Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 11

-Ja--sagde hun. Det kan ikke være andet.
Og hun begyndte at tænke paa, hvorledes hun skulde skaffe sig Morfin.
Hun havde mange Planer--vilde bestikke en Læge, skaffe sig Vædsken fra
Apotekeren paa deres Gods ... Men hun forkastede det. Hun vilde ikke
have Medvidere.
-De vilde forraade mig. Hun følte det som en Forbrydelse.
-Nei--jeg maa finde paa Udveie.
Hun blev pludselig opfindsom, hun havde tusind Planer. Og
Hungersmerterne holdt inde, mens hun overveiede, ligesom en Tand, der
hører op at smerte, naar man tænker paa Tandlægen.
Hun blev livlig, hun søgte, prøvede. Saa med et saa hun et bestemt
Ansigt for sig, en rig Grossererfrue, for hvem hun var præsenteret.
Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun
sagt. Hun havde strax set det paa de nervøse Bevægelser, paa Blikket; i
Aftenens Løb saa de ofte paa hinanden.
Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Træk for Træk, Blikket,
Farven, Maaden at tale paa: Ja--sagde hun--hun er Morfinist. Jeg vil
spørge hende.
Hungeren drev hende, skød alle Indvendinger til Side. Natten gik, og
Dagen var hende uendelig lang. Hun havde bestemt sig til at tage hen til
Etatsraaden i Gothersgade Klokken et efter Frokost, men Klokken elleve
lod hun spænde for: Hun vilde besørge nogle Ærinder først og spise
Frokost hos en Konditor.
Men da hun kom ned i Vognen, sagde hun strax: Gothersgade. Hun kunde
ikke vente. Men da de bøiede ud paa Kongens Nytorv, blev hun greben af
en pludselig Skræk, hun kunde ikke køre derhen og vilde opsætte.
-Larsen, raabte hun. Kør til Richardt. Hun stod ud, bestilte et Par
Kager og et Glas Portvin. Og da det kom, gik hun uden at have rørt det,
steg ind i Vognen igen og kørte til Gothersgade. Hun rystede som af
Kulde.
Hun følte ikke sit Hjertes Slag, da hun ringede paa Porten og gik op ad
Trappen. Hun var stakaandet, saa hun neppe kunde tale, da hun rakte
Tjeneren sit Kort.
-Sig Etatsraadinden, at det haster.
Hun blev vist ind i en stor Dagligstue, og man bad hende vente. Hun var
ligbleg og skælvede: Hvis jeg har taget Feil, sagde hun.
Pludselig støiede Etatsraadinden frem under Portièren.
Hun hilste familiært som paa en ventet Gæst. Ellen blev forbauset,
lettet. Men saa slog det hende.
--Det er, fordi vi er medskyldige; og hun rødmede forvirret.
De talte lidt om ligegyldige Ting, anstrængte sig begge. Etatsraadinden
saa uafbrudt paa hende, med et Smil.
-Hvor hun er fræk, sagde Ellen.
Saa gjorde Etatsraadinden en Bevægelse, som for at rykke hende nærmere.
Men De sér saa daarlig ud sagde hun og strakte Haanden ud.
Ellen tog Hænderne til sig, som havde hun faaet noget slimet mellem
Fingrene: Tak, sagde hun og gyste let, jeg er meget vel. Og hun reiste
sig, Etatsraadinden saa hende ind i Ansigtet: Foraaret er dog saa slem
en Tid for--Nervøsitet, sagde hun.
Ellen oprørtes. Og pludselig gav Sindsbevægelsen hende Besindelsen
tilbage. Hun fandt et Paaskud for sin Visit.
Hun tog sin Muffe og med et helt rolig, sagde hun:
-Grunden til mit Besøg er egenlig en Velgørenhedssag ... Jeg vilde bede
Dem tegne mig for femhundrede Kroner til de fordrevne Jøder fra Rusland.
Hun betragtede Etatsraadinden, der blev forvirret, og hun sagde igen:
-Deres stakkels Trosfæller, som maa lide saa meget.
-Ja, sagde Etatsraadinden, De lider meget. Der blev en Taushed.
Saa tog Ellen Afsked.
