sig ældre, hun ønskede, han skulde forelske sig.
-Hvorfor sværmer De ikke for nogen? sagde hun. Det er sundt. Det gi'er
Ens Tanker noget at bestille. De maa se at blive forelsket.
-Jeg ved ikke, hvad det er--jeg har aldrig prøvet det ...
-Men én Gang maa da det komme, sagde hun. Forsøg det--der er unge Piger
nok.
Hun bragte ham sammen med de unge Piger i deres Kreds, hun arrangerede
smaa Fester, hvor de unge kunde mødes.
Og naar saa paa Ballerne Carl svang sig lystigt, fulgte hendes Blik, som
hun sad blandt de ældre, febrilsk hans Vei, og hun led alle Skinsygens
Kvaler. Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra
den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad.
Men der kunde ogsaa være lange Aftener, hvor hun led stille, og hun
følte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge. Og naar de kom i
Vognen, fortalte han om den og den, om det Kys, han havde røvet, og en
Haand, han havde trykket under Bordet--thi han fortalte hende alt--saa
hun i Vognens Mørke, bleg, bed sin Læbe til Blods i skinsyg
Fortvivlelse.
Naar hun da kom hjem, berusede hun sig liggende i sin Seng.
Hun gemte Flaskerne i det store Skab mellem sine Kjoler. De tomme
Bouteiller skjulte hun i Drivhuset.
Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne.
En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en Køretur. Han frøs,
saa hans Fingre var døde.
-Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer.
-Ja--det var ikke saa galt--for jeg fryser ... og han reiste sig for at
ringe.
Ellen var blevet ganske bleg: Men--Carl--sagde hun--De forstaar da nok,
det er Deres Faders Spøg.
Greven lo: Bedste Ellen, sagde han, tror Du ikke det store Menneske kan
taale en Snaps--
Ellen gjorde en Bevægelse op til Halsen: Ja, sagde hun, det var ikke det
... men Greven bragte en Flaske Akvavit, Ellen sad bleg og saa paa ham;
da Carl førte Glasset op til Munden, sagde hun stakaandet: Aa--nei
--Carl, drik det ikke.
Greven og Carl lo himmelhøit, og Greven drak selv et Glas. Lugt, sagde
Carl og holdt sit Glas hen mod Ellens Næse. Det er sundt.
-Carl--hun skreg det--lad være.
Hun kom til at ryste som i Krampe. Ja--sagde hun. Jeg har aldrig kunnet
taale den Lugt.
Greven blev ængstelig, kærtegnede hende og sagde: Du er utrolig nervøs,
min Ven. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skal blive til.
Saa blev Ellen roligere, hun tvang sig til at smile: Ja, sagde hun.
Hvorfor skal man ogsaa lade Børn drikke Brændevin? Og de talte om andre
Ting.
Men Lugten fra Glasset forfulgte hende, hun kunde ikke blive den kvit.
Den forfulgte hende i Dage.
Den vakte alle Minder om hendes Fader, om de forfærdelige Køreture, når
hun ventede i Vognen udenfor Kroerne. Og hun huskede de ensomme Aftener,
naar hun sad oppe og biede, og hun følte en lamslaaet Skræk for hvert
Minde.
Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun følte en
ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i
Ansigtet, indtil hun næsten blev vanvittig.
Hun vilde aldrig være ene. Hun kørte ud, tog i Visitter, gik i Theatret,
var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med
Kammerpigen eller førte lange Konversationer med Tjeneren. Hun var
aldrig beskæftiget, hun talte kun. Altid. Vidtløftigt om de
ligegyldigste Ting, blot hendes Mund aldrig stod. Hendes Tungefærdighed
overdøvede hendes Tanker.
Der var ogsaa Dage, hvor hun tilbragte Time efter Time ved Flygelet. Hun
fantaserede, Tonerne kom, hun vidste ikke hvorfra. Men de beroligede, og
hun følte Lykke ved at spille sin egen Fortvivlelse.
Naar da Carl kom ind, holdt hun ofte op; og hun gav sig til at tale.
Minder fra hendes Reiser, alt hvad hun havde levet og sét, flokkedes hos
hende; og bøiet frem med Hænderne hvilende paa Flygelet talte hun i
brændende og ekstatiske Ord, hvor de tusinde Billeder kom.
Og selv fornam hun Talens hede Pragt som en Tropenat med Stjerners Skær.
I saadanne Timer vidste hun, han elskede hende.