Hun kørte hjem. Men ved Middagsbordet fik hun ondt og maatte gaa. Hun
kæmpede med Hungeren to Timer: gik op og ned paa sit Gulv, brækkede sine
Negle ved at slide i Stolene, hvor hun kastede sig.
Saa overmandedes hun.
Hun slog et Sjal om sig, og ad Bagporten gik hun ud paa Gaden: Det var
strømmende Regn og Blæst. Uden at sé tilhøire eller venstre løb hun
langs Husene lige til Etatsraadindens Port.
Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af
hendes Klæder.
-Hvem vil De tale med, sagde han.
Hun tog det vaade Slør bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde
hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i
Gangen.
Tjeneren pegede paa en Dør: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han.
Jeg skal melde Dem.
Men Ellen aabnede Døren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra
en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hænderne
mod sit Bryst:
-Nei, nei, jeg kan ikke længer--hjælp mig ...
Ordene løste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede
hende, faldt hun ned i en Stol.
Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde:
-Hvorfor dog? hvorfor dog--Det er ikke saa slemt, og hun løftede
Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var.
Tilgiv--tilgiv, mumlede hun.
Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens
bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn.
Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn--De har lidt meget.
Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over,
at jeg kom.
Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo,
De vilde komme.
-Vidste De?
-Ja--og atter den bløde Haand--jeg kunde jo se det.
Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa
haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel--Stakkel--men nu er det jo
forbi ...
Ellen svarede ikke og blev ved at kaste sig i Fortvivlelse. Hun hørte
Etatsraadinden gaa over Gulvet og saa sig om: Ja--hun var gaaet.
Hun havde en ny Lyst til at løbe, men sløv blev hun liggende, til
Etatsraadinden kom igen.
-Her, sagde hun. Jeg er altid beredt paa at kunne hjælpe en anden. Og
hun rakte hende en Flakon og en Pakke.
-De kender jo Brugen?
-Ja. Jeg kender det.
Etatsraaden beholdt hendes Hænder i sine:
Skal jeg dog ikke hjælpe Dem første Gang? sagde hun.
Ellen saa sky paa hende: Tak, sagde hun og kunde neppe tale, jeg vil
heller selv--hvis jeg maa.
Hun gemte Flakonen. Tak, sagde hun, saa vil jeg gaa.
Hun kørte i en Droske til Gadehjørnet ved Palæet. Hun kunde ikke være
gaaet, saadan rystede hun. Hun sneg sig ind gennem Bagporten og op i sit
Boudoir. Men hun forlod det igen, fordi der ikke var Døre, og hun gik
ind i Sovekammeret. Hun laasede af, og slog Portièren ned. Hendes Hænder
skælvede, saa hun knap fik Pakken løst og Sprøiten ud, i sin nervøse
Hast.
Hun fyldte den indtil seks Centigram, spildte lidt og tog Ærmet tilside.
Tænderne klaprede i hendes Mund.
Hun holdt Sprøiten ned mod sin Arm og forsøgte at stikke.
Men Sveden sprang frem og væmmelig ved at lemlæste sig selv, slap hun
Sprøiten.
Hun blev svimmel, gik hen over Gulvet og lagde sig paa sin Seng.
Indtil hun pludselig reiste sig igen, gik hen foran Speilet og hastig
gød Vædsken ind under sin Arm.


VI.
--_Sacrebleu_--_la beautè du diable!_ Den nye Attaché fæstede Kikkerten
paa Ellen Urne, der kom frem fra Logetrappen:--_Magnifique_, sagde han,
_magnifique--la comtesse_.
Og da hun gik langs med Logeranden fulgt af Carl, sagde han stadig med
Kikkerten for Øinene:
-_Le jeune homme? C'est l'amant?_
Bernstorf lo: _Mon ami--c'est le fils_, sagde han.
Franskmanden blev ved at betragte Ellen, mens hun tog Plads.
-_Mais--vraiment--voilà une reine_.
Stemmerne døde hen i Hyl fra Klownerne, der knuste Svineblærer ved at
kaste sig paa Jorden.
Ellen slog sit Slør op og mønstrede Logerne. Hun hilste paa et Par
Bekendte, Carl og hun lo ad Grevinde Petersdorf, hvis Ansigt skinnede
under en gul Hat med tre uhyre Strudsfjer: Kanehesten er mødt, sagde
Carl.