Og hun gjorde sit Væsen tifold mer duftsvangert hedt, og hun læste sin
Magt i hans Blik, og selv laa hun under for sin egen Tales Fortrydelse.
De kunde sidde saadan mange Timer, og hun talte, og--bandt ham saa tæt,
saa tæt.
Det blev ofte langt ud paa Natten, inden de skiltes.
En Nat kom Greven hjem ud paa Morgenen og traf dem endnu i Dagligstuen.
Lampen var gaaet ud, og de havde tændt et Lys paa Flygelet, saa der var
halvmørkt.
Greven blev staaende i Døren: Er I oppe endnu? sagde han.
Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun ... Ja--vi sad her og talte
sammen ...
... Det er vist blevet sent.
Carl var generet, sagde hurtig "Godnat" og gik. De to blev ene tilbage.
Greven tændte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned. Ellen
følte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa:
-God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde.
Hun gik henimod Døren, og henne fra Mørket betragtede hun atter sin
Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg.
Hun følte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved Døren, spurgte
ham om en ligegyldig Ting.
Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er værdt, Carl og Du
sidder saa længe oppe? Han saa henimod Mørket, hvor hun stod.
-Man skal være forsigtig med en Natur som hans.
Ellen fik Mod til at lé: Du mener--
Greven talte ikke mer. Der blev en Taushed, hvor Ellen hørte sit Hjertes
Slag. Saa vendte hendes Mand sig.
-Godnat, sagde han. Og--han frøs--saa er her ovenikjøbet hundekoldt, saa
man bliver forkølet af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen--
Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i
Theatret. Indtil Erindringerne om Faderen kom igen og hun pintes paany.
Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk Nøgle
og drak i et Drag den Brændevin, hun fandt.
Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab.
Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen hørte træt til,
og hendes Øine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som
laa i hendes Skød.
Hun gjorde et Par Spørgsmaal hen i Veiret, hørte ikke efter Svarene og
rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede.
-Det er godt, sagde hun. Tag den bare.
Han støttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte.
Pludselig mærkede hun, at "Jomfruen" var der endnu: Er der mere, spurgte
hun.
-Ja--Deres Naade--der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade.
Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun.
-Det gør mig ondt--meget ondt ... men der maa være en Tyv her i Huset.
-En Tyv, Jomfru Svendsen? Ellen saa op: Hvad skulde han stjæle?
-Der er i den sidste Maaned blevet stjaalet baade Vin og Brændevin--og
det maa være En i Huset ...
Ellen havde lænet Hovedet tilbage. Hendes Øine skød hastigt to Lyn op
mod Jomfru Svendsen.
-Og hvem har De mistænkt?
-Det ved jeg ikke, sagde hun. Men vi kunde lægge Vagt i
Buffetværelset--det er bestemt om Natten, der bliver stjaalet.
Grevinden var distræt og stirrede frem for sig: Ja--sagde hun--De kan
jo lægge Vagt derned.
Og lidt efter. Gør som De vil.
Jomfru Svendsen gik.


V.
Ellens Pande blev pint som en stukken Naalepude, hun følte tusind
Knappenaalsstik i hver Fingerspids. Konferensraadens Morfin dulmede;
hans Ammanuensis gav Grevinden Indsprøitning tre Gange om Dagen.
Hun befandt sig vel, alle Tanker gik paa blød Filt, hver Gang han havde
gydt Vædsken ind under hendes Hud. Langsomt bredte lykkelig Smerteløshed
sig gennem hendes Legeme med en lun Varme.
Hun følte alt som Hænders Strøg over Atlask, og hver Tyngde gled bort,
som blev hun baaren.
Saadan laa hun salig; indtil alle Tanker svømmede kælne sammen, og hun
faldt i Søvn.
I Søvne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen
bar det gudeskønne, kaade Drenge. Hun nød deres Leg. Indtil ogsaa
Drømmene blev svøbte som i mange Lag af Musseliner ... og svandt ud i
uvis Salighed.
Naar hun vaagnede, følte hun et let Tryk over Panden. Og hun blev
liggende slap og halvsovende og gad ikke reise sig fra Stedet, hvor hun
laa. Tit faldt hun i Søvn igen, indtil Fingerspidsernes Pine vækkede
hende.
Da vaagnede hun til alle Smerterne, og hendes Legemes Raseri mod
Lidelserne brændte hende mer end tre Dages Faste vilde gjort.
Morfinhungeren greb hende. Og hun lod gaa Bud paa Bud om Lægen, og hun
bad og bad, og hun tiggede:
-Bare en Indsprøitning nu.
-Bare en Indsprøitning til--aa, for det var saa forfærdeligt.
Og atter dulmede det lunt, og det gamle Velbehag lagde sig om hende.
Men som oftest gav Ellen sig ikke hen til Rusen. Hun blev oppe. Hun nød
den pludselige Kraft og Klarheden i sine Tanker. Hun saa roligt paa alt.
Den stærke Følsomhed forsvandt af hendes Væsen.
Hendes Følelse for Carl var en Ulykke, men Ulykken maatte bæres. Der var
mange ulykkelige; men de tog Byrden op og gik videre. Hun maatte gøre
som de andre, og hun vilde gaa rank under Byrden. Undertiden syntes hun
saa næsten, den var let.
Thi det gav en egen Styrke at have forsaget.
Kærligheden var ikke det eneste. Naar man havde tabt det bedste, maatte
man leve videre med alt det andet. Hun vilde beskæftige sig, opfylde
sine Pligter. Hun følte vel Spænstighed i sig til at magte dem.
Saa længe Morfinen virkede.
Men med ét blev hun slap og sank sammen. En blytung Træthed overvældede
hende, saa hun ikke længer bar sit eget Hoved, men slattet faldt det ned
mod hendes Bryst, og hendes Hænder rystede, og hun følte ikke Kraft til
at løfte de matte Haandled.
Alle Tanker gled fra hende, og hun følte den druknendes Angst. Hendes
Væsen snøredes sammen under en kvalfuld Urolighed.
Undertiden kom Slapheden, mens hun sad foran sit Speil og klædte sig paa
for at tage ud. Lægen skulde give hende Indsprøitningen, lige som hun
skulde i Vognen.
Hun blev graableg, og den kolde Sved sprang frem paa hendes Pande.
Øinene slukkedes som to Lamper og mistede deres Glans. Hun søgte ikke at
bekæmpe sig: hun begravede de rystende Hænder i sit udslagne Haar og
stirrede i Speilet.
Tindingerne var begyndt at falde ind, og Øinene laa sløvt i altfor dybe
Huler. Hun genkendte ikke sin egen Mund, hvis Vige sitrede.
Hun tog Hænderne løs fra sit Haar, og hun betragtede sine Arme. Aarerne
svulmede blaat under den tørrede Hud, hvor Injektionsmærkerne smertede:
det var hendes Arm.
Hun betragtede sin Hals, der var gul og furet af Rynker, hun lagde sin
knyttede Haand i Fordybningen ved Nøglebenene.
Og al hendes Elendighed syntes hende levendegjort i hendes Legemes
Fornedrelse.
Da gav hun sig til at kæmpe fortvivlet med sit eget Ansigt. Og hun pinte
sine svulne Øienlaag med Tusch og plagede sine Kinder med Sminke. Hun
sved de døsige Pupiller med Bella donna og lavede Smil om sin strammede
Mund.
Eller der var Dage, hvor hun nød sin Ruin. Hvor hun med grusom Bitterhed
gradede sin Ulykke i sin Hæslighed, maalte den saa haarfint ud i hvert
et Tab af den Skønhed, hun elskede.
Men naar saa Lægen kom, og hun havde modtaget Morfinen, sprang hendes
Stemning om. Hun blev grebet af Overmod, den pludselige Gjenbesiddelse
af sig selv berusede hende. Hun vendte tilbage til sit Speil, og hun
betragtede atter sig selv ...
Ja--hun var endnu smuk. Og hun tog Plads med Smil og sad længe.
Og aldrig havde hun saa overmodig nydt Mændenes Beundring, naar deres
Øine hængte sig ved hende.
Saaledes gik tre Maaneder.
En Dag, da Ellen ventede paa Lægen, kom Urne ind.
Han begyndte at tale, spurgte om et og andet. Ellen var træt, havde ondt
ved at fatte hans Spørgsmaal og faa dem besvaret.
Greven mærkede, hun var aandsfraværende og saa paa hende. Han blev
forskrækket for hendes Ansigt, der var slapt og blegt med døde Øine.
-Har Du stærke Smerter, spurgte han ængstelig.
-Smerter?--Aa nei ... Men jeg venter paa min Indsprøitning.
Lidt efter kom Lægen.