-Carl brug dog ikke Øgenavne her.
En Jonglør producerede sig paa Staaltraadsline, efter ham kom et
dresseret Svin.
Det hylede og skreg, mens det listede mat gennem et Par Tøndebaand i
Manegen. Publikum hvinede vildt af Henrykkelse: Carl, De vælter Cirkus,
naar De kaster Dem saadan paa Stolen--le dog ikke saa voldsomt.
-Aa--a--men sé dog Dyret, sé dog!
-Sé heller paa Grevinde Petersdorf--hun er coquelicot af Raseri paa
Grisens Vegne ... Men hun er ogsaa Vicepræsident i Selskabet til Dyrenes
Beskyttelse ...

Folk trampede og klaskede i Hænderne af Jubel: Svinet stod paa Bagbenene
med Nathue om Ørene.
Men sé dog, sé dog Dyret, raabte Carl.
Ellen var træt af at le og saa paa Programmet: Det næste er en Debut,
sagde hun. Mlle. Konstance, storartet Ridt i den høie Skole ...
* * * * *
Grisen var ude: alle Staldmestrene _en haie_ foran Indgangen. Orkestret
satte i med et langt Forspil, mens alle saa mod det røde
Indgangsdraperi.
Det bliver høitideligt, sagde Ellen. Vi skal forberedes.
Tæppet raslede i sine Ringe: Mlle. Konstance red ind.
-Nei--hvor hun er smuk. Carl og Ellen sagde det paa samme Tid. Saa tog
Ellen Kikkerten bort, satte den atter for og blev rød: Hun vilde have
troet, det var hende selv, der red.
-Ja, Ligheden var forbausende.
Hun følte en Beundring, mens hun betragtede sin egen Skønhed hos en
anden.
Pludselig vendte hun sig for at sé paa Carl. Han sad med Kikkerten
klistret til sine Øine:
-Det er en deilig Hest, sagde hun.
Han hørte det ikke, fulgte Ryttersken i hver Bevægelse og dreiede
Hovedet for ikke at gaa glip af noget.
Ellen blev rød paa ny. Hun søgte om noget at sige: Er det ikke det
sidste Numer i Afdelingen? spurgte hun.
-Ja--hun er henrivende, sagde Carl og blev ved at sé i Kikkerten.
Endelig var Numret forbi.
Carl satte Kikkerten fra sig og reiste sig strax: Kan De sidde alene?
spurgte han. Jeg gaar ned i Stalden.
-Naturligvis.
-Tak. Og han gik hurtigt.
Under Pausen kom Bernstorf over for at presentere den nye Attaché.
-Hr. Zimonys, sagde han, Hr. de Vilsacs Efterfølger.
Ellen bøiede Hovedet til Hilsen: Hvorledes har Vilsac det? spurgte hun.
Det er noget siden, jeg hørte fra ham--Jeg satte saa megen pris pas
ham.
-Ja--Han var meget elskværdig--Fru Grevinde. Desværre ... derfor--han
har skudt sig iforgaars.
Ellen kom til at ryste. Forvirret sagde hun: Skudt sig--gode Gud, og
greb om Logeranden. Hvorledes er det dog gaaet til?
-Vi fik kun imorges Telegram derom. Han blev fundet i et Krat ved
Byporten med en Revolver ved Siden af sig. Han havde lidt urimeligt af
Melankoli al den Tid, han havde været i München. Det er meget sørgeligt.
Han gav sig til at tale om andre Ting. Ellen sad bleg. Med ét sagde hun:
-Naar sagde De, han var død?
Franskmanden huskede ikke strax: Død?--naa--iforgaars.
Ellen sukkede; og med det samme stive Ansigt sagde hun:
-Han var modig--
Pausen var forbi, og Herrerne gik. Carl kom op, munter og rød i
Kinderne: Har de mange smukke Heste? spurgte Ellen.
-Deres Heste...? Ja--de har mange, og hans Kikkert søgte op mod
Amfitheatret.
Ellen hørte Publikums Bifald som en fjern Larm, hun blev svimmel af at
sé Hestene, der fór rundt bag en let Taage for hendes Øine.
-Jeg er ikke vel, sagde hun, tror De, Vognen er kommen?
Carl gik ud for at sé ad. Lidt efter tog de hjem.
Carl var meget snaksom, ophidset, fuld af springende Indfald: Man skulde
tro, De havde drukket lidt, sagde Ellen. Carl lo. Han sad tæt op ad
hende i Vognen og kærtegnede hendes Haand. Den sidste Del af Veien talte
ingen af dem.
De gik ind i Ellens Kabinet og satte sig i Krogen under Palmerne.
Samtalen gik trægt. Ellen var distræt; Carl sad og stirrede uafbrudt paa
hendes Ansigt.
Saa lige med et sagde han, og blev ved at sé paa hende: Jeg kyssede
Skoleryttersken.
Ellen saa paa ham: Hvad si'er De?
-Ja--lige paa Munden.
-Men Gud, Carl--hvor kunde De dog ... Hvor foregik det?
-Hun stod paa Trappen--lige ved Stalden--saa tog jeg hende om Livet og
kyssede hende ...
Begges Kinder brændte; hans Blik blev ved at hvile paa hende. Ellen lo
stakaandet: Og hun tog det ganske roligt, sagde hun.
Hun taug, alt stemmede op i hendes Bryst; svimmel følte hun Fristelsen
til at falde ned mod hans Skuldre.
Og han sagde endelig: Hun lignede Dem.
Han sank i Knæ: Men De er smukkere.
Ellens Hjærteslag standsede. I et eneste Nu af Jubel slog hun Øinene op
og sugede hans Billed til sig i beruset Elskov. Hendes Blik gav Flammer.
Saa skød hun ham bort med en uhyre Forsagelse:
-Husk, jeg er ikke rask, sagde hun. Sid mig ikke saa nær, min Ven ...
De talte længe ikke. Ellen fornam en dyb Træthed, næsten som en
Besvimelse. Og efter en lang Taushed sagde Carl med Blikket paa hendes
Ansigt:
-Hun havde Vilsacs Billede i sin Medaillon.
-Vilsacs?
-Ja--jeg saa det ganske tydeligt, da Medaillonen vendte sig.
Ellen følte en kold Bleghed over sit Ansigt, og hendes aabnede Mund
lukkede sig igen. Og i et Nu faldt en Sætning hende ind, den døde Vilsac
en Gang havde sagt, mens han sad her ved Siden af hende:
-Sér De, jeg tror altid, der er et Øieblik, hvor Skæbnens Vogn ruller
over os.
Hun hørte hans Stemme, saa ham ...
-Ja--Skæbnens Vogn.
Hun reiste sig vaklende, og hun støttede sig til Kaminen.
Carl blev siddende, og med Ryggen til ham sagde hun:
-Vilsac er død ...
-Vilsac? Men hvor har De hørt det?
-Af Hr. Zimonys--i aften--
Carl kom hen til Kaminen: Af hvad er han død? sagde han, saa pludselig!
Ellen stønnede let: Han har skudt sig, sagde hun.
-Hvor er det skét?
-I München.
Hun hørte Urets febrilske Dikken, og støttede sit Hoved i begge Hænder.
Saa sagde Carl: Jeg vidste godt, han elskede Dem.
Hun svarede ikke. Han satte sig hen ved Lampen, bøiet og ubevægelig;
stjaalent saa hun paa ham.
Og da det havde været saadan længe, reiste han sig og sagde sagte, uden
at sé paa hende: Godnat. Du ved, jeg skal imorgen tidlig til Ringsted
til Jagt.
Og gik.
Hun fór hen til Portièren og lyttede efter hans Skridt. Hun vilde have
kaldt ham tilbage. Men saa førte hun Lommetørklædet op mod sin Mund og
holdt det fast til sine Læber:
-Nei--jeg skal ikke sé ham mer.
Hun satte sig, en Rystelse greb hendes Legeme. Hun faldt sammen og
samlede ikke mer sine Tanker. Tilsidst sagde hun: Jeg vil tage en
Indsprøitning.
Hun stod op og gik ind i Sovekamret. Besindelsen kom tilbage med
Morfinen.
-Ja--hun maatte bort. Og strax.
Som naar ved et Dødsfald Ligets Røgt giver Huset travlt, fik hendes
Tanker nok at tage vare: Reisepaaskud, Opbrud.--Foreløbig kunde hun tage
paa Landet, til Urnesgave. Hendes Sygdom var Grunde nok ... Og Carl
skulde naturligvis blive, det var Synd at berøve ham noget af Sæsonen,
der stod tilbage.