Grev Urne tænkte hele Natten paa den besynderlige Tilstand, hvori han
havde truffet Ellen, og den næste Formiddag gik han op til
Konferentsraaden.
-Nei--er det Dem--Konferentsraaden reiste sig. Og Deres Ekscellense
kommer til mig istedetfor at sende Bud.
Han rullede en Stol frem. Der er dog intet paafærde--intet slemt.
-Ikke noget specielt. Greven satte sig, med Stokken mellem sine Knæ ...
Men jeg ønskede nok at tale med Dem--at spørge Dem ... Det er min
Hustru ...
-Ja--Grevinden er jo meget nerves ...
-Ja--meget nervøs. Greven holdt inde, flyttede Stokken ... De har givet
hende en Del Morfin, sagde han.
-Ja--temporært--mod heftige neuralgiske Smerter. Indsprøitningen har
bekommet Grevinden meget vel.
Der blev en ny Pause, inden Urne løftede Øinene fra Gulvet: Men var det
dog ikke paa Tide at holde op? sagde han.
-Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af
Indsprøjtninger. løvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens
Tilstand giver Anledning til at nære Ængstelse ... Hun er meget nervøs
... ganske vist ... men--
-Hun er mer end nervøs, Konferentsraad ... Hun er abnorm, og hun ængster
mig ...
-Abnorm? ... Grevinden har altid været af et eksalteret Temperament. Jeg
har aldrig fundet nogen, hvor det moralske og det fysiske hænger saa
nøie sammen, som hos hende ... Enhver moralsk Lidelse viser sig hos
Grevinden strax som en fysisk Smerte--og naar saa noget støder til ...
Kunde det ikke tænkes, at--Grevinden i den sidste Tid sjælelig havde
lidt under et eller andet?
Greven svarede ikke straks. Nei, sagde han, jeg kan ikke tænke mig
noget.
Der blev paany en Stilhed, som Konferentsraaden afbrød: Morfinen vil jeg
naturligvis standse, sagde han. Ved en skaansom Afvænning ...
Greven knappede sin Frakke: Ja, naar vi blot véd, alt bliver gjort.
Han stod atter lidt, og aandsfraværende, mens han gav Konferentsraaden
Haanden, sagde han:
-Naturligvis bliver det nok bedre.
Da Konferentsraaden tog i Sygebesøg, gik han op til Ellen. Han traf
hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indsprøitning.
-God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er
der nogen, som har haft Bud efter Dem?
-Gud ske Lov--nei ... Men jeg kørte her forbi og vilde saa sé herop.
Smerterne i Fingrene er jo meget bedre?
-Ja--Konferentsraad--heldigvis lidt bedre.
-Hvorledes gaar det med Indsprøitningerne? sagde han og strøg
Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene?
-Ganske lidt ... men det er ikke noget at tale om ...
Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart sé at holde op med at
pine Deres smukke Arm, sagde han.
De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort.
Den næste Morgen kom han selv for at give Ellen den første Dosis.
Hun havde sovet tungt den sidste Del af Natten, og hun var badet i Sved.
Hun slog Øjnene op og saa Konferensraaden. Mistænksom sagde hun: Er det
Dem? Er Deres Ammanuinsis syg? og reiste sig besværligt op i Sengen.
-Nei, Deres Naade ... men vi vil forsøge at formindske Deres Dosis
ganske lidt.
Ellen saa hurtigt paa ham: Men mine stakkels Fingre, sagde hun. Skal de
nu igen til at gøre ondt? Hun smilede og rakte ham Hænderne.
-Aa, Deres Naade--Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende--De vil
ikke mærke det--saa lille en Formindskelse.
Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun
betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre,
Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed.
-Hvor kan De sige det?--
-Nu kommer jeg igen iaften.
Hun led frygteligt om Dagen. Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen
til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke
blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede
hysterisk.
Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende
Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine
egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet.
Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver
smertede som stukne.
Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde
Kammerjomfruen.
Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt
af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun.
Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen--han har siddet
paa sit Værelse og har ikke turdet gaa ud ... Han er helt medtaget ...
Der kom et Skær af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun--har ban
været saa angst? Hun forsøgte at reise sig, og hun støttede sig til
Stolen.
-Ja--han kan komme om lidt.
Hun kunde næppe gaa, Benene rystede under hende. Men hun slæbte sig ind
i sit Sovekammer, vaskede Graaden bort af sit Ansigt, pudrede sig og
vendte tilbage.