Saa--siden ... De kunde reise i Udlandet ... man fandt paa Raad, man
fandt paa Raad ...
Hvor hendes Tanker pludselig var klare. Det slog hende selv.
Aa--ja--det galdt at have Mod, blot at have Mod--saa kom det andet ...
Og der var jo ikke saa længe til, man kunde tænke paa at faa--ham gift.
-Gift.
Hun blev ved at holde paa denne Tanke, og hun begyndte at søge om en
Brud til ham mellem dem, de kendte. Men hun fandt ingen. Og hun faldt
hen i vage og vemodige Drømmerier om den Lykke, de da skulde nyde--om
mange Aar, naar de alle var blevet ældre.
Indtil hun vaagnede ved at Tjeneren bragte Theen ind.
-Er Greven hjemme? spurgte hun.
-Ja. Hans Eksellence kommer ind at drikke Thé.
-Tak.
Ellen reiste sig og holdt et Øieblik Hænderne for Øinene. Smerten, hun
havde betvunget, steg kvælende op i hendes Hals. Men det maa, sagde hun.
Hun hørte Urnes Trin--vendte sig og modtog ham med et Smil:
-God Aften, min Ven.
-God Aften--er I allerede hjemme fra Cirkus?
-Ja--vi tog hjem--jeg var ikke vel.
-Igen ikke vel? Det er virkelig ængsteligt, Ellen ...
-Aa, min Ven--det er kun Træthed--hun rakte ham Theen--jeg kan ikke mer
beherske mig. Jeg er altfor nervøs ...
-Det er ogsaa derfor, jeg vilde bede Dig, om jeg ikke maatte tage hjem
til Urnesgave.
-Vi tager jo alle hjem om tre Uger--efter Hans Majestæts Fødselsdag ...
-Ja--men ... jeg er bange, jeg ikke holder ud saa længe--den nervøse
Graad brød frem bag hendes Smil.--Der er endnu saa mange Fester tilbage
... Du kunde følge mig hjem imorgen Aften og saa vende tilbage--saa
havde jeg tre Uger helt i Ro ...
Hun gik hen imod ham og lagde Armene om hans Hals: Du sér selv, hvor
nervøs jeg er, sagde hun, Taarerne løb ned ad hendes Kinder.
-Men--den ottende, min Ven, det vil gøre Hans Majestæt ondt ...
-Jeg skal skrive til Hendes Majestæt ... Hun vil godt kunne forstaa det.
Hun slap ham og tørrede Taarerne bort af sit Ansigt.
-Og saa bliver du og Carl her jo, sagde hun.
-Ja--der er jo intet i Veien--men allerede imorgen ...
-Det vil skaane mig for Besøg og Visiter--ikke sandt, saa bli'er det
imorgen? Tak Urne--du er saa god. Hun lænede sig atter til ham og
løftede Ansigtet op imod hans:
-Ja, sagde hun, det vil gøre mig godt at komme til Ro.
Urne klappede hendes Kinder:
-Ja--naar Du blot kunde blive rigtig rask igen, sagde han. Jeg
længes--han strøg hendes Kind--længes derefter ...
Han saa ned paa hendes Ansigt, ømt.
-Ja, sagde hun og slap ham, rød,--naar jeg blot kommer bort.
Hun talte om adskillige Ting ved Reisen, alt mildt og dæmpet. Saa sagde
hun:
-Bli'er du vred, om jeg be'er dig gaa? Jeg er saa træt.
-Nei--gaa til Ro. Du trænger til det ... Jeg gaar en Timestid hen i
Klubben ... God Nat, min Ven. Han kyssede hende paa Kinden og gik.
* * * * *
Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort.
En grusom Smerte greb hende.
Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til
Plet.
Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl--Der havde hun
siddet med hans Billede i sin Haand--saa længe.
Hun tog Medaillonen frem fra sit Bryst, og hendes fugtige Øine kunde
ikke sé hans Træk, som hun bedækkede med sine Kys ...
Det var forbi.
Og han skulde aldrig mer sidde her hos hende, og aldrig skulde hun føle
hans Hænder skælve i sine, og aldrig mer hans Læber mod sine, og aldrig
skulde han hvidske med sin bløde Stemme, som hun elskede:
-Hvor De er god!
Og lægge sig ind til hendes Bryst.
Aldrig mer.
Han skulde ikke mer løfte et Blik mod hendes Ansigt, og aldrig skulde
hendes Kinder fornemme hans Aandepusts Varme.
Hun kastede sig ned over Stolen og hun græd, og hun tænkte paa Vilsac,
der var død, fordi han elskede hende, og pludselig lo hun.
Saa latterligt var dog alting! For latterligt.
* * * * *
Hun lod Kammerpigen komme og bad hende løse hendes Haar. Hun sad stiv og
lod hende handle med sig, som hun vilde. Hun betragtede sig i det store
Speil, som hun sad med udslaaet Haar: Hvorfor skal jeg dog længer være
smuk, sagde hun.
Hun vilde ikke mer møde Mændenes Øine, naar de hang ved hendes
Skikkelse; hun vilde ikke høre deres forblommede Ord, der besudlede
hende.
Nu maatte det være forbi.
Hun lod Kammerpigen gaa, og hun blev siddende i sin Stol i den hvide
Peignoir.
Hvor der var stille--ikke en Lyd og helt ensomt. Saadan vilde det blive
nu. Hun vilde have Ro om sig og ingen Mennesker og ingen Larm. Kun
Ensomhed, Fred til at være ene. Menneskene vilde blive hende saa
ligegyldige, alle ens og alle uden Værd, og saa vilde hun leve ene.
Og hun vilde kun have døde Ting om sig, som ikke bragte Smerte.
Men atter slog Trøstesløsheden hende med Fortvivlelse, saa hun græd og
atter blev hun sløv.
Det var Sjælens Dødskamp.
Hun vilde samle hans Billeder sammen og tage dem med--alle. Hun reiste
sig, og hun gik ind i Dagligstuen, og hun tog Fotografierne ud af
Albumerne og vendte tilbage med sin Skat.
Hun betragtede dem ved Lampen--ét for ét--kyssede dem og talte til dem
med ømme og kærtegnende Ord:
-Nei, sagde hun, nei--Du vil ikke savne mig--og Du vil aldrig blive
ulykkelig min Dreng som jeg, og der vil aldrig komme den Tid, hvor Du
foragter mig. Vil Du altid huske mig--en Gang imellem huske mig--vil du?
Hun savnede et af Billederne, det sidste, der var taget helt nylig. Det
var rigtigt--det sad i hans eget Album--oppe i hans Stue.
Hun følte en ubetvingelig Lyst til at hente det, til straks at eie alle
Billederne. Hun saa paa Uret. Klokken var et. Han var naturligvis i Seng
og sov, hun kunde gaa ind i hans Dagligstue uden at vække ham.
Hun bandt hurtigt sit Haar op, der var faldet ned, og hun tog
Lysestagen, som stod paa Kaminen. Sagte sneg hun sig op ad Trappen og
aabnede hans Dør.
Ja--Stuen var mørk.
Hun holdt Lyset op og betragtede Værelset længe. Hun saa paa hans
Vaaben, der hang paa et Silketæppe paa Væggen, og paa hans Yndlingsplads
bagved den aabne Reol. Hun tog Bogen, hvori han havde læst, og hun lod
den flade Haand glide sagte hen over dens Blade.
Hendes Billede stod paa hans Bord.
Hun skælvede ved at høre en Støi paa Gangen, og hun tog Albumet,
Portrættet sad deri ... Hun tog det ud. Ved Siden af Albumet laa en
Stump af en Cigaret. Han havde maaske glemt den der, da han gik i Seng.
Hun tog den og gemte den.
Og med et følte hun en urimelig Længsel efter at sé ham--en Gang endnu.
Med Lyset i Haanden gik hun hen over Tæppet og lyttede ved Portièren til
Sovekamret. Jo, hans Aande var regelmæssig og dyb; og hun løftede
Portièren varsomt, og traadte ind.
Han havde kastet sig paa Sengen helt paaklædt.
Hun lagde først varsomt et Tæppe helt om ham. Saa løftede hun Lyset,
skærmede for Skæret med den anden Haand, og betragtede ham.