-Slaa Gardinerne for, sagde hun. Lyset skærer mig i Øinene.
Carl kom ind. Han saa hende ikke strax i Krogen, hvor hun sad.
-Her er jeg, sagde hun--kan De ikke finde mig?
Hun tørrede sin fugtige Haand og rakte ham den: Hvorfor har De ikke
været ude at ride, spurgte hun.
-Naar De er syg? Hun følte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik søgte
hans Ansigt i Mørket.
-Aa, sagde hun mildt, det er ikke saa slemt.
Hun sagde endnu nogle Ord, mens hun blev ved at sé paa ham. Saa
overvældede Smerterne hende paany, og hun slap hans Haand: Men jeg er
meget træt, sagde hun ... Vi ses ...
Og hun gav ham Tegn til at gaa.
Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde
hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus,
udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine.
Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er
det Dem, sagde hun.
-Naa, har det været meget slemt?
-Ja--Ellen reiste sig--det har gjort ondt, sagde hun. Men De havde Ret,
det var paa Tiden at holde op ...
--Ellen fik ikke mere Morfin.
Alle Smerterne vendte tilbage, og hun blev magrere og magrere Dag for
Dag. Hun blev sky og holdt sig inde, hun vilde ingen sé og ikke tale
med nogen. Lange søvnløse Nætter vandrede hun op og ned ad sit Gulv og
kunde ikke finde Ro.
Pludselig kunde hendes tungsindige og dybe Fortvivlelse slaa over i
Kaadhed, og hun blev rig paa støiende Luner. Hun elskede at tale
dobbelttydigt, i Gaader, kun hun forstod, og hun saarede Carl med bitre
og haanske Ord, og hun tilspidsede sin egen Ulykke i raffinerede
Lidelser.
En Dag, da hun og Carl red sammen, streifede en Gren lidt haardt hendes
Kind. Der blev et fint rødt Mærke paa Huden.
Ellen sad før Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig
knælende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden.
-Det gør virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod
Mærket af Grenen ... Det svi'er.
-Har De stødt Dem?
-Nei--det var paa Turen ... en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget
at sé?
Carl bøiede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mærke, sagde
han, og idet han berørte den røde Plet med sine Læber, sagde han: Den
stakkels Kind.
Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skæret fra Lysene, da Urne kom ind
til hende.
-Tager Du paa Koncert, spurgte han.
-Ja--og Du?
-Følger med, min Ven--
Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mærke, Du har paa din Kind;
spurgte han.
Aa--af en Gren, sagde hun. Hun slog
Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens
Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede.
Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal.
En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven.
Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals.
-Jeg beholder det, sagde han.
Ellen løste det, slyngede det sammen under Hagen: Ja, sagde hun, hvis
De griber det. Hun vendte Hesten, og mens hun jog den op med et
pludselig Pidskeslag, satte hun over den snedækte Grøft.
-Følg mig, raabte hun, vi vil lege Tagfat. Og begge jog ind mellem
Stammerne.
... Sneen slog op under Hovene--Dyrene gled over Rødderne.
Hestene mødtes og steilede, slog deres Krop imod Stammerne reiste sig
høit under Slagene.
-Ellen--hold inde, jeg be'er Dem--
Dyrene stødte med Bugene--Fraaden stod dem om Bidslerne--
-Ellen--hold inde ...
Men ud og ind mellem Stammerne--Ellens løftede Pidsk hvinede ned over
Dyrene--
Nok et Pidskeslag--nok et--
Ned over Snuderne suste det ...
Saa kastede hun sin Pidsk og holdt an: Var De bange? sagde hun. Hvilket
Ridt.
Carl sad bleg. Hvor De sér forskrækket ud, hun lo: Er De angst for Deres
Liv?
Hun klappede sit Dyr paa Bringen, gav det Sukker og sagde: Hent min
Pidsk. Den laa et Par Alen derfra i Sneen.
Carl stod af uden at tale og hentede Pidsken. Ellen saa efter ham. Og da
han kom tilbage og rakte hende den, sagde hun:
-Carl--De er angst for mig?
Han bed Læberne sammen: Der er Deres Pidsk, sagde han. Skal vi saa ride
hjem.
De red langsomt ved Siden af hinanden paa de stønnende Dyr. Da de kom ud
paa Veien, sagde Ellen:
-Carl--jeg skal ikke oftere gøre Dem forskrækket ...
Det siger De, sagde han.
Og ingen af dem vekslede mere noget Ord paa den lange Vei.
Efter saadanne Scener var Ellen dobbelt fortvivlet. Hun begyndte at
drikke igen, især om Aftenen for at forjage Søvnløsheden, der martrede
hende, men hun følte ofte Væmmelse for Vinen. Lægen gav hende Kloral for
at sove, og hun laa kun Natten igennem og talte høit med fremmede
Stemmer, som raabte i hendes Øre.
Til Tider frygtede hun for sin Fornuft. Hun kunde ikke holde fast paa
nogen enkelt Idé, men hendes Hjerne var fuld af springske og
usammenhængende Tanker ligesom en Fluesværm. Hun fik en mekanisk
Bevægelse med Hænderne omkring Tindingerne som for at presse paa
Tankerne, der flygtede. Hendes Blik var stirrende og glasagtigt.
Smerterne og Morfinhungeren fortærede hende.
Hun tænkte paa at berøve sig Livet. En Dag, hun tilfældig var oppe paa
Loftet, fik hun Øie paa en Jernkrog i en lav Bjælke. Der stod en Stige
tæt op dertil. Hun gik op ad Stigen og prøvede Høiden indtil Krogen.
Hun gjorde det flere Gange, maalte i Tankerne og beregnede sin Afstand
fra Gulvet, naar hun slap Stigen.
-Ja, sagde hun, her kunde det ske.
Flere Timer tænkte hun kun paa denne Krog. Men saa blev hun ængstelig
for at blive altfor hæslig i Døden--naar de kom for at skære hende ned.
Naar hun kørte langs med Sundet, fristede Bølgerne hende, saa hun blev
svimmel. Hun skrev tit i Tankerne de to Breve, hun vilde skrive til
Afsked. Det lettede hende.
Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen
allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil
Smerterne vakte hende igen.
Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt
Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele
Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af
hende.
Thi midt under alle sine Lidelser forfulgtes hun af en Tanke som af en
Bremse: Carl var bange for hende; hun indjog ham Skræk. Ofte, naar de
sad sammen i Theatret, følte hun fra Siden hans Blik sky forskende paa
sig, og naar hun kom hjem, forfulgte dette Blik hende.
-Han tror, jeg er gal, sagde hun. Han frygter for min Forstand.
Men altid forskrækkede hun ham paany.
En Dag i Begyndelsen af Foraaret var Urnes til Middag hos Grev
Rosenkrands. Om Aftenen spillede man Halvtolv.
Man satte fem og tyve Øre ud. Bernstorf holdt Bank.
Ellen havde bedt sig fri for at spille med, hun sad lidt, fra Bordet,
Morfinlængslen pinte hende.
Uden at tænke paa de andre, begyndte hun at gaa frem og tilbage paa
Gulvet mellem Vinduerne.
Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har
det vist ikke godt, sagde hun.
-Aa--tak--det er kun lidt Tandpine.
Hun gik nærmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige:
-Køber De.
-For hvormeget?
Irriterede hende, mens hun led.
Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne,
spurgte han.
-Jeg har Tandpine, sagde hun.
-Aa--den gaar over ved Spænding ... Skal vi to spille?
-Om hvad?
-Saameget De vil. 10 Kroner.
Ellen tog sin Portemonnæ op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem.
Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes
Kort: Køb, sagde hun.
Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde
tabt.
Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte. De andre var hørt op at
spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom.
Hun vandt.
-Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort.
-Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt
selv Kortene.
Hun tabte; og vandt og tabte.
-Mer--Mer--hun havde atter tabt.
Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv.
-De ruinérer Dem, sagde hun.
Ellen hørte ikke.
En Gang endnu. Det er spændende.
-Mer. Hun tabte.
-Mer.
Hun spillede omkap med Hungren.
-Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ,
den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf.
-Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det
for 100.
Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog
sin Arm bort fra Ellens Liv.
-Giv.
Hun fik Kortet.
-Jeg køber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa ét endnu.
-Et til.
Ellen vendte Kortene: Tabt.
Hun saa over paa Bernstorf og følte Tausheden om sig, og søgte Carl.
-Ja--han sad der angst.
Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet
frem imod Carl, sagde hun:
-Carl--indløs mine Jettons.
Den Nat lukkede hun ikke et Øie. Ud paa Morgenen slog hun Lagenet bort,
hvori hun havde gemt sit Ansigt, og hun satte sig op i Sengen.