Hans Hoved laa paa Siden--hans Mund smilede--
Hvor hun elskede ham!
Hendes Læber bevægede sig til et Par sagte Ord--Han rørte sig i Søvne og
aabnede Læberne.
Saa rev hun sig løs.
Hun gik hastigt ud, ind gennem Dagligstuen, med Haanden for Lyset. Hun
forskrækkedes ved Dørens Lyd, da hun aabnede den til Gangen, og hun gik
ned ad Korridoren.
Hun skreg ikke, da hun saa Urne, der traadte til Side for hende. De
stansede et Sekund, og de skiltes som to Skygger, der gled fra hinanden.


VII.
Solen brændte Plænerne paa Thorsholm. Og Thérosetræerne i Balustradernes
Kummer udsendte i Strømme deres sarte Duft. Heliotroper og Reseda
blandede deres Vellugt i Vaserne.
Thi Vellugt elsker Grevinde Urnes syge Sans endnu.
Naar hun en enkelt Gang i Middagssolens Hede træder ud paa Terrassen, og
sløv, indhyllet i en Kaabe, falder hen i sin evindelige Halvsøvn, mens
den slappe Mund aabner sig i det magre, maskeagtige Ansigt--kan hun med
ét mat strække sin udtærede Haand frem mod et Rosentræ, og hun plukker
en Blomst. Hun indsuger længe dens Duft; og hun trykker dens Blade mod
sine Øienlaag.
Hun aabner Øinene og støttende Hovedet paa sin Haand ser hun ud over
Haven. Men de smaa Pupiller smerter, og Laagene sænker sig igen.
Indtil hun pludselig sky reiser sig og gaar ind. Hvor hun ligger Time
efter Time hyllet i evig Døs.
Mekanisk strækker hun Armene op i Luften og gnider den ene mod den
anden: Stikkene smerter hende. Og om Aftenen, naar alt er til Ro,
sniger hun sig ofte ud og ned i Lindegangen, og hun mildner Armenes
Smaasaar med den kølige Jord.
Hun tager Jorden op med den flade Haand og spreder den paa sin Arm. Hun
drager et Suk--naar det linder.
Den halve Nat vandrer hun rundt i Haven--rundt, thi Søvnen vil ikke
komme. Morgenklokkerne i Nørup finder hende vaagen og piner hendes syge
Nerver.
Hun sender Bud til Præsten, om det er nødvendigt at lade ringe. Han
forespørger hos Bispen. Og Klokkerne tier.
Men Grevinde Urne sover ikke.
Hun taaler ikke mere Lyden af Skridt over Gulvet. Kammerjomfruens
Berøringer smerter hende.
Hendes lammede Tanker finder ikke længer Ord, og Sætningerne kom-mer
usammenhængende og uden Følge. Hun søger om Benævnelser og finder dem
ikke.
Og undertiden, naar hun spiller Kort med Kammerjomfruen--det hændes, hun
lader hende vække om Nætterne--falder hun med ét hen i idiotisk Apati,
hvor Ansigtet forstenes.
Saa Kammerjomfruen sidder skælvende, indtil Søvnen overvælder hende, og
hun slumrer ind lige overfor sin Frue.
* * * * *
Saaledes levede Grevinde Urne fra den Dag i Marts, hun med Greven var
ankommen til Thorsholm.

De to havde intet Ord vekslet. Formiddagen efter hin Nat havde Greven
sendt Bud, om Grevinden saa vilde være beredt til at tage til Thorsholm
om Aftenen.
Hun havde forstaaet, hvad Forandringen af Reisen betød.
Da de i Nyborg gik over Broen til Dampskibet, var hun stanset et Sekund
og havde betragtet den smalle Stribe af mørkt Vand.
-Kom, sagde Greven.
Og hun fulgte.
Greven blev to Dage paa Thorsholm. Ægtefællerne mødtes ved Maaltiderne.
Den sidste Dag sagde han:
-Jeg reiser iaften.
-Hvorhen? spurgte hun.
Og uden at sé paa hende sagde han;
-Bort.
Dermed skiltes de.
* * * * *
Og Tiden rinder. Mens Ellen Urne, ené paa sine Fædres Gaard, synker dybt
og dybere i Morfinens Døs.